Sommerferielukket – vi ses igen d. 3. august

True Adventures, april 1959

En lille trashy sang om voldtægt

Her er på bloggen er sommerferien så småt ved at indfinde sig. I skal imidlertid ikke snydes for dette lille stykke groteske funkadeliske musik, som jeg faldt over.  Titlen på sangen er ”Rape” – jeps, en sang om forskellige nationale typer af voldtægt; fransk voldtægt, tysk voldtægt osv. Det hele er fremført af skuespilleren Peter Wyngarde og stammer fra albummet Peter Wyngarde fra 1970. Sangen blev endda udsendt som single med titlen Peter Wyngarde ”commits” rape. Den slags var næppe gået i dag.

God weekend.

S. T. Joshi, The Weird Tale (1990): På jagt efter den sære fortælling

Paperback, University of Texas Press 1990. Forsiden er skabt af Ed Lindlof

S. T. Joshi var allerede i slutningen af 80’erne på vej til at blive det største navn indenfor den akademiske udforskning H. P. Lovecrafts liv og forfatterskab, og den produktive herre har tilmed løbende arbejdede på at udvide sit forskningsfelt. Det resulterede blandt andet tidligt i bogen The Weird Tale fra 1990. Bogen er baseret på en række reviderede artikler, der tilsammen forsøger at afdække grænserne for den særlige genre, som Joshi kalder ”The weird tale”. Begrebet lader sig måske oversætte på dansk til ”den sære fortælling”, men jeg bruger alligevel termen weird tale her, fordi vi faktisk ikke har nogen sproglig konvention for dette. For at forstå, hvorfor det skulle være spændende, at forfølge disse weird tales – der i øvrigt ikke har noget med magasinet af samme navn at gøre – endsige, hvad end weird tale i det hele taget er, må man gå tilbage til Lovecraft, for det er hos ham, idéen opstår.

Lovecraft var stærkt optaget af tekster, der momentant var i stand til at åbne læserens horisont og skabe forståelsesmæssige visioner, der kunne virke så utrolige eller sønderknusende, at man savner ord til at beskrive disse flygtige øjeblikke. Lovecraft selv introducerede det såkaldte kosmiske perspektiv i sin egen fiktion, der netop jager efter dette øjeblik. Et perspektiv, der beskriver en verden, hvor mennesket absolut ingen rolle spiller. Den kulde og følelse af meningsløshed dette udløser er ekstremt ubehagelig, fordi det tilsyneladende reducerer vores gøren og laden, endsige vores eksistens til noget aldeles ligegyldigt. Det kosmiske gør mennesket til en lille mikrobe i et gigantisk univers, og præcis dette enorme perspektiv kan siges momentant at udløse den ”weird”-følelse, vi her taler om. At Lovecraft også bruger dette perspektiv indadtil som eksistentialistisk projekt til forsvar for kunst og kultur, er en anden sag.

Paperback, University of Texas Press 1990

Lovecrafts kosmiske perspektiv er imidlertid kun én vej ind i dette weird-moment i litteraturen, og i sit essay Supernatural Horror in Literature trækker han trådene fra de gotiske klassikere og op til vennen Clark Ashton Smith i sin søgen på steder, hvor momentet eller følelsen kan påvises. Lovecraft argumenterer med andre ord for, at der findes en særlig lille gruppe forfattere eller tekster, der kan grupperes på grund af deres virkning på læseren; altså ikke grupperet som genre, men grupperet på grund af deres effekt. Det er et ekstremt fascinerende og provokerende udsagn fra Lovecrafts side, fordi han selv har svært ved at indfange, hvad han egentlig mener, men fordi han samtidig – på et intuitivt niveau – har helt ret.

Her når vi så tilbage til S. T. Joshi og bogen The Weird Tale, for Joshi samler nemlig tråden op fra Lovecraft. I sin analyse tager Joshi udgangspunkt i en række hovednedslag i Lovecrafts essay om horror, og undersøger, hvad det er, der kan siges at udløse denne ”weird”-erfaring hos læseren. Det arbejde er der kommet en række ganske, ganske eftertænksomme kapitler ud af, som jeg stærkt kan anbefale alle, der gerne vil grave sig dybere ned i skrækfiktionens virkemidler.

Sunand Tryambak Joshi (født 22. juni 1958)

Joshi behandler følgende forfattere i sin bog: Arthur Machen, Lord Dunsany, Algernon Blackwood, M. R. James, Ambrose Bierce og Lovecraft. Ikke alle får lige lange kapitler, og bogens ubetingede hovedemne er naturligvis Lovecraft, der både har sit eget afsnit og løbende diskuteres i de øvrige. Som det også fremgår af listen, er det meget forskellige typer fiktion, der er repræsenteret i Joshis udvalg, hvilket faktisk fungerer forbløffende godt, fordi det giver ham lejlighed til at afsøge meget forskelligartede virkemidler.

Hos mesterlige Algernon Blackwood og Arthur Machen er det eksempelvis i den besjælede, fornuftsstridige naturoplevelse, at dette weird-moment opdages, mens det hos Lord Dunsany ligger i selve den betagende, sproglige kraft, hvormed han skaber sine fantastiske(fantasy)-universer. Her er der med andre ord tale om et tab af tid og sted, ikke gru, fordi ordnes fylde bliver en form for retorisk hypnose af læseren.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Det skal imidlertid understreges, at Joshis bog er en undersøgelse, og det eksplorative går dermed som en rød tråd gennem kapitlerne. Vi får således ikke på forhånd at vide, om alle de nævnte forfattere rent faktisk har et weird-element, og som vi kommer frem gennem kapitlerne, står det da også klart, at man kun kan finde det stedvist i alle forfatterskaberne. Faktisk ender Joshi ud med helt at afvise M. R. James som ”weird”-forfatter, hvilket virker ganske rimeligt taget hans stive, formulariske noveller i betragtning.

Men hvad er så ”weird”? Hvornår er det det ene og hvornår er det det andet? For Joshi er det altafgørende, at forfatterskaber er baseret på et konsistent filosofisk verdenssyn. Dette verdenssyn skal forholde sig til menneskets væren og mennesket i forhold til en metafysisk dimension. Enten afvisende, som hos Lovecraft og Bierce, eller åbenlyst dyrkende, som hos Machen, Blackwood og Dunsany. Ud fra dette grundlag bliver det imidlertid også svært for Joshi at nå frem til nagelfaste definitioner. Begrebet kan i hvert fald ikke sættes på nogen formel og ender dermed også i sidste ende at ligge en ganske subjektiv vurdering nær. På den led strander han også præcis der, hvor Lovecraft også strandede i sit horroressay.

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869–10. december 1951)

Joshi kommer med andre til kort, når han skal indsnævre, hvor denne weird-oplevelse præcis dannes og ud fra hvilke virkemidler, det sker. I sin indledning skriver Joshi, at han ikke interesserer sig synderligt for litterær teori, men måske kunne han faktisk hente noget ved mere aktivt at inddrage andres overvejelser i stedet for, en smule arrogant, at afskrive teori som unødvendig. For mig at se er det eksempelvis igennem fænomenologien, at vi kan nærme os en forståelse af de ting, som Joshi og Lovecraft diskuterer, men savner redskaber til helt at gribe. Nuvel, det er en anden snak, som jeg kan vende tilbage til en anden gang.

Det er afgjort en intellektuel svaghed ved bogen, at det ikke lykkes for Joshi at indkapsle sit begreb tydeligt, men sandt at sige er det af mindre betydning, fordi jeg i langt højere grad ser hans arbejde som et forsøg på et vise, hvordan filosofi og poesi kan forenes forbløffende potent i fiktion, der bevidst dyrker urealisme. Han demonstrerer med andre ord kvaliteten ved at suspendere fornuften og lade sig forføre af verdenssyn, der får omgivelserne til at se aldeles anderledes ud. Det budskab, tror jeg ikke, vi kan få gentaget ofte nok.

Arthur Machen (3. marts 1863–15. december 1947)

På et mere praktisk plan må jeg så også understrege, at Joshi er et særdeles underholdende bekendtskab. Hans stil er præcis, men snakkende, og han er ekstremt krigerisk. Andre forskere, både amatører (for dem er der en del af, i dette felt) og professionelle, bliver haglet igennem og næsten – men også kun næsten – hånet.

Det gør bogen flabet, og den slags er jo altid sjovt, især når det også bakkes op af solide overvejelser. Man kan måske ikke kalde The Weird Tale for en ubetinget succes, fordi bogen faktisk aldrig lykkes med sin opgave, men Joshi leverer ikke desto mindre et stykke førsteklasses genreanalyse, som viser, hvor meget man kan hente ud af genrefiktionen, hvis man gider stikke næsen ned mellem linjerne.

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878–25. oktober 1957)

Tribulations melankoli

Årets musikalske højdepunkt på Copenhell kom ganske uventet fra Tribulation. Trods træthed, tømmermænd og almen bombethed hos mig, så formåede de at trænge igennem dagslyset og den stegende hede med deres melodiske dødsmetal fra mørkelandet. Her kommer det smagfulde singlehit ”Melancholia” fra deres meget roste album Children of the Night, der udkom sidste år.

Giv dem et lyt – de er stærkt vanedannede!