Harry Harrison, Make Room! Make Room! (1966): Helvede, det er de andre

Paperback, Orb 2008

Paperback, Orb 2008

Harry Harrison opnåede en høj stjerne i SF- verdenen, og han fik skrevet ganske meget fiktion i løbet af sit forfattervirke. For mig at se leverede han imidlertid aldrig noget, der var bedre end hans roman Make Room! Make Room! fra 1966. Bogen er en dystopisk rædselsvision, der med lige dele stille tristesse og klaustrofobisk horror udmaler en grotesk fremtid, hvor mennesket er reduceret til et liv, som tætpakkede tremmesvin i en automatiseret, udpint verden.

En skoldhed, sommervarm New York danner rammen om fortællingen, der indledningsvist beskriver kriminalbetjent Andy Ruschs forsøg på at opklare mordet på Big Mike – en ubehagelig gangsterboss, der opererede under et tyndt dække af at være en lovlydig forretningsmand. Alle tror naturligvis, at det må være en konkurrent fra underverdenen, der har myrdet Mike i hans luksuslejlighed. Sådan er det bare ikke. Mike bliver dræbt af en ung knægt, som bryder ind i Mikes lejlighed fordi en tilfældig mulighed byder sig.

Paperback, Orb 2008

Paperback, Orb 2008

Indbruddet går skævt, fordi Mike snupper knægten på fersk gerning og situationen ender i et mord. Drabet er dermed ikke noget planlagt attentat fra et af storbyens rovdyr, men et blot dumt uheld. Ikke desto mindre er effekten enorm, for Mikes død sender chokbølger gennem New York, samtidig med at byen lider i varmen og langsomt løber tør for alt fra mad og vand til strøm.

Midt i dette traver Andy omkring og forsøger at finde ud af, hvorfor Mike skulle dø. På sin vej gennem byen møder han høj såvel som lav, og bogens persongalleri udvides dermed løbende, til vi – henimod slutningen – sidder med et helt lille ensemble af karakterer, der alle får små handlingstråde, som stedvist krydses.

Harry Max Harrison (12. marts 1925 – 15. august 2012)

Harry Max Harrison (12. marts 1925 – 15. august 2012)

Betjenten Andy bliver dermed vores primære øjne og ører på en nedslående tur gennem storbyjunglen, og det, vi ser, bliver til stadighed mere grimt og ynkeligt. Alt slides op omkring Andy; hans venner og kæreste forsvinder en for en, mens sagen on Big Mike trækker i langdrag, fordi alle nægter at indse den simple sandhed, at Mike død var et meningsløs uheld. Byen æder sine indbyggere op som en anden Leviathan har vokset sig ud over alle rammer.

På et formelt plan er det interessant at bemærke Harrisons greb om fortællingen, der foretager en spændende kobling mellem to klassiske litterære genrer. På den ene side har vi nemlig den hårdkogte kriminalroman, der repræsenteres ved den forhutlede opdager Andy. På den anden side har vi den marxistiske kollektivroman, der netop fik en ny opblomstring i 60’erne som effektiv metode til at indkredse miljøer og samfund.

Paperback, Roberts Vinter 1966. Romanens 1. udgave

Paperback, Roberts Vinter 1966. Romanens 1. udgave

Præcis dette gør Harrison da også med sin SF-bog, der udspiller sig i det dengang fjerne år 1999. Man kan imidlertid se på en stærkt beslægtet roman, som James Plunketts bestseller Strumpet City fra ’69, der er en historisk roman, som udspiller sig i Dublin i årene før Første Verdenskrig. Parallellerne mellem Harrisons fremtidsdystopi og Plunketts triste, men hjertevarme skildring af det forarmede, udsultede arbejderliv i Dublin er slående, og parallellen mellem bøgerne tankevækkende, fordi de i virkeligheden når samme sted hen med deres romaner.

Den ene går til den historiske fiktion, den anden til fremtidsfiktionen, men begge peger de gennem deres genrevalg ind i samtiden og samtidens problemer. Fortællingens miljø bliver dermed først og fremmest en ramme eller indpakning, hvor den ene kan være lige så god som den anden. I hvert fald umiddelbart, for som jeg kort nævner nedenfor, er bøgernes virkning ikke helt den samme.

Hardcover, Doubleday 1966

Hardcover, Doubleday 1966

Harry Harrisons fremtidsvision adresserer emner som overbefolkning, forurening og social ulighed – alt sammen temaer, der synes præcis lige så relevante i dag som dengang i ’66, da roman udkom første gang. Det er endda bemærkelsesværdigt, hvor stærkt hans økologiske forfaldsportræt af navnlig storbyen stadig slår igennem, fordi den griber fat i helt basale, tidløse problemstillinger i samfundet. Forsyninger og infrastruktur, magtfordeling og demokrati er konstanter, som altid er relevante at diskutere og analysere. Tematisk har Make Room! Make Room! dermed afgjort noget at byde ind med, fordi den tegner et ekstremt, men også besnærende, gruopvækkende fremtidsperspektiv, der i høj grad er en påmindelse om, at vi kan miste alt det, vi har opbygget og pludselig stå i en situation, der ligner langt ældre historiske vilkår.

Hvor tankevækkende alt dette end måtte være, er det imidlertid i selve strukturen og de stilistiske valg, at romanen for alvor skiller sig ud som en sjælden perle. Harrison balancerer på en knivsæg med sin brug af troper fra den hårdkogte krimi. Kun alt for let ville det hele kunne falde til jorden som plat gentagelse af genreklicheer, men fordi han gradvist arbejder sin historie ind i en bredere gruppe af karakterer, får han sig løsrevet fra narrativets udgangspunkt og transformeret historien til et socialt portræt.

Paperback, Berkley Medallion 1967

Paperback, Berkley Medallion 1967

I stedet for blindt at holde fast i sit genrevalg slipper han det gradvist og flytter sin fortælling et andet sted hen. Det store ved bogen er, at det lykkes for Harrison at fastholde den stemningsmæssige, hårdkogte grundtone og derved fremstår genreskiftet mindre dramatisk, ja vel nærmest usynligt, for den der ikke opmærksomt følger de små signaler i teksten, der angiver, at vi nu langsomt forlader detektivromanens univers.

Make Room! Make Room! er socialt gys, øko-gru eller dystopisk SF. Kald det, hvad du vil. Romanen er med sit sortsynede verdensportræt et grumt stykke fiktion, der med al tydelighed viser, hvor virkningsfuldt fremtidsfortællingen kan blive, når den fordrejer vores nuværende livsvilkår og projicerer dem ud i yderste konsekvens. Hos Plunkett, som jeg her har stillet Harrison sammen med, er samfundsskildringen et deprimerende portræt af en overstået historiske periode. Netop det er afgørende, fordi vi læser den historiske roman som noget udlevet og overvundet. Vi spejler os altså retrospektivt i fortællingen. Der er vi ikke længere, kan man tænke, og prise sig lykkelig over ikke at skulle gennemleve hungersnød og forsluming.

Paperback, Penguin Books 1967

Paperback, Penguin Books 1967

Harrisons bog slår imidlertid langt hårdere, fordi den er et fremtidsbillede – det er her, vi kan ende. Fremtiden er muligheden, og Harrisons fortælling er et stykke stinkende, lummert forfald, der æder sig ind under huden og bliver hængende over os som damoklessværdet. Og netop derfor er bogen et bekymret opråb, som det lønner sig at vende tilbage til, fordi den rusker op i os og minder os om, at fremtiden består af valg, og forkerte valg fører os steder hen, som vi bestemt ikke ønsker os at opleve.

Paperback, Berkley Medallion 1973

Paperback, Berkley Medallion 1973

Paperback, Penguin Books 1973

Paperback, Penguin Books 1973         

Paperback , Berkley Books 1978

Paperback , Berkley Books 1978

Paperback, Ace Books 1980

Paperback, Ace Books 1980

Paperback, Penguin Books 1982

Paperback, Penguin Books 1982

Paperback, Bantam Spectra 1994

Paperback, Bantam Spectra 1994

Paperback, Penguin Books 2009

Paperback, Penguin Books 2009

Ebog, Rosettabooks 2010

Ebog, Rosettabooks 2010

 

Advertisements

3 kommentarer

Filed under Roman

3 responses to “Harry Harrison, Make Room! Make Room! (1966): Helvede, det er de andre

  1. Henning Andersen

    Bare på forhånd: – dette er en uddybning; ikke en kritik 🙂

    Harrison har faktisk boet i Irland (hvor han havde familie, og hvor han vistnok døde). Han har boet i Mexico og han har – interessant nok – boet i Danmark. I “The Stainless Steelrat” hedder hovedpersonen “Slippery” Jim DiGriz (espanol, qué?), men i et af denne rustfrie stålrottes eventyr optræder og et plotelement der hedder “Grundlovsdag”. Endvidere hedder hovedpersonen i Deatworld-trilogien Jason dinAlt – hvabbehar? Og i Deathworld 2 (på dansk som Slavernes Verden), giver Harrison udtryk for en klokkeklar ateisme, men introducerer også esperanto som han, idealistisk nok, troede på ville kunne skabe verdensfred. Hans ateisme kommer også klart til udtryk i novellen “The Streets Of Ashkalon”.
    Der er masser af krig på kniven i mange af Harrisons historier/noveller/romaner. Men militarisme og kadaverdisciplin bliver latterliggjort.

    Det er ganske sikkert og vist, at Make Room Make Room indskriver sig i en strømning, der gjorde sig gældende på daværende tidspunkt. Jeg mener også at vor hjemlige Niels E. Nielsen havde overbefolknings-problematikken “under kniven”. Og ham kan man ikke påstå var ateist. Men især spørger jeg mig selv, om Harrison er stødt på Sjøwall og Wahlöö, som man sagtens kan påstå var marxister (især sidstnævnte), og fra dem har annammet en politisk perspektivering ifht tackling af kriminalromaner. Den “svenske forbindelse” gør sig også gældende i forhold til svensk science fictions doyen, Sam J. Lundwall – og jeg mener iøvrigt, at d’herrer havde et samarbejde kørende, på et tidspunkt. Men der er ihvertfald visse sammenfald mellem Harrisons “Bill, The Galactic Hero” og Lundwalls “Bernhard Rordin” – muligvis med tilknytning til Stanislaw Lems “Pirx The Pilot”.

    Harrison var helt klart venstreorienteret og pacifist, men jeg tror sgu ikke han var marxist.

    Nu kan man jo diskutere sig skaldet ifht hvilken roman, der er “den bedste”, men MR MR er helt klart Harrisons alvorligste værk. Og hér er det måske på sin plads at sige, at “Soylent Green” IKKE er en filmatisering af romanen. Så afgjort ikke.
    Iøvrigt fungerede Harrison også som redaktør, og redigerede – sammen med Brian Aldiss – gennem en årrække The Year’s Best SF.

    (jaja, namedropping og hvaharvi)

    Godt initiativ, Martin, at gen-introducere Harrison. Hilsen Henning

    • Martin

      Hej Henning,
      Tak for dine uddybende betragtninger omkring Harrison. Jeg mener sådan set ikke, at den gode HH var marxist (jeg kender faktisk intet til hans politiske ståsted), men romanen indskriver sig klart i en litterær tendens, som tager fart i 60’ernes anden halvdel og forbliver populær i de følgende ti år – sådan cirka. Når jeg skriver marxistisk er det fordi, at det netop var i venstreorienteret/samfundskritisk litteratur, at kollektivromanen blev stor igen efter en pause på omtrent 30 år, og man må sige, at Make Room! Make Room! til forveksling ligner denne politisk bevidste bølges hovedværker i struktur og bekymret anliggende. Og ja, sjovt Harrison bl.a. har boet i Danmark. Jeg har en ganske grim udgave af Slavernes Planet, som må være udkommet mens han boede i landet.

      • Henning Andersen

        Javel ja, jeg misforstod.
        “Slavernes Verden” må være en sidste krampetrækning fra Frits Remars forlag – cirka 1976 – med en fuldstændig besynderlig forside. Kan hænde, at han var ude i noget med nyt layout, derhen at Tage Eskestads “Rapport Om En Ufo” har en ligeledes besynderlig forside. Sort bund, hvidt tryk. “Dødens Verden” udkom på Vendelkær omkring 1970 (må det have været) og forsiden på den var også underlig – men den holdt stilen fra Vendelkær 1.0. Version 2.0 var noget med collager. Iøvrigt – og når vi nu snakker marxisme – så var det Arne Herløv Petersen der stod for de allerfleste oversættelser fra Vendelkær. Med tanke på, hvor Vendelkær havde sin kapital fra, er det faktisk ret skægt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s