Norske Kvelertaks rigtig fine tredje album Nattesferd er ikke helt nyt længere, det udkom tidligere i år, men bandet har netop udsendt en særdeles fed animeret video til nummeret ”Svartmesse”, som næsten kommer på højde med deres gamle video til ”Blodtørst”. En okkult omgang, som sangens titel naturligvis også antyder. Det er med andre ord dejlig horrortematik, der her udfoldes.
Nå, ikke så meget snak. Se videoen og glæd dig over uovervindelige Kvelertak.
Vi ses på søndag.
Filed under Video
Male, maj 1967
Når man ser på mandemagasinerne fra 1950’erne og 60’erne, så fylder krig og kamp en hel del. Det samme gør sex, og sex og krig bliver derfor også kombineret på utallige måder. En af mestrene, som formåede at indfange spænding, erotik, gru og tempo, var veteranen Gil Cohen. Om nogen er han manden, der har skabt især 60’ernes militære pulpforsider – for ikke at nævne hans forsider til tidens actionromaner, der naturligvis kun udkom i paperbackformat. Et format, der hans blev hans primære arbejdsplads, da mandebladene gradvist ændrede format og gik bort fra malede forsider i 70’erne.
Stag, oktober 1968
Hans nøjagtige, forstærkede realisme gik rent ind hos bladkøberne og det selvsamme har gjort hans originale billeder til eftertragtede samlerobjekter. De indfanger en på en gang løssluppen og humoristisk tilgang til forsidernes dramatiske begivenheder; samtidig er der også nok ulmende trusler og løfter om forbudne frugter i billederne til, at de får en snert af den pikante stemning af ”snavs”, som bladene gerne ville frembringe.
Battlecry, december 1958
Gil Cohen hverken opfandt sin stil eller forsidernes indhold, men han var en af genrens fremmeste udøvere, og jeg vil mene, at kun få har malet onde, liderlige nazister så fint, som Cohen fik dem skildret. Præcis den type billeder har måske knap så høj kurs blandt samlere i dag, der foretrækker hans nostalgiske skildringer af soldaterliv under navnlig Anden Verdenskrig og Koreakrigen, men hos mig er det de sære, grovkornede optrin, som har størst charme.
Stag, november 1968
Hvad du selv mener om Gil Cohen, kan du få afgjort her, hvor et lille udvalg af hans enorme produktion fejres. Så spring i uniformen og dyk ned i Cohens tempofyldte verden.
For Men Only, august 1958
Stag, januar 1965
For Men Only, juni 1963
Stag, august 1967
Gusto, februar 1958
Real Men, oktober 1966
Male, februar 1965
Real Men, februar 1968
Male, januar 1965
Paperback, Pinnacle Books 1978
Man’s Adventure, april 1966
Paperback, Pinnacle Books 1975
Man’s Adventure, september 1965
Paperback, Pinnacle Books 1972
Man’s Story, oktober 1967
Paperback, Harlequin Enterprises 1982
Man’s World, august 1961
Men, december 1967
Men Today, maj 1966
Men, april 1967
Men Today, marts 1968
Gil Cohen i nyere tid foran sit maleri “We Guide to Strike”
Filed under Ikke kategoriseret
Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow
I ’78 fulgte Brian Lumley op på fortællingen om det utrolige makkerpar Titus Crow og Henri-Laurent de Marigny – Cthulhu mythos-genrens svar på Holmes og Watson. Lumley havde introduceret de to venner i en række tidlige noveller, men udviklede først for alvor figurerne i den korte roman The Burrowers Beneath, som slog hans navn fast blandt tidens førende mythos-forfattere. Jeg har ikke meget godt at sige om romanen, og heldigvis vovede Lumley sig ud af H. P. Lovecrafts slagskygge med seriens andet bind, der blev en fabulerende, pulpet fantasyroman, hvor Titus Crow fik lov at rejse gennem tid og rum for endelig at ende som guddommelig skabning i en dimension kaldet Elysia.
Romanens afslutning gjorde det ikke oplagt at fortsætte med Crow som hovedperson, og det tog Lumley også konsekvensen af, da han tre år senere havde afsluttet endnu et bind i serien. The Clock of Dreams ophøjer nemlig Crows højre hånd de Marigny til hovedpersonen, selvom Crow naturligvis også er med.
Paperback, HarperCollins 1997
Handlingen fører os denne gang ikke ud i verdensrummet, i stedet skal vi til de drømmelande, som Lovecraft skabte i en lille kreds af særdeles fine fortællinger med den episke The Dream-Quest of Unknown Kadath (skrevet mellem 1926 og ’27) som hovedværket.
Henri-Laurent de Marigny, der står i telepatisk kontakt med sin ven Crow, opfanger pludselig et nødsignal fra vennen, som vel at mærke ikke længere befinder sig på jordkloden. Trofaste de Marigny tøver naturligvis ikke et sekund med at komme sin kammerat til undsætning. Han kaster sig derfor ind i den utrolige, standerur-formede maskine, som Crow har brugt på sine rejser ud i verdensaltet.
Brian Lumley (født 2. december 1937)
De Marigny aner ikke, hvor Crow befinder sig, så han sætter maskinen på en form for autopilot, lægger sig til at sove og håber at vågne i nærheden af vennen – for den slags kan urmaskinen. Næste stop er drømmeland, og vores hovedperson forstår nu, hvad det er for problemer, Crow er havnet i. Vennen og vennens mystiske kæreste Tiania er nemlig blevet taget til fange i byen Dylath-Leen, hvor de nu skal voldtages og ofres til selveste Nyarlathotep. De Marigny må tænke hurtigt, og naturligvis lykkes det ham da også i sidste øjeblik at få reddet sine venner. Nu gælder det om at flygte ud af drømmenes verden, uden Nyarlathotep får fingrene i dem. I resten af bogen hører vi Crow fortælle, hvordan han kunne være så dum at blive fanget, og hvordan de tre venner slipper tilbage til den vågne verden.
The Clock of Dreams er en ukompliceret eventyrfortælling, der nok engang bekræfter Lumley som opportunistisk plagiator, der med sine mythos-fortællinger fra 70’erne lukrerede på den medvind, Lovecraft oplevede. Bogen er et komplet sjæleløst produkt, der blindt imiterer uden at bidrage med andet end fladpandet pulp-action. Så er det sagt.
Paperback, Jove 1978. romanens 1. udgave med fin, fin forside
Da Lovecraft skrev den kreds af historier, som vi i dag kalder for Dreamlands-historierne, skete det i løbet af en begrænset årrække, hvor han var intenst optaget af Lord Dunsanys eventyrlige fortællinger. Lovecraft skrev med andre ord, som bekendt, sine drømmenoveller som en form for imitation, men ingen vil kunne påstå, at der er tale om plagiater – snarere er der tale om en ekstremt frugtbar inspiration, der gav Lovecraft luft under vingerne til at skabe en både excentrisk og foruroligende form for fantasy, der fortsat i dag står som et unikt bidrag til den type litteratur.
Brian Lumley havde allerede imiteret de mere traditionelle Lovecraft-fortællinger i en række historier, og det er derfor ikke synderligt overraskende, at han derfor var fristet til også at bevæge sig ind i Dreamlands-kredsen. Det overraskende er imidlertid, hvor utrolig lidt Lumley har at byde på her. I tidligere bøger, som eksempelvis førnævnte The Burrowers Beneath, går Lumley til Lovecrafts såkaldte Cthulhu mythos med et selvstændigt blik på tingene, der gør han i stand til både at imitere men også at sætte sit eget fingeraftryk på genren. Sådan forholder det sig absolut ikke med The Clock of Dreams. Her fremstår Lumley helt og aldeles på udebane, ja vel nærmest hjælpeløs, fordi det ret hurtigt står klart for læseren, at han ganske enkelt trækker sine hovedpersoner gennem en direkte parafrase over de væsentligste af Lovecrafts Dreamlands-fortællinger. Han bruger med andre ord helt konkret beskrivelser og scener i sin roman, der er løftet fra Lovecraft og omdannet til en form for kludetæppe, der fører læseren omkring de mest ikoniske lokaliteter, figurer og scener fra Lovecrafts historier.
Paperback, Grafton 1992
Man skulle ikke tro, at det kunne blive mere sølle, men det kan det skam, for en ting er at plagiere skamløst, en anden ting er at gøre det med så ringe forståelse for forlæggets kvaliteter. Det er nemlig i selve sprogets tone og tekstens stemningsfrembringelse, at Lumley fejler mest. Den mekaniske afskrift fra Lovecraft, krydret med egne vendinger og andre ordstillinger, bliver ikke til andet end tomme, stemningsforladte konstruktioner, der mest af alt fremstår som hjælpeløse parodier, fordi de er blottet for kunstnerisk nerve eller indfølt glæde ved indholdet.
Hele romanen virker mest af alt som et eksperiment fra Lumleys side. Et forsøg på at give ”dreamlands-genren” en chance, men Lumley går fejl i byen her. For mens han måske var i stand til at sende mythos-fiktionen i en ny retning med et værk som The Burrowers Beneath, forstår han ganske enkelt ikke de tekster, som han her imiterede. Dreamlands-fortællinger lever ikke på grund af handling, men på grund af den poetiske iscenesættelse af det fremmedartede. Præcis det tog Gary Myers ud i yderste konsekvens, med sine dystre, smukke og makabre bud på drømmelandsfortællinger – Lumley magtede ikke det samme, og resultatet er en pinagtig fadæse. Heldigvis har han siden, mere eller mindre, holdt sig fra den gren af mythos-genren, så lidt selverkendelse har Lumley da i det mindste.
Hardcover, W. Paul Ganley 1993
Hardcover, Tor 1997
Ebog, Gateway Books 2013
Filed under Roman
Skelos, nr. 1 sommer 2016
Nu har du chancen for at være med på beatet fra begyndelsen. Et nyt magasin har set dagens lys, der hedder Skelos: The Journal of Weird Fiction and Dark Fantasy. Første nummer udkom for få uger siden, og jeg har stort set lige modtaget mit eksemplar. Nu ser jeg frem til at læse, hvad redaktørerne har brygget sammen.
Indholdet er en blanding af fiktion, lyrik, essays og anmeldelser, der alt sammen kredser om den svært definerbare genrehybrid ”weird fiction”. Umiddelbart gør magasinet, der udkommer i paperback-format, et ganske godt indtryk.
Jeg skal nok skrive lidt mere om Skelos ved en senere lejlighed, når det er læst, men sving forbi Skelos Press’ hjemmeside, hvis det her har fanget din interesse. Indholdet af det nummer næste nummer er blevet annonceret og tæller bl.a. en ny novelle af den fine Wilum H. Pugmire – den glæder jeg mig allerede til.
Filed under Ikke kategoriseret
Hardcover, Nelson-Doubleday 1982. Den fine, fine forside er udført af Ron Dilg
I 1981 udsendte Julian May første bind i det, der skulle gå hen og blive et af hendes absolut mest populære værker. The Many-Colored Land, som bogen hedder, er en del af den såkaldte ”Saga of Pliocene Exile”; en serie, der har tråde ud i hele Mays videre forfatterskab, og som kombinerer science fiction og fantasy med strejf af horror. The Many-Colored Land var da også Mays gennembrudsroman som forfatter og den bog, der har været med til at bane vejen for hendes efterhånden store produktion.
Handlingen åbner i en fjern fremtid, hvor menneskeheden har befolket verdensrummet og organiseret sig i en form for interplanetarisk styreform. Det spiller imidlertid ikke nogen stor rolle for handlingen. Det gør derimod det faktum, at den isolerede professor Guderian, der fortsat er bosat på vores gamle jordklode, skaber en tidsportal, som åbner sådan cirka et sted mellem 2,5 og 5 millioner år bagud i tid. Portalen er desværre envejs, og professor Guderian dør, før projektet kan udvikles videre.
Julian Clare May (født 10. juli 1931)
Efter professorens død sker der imidlertid uventede ting og sager, for den afdøde forskers kone får en dag besøg af en rejsende, som frivilligt vil gå gennem envejsportalen til fortiden. Madame Guderian protesterer naturligvis, men den fremmede får til sidst lov at tage turen ud i det ukendte. Det bliver startskuddet på en forbløffende udvikling, hvor passagen tilbage til Pliocæn-tiden pludselig bliver losseplads for galaksens utilpassede og kriminelle indbyggere, men også udskibningshavn for eventyrere og lykkejægere, der ønsker at starte på en frisk i en ny(gammel) verden.
Og der er netop den kombinationen af eventyrere og udskud, som vi får lov at følge på deres rejse tilbage til fortiden. De rejsende bliver sendt af sted i tilfældigt sammensatte grupper, og den gruppe, som vi følger – den såkaldte Gruppe Grøn, er da også et typisk udpluk af sære eksistenser og havarerede romantikere.
Hardcover, Houghton-Mifflin 1981. Romanens 1. udgave
Det korte af det lange er, at livet i urtiden er helt og aldeles anderledes, end de tidsrejsende havde forventet. Det viser sig nemlig, at en fremmed race fra rummet har slået sig ned på Jorden, og denne race af høje, smukke skabninger med psykiske evner høster nu bekvemt hold efter hold af lykkejægere fra fremtiden og bruger dem som slaver. De rejsendes drømme og forhåbninger får dermed en brutal afslutning, da de kommer gennem portalen og må indse, at de er røget direkte i fangenskab uden håb om at kunne vende tilbage til deres egen tid.
Men naturligvis sker der ting og sager, og selvfølgelig viser det sig, at Gruppe Grøn måske ikke har været helt gennemsnitlig alligevel. Takket være en lille kerne af stærke og kraftigt anarkistiske individer lykkes det nemlig for gruppen at slippe fri af deres fangenskab, og dermed begynder gruppens eventyr for alvor i det fremmede, frodige og farvemættede land.
Paperback, Fawcett Columbine 1982
The Many-Colored Land lykkes med flere ting på samme tid. Først og fremmest har May nemlig formået at skabe et omfattende, men stærkt sympatisk persongalleri i form af Gruppe Grøn. Man fornemmer tydeligt, at der er hovedfigurer og bipersoner, men ikke desto mindre fanger hun en stemning af sammenhold og gruppedynamik, der knytter os til figurerne, og faktisk gør det fascinerende at følge dem på deres noget fortumlede rejse gennem fortiden. En del af kimen til gruppens tiltrækningskraft ligger utvivlsomt i det forhold, at de alle på den ene eller anden måde er ude af balance eller dysfunktionelle individer, som har valgt at flygte fra deres liv i fremtiden.
De er med andre ord sårbare og derfor også meget mere menneskelige end de helte vi sædvanligvis møder i den slags tidsrejsefortællinger. Kan ske enkelte af dem er mere heroisk anlagte end andre, men eksempelvis er gruppens måske største helt, palæontologen Claude, en gammel mand – og hvad nytter det så at være fyldt med selvopofrende iver, når man i sidste ende bare er en svagelig pensionist? Modsat er gruppens mest handlekraftige karakterer dybt problematiske individer, der afgjort må beskrives som antihelte, der på trods af tvivlsomme motiver faktisk fører gruppen til frihed.
Paperback, Pan Books 1982
På samme vis er de enigmatiske Tanuer, som den fremmede race fra rummet kalder sig selv, en kompleks størrelse, fordi de tydeligvis er bogens fjender, men der er ikke tale om onde væsner, der har overtaget Jorden, langt fra. Der er snarere tale om en form for imperialisme og et kulturelt sammenstød, og som bogen udvikler sig, bliver det da også ganske mudret, hvem der har retten på sin side.
Der, hvor tingene imidlertid går op i en højere enhed i romanen, sker i selve det konceptuelle rammeværk. Der løber nemlig et metalag gennem bogen, hvor May leger en dristig leg med sin læser, der handler om selve menneskeracens udvikling. Først og fremmest skal det således bemærkes, at der lever menneskeaber, da Tanuerne rammer ned på Jorden. Ved hjælp af deres højtudviklede teknologi bliver disse aber (Ramapithecus) domesticeret af rumvæsnerne. Senere, da menneskene begynder at komme gennem portalen, mister aberne noget af deres betydning, men de er på det tidspunkt blevet en del af Tanu-samfundet.
Paperback, Del Rey 1983
Det, May gør her, er at antyde, at Tanu-herrefolket faktisk har været medvirkende til, at mennesket i det hele taget kunne udvikle sig. Der er med andre ord et bånd mellem menneskene fra fremtiden og Tanuerne i fortiden, som er mere kompliceret end som så. At mødet mellem aber og Tanuer rent faktisk har haft ganske stor betydning, går også snart op for læseren, fordi Tanu-kulturen er gennemsyret af keltisk mytologi. May postulerer dermed, at ikke alene har Tanuerne måske været medvirkende til skabelsen af Homo sapiens, deres kultur har klinget med gennem menneskeslægtens lange, lange rejse frem mod i dag.
May arbejder med andre ord med en ganske udvidet forståelse af kulturel erindring, der antyder dybe strukturer i vores kultur, som rækker helt tilbage til rødderne af vores eksistens som kulturelle væsner. Med Aleida Assmanns terminologi kunne vi kalde dette for ”Speichergedächtnis”. Altså lagrede erindringer, som ikke længere umiddelbart har nogen funktion, men som ligger i den kulturelle bevidsthed og snakker med i vores forståelse af verden.
Paperback, Ballantine 1988
The Many-Colored Land tager os dermed tilbage til mennesket rødder og stiller os, metaforisk, ansigt til ansigt med Adam og Eva, blot er det nu klart, at det ikke er i den kristne guds billede, disse individer er skabt, men i en fremmed race fra rummets selvbillede. Det er et ret fascinerende koncept, som May dermed folder ud, ikke mindst fordi hun dermed også eksempelvis sætter den lille katolske nonne fra Gruppe Grøn på en forståelsesmæssig prøvelse, for hvor er Gud så henne, hvis mennesket faktisk kan takke Tanuerne for alt? May er katolik, og hun kommer med svar på dette spørgsmål senere i serien, men her i første roman står svaret befriende frit og flagrer i vinden.
Naturligvis er Mays koncept absurd og fyldt med umuligheder, men det gør ikke idéen mindre frugtbar at lege med. Faktisk hæver hun sit eventyr op over den grundlæggende ramasjang-fortælling, som historien dybest set er. Hun illustrerer nemlig, hvor porøs e alle kulturer er og postulerer samtidig, at der kan aflæses en kronologisk stratigrafi i kulturen, som kan føres tilbage til menneskehedens rødder. Sidstnævnte tanke er langt ude, men absolut spændende som baggrund for en roman. Tingene går med andre ord op i en højere enhed i bogen, der favner både tempo og eftertænksomhed i en ekstremt sympatisk symbiose, og det er derfor også fuldt fortjent, at Julian Mays saga om de tidsrejsende er blevet et højtelsket klenodie i genrefiktionens skattekammer.
Paperback, Tor 2013
Filed under Roman
Fantastiske High On Fire har udsendt en episk video til nummeret ”The Black Plot” – en sang fra albummet Luminiferous, der udkom i ’15. Videoen er en omgang syret barbar-action, der oser langt væk af old school sword and sorcery. Tilmed er nummeret rigtig fedt, så ikke et øje er tørt – i hvert fald ikke i min ende af skærmen. Læn dig tilbage i stolen og kast et blik på videoen – det bliver uden tvivl dagens bedste genreoplevelse.
Vi ses på søndag, hvor vi nok engang tager på tidsrejse.
Filed under Video
Paperback, Avon 1974
De fleste kender Frank Belknap Long som science fiction-, fantasy- og horrorforfatter. Han var tilmed venner med Lovecraft og en fremtrædende skikkelse i pulplitteraturens sidste storhedstid. Men hvad mange måske ikke ved, er, at Belknap Long i slutningen af 60’erne slog sig på at skrive gotisk romancer, der afgjort var rettet mod et kvindeligt læsepublikum.
Den aldrende Frank Belknap Long (27. april 27 1901 – 3. januar 1994) fotograferet i begyndelsen af 1970’erne
Præcis den genre havde nydt ekstremt stor popularitet siden 50’ernes slutning, og den økonomisk pressede Belknap Long så en åbning på det marked. Som flere andre af hans mandlige forfatterkolleger, der slog sig på den dystre, melodramatiske romantik, var han imidlertid nødt til at skrive under et kvindeligt pseudonym, fordi det faktuelt var dokumenteret, at kvinder helst ville læse romancer skrevet af kvinder. Vupti var Lyda Belknap Long født – eller rettere, vupti, så var forfatteren Lyda født; navnet tog Frank nemlig fra sin kone. Faktisk havde han allerede, uden stort held, forsøgt sig i eget navn med gotikken tilbage i ’66, men det var med Lyda han for alvor fandt sig til rette i genren. At han også udgav en roman som Lydia er af mindre betydning.
Paperback, Popular Library 1971
Da Lyda trådte ind på den literære genrescene, var de gotiske romancer imidlertid desværre langsomt ved at dø ud – bl.a. fordi en mand som Stephen Kings romaner i slutningen af 70’erne havde udkonkurreret dem som spændingslæsning for hr. og fru Amerika. Lyda hoppede derfor for sent med på vognen, og hun nåede kun at skrive otte romaner, før det var slut. Sådan kan det gå. Her kan du se de fine forsider, som prydede Lyda alias Franks romaner, og de er da et værdigt minde over Lydas korte forfatterliv.
Paperback, Magnum Books 1971
Paperback, Lancer Books 1969
Paperback, Lancer Books 1966. Her skrev han i eget navn
Paperback, Beagle Gothic 1971
Paperback, Zebra 1977
Paperback, Ballantine Books 1972
Filed under Ikke kategoriseret, Roman
Hardcover, Arkham House 1976. Forsidens illustration er udført af fabelagtige Stephen Fabian
Arkham House udsendte i ’76 et udvalg af engelske Majorie Bowens overnaturlige fortællinger. Noveller, der alle oprindelig var udgivet i perioden mellem 1923 og ’33 og udsendt i en bred vifte af tidens magasiner. Bowens litterære produktion er overvældende og tæller langt over hundrede romaner og antologier. Hun spænder bredt fra historiske fortællinger og gotiske historier til egentlige spøgelsesgys, som dem vi har med at gøre her i bogen. Med en så stor produktion vil der naturligvis være udsving i kvaliteten, og Bowen kan derfor både roses for mesterværker og kritiseres skarpt for at udsende sentimentalt pladder. Begge dele er rigtigt, men novellerne i Arkham Houses samling kommer afgjort tættere på mesterværkerne end hendes uinspirerede romancer.
Fælles for alle Bowens spøgelsesfortællinger er den stille, atmosfæriske brug af lyde og landskaber, der gennemsyrer alt. Selve novellernes strukturer følger som oftest velafprøvede modeller fra 1800-tallets slutning, og Bowen indskriver sig ubetinget i forlængelsen af den litterære spøgelsestradition, der vokser frem i England på det tidspunkt. Men Bowen føjer et unikt greb til tingene, fordi hendes overnaturlige fortællinger først og fremmest bruger hjemsøgelserne til at spejle hovedpersonernes indre sjæleliv og kvaler. Dermed er spøgeriet, modsat eksempelvis hos Dickens og M. R. James, ikke novellernes egentlige hovedanliggende, snarere er de prikken over i’et, der afrunder historierne stemningsmæssigt og forløsende.
Marjorie Bowen (1. november 1885 – 23. december 1952)
Novellen ”Kecksies” er et ekstremt vellykket eksempel på Bowens greb om gyset. Hun blander her skrækfiktion og historisk fiktion ved at lade sin handling foregå i middelalderen. En gruppe mænd søger ly i et hus, og omstændigheder fører til den ene af mændenes død. Han begraves bag huset mellem de vildtvoksende skarntyder (Kecksie er et engelsk 1500-tals ord for skarntyde, som Bowen sikkert har hentet hos Shakespeare). Det skulle de imidlertid ikke have gjort, for det medfører, at manden vil gå igen. Det kommer han da også til, og Bowen formår til fulde at udfolde dette. Den latente aggression i mellem mændene, uroen over den enes død og anelserne om, at noget er galt, bliver her snøret sammen til et ubehageligt strammende greb om læseren, der først løsnes, da hjemsøgelsen endelig sker. Spøgelset bliver dermed i sidste ende en form for lettelsens suk, fordi al spændingen og gruen ligger i forventningen om det, der skal ske.
Naturligvis er novellen i dag bedaget og gyset subtilt, men for den, der har overskud til det, lønner det sig at læse ”Kecksies” i et dvælende tempo, hvor kraften i Bowens sætninger får lov at fylde. Der er en dyster poesi bag hendes ord, og de skærende, psykologiske persontegninger kan bestemt kan måle sig med det meste moderne skrækfiktion.
Hardcover, John Kane 1933. Her optrådte novellen “The hidden ape” for første gang
En anden novelle, “The House by the Poppy Field”, bevæger sig ind i det makabre, hjemsøgte land, som Poe så smukt og morbidt opdyrkede og for bestandig gjorde til sit revir. Majorie Bowen formår imidlertid også her at sætte sit eget præg på udtrykket, og hun leverer en fortælling, der i langt højere grad end eksempelvis ”Kecksies”, peger fremad i tid med sine tågede referencer til spirituelle mysterier og dødsvarsel. I novellen er en arving vendt hjem til sin slægts hus. Huset, der har stået tomt længe, ligger ved siden af en enorm valmuemark, der står i flor, da han kommer hjem.
I huset begynder vores hovedperson at få mærkelige drømme, fyldt med død og ildevarslende budskaber om undergang. Oplevelserne er nedbrydende for den hjemvendte, som langsomt fyldes med en lyst til at vandre ud i mellem valmuerne og mærke deres duft. Det gør han da også til sidst, og der forstår vi, at det hele har været én lang dødsskildringen, hvor det tomme slægtshus er billedet på et limbo før sansernes endeligt. Her, i “The House by the Poppy Field”, er Bowen uden tvivl stærkset og smukkest. Hun skriver rørende og dystert drømmende med billedet af den blodrøde mark uden for huset som konstant metafor, der flagrer gennem teksten og fortæller os, at der ligger en større verden uden for huset og venter på hovedpersonen.
Hardcover, John Lane 1949
Det er imidlertid lidt af en tilsnigelse fra min side at kalde Bowens overnaturlige noveller i bogen for spøgelseshistorier, endsige overnaturlige, for der er flere eksempler på, at gyset faktisk mest af alt hviler i en spøgelsesagtig eller hjemsøgt stemning, uden det nødvendigvis konkret handler om gengangere. I fortællingen ”The Hiddan Ape” går Bowen eksempelvis tilbage til Robert Louis Stevensons Jekyll/Hyde-dikotomi og fortæller om en doktor, der opfinder en kemisk mikstur, der kan føre et menneske tilbage gennem evolutionen. Intellekt og følelsesliv bliver med andre ord skrællet af, så personen til sidst står tilbage som det ”skjulte abe”, der bor i os alle. Det siger sig selv, at det ikke er noget kønt bekendtskab, og naturligvis får det alvorlige konsekvenser for den gode doktor at slippe den indre abe løs. Her betræder Bowen da også en velbetrådt sti uden at føje stort nyt eller tankevækkende til idéen.
Alle bogens noveller er dermed heller ikke lige interessante, men som helhed giver de et formidabelt indblik i et kraftfuldt forfatterskab fra 1900-tallets første fjerdedel, som let bliver afskygget af genrens mere højtprofillerede aktører fra den periode. Ikke desto mindre er Majorie Bowens gotik et smukt og skummelt bekendtskab, som fortjener at blive læst, fordi hun demonstrerer, hvor lidt der skal til for at flytte stemninger og indtryk over i en sfære, der kun kan beskrives som hjemsøgt eller overnaturlig.
Hardcover, Odhams Press 1921
Desværre må jeg nok indrømme, at tiden er løbet fra Bowen, som de fleste skræklæsere nok vil finde både kedelig og uinteressant, fordi hun er helt ude af trit med det, vi forstår ved gys i dag. Desværre, for Bowens litterære, menneskelige prosa er i den grad et oplagt trinbræt for den, der gerne vil tage gyset et sted hen, hvor eftertænksomhed og stemning går forud for trivielle monstre og chokeffekter.
Novellerne:
“The Hidden Ape”
“Kecksies”
“Raw Material”
“The Avenging of Ann Leete”
“The Crown Derby Plate”
“The Sign-Painter and the Crystal Fishes”
“Scoured Silk”
“The Breakdown”
“One Remained Behind”
“The House by the Poppy Field”
“Florence Flannery”
“Half-Past Two”
Filed under Novellesamling
Against Me! har i de seneste måneder udsendt nogle singler, som optakt til deres nye album Shape Shift With Me. Jeg har været (og er vel egentlig fortsat) en ret stor fan af gruppen, men singlerne fra den nye plade er ikke helt, hvad jeg håbede på. Det hele er blevet lidt for venligt og poleret. Jeg foretrækker afgjort gruppen, da de var rå og vrede punks. Men OK, den seneste single ”333” er fin, og lur mig om jeg ikke får købt pladen når den udkommer d. 16. september.
Giv ”333” et lyt.
Filed under Video
Satan’s Scrapbook
Der var pludseligt penge i Satan, efter Rosemary’s Baby 1967 kom til verden i den dunkle Bramford-bygning, men det var der sådan set allerede flere, der havde regnet ud. Mandebladet Satan blev eksempelvis udsendt i 1957, og bladet Satan’s Scrapbook udkom i midten af 60’erne med sidste nummer i ’66. Indholdet i begge magasiner var dristige billeder, artikler og noveller, der naturligvis spiller på det amoralske og farlige – altså præcis hvad man ville forvente af et blad, der er opkaldt efter den store frister. Bladenes målgruppe var entydigt mænd af alle aldre, der satte pris på det mystiske og eksotiske, især når det var lummert.
Satan, juli 1957
Begge blade, og der var skam også en lille håndfulde andre magasiner med lignende titler, udkom kun i få numre, før de måtte lukke og slukke. Faktisk ser du det samlede antal af begge blade i dette indlæg, Den opmærksomme læser vil således sikkert kunne indvende, at der åbenbart ikke var så mange penge i Satan alligevel – det var der vel heller ikke – i hvert fald ikke endnu. Snart fik verden imidlertid øjnene op for Hans Sataniske Højhed – og resten af den historie hører til i et andet indlæg.
Satan’s Scrapbook
Satan, februar 1957
Satan’s Scrapbook
Satan, april 1957. Her med selveste Bettie Page på forsiden
Satan’s Scrapbook
Satan, september 1957
Satan’s Scrapbook
Satan’s Scrapbook
Satan’s Scrapbook
Satan’s Scrapbook
Filed under Ikke kategoriseret
frasortsand.wordpress.com 