S. T. Joshi, The Weird Tale (1990): På jagt efter den sære fortælling

Paperback, University of Texas Press 1990. Forsidens skaber er ikke oplyst

Paperback, University of Texas Press 1990. Forsiden er skabt af Ed Lindlof

S. T. Joshi var allerede i slutningen af 80’erne på vej til at blive det største navn indenfor den akademiske udforskning H. P. Lovecrafts liv og forfatterskab, og den produktive herre har tilmed løbende arbejdede på at udvide sit forskningsfelt. Det resulterede blandt andet tidligt i bogen The Weird Tale fra 1990. Bogen er baseret på en række reviderede artikler, der tilsammen forsøger at afdække grænserne for den særlige genre, som Joshi kalder ”The weird tale”. Begrebet lader sig måske oversætte på dansk til ”den sære fortælling”, men jeg bruger alligevel termen weird tale her, fordi vi faktisk ikke har nogen sproglig konvention for dette. For at forstå, hvorfor det skulle være spændende, at forfølge disse weird tales – der i øvrigt ikke har noget med magasinet af samme navn at gøre – endsige, hvad end weird tale i det hele taget er, må man gå tilbage til Lovecraft, for det er hos ham, idéen opstår.

Lovecraft var stærkt optaget af tekster, der momentant var i stand til at åbne læserens horisont og skabe forståelsesmæssige visioner, der kunne virke så utrolige eller sønderknusende, at man savner ord til at beskrive disse flygtige øjeblikke. Lovecraft selv introducerede det såkaldte kosmiske perspektiv i sin egen fiktion, der netop jager efter dette øjeblik. Et perspektiv, der beskriver en verden, hvor mennesket absolut ingen rolle spiller. Den kulde og følelse af meningsløshed dette udløser er ekstremt ubehagelig, fordi det tilsyneladende reducerer vores gøren og laden, endsige vores eksistens til noget aldeles ligegyldigt. Det kosmiske gør mennesket til en lille mikrobe i et gigantisk univers, og præcis dette enorme perspektiv kan siges momentant at udløse den ”weird”-følelse, vi her taler om. At Lovecraft også bruger dette perspektiv indadtil som eksistentialistisk projekt til forsvar for kunst og kultur, er en anden sag.

Paperback, University of Texas Press 1990

Paperback, University of Texas Press 1990

Lovecrafts kosmiske perspektiv er imidlertid kun én vej ind i dette weird-moment i litteraturen, og i sit essay Supernatural Horror in Literature trækker han trådene fra de gotiske klassikere og op til vennen Clark Ashton Smith i sin søgen på steder, hvor momentet eller følelsen kan påvises. Lovecraft argumenterer med andre ord for, at der findes en særlig lille gruppe forfattere eller tekster, der kan grupperes på grund af deres virkning på læseren; altså ikke grupperet som genre, men grupperet på grund af deres effekt. Det er et ekstremt fascinerende og provokerende udsagn fra Lovecrafts side, fordi han selv har svært ved at indfange, hvad han egentlig mener, men fordi han samtidig – på et intuitivt niveau – har helt ret.

Her når vi så tilbage til S. T. Joshi og bogen The Weird Tale, for Joshi samler nemlig tråden op fra Lovecraft. I sin analyse tager Joshi udgangspunkt i en række hovednedslag i Lovecrafts essay om horror, og undersøger, hvad det er, der kan siges at udløse denne ”weird”-erfaring hos læseren. Det arbejde er der kommet en række ganske, ganske eftertænksomme kapitler ud af, som jeg stærkt kan anbefale alle, der gerne vil grave sig dybere ned i skrækfiktionens virkemidler.

Sunand Tryambak Joshi (født 22. juni 1958)

Sunand Tryambak Joshi (født 22. juni 1958)

Joshi behandler følgende forfattere i sin bog: Arthur Machen, Lord Dunsany, Algernon Blackwood, M. R. James, Ambrose Bierce og Lovecraft. Ikke alle får lige lange kapitler, og bogens ubetingede hovedemne er naturligvis Lovecraft, der både har sit eget afsnit og løbende diskuteres i de øvrige. Som det også fremgår af listen, er det meget forskellige typer fiktion, der er repræsenteret i Joshis udvalg, hvilket faktisk fungerer forbløffende godt, fordi det giver ham lejlighed til at afsøge meget forskelligartede virkemidler.

Hos mesterlige Algernon Blackwood og Arthur Machen er det eksempelvis i den besjælede, fornuftsstridige naturoplevelse, at dette weird-moment opdages, mens det hos Lord Dunsany ligger i selve den betagende, sproglige kraft, hvormed han skaber sine fantastiske(fantasy)-universer. Her er der med andre ord tale om et tab af tid og sted, ikke gru, fordi ordnes fylde bliver en form for retorisk hypnose af læseren.

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Det skal imidlertid understreges, at Joshis bog er en undersøgelse, og det eksplorative går dermed som en rød tråd gennem kapitlerne. Vi får således ikke på forhånd at vide, om alle de nævnte forfattere rent faktisk har et weird-element, og som vi kommer frem gennem kapitlerne, står det da også klart, at man kun kan finde det stedvist i alle forfatterskaberne. Faktisk ender Joshi ud med helt at afvise M. R. James som ”weird”-forfatter, hvilket virker ganske rimeligt taget hans stive, formulariske noveller i betragtning.

Men hvad er så ”weird”? Hvornår er det det ene og hvornår er det det andet? For Joshi er det altafgørende, at forfatterskaber er baseret på et konsistent filosofisk verdenssyn. Dette verdenssyn skal forholde sig til menneskets væren og mennesket i forhold til en metafysisk dimension. Enten afvisende, som hos Lovecraft og Bierce, eller åbenlyst dyrkende, som hos Machen, Blackwood og Dunsany. Ud fra dette grundlag bliver det imidlertid også svært for Joshi at nå frem til nagelfaste definitioner. Begrebet kan i hvert fald ikke sættes på nogen formel og ender dermed også i sidste ende at ligge en ganske subjektiv vurdering nær. På den led strander han også præcis der, hvor Lovecraft også strandede i sit horroressay.

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869–10. december 1951)

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869–10. december 1951)

Joshi kommer med andre til kort, når han skal indsnævre, hvor denne weird-oplevelse præcis dannes og ud fra hvilke virkemidler, det sker. I sin indledning skriver Joshi, at han ikke interesserer sig synderligt for litterær teori, men måske kunne han faktisk hente noget ved mere aktivt at inddrage andres overvejelser i stedet for, en smule arrogant, at afskrive teori som unødvendig. For mig at se er det eksempelvis igennem fænomenologien, at vi kan nærme os en forståelse af de ting, som Joshi og Lovecraft diskuterer, men savner redskaber til helt at gribe. Nuvel, det er en anden snak, som jeg kan vende tilbage til en anden gang.

Det er afgjort en intellektuel svaghed ved bogen, at det ikke lykkes for Joshi at indkapsle sit begreb tydeligt, men sandt at sige er det af mindre betydning, fordi jeg i langt højere grad ser hans arbejde som et forsøg på et vise, hvordan filosofi og poesi kan forenes forbløffende potent i fiktion, der bevidst dyrker urealisme. Han demonstrerer med andre ord kvaliteten ved at suspendere fornuften og lade sig forføre af verdenssyn, der får omgivelserne til at se aldeles anderledes ud. Det budskab, tror jeg ikke, vi kan få gentaget ofte nok.

Arthur Machen (3. marts 1863–15. december 1947)

Arthur Machen (3. marts 1863–15. december 1947)

På et mere praktisk plan må jeg så også understrege, at Joshi er et særdeles underholdende bekendtskab. Hans stil er præcis, men snakkende, og han er ekstremt krigerisk. Andre forskere, både amatører (for dem er der en del af, i dette felt) og professionelle, bliver haglet igennem og næsten – men også kun næsten – hånet.

Det gør bogen flabet, og den slags er jo altid sjovt, især når det også bakkes op af solide overvejelser. Man kan måske ikke kalde The Weird Tale for en ubetinget succes, fordi bogen faktisk aldrig lykkes med sin opgave, men Joshi leverer ikke desto mindre et stykke førsteklasses genreanalyse, som viser, hvor meget man kan hente ud af genrefiktionen, hvis man gider stikke næsen ned mellem linjerne.

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878–25. oktober 1957)

Edward John Moreton Drax Plunkett, 18. Baron af Dunsany (24. juli 1878–25. oktober 1957)

Reklamer

3 kommentarer

Filed under Nonfiktion

3 responses to “S. T. Joshi, The Weird Tale (1990): På jagt efter den sære fortælling

  1. Henning Andersen

    Hej Martin
    Jeg husker ikke om jeg har lagt denne lænke tidligere, men så gør jeg det bare igen.

    Det er ret irriterende med reklamerne, men det må man så lige leve med. For den dokumentar indeholder udsagn fra S.T. Joshi, Caitlin R Kiernan, Guillermo del Toro, med samt flere (tjek iøvrigt lige Virgil Finlays udgave af det renaissance-menneske Lovecraft betragtede sig selv som).
    Joshis weird-begreb kommer til at ligne Todorovs fantastik-begreb, i deres fælles modstand overfor konkrete nedslag. Det er ikke fordi man kan sige, at hvis jeg mener at dette eller hint er SF, Horror, Weird eller Fantastik, så er det det. Men modviljen til eksemplariske nedslag i netop de fantastiske genrer, gør begge begreber – netop – til noget fænomenologisk, i deres behandlinger. Og hvad betyder det så? Jo, det betyder at vi må undersøge begreberne med andre værktøjer, end der er tilstede i selve fænomenernes værktøjskasse. Vi skal med andre ord gribe tilbage, eller udover, selve fænomenet (weird, fantastik) og begribe dets “værende”, disjunkt fra oplevelsen. Somom der var “noget” weird eller fantastik, før vi fik begreb om dets eksistens.
    Det er efter min mening filosofisk idealisme på et højpandet og hovedet-i-skyerne-plan.
    Snarere er det i mødet med teksten (læsningen), at fænomenet opstår – hos læseren. Det er ret konkret – eller en ret konkret følelse, ihvertfald: – hvad fanden foregår der, hvad var nu det, åh nej, se nu der! Hvad nu?
    Man kan med andre – og lidt højpandede – ord sige, at i den dialektiske proces mellem teksten og aflæseren af teksten, opstår der hos læseren konnotationer og associationer, der – afhængigt af engagement – udløser følelsen af noget “weird” eller noget “fantastisk”. Det er jo hele forfatterens formål med at skrive teksten, hvadenten hun hedder Lovecraft, Blixen eller Márquez. Men herfra og så til at påstå, at det fantastiske eller det weirdo skulle være eksisterende, udover tekstens realitet – altså som fritsvævende, men reale, fænomener, det er nok lige og stramme den – for det smider os i gabet på visse semiotikeres ide om, at træet ikke eksisterer før vi bliver bevidste om dets eksistens (og har givet det et navn), samt det solipsistiske i, at der ikke står to bajere i køleskabet, hvis jeg ikke ved der gør.
    Det er en generel misforståelse, at Schrödingers Kat både er død og levende. Problemet er, at man ikke kan afgøre det før låget på kassen er blevet åbnet.
    Ligeledes med “weird”. Dersom en person – efter at have læst “At The Mountains Of Madness” – påstår, at der var da ikke noget mærkeligt ved det, så må man konstatere at hun er ret weird, idet de fleste andre vil mene at det er en ret “weird” fortælling. Fænomenologien tildrager sig dermed oplevelsen, emotioner og intellekt – altså manifestationer af biokemiske processer i en organisme. De er ikke i sig selv fritsvævende entiteter. Og det er det “weirde” heller ikke – eller det “fantastiske”. De “fantastiske fænomener” (bemærk gåseøjnene – ret væsentligt) befinder sig ikke i virkeligheden. De befinder sig i hjernen – psyken.
    Og så fik jeg vist også bredt mig. Skide god artikel. Hilsen Henning

    • Martin

      Hej Henning,
      Du har fuldstændig ret i den betragtning, at hele Joshis projekt er bygget på en idealisme, som han låner fra den stærkt idealistiske Lovecraft. I 1990, da Joshi udgiver bogen, er han endnu så fuld af næsegrus beundring for Lovecraft, at han ikke tør (eller vil) kritisere ham ret meget. Det skyldes givetvis, at han dels faktisk er enig med idolet, dels at han formentlig ikke har lyst til at forklejne den mand, som han har gjort til sit primære forskningsfelt. Senere, i 90’ernes anden halvdel, begynder Joshi at blive en smule mere kritisk over for Lovecraft som tænker. Jeg er derfor heller ikke sikker på, at The Weird Tale havde fået samme udformning, hvis den var blevet skrevet bare få år senere. Diskussionen bliver hurtigt vanskelig. For mig at se er det klart, at reaktionen i læseren, som Joshi udpeger, er letgenkendelig, men at ville knytte oplevelsen til specifikke forfattere synes håbløst, hvilket Lovecraft allerede berørte, men åbenbart ikke ville anerkende, fordi han var så optaget af en sværmerisk idé om ”det geniale værk”. Omvendt må man nok også konkludere, at vi er mange, der reagerer ens på bestemte tekster. Der synes derfor at være et eller andet grundlag for at diskutere om nogle tekster i højere grad, end andre kan udløse denne weird-følelse (for nu at blive i Joshis terminologi). Problemet er bare, at vi står i et lidt irriterende krydsfelt mellem på den ene side, en idealistisk tro på teksten potentiale, og på den anden side, i en opfattelse, der siger, at alle tekster opfattes subjektivt (mit gys, dit gode grin osv.). For mig at se er det præcis en fænomenologisk tilgang til teksten, der kan bygge bro mellem idealisme og individuel erfaring – i hvert fald som vokabular, der kan forklare, hvorfor vi reagerer, som vi gør. Man kan da også notere sig, at Joshi senere har skiftet synspunkt og nu i langt højere grad anskuer disse ”weird tales” som egentlig genre, hvilket stiller ham bedre i en diskussion, men på en måde er det ærgerligt, for jeg synes i virkeligheden meget godt om hans idealistiske projekt som en form for kærlighedserklæring til de sære fortællinger, vi bruger så meget tid på.
      Tak for linket i øvrigt.

  2. Pingback: Patrick J. Murphy, Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James (2017): En anbefaling til de nysgerrige |

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s