Kathe Koja, The Cipher (1991): Sjælens sorteste hul

Paperback, Dell 1991, 2. udg. Forsidens skaber er ikke oplyst

Paperback, Dell 1991, 2. udg. Forsidens skaber er ikke oplyst

1990’erne åbnede med en perlerække af sorte, smertefyldte romaner, der flyttede skrækfiktionens fokus bort fra forstadsmiljøer, kernefamilier og middelklasseliv. I stedet var blikket rettet mod samfundets rand mod de udstødte og de skæve eksistenser. Og her, mellem fattigdom og social ydmygelse, mellem punket subkultur og gotisk weltschmerz, kunne en hel verden udfoldes, fyldt med et særegent dyster liv, som på alle måder kunne synes rigere og mere opfyldt end den hverdag, som hovedparten af os kender. Men det var også her, at gru og rædsel kunne vokse frem fra skyggerne med en uhørt styrke, fordi normalitet og kontrol mindskes på randen og åbner mulighed for uudgrundeligt mørke.

Dronningen af denne bølge var ubetinget Kathe Koja, der med iskold sikkerhed udmalede livet mellem hungrige kunstnere, punkere og junkier på en måde, som synes lige så kritisk moderne, som den skuer bagud mod 1800-tallets europæiske, dekadente fin de siècle-litteratur. Hendes debutroman The Cipher fra 1991 indvarslede dermed en grum bølge, der formentlig ikke er alles kop the, men for dem, der værdsatte og stadig værdsætter deres fiktion sort som natten, er det fortsat et brutalt og stærkt møde at begive sig ind i hendes univers.

Paperback, Dell 1991, 2. udg.

Paperback, Dell 1991, 2. udg.

Den intime handling åbner, da vi hører, at bogens to hovedpersoner Nicholas og pigen Nakota opdager et besynderligt fænomen i et ubrugt kælderrum under Nicholas boligkompleks. Fænomenet kan bedst beskrives som et sort hul i gulvet. Det er imidlertid ikke noget egentligt hul, snarere er der tale om en form for pulserende rift i virkeligheden, der udstøder lyde og har sit eget liv. Det lyder bizart, og havde Nicholas og Nakota været en smule mere ordinære, havde de sikkert grebet sagen en hel del anderledes an. Nicholas er imidlertid så alkoholiseret, at han synes komplet apatisk, og Nakota så virkelighedsfjern, at hun må karakteriseres som utilregnelig. De vælger derfor fatalt at lege med hullet – The Funhole – som de døber det.

Nicholas er en havareret digter, der for længst har opgivet sine drømme om at leve af skriverierne, mens Nakota lever i en underverden befolket af kunstnere, særlinge og misbrugere. Oprindelig havde de et dysfunktionelt kæresteforhold, nu har de bare et dysfunktionelt venskab, og hullet i kælderen gør ikke noget for at forbedre deres forhold. Om noget bliver livet værre for bogens fortæller Nicholas, fordi Nakota forstår, at der ligger en form for magt i den sprække de har fundet. En kunstnerisk kraft om man vil, men jo mere tiltrukket hun bliver af hullet, jo mere frastødes Nicholas af åbningen. Han fornemmer The Funholes ødelæggende, altperverterende kraft og rystes i sin grundvold af fornemmelsen.

Kathe Koja (født 1960)  anno 1991

Kathe Koja (født 1960) anno 1991

Naturligvis kan de ikke holde hullet hemmeligt, og snart samles der en lille gruppe i lejligheden, der alle ser Nicholas som hullets mester. Der opstår nærmest en kult omkring åbningen, og alle ser til Nicholas, som den store kunstner, der kender svaret på mysteriet. Det ansvar vil han imidlertid ikke have på sig, og han kæmper derfor med vold og magt for at få sin menighed til at forsvinde, men jo mere han stritter imod, dets hårdere presser de på, og dets stærkere bliver hullet i kælderens tiltrækning på ham.

Det siger næsten sig selv, at bogens udgang er præcis lige så ubehagelig, som handlingen er bizar. Noget vi får et forvarsel om, da Nicholas en dag stikker sin hånd ned i hullet. Det giver ham et grotesk sår, som roligt vokser gennem resten af handlingen, og på det nærmest optræder som et væskende øje, der lumskt følger Nicholas’ gøren og laden.

Paperback, Dell 1991. Romanens 1. udg. med forside af Rick Lieder - Kathe Kojas mand

Paperback, Dell 1991. Romanens 1. udg. med forside af Rick Lieder – Kathe Kojas mand

The Cipher er svøbt i en tung, vammel stemning af fugt, forfald og død. Alt er ødelagt, trist og mørkt i bogen – ikke mindst vores hovedperson, der side for side kommer tættere på at drikke sig ihjel, mens hans disciple koncentrerer sig om hullet. Selv da Nakota og Nicholas finder sammen igen i euforien over hullets erkendelser, bliver det ikke til andet end klamme omfavnelser og sørgelige knald, der efterlader dem tommere og tristere end før. Håbløshed driver ud af siderne, og var det ikke for de mange ironiske kommentarer, som Nicholas formår at affyre mod sine omgivelser, ville der ikke være et eneste egentlig lyspunkt i romanen.

Kompromisløs er et ord der presser sig på, når man sidder med Kathe Kojas debutroman, og hendes nedslående fortælling er et fantastisk billede på det sjæleligt grundstødte menneskes totale undergang. Digteren Nicholas har intet tilbage – hans kunst er ubrugelig, præcis som han er ubrugelig som partner og individ. På overfladen kunne det da også se ud som om, at han har affundet sig med sin skæbne, men sådan er det langt fra. Underneden gnaver den desperate ulykke i ham. Den gnaver så meget, at den til sidst manifesterer sig i verden som det sorteste, ædende onde hul. En depression så dyb, at den får fysisk form. Men i stedet for at føle med Nicholas og hjælpe ham i hans lidelser, tager verden hans opløsning som det stærkeste og smukkeste kunstværk han kunne tænkes at producere. Nicholas kæmper imod; kæmper for at blive hørt som menneske, men alle omkring ham har kun øje for æstetiseringen af hans elendighed.

Ebog, Roadswell Editions 2012

Ebog, Roadswell Editions 2012

Nicholas formåede med andre ord ikke at blive hørt, da han forsøgte at skabe kunst og nå verden – ikke mindst Nakota, som han under al vreden og ligegyldigheden stadig elsker højt. Og da han endelig opgav kampen og hengav sig til selvdestruktionen, ansporede hans lidelser pludselig en reaktion og bliver til en ting, som bogens øvrige personer kan studere med fascineret gysen. Hans elendighed bliver et kunstværk, og til sidst forsvinder Nicholas bogstavelig talt ind i sit egent sorte hul. Hullet æder ham med hud og hår, og med ham forsvinder også alt håb for resten af persongalleriet.

Med sin roman tematiserer Kathe Koja følelsesmæssig distance og fremmedgørelse, hun tematiserer kunst og kunstens pris, hun tematiserer kærlighed og død. Det hele sker i en tætindpakket, stinkende fortælling, som måske nok rummer skønhed, men ikke meget. Det meste er grimt og hårdt, sølle og forfaldent. Hendes bud på en skrækfortælling har dermed intet at gøre med monsterfiktion eller andet godt fra genrens mølpose. Koja tager os i stedet ved hånden og fører os ud i rendestenen, hvor tilfældige knald mellem metaforisk affald er det eneste opmuntrende overhovedet. Gyset er som sådan heller ikke hendes egentlige anliggende, men et biprodukt, der vokser ud af tekstens afgrundsbudskab. En indirekte form for horror, der på bagvendt vis bliver langt mere virkningsfuld end størstedelen af al konventionel skræklitteratur.

Den glade bogsamlers udgave af bogen

Den glade bogsamlers udgave af bogen

Kathe Koja saver læserens nerver ned, men gør det ikke gennem chok – nej Koja kryber ind under huden på os ved at injicere den ene depressive dosis efter den anden, og hun bliver ved, indtil vi kræver forløsning, kræver at blive sluppet fri af hendes rædselsvision. Og til sidst, da hun har trukket os med helt ned på bunden, forstår vi som Nicholas, at døden er en barmhjertig udvej, fordi den i det mindste sætter en stopper for lidelserne.

Har du mod på at jage den hvide kanin ned i Kathe Kojas Funhole? I så fald god tur!

Reklamer

1 kommentar

Filed under Roman

One response to “Kathe Koja, The Cipher (1991): Sjælens sorteste hul

  1. Pingback: Når al latter forstummer: En snak med Kathe Koja om The Cipher |

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s