Monthly Archives: december 2016

Lukket og slukket for julen

sportsman-juli-1964

Så sænker julefreden sig over Fra Sortsand. Vi ses igen i det nye år, hvor jeg vender tilbage d. 4. januar med nyt fra genrefiktionens overdrev. Du kan se frem til et ret spændende interview med en veteran fra den engelske fanzine-scene og en snak om Lars Kramhøfts seneste bog. Jo-jo, jeg lægger hårdt ud i det nye år.

Tak for nu

Martin

 

 

 

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Et syndigt indlæg midt i en flytning

Paperback, Brandon House 1963

Paperback, Brandon House 1963

Pyh… De seneste uger har stået på flytning, hvilket Fra Sortsand desværre måtte lide lidt under. Det tager sin tid at pakke ned og flytte – ikke mindst vores 180 flyttekasser med bøger. Nu er vi så blevet indkvarteret igen og så begynder det lange, seje træk med udpakning. En pinefuld affære. Suk. Men nu ikke flere jeremiader fra mig. Det er snart jul og dermed juleferie på bloggen, men vi skal da lige nå i hvert fald et indlæg mere.

Synd er et af de helt store temaer i pulplitteraturen – synd forstået både i den dogmatiske, kristne forstand, hvor man forbryder sig mod de bibelske gudslove, og synd forstået som noget amoralsk eller forkert, der i mindre eksplicit grad relaterer sig til det kristne udgangspunkt. Uanset om det enkelte værk lægger sig tættere på den ene eller anden kategori, så deler pulpen et fælles anliggende om at afsøge og krydse grænser.

Paperback, Popular Library 1961

Paperback, Popular Library 1961

Faktisk er det slående, i hvor høj grad romantisk, erotisk, kriminal- og horrorpulp handler om at krydse eller udfordre sociale normer. Jeg vil endda gå så vidt som at sige, at vi her har fat i et af grundelementerne i pulplitteraturen generelt. Det må jeg hellere uddybe nærmere i et større indlæg!

Paperback, Nightstand Books 1966

Paperback, Nightstand Books 1966

Jeg har efterhånden skrevet ret mange gange om pulpens dobbelte rolle som moraliserende advarsel til læseren og samtidig som hemmeligt kighul ind i forbudte verdener, som læseren ikke selv har adgang til, men som ikke desto mindre udøver stærk tiltrækningskraft. Det er noget erotisk pulp såvel som narko-pulp eksempelvis har til fælles. I det ofte både håndfaste og lettere enfoldige formsprog, der kendetegner pulpen, er synd ordet, der beskriver præcis det forhold, og man behøver ikke se på mange pulptitler, før det står klart, hvor udbredt ordet er i denne gren af litteraturen. 

Paperback, Beacon Book 1961

Paperback, Beacon Book 1961

Ser man mere overordnet på dette forhold, er det klart, at der har været et kæmpe marked for litteratur, der afsøgte sociale og moralske grænser. Historisk set er det måske heller ikke så sært, at det netop var i løbet af mellemkrigsårene, at pulpen fik vind i sejlene. Ideologiske fronter blev skærpet og nedbrudt i den periode, hvor ’ismer groede frem i en lind strøm.

Paperback, Nightstand Books 1964

Paperback, Nightstand Books 1964

Det, jeg med andre ord prøver at sige, er, at der måske var et uudtalt behov for selvransagelse i årtierne op imod midten af 1900-tallet, der gjorde moral til et væsentligt emne, som det ikke kun var franske eksistentialister, der bekymrede sig om. Måske er pulpen det folkelige udtryk for præcis samme rastløshed, der kendetegner den tunge litteratur? Og måske eksisterede det behov ikke længere i slutningen af 60’erne, hvor pulpen var en saga blot og oprøret mod alle borgerlige konventioner i fuld flor. 

Paperback, Nightstand Books 1962

Paperback, Nightstand Books 1962

Pulpen er sjældent dyb litteratur, men ligegyldig om det handler om sygeplejerskers forelskelser eller gale videnskabsmænd, så tillader den os at kaste vod i tidens populære opfattelser og tendenser. Det gør pulpen til et afsindigt spændende forskningsfelt, som repræsenterer meget mere end underholdning, og et emne jeg har svært ved at blive træt af at beskæftige mig med.  

Paperback, Nightstand Books 1962

Paperback, Nightstand Books 1962

 Her kan du selv dykke ned i de syndige titler, navnlig fra 60’erne – mit personlige favorit årti, hvad kulørte bøger angår – og filosofere lidt videre på egen hånd.

Paperback, Nightstand Books 1962

Paperback, Nightstand Books 1962

Paperback, Nightstand Books 1961

Paperback, Nightstand Books 1961

Paperback, Nightstand Books 1960

Paperback, Nightstand Books 1960

Paperback, Nightstand Book 1961

Paperback, Nightstand Book 1961

Paperback, Newstand Library 1960

Paperback, Newstand Library 1960

Paperback, NewsStand Books 1959

Paperback, NewsStand Books 1959

Paperback, Monarch Books 1960

Paperback, Monarch Books 1960

Paperback, Midwood 1959

Paperback, Midwood 1959

Paperback, Midwood 1954

Paperback, Midwood 1954

Paperback, Midnight Reader1962

Paperback, Midnight Reader 1962

Paperback, Leisure Books 1966

Paperback, Leisure Books 1966

Paperback, Leisure Books 1962

Paperback, Leisure Books 1962

Paperback, Leisure Books 1961

Paperback, Leisure Books 1961

Paperback, Kozy Books 1962

Paperback, Kozy Books 1962

Paperback, Dell 1959

Paperback, Dell 1959

Paperback, Dell 1954

Paperback, Dell 1954

Paperback, Croydon 1953

Paperback, Croydon 1953

Paperback, Croydon 1953

Paperback, Croydon 1953

Paperback, Companion 1967

Paperback, Companion 1967

Paperback, Carnival Books 1961

Paperback, Carnival Books 1961

Paperback, Calvert 1964

Paperback, Calvert 1964

Paperback, Beacon Books 1961

Paperback, Beacon Books 1961

paperback-beacon-book-1961

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Colin Wilson: The Philosopher’s Stone (1969): En syndflod af ord…

Paperback, Panther 1974, Det meget, meget fine omslag er malet af Bob Fowke

Paperback, Panther 1974, Det meget, meget fine omslag er malet af Bob Fowke

Sindet og udforskningen af sjælelivet blev et tema i 60’ernes genrefiktion, hvor rejsen ud meget ofte blev til håndfaste metaforer for rejsen ind. En mand som John Fowles, som jeg har skrevet om her på bloggen et par gange, er et eksempel på den tendens. Et andet og måske mere spektakulært eksempel er engelske Colin Wilson, hvis litterære status har gennemgået et forbløffende hamskifte igennem hans karriere. Først var han nemlig en vred, ung og elitær eksistentialist, der dyrkede outsideren i det stadigt tankevækkende debutværk fra ’56. Så blev han romanforfatter, religionsekspert og endelig New Age-mystiker med hang til konspirationsteorier.

Unge Wilson kom i ’61 for skade at omtale H. P. Lovecraft som en sørgelig, talentløs skikkelse. Først og fremmest skal man her bide mærke i, at det i det hele taget er bemærkelsesværdigt, at Wilson havde et blik for Lovecraft i ’61, flere år før gamle Eich-Pi-El var blevet mainstream. Wilsons kritik kom derfor også hurtigt August Derleth for øre, og dermed blev der åbnet en korrespondance mellem de to.

Paperback, Panther 1974

Paperback, Panther 1974

Wilsons hårde dom over Lovecrafts forfattermeritter faldt naturligvis Derleth for brystet, og han udfordrede Wilson og sagde, at hvis det var så let at tackle de problemstillinger, Lovecrafts fiktion tumler med, hvorfor skrev Wilson så ikke en ”Lovecraft-roman”. Den udfordring tog Wilson til sig og, resultatet blev i første omgang romanen The Mind Parasites fra 1967, som Derleth prompte udgav på Arkham House. Arbejdet med Lovecrafts forfatterskab virkede imidlertid så stimulerende Wilson, at han forsatte derfor i samme spor i sin næste roman, The Philosopher’s Stone fra 1969, som vi skal se lidt nærmere på her.

Romanen er et ordrigt stykke indirekte Cthulhu mythos, der afgjort forsøger at udfordre det, vi i dag opfatter som Cthulhu-genrens klichéer, men samtidig også at finde ind til kernen i Lovecrafts forestillingsunivers. Præcis den øvelse gør The Philosopher’s Stone interessant, til trods for at bogen som helhed er et stykke jammerligt konstrueret litteratur, der formentlig sætter selv de mest tålmodige læsere på en prøvelse.

Colin Henry Wilson (26. juni 1931 – 5. december 2013)

Colin Henry Wilson (26. juni 1931 – 5. december 2013)

Wilson skriver i indledningen til bogen, at han, som den eksistentialist han engang og måske fortsat var i ´69, har benyttet fiktionen som redskab til formidlingen af idéer. Den gamle Kirkegaardske tilgang altså, som Wilsons første idoler (Sartre, Beauvoir, Camus m.fl.) havde brugt. Wilson melder dermed også klart ud, at hans roman først og fremmest handler om idéer, ikke om en stor fortælling, der skal udrulles for læseren. Vi er med andre ord på forhånd blevet advaret om, at dette ikke er nogen almindelig skrækroman, og der går da heller ikke mange kapitler, før vi opdager, hvor Wilson vil hen.

Selve handlingen er i virkeligheden ganske kort fortalt. Bogens lovecraftianske jeg-fortæller Howard Lester beretter om en dannelsesrejse, der begyndte fra barnsben, da han kom under en excentrisk polyhistors vinger. Her blev Lester oplært i kultur og naturvidenskab og mestrede naturligvis det hele til perfektion. Gradvist, gennem studier, der kombinerer kulturhistorie, filosofi og naturvidenskab, går det op for Lester, at vores menneskelige bevidsthed måske kun udgør en brøkdel af hjernens fulde kapacitet og, at det måske endda er muligt at opnå en form for udødelighed, hvis kroppens fulde potentiale aktiveres. Desværre har evolutionen åbenbart lagt en form for grænse ind i vores bevidsthed, der umuliggør dette. Den unge videnskabsmand sætter derfor alt ind i sin forskning på at nedbryde disse grænser, og det arbejde udgør romanens broderpart.

Hardcover, Arthur Barker 1969. Romanens 1. udgave

Hardcover, Arthur Barker 1969. Romanens 1. udgave

Lester opdager snart, at han har fuldstændig ret, og det lykkes for ham at opnå en nærmest overmenneskelig hjernefunktion, der ikke alene gør ham i stand til at percipere verden i former, vi slet ikke kan fatte med vores begrænsede evner, han er også i stand til at se gennem tiden. Alt det er godt og fint, men bogens dramatiske element er, hvorfor så stor en del af vores hjernekapacitet i det hele taget er blevet afskåret fra os. Det spørgsmål optager selvfølgelig Lester, og en dag kommer den isnende erkendelse, at det er noget udefrakommende, som har lagt disse barrierer ind i os.

Og her kommer vi så ind på Lovecrafts banehalvdel. Det viser sig nemlig, at entiteter fra det kosmiske verdensdyb har befolket vores klode og måske endda skabt mennesket som en slaverace. Og for at stække os har de mentalt blændet vores race for at forhindre udvikling og selvstændighed. Det er jo ikke rart, men hvad værre er, flere af disse skabninger ligger fortsat slumrende på kloden, skjult i inter-dimensionale huler, hvorfra de venter på det rette tidspunkt for deres genkomst. Det kender vi alt sammen til hudløshed.

Hardcover, Crown Publishers 1971

Hardcover, Crown Publishers 1971

Væsnerne opdager på et tidspunkt, at Lester er ved at se ind bag sløret og forstå deres velbevarede hemmelighed. En kamp opstår nu, hvor entiteterne gør, hvad de kan for at stoppe Lester og hans eksperimenter, før hans viden når ud til en bredere kreds. For videnskabsmanden handler det derfor pludselig om overlevelse – både hans egen og resultaternes. Kampen er ulige, og Wilson kender sin Lovecraft godt nok til også at vide, hvordan det går med dem, der snuser for meget rundt i de gamles hemmeligheder. Så har jeg vist ikke sagt for meget.

Problemet med The Philosopher’s Stone, hvis det er et problem, er, at rammefortællingen fylder uendelig lidt i den ganske lange roman. Hovedparten af teksten er fyldt med Wilsons direkte tale til læseren om en lang række videnskabsfilosofiske og erkendelsesteoretiske betragtninger omkring menneskets bevidsthed. Wilsons anliggende med bogen er dermed også klart nok – han siger, at vi kan meget mere, end vi tror, men vi er nødt til at udfordre vanetænkning og opøve en bedre brug af hjernen. Wilson går tilmed så langt som at sige, at vi måske må søge hjælp i lægevidenskaben for til fulde at overvinde de spærringer, der ligger i vores bevidsthed. En vej er naturligvis bevidsthedsudvidende stoffer, som kan gøre noget af arbejdet for os (bogen er jo fra ´69) – men mere radikalt forestiller Wilson sig også, at kirurgien på sigt vil kunne åbne partier af hjernen, der kan frigøre ubenyttede energier i kroppen.

Paperback, Warner Books 1974

Paperback, Warner Books 1974

Alt dette formidlers naturligvis gennem Lester, men vi er ikke et sekund i tvivl om, at det Wilson, der taler til os. Noget der understreges af de løbende fodnoter, som supplerer bogens fiktive dialog med reelle betragtninger fra Wilson selv.

Som tidstypisk fiktion er The Philosopher’s Stone et prima eksempel på 60’ernes kredsen om sindets kringelkroge, og bogen har, som sagt, forfriskende bud på nye greb om Cthulhu-genren. Blot kommer man ikke uden om, at Wilsons skønlitterære sprog er håbløst. Håbløst i den forstand, at hans roman, der gerne skulle fremstå som et stykke intellektuelt erkendelsesteori forklædt som skrækfiktion, er skrevet i det tarveligste, pulpede sprog. Det kunne der måske ligge en pointe i, men det betvivler jeg stærkt.

Paperback, Warner Books 1977

Paperback, Warner Books 1977

Wilson havde jo sådan set advaret os i begyndelsen om, at han ikke ser sig som skønlitterær forfatter, og det må siges at holde stik. Men når han nu alligevel har forpligtet sig på den skønlitterære form, uden at kunne løfte den del, falder projektet fra hinanden. At det tilmed bliver en smule anstrengende at følge Wilsons til stadighed mere udtalte fascination af ”overmennesket”, gør det ikke bedre. Havde Wilson ikke understreget, at han ser den mentale revolution som noget, der skal gælde for alle mennesker, ville han i forbløffende grad lyde som en New Age-Hitler på slap line. Så slemt er det ikke; i hvert fald ikke helt.

Godt bliver det aldrig, og The Philosopher’s Stone må siges i dag primært at være et stykke fiktion for samleren, der enten har interesse for 60’ernes metafysiske overvejelser eller fans af Cthulhu-genren, eller uheldige mennesker som undertegnede, der lider af begge fascinationer på en gang. Uanset hvad, er det et langt og tungt bekendtskab, som her ligger og venter.

Paperback, Panther 1978

Paperback, Panther 1978

Paperback, Warner Books 1981

Paperback, Warner Books 1981

Paperback, St. Martin's Press 1989

Paperback, St. Martin’s Press 1989

Paperback, Valancourt Books 2013

Paperback, Valancourt Books 2013

1 kommentar

Filed under Roman

Carpenter Brut hylder Lucio Fulci… og benvarmere(!)

Min gode ven Anders har gjort mig opmærksom på franske Carpenter Brut; et lille enmandsband, der spiller retro-elektronika, som trækker flittigt på John Carpenters synth-musik samt ikke mindst 80’ernes skrækfilmsunivers. Hvordan Carpenter Brut er gået min næse forbi er et godt spørgsmål – nu er han i hvert fald på min radar, og man behøver bare se videoen til nummeret ”Le Perv” fra 2013, for at forstå hvorfor. Videoen er en hyldest til den manieristisk filmskaber Lucio Fulci, hvis tidlige film alle fornuftige folk vel elsker. Tingene går med andre op i en højere enhed her, som burde være spændende for flere af jer derude.

Giv Carpenter Brut et lyt og se hans ”trailer” til ”Le Perv” – den vildeste film fra 1984. Vi ses på søndag, hvor filosofi og cthulhu mythos (ikke) går op i en højere henhed.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Mød Mitchell Hooks

Paperback, Bantam Books 1958

Paperback, Bantam Books 1958

Mitchell Hooks var en af de produktive, amerikanske forsideillustratorer, der skabte omslaget til ganske mange paperbacks (foruden filmplakater og meget andet) fra tiden efter Anden Verdenskrig og langt op i 70’erne. Hooks er en spændende kunstner, fordi hans stil, modsat flere andre af hans samtidige, ændrer sig i 60’erne og bliver betydeligt mere hip eller ungdommelig end tidligere. Counter culture og psykedelisk kunst smelter sammen med hans pulpede streg, og resultatet er ret fængende. Det skifte kan man også følge, hvis man koncentrerer sig om det relativt begrænsede antal forsider til de SF-bøger, han illustrerede igennem sin karriere – navnlig for forlagte Belmont.

Mitchell Hooks (1923 - 2013)

Mitchell Hooks (1923 – 2013)

Den samling kan du se her, og jeg håber, at du vil give mig ret i, at Hooks’ billeder havde en særlig, syret kvalitet, som man bestemt stadig kan glædesig over.

Paperback, Signet 1970

Paperback, Signet 1970

Paperback, Signet 1969

Paperback, Signet 1969

Paperback, Gold Medal Books 1961

Paperback, Gold Medal Books 1961

Paperback, Gold Medal Books 1956

Paperback, Gold Medal Books 1956

Paperback, Belmont 1961

Paperback, Belmont 1961

Paperback, Bantam Books 1977

Paperback, Bantam Books 1977

Paperback, Bantam Books 1976

Paperback, Bantam Books 1976

Paperback, Bantam Books 1975

Paperback, Bantam Books 1975

Paperback, Bantam Books 1973

Paperback, Bantam Books 1973

Paperback, Bantam Books 1972

Paperback, Bantam Books 1972

Paperback, Bantam Books 1970

Paperback, Bantam Books 1970

Paperback, Bantam Books 1969

Paperback, Bantam Books 1969

Paperback, Bantam Books 1962

Paperback, Bantam Books 1962

Paperback, Bantam Books 1962

Paperback, Bantam Books 1962

Paperback, Bantam Books 1961

Paperback, Bantam Books 1961

Paperback, Bantam Books 1958

Paperback, Bantam Books 1958

Paperback, Bantam Books 1956

Paperback, Bantam Books 1956

Paperback, Bantam Books 1955

Paperback, Bantam Books 1955

Paperback, Bantam Books 1954

Paperback, Bantam Books 1954

Paperback, Bantam Books 1953

Paperback, Bantam Books 1953

Paperback, Avon 1963

Paperback, Avon 1963

Paperback, Ace Books 1972

Paperback, Ace Books 1972

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Caitlín R. Kiernan, Silk (1998): Sortsyn som maner

Paperback, Roc 1998. romanens 1. udgave. Den ret uinteressante forside er skabt af Victor Stabin

Paperback, Roc 1998. romanens 1. udgave. Den ret uinteressante forside er skabt af Victor Stabin

I 1998 udsendte Caitlín R. Kiernan sin længe ventede debutroman. Hun havde inden da fået publiceret en række roste noveller, der udmærkede sig som stemningsfulde og sprogligt sofistikerede bud på underspillet skrækfiktionen. Romanen Silk, som debutbogen hedder, leverede da også præcis dette, og den står i dag som et af de mest stilsikre bud på moderne skrækfiktion fra 90’ernes sidste del.

Romanen er både konkret og i overført betydning bygget op omkring et lille ensemble af karakterer, i hvis centrum vi har tre unge kvinder, der hver især står som både stærke og dysfunktionelle individer i en tumultarisk hverdag, som kun knap og nap hænger sammen. Først er det Daria, som vi hører mest om. Hun er sanger og bassist i en punkgruppe. Et band, der kæmper for at bryde igennem, hvilket i stigende grad synes umuligt takket været guitaristens voksende heroinmisbrug. At Daria også er kærester med Keith, som guitaristen hedder, føjer bare flere problemer til situationen.

Paperback, Roc 1998

Paperback, Roc 1998

En nat samler Daria Niki op – en ung kvinde, der er på flugt fra sig selv og sin fortid, efter hendes ven og tidligere kæreste begik selvmord i New Orleans. Den piercede, punkede Niki bliver en del af gruppen omkring bandet, og snart vil tilfældighederne, at de også møder den enigmatiske Spyder. En unge goth-kvinde, der har sin egen hippe undergrundsgenbrugsbutik og altid synes omgivet af et kleresi af unge, sortklædte teens. Den lyse, nærmest albinoagtige Spyder er imidlertid mere end bare galionsfigur for de unge. Sære kræfter omgiver hende, og det viser sig da også snart, at det er med livet som indsats, at man bevæger sig ind i Spyders tilværelse. Præcis det gør Niki, da hun bliver tiltrukket af Spyder, og dermed udløses den bølge af død og undergang, som Kiernans debutroman skildrer.

Spyder er ikke bare et navn. Som edderkoppen i sit spind lokker hun nemlig ulykkelige sjæle til sig og fortærer dem med hud og hår. Spyder suger ganske enkelt livet ud af de søgende eksistenser, der ser hendes hvide dødelys og bliver tiltrukket af det i storbyens gråsorte nat. Spyder, hvis arme er oversået med tatoverede edderkoppespind, bliver næsten på magisk vis opsamlingssted for de åndligt udstødte, hjemløse punks og isolerede, der ikke passer ind nogen steder. Fra randen af samfundet kalder hun de fremmedgjorte til sig, fordi hun er kærlig, og fordi hun er så uendeligt ensom. Sagen er bare den, at Spyder i sin ensomhed også bærer på destruktive kræfter, der er vokset ud af de groteske traumer, hun blev udsat for som barn takket være hendes religiøse fars mishandling. Spyder knuser med andre ord alle, der kommer hende nær, til trods for, at hun vitterligt kun vil dem det bedste og ønsker at elske dem.

Caitlín Rebekah Kiernan (født 26. maj 1964)

Caitlín Rebekah Kiernan (født 26. maj 1964) tilbage i slutningen af 90’erne

Silk beskriver Spyders sidste dage og fortæller os, hvordan det bliver Daria og Niki, der kommer til at være de trin, der tager hende mod den endegyldige forløsning fra det helvede, hun har befundet sig i siden barndommen. Spyder er dermed på en gang figuren, alle andre karakterer i bogen spejles i og bogens modstander. Spyder er med andre ord en ambivalent skikkelse, der ikke lader sig forklare entydigt, fordi hun tilsyneladende er sammensat af dikotomier, der befinder sig i en vedvarende konflikt. Fortabt og svag, men stærk og dominerende, uskyldig og hævngerrig, blid og dræbende.

Som det formentlig allerede fremgår, udspiller Kiernans roman sig i en vild storbyundergrund befolket af rodløse eksistenser, teenagere og skæve typer, der ikke har nogen plads i vores bekvemme, borgerlige opfattelse af det normale. Alt dette bliver tilmed set gennem en misantropisk, snerrende spydig tone, der insisterer på at se forfaldet og det uskønne i alt. Kiernan lægger sig dermed afgjort i slipstrømmen på forfattere som Kathe Koja og Poppy Z. Brite, men med en selvstændig stemme i sproget.

Kiernen har afgjort sin egen plads, men hun deler sit fokus på homoseksualitet, fremmedgørelse og isolation med de to førnævnte forfattere. Kiernan har endda lagt en hilsen ind til to af sine inspirationskilder, for en mindre karakter i romanen er opkaldt efter Koja og en anden henviser til Thomas Ligotti.

Hardcover, Gauntlet Press 1999

Hardcover, Gauntlet Press 1999

Netop Ligottis excentriske, amorfe gys har tydeligvis også påvirket Kiernens debutbog, for ganske vist er edderkoppen det bærende, truende element i romanen, der bruges til at manifestere gruen og Spyders vrede. Men grundlæggende er gyset i Silk uforståeligt eller ubegribeligt. Det kommer i edderkoppens form, men hvad der ligger under de vage silhuetter af behårede kryb, ved kun Spyder. Kiernan forsøger dermed også mere eksplicit end både Koja og Brite at skabe decideret gru i kapitlerne. Der vokser således snigende uhygge ud af den grå dyne af depressivt forfald, der gennemsyrer alle kapitlerne.

Lyspunker er der kun få af i Silk, og det eneste autentiske bliver duften og smagen af god kaffe, alt andet lykkedes det for Kiernan at forsure eller udstille som falskt. Det greb har vi mødt før – især hos Kathe Koja og man fornemmer, at det er blevet til en maner eller stil hos Kiernan. Det bliver næsten forceret, når alt, hver evig eneste ting, skal skildres i dets mest nedslående form. Det er med andre ord tydeligt, at Kiernans debut opererer inden for rammerne af en genre med særlige sproglige konventioner og tematiske kernepunkter. Nyskabende er det dermed ikke, men hun løfter arbejdet til perfektion. Ikke desto mindre følger der altid en vis forstening med i en genres formalisering eller dannelse; udtrykket stivner og det er måske ikke så sært, at Kiernan relativt hurtigt skrev sig bort fra så entydig en brug af den nygotiske pessimisme. I stedet vendte sig mod langt mere klassiske udtryk, som de eksempelvis kan findes i spøgelseslitteraturen.

Paperback, Roc 2007

Paperback, Roc 2007

Med Silk oplever man en genres formalisering og forstening i samme bog. Var Kiernans sprog ikke så stærkt og billedskabende, ville bogen være ulæselig, men hun får skabt sit værk og udnyttet rammen til på smukkeste vis, men med Silk synes både stilen også endegyldigt udtømt og fortællingen fortalt. Andre fulgte senere efter, men ingen har formået at føje nyt til den gråsorte tone af forfald, der udgår fra romanen.

Silk lukkede og slukkede dermed også for en litterær strømning i 90’erne, som nu står tilbage som et af de mest overraskende og betydningsfulde bidrag til den moderne skrækfiktion, og selvom Kiernan efterfølgende har skabt en lang række pragtfulde genreværker, indtager Silk en særlig status som sidste søm i den kiste, der begravede 90’ernes opgør med en forloren og kommerciel skrækbranche. Opgørets kamp for en ny form for gys endte desværre i en blindgyde, fordi det kommercielle monstergys hurtigt kom tilbage som folks foretrukne skræklæsning, men et værk som Silk står stadig tilbage som isnende højdepunkt og minder os om, at der er alternativer til alle dem, der tør bevæge sig bort fra de vante græsgange.

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Vi må krydse fingre for Mike Williams

2016 har været et år med mange triste dødsfald. Her på falderebet forlyder det nu, at Mike Williams fra superseje Eyehategod er alvorligt syg og mere eller mindre kæmper for sit liv. Ugh. Det er trist, trist nyt. Jeg håber i den grad, at Williams kommer gennem sit sygdomsforløb og vender tilbage til musikken. Eyehategod har spillet i København to gange i de senere år og begge koncerter var storslåede – navnlig den de gav under den første Dirty Days of Summer tilbage i 2013 var noget helt særligt. Faktisk må den regnes blandt mine bedste koncertoplevelser overhovedet. Jeg krydser fingre for Mike Williams. Her får I nummeret ”Southern Discomfort” fra albummet med samme navn, der udkom tilbage i 2000.

 

 

Vi ses på søndag til en omgang nygotisk gys.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video