Larry Niven & Jerry Pournelle, The Mote in God’s Eye (1974): Universets junglelov

Paperback, Orbit 1977

Paperback, Orbit 1977. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg har her på det seneste læst rigtig meget horror og som lidt tematisk adspredelse fik jeg lyst til at dykke længere ned i de herrer Larry Nivens og Jerry Pournelles forfatterskab. Et forfatterskab, jeg for nogen tid siden skrev om, da jeg omtalte bogen Lucifer’s Hammer. Henning Andersen skrev tilmed efterfølgende en fin gæsteartikel om dele af makkerparrets romaner. Desværre må jeg straks sige, at Nivens og Pournelles populære roman The Mote in God’s Eye fra 1974 savner det pågående element af smudsig underholdning, som førnævnte Lucifer’s Hammer har. Nogen stor læseoplevelse kom der således ikke ud af min lille ekskurs fra skrækfiktionen, og jeg fortrækker mig derfor skyndsomt tilbage til uhyggens land efter dette lille indlæg.

Handlingen i The Mote in God’s Eye fører os ud i en fjern fremtid, hvor menneskeheden nu beboer flere planeter og slikker sårene efter en interplanetarisk borgerkrig, der bredte sig mellem alle de beboede verdener. En ny tid har imidlertid indfundet sig, og midt i denne optur sker det utrolige, at der for første gang opfanges signaler, som må stamme fra en anden form for intelligent liv. Mennesket er med andre ord ikke længere alene i universet, og den erkendelse sætter selvfølgelig politiske bølger i gang.

Jerry Eugene Pournelle (født 7. august 1933) til venstre og Laurence “Larry” van Cott Niven (født 30. april 1938) til højre. De to venner er her fotograferet i 1977

Jerry Eugene Pournelle (født 7. august 1933) til venstre og Laurence “Larry” van Cott Niven (født 30. april 1938) til højre. De to venner er her fotograferet i 1977

Rumskibet MacArthur og kampskibet Lenin sætter kurs mod de fremmede væsners hjemplanet under ledelse af den unge adelsmand kaptajn Roderick “Rod” Blaine. Med sig ombord på de to skibe har han naturligvis en række specialister, så som antropologen Sally Fowler, admiral Lavrenti Kutuzov med ansvar for den militærstrategiske del af missionen og sådan kunne man blive ved. Vi har tilmed den obligatoriske forræder med ombord – den skruppelløse forretningsmand Horace Hussein Bury, der egentlig skulle sættes for en militær domstol, men som alligevel i de tumultariske dage op imod afrejsen alligevel havner ombord på MacArthur.

Således parat står besætningen ombord på de to skibe nu ansigt til ansigt med den nye race af komplet fremmedartede skabninger, der på ingen måde ligner os fysisk. Hvordan væsnerne præcis ser ud, er faktisk en lille smule vanskeligt at forstå ud fra bogens beskrivelser, ikke mindst fordi der øjensynlig er flere racer af de frememde væsner, der er ganske forskellige og alligevel genetisk nært beslægtede.

Hardcover, Simon & Schuster 1974. Romanens 1. udg.

Hardcover, Simon & Schuster 1974. Romanens 1. udgave

Det korte af det lange er, at MacArthurs besætning kommer med ned på væsnernes planet, og her får de den helt store omvisning. Alt ånder fred, de fremmede vil gerne handle og synes helt og aldeles samarbejdsvillige. Der er imidlertid ugler i mosen, og det står da også snart klart, at vores besætning ikke får sandheden om de fremmede at vide. For deres intentioner er absolut ikke fredelige, men i stedet for et traditionelt militært angreb planlægger de fremmede væsner, hvis livscyklus er langt kortere end vores, en langsigtet invasion, som i løbet af mange år vil fortrænge menneskeheden og redde deres fremtidige generationer fra en udpint, overbefolket planet.

Alt dette udfoldes gennem en række handlingstråde, hvor vi følger forskellige grupperinger ombord på de to rumskibe. Som et noget søgt greb lader Pournelle og Niven også de fremmede få deres egne små kapitler, hvor deres store plan langsomt udfoldes for læseren, mens bogens egentlige hovedpersoner naivt stoler på rumvæsnernes løgne. Noget, der utvivlsomt er udtænkt for at højne spændingen, men resultatet er alt andet end overbevisende.

Hardcover, Weidenfeld & Nicolson 1975

Hardcover, Weidenfeld & Nicolson 1975

Larry Nivens og Jerry Pournelles mest bemærkelsesværdige idé i bogen er at iscenesætte deres handling og univers som en spejling af 1700-tallets maritime verden. Selvom det hele handler om rumskibe, planeter og obskur teknologi, er perspektivet arkaisk. Som en anden James Cook står bogens kaptajn Blaine over for en ny verden, der udvider horisonten og udfordrer den gamle europæiske civilisation. Den arkaiske tone gennemsyrer alt fra de små glimt af livet på menneskets planeter til organiseringen af skibene og hele termonologien omkring rumfarten.

Det i sig selv kunne være blevet til noget ganske vellykket, hvis ikke Niven og Pournelle skrev så gumpetungt og konformt, som de gør. De får nemlig hverken sprogligt eller intellektuelt brugt deres referenceramme for historien til andet end overfladiske paralleller. I stedet for at udnytte chancen til eksempelvis at udforske rationalismens erkendelsesmæssige betydning i forhold til rumfart og liv på andre planeter end Jorden forbliver det historiserende element mest af alt en banal gimmick.

Paperback, Pocket Books 1975

Paperback, Pocket Books 1975

Mere problematisk er de fremmed imidlertid. Rumvæsnerne, der beskrives så kompliceret, at man dårligt forstår, hvordan de ser ud, virker nemlig først ganske uforklarlige, men så begår bogens forfattere den store synd, at antropomorfisere væsnernes psykologi. Til trods for alle de fysiologiske forskelle tænker og agerer de med andre ord som mennesker, hvilket gør kapitlerne, hvor vi følger rumvæsnernes interne diskussioner tåkrummende pinlige, fordi det lykkes forfatterne at trivialisere deres eget projekt og gøre alle deres beskrivelser af ”ikke-jordisk” kultur helt og aldeles ligegyldig. Allerede Lovecraft hasselerede sukkende over den slags i SF-litteraturen, og Niven og Pournelle burde vide bedre.

Desuagtet synes bogens væsentligste pointe at udstille det forhold, at alle i sidste ende er dem selv nærmest. Menneskeheden kæmper internt, det samme gør rumvæsnerne, og selvfølgelig skal mennesker og rumvæsner derfor også kæmpe. Alles kamp mod alle ligger med andre ord lige under den tynde fernis af civilisation, og det hele er i sidste ende et spørgsmål om, hvor hurtigt man indser dette. Skal man være forfatterne venligt stemt, så kan rumvæsnerne opfattes som allegori for ”den anden”, hvorved rumvæsnernes egentlige fremmedartethed bliver af mindre betydning fordi de bare er et billede.

Paperback, Timescape 1982

Paperback, Timescape 1982

Bogens præst har naturligvis sværmeriske idéer om det gode i både mennesket og rumvæsnerne, og hans illusioner knuses på grummeste vis. Jungleloven hersker på jorden såvel som i verdensrummet, og kun den der forståer at ruste sig, vil kunne overleve. Man genkender dermed både tematiske strenge tilbage til Robert E. Howard og Robert Heinlein i The Mote in God’s Eye og ikke mindst førnævnte apokalyptiske roman Lucifer’s Hammer, som også synes at træde omkring i samme pseudo-fascistiske sværmeri for den handlekraftige leder, der kan trænge igennem rænker og civiliseret, humanistisk pladder.

The Mote in God’s Eye blev en kæmpe succes i SF-kredse, og man har rost bogen for dens friske tempo og underholdende handling. For mig et se er den mest af alt en kilde til irritation, fordi den ikke formår at udfylde de idéer, som egentlig ligger til grund for handlingen og rammen. Hvis man skriver så enkelt og uambitiøst som Pournelle og Niven, må deres bog leve på tekstens koncepter, men her fejler de også. Resultatet bliver tyndbenet underholdning med mildest talt tvivlsomme sociale idéer. Jeg er med andre ord ikke så sikker på, at jeg orker at forfølge de to herrer dybere ind i deres forfatterskab. Men man skal jo aldrig sige aldrig. Og nu tilbage til det gotiske lønkammer.

Paperback, Simon & Schuster 1987

Paperback, Simon & Schuster 1987

Hardcover, The Easton Press 1992

Hardcover, The Easton Press 1992

Hardcover, Simon & Schuster 1993

Hardcover, Simon & Schuster 1993

Paperback, HarperCollins 1993

Paperback, HarperCollins 1993

Paperback, Pocket Books 2000

Paperback, Pocket Books 2000

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

E-bog, Spectrum Literary Agency 2011

E-bog, Spectrum Literary Agency 2011

Reklamer

3 kommentarer

Filed under Roman

3 responses to “Larry Niven & Jerry Pournelle, The Mote in God’s Eye (1974): Universets junglelov

  1. Henning Andersen

    The Mote In God’s Eye bør betragtes som “military science fiction”. Sven Hazel i SF-land, med andre ord. Og det “drive” kommer sandsynligvis fra Jerry Pournelle, i betragtning af hans bibliografiske bagkatalog.
    Under alle omstændigheder udspiller TMIGE sig i Pournelles CoDominium-univers – ikke i Nivens Known Space eller andre serier.
    David Drake og Weber har godtnok argumenteret for, at krigs-SF var noget de skrev i oplysningens hellige navn (et argument også førnævnte Hazel har benyttet sig af). Det ændrer dog ikke ved det forhold, at romaner af denne type mestendels handler om disciplin, rang-ordning og så naturligvis selve krigshandlingerne. Hos Feintuch (han hedder OGSÅ David) står vi endda model til militære disciplinær-sager, med sanktioner hentet (interessant nok) lige ud af 1700-tallet. Kølhaling og 10 hårde med den 9-halede (se hans Seafort-saga … -nej, lad vær’).
    Jeg er derfor overbevist om, at TMIGE blev populær, fordi den (også) indeholder dette møde med motierne. Og det er da muligt, at Jerry og Larry – henover skrivemaskinerne – er blevet enige om, at de har lagt et kinderæg (aber Heinz, das ist doch drei dinge in eins): – military SF, antropologisk SF og First Contact. Det “antropologiske” islæt slår mig som noget absolut frastødende. De der moties, dér, “de fremmede” (for det er jo ikke menneskerne der er de fremmede, nejnej), jamen, de formerer sig jo som rotter, hvilket er grunden til deres egen undergang time-after-time. Og nu vil de også oversvømme “os”! O gru, o rædsel; frem med grænsebomme og maskingevær-reder ved flygtningelejre; ingen fejlfarver hér und Fästung Europa! Så kan de lære det! Det har næppe været syriske flygtninge, man tænkte på – men USA grænser op til Mexico, så deeeeeeeeeeet …
    Figuren “Horst Staley” er interessant (bemærk lige fornavnet). Han er genetisk runden af de såkaldte Sauron Supermen – elitesoldater, med 1 ting i hovedet: – krig! I romanens “nutid” er Sauron-projektet udryddet – af etiske årsager. Men da et lille kontingent fra MacArthur er tvunget op i en krog, af motiernes elitesoldater (der godtnok er noget væmmeligt kravl), så er det et held for kontingentet at Horst Sauron er på pletten. Det redder dem – han dør.
    I denne sammenhæng kunne det være relevant, at kigge lidt på titlen, og huske sin Matthæus, vers 7: – splinten i din broders øje osv.
    Bortset fra, at der bliver henvist til, at Motie Prime-planeten kredser om en stjerne, der ses som en prik i kanten af en bagvedliggende kæmpestjerne, der, som et øje, er placeret “øverst” i nebulaen Kulsækkens kuttelignende form, ja, så er der efter min mening tale om noget uhyggeligt andet. Splinten i Guds Øje er motierne, deres katastrofale modus operandi og ikke mindst deres kriger-kaste. Og den bjælke, “vi” ikke sér i vort eget øje (eller pinden i øret) er, at vi ikke er “rustede” til at give “modstanderne” modstand. At Horst var på pletten var jo rent held! Og var det, i virkeligheden, nogen god ide at udrydde The Sauron Supermen? Var det egentlig ikke en genial opfindelse, det dér Waffen-SS? Er det ikke det, “vi” står og har brug for, når nu alverdens sub-humane rand-eksistenser vælter ind over vore grænser? Lad os gribe tøjret, og få lavet nogle flere elite-korps, inden universets bærme overstrømmer os.
    Ikke desto mindre finder jeg, at der er en rigtig god historie gemt i TMIGE – som d’herrer Larry og Jerry så brugte til noget populistisk, istedetfor at tage deres metier alvorligt.
    & rigtigt godt at få smidt kalorius på banen. Tak Martin – og jeg har tidligere fået lov til at brede mig, så det vil jeg ikke undskylde. Håber jeg har skrevet noget brugbart.
    Hilsen Henning

    • Martin

      Hej Henning, mange tak for supplerende analyse og udredning af bogens tematik. Du føjer væsentligt til forståelsen af romanen – herligt. Jeg må blankt erkende, at jeg har det svært med bogen; nogen god historie ser jeg derfor personlig ikke i den. Burde du ikke skrive en artikel om militær-SF?

      • Henning Andersen

        Hej Martin
        Jeg er glad for, at du er glad for mit udfoldede synspunkt. Blot skrev jeg ikke, at det var en god historie – for det mener jeg bestemt heller ikke. Faktisk finder jeg den dybt klodset: – c’mon; vi befinder os 1000 år ude i fremtiden, og personerne agerer somom de umiddelbare efterkommere af medici’erne, med skyldig hensyntagen til hanseater og zaristiske efterkommere. Det er ikke ude i hampen – det er: røget for meget af den!
        Når jeg derfor siger, at der gemmer sig en god historie i romanen, så er det fordi de hersens moties udgør en mono-clade. Tænk: – sociale insekter (ikke fordi de er særligt sociale, i sociologisk forstand – men de er det i zoologisk forstand). Når mono-clader (bikuber, myreturer, hvepsebo, – herregud – nøgenrotter eller etiopiske surikaler (Timon)) når et vist punkt af befolkningstæthed, om man så må sige, sætter “sværme-instinktet” ind.
        Det er præcis situationen på Motie Prime, hvilket så for motierne er et problem, for der er ingen steder at sværme hen.
        Se, den problematik er interessant – og det er det antropologiske islæt. Og det kunne være interessant, at høre mere om det. Istedet bliver denne fiktive kendsgerning til et kerneproblem i romanen, der derefter kommer til at handle om tvangs-sterilisering, tvungen abort og eugenik – og allerhelst 12.000 koboltbomber i ægget på de satans halvaber.
        I den forbindelse føler jeg mig inspireret til at anbefale Frank Herberts “Hellstrom’s Hive”, samt Michael Bishops “Death And Designation Among The Asadi”. Og så må jeg overveje artiklen om MSF 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s