Monthly Archives: april 2017

Gene Wolfe, The Claw of the Conciliator (1981): Nettet kastes længere ud

Paperback, Orb 2000. Forrsidebillede er malet af Don Maitz og stammer fra romanens 1. udgave

I 1981 fortsatte Gene Wolfe serien om bødlen Severian, der i første bind i skam måtte forlade byen Nessus og begive sig afsted mod provinsbyen Thrax, for der at udøve sit hverv. Som det allerede er beskrevet i mit tidligere indlæg om serien, går det ikke helt så let, fordi Severian indvikles i forskellige intriger, før han har forladt sin hjemby.

Med åbningen af andet bind står det atter lysende klart, at Gene Wolfe går eklektisk til værks. Vi kommer ind i historien, da Severian allerede har tilbagelagt en del af sin rejse, og nu er han ankommet til byen Saltus. Tilfældighederne vil her, at han får lejlighed til at udøve sit arbejde som bøddel for bystyret, men som altid udvikler tingene sig i en uventet retning for den unge skarpretter. Kvinden Agia, som han fik problemer med i Nessus, er nemlig også i Saltus, og Severian forsøger at få hende i tale. Det udløser en lang, kompliceret kæde af hændelser, der sender Severian på en større omvej, før han i bogens slutning atter kan se sig selv på vej mod Thrax.

Paperback, Orb 2000

Jeg skal ikke gå videre ind i handlingen her, der hurtigt bliver ganske kompliceret at genfortælle. I virkeligheden er det mere interessant at se nærmere på Wolfes greb om fortællingen. Der kan nemlig ikke være bogen tvivl om, at Wolfes vision for værket rækker videre end den traditionelle dannelsesrejse, som seriens handling i sin grundstruktur afspejler.

Med The Claw of the Conciliator er det således tydeligt, at Gene Wolfe arbejder med en scenisk model for beretningen. Severian træder ind i tableauagtige situationer, hvor persongalleriet optræder på skift i vekslende konstellationer. Der er med andre ord et teaterpræg over romanen, som ikke alene ligger i tekstens opbygning, men som også er indlejret i selve handlingen. Severian slutter i den tidligere bog venskab med Dr. Talos og hans skuespiltrup. I stykkerne, som Talos selv skriver, indtager skuepillerne arketypiske roller i noget, der er en form for commedia dell’arte. Severian kan derfor også, uden at have erfaring som skuespiller, udfylde rollen som døden, takket være hans bøddeludstyr.

Hardcover, Timescape Books 1981. Romanens 1. udgave

Det er imidlertid ikke bare på scenen, at Severian synes at indtage en rolle. Han opfylder også en rolle som en bestemt type protagonist i selve den fortælling, som Gene Wolfe fortæller os. Eller rettere, så tilskriver Severian sig selv en bestemt rolle i den fortælling, han – som jegfortæller – viderebringer til os. Wolfe indskyder med andre ord et metalag i romanen og lader Severian bruge sit liv og personerne i sit liv, som aktører i et nøje tilrettelagt drama, der handler om hans vej mod magtens tinde. Severian iscenesætter sig selv for sin læser, fordi hans historie har et ærinde, som vi skal vende tilbage til i omtalen af fjerde og sidste bind.

Som læser må man altså være opmærksomme på, at Gene Wolfes bøger om Severian ikke bare er en historie i en historie; det er en fortælling genfortalt indenfor rammerne af en nøje fastlagt skabelon, hvor alle figurer opfylder helt bestemte roller. Det fascinerende er så, at vi som læsere ikke kender eller har nogen mulighed for at forstå disse arketyper til bunds.

Vi synes overfladisk at genkende typerne, men Wolfe forvrider konstant meninger og karaktertræk, så arketyperne ikke lever op til forventningerne alligevel. Vi genkender altså hans figurer som typer, men de egentlige implikationer går hen over hovedet på os. Wolfe skriver i virkeligheden en itubrudt fortælling, som vi ikke kan afkode fuldstændigt. Vi læser Severians selvbiografi som et brev fra fremtiden, men forstår kun budskabet partielt, præcis som når vi vender os mod fortiden, altså historien, og studerer historiske kilder, der på en gang kan synes lige så genkendelig og kulturelt anderledes, som den fremtid Wolfe postulerer.

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1981

The Claw of the Conciliator åbner også nye horisonter for serien. Wolfe drillede allerede sine læsere i første bind ved at gøre kompasretningen nord til hjemsted for alt varmt og syd retningen for alt koldt. Denne form for invertering skubber han nu også ud i tid, således at Severian møder en grøn mand i et telt i Saltus. En grøn mand, der henviser til den siden antikken kendte bladmand, som ledsager Pans satyriske følge og middelalderen igennem gemmer sig som vignet i arkitekturen om manuskripternes marginer, før han med renæssancen bliver reduceret til et rent ornament. Den grønne mand er med andre ord et fortidigt billede, men i romanen fortæller manden til Severian, at han kommer fra fremtiden og derfor kender svaret på alt. En lige så stor løgn, som Severians, der påstår, at han husker alt.

Omvendt opdager Severian, at hans ven og rejsefælle Jonas ikke er et menneske, men en kunstig skabning – en robot om man vil – der med sit rumskib styrtede ned på jorden for længe, længe siden. Robotten kommer med andre ord fra fortiden. Tilsammen danner sådanne paradoksale forhold et billede af tiden som fænomen, der strækker sig så ufattelig langt både bagud og fremad. Alt synes muligt, alt kan forsvinde og genopstå. Det er svimlende perspektiver, som Wolfe her på legende og fascinerende vis sætter i spil.

Ved afslutningen af bogen må læseren da også konstatere, at Gene Wolfe har udvidet rammerne og den tematiske kerne for serien betydeligt. Han har sat en flimrende serie af idéer i søen, hvis mening og konsekvenser for den videre fortælling på dette punkt synes ganske uklare.

Paperback, Arrow Books 1982

Vi forstår ganske enkelt ikke, hvor Wolfe vil have os hen med sin beretning, men netop det er også pointen. Vi kan måske nok genkende Severian som menneske, men dybest set er han en gåde for os, og det samme er hans verden såvel som hans beretning.

Romanen er dermed et vindue for os, hvorigennem vi kan belure en fremmed verden, et fremmed sted og fremmede betydninger, men vi gør det med løftet om, at der ligger en form for pointe i vente, når Severian er færdig med sin historie. Severian lover os næsten ordret, at der er en mening med det hele. Om Gene Wolfe også indfrier Severians løfte er en anden snak.

Paperback, Timescape 1982

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1983

The Claw of the Conciliator er en eksplosion af idéer, et hæmningsløst stykke prosa, der lyver og antyder uendeligt meget, og det taler til bogens oprindelige redaktørs ære, at de turde byde deres læsere et stykke så kompromisløst litteratur.

Mere følger senere, når vi skal se på seriens tredje bind.

Paperback, Arrow Books 1986

Paperback, Legend 1991

Hardcover, The Easton Press 1993

Paperback, Orion 2000

Paperback, Gollancz 2016

2 kommentarer

Filed under Roman

Youth Code gør dig ung (igen)

Jeg har lyttet en del til Youth Code i den seneste tid – en duo fra LA, der spiller old school-industrial, som Ministry og Skinny Puppy gjorde det i starten af 90’erne. Altså industrial med forvrænget vokal, samples og hele molevitten. Genrefornyelse er der ikke tale om, men netop derfor er det også rigtig fedt. Deres to plader kan varmt anbefales, så giv dem et lyt. Det rykker i den grad.

Vi ses på søndag.

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

Digteren der gik i Lovecrafts fodspor: Et interview med Wilum H. Pugmire

Jeg har været så heldig at få lejlighed til at lave et lille interview med Wilum H. Pugmire, og det er store sager, i hvert fald i min verden. Der er et enormt antal forfattere, der på en eller anden måde påberåber sig inspiration fra H. P. Lovecraft i deres forfatterskab, men kun få har formået at skabe holdbar litteratur på den baggrund. Det har Wilum Pugmire imidlertid, og han må siges at være en af de stærkeste fortolkere af den gotiske tråd i Lovecrafts forfatterskab. Han er samtidig, i et bredere perspektiv, en fabelagtig arvtager af den dekadent-romantiske tradition, som Lovecraft til dels også selv var beslægtet med.

Pugmires poesi og poetiske fiktion har meget lidt at gøre med pulp, tentakler og store monstre. Han væver stemninger frem for os og skaber mystiske vrangbilleder, der efterlader sig som rungende, ofte foruroligende indtryk i læserens bevidsthed.

Selvom Wilum Pugmires fiktion efterhånden har optrådt i en stort antal antologier og selvstændige bøger, er han aldrig blevet en mainstream-forfatter. Det er en synd og skam, men han har konsekvent, uden klynk, valgt kunstnerens vej, og skaber værker, der ikke stræber efter stor almen anerkendelse. Det er en stolt og ædel tilgang til kunsten, som jeg kun kan beundre. Men ikke mere introduktion, lad os i stedet høre, hvad Pugmire har at fortælle os.

***

(Martin) Could you say a few words about your first encounter with the writings of H. P. Lovecraft?

(Wilum) My first encounter with Lovecraft came when I was a teenager. The man who lived across the street from me was a record salesman, and he knew that I loved monsters and so gave me records of readings of H. P. Lovecraft by Roddy McDowall and David McCallum. The first book of Lovecraft’s work that I purchased was a Panther paperback edition, THE HAUNTER OF THE DARK AND OTHER TALES OF HORROR, which I purchased while living in Northern Ireland.

You call yourself a “Lovecraftian writer” and when reading your fiction this certainly rings true, but when scrutinizing the term a bit closer it is not that obvious what it actually means. Lovecraft’s themes and style changed over time and so did his influences. And when reading your fiction it also quickly becomes apparent that you seem to have found the greatest inspiration in certain parts of Lovecraft’s production. Could you say a few words about both the term and what meaning you invest in it?

The term “Lovecraftian” is deliciously nebulous. For me, it’s like a kind of eldritch instinct that is alerted when I’m reading a horror story and come across something that seems to be a wink or nod to H. P. Lovecraft. And yet one single off-hand reference to the Necronomicon doesn’t make a story “Lovecraftian”. My own work is influenced far more by Lovecraft’s non-cosmic weird fiction than by “The Call of Cthulhu” or “The Shadow out of Time”.

Wilum Hopfrog Pugmire (born May 3 1951)

This approach is really important and something which, at least to me, brings a rare quality to your writing which is lacking from most “mythos fiction”. Could you say something about what you perceive as core elements in the poetics of Lovecraft and his use of language?

Now, I’m not a Lovecraft scholar and so I cannot speak conclusively on the poetics of Lovecraft’s language; but we know from his correspondence with other writers that HPL was obsessed with writing good prose that contained poetic beauty in its expression. Lovecraft was attuned to rhythm in prose, in creating a prose style that was concise and sculpted. Those who condemn Lovecraft for “overwriting” or “purple prose” don’t know what they’re talking about. It is because of the perfection of Lovecraft’s prose that S. T. Joshi has proclaimed him one of America’s great writers.

 

I personally find the term “Lovecraftian” rather good – not in the least when discussing your fiction – because it shifts the conversation away from the so-called “Cthulhu mythos” with all its pulpy trappings of cults, dusty tomes and tentacles, which more or less seems to be the general understanding in mainstream culture of the content in Lovecraft’s fiction. What are your personal thoughts on the tension between the reception of the actual writings of Lovecraft and the massive representation of “Cthulhu monsters” in almost all media today?

I have a feeling that a lot of people who have never read HPL’s fiction have heard of Cthulhu and could described what that Great Old One looks like. I love Lovecraft because of his writing and so cannot understand the towering impact of his most infamous monster. I’ve scanned over many Cthulhu stories that were entirely lacking in any element that could be called Lovecraftian.

 

Paperback, Panther Books 1974, with a cover by the always great Ian Miller

To many horror writers and horror readers ‘The Monster’ in whatever form it may have is critical. The hands-on confrontation with some sort of malevolent non-human force is basically the core dynamic of quite a lot of genre fiction. I guess the emphasis on Cthulhu and all the other mythos beings is a way to shoehorn this part of Lovecraft’s fiction into this particular, popular understanding of horror fiction which has to have a recognizable enemy monster. What are your own thoughts on these beings Lovecraft invented and their use in fiction? At times I personally feel that it would have been better if HPL had not invented all these entities and instead focused his creative vision solely on the reception of Gothic tropes.

I think Lovecraft invented his monsters so that they were representations of cosmic chaos, of something completely unearthly. This was also his reasoning behind inventing the name “Cthulhu,” which was to be a clumsy human articulation of a word that no human tongue could correctly enunciate. Some of his races indicate the far reaches of the past, a past beyond human comprehension. Lovecraft’s monsters are fascinating, and they are frightening.

A slightly younger Pugmire

In a sense you write very specialized fiction but the interest and marked for this clearly exists. The amount of works published with Lovecraft or Cthulhu mythos in the title is mind boggling. How do you experience this growing fan enthusiasm and how has being a “Lovecraftian” writer changed over the last decades?        

Over the years I’ve noticed more anthologies that include the name Cthulhu in their book title, and that indicates a growing market for “Cthulhu stories”. I think a lot of Cthulhu fans are disappointed with my own stories because I try not to write typical Mythos fiction, wanting to emphasize the grim Gothic side of Lovecraft. The one thing that confuses me is the growing number of people who think that I write like Lovecraft. I don’t understand this, because I certainly don’t TRY to write “like” HPL. Lovecraft’s work is but one of many influences evident in my writing.

I think you represent one of the strong voices in modern weird fiction who takes the reader on a different path away from the general understanding of Lovecraft’s writing and into other realms of much more subtle fiction where you clearly have created your own literary space. Could you see yourself cutting lose the ties or references to Lovecraft’s fiction?    I have no desire to cut ties with Lovecraft in my weird fiction. Indeed, the main reason I write is to be identified as a writer profoundly influenced by Lovecraft. I am Lovecraftian to the core of my aesthetic soul. My personal belief is that we can be inspired by Lovecraft’s work and yet be true to ourselves as literary artists.

Wilum H. Pugmire and literary scholar and editor S. T. Joshi

I reread your book Dreams of Lovecraftian Horror from 1999 some time ago; a wonderful volume filled with small vignettes of haunted beauty. On reading through these brief tales ‘vagueness’ struck me as a crucial component. Vagueness not only as to what is actually happening in the stories but also in the language, where your prose builds these moments of intense, ambiguous encounters with the irrational. Stephen King famously stated in his Danse Macabre that Lovecraft prudishly kept his monsters in the closet, but he (King) wanted to take the monsters right into the living room of the readers. This is very much the opposite of your approach. Could you say a bit about vagueness, which clearly is an important poetic tool for you?

I think part of what affects my work is boredom with normal people, and thus my characters are usually freakish in some way. The societies in which I feel most comfortable are the drag queen and punk rock scenes, where normality is almost a taboo. It’s more important in my mind to be a prose stylist than a story-teller, and thus I concentrate on what some consider an affected writing style. I may indeed be a poseur as an author, but the pose is absolutely genuine as an expression of my soul. Too, I like my horrors to be ambiguous rather than baldly depicted. I would much rather suggest horror than shew it nakedly.

As far as I know your published career as a writer began in the mid-1980s (correct me if I’m wrong). This I find interesting, because it was a time of great renewal in horror fiction in general. The old bestseller authors from the 70’s were suddenly challenged by younger authors with a much more fierce vision of horror. Clive Barker and the splatter punks are obvious examples. On one hand your fiction seems out of tune with this development, but on the other hand the themes of alienation, punk subculture and existence outside the norm seems contained within your works – for instance in the tale “Pale Trembling Youth” (1988) you wrote Jessica Amanda Salmonson. Nevertheless if I should situate your writings within some larger trend, it would be couched next to the works of authors like Kathe Koja, Poppy Z. Brite (as he was called then) and Caitlín R. Kiernan who all had their debuts in the late 80’s and early 90’s. Are these names for you? And do you have any thoughts on your place in horror or genre fiction in general?  

I first began seriously writing fiction in the early 1970’s, right after I first started reading Lovecraft. I wrote a bunch of rather bad stories for a number of small press journals, but eventually became disgusted with what my fiction lacked and stopped writing for a number of years. I’ve never had any interest in splatterpunk or graphic horror, it completely bores me. “Pale, Trembling Youth,” although it features a modern punk lad as a character, is a traditional ghost story in every way, just as the majority of my Lovecraftian fiction is traditional in a Weird Tales fashion. I don’t feel that I have a place in genre fiction, because I am far too minor a writer and most of my work has appeared in the small press.

Paperback, Mythos Books 1999

I would be interested in hearing more about these early tales. Could you say a bit more about them? Where were they published and what was our focus at the time?

When I first began to write fiction I was utterly enamored with the Cthulhu Mythos, and all I wanted to do was writing Mythos fiction. I was keenly influenced by two British writers, Ramsey Campbell and Brian Lumley; and I loved the Mythos fiction of August Derleth, and the Mythos anthologies he edited. I felt I had to invent my own version of Dunwich, and so I created Sesqua Valley. I invented my own Great Old One –Ny-Rakath– and placed him in Ireland. Very few of those early tales were published, and the manuscripts for most of them have since been destroyed. Graeme Phillips recently published a wee chapbook of my early tales, SESQUA RISING, through his Cyaegha Press, but thankfully he printed only 50 copies and most of those were distributed in the Esoteric Order of Dagon apa. In the early days I wrote for the small press horror journals such as GRUE, DEATHREALM, and FANTASY MACABRE. Then Jeffrey Thomas collected some of my Sesqua tales for a chapbook he published. I then had a hardcover collection from Delirium Books published in 2003.

When the stars are right: Pugmire and Lovecraft meet

Do you read horror fiction?

No, I don’t read horror. I read classic literature, poetry, and biographies of writers.

 

How would you describe the developments in horror and weird fiction through the decades where you have been publishing fiction?

Because I read so little horror, I haven’t paid any attention to genre development. Most of the writers I have known are or were horror writers. Billy (Poppy) was my all-time favorite living horror writer, but he seemed to dislike being thus classified. He once bragged to me that in Europe his books are found in the literary section of stories, not in the horror section. I have absolutely no idea if horror is still a widely-selling market or who the modern authors are.

Paperback, Dark Regions Press 2016

What is on the horizon for you? Could you tell us something about what you are currently working on and where we will have a chance to read your fiction next time?  

I’m not doing too much writing of late. I’ll have two new books out this year, one a collaborative novel set entirely in Lovecraft’s dreamlands, and the other a major hardcover collection of my more recent work. Over the past couple years I’ve written for a number of mostly Lovecraftian anthologies, the newest-published of which is THE CHILDREN OF GLA’AKI. I’ve been hoping to write a book of stories influenced by the tales of Clark Ashton Smith, but so far I haven’t finished one story for it. I’ve had so many books published I feel that I can take a nice long break.

Thanks Wilum for taking your time for this talk.

Cheers

Martin

4 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Peter Straub, Ghost Story (1979): Det victorianske ekko

Paperback, Futura 1979

Spøgelseslitteraturen er måske den vanskeligste genre i skrækfiktionen, fordi den er en af hovedårene i selve den moderne gyserlitteratur, men samtidig også en genre, der synes næsten helt fastlåst i de genrekonventioner, som M. R. James endegyldigt formulerede med sine skabelonagtige noveller. Ikke desto mindre har spøgelseslitteraturen budt sig til som emne for den moderne fiktion og inviteret til balancegang mellem nyskabelse og genretro dyrkelse af forbillederne.

Det ældgamle, gotiske motiv med spøgelset, der som repræsentant for fortiden, hjemsøger nutiden, har dermed trods modernismen tilsyneladende ikke mistet meget af sin umiddelbare, konceptuelle styrke.  Spøgelsernes tag i både læsere og forfattere synes umindsket, men de fleste radikale nyfortolkninger af genren har ikke vundet noget stort publikum, fordi man åbenbart fortsat helst vender tilbage til genrens guldalder i tiårene omkring 1900.

Paperback, Futura 1979

Man kan imidlertid også skabe livskraftige værker på bagudskuende litterære værdier. Det viste Peter Straub, for hvem det lykkedes at skabe et værk, der bygger bro mellem den traditionelle spøgelsesfortælling og en moderne iscenesættelse. Et værk uden genrens vante og stærkt klichéprægede rammeværk i form af kirkegårde, hvæsende gaslamper og forladte huse på heden. Straub havde allerede arbejdet med spøgelsesfortællingen i If You could See Me Now fra ’77, der fremstår som et langt mere moderne og udfordrende værk, men det var i hans efterfølgende roman fra ’79, der slet og ret hedder Ghost Story, at han tog skridtet fuldt ud og skrev en klassisk spøgelsesfortælling, som omfavner alle genrens troper med den kloge litterats sans for mådehold.

Den ganske lange roman udspiller sig i den fiktive provinsby Milburn i staten New York, hvor en gruppe aldrende mænd indhentes af fortiden og pludselig hjemsøges af en ganske brutal dæmonisk kraft. Mændene, der alle fungerer som hovedpersoner, er velhavende og prominente medlemmer af det lille bysamfund, og de ser nu tilbage på et langt liv i lillebyen, hvor de har stået ved roret som samfundets spidser. Derfor virker hjemsøgelsen også ekstra voldsomt på dem, fordi den ødelægger det, der burde være de gamle gubbers ærefulde farvel.

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

Hjemsøgelsen ydmyger de sympatiske, statelige herrer, skubber dem ud på dybt vand, og vigtigst af alt, så fremmedgør hjemsøgelsen vennerne fra deres elskede by. Spøgelserne, der plager dem, isolerer ganske enkelt vennerne i en sådan grad, at de henimod bogens slutning vandrer alene omkring i et øde Milburn, der er blevet lammet og låst fuldstændig af et enormt snefald.

Vennerne har kendt hinanden siden barnsben og mødes nu fortsat i det, de uformelt kalder ”The Chowder Soceity”, en særlig form for sammenkomst, hvor de på skift fortæller historier for hinanden. Allerede før de har indrømmet overfor hinanden, at noget truende synes at være under opsejling, har deres fortællinger antaget en dyster karakter, fordi de er begyndt at fortælle spøgelseshistorier. Gradvist bliver disse spøgelsesfortællinger en form for bekendelse for gruppen, hvor vennerne bid for bid får tilstået, hvad der plager dem og stykket brikkerne sammen til det, der udgør billedet af deres fjende eller fjender.

Hardcover, Coward, McCann & Geoghegan 1979. Romanens 1. udgave

What was the worst thing you’ve ever done? I won’t tell you that, but I’ll tell you the worst thing that ever happened to me… the most dreadful thing…  lyder det i bogens første linjer, og naturligvis ligger der en løgn gemt her, for tingene hænger sammen og de værste gerninger I fortiden er nøje knyttet til den overnaturlige straf, der hjemsøger nutiden.

Ghost Story er som sagt en ganske lang roman, hvor hovedparten af bogen er udgjort af fortællinger i fortællingen. Vi hører vennernes historier, men får også andre tilføjet, der tilsammen danner en bred mosaik af genkendelige spøgelsesmotiver, som alle fortælles i jegpersonens indlevende form. Det gør strukturelt romanen til en fragmenteret læseoplevelse, men det lykkes for Straub at etablere sine fortællere og selve rammen om deres beretninger så sikkert, at vi aldrig er et øjeblik i tvivl om, at historierne hænger uløseligt sammen og bærer frem mod samme slutning.

Hardcover, Jonathan Cape 1979

For Straub er fortællingerne i fortællingen dermed et vigtigt redskab i selve skildringen af den hjemsøgelse, der plager bogens venner. Disse indbyggede historier tillader ham i noget, der ligner novellens form, at opsøge ”spøgelserne” i forskellige aspekter og situationer. Det står da også hurtigt klart for læseren, at vennerne hjemsøges af de samme spøgelser, der blot antager forskellige former i tid og rum.

Og fordi vi kun får små bidder af baggrunden leveret, kan Straub tillade sig at lade uvisheden råde og efterlade sine personer med en følelse af blind rædsel og rådvildhed. Og præcis dette er det mesterlige træk ved romanen, der spiller på så mange strenge på en gang, at vi som læsere først meget sent kan læne os tilbage med en forventning om at kende resten af bogens indhold.

Paperback, Pocket Books 1980

Længe fremstår spøgelserne da også som fortidens synder i materialiseret form, men de er også mere end det. Spøgelserne bliver dødens repræsentanter, der sniger sig ind på bogens venner, som udtryk for uforløste længsler, forbudte drifter og tabte drømme. De er et pust af noget andet og større, der fylder vennerne med lige dele rædsel og fascination. En fascination, der stedvist bliver til en form for fanatisme og besættelse, men som i sidste ende må vige pladsen for gruen og undergangen.

Straubs force i romanen er således, at han formår at opbygge et intenst mysterium, der drager sin læser, fordi vi for hver ny historie i historien får nye muligheder for fortolkning. Den store fortælling bag Ghost Story stivner dermed først sent i sit endelige spor, og netop usikkerheden skaber en potent mulighed for indlevelse og derfor også for gys. Vi lulles ganske enkelt ind i bogens flimrende net af antydninger og løse plottråde, som hver for sig rammer os forskellige steder i psyken.

Paperback, Pocket Books 1981

Man behøver imidlertid heller ikke læse ret mange sider i bogen, før man forstår, hvorfor den er blevet så stor en bestseller, som den er. Straub lægger sig i slipstrømmen på tidens store succesromaner, og parallellen til eksempelvis Stephen Kings bøger er oplagt. Peter Straub tager sig tid, fylder beretningen med små anekdotiske krøller og ligegyldige detaljer, der åbner hans univers for os. Hans karakterer er mennesker på godt og ondt, varmblodede skabninger med fejl og kærlige sider; sympatiske og usympatiske træk. De bliver vores venner i løbet af bogen, og vi gider rent faktisk lytte, når de fortæller deres sære beretninger.

Ghost Story kommer dermed også til at handle om mennesker og mellem-menneskelige relationer, fortalt i en ordglad form, der stedvist næsten gør beskrivelserne af dagligdagsproblemer til et hovedanliggende i teksten. Det er da også her, at Straubs flirt med den folkelige, kommercielle romanform bliver tydeligst og mest problematisk, fordi han konstant nærmer sig det banale.

Hardcover, Hill House 1984

Det, der imidlertid hæver Straubs Ghost Story over den jævne bestsellergrød, er en skarp, poetisk pen, der modsat hans tidligere spøgelsesroman fra ’77 nu er trukket ind i fortællingens baggrund, så den ligger i små sætninger og beskrivende iagttagelser. Formen er bestsellerens, men Straubs sprog er grundlæggende mere ambitiøst end som så, og det gør bogen til en af de stærkestes moderne spøgelsesfortællinger, der er skrevet siden Shirley Jacksons The Haunting of Hill House.

Ghost Story er faktisk sprogligt så stærk, at vi også må tilgive Straub, at han i bogens afslutning vælger at forlade hjemsøgelsens vage land, hvor skruen strammes smukt om læseren med mystiske omvindinger. I stedet trækker han sin historie ind i realiteternes plan. Han konkretiserer sit gys og forklarer det for os. Han giver spøgelset form og skaber konkrete monstre, som Straubs helte rent faktisk kan tage kampen op imod. Her bliver det plat, som kun gysergenren kan blive plat, og Straubs storværk synker dermed i kraft og vision kort før målstregen.

Paperback, Pocket Books 1994

Ghost Story mister ganske enkelt en stor del af sin charme i denne sidste del, hvor plottråde skal udredes og beretningen strømlines. Læseren må ikke længere være i tvivl om, hvad der skete og hvorfor. Det er ærgerligt, for Straub gør her et ekstraordinært værk ordinært, og han viser, at kommerciel mainstream-fiktion trods alt ikke lader sig forene med poetisk mystik. Ærgerligt. Ikke desto mindre er Ghost Story en milepæl, der afkræver respekt.

Bogen er tilmed måske det sidste store farvel til en genretradition – det er i hvert fald ganske, ganske svært at følge efter Straub, fordi han noget så eftertrykkeligt får vendt hele genrens troper. Ser man på spøgelseslitteraturen efter Straub, er den da også forbløffende svag. Det er nærmest som om, at Straub tømte den sidste kraft ud af spøgelset, da han skrev sin mammutroman, der nu har kastet skygger over skrækfiktionens landskab og gør grobunden for nyt vanskelig, fordi den har dækket alle indfaldsveje til emnet. Men mon ikke, der kommer et nybrud igen? Det gør der jo altid.

Paperback, Gollancz 2008

Hardcover, The Stephen King Horror Library 2008

Paperback Berkley Books 2015

 

2 kommentarer

Filed under Roman

Farven er stadig Pinkish Black

Jeg fik set Pinkish Black i sidste weekend, da de varmede op for Pallbearer. Det blev en rigtig stor oplevelse at se den sære duo, med deres synth-univers, der synes trukket mere eller mindre ud af en John Carpenter-film. Heldige mig fik endda signeret deres nyeste LP Bottom of the Morning fra 2015. Nu håber jeg bare, at Pinkish Black lægger vejen forbi København igen – gerne som hovednavn. Og apropos navn, så skulle duoens navn i øvrigt stamme fra farven på det, der kom ud af hovedet på deres ven, efter han begik selvmord.

 

Giv Pinkish Black en lyt – de vil helt sikkert glæde dit filmiske hjerte. Her får I nummeret “Bodies In Tow” fra debutpladen.

Vi ses på søndag, hvor der er spøgelser på programmet.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Herbert Jenkins under luppen

Hardcover, Herbert Jenkins 1932

August Derleth kaldte sig selv en ’book man’, fordi han skrev, redigerede og kommenterede på litteratur. Engelske Herbert George Jenkins (1876 – 1923) kunne med rette kalde sig det samme, selvom han nu næppe gjorde det. Han udgav og skrev således bøger i eget navn. I vores sammenhæng er det interessante imidlertid, at Herbert Jenkins primært var optaget af det, vi i dag kalder kriminallitteratur.

Hardcover, Herbert Jenkins 1923

I sig selv er det jo ikke noget særligt, men fordi Herbert Jenkins havde en ganske stor succes med sit lille forlag af samme navn, blev han en af Storbritanniens vigtige udgivere af genrefiktion; ikke mindst hans egne krimier efter Sherlock Holmes-skabelonen.

Hardcover, Herbert Jenkins 1934

Herbert Jenkins døde relativt tidligt, men hans forretning og forlag levede videre, og det gjorde hans genreprofil også. Det betød, at forlaget ikke alene udsendte en del spøgelseslitteratur igennem årene, de var også det første større engelske forlag, der for alvor importerede den amerikanske SF-bølge i midten af 50’erne.

Hardcover, Herbert Jenkins 1935

Forlaget Herbert Jenkins har dermed indskrevet sig i genrehistorien som et af de vigtige brohoveder for amerikansk genrefiktion i England og dermed også Europa. Tilmed udgav forlaget også SF og horror skrevet af englændere. Faktisk var det Herbert Jenkins, der som en af de første udgav Michael Moorcock i bogform, hvilket jo i sig selv har givet dem en plads i genelitteraturens firmament.

Hardcover, Herbert Jenkins 1937

Forlaget, der eksisterede frem til midten af 70’erne, har også udgivet andet end genrelitteratur, men de udgivelser skal vi se bort fra her. I stedet fejrer dette lille indlæg Herbert Jenins udgivelser, der omtrent har samme status hos samlere som de eftertragtede bind udsendt af Arkham House. Ja-ja, så fik vi sluttet, hvor vi begyndte.

På snarligt gensyn

Martin

Hardcover, Herbert Jenkins 1937

Hardcover, Herbert Jenkins 1938

Hardcover, Herbert Jenkins 1940

Hardcover, Herbert Jenkins 1941

Hardcover, Herbert Jenkins 1941

Hardcover, Herbert Jenkins 1944

Hardcover, Herbert Jenkins 1952

Hardcover, Herbert Jenkins 1954

Hardcover, Herbert Jenkins 1956

Hardcover, Herbert Jenkins 1956

Hardcover, Herbert Jenkins 1957

Hardcover, Herbert Jenkins 1960

Hardcover, Herbert Jenkins 1964

Hardcover, Herbert Jenkins 1964

Hardcover, Herbert Jenkins 1964

Hardcover, Herbert Jenkins 1964

Hardcover, Herbert Jenkins 1965

Hardcover, Herbert Jenkins 1965

Hardcover, Herbert Jenkins 1965

Hardcover, Herbert Jenkins 1966

Hardcover, Herbert Jenkins 1968

Hardcover, Herbert Jenkins 1969

Hardcover, Herbert Jenkins 1976

Hardcover, Herbert Jenkins 1976

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Beretninger fra et rædselsregime?

Hardcover, Severn House 1977

Efter diskussionen af Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde skal vi fortsætte lidt i det victorianske spor. Englænderne havde, som flere gange berørt her på bloggen, en stolt tradition for skrækantologier. En af de bedste redaktører i den sammenhæng var Michel Parry (1947-2014), der havde en særdeles fin næse for horror og sans for at grave noveller frem, som ikke hørte til den sædvanlige bunke historier, der alt for ofte optræder i den slags antologier.

Paperback, Corgi Books 1976

En af Parrys mest spændende serier er Reign of Terror, der kom i slutningen af hele den store, engelske antologi-bølge, der allerede var begyndt i starten af 60’erne. En serie, der egentlig bare var et enkelt bind, som Severn House udsendte i 1977. Bogens noveller er, lidt atypisk for Parry, et ret ordinært udvalg, men det victorianske tema havde potentiale. Corgi Books snuppede derfor idéen til en hel serie, der fik lov at løbe over fire bind, før salget i den slags antologier ikke længere var rentabelt.

Paperback, Corgi Books 1977

De tre sidste bind i serien er mere spændende, fordi den rutinerede skræklæser her vil møde et par sjældenheder, som ikke har været udgivet tidligere. Det gør Reign of Terror til et fint lille samler-projekt, og så vil man tilmed have glæden af at læse Parrys særdeles gode introduktion til første bind, der giver en indsigtsfuld karakteristik af det sene 1800-tals gys.

Paperback, Paperback, Corgi Books 1977

Vi må heller ikke glemme Corgis forsider; så dem får du her.

Paperback, Corgi Books 1978

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling