Monthly Archives: oktober 2016

Jay Anson, The Amityville Horror (1977): Det sidste sataniske suk

Paperback, Pan Books 1982. Bemærk teksten: "More hideously frightening than The Exorcist because it actually happened!"

Paperback, Pan Books 1982. Bemærk teksten: “More hideously frightening than The Exorcist because it actually happened!”

Den sataniske lavine, der fejede gennem skræklitteraturen i 70’erne, blev sat i gang af Ira Levins Rosemary’s Baby, men fandt først sit momentum i kølvandet på William Peter Blattys The Exorcist. De to bøger har intet andet tilfælles end deres kredsen omkring en satanisk tematik, men tilsammen kom de to bøger til at danne et særdeles potent inspirationsgrundlag, der har ført til utallige imitationer, som trækker på elementer i fra bøger.

Det var imidlertid først i 1977, at bølgen ramte sit zenit. Her greb Jay Anson nemlig Satan-temaet og tog det til sin yderste konsekvens. Ira Levin lod sine sataniske hekse bo i det moderne Manhattan og slå kløerne i den unge, hippe Rosemary. Blatty tog os et skridt nærmere en form dagligdag, fordi han tog os med ind i børneværelset og derved skabte en utvetydig genkendelighed i teksten. At den vilkårlige djævlebesættelse af Regan kunne være sket for min eller din datter, er således en væsentlig pointe i The Exorcist, som Blatty meget åbent forklarede, var inspireret af en lignende besættelse, der udspillede sig i 1949. Blattys fiktion trak med andre ord på virkeligheden som vigtigt værktøj til stemningsopbygning og etableringen af en form for troværdighed.

Paperback, Pan Books 1982

Paperback, Pan Books 1982

Og her kommer Jay Anson så ind i billedet med The Amityville Horror, der utvetydigt postulerer, at bogens hændelser er sket i virkeligheden. I sit efterskrift skriver Anson eksempelvis: ”To the extent that I can verify them, all the events in this book are true”. Dermed lover han ikke for meget, men præmissen for bogen er en ganske anden end Levins og Blattys romaner. Hos Anson slipper vi skønlitteraturen – påstås det – og han tager det endegyldige skridt i retning af at vise, hvordan Satan konkret eksisterer og opererer midt i blandt os.

Blatty ville formentlig være enig i det postulat, men med The Exorcist forlader han aldrig selv fiktionens verden og, men han udnytter skønlitteraturen som det figenblad, der skal afværge en eventuel kritik af bogens metafysiske hændelser. Sådan opererer Anson bestemt ikke. Hans journalistiske bearbejdning af virkelige hændelser fusionerer skamløst stort set alle de kendte klichéer omkring dæmonbesættelse og satandyrkelse, der var vokset frem i løbet af 70’erne, og han smeder dem sammen med den evigt populære fortælling om spøgelseshuset. Derved får han skabt en bog, der mest af alt ligner et katalog over overnaturlige hændelser, og som presser bogens faktuelle koncept ud over enhver form for troværdighed.

Jay Anson (4. november 1921 – 12. marts 1980)

Jay Anson (4. november 1921 – 12. marts 1980)

Selve historien er velkendt, ikke mindst takket være den efterfølgende filmatiserings enorme succes. Familien Lutz flytter ind i huset på 112 Ocean Avenue i Amityville på Long Island, velvidende, at der for få år siden blev begået massemord i huset. Morderen, der dræbte sin familie, hævdede senere, at han var blevet beordret til drabene af en stemme i huset. Noget ondt hjemsøger med andre ord den store villa, og familien Lutz har da heller ikke meget mere end stillet den sidste flyttekasse, før spøgerierne begynder. Et væld af stadigt voldsommere overnaturlige hændelser udspiller sig nu i løbet af de kommende 28 dage, som familien tilbringer i huset, før de til sidst flygter for livet og sværger, at de aldrig vil sætte deres ben på grunden igen.

Den sataniske vinkel kommer ind i billedet, fordi der angiveligt har fundet offerfester sted på grunden, der har knyttet en form for dæmonisk kraft til huset. Det kommer nu til udtryk i en flimrende kollage af diabolske antydninger, der ikke synes videre sammenhængende. Navnlig da Satan-genrens obligatoriske katolske præst bliver hidkaldt som hjælper og efterfølgende får stigmataseringssår på hænderne, bliver hensigten med de beskrevne manifestationer ganske svære at forstå, for hvori præstens martyrium består, er noget uklart. Men intet metafysisk fænomen er udeladt, og Anson trak på alt den ammunition, han kunne finde for at tilfredsstille de skrækhungrende læsere. Sagen er da også den, at The Amityville Horror – modsat både Rosemary’s Baby og The Exorcist – ikke har noget formål eller nogen dybere mening. Anson antyder i sit efterskrift, at romanen kan tjene som en form for advarsel til læserne, men det fremstår mildest talt som et påskud, og det er svært ikke at se bogen som et ublu forsøg på at tjene penge på tidens sataniske begejstring. Penge, det tjente romanen skam også, men som litterært produkt falder den igennem.

Hardcover, Prentice Hall 1977. Romanens 1. udgave

Hardcover, Prentice Hall 1977. Romanens 1. udgave

Fordi Anson har forpligtet sig på historiens autenticitet, fortæller han også historien med en flad, journalistisk nøgternhed. Snusfornuftigt forklarer han os, hvorfor familien Lutz handler, som de gør, og selvom de rædsler, han beskriver i bogen, er ganske, ganske voldsomme, bliver de beskrevet med en for skrækgenren ukarakteristisk tilbageholdenhed, der ikke gør noget godt for stemningsopbygningen.

Anson kan imidlertid ikke holde stilen helt og afslører teksten som fiktion flere steder, når han beskriver stemninger i indfølte vendinger, som han strengt taget ikke burde kende til. Illusionen om, at alt i bogen er bearbejdninger af familiens Lutzs beskrivelser, bliver imidlertid stædigt opretholdt. Anson egen stemme kommer dermed også kun på banen der, hvor han taler direkte til læseren og forklarer os, hvorfor familien ikke forlader huset noget før. Her spiller Anson på genkendeligheden og gør sagen økonomisk. Familien Lutz har ganske enkelt brugt alle deres penge på det nye hus, som de nu er stavnsbundne til. Det burde naturligvis gøre situationen mere tragisk og ubehagelig, men Ansons kluntede efterrationaliseringer formår ikke at udnytte ideén om dårlig økonomi som den lænke, der holder dem fanget i huset.

Paperback, Bantam Books 1979

Paperback, Bantam Books 1979

Ikke desto mindre blev The Amityville Horror en enorm bestseller, og selvom bogen i stort set alle henseender er sjusket og primitiv, har den noget fængende, fordi handlingen er så overgjort, som den er. The Amityville Horror kan ganske enkelt ikke overgås, fordi Anson har stoppet alt ind i romanen, som han kunne finde, og bogen er dermed et enormt satanisk overflødighedshorn. Fordi bogen tilmed ikke har nogen egentlig pointe – episoderne falder som perler på en snor, uden det ene relaterer til det andet – bliver de mange paranormale optrin til en usammenhængende, menigsløs tour de force. Der er nærmest noget karnevaleskt over rædslerne i spøgelseshuset, og det er ikke så sært, at der efter Ansons bog ikke kom flere sataniske gysere af betydning.

Feltet synes udtømt med denne sidste salve, som trak en hel litterær strømning sammen og postulerede, at det hele var den skinbarlige sandhed. Men måske netop fordi bogen er så naiv og uforklarlige, som den er, har den et skær af noget ubehageligt over sig. At den samtidig lukrerede hungrigt på en faktisk mordsag, som endnu hang ved folks bevidstheden, har ikke gjort noget for at hæmme salget. Alt det kan imidlertid ikke skjule det faktum, at The Amityville Horror er et luset stykke litteratur, som ramte det intellektuelle lavpunkt, hvorfra det er svært at komme tilbage.

Paperback, Pan Books 1991

Paperback, Pan Books 1991

Paperback, Pocket Star 2005

Paperback, Pocket Star 2005

 

 

3 kommentarer

Filed under Nonfiktion, Roman

Ser du også dobbelt?

Canadiske Port Juvee har lige udsendt en fin single, der varmer op til deres nye album Crimewave, som udkommer 4. november. Bandet spiller en ret spændende blanding af postpunk og surf, der har referencer til klassiske navne indenfor begge genrer. Den nye single hedder ”Double Vision” – giv den et lyt her:

 

Vi ses på søndag, hvor vi skal lægge vejen forbi 112 Ocean Avenue igen.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

Alter Eva

Paperback, Berkley Books 1961

Paperback, Berkley Books 1961

Det har været en travl tid for mig her på det sidste, hvilket desværre er gået ud over aktiviteten på bloggen. Forhåbentlig bliver det hele lidt mere regelmæssigt nu, så verden ikke bliver snydt (host host) for mine udgydelser.
Paperback, W. H. Allen 1959

Paperback, W. H. Allen 1959

 

Som en vej tilbage til stoffet kan du her dykke ned i et af pulpens centrale temaer – kvinden som den anden Eva. Den betegnelse er egentlig noget, man normalt hæfter på Jomfru Maria, men jeg synes faktisk, at begrebet rammer ret præcist, hvordan kvinden bliver brugt på pulpens forsider samt ikke mindst i meget af den ældre pulplitteratur – navnlig af den slags, der udkom i løbet af 50’erne. Kvinden iscenesættes nemlig her som den forførende Eva, der tilbyder manden sin forbudne frugt (sin krop) og dermed trækker ham ned.

 

Paperback, Venus Books 1959

Paperback, Venus Books 1959

Hun optræder først og fremmest som den grusomme belle dame sans merci, der med fuldt overlæg lokker sit bytte i fordærv. Her er kvinden måske nærmere en arketypisk Lilith end Eva, men omvendt er dette også ikonografisk to sider af samme sag. Men mere interessant skildres hun også som en egentlig Eva-figur, hvilket vil sige en skabning, der ligger helt i sine drifters vold, og derfor forfører hun manden, fordi hun ganske enkelt ikke kan lade være.
Paperback, Venus Books 1951

Paperback, Venus Books 1951

Motivets popularitet siger både noget om et særligt kvindesyn, men bestemt også noget om pulpens store mandlige læsepublikum – et publikum, der angiveligt i dag ikkelængere læser mange bøger mere.

 

Paperback, Softcover Library 1960

Paperback, Softcover Library 1960

 

Med titler og forsidebilleder, der afgjort ikke varsler noget godt for bogens protagonist, burde kvinderne, vi ser i dette indlæg, vel egentlig opfattes som moralske advarsler til læseren, men det er de langt fra. Bøgerne bliver her i stedet små stykker erotisk eskapisme, der tillader læseren at lade sig rive med i de mørke fabler om farligt liv på kanten, der ligger langt fra den mondæne hverdag. Bøgerne bliver små åndehuller eller et alibi for at drømme om situationer, hvor drifterne tager over og alt ansvarlighed sættes over styr.

 

Føler du dig fristet af sirenen Eva?
Paperback, Signet Books 1962

Paperback, Signet Books 1962

Paperback, Signet Books 1960

Paperback, Signet Books 1960

Paperback, Robin Hood Books 1950

Paperback, Robin Hood Books 1950

Paperback, Rainbow Books 1953

Paperback, Rainbow Books 1953

Paperback, Rainbow Books 1952

Paperback, Rainbow Books 1952

Paperback, Rainbow Books 1952

Paperback, Rainbow Books 1952

Paperback, Rainbow Books 1952

Paperback, Rainbow Books 1952

Paperback, Monarch Books 1958

Paperback, Monarch Books 1958

Paperback, Modern Fiction 1949

Paperback, Modern Fiction 1949

Paperback, Midwood 1961

Paperback, Midwood 1961

Paperback, Midwood 1959

Paperback, Midwood 1959

Paperback, Midwood 1959

Paperback, Midwood 1959

Paperback, Merrit Books 1961

Paperback, Merrit Books 1961

Paperback, Lancer Books 1962

Paperback, Lancer Books 1962

Paperback, Graphic 1956

Paperback, Graphic 1956

Paperback, Grafton 1983

Paperback, Grafton 1983

Paperback, Falcon Books 1953

Paperback, Falcon Books 1953

Paperback, Falcon Books 1953

Paperback, Falcon Books 1953

Paperback, Falcon Books 1952

Paperback, Falcon Books 1952

Paperback, Falcon Books 1952

Paperback, Falcon Books 1952

Paperback, Ecstasy Books 1952

Paperback, Ecstasy Books 1952

Paperback, Companion Books 1961

Paperback, Companion Books 1961

Paperback, Berkley Books 1957

Paperback, Berkley Books 1957

Paperback, Berkley Books 1956

Paperback, Berkley Books 1956

Paperback, Avon 1960

Paperback, Avon 1960

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Charles Beaumont, Perchance to Dream. Selected Stories (2015): Den stærke stemme

Paperback, Penguin Books 2015. Forsidens billede er tegnet levende af Will Sweeney

Paperback, Penguin Books 2015. Forsidens billede er tegnet levende af Will Sweeney

Penguin Books tog et stort skridt i retning af den formelle anerkendelse af Charles Beaumonts forfatterskab, da de i 2015 udsendte et udvalg af hans noveller. Den type bøger, der kommer i Penguin Classics-serien, er noget af det tætteste, man kommer på en officiel, litterær blåstempling. Noget, der absolut kun er de færreste genreforfattere forundt. For Charles Beaumont er det imidlertid nu lykkedes, og det kan da også kun siges at være fuldt fortjent, fordi han uden tvivl repræsenterer en af de helt stærke stemmer i 50’ernes amerikanske genrefiktion og måske endda også i 50’ernes fiktion generelt.

I bogen er Ray Bradburys essay ”Beaumont remembered” fra 1981 genoptrykt som indledning, og her får vi nogle perspektiver på Beaumonts forfatterskab fra en af hans nærmeste venner og litterære fæller. Bradbury ser Beaumont som forvandlingens kunstner, der eksploderer i idéer og fortællinger. Som en plotmaskine, der gang på gang kunne udfordre og overraske sine læsere med de utroligste påfund. Påfund, der på en eller anden måde altid synes at tage udgangspunkt i tankeeksperimenter som; ”hvad nu hvis…” og så indsættes de skæve idéer her. Bradbury understreger også Beaumonts humor og vid, hvilket absolut også skinner igennem i novellerne.

Paperback, Penguin Books 2015

Paperback, Penguin Books 2015

Bradbury har også ret i sin vurdering af Beaumont, men læser man antologiens udvalg af historier, er det tydeligt, at Bradbury kun ser bestemte sider af forfatterskabet. De sider, der formentlig ligner Bradburys eget forfatterskab mest. Der kan nemlig ikke være nogen tvivl om, at Beaumonts sprog var langt rigere og meget mere klassisk end Bradburys. De delte en hang til spekulative idéer, men sprogligt havde Beaumont en poetisk åre, som gik dybere og flød mere frit end den modernistiske, eksperimenterede Bradbury. Man behøver blot læse de første linjer i novellen ”Place of Meeting” for at fornemme det, for her tegner Beaumont med få virkemidler et enormt billede af sælsom, stillestående mystik:

It swept down from the mountains, a loose crystal-smelling wind, an autumn chill of moving wetness. Down from the mountains and into the town where it set the dead trees hissing and the signboards creaking. And it even went into the church, because the bell was ringing and there was no one to ring the bell… (s. 109)

I novellen inviterer han os ind i sin verden, og sådan åbner langt de fleste af Beaumonts fortællinger. Poetiske drømmefingre kalder os ind i hans univers, der gradvist forvandler sig til historier, som altid rammer skævt i forhold til vores almindelige genredefinitioner. Fantasy, horror og SF glider hos Beaumont sammen i overraskende og udefinerlige sammensyninger.

Charles Beaumont (2. januar 1929 – 21. februar 1967)

Charles Beaumont (2. januar 1929 – 21. februar 1967)

I novellen ”Fritzchen” hører vi om en dreng og hans far, der finder et bizart dyr i en sump. Den resolutte far er tilfældigvis dyrehandler og tager væsnet med hjem, hvilket drengen er stærkt utilfreds med, fordi det var ham, der fandt den sære skabning først. En kamp mellem far og søn udspiller sig, hvillet imidlertid bare tjener til at aflede deres opmærksomhed fra dyret, der vokser og vokser. I en historie som denne kommer Beaumonts mange strenge i spil. Her blander han absurd komik, gru og basale iagttagelser af mennesker.

Oribit Magazine, marts 1953, med novellen "The Place of Meeting"

Oribit Magazine, marts 1953, med novellen “The Place of Meeting”

Mere sproglig dybde finder man i novellen ”The Howling Man”. Historien udspiller sig i 1930’erne og beskriver en ung mand fra Boston, der cykler rundt i Europa på dannelsesrejse. Ikke alene formår Beaumont her at flette den form for udlængsel og generationsopgør ind i sin tekst, som Jack Kerouac havde betaget den amerikanske nation med i On the Road, Beaumont formår også at lægge et fascinerende allegorisk lag ind i teksten. På overfladen handler den gotiske historie nemlig om den unge mand, der som patient på et kloster møder en forhutlet fange i klostrets kælder. Vildmanden i kælderen bliver holdt mod sin vilje, fortæller han, og den unge mand slipper ham derfor fri. Det skulle han bare aldrig have gjort, for det viser sig, at det var Djævlen selv, som blev gemt dybt under de teutonske mure. Med Fanden fri kan det onde atter drive sit uvæsen i verden, og kort efter bryder Anden Verdenskrig ud. For Beaumont synes budskabet til os klart – vi må holde vildmanden indespærret. Stoppe ham så langt ned i kælderen som muligt, for når han slipper løs i verden, betyder det død og ødelæggelse.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Anderledes bizar er novellen ”Free Dirt”, der handler om den umættelige gratist, der begynder at hente gratis, overskydende jord fra en kirkegård i nabolaget. Selvom han ikke har noget at bruge jorden til, bliver det en besættelse for manden, der til sidst ender med kummerligt at æde sig selv ihjel i kirkegårdsmulden, fordi han hallucinerer og tror, det er mad. Liggende som en grotesk maddike finder naboerne manden død i baghaven en morgen, halvt begravet i den gratis jord. Historien er fortalt med en tilsyneladende lethed, men lige under den vittige overflade ligger der et ætsende, snerrende lag, der udstiller den grådige gratist i os alle.

En mere klassisk, men mindst lige så virkningsfuld side af Beaumont, møder vi i novellen ”The New People”, der tager os med ind i det forstadsamerika, som Jack Finney beskriver i The Body Snatchers og Ira Levin portrætterer i The Stepford Wives. Beaumont er imidlertid langt mere på bølgelænge med Levin end Finney, for historien portrætterer et lille villakvarter, hvor indbyggerne er begyndt at kede sig i deres småborgerlige forstadsidyl. En kedsomhed, der først fører til seksuelle eksperimenter som partnerbytte, men snart tager en drabelige retning.

The Magazine of Fantasy  and Science Fiction, maj 1955, med novellen "Free Dirt"

The Magazine of Fantasy
and Science Fiction, maj 1955, med novellen “Free Dirt”

Fælles for en stor del af Beaumonts noveller er det tydelige psykologiske portræt. Hvor tidens traditionelle genreforfattere var optaget af plot, synes Beaumont at være optaget af sine personer og den måde, de indgår i deres verden på. Det får ham til at stikke ud blandt hans samtidige, fordi han dermed i langt højere grad synes at skrive noveller, der peger frem i tid. Beaumont er med andre ord forankret i genrelitteraturens fremtid, ikke den pulpede fortid, selvom denne altid er hans udgangspunkt.

IF Magazine, december-1954, med novellen "The Jungle"

IF Magazine, december-1954, med novellen “The Jungle”

Desværre for Beaumont skulle han ikke selv blive en del af fremtiden, fordi han døde som 38-årig. Han efterlod sig en betragtelig produktion, men stort set hele hans prosa var rodfæstet i den kommercielle fiktion, og det kunne have været fantastisk at opleve en mere moden Beaumont, der kunne skrive mere frit, for uanset hvor strålende hans noveller er, så sidder jeg tilbage med en følelse af, at verden aldrig fik den fabelagtige roman, som givetvis ville være kommet på et tidspunkt. Den må vi derfor nu fantasere om, men heldigvis er der så mange noveller og et par romaner, som vi kan glædes over i stedet.

 

 

 

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

William March, The Bad Seed (1954): Ingen er uskyldig

Paperback, Dell 1961

Paperback, Dell 1961

I 1954 udkom den amerikanske forfatter William Marchs sidste roman, The Bad Seed, der på mange måder adskiller sig fra resten af forfatterskabet, og March, der døde kort efter bogens udgivelse, var aldrig synderligt rosende omkring sin bog. Det er derfor også skæbnens ironi, at romanen skulle gå hen og blive en bestseller, der ramte plet hos det amerikanske publikum. Den ringe status, March gav sit eget værk, kan da også fremstå en smule hård, for det lykkedes rent faktisk for ham at gribe et tema, der på mange måder var med til at tegne hele årtiets litteratur. Dermed var The Bad Seed også en af de romaner, som satte sit præg på genrefiktionen i de kommende år, og den bedrift ville mange sikkert gerne kunne gøre March efter. Han var imidlertid mere optaget af bogens kunstneriske kvaliteter, og præcis der havde han nok ret i sin kritik, når han pegede på værkets mangler – i hvert fald, hvis man sammenligner bogen med den beslægtede og stærkt provokerende såvel som forstyrrende Lord of the Flies, der udkom samme år.

Fortællingens handling er ganske enkel. Christine Penmark er netop flyttet til en ny by med sin mand og deres lille datter Rhoda på otte. Manden Kenneth er kort efter flytningen rejst på en lang arbejdsrelateret tur til Chile, hvorfor resten af familien må klare arbejdet med at falde til alene. Da bogen åbner, skal Rhodas privatskole netop til at afholde den årlige sommerfest, hvor der uddeles en medalje til den elev, der har flyttet sig mest i årets løb. Rhoda har gjort alt for at få medaljen, men desværre vinder hun ikke præmien. Den går i stedet til klassens stille dreng Claude. Samme dag, under festen, omkommer Claude i en ulykke, og da Christine få dage efter ulykken opdager den eftertragtede medalje på Rhodas værelse, ruller lavinen.

Paperback, Dell 1961

Paperback, Dell 1961

Faktisk er vi læsere ikke et sekund i tvivl om, at Rhoda er et ganske, ganske sygt barn. Emotionelt afstumpet og blottet for enhver form for empati er den lille pige drevet af sine behov, og intet stopper hende, når hun først har sat sig noget i hovedet. Det koster ikke kun drengens liv, før bogen er til ende, det koster også både mor og datter dyrt.

The Bad Seed er en langsomt virkende thriller, der kapitel for kapitel føjer facetter til mysteriet Rhoda Penmark. Men gradvist forstår vi, hvad det er, der driver det lille barn, og vejen til denne erkendelse går gennem moderens tanker. Lamslået og med isnende gru går sandheden om datteren nemlig op for Christine midtvejs gennem bogen, og fra det øjeblik forsøger hun at håndtere situationen. Intellektuelt anerkender hun, at datteren er syg, men følelsesmæssigt nægter pigens mor længe at acceptere det faktum. Alt for længe, kan man sige, og det er først, da Rhoda har sat ild til gartneren i den bygning, hvor de bor, at Christine forstår, at hun må handle.

William March (18. september 1893 – 15. maj 1954)

William March (18. september 1893 – 15. maj 1954)

Den åbenlyse problematik i romanen møder vi allerede i første kapitel, hvor den på overfladen søde Rhoda roses til skyerne af nabokonen, mens den skumle gartner udpeges som sindssyg. Skinnet bedrager. March vender tilbage til dette igen senere i bogen, da Christines forfatterven beskriver psykopater for hende og intetanende derved beskriver Rhoda. Spørgsmålet om arv versus miljø rulles også frem og vendes af Christine, alt imens hun langsomt men sikkert falder fra hinanden. At det hele vil ende i en ulykke, præciseres i øvrigt allerede i første kapitel, hvor March indirekte fortæller sine læsere, at bogen er et farvel til den ulykkelige mor.

Under dette lag udforsker romanen spørgsmålet om ondskabens natur, for hvordan skal man forstå en pige som Rhoda? Er hun syg og derfor uskyldig, eller ligger der en iboende ondskab i hende, som går dybere end bare en sygdom? March kommer ikke med svar, men hans thriller iscenesætter spørgsmålene med et legende, til tider måske vel belejligt, handlingsforløb, og han gør det ud fra et lille, men ganske levende persongalleri. Netop persongalleriet er et af bogens helt stærke sider, fordi der er et troværdigt liv i de uregerlige mennesker, han skildrer. Naboerne i Christines bygning snakker løs og ser den unge mor gå i opløsning, men ikke én formår at hjælpe hende, fordi de ikke forstår problemet.

Hardcover, Rinehart & Company 1954. Romanens 1. udgave

Hardcover, Rinehart & Company 1954. Romanens 1. udgave

Samtidig er det ubehageligt, grænsende til det skræmmende, at være inde i hovedet på den allerede flere gange omtalte gartner, der liderligt fantaserer om at voldtage Christine igen og igen og tilmed har en dybt bekymrende forelskelse i den diabolske pige på otte. Omvendt er det med rørende vemod og lede, at vi læser om moderen, der møder fuld op hos Christine, efter hendes dreng Claude er død, for at tale med Rhoda om episoden. Rhoda selv er blank som krom og tillader os ikke at kigge bag hendes facade. Der er formentlig heller ikke andet bag hendes pæne ydre end begær, og Rhoda synes derfor på alle måder at foregribe Bret Easton Ellis’ Patrick Bateman, der sådan set bare er en voksen udgave af pigen, vi her har med at gøre.

De introverte og ekstroverte personer løber omkring hinanden i bogen og demonstrerer for os, at vi måske nok forstår nogle mennesker bedre end andre, men grundlæggende forstår vi slet ikke nogen, fordi det inderste væsen – hvis et sådant overhovedet findes – kun momentvis kommer frem. Det vigtige for March er imidlertid, at mennesker kommunikerer, hvilket Rhoda ikke gør, og derfor står hun som noget dybt fremmedgørende. Problemet er bare, at vi intuitivt nægter at se under overfladen, og derfor får den lille pige lov til at drive sit uvæsen uden konsekvenser.

Paperback, Penguin Books 1955

Paperback, Penguin Books 1955

 

William March skriver handlingen sikkert frem mod den endelig konfrontation mellem mor og datter. Et fascinerende greb, som gør dette endelige møde særlig virkningsfuldt, er, at Christine løbende har løjet for sine omgivelser. Hun har påstået, at hun er ved at skrive en roman med en handling, der ligner hendes egen situation. Det indrømmer hun naturligvis ikke over for nogen, og hendes bekendte kommer derfor løbende med idéer til den opdigtede bogs indhold, og dermed også udfaldet af Christines situation. Faktisk ser de fleste kun én troværdig slutning på Christines ”bog”, og hun må give dem ret. Det fører i sidste ende March frem til det gribende afsluttende kapitel, der snører romanen sammen til et grumt optrin, som man ikke slipper så let, fordi alle de følelser, han hvirvler op, er så forståelige og derfor også uhyrlige.

The Bad Seed blev, som sagt, en kæmpe succes, og dens brug af det, som vi i dag vil kalde psykologisk gys, er et vægtigt indslag i skrækfiktionens genrehistorie, fordi han derved slutter sig til den bølge af bøger i 50’erne, som i stedet for at skrive om støvede mumier og blodsugende vampyrer vendte blikket indad og betragtede de grumme skabninger, der lurer inde bag hjerneskallen på os alle. The Bad Seed kunne måske ikke efterleve William Marchs litterære krav, men den står stadig så mange år efter sin udgivelse som et forbløffende stærkt vidnesbyrd om, at menneskets mest frygtindgydende fjende er mennesket selv.

Paperback, Dell 1956

Paperback, Dell 1956

Paperback, Dell 1975

Paperback, Dell 1975

Paperback, Apple Publishing 1984

Paperback, Apple Publishing 1984

Paperback, The Ecco Press 1997

Paperback, The Ecco Press 1997

 

 

 

1 kommentar

Filed under Roman