William March, The Bad Seed (1954): Ingen er uskyldig

Paperback, Dell 1961

Paperback, Dell 1961

I 1954 udkom den amerikanske forfatter William Marchs sidste roman, The Bad Seed, der på mange måder adskiller sig fra resten af forfatterskabet, og March, der døde kort efter bogens udgivelse, var aldrig synderligt rosende omkring sin bog. Det er derfor også skæbnens ironi, at romanen skulle gå hen og blive en bestseller, der ramte plet hos det amerikanske publikum. Den ringe status, March gav sit eget værk, kan da også fremstå en smule hård, for det lykkedes rent faktisk for ham at gribe et tema, der på mange måder var med til at tegne hele årtiets litteratur. Dermed var The Bad Seed også en af de romaner, som satte sit præg på genrefiktionen i de kommende år, og den bedrift ville mange sikkert gerne kunne gøre March efter. Han var imidlertid mere optaget af bogens kunstneriske kvaliteter, og præcis der havde han nok ret i sin kritik, når han pegede på værkets mangler – i hvert fald, hvis man sammenligner bogen med den beslægtede og stærkt provokerende såvel som forstyrrende Lord of the Flies, der udkom samme år.

Fortællingens handling er ganske enkel. Christine Penmark er netop flyttet til en ny by med sin mand og deres lille datter Rhoda på otte. Manden Kenneth er kort efter flytningen rejst på en lang arbejdsrelateret tur til Chile, hvorfor resten af familien må klare arbejdet med at falde til alene. Da bogen åbner, skal Rhodas privatskole netop til at afholde den årlige sommerfest, hvor der uddeles en medalje til den elev, der har flyttet sig mest i årets løb. Rhoda har gjort alt for at få medaljen, men desværre vinder hun ikke præmien. Den går i stedet til klassens stille dreng Claude. Samme dag, under festen, omkommer Claude i en ulykke, og da Christine få dage efter ulykken opdager den eftertragtede medalje på Rhodas værelse, ruller lavinen.

Paperback, Dell 1961

Paperback, Dell 1961

Faktisk er vi læsere ikke et sekund i tvivl om, at Rhoda er et ganske, ganske sygt barn. Emotionelt afstumpet og blottet for enhver form for empati er den lille pige drevet af sine behov, og intet stopper hende, når hun først har sat sig noget i hovedet. Det koster ikke kun drengens liv, før bogen er til ende, det koster også både mor og datter dyrt.

The Bad Seed er en langsomt virkende thriller, der kapitel for kapitel føjer facetter til mysteriet Rhoda Penmark. Men gradvist forstår vi, hvad det er, der driver det lille barn, og vejen til denne erkendelse går gennem moderens tanker. Lamslået og med isnende gru går sandheden om datteren nemlig op for Christine midtvejs gennem bogen, og fra det øjeblik forsøger hun at håndtere situationen. Intellektuelt anerkender hun, at datteren er syg, men følelsesmæssigt nægter pigens mor længe at acceptere det faktum. Alt for længe, kan man sige, og det er først, da Rhoda har sat ild til gartneren i den bygning, hvor de bor, at Christine forstår, at hun må handle.

William March (18. september 1893 – 15. maj 1954)

William March (18. september 1893 – 15. maj 1954)

Den åbenlyse problematik i romanen møder vi allerede i første kapitel, hvor den på overfladen søde Rhoda roses til skyerne af nabokonen, mens den skumle gartner udpeges som sindssyg. Skinnet bedrager. March vender tilbage til dette igen senere i bogen, da Christines forfatterven beskriver psykopater for hende og intetanende derved beskriver Rhoda. Spørgsmålet om arv versus miljø rulles også frem og vendes af Christine, alt imens hun langsomt men sikkert falder fra hinanden. At det hele vil ende i en ulykke, præciseres i øvrigt allerede i første kapitel, hvor March indirekte fortæller sine læsere, at bogen er et farvel til den ulykkelige mor.

Under dette lag udforsker romanen spørgsmålet om ondskabens natur, for hvordan skal man forstå en pige som Rhoda? Er hun syg og derfor uskyldig, eller ligger der en iboende ondskab i hende, som går dybere end bare en sygdom? March kommer ikke med svar, men hans thriller iscenesætter spørgsmålene med et legende, til tider måske vel belejligt, handlingsforløb, og han gør det ud fra et lille, men ganske levende persongalleri. Netop persongalleriet er et af bogens helt stærke sider, fordi der er et troværdigt liv i de uregerlige mennesker, han skildrer. Naboerne i Christines bygning snakker løs og ser den unge mor gå i opløsning, men ikke én formår at hjælpe hende, fordi de ikke forstår problemet.

Hardcover, Rinehart & Company 1954. Romanens 1. udgave

Hardcover, Rinehart & Company 1954. Romanens 1. udgave

Samtidig er det ubehageligt, grænsende til det skræmmende, at være inde i hovedet på den allerede flere gange omtalte gartner, der liderligt fantaserer om at voldtage Christine igen og igen og tilmed har en dybt bekymrende forelskelse i den diabolske pige på otte. Omvendt er det med rørende vemod og lede, at vi læser om moderen, der møder fuld op hos Christine, efter hendes dreng Claude er død, for at tale med Rhoda om episoden. Rhoda selv er blank som krom og tillader os ikke at kigge bag hendes facade. Der er formentlig heller ikke andet bag hendes pæne ydre end begær, og Rhoda synes derfor på alle måder at foregribe Bret Easton Ellis’ Patrick Bateman, der sådan set bare er en voksen udgave af pigen, vi her har med at gøre.

De introverte og ekstroverte personer løber omkring hinanden i bogen og demonstrerer for os, at vi måske nok forstår nogle mennesker bedre end andre, men grundlæggende forstår vi slet ikke nogen, fordi det inderste væsen – hvis et sådant overhovedet findes – kun momentvis kommer frem. Det vigtige for March er imidlertid, at mennesker kommunikerer, hvilket Rhoda ikke gør, og derfor står hun som noget dybt fremmedgørende. Problemet er bare, at vi intuitivt nægter at se under overfladen, og derfor får den lille pige lov til at drive sit uvæsen uden konsekvenser.

Paperback, Penguin Books 1955

Paperback, Penguin Books 1955

 

William March skriver handlingen sikkert frem mod den endelig konfrontation mellem mor og datter. Et fascinerende greb, som gør dette endelige møde særlig virkningsfuldt, er, at Christine løbende har løjet for sine omgivelser. Hun har påstået, at hun er ved at skrive en roman med en handling, der ligner hendes egen situation. Det indrømmer hun naturligvis ikke over for nogen, og hendes bekendte kommer derfor løbende med idéer til den opdigtede bogs indhold, og dermed også udfaldet af Christines situation. Faktisk ser de fleste kun én troværdig slutning på Christines ”bog”, og hun må give dem ret. Det fører i sidste ende March frem til det gribende afsluttende kapitel, der snører romanen sammen til et grumt optrin, som man ikke slipper så let, fordi alle de følelser, han hvirvler op, er så forståelige og derfor også uhyrlige.

The Bad Seed blev, som sagt, en kæmpe succes, og dens brug af det, som vi i dag vil kalde psykologisk gys, er et vægtigt indslag i skrækfiktionens genrehistorie, fordi han derved slutter sig til den bølge af bøger i 50’erne, som i stedet for at skrive om støvede mumier og blodsugende vampyrer vendte blikket indad og betragtede de grumme skabninger, der lurer inde bag hjerneskallen på os alle. The Bad Seed kunne måske ikke efterleve William Marchs litterære krav, men den står stadig så mange år efter sin udgivelse som et forbløffende stærkt vidnesbyrd om, at menneskets mest frygtindgydende fjende er mennesket selv.

Paperback, Dell 1956

Paperback, Dell 1956

Paperback, Dell 1975

Paperback, Dell 1975

Paperback, Apple Publishing 1984

Paperback, Apple Publishing 1984

Paperback, The Ecco Press 1997

Paperback, The Ecco Press 1997

 

 

 

Reklamer

1 kommentar

Filed under Roman

One response to “William March, The Bad Seed (1954): Ingen er uskyldig

  1. Henning Andersen

    Hej Martin
    I essayet “Ten Thousand Acts Of Kindness”, gør Stephen Jay Gould gældende at den social-darwinistiske idé om, at civiliseret og kultiveret adfærd kun er en tynd fernis, ikke holder – heller ikke i byretten. Dette skrevet ifht Lord Of The Flies, som du nævner ifbm Bad Seed. Og da jeg ikke kender den sidste, men særdeles vel den første, bliver kommentaren hér måske lige på kanten af småt brændbart.
    Der er selvfølgelig “monsters among us”, men generelt tilslutter jeg mig Goulds synspunkt, nemlig at hverdagen i høj grad er præget af medmenneskelighed og hjælpsomhed. Og det samme gælder i tilfælde, hvor det går galt. Fra trafikulykker til naturkatastrofer. Men det er selvfølgelig ganske vist, at der kun skal én egocentreret psykopat (er det en pleonasme?) til at gøre dårligt til værre. I Fluernes Herre hedder denne Jack Merridew. Problemet med ham er ikke så meget hans egen selvopfattelse, som det forhold at han allerede har en “milits” af underdanigheder. Så i min optik er det snarere den blind-døve efterfølgelighed, som Golding har ketscheren ude efter, og ikke så meget den påståede “fernis” (bemærk at Ralph, Piggy, Simon og Vincent aldrig mister deres menneskelighed, hårdt pressede som de ellers er).
    Jeg kunne derfor forestille mig, at det tematiske sammenligningsgrundlag ligger i, at det for mennesker der vant til “Ten Thousand Acts Of Kindness”, ikke er socialt “gearede” til at gennemskue psykopatens “fernis” – idet vi tror det bedste om andre. Og gudskelov for det –
    Samtidig har jeg det sådan, at intet kommer af intet – og ingen er født som psykopat. Det er uhyre vanskeligt at rette op på et sind, der er martret fra en tidlig tid – men det er ikke umuligt. Det må vi tro på. Hvilket der så ikke kommer så mange gysere, thrillere og horror-romaner ud af – udover hvad vi kan fabulere os til. Og det gør vi jo også.
    Af en eller anden grund blev jeg ved med at høre Murder Ballads med Nick Cave And The Bad Seeds, efter at havre læst din artikel.
    De frie associationers magt over sindet. Men jeg tror altså på Gould – også i denne sammenhæng. Også i andre.
    Hilsen Henning

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s