Monthly Archives: januar 2017

Douglas E. Winter, Stephen King. The Art of Darkness (1984): Kongen blev hyldet før han faldt

 

paperback-new-american-library-1986

Paperback, Signet 1986. Bogens anden, reviderede udgave

 

Douglas Winter er en vigtig skikkelse i 80’ernes genrehistorie, fordi han med stor ildhu kastede sig over at dokumentere den litterære gyserscene, som den tog sig ud på det tidspunkt. Vel at mærke på et tidspunkt, hvor gys og gru fortsat var ekstremt populær, og familien af forfattere med mindst én skræk-bestseller i bagagen var voksende. Winter lagde imidlertid heller ikke skjul på, at hans største oplevelse med skrækfiktionen kom, da han i ’74, i et venteværelse, faldt over en novelle af en ”Stephen King”. Et navn, der var ham totalt ubekendt, men historien gjorde indtryk, og Winter gik på jagt efter mere. Og mere, det fandt han, for kun få måneder senere slog King igennem med debutromanen Carrie. Det blev startskuddet til en lavine af fiktion, som forandrede skræklitteraturens vilkår for bestandig, og Douglas Winter var med fra begyndelsen.

Winter skrev flere artikler og anmeldelser af Kings bøger i 70’erns anden halvdel, og efter et møde med forfatteren på en kongres blev det også til en form for venskab og arbejdsfællesskab. Winter fik nemlig lov til at lave en række timelange samtaler med King, der resulterede først i en lille biografi om King (1982) og efterfølgende bogen Stephen King. The Art of Darkness, der så dagens lys i ’84.

 

paperback-new-american-library-1986_bagside

Paperback, Signet 1986

 

Bogen er en lidt sær sammensyning af interview, biografi, litterær analyse og bibliografi. I de glade dage før internet og Google har bogen utvivlsomt været guld værd for Stephen King-samleren på jagt efter hans romaner og spredt publicerede noveller. I dag har den omfattende bibliografiske del af Winters bog desværre overlevet sig selv, og de fleste ville nok nu ønske, at der i stedet havde været et par kapitler mere med bogens andre aspekter, men det kan man jo ikke ændre på.

Fra første side er det tydeligt, at Douglas Winter elsker Stephen Kings værker, og The Art of Darkness er en lang og komplet ukritisk hyldest til Kings forfatterskab. Det gør bogen til en ganske ensidig affære, der har det dobbelte formål dels at udlægge Kings tekster for hans mange interesserede fans, dels at modgå den etablerede presses lunkne modtagelse af King. Winter går dermed til kamp for Kings litterære kvaliteter og demonstrer meget tydeligt, at der skam er alvorlige tematikker hos King, der i Winters univers sidestiller King med en skikkelse som eksempelvis Mark Twain.

 

douglas-e-winter-anno-1985

Douglas E. Winter (født 30. oktober 1950)

 

Jubelbegejstringen kender med andre ord ingen grænser, men Winter har blik for litterær analyse. Han formår derfor at trække de bedste og stærkeste elementer frem i forfatterskabet. Bogen er således interessant læsning, selv for den, der ikke har synderlig megen begejstring for Kings bøger, fordi Winter faktisk beriger forståelsen af King.

Mens Winter lægger vægtige argumenter for Kings litterære kvaliteter, kan man samtidig læse en række mildest talt problematiske udsagn fra forfatteren selv i bogens interview-dele. Her sammenligner Stephen King sin egen skrivestil med intet mindre end en Big Mac. Han ser sig selv som et brand, en stil eller et udtryk, som læseren præcis ved, hvad er. Hvordan Winter kan arbejde for Kings litterære status, når forfatteren selv tydeligvis bevidst sigter ganske lavt med sit arbejde, er lidt af en gåde for mig.

 

paperback-new-american-library-1984_1ed

Paperback, New English Library 1984. Bogens 1. udgave

 

King beskriver et andet sted sine bøger som hængekøjer, som læseren kan slænge sig i. Igen fornemmer man den komplette mangel på kunstneriske ambitioner hos King, der tydeligvis hellere vil omfavne og behage sine læsere med det, de forventer, end at udfordre dem med noget uventet. En anti-intellektuel og anti-kunstnerisk selviscenesættelse fra Kings side, som også vil være bekendt for den, der har læst hans Danse Macabre.

Winter får ganske enkelt ikke enderne til at mødes i sin bog, fordi alt ved King synes at modsige den litterære forfatterperson, som Winter gerne vil ophøje ham til. Men at King alligevel gerne selv vil ses i det litterære lys, kunne måske ligge antydet i nogle af hans mere ambitiøse bøger (eksempelvis The Stand og It), men det er gætværk fra min side og under alle omstændigheder irrelevant, fordi Kings bøger i min verden er og bliver den Big Mac, han sammenligner sig selv med.

 

stephen-king

Stephen Edwin King (født 21. september 1947)

Winters fascination af King og bogens udgivelsestidspunkt er også interessant at se nærmere på. The Art of Darkness udkom, som sagt, i 1984, og på det tidspunkt gik Kings kurs stadig mod stjernerne. Han havde udgivet stort set alle de romaner, der i dag betragtes som hans hovedværker, og King var for længst blevet et verdensomspændende synonym for horror.

Det fører Douglas Winter til, i et lille efterskrift, at filosofere over, hvad fremtiden mon vil bringe for King. Winter er ikke i tvivl om, at der ligger store ting ude i horisonten, men her skulle han vise sig at tage fejl. Der lå ikke store ting i vente, snarere det modsatte. Der kom bare mere af det samme, og Kings forfatterskab overlevede ikke 80’erne med kreativiteten i behold. Ved indgangen til det nye årti – 90’erne – var han blevet en forstenet dinosaur, der var blevet overhalet af yngre, kreative kræfter på skrækscenen. Kings bogsalg gik fortsat fint, men hans popularitet har været faldende lige siden storhedstiden i 80’erne.

 

 

paperback-plume-1986

Paperback, Plume 1986

 

Douglas Winters bog er først og fremmest et tidsbillede af Stephen King på toppen, da han enerådigt regerede skrækscenen. Et billede på den entusiasme og friskhed, som en generation af læsere oplevede, da de mødte værker som The Shining og ’Salems Lot for første gang. Den begejstring er bestemt ikke uberettiget eller ubegrundet, men Kings momentum forduftede hurtigt, mens han sled sig op på tusindsiders romanfortællinger. Winters bog er derfor et bittersødt gravskrift; en lettere løgnagtig ligprædiken, der pynter på Kings forfatterskab ved at ignorere alt det, der umuliggør at måle hans bøger på den kunstneriske vægt, som Winter gerne vil anbringe King på.

Man taler ikke ondt om de skindøde.

 

paperback-new-english-library-1989

Paperback, New English Library 1989

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Nonfiktion

Oi til din weekend med Los Fastidios

Oi-veteranerne Los Fastidios holder fortsat fanen højt. Den italienske gruppe har netop udsendt en ny video til sangen ”Radio Babylon”, der kommer fra deres nye album The Sound of Revolution, som burde være på gaden nu. Et ganske fint nummer, som hverken lægger nyt til genren eller trækker noget fra. Der er med andre ord ikke tale om det store sus, men jeg har alligevel en stor svaghed for bandet, så sig Oi til din weekend med mine (og dine?) yndlings-skinheads fra Italien.

4 kommentarer

Filed under Video

Flashing Swords funkler stadig

 

hardcover-doubleday-1973_1ed

Hardcover, Doubleday 1973

 

H. P. Lovecraft og Robert E. Howard oplevede en ekstrem popularitet fra 60’ernes slutning, da deres noveller og kortromaner blev udsendt i paperbackformat, og dermed kom ud til en helt ny generation af læsere. Fantasy, SF og gys og gru var moderne, og Pulpæraens gamle helte fik med ét en fornyet stjernestatus. En af dem, der nød godt af denne bølge, var forfatter og redaktør Lin Carter, der skabte en hel litterær karriere baseret på retrospektiv genrefiktion og pasticher.

 

paperback-dell-1973

Paperback, Dell 1973

 

Man kan sige meget dårlig om Lin Carters produktion, men en af de spændende ting er hans Flashing Swords-serie – en bogserie, der udkom i fem bind mellem ’73 og ´81. Her samlede Carter fantasynoveller fra tidens store navne – han gik altså ikke tilbage til Howard/Lovecraft-generationen, men fandt sit materiale yngre navne. Man finder således folk som Michael Moorcock, Roger Zelazny, Jack Vance og mange andre i samlingerne. Hans bøger kom dermed til at stå som en form for anden bølge af Sword and Sorcery-litteratur og udgør i dag et nødvendigt nedslagspunkt for den, der vil forstå, hvordan fantasylitteraturen flyttede sig og kom ud af skyggen på især Howards (læs: Conans) slagskygge: Ikke overraskende er serien derfor også genoptrykt flere gange.

Og så kan man også glæde sig over seriens fine forsider.

 

paperback-mayflower-1974

Paperback, Mayflower 1974

 

 

hardcover-doubleday-1973_vol-2

Hardcover, Doubleday 1973

 

 

paperback-dell-1974

Paperback, Dell 1974

 

 

paperback-mayflower-1975

Paperback, Mayflower 1975

 

 

paperback-dell-1976

Paperback, Dell 1976

 

hardcover-doubleday-1977

Hardcover, Doubleday 1977

 

paperback-dell-1977

Paperback, Dell 1977

 

hardcover-doubleday-1981

Hardcover, Doubleday 1981

paperback-dell-1981

Paperback, Dell 1981

 

 

 

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Jeg glæder mig til på torsdag!

På torsdag kommer Touché Amoré til København igen. Det er noget tid siden, at de sidst har været i byen, og de kommer tilmed denne gang med et særdeles stærkt nyt album i bagagen. Deres fjerde plade, der har titlen Stage Four, er måske gruppens hidtil bedste, så jeg er mægtig glad og glæder mig i den grad til koncerten. Jeg glæder mig tilmed til deres medbragte opvarmning – party hardcore-bandet Angel Du$t, der ligeledes har udsendt en meget, meget fin ny plade i ’16. Det drejer sig om gruppens andet album, som slet og ret hedder Rock The Fuck On Forever. En melodisk, glad omgang sange med dejligt vrede tekster.

Her får I en smagsprøve på begge bands. Først “Palm Dreams” med Touché Amoré og dernæst “Toxic Boombox” med Angel Du$t. Smut forbi koncerten på Pumpehuset, hvis du er i byen. Det bliver utvivlsomt en fantastisk aften.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Tag med på jungleeventyr

adventure-september-1947

Adventure, september 1947

Det er ikke så sært, at jungleeventyret var en af de første pulpgenrer, for jungleeventyrets rødder går langt tilbage. Faktisk kan man trække en linje fra senmiddelalderens rejsebøger, med Mandevilles rejse i 1300-tallet som væsentlig inspirationskilde, over Edgar Rice Burroughs’ bøger om Tarzan til pulpens guldalder og ud i den videre, moderne reception af pulplitteraturen. Og litterært er jungleeventyret ikke mindst mesterligt indfanget af Joseph Conrad.

true-adventures-december-1967

True Adventures, december 1967.jpg

Fællesnævneren i alt dette er naturligvis den eksotiske ramme; det vil sige ”stedet” langt hjemmefra. En ramme, hvor læseren kan gå på opdagelse i en verden, som på alle måder synes fremmedartet i forhold til det hjemlige og velkendte. Præcis dette er noget, der kendetegner en meget stor del af pulplitteraturen, men jungleeventyret udmærker sig alligevel som noget særligt, fordi junglen samler flere elementer og forstærker dem.

true-adventure-oktober-1965

True Adventure, oktober 1965.jpg

Rejsen ind i junglen er dermed en rejse ind i en urskov – et billede på en vandring ind i en form for urtilstand, hvor den (hvide, vestlige) opdagelsesrejsende bliver konfronteret med en ikke-domesticeret verden, hvor dyr er store og farlige, og hvor menneskene i dette vildnis afspejler deres omgivelser i vildskab og følelsesmæssig tøjleløshed. Man kan sige, at junglen er billedet på Paradis efter syndefaldet; en utæmmet verden ude af balance, men som trods dette rummer glimt af skønhed og storhed.

tales-of-the-jungle-juli-1935

Tales of the Jungle, juli 1935.jpg

Først og fremmest gemmer junglen imidlertid voldsomme farer, og den civiliserede rejsende, der bevæger sig ind mellem stammernes mørke, må hurtigt sande, at junglens lov ikke tilgodeser kultur og dannelse. Ikke desto mindre viser det sig også ofte, at junglens værste modstander er præcis det, skovens vildnis ikke har – nemlig intellekt og logisk tænkning. Dannelsen bliver dermed ganske ofte det, der reder vores helte fra kannibalstammer og prekære situationer, og civilisationen viser sig således altid til sidst at være stærke end urskovens potens.

Det er koldt udenfor, så du inviteres derfor her til selv at gå på opdagelse mellem lianerne.

rolf-torrings-abenteuer-nr-238-1959

Rolf Torring’s Abenteuer, nr. 238 1959

 

real-oktober-1966

REAL, oktober 1966

 

Peril (Nov., 1959). Cover Art by Basil Gogos

PERIL, november 1959

 

 

short-stories-november-1935

Short Stories, november 1935

 

 

paperback-roc-1985

Paperback, ROC 1985

 

paperback-popular-library-1952

Paperback, Popular Library 1952

paperback-popular-library-1952-2

Paperback, Popular Library 1952

paperback-new-english-library-1968

Paperback, New English Library 1968

paperback-horwitz-1967

Paperback, Horwitz 1967

paperback-horwitz-1965

Paperback, Horwitz 1965

paperback-harpercollins-1970

Paperback, HarperCollins 1970

paperback-dove-books-1981

Paperback, Dove Books 1981

paperback-daw-books-1974

Paperback, DAW Books 1974

paperback-mayflower-1971

Paperback, Mayflower 1971

mans-exploits-august1957

Mans Exploits, august1957

mans-action-november-1962

MAN’S ACTION, november 1962

mans-action-juni-1969

MAN’S ACTION, juni 1969

man-to-man-oktober-1942

Man to Man, oktober 1942

jungle-stories-forar-1951

Jungle Stories, forår 1951

fantastic-adventures-november-1941

Fantastic Adventures, november 1941

 

exotic-adventures-vol-1-nr-2-1958

EXOTIC ADVENTURES, vol. 1, nr. 2, 1958

 

escape-november-1966

ESCAPE, november 1966

danger-trail-februar-1928

The Danger Trail, februar 1928

danger-trail-december-1926

The Danger Trail, december 1926.jpg

paperback-gryphonwood-press-2011

Paperback, Gryphonwood Press 2011

 

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Nancy A. Collins: Sunglasses After Dark (1989): Vampyrisk pulp-pop-punk

Hardcover, White Wolf Publishing 1995. Omnibus-udgave med de første tre romaner i serien. Forsiden er malet af Thom Ang

Hardcover, White Wolf Publishing 1995. Omnibus-udgave med de første tre romaner i serien om Sonja Blue. Forsiden er malet af Thom Ang

Anne Rice satte ting i bevægelse med Interview of the Vampire (1976), men det var først med efterfølgeren The Vampire Lestat fra 1985, at Rice for alvor fik udviklet en moderne vampyr, som slog igennem i skrækfiktionen. The Vampire Lestat har således langt mere tempo, kulørte karakterer og rock ’n roll end forgængeren. Den har tilmed en bande biker-vampyrer, der godt nok spiller en lille rolle i historien, men selve konceptet står ganske tydeligt frem i bogen med stilsikker overbevisning. Patos er der stadig meget af, men den nye bog viste pludselig vampyrerne som nattens hårde negle. Der er med andre ord en anden attitude i efterfølgeren til den mesterlige debutroman, og den første, som for alvor samlede tråden op efter Rice i romanform, var debutanten Nancy A. Collins, der udsendte sin debut i ’89.

Sunglasses After Dark er en actionfyldt vampyrroman, hvis bistre hovedperson er den lille, men fysisk overlegne vampyr Sonja Blue. Sonja blev voldtaget på bagsædet af en limousine i 60’ernes swingin’ London. Voldtægtsmanden var vampyr, og Sonjas skæbne skulle derfor egentlig være beseglet. Sådan går det bare ikke. Vampyren smider Sonja i rendestenen, da han er færdig med hende, men viljen til liv er stærk i pigen og i stedet for at krepere kummerligt, begynder hendes krop at transformeres. Langsomt bliver Sonja selv til en af nattens skabninger. Modsat de fleste andre af hendes slags har Sonja imidlertid bevaret en rest af sin menneskelighed, og da hun først har fundet sig til rette i den nye tilværelse som udød, går hun ikke på jagt efter mennesker, men bruger sine nætter på at opspore og dræbe vampyrer.

Hardcover, White Wolf Publishing 1995

Hardcover, White Wolf Publishing 1995

Den egentlige handling udspiller sig i nutiden; da bogen åbner, er Sonja fanget på en galeanstalt for helt særlige tilfælde. Fanget og mishandlet ligger hun næsten bevidstløs, låst i vedvarende mareridt. Igen viser viljen til livet sig stærk i Sonja, og det lykkes for hende at slippe ud af fangenskabet. Nu er spørgsmålet så, hvem der har fået Sonja indespærret. Hun har mange fjender, ikke mindst på grund af hendes angreb på vampyrsamfundet. Men andre kræfter truer også i kulissen, og det viser sig hurtigt, at den egentlige fjende er TV-prædikanten Catherine Wheele, der bag den renskurede, kristne facade også skjuler dystre, overnaturlige kræfter.

Nancy Collins har tydeligvis studeret Anne Rices vampyrer nøje, og hun har først og fremmest noteret sig den transformation, som vampyrerne gennemgik mellem Rices første og anden bog. Hos Collins er vampyrerne nemlig punks, gadedrenge, slyngler og samfundets udskud, alt sammen krydret med obligatoriske gentlemen-vampyrer og levendedøde adelige. Alt dette omsluttes af et dybt korrupt amerikansk samfund, som ikke synes stort bedre end de brutale blodsugere, Sonja Blue bekæmper.

Nancy Averill Collins (født 10. september 1959)

Nancy Averill Collins (født 10. september 1959)

Der løber derfor en snerrende punkattitude til livet og samfundet gennem hele Sunglasses After Dark, som først og fremmest skal vise os, hvor pilrådden og hyklerisk vores kultur er, når man først begynder at se ind under overfladen. Med sit budskab er Collins dermed også et sent barn af sin tid. På lige fod med en lang række andre skrækforfattere fra 80’ernes anden halvdel er det tydeligt, at de bruger brutalitet og vildskab i fiktionen for at fange den energi og kreative voldsomhed, der opstod i kølvandet på punkens stormløb mod både finkultur og afslappet hippieselvtilstrækkelighed.

I både sprog og handling ligger der et værdisæt bag Collins’ bog, som måske umiddelbart kan fremstå råt og kynisk, men ser man nøjere efter, står det klart, at Sunglasses After Dark i høj grad er en moralsk roman, der handler om anstændighed, værdighed og ærlighed. Det, den anti-sociale Sonja i virkeligheden jagter, er nemlig falskhed og overgreb – hun jagter dem, der har magten til at træde på andre og slippe godt fra det. I den forstand bliver hun en form for superhelt, der benytter sine kræfter til at jagte dem, der krænker grundlæggende værdier som solidaritet og respekt, hvorfor hun selvfølgelig heller ikke drikker menneskeblod. Hun køber sit blod hos slagteren, så heller ingen uskyldige dyr lider overlast på grund af hendes trang.

Paperback, Onyx 1989. Romanens 1. udgave

Paperback, Onyx 1989. Romanens 1. udgave

En positiv læsning af Nancy Collins’ Sonja Blue-karakter er, at hun er en stærk kvindelig hovedrolle i stil med den type især unge kvinder, der er begyndt at befolke generelitteraturen i de senere år. Det feministiske budskab i bogen er da heller ikke til at tage fejl af – opgørets akse i romanen løber mellem Sonja og prædikanten Catherine Wheele, mens mændene får lov at stå på sidelinjen som mere eller mindre svage fiaskoer. Bogen er dermed også en spejling af det mandsdrevne univers hos Rice.

Alt dette kan man sige meget godt om, men et fundamentalt problem bliver, at den stærke kvindehelt hurtigt bliver præcis lige så uinteressant og ligegyldig som den stærke mandehelt. En bog som Sunglasses After Dark er dermed en tidlig mønsterbryder, som har gjort noget godt for kønskampen, men som litterær fremstilling bliver dens personskildring i sidste ende mangelfuld og en smule pinlig i dens dyrkelse af Sonjas overlegenhed.

Hardcover, Kinnell 1990

Hardcover, Kinnell 1990

Det grundlæggende opråb imod sat, korrupt magt i bogen er sympatisk, men Nancy Collins driver desværre først og fremmest sin roman frem med en tempofyldt handling og en ungdommelig, kæk flabethed, som hurtigt bliver anstrengende. Hæver man blikket fra de underliggende temaer, står der nemlig en ganske triviel spændingsroman tilbage, der mest af alt fremstår som en relativt ung forfatters fantasier om et magtfuldt alter ego (altså Sonja Blue), der kan gøre oprør mod de ”voksne”. De konflikter og det samfund, Collins med andre ord viser os, er sort/hvidt og skildret i noget, der nærmer sig det parodiske.

Føjer man en ulden opbygning og en hang til uvæsentlige deltaljer, er det klart, at Sunglasses After Dark ikke kan karakteriseres som en vellykket roman. Den er et stykke teenagelitteratur forklædt som voksenlæsning (har jeg ikke også lige skrevet det om en anden bog?). Collins har forsøget at indfange alvor og grimhed igennem anti-helten Sonja, men Sonja er slet ikke nogen anti-helt, og den voldsomhed, som Collins beskriver, virker først og fremmest lånt hos hendes idoler. Der er derfor god grund til at se meget kritisk på bogen og den succes, som Collins oplevede med den. For Sunglasses After Dark blev en moderat bestseller og ganske populær blandt genrefans samt ikke mindst superhelte-glade unge mænd.

Paperback, Warner Books 1994

Paperback, Warner Books 1994

Nancy A. Collins kvaliteter som forfatter er tvivlsomme, men Sunglasses After Dark er alligevel en interessant roman, fordi den synes at være et startskud for hele den bølge af sort skrækfiktion, der pludselig vældede frem i begyndelsen af 90’erne. Jeg tror ikke, at navne som Kathe Koja og Poppy Z. Brite har været et sekund inspireret af Collins, men trods forskellige evner og kunstneriske ambitioner udspringer deres fiktion fra samme sted. Et grimt, dunket sted, langt fra Castle Rock, langt fra pæne skrækromaner om middelklassens mavesår og monsterklichéer. Nancy A. Collins var dermed den første, men måske også den svageste, i en prominent række af kvindelige forfattere, der skulle gå hen og føje en helt ny gren til skrækkens stamtræ, og det er da lid af en bedrift, uanset om Collins’ debutroman er god eller ej.

Paperback, White Wolf Publishing 2000

Paperback, White Wolf Publishing 2000

Paperback, Open Road Integrated Media 2014

Paperback, Open Road Integrated Media 2014

Og så må I ikke snydes for den fine sang med The Cramps, der har lagt navn til bogen.

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Trap Them skuffer ikke igen

Trap Them udsendte et nyt album tilbage i slutningen af september ’16. Pladen hedder Crown Feral og rykker i den grad – langt mere end forgængeren, der desværre var lidt af en skuffelse. Det er fantastisk, at Trap Them er tilbage på sporet. Jeg er særdeles pjattet med deres kompromisløse stil, som mødes i en skønsom blanding af hardcore punk og klassisk dødsmetal.

Giv Trap Them et lyt – måske de er noget for dig. Her får du videoen til nummeret ”Luster Pendulums”.

På genhør

Martin

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Video