Når al latter forstummer: En snak med Kathe Koja om The Cipher

For nogle uger siden skrev jeg lidt om Kathe Kojas fantastiske bog The Cipher. En milepæl, som kom til at definere tonen for en hel genre af skræklitteraturen i 90’erne. Nu har jeg været så heldig at kunne udveksle nogle spørgsmål med Kathe om hendes debutroman og det at skrive. Resultatet er blevet en sjov lille samtale, der måske stedvist er lidt indforstået for dem der ikke har læst bogen. Ikke desto mindre kan det måske inspirere dig til at få fat The Cipher, for det er en roman, som absolut bør læses.

Nuvel, her med går vi over til det lille interview. På snarligt genhør.

—

Could you tell a bit about your original thoughts or ideas for the book?

Everything I do begins with a character, a person I see in my mind’s eye and begin to follow. Nicholas was the seed of THE CIPHER: talented, aimless, resentful, self-deluded. And on his heels came Nakota/Jane/Shrike/etc., who was everything he wasn’t, and a lot more, too. And the story was off and running.

I was delighted to hear you call THE CIPHER funny – I’ve always thought it was, on one level, a very black comedy, the laughter at the edge of the pit; and Nicholas is always using humor as a deflecting weapon. And the thing itself is called the Funhole, you can’t have a funhole without fun .

I can’t say I set out to write “a horror novel” with CIPHER, as I didn’t set out to write “a historical novel” with the UNDER THE POPPY trilogy, or “YA books” with my novels for FSG, or “a biographical novel” with my current Marlowe project, CHRISTOPHER WILD. I write the book and then my agent Christopher Schelling and I figure out what kind of book it is, though everything I write is solidly situated in the Kathe Koja genre.

I think genre itself can be a wonderfully helpful construct if the writer wishes to use it so; and genre readers are, across the board, quite welcoming, extending the courtesy of their interest to a new voice in their field—I’ve found that to be true over and over.

Kathe Koja (født 1960)

Any works of other authors that inspired you?

Shirley Jackson was a guiding star in the lands of the discomforted and disturbing, and Flannery O’Connor, too. Writers whose work I love and whom I respect and revere include Christopher Marlowe, the great Emilys (Bronte and Dickinson), Arthur Rimbaud  . . . Too many to list, so many who have helped and inspired along the path.

 

You very much circle around the classic notion of art and pain as being entwined. What are your thoughts on this aspect of the book today?

is pain necessary to the making of art? They are so often concommitant that it would be hard to say no. But pain is concommitant to life; is it necessary for life? That’s a dreadful question for the ill, the refugee, the tormented . . . My answer today is I don’t know.

Paperback, Dell 1991. Romanens 1. udg. med forside af Rick Lieder – Kathe Kojas mand

The Cipher seems to address the inability to communicate and latch on to the world emotionally and creatively. This fear of existing without engaging or creating something was that particular concerns for you at the time or were you projecting feelings, I guess, we all share?   

I think everybody who ever lived or ever will has a funole with his or her name on it. We’re all a few steps away from our own bottomless fears or anxieties, that’s the human condition, but the ways we choose to confront or flee or smother these fears and anxieties are as varied as we are, as toxic or beneficial.

 

Could you say a few words about the two main characters?

Oh, what a couple! I have a great fondness for both Nicholas and Nakota, since each of them are so entirely who they are: and of the two, I have far more sympathy for Nakota, as dreadful as she is, because she’s trying so hard, she sees so clearly what Nicholas refuses to see: it doesn’t work without him, the Funhole’s generative process and his own are somehow intertwined. It’s all been given to him, and all she can do is . . . react.

And I can’t hate any of my characters, no matter how much I might dislike them or deplore their actions—hatred tends to produce caricature, in real life as well as on the page, and I want to write about actual people.

Paperback, Dell 1992

The artistic milieu, in which the novel is set, albeit perhaps slightly exaggerated, rings true. Was (or is) it your own circles you mirrored in the book?

No, but I didn’t have to. We all know those people and those scenes.

 

Could you have written the same story set in a suburban middleclass neighborhood with the Funhole appearing in a backyard or garage? What I’m asking is really how important it was to you that this takes place among artists of a sort living on the fringe?  

It would certainly be a different book if it were set in that suburb, but there’s no way either Nicholas or Nakota would have been living there. And since the story followed them, and not the other way around, it could only have happened where it did, on that grimy, frightful, dangerous fringe.

I personally have am affinity for the fringes, the outskirts, the odd places—the places where lines cross, the liminal spots. Things get in that shouldn’t, escapes are successful, the authorities aren’t looking too hard (until they are). Things happen there that the safer places can only guess are true. And the most interesting people always pass through.

 

The tone of The Cipher is extremely bleak and you continued to explore that vein for some time, but then you (to my knowledge) stopped. Had you exhausted this atmosphere creatively or was it simply time to move on? 

To my thinking, KINK is maybe the bleakest, most claustrophobic book I’ve ever written – certainly deluded Jess and deluded Nicholas are brothers in self-inflicted misery. http://www.kathekoja.com/blog/archives/we-all-have-a-kink/

Hardcover, Henry Holt 1996

We learn at some point that Nakota is reading a lot of Ben Hecht and you have this wonderful Hecht quote at the end. Did it all spring from that quote? I cannot really get my head round the idea of Nakota reading Hecht though. Could you tell us a bit more about this Hecht-element in the novel?

Hecht passed jauntily through the room, but that was all—no greater resonance. But what a quote!

 

The Cipher was deservedly a huge success but it’s an intense, draining piece and also a very youthful work with a strong misanthropic strain and the youngish cast of characters. How do you feel about the book today? Do you still identify with the book and its characters? Could you write The Cipher today?

I don’t know that we need to be young to be misanthropic . . . The characters in my books are not linked to the life stage I currently find myself in – I recently completed a new novel, THE BALLROOMS OF MARS, whose man character is just turning 18, and Christopher Marlowe’s life was cut short at 29.

Could I write THE CIPHER today? No. Not because it’s dark, but because darkness means something else to me now, represents itself in much different ways. Will I always be glad I wrote it? Oh yes.

Hardcover, Roadswell 2014

Finally, what are you working on now?

I just finished directing a commissioned performance based on Bosch’s “Garden of Earthly Delights”, to celebrate his 500th anniversary  https://vimeo.com/178860595 Here’s the making-of video: https://vimeo.com/172790364

I have a performance entity called nerve, to create immersive/performative events: http://gonerve.com/gonerve/

http://www.kathekoja.com/blog/events/

Right now I’m working on an adaptation of Marlowe’s FAUSTUS that we will perform in January 2017, called  “Night School.” It’s a companion piece to my Marlowe novel, CHRISTOPHER WILD http://boingboing.net/2016/03/11/get-inside-kathe-kojas-chris.html

 

Thanks for your time Kathe and the best of luck with your future activities.

 

 

Julia Briggs, Night Visitors. The Rise and Fall of the English Ghost Story (1977): Akademisk blåstempling

Hardcover, Faber 1977

Som jeg har skrevet et par gange her på bloggen, så arbejder jeg for tiden på en bog om skrækfiktion. Det arbejde har givet mig anledning til at genlæse Julia Briggs’ fagbog Night Visitors fra 1977. Faktisk er det tredje gang, jeg læser den, fordi der er så meget stof i bogen, som er værd at genbesøge og genoverveje. Julia Briggs har da også utvivlsomt skabt en klassiker med sin bog, der må regnes som en af de første nyere, akademiske analyser af skrækfortællingen, som ikke udspringer fra fankredse. Ikke alene står Briggs dermed på delvist ukendt terræn i bogen, hun kæmper også op imod et væld af gamle, ubegrundede antagelser såvel som akademiske fordomme i forhold til stoffet. Tiden har imidlertid arbejdet for Briggs, hvis bog kun er blevet mere relevant, som årene er gået, fordi hun pludselig blev et af udgangspunkterne for en gren af litteraturvidenskaben, der tog ”gyserne” alvorlige som validt litterært udtryk.

I bogen gennemgås den engelske spøgelsesfortælling fra 1800-tallets slutning, med særlig fokus på Dickens, og frem til Walter de la Mare i 1950’erne. De mellemliggende kapitler er alle centreret omkring en eller to væsentlige forfattere, der bliver indgående diskuteret og analyseret. Udvalget af forfattere, der stort set tæller alle de velkendte, engelske skikkelser med undtagelse af Bram Stoker, som kun behandles perifært, er ikke synderligt overraskende, og Briggs’ tilgang til stoffet er da også ganske klassisk. Det gør Night Visitors til komfortabel læsning, fordi stoffet, hun lægger frem og diskuterer, er velkendt. Dermed bliver det også let at komme i dybden med teksterne, fordi vi ikke først behøver forstå, hvad det er for historier, hun skriver om.

Hardcover, Faber 1977

Bogens genredefinition er derimod værd at snakke mere om. Den fulde titel lyder Night Visitors. The Rise and Fall of the English Ghost Story, og dermed har Briggs allerede fastlagt to ting; hun skriver om engelske forfattere – Henry James medregnet – og bogen skildrer en genres fremvækst og fald. Hun bruger termen ”ghost story”, altså ”spøgelsesfortælling”, om sit emne, men læser man hendes definition, står det klart, at betegnelsen dækker alle former for gys, der på en eller anden måde rummer noget overnaturligt.

Det kan synes upræcist eller forkert, for eksempelvis varulve har vel ikke noget med spøgelser at gøre? Men faktisk ligger der en væsentlig reference i titlen. Det var nemlig først i slutningen af mellemkrigsårene, at betegnelsen ”horror” begyndte at blive almindeligt brugt som paraply-term for alle typer skrækfiktion. Før var betegnelsen ”spøgelseshistorie” den almindelige, og vi ser faktisk det samme herhjemme, hvor en stor del af de ældre antologier refererer til spøgelser i titlen, selvom langtfra alle novellerne handler om gengangere.

Charles Dickens (7. februar 1812 – 9. juni 1870)

Ved at tale om den engelske spøgelsesfortælling signalerer Briggs med andre ord, at hun ikke bare er optaget af fiktionen som sådan, men at hun er optaget af den som et historisk produkt, der ikke skal sidestilles med den ”horror”, som er fulgt efter. Fiktion hun i øvrigt antyder, efter hendes mening ikke har mange kvaliteter.

Der er da også god grund til at se bogens omtrent 50 år med engelske spøgelseshistorier, for nu at blive i terminologien, som noget særligt. Mens tyskerne i 1800-tallets anden halvdel udviklede en sentimental, længselsfuld litteratur, der sværmede for fortidens skønhed, og franskmændene borede sig ned i en dekadent fejring af det morbide, vendte man sig i Storbritannien mod spiritistiske fantasier. Spøgelsesfortællingen, som vi kender den i dag, blev dermed utvivlsomt destilleret i England, og takket være den folkekære og ekstremt toneangivne Charles Dickens’ smag for præcis den genre, formåede spøgelseshistorien at blive en del af den acceptable, litterære palet.

Montague Rhodes James (1. august 1862 – 12. juni 1936)

Forbløffende mange anerkendte forfattere, der normalt slet ikke identificeres med gys, har nemlig efter Dickens forsøgt sig med en eller flere spøgelseshistorier, og hver gang har de bidraget til at bekræfte opfattelsen af genren som noget litterært acceptabelt. Det er ganske unikt, og selvom den engelske begejstring for spøgelseshistorien har haft en grad af afsmitning på omverden, genfinder man ikke den samme agtelse uden for Storbritannien. Dog har man i USA en snært af dette, takket være urfædre i den amerikanske litteratur som Washington Irving og Poe. Præcis den store, engelske respekt for genren fornemmes da også tydeligt i Julia Briggs’ bog, der skriver sine analyser med stor veneration.

Mere bemærkelsesværdig end terminologien er det imidlertid, at Briggs vælger at fortælle sin bog ud fra en model, der taler om storhed og fald. Hun skriver med andre ord om en fremvækst, en guldalder og en hensygnen af spøgelsesfortællingen, hvilket naturligvis bør få alarmklokkerne til at ringe, for den slags forestillinger er altid udtryk for en iscenesættelse af helt bestemte tolkninger eller præferencer. For Briggs handler historien da også i høj grad om at vise, hvordan Dickens samler de tidlige tendenser og skaber spøgelseshistorien som moderne litterært udtryk. Denne fakkel gives så videre til Dickens discipel M. R. James, som raffinerer formen til perfektion. Alt efter James er således enten imitation eller forringelser af formen.

Algernon Henry Blackwood (14. marts 1869 – 10. december 1951)

Formelt har Briggs her fuldstændig ret. Dickens er uden tvivl den, der skaber skabelonen for spøgelsesfortællingen, og det er ligeledes fuldstændig rigtigt, at James fortsætter, hvor Dickens slap. James skaber således en række noveller, der i dag står som arketyperne for det, vi normalt forstår som en spøgelseshistorie. Der, hvor jeg er uenig med Briggs, er i hendes primære fokus på struktur frem for indhold.

At M. R. James eksempelvis skal krones som spøgelsesfortællingernes mester, er ganske problematisk, fordi han i en sådan grad har sat sine noveller på formel, at de allerede efter hans første novellesamling Ghost Stories of an Antiquary (1904) gentager sig selv til hudløshed. Langt mere spraglede forfattere som Arthur Machen, Algernon Blackwood og Walter de la Mare byder her ind med egentlige litterære bud på spøgelsesfortællingen, som både sprogligt og tematisk til enhver tid kan gøre M. R. James rangen stridig. I hvert fald så længe vi ikke taler konceptuel klarhed, for der er James uden tvivl den stærkeste.

Walter John de la Mare(25. april 1873 – 22. juni 1956)

Julia Briggs’ bog er som sagt fra ’77, og der er sket og skrevet meget siden. På nogle punkter er den dermed også blevet forældet, ikke mindst efter en mand som Peter Mashalls arbejde, der dokumenterer, at spøgelsestroen i moderne forstand vokser frem som resultat af 1500-tallets religiøse omvæltninger. Præcis det metafysiske har ikke nogen stor rolle hos Briggs, som dermed til tider får en lidt enstrenget, psykoanalytisk tilgang til novellerne og forfatterne.

Ikke desto mindre er Night Visitors en væsentlig bog, som fortsat er værd at trække frem, fordi Briggs var en af dem, der har været med til at bygge bro mellem genrelitteraturen og den seriøse litteraturkritik. Den slags broer kan vi ikke få nok af, fordi det er sikkert og vist, at vedvarende samtaler om bøger, der ikke rækker ud over begejstrede fankredse, kun alt for hurtigt fører til triviel nørdsnak. En bog som Night Visitiors åbner med andre ord horisonten og peger på både dybden og meningerne bag de klassiske noveller, som vi alle elsker så højt. Briggs er derfor også en form for forbillede, i hvert fald for mig, fordi hun hiver gyset ind i et intellektuelt samtalerum og viser, hvor uendelig meget rigere litteraturen bliver, når den behandles kritisk, seriøst og som andet end filmatiserbar underholdning.

Smukt – Iggy hylder Bowie på BBC Radio

Iggy Pop var for nogen tid siden et smut fordi BBC Radio, hvor han var vært for et to timer langt mindeprogram om David Bowie. De to var, som bekendt, gamle venner, og radioprogrammet er derfor en form for hyldest fra Iggy til Bowie. I programmet spiller Iggy sine yndlingsnumre med vennen – et sjovt udvalg af mindre kendte sange og hits – og han fortæller vittige anekdoter fra gamle dage. Fedt, fedt, og obligatorisk lytning for alle Bowie/Iggy-fans. Tag et sving forbi programmet, det ligger kun tilgængeligt i ni dage endnu.

Du finder programmet her.

Spejlet – det dunkle glas

Paperback, Zebra Books 1994

For et par dage siden genlæste jeg Ray Bradburys fremragende novelle ”The Dwarf ” fra The October Country, om den lille dværg, der dagligt løser entré til et spejlkabinet for der drømmende at betragte sig selv i et spejl, der gør ham større. Det fik mig til at tænke på, at det måske var på tide at få lavet et ikonografisk indlæg om spejle, og det får I således her.   Det er ikke så overraskende, at spejlet har fået en plads i skrækikonografien. Spejlet har tydeligvis haft et særlig tag i fantasien og har haft det længe.

Paperback, Thirteen Press 2013

Idéen om spejlet, der altid taler sandt – også når sandheden er ilde hørt, kender vi fra Snehvide-fortællingen, og spejlet kan også tage os med ind i andre verdener. Præcis den idé, at spejlet er et vindue, der åbner mod et parallelt univers, hvor alting er vendt på hovedet, er velkendt, og tanken ligger da også snublende nær.

Paperback, Tandem 1969

Her ligner spejlet måske meget idéen om det besjælede billede, der også kan blive porten til den verden, der ligger bag rammen. Vi kan også tænke på dobbeltgænger-tanken og spejlet som det, der viser det andet eller ægte jeg – præcis som det sker for tragiske Mr. Dorian Gray. Begge førnævnte idéer synes imidlertid mest af alt at tale til fantasy-genren, for ser vi hvordan, spejlet optræder både på gysernes forsider og i skrækfiktionen, er spejlet et farligt medium.

Paperback, Sphere 1980

Spejlets glas holder dunkle kræfter på plads, der kæmper for at trænge ud i vores virkelighed. Og allerhelst må man notere sig, når en smuk ung kvinde sidder foran spejlet. Her kommer vi imidlertid også nærmere de negative konnotationer, der knytter sig til spejlet i gyset, for ser vi traditionelt på spejlet som symbol i billedkunsten, er det et billede på forfængelighed og selvkærlighed – man kan her tænke på de middelalderlige billeder af aber, der omhyggeligt studerer dem selv i spejle.

Paperback, Signet Books 1962

Det knuste spejl er da også billedet på fortabelse af selvet og identitet. Samtidig er der også knyttet erotiske konnotationer til spejlet, der hører intimsfæren til. Noget der bliver ganske tydeligt, når vi ser på de mange krimi og erotiske pulpforsider , hvor netop spejlet bliver den linse, som vi begærligt kan spionere igennem.

Paperback, Scholastic 1992

På den baggrund er det måske ikke så underligt, at spejlet i gysets verden som oftest er noget ildevarslende og noget, som man bør være varsom med. Nuvel, måske du derfor også skal være varsom, for her kan du træde ind i et lille spejlkabinet af den rædselsvækkende slags.

Paperback, Popular Library 1950

Paperback, Panther 1953

Paperback, Nightstand Books 1968

Paperback, Midwood-Tower 1963

Paperback, Midwood 1959

Paperback, Fawcett Crest Books 1980

Paperback, Fawcett 1952

Paperback, Equation, 1989

Paperback, Del Rey 1993

Paperback, Beacon Books 1963

Paperback, Beacon Books 1952

Paperback, Beacon Books 1956

Hardcover, Del Rey 1986

Hardcover, Candy Jar Books 2013

Hardcover, Donohue 1904

Horrors Unknown, red. Sam Moskowitz (1971): Næsten glemte gys

Hardcover, Kaye & Ward 1972. Forsidens illustrator er ikke oplyst

Den anerkendte genreredaktør Sam Moskowitz begyndte allerede i 50’erne at indsamle og udgive antologier med navnlig science fiction-noveller fra pulpens storhedstid. Han kastede sig imidlertid også over gys i slutningen af 60’erne, hvor netop den genre havde vind i sejlene. Og takket være et ganske omfattende kendskab til de gamle pulpmagasiner lykkedes det ham også at udsende en række meget vellykkede skrækudgivelser. Horrors Unknown fra 1971 er en af de sidste, som han fik udgivet, og bogen udmærker sig ved at samle noveller fra ellers kendte forfattere, som ikke har været udgivet siden deres oprindelige publicering.

Det er jo i sig selv et værdigt formål for en antologi, men man fornemmer tydeligt, at selve udgangspunktet for Horrors Unknown i bund og grund er den legendariske novelle “The Challenge From Beyond”. Legendarisk, fordi historien blev skrevet som føljeton, hvor en række forfattere byggede videre på de tidligere bidrag. Det er naturligvis ikke i sig selv noget specielt ved, det var bidragyderne imidlertid, som ikke var nogen ringere end C. L. Moore, A. Merritt, H. P. Lovecraft, Robert E. Howard og Frank Belknap Long. Det må siges at være et pulp-hold af kaliber, og et samarbejde, som næsten er for utroligt til at være sandt. Sandt er det imidlertid, men resultatet står på ingen måde mål med det, vi ellers kender de højtprofilerede navne for.

Sam Moskowitz (30. juni 1920 – 15. april 1997)

Alle, der har læst Lovecrafts breve i udvalg, vil sikkert huske de mange problemer, der opstår omkring “The Challenge From Beyond”, fordi de to førstnævnte forfattere ikke afleverer til tiden og ej heller bød ind med ret meget. Lovecraft og Howard får dermed æren af for alvor at sætte kød på den historie, der kom til at handle om en mand, der bytter krop med et insektvæsen på en fjern planet og her oplever en form for paladsrevolution blandt de fremmedartede skabninger. Belknap Long, der takket være Lovecraft kom med på holdet, får den tvivlsomme ære af at afslutte den ganske usammenhængende beretning.

Hele herligheden blev trykt 1935 i magasinet Fantasy og blev derefter hurtigt glemt igen, formentlig fordi resultatet er så pinagtigt, som det er. Om der er en lære bag dette, skal jeg ikke gøre mig klog på, men man kan i hvert fald konkludere, at mange stjerner ikke nødvendigvis er det samme som et resultat, der er de mange stjerner værdigt.

Hardcover, Walker & Co. 1971. Antologiens 1. udg.

Det var måske derfor heller ikke så sært, at det først var i 1971, at historien kunne genudgives, på et tidspunkt, hvor både Lovecraft og Howard var blevet superstjerner, og verden hungerede efter mere fra deres hånd. Takket være ”The Challenge From Beyond” var Moskowitz’ bog Horrors Unknown dermed også hurtigt udsolgt, men formentlig også en kæmpe skuffelse for alle, der forventede noget særligt af det ret utrolige samarbejde.

Bogen som sådan indeholder imidlertid også andet og mere interessant. I den kuriøse ende kan man nævne Ray Bradburys første publicerede novelle “The Pendulum” fra 1939. Den kortfattede historie om en mand, der bliver indespærret i et enormt pendul og derved ikke ældes, før pendulet stopper, er ikke videre fængslende, men den giver et indblik i den unge Bradburys udvikling. Bradbury genudgav senere novellen, denne gang i samarbejde med den mere rutinerede forfatter Henry Hasse, og denne anden udgave er også med i bogen. Muligheden for at kunne sammenligne de to tekster er fascinerende, fordi man pludselig ser, hvordan Hasses rutinerede hånd bevarer Bradburys oprindelige idé, men løfter fortællingen og gør den læseværdig. Det er dermed en lektion i skrivehåndværk, som jeg tror, de fleste, der interesserer sig for den slags, vil kunne se noget spændende i.

Perlevenner – Frank Belknap Long (27. april 1901 – 3. januar 1994) og Howard Phillips Lovecraft (20. august 1890 – 15. marts 1937)

Ligeledes kuriøs er Francis Stevens’ ganske fine ”Unseen – Unfeared” fra 1919, der har slående ligheder med en hel del elementer, vi senere kan genfinde hos Lovecraft. I novellen havner hovedpersonen i et bizart mareridtsscenarie, hvor han pludselig bliver bevidst om groteske, amøbeeksistenser, der svævende omgiver os, men som det menneskelige øje ikke kan se. Lovecrafts korte ”From Beyond” (fra 1934) har samme plotidé, og Stevens har endda følgende udsagn ”Fear nothing! Among such as these do you move every hour of the day and night. Only you and I have seen, for God is merciful and has spared our race from sight” (s. 159), som formentlig også vil fremstå bekendt – jeg tænker naturligvis på det berømte “The most merciful thing in the world, I think, is the inability of the human mind to correlate all its contents…” fra Call of Cthulhu. Om der er en sammenhæng, skal jeg ikke kunne afgøre, men det er nærliggende, og idéerne er afgjort effektfulde i Stevens hænder.

Af mere litterær interesse er Edison Marshalls ”The Flying Lion” fra 1919, der med ganske få virkemidler rent faktisk formår at opbygge en ganske intens stemning. En mand kommer ud for en ulykke i en isoleret dal, der eftersigende skulle være hjemsøgt. Manden ligger fanget, mens mørket falder på og således forsvarsløs mærker han pludselig, hvordan noget sniger sig ind på ham. Et stykke rørende enkelt, klassisk skrækfiktion, der afgjort trykker på de rigtige knapper gennem beskrivelser af lyde i natten.

Edison Tesla Marshall (28. august 1894 – 29. oktober 1967)

Bogens absolutte højdepunkt er dog “From Hand to Mouth” af Fitz-James O’Brien – en grotesk, halvfærdig novelle, der bedst kan beskrives som en absurd, galgenhumoristisk fortælling om en ung mand, der mod sin vilje kommer i kløerne på en bizar, skurkagtig gentleman i forsøget på at rede en ung dames dyd. Hovedparten af fortællingen, der udkom i 1858, udspiller sig på et surrealistisk hotel, hvor vægge og døre har såvel øjne som munde. Teksten er spækket med drilske ordspil og gækkerier, hvoraf flere angiveligt skulle henvise til personer i O’Briens samtid. Den slags går desværre hen over hovedet på mig og formentlig også hovedparten af alle andre, der læser novellen i dag. Ikke desto mindre har den surreale atmosfære en særlig virkning, der giver historien et næsten tidløst præg. Noget moderne, som hæver den over ordinær pulp og gør den beslægtet med arbejder af folk som Borges og Peake, for ikke også at nævne Carroll.

En meget ung Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

En antologi som Horrors Unknown er spændende, fordi den gør os klogere på pulpens og dermed også det moderne gys’ udgangspunkt. Den er også et sjovt bekendtskab som udgivelse i sig selv, fordi den på den ene side tydeligvis forsøger at trække læsere til med bidrag af folk som Lovecraft, Howard og Bradbury, men samtidig synes bogen ganske idealistisk og meget lidt kommerciel, fordi den dykker ned i det ukendte og ofte svage stof, som kun hærdede genrefans kan interesserer sig for.

Fitz James O’Brien (31. december 1828 – 6. april 1862)

På den led er bogen i virkeligheden også et meget fint billede på den fankultur, der opstod i slutningen af 60’erne, hvor der pludselig var et stort bogmarked for meget specialiserede læsere, der var interesseret i at bruge penge på genoptryk af pulpfortællinger, der måske ikke var synderligt gode, men som havde genrehistorisk interesse. Talrige små, fandrevne forlag skød i den periode op, der satsede på præcis sådanne udgivelser. Dette specialiserede marked findes fortsat i dag – heldigvis for det – og med de moderne muligheder for kommunikation kan man sige, at den slags udgivelser har fået bedre vilkår end nogensinde før. Men derfor kan man jo også fortsat glæde sig over samlerobjekter som Horros Unknown – en sær bog, som jeg er glad for at have stående i samlingen.

Novellerne:

C. L. Moore, A. Merritt, H. P. Lovecraft, Robert E. Howard & Frank Belknap Long: “The Challenge From Beyond”

Edison Marshall: “The Flying Lion”

Frank Norris: “Grettir at Thorhallstead”

C. L. Moore: “Werewoman”

Fitz-James O’Brien: “From Hand to Mouth”

Seabury Quinn: “Body and Soul”

Francis Stevens: “Unseen – Unfeared”

Ray Bradbury: “The Pendulum”

Ray Bradbury & Henry Hasse: “Pendulum”

Edwin L. Sabin: “The Devil of the Picuris”

W. Fenimore: “The Pool of the Stone God”

 

 

Hmm.. det lyder faktisk meget fedt

Jeg er blevet lidt fascineret af power-pop duoen Katy Goodman og Greta Morgans fortolkninger af punk- såvel som garagerock-klassikere. Normalt er jeg ikke specielt begejstrede for low-fi-fortolkninger af energiske klassikere, men de to damer formår at gøre noget særligt ved de covernumre jeg har hørt indtil videre. Måske er det bare min 60’er-fetich, der slår igennem. Det er i hvert fald med tydelige referencer til 60’er-pop, at de to fortolker numrene. Nuvel, giv deres melankolske sange et lyt og bedøm selv. Duoens coveralbum udkommer d. 26. august og bærer titlen Take it, it’s yours.

Her kan du høre fortolkninger af The Gun Clubs udødelige ”Sex Beat” og Buzzcocks ”Ever Fallen in Love”.

Kathe Koja, The Cipher (1991): Sjælens sorteste hul

Paperback, Dell 1991, 2. udg. Forsidens skaber er ikke oplyst

1990’erne åbnede med en perlerække af sorte, smertefyldte romaner, der flyttede skrækfiktionens fokus bort fra forstadsmiljøer, kernefamilier og middelklasseliv. I stedet var blikket rettet mod samfundets rand mod de udstødte og de skæve eksistenser. Og her, mellem fattigdom og social ydmygelse, mellem punket subkultur og gotisk weltschmerz, kunne en hel verden udfoldes, fyldt med et særegent dyster liv, som på alle måder kunne synes rigere og mere opfyldt end den hverdag, som hovedparten af os kender. Men det var også her, at gru og rædsel kunne vokse frem fra skyggerne med en uhørt styrke, fordi normalitet og kontrol mindskes på randen og åbner mulighed for uudgrundeligt mørke.

Dronningen af denne bølge var ubetinget Kathe Koja, der med iskold sikkerhed udmalede livet mellem hungrige kunstnere, punkere og junkier på en måde, som synes lige så kritisk moderne, som den skuer bagud mod 1800-tallets europæiske, dekadente fin de siècle-litteratur. Hendes debutroman The Cipher fra 1991 indvarslede dermed en grum bølge, der formentlig ikke er alles kop the, men for dem, der værdsatte og stadig værdsætter deres fiktion sort som natten, er det fortsat et brutalt og stærkt møde at begive sig ind i hendes univers.

Paperback, Dell 1991, 2. udg.

Den intime handling åbner, da vi hører, at bogens to hovedpersoner Nicholas og pigen Nakota opdager et besynderligt fænomen i et ubrugt kælderrum under Nicholas boligkompleks. Fænomenet kan bedst beskrives som et sort hul i gulvet. Det er imidlertid ikke noget egentligt hul, snarere er der tale om en form for pulserende rift i virkeligheden, der udstøder lyde og har sit eget liv. Det lyder bizart, og havde Nicholas og Nakota været en smule mere ordinære, havde de sikkert grebet sagen en hel del anderledes an. Nicholas er imidlertid så alkoholiseret, at han synes komplet apatisk, og Nakota så virkelighedsfjern, at hun må karakteriseres som utilregnelig. De vælger derfor fatalt at lege med hullet – The Funhole – som de døber det.

Nicholas er en havareret digter, der for længst har opgivet sine drømme om at leve af skriverierne, mens Nakota lever i en underverden befolket af kunstnere, særlinge og misbrugere. Oprindelig havde de et dysfunktionelt kæresteforhold, nu har de bare et dysfunktionelt venskab, og hullet i kælderen gør ikke noget for at forbedre deres forhold. Om noget bliver livet værre for bogens fortæller Nicholas, fordi Nakota forstår, at der ligger en form for magt i den sprække de har fundet. En kunstnerisk kraft om man vil, men jo mere tiltrukket hun bliver af hullet, jo mere frastødes Nicholas af åbningen. Han fornemmer The Funholes ødelæggende, altperverterende kraft og rystes i sin grundvold af fornemmelsen.

Kathe Koja (født 1960) anno 1991

Naturligvis kan de ikke holde hullet hemmeligt, og snart samles der en lille gruppe i lejligheden, der alle ser Nicholas som hullets mester. Der opstår nærmest en kult omkring åbningen, og alle ser til Nicholas, som den store kunstner, der kender svaret på mysteriet. Det ansvar vil han imidlertid ikke have på sig, og han kæmper derfor med vold og magt for at få sin menighed til at forsvinde, men jo mere han stritter imod, dets hårdere presser de på, og dets stærkere bliver hullet i kælderens tiltrækning på ham.

Det siger næsten sig selv, at bogens udgang er præcis lige så ubehagelig, som handlingen er bizar. Noget vi får et forvarsel om, da Nicholas en dag stikker sin hånd ned i hullet. Det giver ham et grotesk sår, som roligt vokser gennem resten af handlingen, og på det nærmest optræder som et væskende øje, der lumskt følger Nicholas’ gøren og laden.

Paperback, Dell 1991. Romanens 1. udg. med forside af Rick Lieder – Kathe Kojas mand

The Cipher er svøbt i en tung, vammel stemning af fugt, forfald og død. Alt er ødelagt, trist og mørkt i bogen – ikke mindst vores hovedperson, der side for side kommer tættere på at drikke sig ihjel, mens hans disciple koncentrerer sig om hullet. Selv da Nakota og Nicholas finder sammen igen i euforien over hullets erkendelser, bliver det ikke til andet end klamme omfavnelser og sørgelige knald, der efterlader dem tommere og tristere end før. Håbløshed driver ud af siderne, og var det ikke for de mange ironiske kommentarer, som Nicholas formår at affyre mod sine omgivelser, ville der ikke være et eneste egentlig lyspunkt i romanen.

Kompromisløs er et ord der presser sig på, når man sidder med Kathe Kojas debutroman, og hendes nedslående fortælling er et fantastisk billede på det sjæleligt grundstødte menneskes totale undergang. Digteren Nicholas har intet tilbage – hans kunst er ubrugelig, præcis som han er ubrugelig som partner og individ. På overfladen kunne det da også se ud som om, at han har affundet sig med sin skæbne, men sådan er det langt fra. Underneden gnaver den desperate ulykke i ham. Den gnaver så meget, at den til sidst manifesterer sig i verden som det sorteste, ædende onde hul. En depression så dyb, at den får fysisk form. Men i stedet for at føle med Nicholas og hjælpe ham i hans lidelser, tager verden hans opløsning som det stærkeste og smukkeste kunstværk han kunne tænkes at producere. Nicholas kæmper imod; kæmper for at blive hørt som menneske, men alle omkring ham har kun øje for æstetiseringen af hans elendighed.

Ebog, Roadswell Editions 2012

Nicholas formåede med andre ord ikke at blive hørt, da han forsøgte at skabe kunst og nå verden – ikke mindst Nakota, som han under al vreden og ligegyldigheden stadig elsker højt. Og da han endelig opgav kampen og hengav sig til selvdestruktionen, ansporede hans lidelser pludselig en reaktion og bliver til en ting, som bogens øvrige personer kan studere med fascineret gysen. Hans elendighed bliver et kunstværk, og til sidst forsvinder Nicholas bogstavelig talt ind i sit egent sorte hul. Hullet æder ham med hud og hår, og med ham forsvinder også alt håb for resten af persongalleriet.

Med sin roman tematiserer Kathe Koja følelsesmæssig distance og fremmedgørelse, hun tematiserer kunst og kunstens pris, hun tematiserer kærlighed og død. Det hele sker i en tætindpakket, stinkende fortælling, som måske nok rummer skønhed, men ikke meget. Det meste er grimt og hårdt, sølle og forfaldent. Hendes bud på en skrækfortælling har dermed intet at gøre med monsterfiktion eller andet godt fra genrens mølpose. Koja tager os i stedet ved hånden og fører os ud i rendestenen, hvor tilfældige knald mellem metaforisk affald er det eneste opmuntrende overhovedet. Gyset er som sådan heller ikke hendes egentlige anliggende, men et biprodukt, der vokser ud af tekstens afgrundsbudskab. En indirekte form for horror, der på bagvendt vis bliver langt mere virkningsfuld end størstedelen af al konventionel skræklitteratur.

Den glade bogsamlers udgave af bogen

Kathe Koja saver læserens nerver ned, men gør det ikke gennem chok – nej Koja kryber ind under huden på os ved at injicere den ene depressive dosis efter den anden, og hun bliver ved, indtil vi kræver forløsning, kræver at blive sluppet fri af hendes rædselsvision. Og til sidst, da hun har trukket os med helt ned på bunden, forstår vi som Nicholas, at døden er en barmhjertig udvej, fordi den i det mindste sætter en stopper for lidelserne.

Har du mod på at jage den hvide kanin ned i Kathe Kojas Funhole? I så fald god tur!

Salems hekse i hip psych-sang fra ’66

 

Singlen fra ’66 i hele dens herlighed inklusiv stavefejl

Her skal I lige høre det stort set ukendte band Kiriae Crucibles single ”The Salem Witch Trial” fra ’66. Et stykke herligt, ørehængende horror-psych-rock fra en syreglad tid. Den perfekte indledning til weekenden for alle os bagstræberiske røvhuller, der sværmer for den slags gammelt skrammel.

 

Hold jer høje. Vi ses på søndag til en omgang sort i sort.

Martin

Så begynder ørkenvandringen igen

Paperback, Corinth Suspense Novel 1966

Sommerferien overstået, og jeg er tilbage ved tasterne. For at fejre sommer og varme skal vi i dette første indlæg efter ferien et smut til Egypten. Vi har været der før, da jeg skrev lidt om mumier, men denne gang er det mere landets stemning og historie som sådan, der er i centrum. Jeg skal da heller ikke gentage mig selv alt for meget og derfor blot konstatere, at Egypten, og navnlig oldtidens Egypten set gennem nutiden, er en af pulpens faste jagtmarker.

Bedtime Stories marts 1934

I genrefiktionens univers synes tid og rum at mødes i det mystiske Nilland, hvor fortiden aldrig helt er svundet bort, men i stedet vedbliver med at klinge i nutiden med fascinerende og ofte farefuld kraft. Ørkensandet bliver en form for sirene, der synger om eventyr og gemt mystik, mærkværdige guder, dystre hemmeligheder og stor kærlighed.

Weird Tales, maj-juli 1924

Egypten er både en fysisk ramme for fortællingerne – altså et konkret sted, hvor handlingen kan udspille sig – og Egypten er ren atmosfære, som rækker ud over selve stedet. Det, synes jeg, er spændende, for der findes ikke mange andre steder, der har haft samme stemningsmæssige tiltrækningskraft i fiktionens verden. Stemningen går på tværs af genrer og litterære bølger, den går på tværs af landegrænser og årtier, fordi vi alle åbenbart vedbliver med at være optaget af det tidløse Egypten, der har så uendelig lidt med det faktiske land at gøre.

Fate, september 1954

Lennon sang ”Strawberry Fields forever” om sit barndomsland, som altid er i status quo. ”Nothing is real and nothing to get hung about, fortsætter han, fordi barndommens land altid klinger lige stærkt og lige uforanderligt i drømmene. Med Egypten er det på samme måde – magien forsvinder aldrig, fordi der kun er tale om flygtige stemninger, der aldrig helt kan tappes for saft og kraft uanset hvor mange gange de gentages og opfattes klichéer.

Uncanny Tales, juli 1941

Jeg skal da heller ikke sige mig fri for at være fascineret af ørkensandets sang, og måske du også kan fange den eksotiske duft i indlægget her.

Velkommen tilbage!

Grusel-Schocker nr. 66, 1977

The Spider, oktober 1936

Hardcover, HarperCollins 2011

The Spider, december 1936

Hardcover, Macaulay Company 1922

Star, februar 1931

Hardcover, Regency Press 1956

Silber Grusel-Krimi Nr. 91, 1982

Magazine of Fantasy and Science Fiction, juni 1971

Paperback, Virgin Books 2002

Paperback, Ace Books 1941

Paperback, Tit-Bits Science Fiction Library 1954

Paperback, Berkley 1996

Paperback, Sphere Books 1977

Weird Tales, november 1938

Paperback, Dell 1950

Paperback, Pocket Books 1945

Paperback, Ellora’s Cave Publishing 2002

Paperback, NRA 1932

Paperback, Horwitz 1962

Paperback, Mythos Books 2002

Paperback, Horwitz 1963

Paperback, Leisure Books 1988

Paperback, Horwitz 1964

Paperback, Leisure Books 1988