Ny Ol’ Skool Death til din fredag

Memoriam, der bl.a. tæller Karl Willetts fra Bolt Thrower, er et ”metal old boys”-band, der spiller dødsmetal, som det lød omkring 1990. Det er rigtig cool, især hvis du har en svaghed for førnævnte Bolt Thrower – og det har jeg. Memoriam har netop udsendt deres første egentlig album, For the Fallen, der udkom d. 24. marts. Pladen er altså ganske ny, men ikke desto mindre virkelig fed. Så nu krydser jeg fingrer for, at Memoriam snart lægger vejen forbi København. Her får I nummeret “Resistance” fra den nye plade.

God fredag og horrormesse til alle, der farter til Horsens

Martin

Romancer på ranchen?

Ranch Romances, juni 1952

En af de ting, som gang på gang kan imponere mig, er den sikkerhed, hvormed pulpbladenes udgivere sonderede markedet og udsendte magasiner til en helt specifik målgruppe. En strategi, som tydeligvis bedre kunne betale sig rent økonomisk, fremfor at udgive magasiner, der skød med spredehagl og dækkede mange genrer på en gang. Ranch Romances, der udkom første gang i 1925, er et perfekt eksempel på dette og tilmed måske også en af de mest succesfulde af slagsen. Bladet er i hvert fald et af de pulpmagasiner, der overlevede absolut længst tid, idet magasinet udkom helt op i begyndelsen af 70’erne. En ganske imponerende udgivelsesrække, som dog siden 60’erne mest af alt bestod af genoptryk af gamle noveller fra 1930’erne og 40’erne.

Ranch Romances, september 1946

Ranch Romances var indledningsvist tænkt som en fusion mellem to af pulpens absolut bedst sælgende genrer – nemlig romancen og western-fortællingen. Bladet skulle henvende sig til kvindelige læsere, der udviste interesse for western-genren, og udgiverne fokuserede derfor på noveller med kvindelige hovedpersoner i stedet for at have den traditionelle cowboy som omdrejningspunkt.

Ranch Romances, september 1935

Dette gled imidlertid gradvist i baggrunden, som det gik op for forlaget, at det faktisk ikke kun var kvinder, der læste Ranch Romances. De mandlige læsere fulgte trop og ville også læse om præriens gæve kvinder og deres forelskelser i ranch hands, bistre pelsjægere og mutte cowboys. Forlaget skærpede derfor profilen en smule for at få endnu flere husarer i huset, og det blev opskriften på en succes.

Ranch Romances, oktober 1939

Ser man lidt overordnet på dette, er Ranch Romances et ekstremt spændende studieobjekt, fordi bladet så bevidst forsøger at omdanne en traditionel maskulin genre til noget, som opfattes som et traditionelt feminint perspektiv. Der ligger med andre ord uanede mængder af stof til overvejelser her omkring køn og genrer.

Ranch Romances, oktober 1938

Men det er mindst lige så interessant, at forlaget ikke havde kalkuleret med den mandlige interesse for deres ”kvinde”-westerns. Deres opfattelse af den maskuline og feminine læser viste sig således ikke at holde stik, hvilket må siges at være et godt indlæg i hele debatten om køn og kønsstereotyper, men måske også som et væsentlig indspark i den lidt ensidige queer-tilgang til western-genren, der har været dominerende på litteraturfronten siden begyndelsen af 00’erne.

Ranch Romances, oktober 1927

Her får du en buket af bladets forsider og hvem ved, måske får du selv lyst til at opleve lidt ranch-romantik?

Ranch Romances, november 1967

Ranch Romances, november 1955

Ranch Romances, november 1951

Ranch Romances, marts 1955

Ranch Romances, marts 1950

Ranch Romances, maj 1968

Ranch Romances, maj 1966

Ranch Romances, juni 1956

Ranch Romances, juni 1936

Ranch Romances, juli 1950

Ranch Romances, juli 1944

Ranch Romances, juli 1924

Ranch Romances, januar 1954

Ranch Romances, januar 1936

Ranch Romances, februar 1962

Ranch Romances, februar 1958

Ranch Romances, februar 1953

Ranch Romances, december 1952

Ranch Romances, december 1951

Ranch Romances, august 1960

Ranch Romances, august 1951

Ranch Romances, april 1957

Ranch Romances, april 1951

Robert A. Heinlein, Citizen of the Galaxy (1957): Frihed er det bedste guld

Paperback, Del Rey Ballantine 1978. Forsidens handlingstro billede er udført af Darrell Sweet

Med Citizen of the Galaxy viser Robert Heinlein, hvor let genretroper kan flyttes og modelleres, så miljøet og omstændighederne udskiftes, mens fortællingens grundlæggende substans forbliver den samme. Det er i hvert fald præcis, hvad der sker i denne roman, hvor Heinlein med selverklæret afsæt i Rudyard Kiplings berømte Kim (1901) har lavet en rumparafrase over selvsamme drengebogsfortælling. Heinlein har dermed ikke alene taget tematikken og plotstrukturen fra Kim, men også bevaret en stor del af drengebogens gnists og gåpåmod.

Man kan da også hyppigt se Citizen of the Galaxy omtalt som en af Heinleins ungdomsbøger, hvilket måske kan være meget rigtigt. Den har i hvert fald ikke samme studentikose, lumre mandehumor, der ellers løber som en understrøm gennem ganske meget af Heinleins fiktion. Man kan imidlertid også i samme åndedrag konstatere, at Citizen of the Galaxy stedvist er ganske voldsom, hvorfor vi her er vidne til det velkendte forhold, at unge åbenbart har bedre af at læse om vold end sex.

Robert Anson Heinlein (7. juli 1907 – 8. maj 1988)

Nuvel. Handlingen fører os til planeten Jubbul, hvor den forældreløse slavedreng Thorby bliver frikøbt af en gammel tigger ved navn Baslim, som herefter indtager en faderrolle i drengens liv. Det viser sig da også snart, at Baslim ikke er nogen almindelig tigger, men en hemmelig agent, der arbejder for at nedbryde det tyranniske styre på Jubbul, der er baseret på den modbydelige slavehandel. Alt dette ved Thorby kun lidt om, men da myndighederne får færden af Baslims undergravender arbejde, bliver situationen alvorlig og drengen – som efterhånden er blevet en ung mand – får en mission. Han modtager et budskab, som han skal aflevere til de galaktiske myndigheder. Thorby forlader således planeten Jubbul som en fri mand med et formål, og den opgave fører ham vidt omkring.

Som sagt er Citizen of the Galaxy modelleret over Kim, og alt, der har været beskrevet indtil videre, er del af denne parafrase. Heinlein går imidlertid længere, fordi det efter, at Thorby har fuldført sin opgave, bliver afsløret, hvem hans rigtige forældre var. Det viser sig, at Thorby er den eneste arving i en uhyggeligt velhavende slægt. Og naturligvis er der pengemænd, som ikke ligefrem er begejstrede for det forhold, at Thorby nu pludselig dukker op med krav på formuen. Bedst som eventyret egentlig burde være afsluttet, bliver vores unge helt dermed rullet i en grum magtkamp om retten til sin familiens rigdom.

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1957. Romanens 1. udgave i bogform. Bemærk i øvrigt, hvor usædvanligt mange indbundne udgaver bogen er udkommet i

De to led i Citizen of the Galaxy har umiddelbart ikke meget med hinanden at gøre, og de kunne for så vidt være to uafhængige fortællinger, men det lykkes for Heinlein at få snøret de to historier sammen til et meningsfyldt hele. Det sker i sidste kapitel, hvor Thorby står som den store sejrherre, der har overvundet alle sine fjender. Han er slaven, der har besejret sin herre og vundet friheden, han er helten, der har kæmpet sig gennem modstanden og vundet ikke bare rigdom undervejs, men også fundet kærligheden. Alt skulle derfor være fint, men sådan er det bare ikke, for Heinlein præsenterer her en næsten Robert E. Howardsk pointe.

Vores helt Thorby er nemlig slet ikke blevet fri alligevel. Kan ske, at han ikke længere er slave, men frihed har han ikke, da han sidder som øverste ansvarshavende for sin families forretninger og formue og tilmed har en kæreste derhjemme, der venter ham til aftensmad hver aften. Den personlige frihed, muligheden for at gøre hvad han vil, findes ikke længere. Slavelænken har han kastet af sig, men nu har samfundet fanget ham i et guldbur. Den erkendelse er smertefuld for Thorby, der har fået det frie soldaterliv i blodet, men må indse, at han ganske frivilligt har ladet sig lænke på ny.

Hardcover, Gollancz 1969

Med bogen illustrerer Heinlein med andre ord, at der ligger et valg, som vi må træffe. Slaven er ufri, men den påstået frie kan også vise sig at være ufri, fordi samfundet binder ham eller hende. Friheden til at handle og eksistere uden at blive tynget af sociale bånd og forpligtelser er dermed noget, som man bevidst må forfølge, hvis man vil bevare den.

Eller sagt på en anden måde, gods og guld er ikke frihed – i hvert fald ikke ægte frihed i den forstand, som den heroiske vagabond oplever den. At netop det tema dukker op i Citizen of the Galaxy er måske ikke så sært, fordi Heinlein har forfulgt det flere gange og understreget, hvor ideologisk vigtigt det var for ham, at individet har mulighed for at handle, uden samfundet stiller sig i vejen for denne handlefrihed.

Paperback, Ace Books 1970

Som roman betragtet er Citizen of the Galaxy et stykke underholdende ramasjang, der med Heinleins vanlige sans for tempo sender Thorby på en hurtig rejse gennem det ene optrin efter det andet. Bogen tåler ikke nogen nærmere æstetisk afdækning, fordi den først og fremmest er et stykke sentimentalt, umiddelbart pulp, hvis hovedanliggende er letbenet SF-underholdning. Men modsat så meget andet ramasjang fra slutningen af 50’erne bliver bogen interessant som mere end bare tidsfordriv, fordi Heinlein er så ideologisk, som han er og tydeligvis har et anliggende med sin brug af Kim som samtalepartner.

Bogen er dermed en politisk/social kommentar til Kiplings værk om frihedens væsen, som Heinlein så og udlagde den. Man kan vel nærmest sige, at Citizen of the Galaxy, med dens frihedssværmeri, bliver en form for oprørsmanifest, der opfordrer sine unge (mandlige) læsere til nøje at tænke sig om, før de blindt følger i forældregenerationens fodspor. Måske er der alternativer, måske er velstand og tryghed slet ikke de goder, man tror?

Paperback, Peacock Books 1972

Havde bogen ikke været indsovset i en særlig form for militaristisk mandsstereotyp, som Heinlein elskede, kunne den ses som et stykke proto-hippielitteratur. Der havner vi dog ikke, men på sin egen bagvendte facon synes Heinlein alligevel at være i kontakt med rørelser i tiden, som peger fremad mod de store kulturelle omvæltninger, som det kommende årti skulle vise sig at rummer. The times they were a-changin’…

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1977

Paperback, Penguin Books 1981

Hardcover, Charles Scribner’s Sons 1987

Hardcover, Robert Hale 2001

Hardcover, The Virginia Edition 2008

Ebog, Spectrum Literary Agency 2013

Grave Pleasures fornøjer endelig

Beastmilk var et helt og aldeles fantastisk band… Så skiftede de navn til Grave Pleasures og udgav det ganske middelmådige album Dreamcrash, som efterlod mig stærkt i tvivl om gruppens fremtid. Nu har bandet imidlertid sendt en ny 7”-single på gaden, der bærer den nette titel Funeral Party. Her har de fundet tilbage til Beastmilk-lyden og alt er pludselig ved det (fantastiske!) gamle. Giv finske Grave Pleasures et lyt, og dyk ned i gruppens bagkatalog – Det lønner sig!

Her får I bandets lille video til sangen ”Deadenders” fra den nye single.

På genhør på søndag.

Martin

Så er Skelos nr. 2 udkommet

Skelos. The Journal of Weird Fiction and Dark Fantasy. nr. 2

Så er Skelos nr. 2 allerede udkommet og ankommet hos mig. Magasinet ser bestemt bedre ud end første nummer, og indholdet tegner også bedre. Jeg var efter endt læsning ikke så imponeret af første nummer, som desværre viste sig at være lettere anstrengende på fiktionsfronten. Andet nummer af magasinet lover bedre – et navn som den efterhånden legendariske Wilum Pugmire sætter i hvert fald mine forventninger betydeligt i vejret. Men der er skam flere ting i dette nummer, der ser spændende ud, så jeg ser frem til nogle timer i selskab med det nye nummer.

Den fine lovecraftianer Wilum Pugmire med sin nyeste udgivelse i hænderne

Kast et blik på Skelos og hop med på Weird fiction-vognen, mens du stadig kan få de første bind.

 

Farvel til Alan Aldridge 1938-2017

Henning Andersen har skrevet denne lille nekrolog over Alan Aldridge, der desværre døde for få uger siden. Aldridge må klart mindes her på bloggen, og derfor skal I ikke snydes for Hennings mindeord. Så tag ham ved hånden og smut ind i en udsyret, forunderlig verden, som favner noget det bedste fra den psykedeliske bogforsides storhedstid. En særlig periodeniche, som jeg absolut har en kæmpe svaghed for. Her sker desværre ikke noget igen før næste uge, hvor jeg er tilbage fra San Francisco. Men hermed gives ordet videre.

– Martin

___

Alan Aldridge døde den 16. februar 2017, 73 år gammel. Jeg ved ikke så meget andet om ham, end at han var illustrationskunstner (cover artist), samt hvad jeg så har læst på Wikipedia. Men det kan man selv gøre, så jeg vil hellere bruge tiden og pladsen på, at gøre ham genkendelig. 

Alan Aldridge (8. juli 1938 – 16. februar 2017)

Beatlesfans vil nok kunne genkende ham, for de ret besynderlige interpretationer han skabte over figurer i det beatleske univers:

 

 

En stil han bragte til det ultimative myldrebillede-cum-syreflip i ”Lion’s Cavalcade”. 

Hardcover, Jonathan Cape 1980

 

Hvad færre måske er klar over er, at Aldridge også skabte (det må man godt sige om et overflødighedshorn af visuelle indtryk, enhver malerlærer ville få et hysterisk anfald over; alle farver har samme valeur! Men det virker) en række forsideillustrationer for Penguin Pockets i 1966-67 til en række store SF-titler samt andet godt. Klart genkendelig streg og motivkreds. Vildt fabulerende i udtrykket, men altid med forbindelse til indholdet, hvilket jeg personligt finder væsentligt. Kig og genkend:

Paperback, Penguin books 1966

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Panther 1969

Paperback, Penguin Books 1975

Og så videre. Fantastisk, ikke?

– Henning Andersen

Gene Wolfe, The Shadow of the Torturer (1980): Ord fra menneskehedens sidste kapitel

Paperback, Orb 2000. Det fantastiske forsidebillede, malet af Don Maitz, stammer fra romanens 1. udgave

Gene Wolfe er en af generefiktionens titaner og det med rette. Han vandt allerede sine sporer i 70’erne som novelleforfatter, men det var imidlertid i 1980, da han udsendte Shadow of the Torturer, at hans stjerne for alvor steg og kun er fortsat med at stige siden. Wolfes bog er første bind i en serie på fire, som de fleste sikkert vil være bekendte med. Book of the New Sun, som serien kaldes samlet, er blevet en klassiker og pligtlæsning for alle, der bare interesserer sig en smule for SF og fantasy.

Serien er nemlig et ekstremt vellykket eksempel på den forkætrede Science Fantasy-genre, som fans i begge lejre alt for let får galt i halsen. Hans historie udspiller sig således i en fjern, fjern fremtid, hvor solen er ved at brænde ud, og teknologi har antaget en semi-magisk karakter i et næsten feudalt samfund. Wolfe har imidlertid hævet sig op over den ordinære SF og fantasy og skrevet et værk, med uomgængelig litterær tyngede, der må lukke munden på enhver genre-puritaner.

Paperback, Orb 2000

Seriens første bind, som her er under luppen, introducerer hovedpersonen og jeg-fortælleren Severian, der er under oplæring i bødlernes laug. Han har levet i laugets tårn siden barnsben og kender derfor nærmest intet til livet uden for tårnets dystre mure. Som alle teenagere afsøger Severian og hans venner fra lauget grænser, og de sniger sig derfor ud i den enorme nekropol, der omkranser bødlernes tårn.

Her, blandt smuldrende gravkapeller, bliver Severian vidne til et sammenstød mellem to grupper, og unge Severian redder – nærmest ved et tilfælde – en mand fra at blive dræbt af bystyrets soldater. Manden forærer Severian en særlig mønt som tegn på sin taknemmelighed, og dermed er Severian pludselig kommet ind på en bane, der ikke alene skal føre ham på kollisionskurs med sit eget laug, men som også sender ham ud på et langt og krævende eventyr.

Gene Rodman Wolfe (født 7. maj, 1931)

Manden, som Severian hjalp, var oprøreren og banditten Vodalus, der er mere myte end virkelighed, og mødet med denne nærmest overjordiske skikkelse fylder pludselig Severian med drømme om andre liv, uden for murene, som han aldrig tidligere havde overvejet. Mødet bliver det første af en række skelsættende situationer i Severians liv, der på en gang synes helt tilfældige og samtidig forudbestemt af en form for forsyn.

Mødet med Vodalus planter en kim af illoyalitet i Severian, og da han forbryder sig mod gildet, ved at hjælpe en kvinde til selvmord, så hun undgår pinefuldt forhør hos bødlerne, bliver han sendt bort fra lauget i skam. Straffen er, at han må rejse til en fjern, ydmyg provins for der at tjene som mestermand. Dermed lyder startskuddet for det, der ikke alene skal blive Severians dannelsesrejse, men også en kompleks fortælling, der ligger langt ud over navnlig fantasy-genrens vanlige brug af rejsetemaet og rite de passage-motivet.

Hardcover, Simon & Schuster 1980. Romanens 1. udgave

Det helt fantastiske ved The Shadow of the Torturer, som står klart allerede få sider inde i første kapitel, er bogens fortættede stemning, formidlet gennem den alstedsnærværende Severians fortællerstemme, der nu ser tilbage på et langt liv. Severian er en klassisk observerende hovedperson, der ikke nødvendigvis selv foretager sig ret meget. Det gør verden imidlertid omkring ham, så snart Gene Wolfe slipper sin hovedperson fri af bødlernes tårn og sender ham ud i den spraglede storby Nessus. Faktisk overdynges både Severian og læseren med indtryk, således at den unge bøddel aldrig når længere end til Nessus’ byporte i første bind.

For Severian er det en kamp – både i konkret og sjælelig forstand – at krydse byen, fordi han gang på gang konfronteres med karakterer, der griber ind i hans færden, og som vi skal se i de senere bind, forbliver alle aktørerne personer, som i en eller anden forstand drager videre med Severian på hans rejse, da han først slipper ud af Nessus.

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1981

Man bemærker da også straks, at Severian er en følsom og eftertænksom iagttager, der reflekterer over sin verden. Men han har levet afskærmet fra byens liv og forstår sig derfor kun dårligt på mennesker og kender ganske lidt til den enorme stads skikke og steder. Og dertil kommer, at bogen er fortalt retrospektivt. Den modne Severian, der fortæller sin historie til os, kan med andre ord se tilbage på begivenhederne og beretter kun det, som, han synes, er vigtigt. Dermed er Severian en selektiv fortæller, som ganske vist bryster sig af aldrig at glemme noget, men som snart viser sig, er det ikke helt sandt.

Severian, ordrige, bekymrede Severian, er således bogens absolutte hovedperson og omdrejningspunkt. Alt handler om Severian, og man får hurtigt det indtryk, at hele livet under den røde, overmodne, døende solkugle på planeten Jorden handler om Severian. Og sådan må det også være i en selvbiografisk tekst, som romanen giver sig ud for at være.

Paperback, Timescape 1981

Der er storhed over det projekt, som Gene Wolfe satte i søen med The Shadow of the Torturer. Han trådte nye stier for genrefiktionen med sin ego-centrerede fortæller, der i langt højere grad er optaget af den indre rejse ind de turbulente optrin, som sker omkring ham. Wolfe indskrev dermed også sit romanværk i en litterær modernistisk tradition, hvis store forbillede kan søges i et værk som James Joyces Ulysses.

Ligheden mellem Leopolds Blooms 16. juni og Severians vej gennem Nessus er påfaldende, og var der aldrig kommet flere bind i Wolfes serie, ville første bind stadig stå som et eklektisk mesterværk. Og det er dermed også klart, at Wolfe ikke har til hensigt at fortælle en letbenet røverhistorie med sit science fantasy-epos. Nej, han vil ind og røre ved nervetrådene og lege med store koncepter som jeg’et, tid og tro. Wolfe vil dermed også meget mere end triviel, såkaldt ”world building ”, han vil føre sin læser ud i et nyt rum, hvor livets store spørgsmål kan frigøres fra vores samtid og belyses fra andre vinkler, for at vi måske kan forstå dem bedre, når det anskues på afstand.

Paperback, Arrow Books 1983

Jeg skal nok fortælle mere om Severians verden, Severian som hovedperson og selve Gene Wolfes historiebrug, men det bliver i senere indlæg, som tager afsæt i seriens øvrige tre bøger. Her er tonen blot blevet slået an, så vi kan ruste os til at forlade Nessus med Severian. En komplekse og fascinerende rejse, som jeg misunder alle dem, der endnu har til gode at opleve den for første gang.

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1983

Paperback, Arrow Books 1986

Hardcover, The Easton Press 1989

Paperback, Millennium 2000

Hardcover, Gollancz 2011

En fredag med gong i

Hermed en lille fredagssang uden egentlig anledning. Det drejer sig om Ministrys fantastiske cover af ”Bang A Gong”. En cool, cool sang til en solskinsdag i København, der fortæller, at det for alvor er ved at blive forår. Hurra for det. Jeg arbejder hvidglødende på en hel masse for tiden, men heldigvis er det sjovt.

På genhør på søndag, hvor Gene Wolfe vender tilbage til bloggen. Og slå så for pokker til den gong!

Så stikker vi til søs

Paperback, Ember Library 1965

Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke har nogen dybere overvejelse bag det her indlæg, som vel nærmest er en hensigtserklæring eller reklame. Jeg er nemlig blevet lidt optaget af søfarts/ocean-motivet. Præcis som alle andre vildsomme landskaber – junglen, bjergene, ørkenen osv. – har oceanet en mystisk, dragende kvalitet.

Weird Tales, november 1932

Havets dybder rummer hemmeligheder, og havet kan føre os ukendte steder hen. Cthulhu ligger drømmende på havets bund, mens gejsterbåde driver omkring på bølgernes grågrønne skumtoppe, og pirater begraver skatte på øde øer. Det er heller ikke så sært, at SF-litteraturen har tyndslidt parallellen mellem oceangående skibe og rumfart, fordi havet byder sig til som et enormt reservoir af muligheder, mystik og poesi. Ej heller, at havet bliver brugt som billede på menneskets indre sjæleliv.

Adventure, november 1956

Genrefiktionen har da også benyttet havet flittigt som legeplads for gys, spænding og erotiske møder. Alt det kan slet ikke favnes i et indlæg her på bloggen. Du kan derfor opfatte følgende som en lille visuel forsmag på en række indlæg i de kommende måneder, hvor vi skal se nærmere på havet belyst gennem forskellige genrer.

Det bliver underholde, så stig ombord med det samme.

Unknown, april 1940

Adventure, september 1921

True Men, juni 1964

 

Adventure, oktober 1961

Ten Detective Aces, januar 1945

Argosy, marts 1938

Science and Mechanics, Marts 1931

Man’s Exploits, januar 1958

Rage, juni 1962

Paperback, Avon 1978

Paperback, Tandem Books 1974

Paperback, Award Books 1975

Paperback, Avon 1983

Paperback, Signet Books 1981

Paperback, Berkley Books 1989

Paperback, Shadow Publishing 2014

Paperback, Berkley Medallion 1970

Paperback, Rohwolttaschen Buchverlag 1981

Paperback, Puffin Books 1998

Paperback, DellRey 1991

Paperback, Pocket Books 1988

Paperback, Digit Books 1961

Paperback, Paperback Library 1970

Paperback, Fawcett Crest 1976

Paperback, Pan Books 1964

Paperback, Manor Books 1970

Paperback, Greenleaf classics 1964

Harry Harrison, Make Room! Make Room! (1966): Helvede, det er de andre

Paperback, Orb 2008

Harry Harrison opnåede en høj stjerne i SF- verdenen, og han fik skrevet ganske meget fiktion i løbet af sit forfattervirke. For mig at se leverede han imidlertid aldrig noget, der var bedre end hans roman Make Room! Make Room! fra 1966. Bogen er en dystopisk rædselsvision, der med lige dele stille tristesse og klaustrofobisk horror udmaler en grotesk fremtid, hvor mennesket er reduceret til et liv, som tætpakkede tremmesvin i en automatiseret, udpint verden.

En skoldhed, sommervarm New York danner rammen om fortællingen, der indledningsvist beskriver kriminalbetjent Andy Ruschs forsøg på at opklare mordet på Big Mike – en ubehagelig gangsterboss, der opererede under et tyndt dække af at være en lovlydig forretningsmand. Alle tror naturligvis, at det må være en konkurrent fra underverdenen, der har myrdet Mike i hans luksuslejlighed. Sådan er det bare ikke. Mike bliver dræbt af en ung knægt, som bryder ind i Mikes lejlighed fordi en tilfældig mulighed byder sig.

Paperback, Orb 2008

Indbruddet går skævt, fordi Mike snupper knægten på fersk gerning og situationen ender i et mord. Drabet er dermed ikke noget planlagt attentat fra et af storbyens rovdyr, men et blot dumt uheld. Ikke desto mindre er effekten enorm, for Mikes død sender chokbølger gennem New York, samtidig med at byen lider i varmen og langsomt løber tør for alt fra mad og vand til strøm.

Midt i dette traver Andy omkring og forsøger at finde ud af, hvorfor Mike skulle dø. På sin vej gennem byen møder han høj såvel som lav, og bogens persongalleri udvides dermed løbende, til vi – henimod slutningen – sidder med et helt lille ensemble af karakterer, der alle får små handlingstråde, som stedvist krydses.

Harry Max Harrison (12. marts 1925 – 15. august 2012)

Betjenten Andy bliver dermed vores primære øjne og ører på en nedslående tur gennem storbyjunglen, og det, vi ser, bliver til stadighed mere grimt og ynkeligt. Alt slides op omkring Andy; hans venner og kæreste forsvinder en for en, mens sagen on Big Mike trækker i langdrag, fordi alle nægter at indse den simple sandhed, at Mike død var et meningsløs uheld. Byen æder sine indbyggere op som en anden Leviathan har vokset sig ud over alle rammer.

På et formelt plan er det interessant at bemærke Harrisons greb om fortællingen, der foretager en spændende kobling mellem to klassiske litterære genrer. På den ene side har vi nemlig den hårdkogte kriminalroman, der repræsenteres ved den forhutlede opdager Andy. På den anden side har vi den marxistiske kollektivroman, der netop fik en ny opblomstring i 60’erne som effektiv metode til at indkredse miljøer og samfund.

Paperback, Roberts Vinter 1966. Romanens 1. udgave

Præcis dette gør Harrison da også med sin SF-bog, der udspiller sig i det dengang fjerne år 1999. Man kan imidlertid se på en stærkt beslægtet roman, som James Plunketts bestseller Strumpet City fra ’69, der er en historisk roman, som udspiller sig i Dublin i årene før Første Verdenskrig. Parallellerne mellem Harrisons fremtidsdystopi og Plunketts triste, men hjertevarme skildring af det forarmede, udsultede arbejderliv i Dublin er slående, og parallellen mellem bøgerne tankevækkende, fordi de i virkeligheden når samme sted hen med deres romaner.

Den ene går til den historiske fiktion, den anden til fremtidsfiktionen, men begge peger de gennem deres genrevalg ind i samtiden og samtidens problemer. Fortællingens miljø bliver dermed først og fremmest en ramme eller indpakning, hvor den ene kan være lige så god som den anden. I hvert fald umiddelbart, for som jeg kort nævner nedenfor, er bøgernes virkning ikke helt den samme.

Hardcover, Doubleday 1966

Harry Harrisons fremtidsvision adresserer emner som overbefolkning, forurening og social ulighed – alt sammen temaer, der synes præcis lige så relevante i dag som dengang i ’66, da roman udkom første gang. Det er endda bemærkelsesværdigt, hvor stærkt hans økologiske forfaldsportræt af navnlig storbyen stadig slår igennem, fordi den griber fat i helt basale, tidløse problemstillinger i samfundet. Forsyninger og infrastruktur, magtfordeling og demokrati er konstanter, som altid er relevante at diskutere og analysere. Tematisk har Make Room! Make Room! dermed afgjort noget at byde ind med, fordi den tegner et ekstremt, men også besnærende, gruopvækkende fremtidsperspektiv, der i høj grad er en påmindelse om, at vi kan miste alt det, vi har opbygget og pludselig stå i en situation, der ligner langt ældre historiske vilkår.

Hvor tankevækkende alt dette end måtte være, er det imidlertid i selve strukturen og de stilistiske valg, at romanen for alvor skiller sig ud som en sjælden perle. Harrison balancerer på en knivsæg med sin brug af troper fra den hårdkogte krimi. Kun alt for let ville det hele kunne falde til jorden som plat gentagelse af genreklicheer, men fordi han gradvist arbejder sin historie ind i en bredere gruppe af karakterer, får han sig løsrevet fra narrativets udgangspunkt og transformeret historien til et socialt portræt.

Paperback, Berkley Medallion 1967

I stedet for blindt at holde fast i sit genrevalg slipper han det gradvist og flytter sin fortælling et andet sted hen. Det store ved bogen er, at det lykkes for Harrison at fastholde den stemningsmæssige, hårdkogte grundtone og derved fremstår genreskiftet mindre dramatisk, ja vel nærmest usynligt, for den der ikke opmærksomt følger de små signaler i teksten, der angiver, at vi nu langsomt forlader detektivromanens univers.

Make Room! Make Room! er socialt gys, øko-gru eller dystopisk SF. Kald det, hvad du vil. Romanen er med sit sortsynede verdensportræt et grumt stykke fiktion, der med al tydelighed viser, hvor virkningsfuldt fremtidsfortællingen kan blive, når den fordrejer vores nuværende livsvilkår og projicerer dem ud i yderste konsekvens. Hos Plunkett, som jeg her har stillet Harrison sammen med, er samfundsskildringen et deprimerende portræt af en overstået historiske periode. Netop det er afgørende, fordi vi læser den historiske roman som noget udlevet og overvundet. Vi spejler os altså retrospektivt i fortællingen. Der er vi ikke længere, kan man tænke, og prise sig lykkelig over ikke at skulle gennemleve hungersnød og forsluming.

Paperback, Penguin Books 1967

Harrisons bog slår imidlertid langt hårdere, fordi den er et fremtidsbillede – det er her, vi kan ende. Fremtiden er muligheden, og Harrisons fortælling er et stykke stinkende, lummert forfald, der æder sig ind under huden og bliver hængende over os som damoklessværdet. Og netop derfor er bogen et bekymret opråb, som det lønner sig at vende tilbage til, fordi den rusker op i os og minder os om, at fremtiden består af valg, og forkerte valg fører os steder hen, som vi bestemt ikke ønsker os at opleve.

Paperback, Berkley Medallion 1973

Paperback, Penguin Books 1973         

Paperback , Berkley Books 1978

Paperback, Ace Books 1980

Paperback, Penguin Books 1982

Paperback, Bantam Spectra 1994

Paperback, Penguin Books 2009

Ebog, Rosettabooks 2010