Jeg står med det ene ben på vej til London, hvor jeg bl.a. skal høre Youth of Today og American Nightmare/Give Up the Ghost. Det glæder mig til. Det betyder desværre, at søndagens indlæg må udeblive i denne uge. Nuvel, mon ikke verden overlever uden? Det tror jeg.
Til gengæld kan du glæde dig over en ganske festlig ny sang fra The Old Fim Casuals, der som bekendt anføres af Lars Frederiksen fra Rancid. Nummeret hedder ”Wartime Rock N’Roll” og kommer fra en 12”-EP, som gruppen udsender d. 20.marts. Den gode hr. Fredriksen er en stilsikker herre, og ”Wartime Rock N’Roll” leverer da også præcis, hvad man kunne håbe fra hans Oi-gruppe.
“Smæk, prøv at vær’ lidt fræk”, som Troels Trier synger i en Røde Mor-sang.
Det kan næppe komme som nogen overraskelse, at der ligger et sadistisk element i skrækfiktionen. Gysets betoning af død, frygt og smerte betyder naturligvis også, at der må være noget, som udløser denne frygt og smerte – både i tekstens personer og i læseren, der sidder med teksten. Det vil sige voldsomme elementer, der får en fremtrædende plads i indholdet.
Weird Tales, marts 1936
Dette ikke nødvendigvis noget eksklusivt for skrækfiktionen – det gør sig gældende for alle tekster, der skildrer noget ubehageligt. I skrækfiktionen er det imidlertid udpenslet, så den fysiske og/eller psykiske lidelse, som hovedpersonerne ofte gennemgår, bliver udpenslet i en sådan grad, at læseren ikke kan være et sekund i tvivl om situationens ulidelighed. Vi skræmmes med andre ord, fordi vi intuitivt kommer til at sætte os i den fiktive persons sted.
All Man, marts 1964
Gyset udløser medlidenhed i os – ikke forstået som medynk (om end det kan være en del af det) – men i ordets bogstavelige form – medlidenhed. Vi lider med personen. Det er en del af alle børns socialisering at distancere sig fra andres lidelser, så vi ikke behøver bryde sammen i tårer hver gang, der sker noget ubehageligt, men evnen til at føle for andre forlader os aldrig. Og oplevelsen er uden tvivl stærk, fordi den uvægerligt udløser en række eksistentielle overvejelser i os, som vi måske ikke tænker direkte over, men som alligevel ligger i underbevidstheden og dybest set handler om, hvad der ville ske, hvis det var os selv, der sad i samme situation som tekstens personer.
Web Terror Stories, august 1962
Den andens smerte bliver dermed en vej til selvransagelse, hvilket kan bruges både intelligent og ekstremt virkningsfuldt. En urtekst som Poes ”The Pit and the Pendulum” er et oplagt eksempel her, men der er mange andre, som kunne trækkes frem.
Dime Detective Magazine, januar 1938
Det er imidlertid bare den pæne udlægning. Den grimme udlægning er, at vi alle bærer en sadistisk flig i os, som føler en vis tilfredsstillelse ved at se, hvad der sker, når andre påføres smerte. En makaber nysgerrighed, der afslører, at vi til trods for al empati i sidste ende ikke er i stand til at identificere os fuldstændig med andre væsner. Vi forbliver individer, ligegyldig hvor meget vi forbinder os med andre, og genrelitteraturens udpensling af pine og tortur bliver en omkostningsfri leg med ”den andens” smerte. Det kan der være rigtig meget godt og sund ved, men grundlæggende afspejler det desværre nok et knap så sympatisk træk ved os mennesker.
Spicy Mystery Stories, december 1936
Nuvel, ligegyldig hvordan du opfatter genrelitteraturens og pulpens glæde ved tortur, så kan du her få din lyst stillet.
Det er spøjst, hvordan ting nogle gange falder sammen. Jeg genlæste George Orwells udødelige klassiker Nineteen Eighty-Four (1984) for ikke så lang tid siden, og jeg kan pludselig nu konstatere, at bogen har fået en masse opmærksomhed i medierne, takket være indsættelsen af kammerat Trump i Det Hvide Hus. Grunden er naturligvis, at der er folk, som mener, at Trumps præsidentperiode indvarsler en såkaldt ”Orwellsk” tid i amerikansk politik. Uanset hvor slemt det bliver, tror jeg nu ikke helt, vi havner på samme niveau, som den dystpiske fremtid Orwell skildrer i sin roman. Men alt det kan da være en kærkommen lejlighed til kort at vende bogen her på bloggen.
Jeg må hellere sige med det samme, at Orwells roman hører til blandt mine personlige favoritter. Det er en bog, som ikke kan roses nok, uanset om det gælder handlingen, sproget eller tankerne, der ligger bag romanens tilblivelse. Det ville imidlertid sikkert ikke være specielt interessant læsning. Ej heller vil det være specielt spændende at læse min genfortælling af historien om Winstons tur gennem ”Systemet”. Du kender den jo udmærket, ja du har formentligt ligefrem skrevet en opgave om bogen i gymnasiet, analyseret den i engelsk eller slet og ret læst den igen og igen, fordi du havde lyst. Men lad mig starte et andet sted.
Eric Arthur Blair alias George Orwell (25. juni 1903 – 21. januar 1950)
Det må siges at være en grundlæggende antagelse for de postmoderne humanistiske videnskaber, at vi ikke er i stand til at sige noget om hverken historiske forhold eller andre kulturer, uden samtidig at sige noget om os selv samtidigt. Vi er så at sige altid med i fortolkningen, både på et overordnet kulturelt niveau og på et rent individuelt plan. Jeg, Martin, er altid til stede i mine analyser, fordi jeg ikke kan foretage mig noget uden at være mig selv osv. Det farver naturligvis vores opfattelse af verden og historie, og det i langt højere grad end vi nok i almindelighed er opmærksomme på eller vil være ved.
Orwells 1984 har på en måde udkrystalliseret sig som et emblematisk eksempel på præcis det forhold. Den dystopiske tekst, som Orwell vel at mærke skrev under indtryk af helt specifikke oplevelser af politiske forhold i sin samtid, lader nemlig til konstant at transcendere Orwells anliggende. Den har opnået noget almengyldigt, som vi bliver ved med at se os selv i. Eller sagt på en anden måde, folk, vi, bliver ved med at genkende træk i bogen, der synes direkte at afspejle forhold i nutiden. Men ikke bare vores nutid (februar 2017) – nej nutiden hele tiden. Hans bog er blevet et såkaldt commonplace, der tillader os at udpege ting ved ”Systemet”, som vi ikke bryder os om eller finder bekymrende. Men vi ser ikke det samme i bogen, og den enes Big Brother er den andens frihedskæmper.
Romanens vedvarende evne til konstant at afspejle nuet gør den til et af de sjældne mesterværker, der på linje med eksempelvis Shakespeares Hamlet har bidraget til den moderne tænkning med meget mere, end Orwell på nogen måde kunne have forudset. Hans skildring af det totalitære bliver nemlig i virkeligheden et omhyggeligt billede på den menneskelige psyke. Big Brother er en ekstern kraft i samfundet, men Big Brother er først og fremmest os selv. Det er i hvert fald Orwells isnende og fængslende pointe.
Partiet, Systemet og Big Brother kom ikke til magten ved et nedrigt statskup, der vristede kontrollen fra fredselskende demokrater, nej, det er os selv, der stykke for stykke byggede Systemet op. Vi fostrede det selv, fordi frihed er abstrakt og tryghed konkret. Bekvem tryghed vinder derfor over besværlig frihed, og selv der, hvor behovet for tryghed bliver så stort, at det gør os utrygge, fravælger vi stadig (i Orwells tankegang) friheden, fordi der følger ansvar og selvstændighed med friheden, som forpligter os. Så hellere overlade alt det slemme til den venlige storebror, der ordner alt for os og lader os passe os selv.
Hardcover, Harcourt, Brace & Company 1949
Orwells hovedperson Winston indser alt dette i begyndelsen af bogen, da det går op for ham, at han fabrikerer løgne for at opretholde løgne for Systemet. Da han først har identificeret sit arbejde som en løgn, går det stærkt, fordi alt omkring ham ramler. Det hele er en del af løgnen, men Systemet får indfanget Winston og mast ham på plads i en grufuldt forløb, så han atter accepterer løgnen som sandhed. Men der sker mere end det. Winston hjerne kan ikke stoppe med at reflektere, og den måske mest skræmmende konklusion i bogen kommer, da Winston anerkender, at løgnen er løgn, men indser løgnens nødvendighed, og det forhold, at det er bedre at leve i løgnen og derved opretholde et liv, end at leve i friheden og dermed stå som ubeskyttet, ansvarligt individ i verden.
Netop løgnen som samfundsbærende, kulturbærende størrelse, der binder Partiet, Systemet og Nationen sammen, bliver her udstillet som den fundamentale lim, der holder alle sociale forhold på plads. Vi lyver, lægger bånd på os selv og undertrykker behov for at få fred og tryghed. Vi siger ikke sandheden til vores børn, ægtefælle, kolleger og venner, fordi den hvide løgn forhindrer unødige konflikter. I Winstons fremtid er dette blevet ført ud i dets yderste, karikerede form – præcis som Orwell satte tingene på spidsen med Animal Farm (1945).
Paperback, Signet 1950
Motivisk får Orwell også sin pointe plantet med imponerende tæft. Det vrangvendte, gammeltestamentlige syndefaldsmotiv bliver således et bærende element i bogen, hvor Winston og hans hemmelige kæreste Julia smager den forbudne frugt og flygter ud i friheden fra paradiset. Det altseende, guddommelige øje ser naturligvis deres synd og henter dem ind i paradis igen, hvor de til sidst indser, at livet udenfor Edens have måske ikke var så frit og godt alligevel.
Nøglen til Orwells forståelse af løgnens natur ligger i det fabelagtige efterskrift til romanen, hvor han udfolder de sproglige forudsætninger fra Partiets fremvækst og Big Brothers opståen. Orwell skriver sig her, på bogens sidste sider, ind i verdenslitteraturen med et af de mest frygtindgyende stykker prosa, man kan tænke sig. Kronjuvelen, med dets fortsat verdensomstyrtende potentiale, var introduktionen af begrebet Newspeak.
Paperback, Penguin Books 1954
Under det ellers neutrale, lettere optimistiske begreb gemmer der sig nemlig et væmmeligt stykke værktøj til mennesket selvkontrol. Med begrebet viser Orwell, hvordan verdensopfattelsen kan fordrejes gennem sproget og de kollektive løgne accepteres, fordi bekvemlighed og tryghed må herske frem for alt. Og ja, begrebet ”alternative facts”, som fornyelig er dukket op, må da bestemt siges at være et prima eksempel på Newspeak for fuld udblæsning.
Som jeg sagde i starten af indlægget, kan vi aldrig skrive os selv ud af den måde, vi forstår og fortolker verden, men Orwell gjorde det modsatte med sin 1984. Han skrev os alle ind i dystopien. Han beskrev et rædselsvækkende regime, som absolut ingen ved deres fulde fem ville ønske sig at leve i. Men som man læser sig ind i bogen, bliver det gradvist også tydeligt, at vi alle har en rem af huden; at det er os selv, der har opbygget Orwells dystopi.
Paperback, Signet 1960
Det ligger altsammen i os, det ligger i menneskedyrets paradoksale natur at fremelske Big Brother, fordi vi hele tiden rykker i hans retning, selvom vi ikke ønsker at havne hos ham. Faktisk ønsker vi ham så lidt, at vi lyver for os selv og siger, at det er de andre, der er de slemme, de onde, de totalitære, alt imens vi baner vejen for Big Brother.
På den led er Orwells bog dybt pessimistisk på menneskehedens vegne. Men den rummer også håb, fordi den rummer et opråb til modstand mod løgnen, en stille oprørskamp, der må føres med intellektet, fordi det er der, slaget står. Kroppen vil Big Brother, men vi må forsøget at stritte imod. Sådan lyder Orwells etiske opfordring i hvert fald. Dovenskaben i os vil det totalitære. Kæmp derfor imod, det er din pligt.
Paperback, Penguin Books 1962
Paperback, Signet 1963
Paperback, Penguin 1966
Paperback, Penguin Books 1975
Paperback, Penguin Books 1983
Paperback, Penguin Books 1983
Paperback, Penguin 1984
Hardcover, Secker & Warburg 1984
Paperback, Penguin Books 1989
Paperback, Penguin Books 1990
Hardcover, Secker & Warburg 1999
Paperback, Penguin Books 2000
Paperback, Penguin 2000
Paperback, Penguin Books 2003
Paperback, Plume 2003
Paperback, Penguin Books 2004
Paperback, Penguin Books 2005
Paperback, Penguin Books 2005
Hardcover, Main Road Books 2008
Paperback, Penguin Books 2013
Og så må kammerat Bowie hellere få det sidste ord – we love you Big Brother…
Jeg har lidt af et Rome-flip for tiden, derfor må jeg lige del dem med jer. Måske du allerede kender duoen? Deres melankolske neo-folk med flittige referencer til Anden Verdenskrig har en helt særlig klang og tiltrækningskraft, som måske vil være noget for dig. Ikke mindst, kan jeg anbefale gruppens trilogi Die Aesthetik der Herrschaftsfreiheit, som må siges at være lidt af et mesterværk. Et grelt og smukt værk, der når langt med ganske få virkemidler. Her får I det hyponotiserende nummer “The Accidents of Gesture” fra pladen Flowers from Exile.
Vi ses på søndag, hvor der skal fabuleres over George Orwell.
frasortsand.wordpress.com 