George Orwell, Nineteen Eighty-Four (1949): Big Brother, vi elsker dig

 

paperback-penguin-books-2008

Paperback, Penguin Book 2008

Det er spøjst, hvordan ting nogle gange falder sammen. Jeg genlæste George Orwells udødelige klassiker Nineteen Eighty-Four (1984) for ikke så lang tid siden, og jeg kan pludselig nu konstatere, at bogen har fået en masse opmærksomhed i medierne, takket være indsættelsen af kammerat Trump i Det Hvide Hus. Grunden er naturligvis, at der er folk, som mener, at Trumps præsidentperiode indvarsler en såkaldt ”Orwellsk” tid i amerikansk politik. Uanset hvor slemt det bliver, tror jeg nu ikke helt, vi havner på samme niveau, som den dystpiske fremtid Orwell skildrer i sin roman. Men alt det kan da være en kærkommen lejlighed til kort at vende bogen her på bloggen.

Jeg må hellere sige med det samme, at Orwells roman hører til blandt mine personlige favoritter. Det er en bog, som ikke kan roses nok, uanset om det gælder handlingen, sproget eller tankerne, der ligger bag romanens tilblivelse. Det ville imidlertid sikkert ikke være specielt interessant læsning. Ej heller vil det være specielt spændende at læse min genfortælling af historien om Winstons tur gennem ”Systemet”. Du kender den jo udmærket, ja du har formentligt ligefrem skrevet en opgave om bogen i gymnasiet, analyseret den i engelsk eller slet og ret læst den igen og igen, fordi du havde lyst. Men lad mig starte et andet sted.

george-orwell

Eric Arthur Blair alias George Orwell (25. juni 1903 – 21. januar 1950)

Det må siges at være en grundlæggende antagelse for de postmoderne humanistiske videnskaber, at vi ikke er i stand til at sige noget om hverken historiske forhold eller andre kulturer, uden samtidig at sige noget om os selv samtidigt. Vi er så at sige altid med i fortolkningen, både på et overordnet kulturelt niveau og på et rent individuelt plan. Jeg, Martin, er altid til stede i mine analyser, fordi jeg ikke kan foretage mig noget uden at være mig selv osv. Det farver naturligvis vores opfattelse af verden og historie, og det i langt højere grad end vi nok i almindelighed er opmærksomme på eller vil være ved.

Orwells 1984 har på en måde udkrystalliseret sig som et emblematisk eksempel på præcis det forhold. Den dystopiske tekst, som Orwell vel at mærke skrev under indtryk af helt specifikke oplevelser af politiske forhold i sin samtid, lader nemlig til konstant at transcendere Orwells anliggende. Den har opnået noget almengyldigt, som vi bliver ved med at se os selv i. Eller sagt på en anden måde, folk, vi, bliver ved med at genkende træk i bogen, der synes direkte at afspejle forhold i nutiden. Men ikke bare vores nutid (februar 2017) – nej nutiden hele tiden. Hans bog er blevet et såkaldt commonplace, der tillader os at udpege ting ved ”Systemet”, som vi ikke bryder os om eller finder bekymrende. Men vi ser ikke det samme i bogen, og den enes Big Brother er den andens frihedskæmper.

hardcover-secker-warburg-1949_1ed

Hardcover, Secker & Warburg 1949. Romanens 1. udgave

Romanens vedvarende evne til konstant at afspejle nuet gør den til et af de sjældne mesterværker, der på linje med eksempelvis Shakespeares Hamlet har bidraget til den moderne tænkning med meget mere, end Orwell på nogen måde kunne have forudset. Hans skildring af det totalitære bliver nemlig i virkeligheden et omhyggeligt billede på den menneskelige psyke. Big Brother er en ekstern kraft i samfundet, men Big Brother er først og fremmest os selv. Det er i hvert fald Orwells isnende og fængslende pointe.

Partiet, Systemet og Big Brother kom ikke til magten ved et nedrigt statskup, der vristede kontrollen fra fredselskende demokrater, nej, det er os selv, der stykke for stykke byggede Systemet op. Vi fostrede det selv, fordi frihed er abstrakt og tryghed konkret. Bekvem tryghed vinder derfor over besværlig frihed, og selv der, hvor behovet for tryghed bliver så stort, at det gør os utrygge, fravælger vi stadig (i Orwells tankegang) friheden, fordi der følger ansvar og selvstændighed med friheden, som forpligter os. Så hellere overlade alt det slemme til den venlige storebror, der ordner alt for os og lader os passe os selv.

hardcover-harcourt-brace-company-1949

Hardcover, Harcourt, Brace & Company 1949

Orwells hovedperson Winston indser alt dette i begyndelsen af bogen, da det går op for ham, at han fabrikerer løgne for at opretholde løgne for Systemet. Da han først har identificeret sit arbejde som en løgn, går det stærkt, fordi alt omkring ham ramler. Det hele er en del af løgnen, men Systemet får indfanget Winston og mast ham på plads i en grufuldt forløb, så han atter accepterer løgnen som sandhed. Men der sker mere end det. Winston hjerne kan ikke stoppe med at reflektere, og den måske mest skræmmende konklusion i bogen kommer, da Winston anerkender, at løgnen er løgn, men indser løgnens nødvendighed, og det forhold, at det er bedre at leve i løgnen og derved opretholde et liv, end at leve i friheden og dermed stå som ubeskyttet, ansvarligt individ i verden.

Netop løgnen som samfundsbærende, kulturbærende størrelse, der binder Partiet, Systemet og Nationen sammen, bliver her udstillet som den fundamentale lim, der holder alle sociale forhold på plads. Vi lyver, lægger bånd på os selv og undertrykker behov for at få fred og tryghed. Vi siger ikke sandheden til vores børn, ægtefælle, kolleger og venner, fordi den hvide løgn forhindrer unødige konflikter. I Winstons fremtid er dette blevet ført ud i dets yderste, karikerede form – præcis som Orwell satte tingene på spidsen med Animal Farm (1945).

paperback-signet-1950

Paperback, Signet 1950

Motivisk får Orwell også sin pointe plantet med imponerende tæft.  Det vrangvendte, gammeltestamentlige syndefaldsmotiv bliver således et bærende element i bogen, hvor Winston og hans hemmelige kæreste Julia smager den forbudne frugt og flygter ud i friheden fra paradiset. Det altseende, guddommelige øje ser naturligvis deres synd og henter dem ind i paradis igen, hvor de til sidst indser, at livet udenfor Edens have måske ikke var så frit og godt alligevel.

Nøglen til Orwells forståelse af løgnens natur ligger i det fabelagtige efterskrift til romanen, hvor han udfolder de sproglige forudsætninger fra Partiets fremvækst og Big Brothers opståen. Orwell skriver sig her, på bogens sidste sider, ind i verdenslitteraturen med et af de mest frygtindgyende stykker prosa, man kan tænke sig. Kronjuvelen, med dets fortsat verdensomstyrtende potentiale, var introduktionen af begrebet Newspeak.

paperback-penguin-books-1954

Paperback, Penguin Books 1954

Under det ellers neutrale, lettere optimistiske begreb gemmer der sig nemlig et væmmeligt stykke værktøj til mennesket selvkontrol. Med begrebet viser Orwell, hvordan verdensopfattelsen kan fordrejes gennem sproget og de kollektive løgne accepteres, fordi bekvemlighed og tryghed må herske frem for alt. Og ja, begrebet ”alternative facts”, som fornyelig er dukket op, må da bestemt siges at være et prima eksempel på Newspeak for fuld udblæsning.

Som jeg sagde i starten af indlægget, kan vi aldrig skrive os selv ud af den måde, vi forstår og fortolker verden, men Orwell gjorde det modsatte med sin 1984. Han skrev os alle ind i dystopien. Han beskrev et rædselsvækkende regime, som absolut ingen ved deres fulde fem ville ønske sig at leve i. Men som man læser sig ind i bogen, bliver det gradvist også tydeligt, at vi alle har en rem af huden; at det er os selv, der har opbygget Orwells dystopi.

paperback-signet-1960

Paperback, Signet 1960

Det ligger altsammen i os, det ligger i menneskedyrets paradoksale natur at fremelske Big Brother, fordi vi hele tiden rykker i hans retning, selvom vi ikke ønsker at havne hos ham. Faktisk ønsker vi ham så lidt, at vi lyver for os selv og siger, at det er de andre, der er de slemme, de onde, de totalitære, alt imens vi baner vejen for Big Brother.

På den led er Orwells bog dybt pessimistisk på menneskehedens vegne. Men den rummer også håb, fordi den rummer et opråb til modstand mod løgnen, en stille oprørskamp, der må føres med intellektet, fordi det er der, slaget står. Kroppen vil Big Brother, men vi må forsøget at stritte imod. Sådan lyder Orwells etiske opfordring i hvert fald. Dovenskaben i os vil det totalitære. Kæmp derfor imod, det er din pligt.

paperback-penguin-books-1962

Paperback, Penguin Books 1962

paperback-signet-1963

Paperback, Signet 1963

paperback-penguin-books-1966

Paperback, Penguin 1966

paperback-penguin-books-1975

Paperback, Penguin Books 1975

paperback-penguin-books-1983

Paperback, Penguin Books 1983

paperback-penguin-books-1983-2

Paperback, Penguin Books 1983

paperback-penguin-books-1984

Paperback, Penguin 1984

hardcover-secker-warburg-1984

Hardcover, Secker & Warburg 1984

paperback-penguin-books-1989

Paperback, Penguin Books 1989

paperback-penguin-books-1990

Paperback, Penguin Books 1990

hardcover-secker-warburg-1999

Hardcover, Secker & Warburg 1999

paperback-penguin-books-2000

Paperback, Penguin Books 2000

paperback-penguin-books-2000

Paperback, Penguin 2000

paperback-penguin-books-2003

Paperback, Penguin Books 2003

paperback-plume-2003

Paperback, Plume 2003

paperback-penguin-books-2004

Paperback, Penguin Books 2004

paperback-penguin-books-2005-2

Paperback, Penguin Books 2005

paperback-penguin-books-2005

Paperback, Penguin Books 2005

hardcover-main-road-books-2008

Hardcover, Main Road Books 2008

paperback-penguin-books-2013

Paperback, Penguin Books 2013

 

Og så må kammerat Bowie hellere få det sidste ord – we love you Big Brother…

1 kommentar

Filed under Roman

One response to “George Orwell, Nineteen Eighty-Four (1949): Big Brother, vi elsker dig

  1. Henning Andersen

    Op i rump med Donald Trump.
    Manden er tydeligvis politisk analfabet, og selvom visse vil påstå at “ja, men han er en glimrende forretningsmand”, så vil pålidelige kilder vide at han er gået bankerot, mere end en gang. Så deeeet …
    Hvordan han så er blevet “verdens mest magtfulde mand”, det hænger på en politisk-økonomisk analyse, som jeg ikke lige kan se hører til i dette forum. Så det lader jeg være med. Til alles tarv.
    På den anden side kan det godt tænkes, at mine kommentarer til “1984” ikke kan undgå, at blive af politisk art. Men så må jeg ta de tæsk.
    Med fare og frygt for at konstatere det åbenlyse, vil jeg til en start godt sige, at vel blev “1984” udgivet i 1949. Men den er skrevet i 1948. 48 – 84, ikkesandt?
    For de helt nørdede kan jeg endda fortælle, at den er skrevet i et hus på øen Jura, der ligger i de Indre Hebrider. Det findes stadig. Man kan godt komme derud. Hvis man har tid, thi de sidste fem kilometer er kun for gående/cyklende trafik – og man skal også tilbage! (kørselsvejledning fremlægges på opfordring).
    Men altså: – 1948-1984, og det er hér jeg kun kan være absolut enig i, at romanen er et samtidsportræt, hvor ekstrapolationen gør det til et konstant nutidsportræt i og med den eksistentialistiske understrøm. I sin ekstreme form hedder eksistentialisme “solipsisme”, hvori de postmoderne koncepter om individets konstante redifinering af identiteten henter en del af sit momentum. Om det så – helt tekstnært – er muligt at definere Winston som en tidlig postmodernist, se det kan man vel spørge sig selv om.
    Hvilket jeg gjorde.
    Winston er i og for sig en slags “Jensen” – så meget mere som, at han hedder “Smith” til efternavn. Mere anonymt og “everyman” kan det næppe blive. Og han varetager et – i romanens univers – ganske ordinært kontorarbejde. Som iøvrigt er blevet brugt som udgangspunkt i så forskelligartede film som “Brazil” og “De andres Liv”. Nok om det.
    Men det der får filmen til at knække for Winston, er ikke at han pludselig når til en erkendelse (den kommer senere), men at han er igang med noget forbudt kærlighed. Det er dette, der sætter ham igang. Og det syns jeg er et meget tyndt argument fra Orwells side.
    Men det er så hér, der gå politik i den. For jeg behøver ikke personligt, at have nogen kærlighedsaffære kørende for at se Big Brother, up-front and in person, på en daglig basis – ikke i 1984, men idag. Tag så noget som video-overvågning eller IT-overvågning. Ikke så meget at det er der, herregud, men mere det fuldstændigt fladpandede Big Brother-argument, at hvis ikke man har gjort noget galt, så har man ikke noget at frygte.
    Uagtet terrortrusler og anden voldskriminalitet, er alle i det overvågede samfund latent skyldig – indtil det modsatte er bevist. Og det skal så gøre alle trygge. Parsimoni-princippet tilsidesat for det fælles bedste. Det er den nye virkelighed – ikke i 1984, ikke i Donald Duck-land, men i kongeriget Danmark.
    Det er mere i det perspektiv jeg kan få øje på sammenfaldet mellem den ydre løgn og den personlige indbildning. Absolut ikke som abstraktioner, men som regulær realitet.
    Derfor anser jeg også en læsning af “1984” eller “Kammerat Napoleon” som kritik af socialismen for helt i hegnet. Orwell kritiserede sin samtid, sit samfund. Intet mindre.
    Mit svar er dog ikke en kritik af Martins indlæg – blot et alternativt synspunkt (nej, der findes ikke “alternative facts” – der findes forskelige tolkninger. Især når det gælder litteratur).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.