Brian Lumley, The Clock of Dreams (1978): På dum tur gennem drømmeland

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

Paperback, HarperCollins 1997. Min omnibus-udgave med de første tre romaner om Titus Crow

I ’78 fulgte Brian Lumley op på fortællingen om det utrolige makkerpar Titus Crow og Henri-Laurent de Marigny – Cthulhu mythos-genrens svar på Holmes og Watson. Lumley havde introduceret de to venner i en række tidlige noveller, men udviklede først for alvor figurerne i den korte roman The Burrowers Beneath, som slog hans navn fast blandt tidens førende mythos-forfattere. Jeg har ikke meget godt at sige om romanen, og heldigvis vovede Lumley sig ud af H. P. Lovecrafts slagskygge med seriens andet bind, der blev en fabulerende, pulpet fantasyroman, hvor Titus Crow fik lov at rejse gennem tid og rum for endelig at ende som guddommelig skabning i en dimension kaldet Elysia.

Romanens afslutning gjorde det ikke oplagt at fortsætte med Crow som hovedperson, og det tog Lumley også konsekvensen af, da han tre år senere havde afsluttet endnu et bind i serien. The Clock of Dreams ophøjer nemlig Crows højre hånd de Marigny til hovedpersonen, selvom Crow naturligvis også er med.

Paperback, HarperCollins 1997

Paperback, HarperCollins 1997

Handlingen fører os denne gang ikke ud i verdensrummet, i stedet skal vi til de drømmelande, som Lovecraft skabte i en lille kreds af særdeles fine fortællinger med den episke The Dream-Quest of Unknown Kadath (skrevet mellem 1926 og ’27) som hovedværket.

Henri-Laurent de Marigny, der står i telepatisk kontakt med sin ven Crow, opfanger pludselig et nødsignal fra vennen, som vel at mærke ikke længere befinder sig på jordkloden. Trofaste de Marigny tøver naturligvis ikke et sekund med at komme sin kammerat til undsætning. Han kaster sig derfor ind i den utrolige, standerur-formede maskine, som Crow har brugt på sine rejser ud i verdensaltet.

Brian Lumley (født 2. december 1937)

Brian Lumley (født 2. december 1937)

De Marigny aner ikke, hvor Crow befinder sig, så han sætter maskinen på en form for autopilot, lægger sig til at sove og håber at vågne i nærheden af vennen – for den slags kan urmaskinen. Næste stop er drømmeland, og vores hovedperson forstår nu, hvad det er for problemer, Crow er havnet i. Vennen og vennens mystiske kæreste Tiania er nemlig blevet taget til fange i byen Dylath-Leen, hvor de nu skal voldtages og ofres til selveste Nyarlathotep. De Marigny må tænke hurtigt, og naturligvis lykkes det ham da også i sidste øjeblik at få reddet sine venner. Nu gælder det om at flygte ud af drømmenes verden, uden Nyarlathotep får fingrene i dem. I resten af bogen hører vi Crow fortælle, hvordan han kunne være så dum at blive fanget, og hvordan de tre venner slipper tilbage til den vågne verden.

The Clock of Dreams er en ukompliceret eventyrfortælling, der nok engang bekræfter Lumley som opportunistisk plagiator, der med sine mythos-fortællinger fra 70’erne lukrerede på den medvind, Lovecraft oplevede. Bogen er et komplet sjæleløst produkt, der blindt imiterer uden at bidrage med andet end fladpandet pulp-action. Så er det sagt.

Paperback, Jove 1978. romanens 1. udgave med fin, fin forside

Paperback, Jove 1978. romanens 1. udgave med fin, fin forside

Da Lovecraft skrev den kreds af historier, som vi i dag kalder for Dreamlands-historierne, skete det i løbet af en begrænset årrække, hvor han var intenst optaget af Lord Dunsanys eventyrlige fortællinger. Lovecraft skrev med andre ord, som bekendt, sine drømmenoveller som en form for imitation, men ingen vil kunne påstå, at der er tale om plagiater – snarere er der tale om en ekstremt frugtbar inspiration, der gav Lovecraft luft under vingerne til at skabe en både excentrisk og foruroligende form for fantasy, der fortsat i dag står som et unikt bidrag til den type litteratur.

Brian Lumley havde allerede imiteret de mere traditionelle Lovecraft-fortællinger i en række historier, og det er derfor ikke synderligt overraskende, at han derfor var fristet til også at bevæge sig ind i Dreamlands-kredsen. Det overraskende er imidlertid, hvor utrolig lidt Lumley har at byde på her. I tidligere bøger, som eksempelvis førnævnte The Burrowers Beneath, går Lumley til Lovecrafts såkaldte Cthulhu mythos med et selvstændigt blik på tingene, der gør han i stand til både at imitere men også at sætte sit eget fingeraftryk på genren. Sådan forholder det sig absolut ikke med The Clock of Dreams. Her fremstår Lumley helt og aldeles på udebane, ja vel nærmest hjælpeløs, fordi det ret hurtigt står klart for læseren, at han ganske enkelt trækker sine hovedpersoner gennem en direkte parafrase over de væsentligste af Lovecrafts Dreamlands-fortællinger. Han bruger med andre ord helt konkret beskrivelser og scener i sin roman, der er løftet fra Lovecraft og omdannet til en form for kludetæppe, der fører læseren omkring de mest ikoniske lokaliteter, figurer og scener fra Lovecrafts historier.

Paperback, Grafton 1992

Paperback, Grafton 1992

Man skulle ikke tro, at det kunne blive mere sølle, men det kan det skam, for en ting er at plagiere skamløst, en anden ting er at gøre det med så ringe forståelse for forlæggets kvaliteter. Det er nemlig i selve sprogets tone og tekstens stemningsfrembringelse, at Lumley fejler mest. Den mekaniske afskrift fra Lovecraft, krydret med egne vendinger og andre ordstillinger, bliver ikke til andet end tomme, stemningsforladte konstruktioner, der mest af alt fremstår som hjælpeløse parodier, fordi de er blottet for kunstnerisk nerve eller indfølt glæde ved indholdet.

Hele romanen virker mest af alt som et eksperiment fra Lumleys side. Et forsøg på at give ”dreamlands-genren” en chance, men Lumley går fejl i byen her. For mens han måske var i stand til at sende mythos-fiktionen i en ny retning med et værk som The Burrowers Beneath, forstår han ganske enkelt ikke de tekster, som han her imiterede. Dreamlands-fortællinger lever ikke på grund af handling, men på grund af den poetiske iscenesættelse af det fremmedartede. Præcis det tog Gary Myers ud i yderste konsekvens, med sine dystre, smukke og makabre bud på drømmelandsfortællinger – Lumley magtede ikke det samme, og resultatet er en pinagtig fadæse. Heldigvis har han siden, mere eller mindre, holdt sig fra den gren af mythos-genren, så lidt selverkendelse har Lumley da i det mindste.

Hardcover, W. Paul Ganley 1993

Hardcover, W. Paul Ganley 1993

Hardcover, Tor 1997

Hardcover, Tor 1997

Ebog, Gateway Books 2013

Ebog, Gateway Books 2013

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.