Paperback, Pan Books 1982. Bemærk teksten: “More hideously frightening than The Exorcist because it actually happened!”
Den sataniske lavine, der fejede gennem skræklitteraturen i 70’erne, blev sat i gang af Ira Levins Rosemary’s Baby, men fandt først sit momentum i kølvandet på William Peter Blattys The Exorcist. De to bøger har intet andet tilfælles end deres kredsen omkring en satanisk tematik, men tilsammen kom de to bøger til at danne et særdeles potent inspirationsgrundlag, der har ført til utallige imitationer, som trækker på elementer i fra bøger.
Det var imidlertid først i 1977, at bølgen ramte sit zenit. Her greb Jay Anson nemlig Satan-temaet og tog det til sin yderste konsekvens. Ira Levin lod sine sataniske hekse bo i det moderne Manhattan og slå kløerne i den unge, hippe Rosemary. Blatty tog os et skridt nærmere en form dagligdag, fordi han tog os med ind i børneværelset og derved skabte en utvetydig genkendelighed i teksten. At den vilkårlige djævlebesættelse af Regan kunne være sket for min eller din datter, er således en væsentlig pointe i The Exorcist, som Blatty meget åbent forklarede, var inspireret af en lignende besættelse, der udspillede sig i 1949. Blattys fiktion trak med andre ord på virkeligheden som vigtigt værktøj til stemningsopbygning og etableringen af en form for troværdighed.
Paperback, Pan Books 1982
Og her kommer Jay Anson så ind i billedet med The Amityville Horror, der utvetydigt postulerer, at bogens hændelser er sket i virkeligheden. I sit efterskrift skriver Anson eksempelvis: ”To the extent that I can verify them, all the events in this book are true”. Dermed lover han ikke for meget, men præmissen for bogen er en ganske anden end Levins og Blattys romaner. Hos Anson slipper vi skønlitteraturen – påstås det – og han tager det endegyldige skridt i retning af at vise, hvordan Satan konkret eksisterer og opererer midt i blandt os.
Blatty ville formentlig være enig i det postulat, men med The Exorcist forlader han aldrig selv fiktionens verden og, men han udnytter skønlitteraturen som det figenblad, der skal afværge en eventuel kritik af bogens metafysiske hændelser. Sådan opererer Anson bestemt ikke. Hans journalistiske bearbejdning af virkelige hændelser fusionerer skamløst stort set alle de kendte klichéer omkring dæmonbesættelse og satandyrkelse, der var vokset frem i løbet af 70’erne, og han smeder dem sammen med den evigt populære fortælling om spøgelseshuset. Derved får han skabt en bog, der mest af alt ligner et katalog over overnaturlige hændelser, og som presser bogens faktuelle koncept ud over enhver form for troværdighed.
Jay Anson (4. november 1921 – 12. marts 1980)
Selve historien er velkendt, ikke mindst takket være den efterfølgende filmatiserings enorme succes. Familien Lutz flytter ind i huset på 112 Ocean Avenue i Amityville på Long Island, velvidende, at der for få år siden blev begået massemord i huset. Morderen, der dræbte sin familie, hævdede senere, at han var blevet beordret til drabene af en stemme i huset. Noget ondt hjemsøger med andre ord den store villa, og familien Lutz har da heller ikke meget mere end stillet den sidste flyttekasse, før spøgerierne begynder. Et væld af stadigt voldsommere overnaturlige hændelser udspiller sig nu i løbet af de kommende 28 dage, som familien tilbringer i huset, før de til sidst flygter for livet og sværger, at de aldrig vil sætte deres ben på grunden igen.
Den sataniske vinkel kommer ind i billedet, fordi der angiveligt har fundet offerfester sted på grunden, der har knyttet en form for dæmonisk kraft til huset. Det kommer nu til udtryk i en flimrende kollage af diabolske antydninger, der ikke synes videre sammenhængende. Navnlig da Satan-genrens obligatoriske katolske præst bliver hidkaldt som hjælper og efterfølgende får stigmataseringssår på hænderne, bliver hensigten med de beskrevne manifestationer ganske svære at forstå, for hvori præstens martyrium består, er noget uklart. Men intet metafysisk fænomen er udeladt, og Anson trak på alt den ammunition, han kunne finde for at tilfredsstille de skrækhungrende læsere. Sagen er da også den, at The Amityville Horror – modsat både Rosemary’s Baby og The Exorcist – ikke har noget formål eller nogen dybere mening. Anson antyder i sit efterskrift, at romanen kan tjene som en form for advarsel til læserne, men det fremstår mildest talt som et påskud, og det er svært ikke at se bogen som et ublu forsøg på at tjene penge på tidens sataniske begejstring. Penge, det tjente romanen skam også, men som litterært produkt falder den igennem.
Hardcover, Prentice Hall 1977. Romanens 1. udgave
Fordi Anson har forpligtet sig på historiens autenticitet, fortæller han også historien med en flad, journalistisk nøgternhed. Snusfornuftigt forklarer han os, hvorfor familien Lutz handler, som de gør, og selvom de rædsler, han beskriver i bogen, er ganske, ganske voldsomme, bliver de beskrevet med en for skrækgenren ukarakteristisk tilbageholdenhed, der ikke gør noget godt for stemningsopbygningen.
Anson kan imidlertid ikke holde stilen helt og afslører teksten som fiktion flere steder, når han beskriver stemninger i indfølte vendinger, som han strengt taget ikke burde kende til. Illusionen om, at alt i bogen er bearbejdninger af familiens Lutzs beskrivelser, bliver imidlertid stædigt opretholdt. Anson egen stemme kommer dermed også kun på banen der, hvor han taler direkte til læseren og forklarer os, hvorfor familien ikke forlader huset noget før. Her spiller Anson på genkendeligheden og gør sagen økonomisk. Familien Lutz har ganske enkelt brugt alle deres penge på det nye hus, som de nu er stavnsbundne til. Det burde naturligvis gøre situationen mere tragisk og ubehagelig, men Ansons kluntede efterrationaliseringer formår ikke at udnytte ideén om dårlig økonomi som den lænke, der holder dem fanget i huset.
Paperback, Bantam Books 1979
Ikke desto mindre blev The Amityville Horror en enorm bestseller, og selvom bogen i stort set alle henseender er sjusket og primitiv, har den noget fængende, fordi handlingen er så overgjort, som den er. The Amityville Horror kan ganske enkelt ikke overgås, fordi Anson har stoppet alt ind i romanen, som han kunne finde, og bogen er dermed et enormt satanisk overflødighedshorn. Fordi bogen tilmed ikke har nogen egentlig pointe – episoderne falder som perler på en snor, uden det ene relaterer til det andet – bliver de mange paranormale optrin til en usammenhængende, menigsløs tour de force. Der er nærmest noget karnevaleskt over rædslerne i spøgelseshuset, og det er ikke så sært, at der efter Ansons bog ikke kom flere sataniske gysere af betydning.
Feltet synes udtømt med denne sidste salve, som trak en hel litterær strømning sammen og postulerede, at det hele var den skinbarlige sandhed. Men måske netop fordi bogen er så naiv og uforklarlige, som den er, har den et skær af noget ubehageligt over sig. At den samtidig lukrerede hungrigt på en faktisk mordsag, som endnu hang ved folks bevidstheden, har ikke gjort noget for at hæmme salget. Alt det kan imidlertid ikke skjule det faktum, at The Amityville Horror er et luset stykke litteratur, som ramte det intellektuelle lavpunkt, hvorfra det er svært at komme tilbage.
Paperback, Pan Books 1991
Paperback, Pocket Star 2005
frasortsand.wordpress.com 
En overgang interesserede jeg mig stærkt for seriemordere, specielt med fokus på deres bevæggrunde, den syge “mening” der lå bag rædselsgerningerne. Yderst sjældent fandt jeg tilfælde, hvis megalomane psykopati kunne opvise konsistente årsager til seriemorderens adfærd, modus operandi og psykologiske profil – for oftest var der tale om meget sølle eksistenser, der havde “malet sig op i et hjørne”, og kun de færreste kunne måle sig med “Lecter”, “Gump” eller “Dolarhyde”. Bortset fra én: Gilles de Rais; Jeanne D’arcs adjudant. Han er “kræs for kendere”, og så kan man komme igen med Grev Dracula, Vlad Tepes The Impaler, hvilken er et rent “prosit” ved siden af Gilles. – Så meget mere som at Vlad T. ikke var bindegal – han var bare krigsherre og gjorde, hvad den slags nu gjorde, på daværende tidspunkt. Men Gilles … – han følte sig bestemt ikke besat; snarere følte han sig som den der besatte andre. Hvilket da også var, hvad hans tidligere hjælpere/medsammensvorne hævdede under retssagen. Den hovedmistænkte var i grunden ligeglad – han havde formøblet en formue, lagt sig ud med alt og alle, havde brudt alle regler, havde fornægtet troen på noget som helst udover sig selv – hvorefter han tryglede om at få lov til at beholde livet, for “livet var ham det kæreste”.
Nå – der kom jeg lidt langt ud. Hvad jeg egentlig vil sige er, at vores hjemlige Erwin N-Wulff har skrevet en lille “so ein ding” med titlen “Indsigtens Sted”, der giver sig ud for at være beretningen om hvordan forfatteren blev satanist. Man skal nok være opmærksom på, at satanisme i Erwins optik ikke er identisk med den gængse opfattelse af satanisme. Det jeg vil frem til er, at i den bog/roman/biografi er der et hændelsesforløb, der snildt kunne betragtes som – hm – “efterfølgeren” til “Rosemarys Baby”. Og samtidig er det sådan, at de “stemmer” hovedpersonen oplever og hvis bud han følger, aldeles beskrives som noget dennesidigt. Det okkulte er – mao – hér, nu, i verden, og ikke begravet under mulde!
Iøvrigt er det der med Shamanen, der går igen, noget værre sludder. Ikke fordi det bare ER noget vrøvl, men fordi ay “gode shamaner” blev brændt og dermed kom til “himmerige” med det samme, mens “onde” shamaner blev nedpælede, netop for ikke at komme tilbage.
I fiktionens verden er alt dog tilladt – men fakta fornægter sig ikke.
Tror jeg ikke …
Hej Henning, tak for sit besyv og tak for dine morder-overvejelser. Hele Amityville-historien er desværre et ret grimt eksempel på et sensationshungrende publikum og mennesker, der er villige til give folk det, de vil have. Bag al den sataniske virak, som Jay Anson og Lutz-familien fik hvirvlet frem, gemmer der sig jo desværre en ganske tragisk hændelse, hvor en ung mand bryder psykisk sammen og myrder sin familie. Hvad der præcis udløste massemordet den nat i huset på Ocean Avenue, bliver vel aldrig opklaret, men det var kynisk tænkning, som skabte den sataniske historie og omdannede den virkelige tragedie til et skrækfiktion og almen underholdning. Den menneskelige tragedie bag hele affæren er dermed blevet glemt, og folk husker nu bedst en succesroman og en blockbusterfilm. Sådan kan verden være så spøjs.
Hej Martin
Jeg kan jo kun være enig.
Men på dansk grund, kan vi toppe den – og det følgende er en personlig udlægning – i forhold til sagen Peter Lundin. Pr. boulevard-pressens opmærksomhed på dette ret forstyrrede menneske, kom han til at fremstå som en forfulgt uskyldighed. Der var vist endda damer der ville giftes med ham – for at “redde” ham. Denne “bevågenhed” førte til en uhørt strafnedsættelse, hvorefter Peter Lundin – aka Bjarne Skounborg – lige gav sig i kast med sin “hobby” 1,2,3 og 4 gange til.
Velvidende, at dette kan lyde konspirationsteoretisk, vil jeg påstå at der var kassetænkning og bundlinje-overvejelser involveret i boulevard-pressens eksponering af Lundin-sagen. Hvilket i mit perspektiv er mindst lisså ulækkert, som eksploitering af tragiske hændelser, ved at indføre “okkulte overlæg”.
1 ting er misbrug af ulykkelige hændelsesforløb – en 2. er at fremprovokere konkrete gentagelser. Og der mener jeg at nævnte boulevard-presse har et overordentligt stort ansvar at bære.