Zombiebølgen, der vel stadig ikke helt er overstået, har noget nær oversvømmet os med rådne, omvandrende lig i stort set alle medier og affødte et utal af variationer over temaet, der rækker fra det parodiske og letbenede til dybt tragiske. Alle burde med andre ord kunne få deres zombie-lyst styret. Midt i al virakken træder enkelte titler frem, som noget særligt på grund af hype og/eller originalitet. En af disse originaler er bestemt Max Brooks’ World War Z fra 2006, der er en selvstændig fortsættelse eller udbygning af det univers, han skabte til den populære The Zombie Survival Guide fra 2003.
Der skal da heller ikke herske nogen tvivl om, at World War Z har fortjent sin stjernestatus i det store zombiemorads, for bogen har et skævt og selvstændigt greb om en genre, der stort set har været en stagneret kliché fra det øjeblik George Romero slap sine omvandrende lig løs i 1968.
Det originale ved World War Z er, at den er komponeret som en lang række indsamlede mundtlige beretninger fra overlevende, der har stået de grufulde år med zombie-epidemien igennem. En periode, der kækt er blevet døbt ”World War Z” – altså menneskehedens globale kamp mod de levende døde. Som en anden globetrotter har bogens interviewer rejst rundt og nedfældet beretningerne, der nu i bogform præsenteres kronologisk, således at vi gennem ganske mange forskellige mennesker og stemmer får fortalt historien om krigen.
Ved konstant at skifte sted og fokus får bogen indledningsvist et noget fragmenteret og flimrende udtryk, men langsomt samles trådene, og der opstår fællesnævnere i beretningen, der skaber genkendelse hos læseren og formidler den nødvendige følelse af kontinuitet imellem beretningerne. Titlens henvisning til en verdenskrig skal i øvrigt tages ganske bogstaveligt og ikke som nogen metafor for menneskets kamp som sådan. Bogen er først og fremmest et stykke militærfiktion, til trods for, at der også bliver hørt mange civile stemmer. Det er imidlertid afgjort soldaterne og den militaristiske tone, der gennemsyrer bogen og handlingen. Soldater fortæller om deres missioner, og det er gennem kampen om tilbageerobringen af verden, at vi kommer gennem historien.
Bogens fokus ligger da heller ikke som sådan i den gru, der opstår på grund af zombiernes tilstedeværelse, snarere er de levende døde en næsten anonymiseret, ansigtsløs modstander, som danner bagtæppet for skildringen af den menneskelige konflikt mellem zombiekatastrofens overlevende. Zombierne er med andre ord kun en anledning, ikke den hovedperson, som det ellers ofte gør sig gældende i monsterfiktion. Imidlertid lader Brooks’ greb at være et af de afgørende elementer bag en succesfuld zombie-historie – det kan i hvert fald genfindes i de fleste, mest populære indslag i genren.
Trods de mange stemmer kredser fortællingen om en række specifikke træfninger mellem soldater og zombier og alle slagene, der beskrives, er således eksemplificeret gennem den individuelle soldats personlige beretning. Man kan derfor sige, at Brooks går mikrohistorisk til værks i sin fiktion, hvorigennem han udmaler det store billede for os. Og ved at vende tilbage til de samme begivenheder belyst fra forskellige aktørers perspektiv, skabte Brooks en form for Lieux de mémoire i Pierre Noras forstand, som de overlevendes selvfortælling og nye identitet konstrueres omkring.
Præcis det fungerer rigtigt godt, og Brooks rammer også en uventet tone, som ganske vist bevarer den paranoide grundstemning, vi kender så godt fra genren, men samtidig flytter han sig bort fra de efterhånden ganske fortærskede fortællinger om nogle få overlevende, der desperat må kæmpe sig vej gennem det ødelagte samfund i jagten på et sikkert sted. Så langt så godt.
Desværre er World War Z også et værk helt og aldeles renset for litterære ambitioner. Ser vi bort fra det vellykkede fortælletekniske greb, er bogen nemlig en lang parade af filmiske og populærkulturelle klichéer. Den er fyldt med semi-dybe betragtninger om verdenspolitik, den høster lavthængende frugter gennem nem kritik af kendisdyrkelse og tager konstant den lille mands stemme. Skurkene er entydigt dem højt på strå, mens Brooks helte er de sammenbidte, kontante soldater, der gør deres arbejde i felten. Brooks sociologiske indsigter er med andre ord så banale, at det grænser til det pinlige.
Man kan også notere sig, at der er en række komiske aspekter, som mest af alt gør sig gældende i vittige bemærkninger og ironiske kommentarer. Som oftest er der tale om hurtige, filmiske replikker, der understøttes af ganske mange popkulturelle referencer. Muligvis taler man også sådan nogle steder, men koblet med Brooks tyndbenede pointer bliver teksten hurtigt dum. Dum, fordi den prøver så ihærdigt at være smart og klog på samme tid.
Det, der indledningsvist kunne fremstå som et dunkelt krigsportræt, bliver hurtigt en tempofyldt buket af soldaterklichéer, der leveres uden synderligt meget eftertænksomhed. For Max Brooks bliver zombierne dermed mest af alt en mulighed for at kommentere på vores samfund og verden, som den ser ud fra hans vindue lige nu. Det er der naturligvis tradition for i zombiegenren, men hos Brooks føles det letkøbt, og enhver følelse af seriøsitet drukner i den tyggegummityggende atmosfære af overfladisk smarthed og nørderi. Bogen skal måske også i virkeligheden mest af alt ses som roman rettet mod et lidt yngre publikum, der først og fremmest gerne vil underholdes. Jeg havde i hvert fald under hele læsningen en klar følelse af, at jeg egentlig slet ikke var bogens publikum – en følelse, jeg i øvrigt også har, når jeg læser nyere fantasy.
Som skrækfiktion betragtet har World War Z ikke meget nyt at byde på, men dens struktur er forfriskende og tonen i bogen fræk og hurtigt. At det er blevet en bestseller, kan derfor ikke overraske, men hvor ville en langsommere, mere indfølt version af bogen være spændende læsning; en bog der giver sig tid til at beskrive og dvæle ved den traumatiske konfrontation, som Brooks udsætter menneskeheden for. Den bog kan man næppe forvente fra Brooks, men måske en anden skriver den en dag. World War Z beskriver ganske vist mange ubehageligheder, men takket være hans hold af hverdagens helte, der har ordet hovedparten af tiden, bliver bogen i sidste ende en lang røverhistorie, der er mere spillefilm end litteratur.