Lars Kramhøft, Således forgår alverdens herlighed (2016): Højstemt gotik til det nordiske folk

Paperback, Calibat 2016. Forsidens vignet er tegnet af Mark Tholander

Paperback, Calibat 2016. Forsidens vignet er tegnet af Mark Tholander

Jeg skriver det her lille indlæg om Lars Kramhøfts novellesamling Således forgår alverdens herlighed med fare for at blive kendt som ham, der aldrig bryder sig om noget, andre har skrevet. Det er bestemt ikke rigtigt, langt fra, men jeg må blankt erkende, at Kramhøfts noveller efterlader mig med en blanding af irritation og ligegyldighed. Ligegyldighed, fordi jeg umiddelbart tænker, at bogens kernepublikum er teenagere, og jeg bestemt ikke længere nogen teenager. Irritationen skyldes mere grundlæggende ting ved fortællingerne og navnlig Kramhøfts sprog, der har været lidt af en prøvelse for mig.

Der er tale om 12 noveller af lidt varierende længde, som både tematisk og stilmæssigt falder meget forskelligt ud. Vi kommer med andre ord vidt omkring i skrækkens genrer og emner, men i de fleste tilfælde bliver det hele fortalt gennem et gotisk filter. Vi kommer således forbi Nevada i 50’erne til en omgang monstergys, vi er på vampyrjagt i København og får zombier på klos hold i en nær fremtid. Det er således en spraglet buket, der sikrer, at læseren ikke ved, hvad næste fortælling bringer.

Paperback, Calibat 2016

Paperback, Calibat 2016

Hele novellesamlingen præsenteres med stor selvhøjtidelighed – vi får et forord af Michael Kamp, to citater med lidt uklar relevans og en tak til et bredt udvalg af kendte personer i vores lille skrækbogsmiljø herhjemme. Alt sammen kræfter, der på en eller anden måde har bidraget til at skabe det værk, der nu foreligger. Jo-jo, det her er alvor, fornemmer man.

Og så åbner bogen endelig med en række af de mest svulstige og skingre tekster, jeg længe har læst. Metafor på metafor bliver stakket op med et sprog, der formentlig skal lyde lært og måske endda kunstfuldt, men som mest af alt bliver en smule komisk. Man kan også hæfte sig ved den anstrengte dialog, der præges af sært klingede, fordanskede udbrud hentet fra engelsk (folk påkalder bl.a. Gud en hel del i deres daglige sprog hos Kramhøft), og man kan som et kuriosum også notere sig, at kvinder åbenbart bedst metaforisk lignes med fugle – bogens kvinder kvidrer, kurrer, har fugleansigter og bevæger sig som hejrer. Det er et helt ornitologisk studium værd. Mænd lader sig omvendt tilsyneladende ikke beskrive gennem nogen særlig dyreart.

Lars Kramhøft

Lars Kramhøft

Kramhøft bevæger sig i flere af historierne ind i et sprogligt rum, hvor der anslås en arkaisk sprogtone, som er vanskelig at gennemføre. Flere andre skrækskribenter gør det samme med svingende held (for Thomas Strømsholt lykkes det eksempelvis rigtig godt), og Kramhøft hører bestemt ikke til dem, der mestrer dette. Det virker påtaget, fordi der konstant sniger sig smuttere ind i hans sprog, som afslører det som en indstuderet, livløs maner. At lade sig ”droppe” ned fra et vindue skurrer eksempelvis i ørerne, når vi sprogligt befinder os i samtale med noget, der bedst beskrives som dyster Morten Korch.

Det er derfor også en lettelse at møde Kramhøfts anden fortællestemme, der flyder mere frit og levende. Den stemme findes primært i bogens sidste halvdel. Her bliver sproget ungdommeligt og fortsat kunstlet, men i det mindste uden den forlorne stemning af lånt gotik. Og måske er det et af bogens helt store problemer, som vi her er ved at indkredse. Michael Kamp skriver i sit forord, at Kramhøft kender sine horror-troper. Det kan jeg kun være enig i, men bogen føles heller ikke som meget andet end en ophobning af koncepter fortalt i et særegent dansk, som ikke formår at føje et selvstændigt liv til de grundlæggende ganske banale, filmiske skrækfortællinger. Bogen ligner eksempelvis Jonas Wilmanns Frygt-filerne-serie i indhold, men står stilistisk famlende i forhold til den langt mere sikre Wilmann.

En af Mark Tholanders illustrationer, der ledsager bogens noveller

En af Mark Tholanders illustrationer, der ledsager bogens noveller

Sagen er nok også den, at Kramhøft forsøger for meget på en gang i bogen. Han vil gerne fremstå både litterær, ved løbende at krydre teksten med referencer, og lyrisk med sine utallige metaforer. Men samtidig lægger historierne sig pænt i strømmen af ukomplicerede gys, hvorfor novellerne naturligvis også skal slutte med det obligatoriske monster, som dukker op til sidst og forsikrer os om, at det her skam er ægte gys. Der er dermed noget glat og karakterløst over Kramhøfts gys, som synes alt for velkendt og sikkert.

Der er som sagt noget påtaget og manieret over novellerne. En æstetisk usikkerhed, som skaber mislyde gennem hele værket. Kramhøft vil det hele med bogen, men mister sin stemme i alle de lånte udtryk. Hvor ville det være rart, hvis han havde smidt alle prætentioner og skrevet den ungdomslitteratur, der tydeligvis falder ham lettest. Det er i hvert fald her, Kramhøft skriver klarest, og her man mærker potentialet for en videre udvikling.

Paperback, Calibat 2015

Paperback, Calibat 2015

Jeg ved godt, at det er vanskeligt at lave bøger. Det er ekstremt krævende, og som forfatter kan man kun løfte opgaven til en vis grad, så må der andre øjne til, som kan hjælpe med at fjerne de fejl og mærkværdigheder fra teksten, som man selv har set sig blind på. Med det sagt må jeg undre mig over, hvilken rolle hele det i kolofonen takkede kleresi omkring bogen egentlig har spillet. For Således forgår alverdens herlighed er fyldt med fejl – ikke bare de mange grammatiske fejl, som vi af en eller anden grund må acceptere i de hjemlige skrækudgivelser, nej der er også en meget lang række inkonsekvenser og ord i bogen, som ikke bliver brugt rigtigt. At Kramhøft jonglerer lidt lemfældigt med ordene, er en ting, men hvor bliver redaktøren af i dette? Hvad nytter det at iscenesætte sin bog som kunstnerisk værk med forord, illustrationer og tonstung alvor, når teksten både æstetisk og faktuelt fremstår temmelig overbebyrdet?

Hardcover, Calibat 2015

Hardcover, Calibat 2015

Og så har jeg lige en sidste ting, som jeg bliver nødt til at sætte fingeren på. På forsiden læser man, at Således forgår alverdens herlighed indeholder 12 aspekter af ny, nordisk horror. Hvad mon det betyder? Bogen er jo udgivet i Danmark og novellerne nye, så det er jo indlysende ny nordisk horror. Faktisk så indlysende, at man ikke behøvede at skrive det på forsiden. Derfor er det vel næppe det, der menes. Jeg kunne i hvert fald fristes til at forstå det sådan, at forfatter og forlag mener novellerne rummer noget særligt nordisk. Det kan man imidlertid efter endt læsning hurtigt se ikke er tilfældet. Idéerne er hverken nye eller nordiske – det er ganske ordinær horror af den type, som har været udsendt siden 80’erne.

Tilbage står jeg derfor med en mistanke om, at det slet og ret er et forsøg fra Kramhøfts og forlaget Calibats side på at lægge bogen ind i strømmen af begejstring over alt nordisk. Vel at mærke uden bogen har antydninger af noget specifikt nordisk. Prøver de mon derfor at lokke læsere til med meningsløs ordflom? Forsøger de at narre mig? Nej, så lavt tror jeg da bestemt ikke, hverken forfatter eller forlag sigter. Der må givetvis ligge en tanke bag forsideteksten, som jeg desværre ikke har forstået.

Således forgår alverdens herlighed, ja. Og således forgår min tålmodighed også her.

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.