Peter Straub, Ghost Story (1979): Det victorianske ekko

Paperback, Futura 1979

Spøgelseslitteraturen er måske den vanskeligste genre i skrækfiktionen, fordi den er en af hovedårene i selve den moderne gyserlitteratur, men samtidig også en genre, der synes næsten helt fastlåst i de genrekonventioner, som M. R. James endegyldigt formulerede med sine skabelonagtige noveller. Ikke desto mindre har spøgelseslitteraturen budt sig til som emne for den moderne fiktion og inviteret til balancegang mellem nyskabelse og genretro dyrkelse af forbillederne.

Det ældgamle, gotiske motiv med spøgelset, der som repræsentant for fortiden, hjemsøger nutiden, har dermed trods modernismen tilsyneladende ikke mistet meget af sin umiddelbare, konceptuelle styrke.  Spøgelsernes tag i både læsere og forfattere synes umindsket, men de fleste radikale nyfortolkninger af genren har ikke vundet noget stort publikum, fordi man åbenbart fortsat helst vender tilbage til genrens guldalder i tiårene omkring 1900.

Paperback, Futura 1979

Man kan imidlertid også skabe livskraftige værker på bagudskuende litterære værdier. Det viste Peter Straub, for hvem det lykkedes at skabe et værk, der bygger bro mellem den traditionelle spøgelsesfortælling og en moderne iscenesættelse. Et værk uden genrens vante og stærkt klichéprægede rammeværk i form af kirkegårde, hvæsende gaslamper og forladte huse på heden. Straub havde allerede arbejdet med spøgelsesfortællingen i If You could See Me Now fra ’77, der fremstår som et langt mere moderne og udfordrende værk, men det var i hans efterfølgende roman fra ’79, der slet og ret hedder Ghost Story, at han tog skridtet fuldt ud og skrev en klassisk spøgelsesfortælling, som omfavner alle genrens troper med den kloge litterats sans for mådehold.

Den ganske lange roman udspiller sig i den fiktive provinsby Milburn i staten New York, hvor en gruppe aldrende mænd indhentes af fortiden og pludselig hjemsøges af en ganske brutal dæmonisk kraft. Mændene, der alle fungerer som hovedpersoner, er velhavende og prominente medlemmer af det lille bysamfund, og de ser nu tilbage på et langt liv i lillebyen, hvor de har stået ved roret som samfundets spidser. Derfor virker hjemsøgelsen også ekstra voldsomt på dem, fordi den ødelægger det, der burde være de gamle gubbers ærefulde farvel.

Peter Francis Straub (født 2. marts 1943)

Hjemsøgelsen ydmyger de sympatiske, statelige herrer, skubber dem ud på dybt vand, og vigtigst af alt, så fremmedgør hjemsøgelsen vennerne fra deres elskede by. Spøgelserne, der plager dem, isolerer ganske enkelt vennerne i en sådan grad, at de henimod bogens slutning vandrer alene omkring i et øde Milburn, der er blevet lammet og låst fuldstændig af et enormt snefald.

Vennerne har kendt hinanden siden barnsben og mødes nu fortsat i det, de uformelt kalder ”The Chowder Soceity”, en særlig form for sammenkomst, hvor de på skift fortæller historier for hinanden. Allerede før de har indrømmet overfor hinanden, at noget truende synes at være under opsejling, har deres fortællinger antaget en dyster karakter, fordi de er begyndt at fortælle spøgelseshistorier. Gradvist bliver disse spøgelsesfortællinger en form for bekendelse for gruppen, hvor vennerne bid for bid får tilstået, hvad der plager dem og stykket brikkerne sammen til det, der udgør billedet af deres fjende eller fjender.

Hardcover, Coward, McCann & Geoghegan 1979. Romanens 1. udgave

What was the worst thing you’ve ever done? I won’t tell you that, but I’ll tell you the worst thing that ever happened to me… the most dreadful thing…  lyder det i bogens første linjer, og naturligvis ligger der en løgn gemt her, for tingene hænger sammen og de værste gerninger I fortiden er nøje knyttet til den overnaturlige straf, der hjemsøger nutiden.

Ghost Story er som sagt en ganske lang roman, hvor hovedparten af bogen er udgjort af fortællinger i fortællingen. Vi hører vennernes historier, men får også andre tilføjet, der tilsammen danner en bred mosaik af genkendelige spøgelsesmotiver, som alle fortælles i jegpersonens indlevende form. Det gør strukturelt romanen til en fragmenteret læseoplevelse, men det lykkes for Straub at etablere sine fortællere og selve rammen om deres beretninger så sikkert, at vi aldrig er et øjeblik i tvivl om, at historierne hænger uløseligt sammen og bærer frem mod samme slutning.

Hardcover, Jonathan Cape 1979

For Straub er fortællingerne i fortællingen dermed et vigtigt redskab i selve skildringen af den hjemsøgelse, der plager bogens venner. Disse indbyggede historier tillader ham i noget, der ligner novellens form, at opsøge ”spøgelserne” i forskellige aspekter og situationer. Det står da også hurtigt klart for læseren, at vennerne hjemsøges af de samme spøgelser, der blot antager forskellige former i tid og rum.

Og fordi vi kun får små bidder af baggrunden leveret, kan Straub tillade sig at lade uvisheden råde og efterlade sine personer med en følelse af blind rædsel og rådvildhed. Og præcis dette er det mesterlige træk ved romanen, der spiller på så mange strenge på en gang, at vi som læsere først meget sent kan læne os tilbage med en forventning om at kende resten af bogens indhold.

Paperback, Pocket Books 1980

Længe fremstår spøgelserne da også som fortidens synder i materialiseret form, men de er også mere end det. Spøgelserne bliver dødens repræsentanter, der sniger sig ind på bogens venner, som udtryk for uforløste længsler, forbudte drifter og tabte drømme. De er et pust af noget andet og større, der fylder vennerne med lige dele rædsel og fascination. En fascination, der stedvist bliver til en form for fanatisme og besættelse, men som i sidste ende må vige pladsen for gruen og undergangen.

Straubs force i romanen er således, at han formår at opbygge et intenst mysterium, der drager sin læser, fordi vi for hver ny historie i historien får nye muligheder for fortolkning. Den store fortælling bag Ghost Story stivner dermed først sent i sit endelige spor, og netop usikkerheden skaber en potent mulighed for indlevelse og derfor også for gys. Vi lulles ganske enkelt ind i bogens flimrende net af antydninger og løse plottråde, som hver for sig rammer os forskellige steder i psyken.

Paperback, Pocket Books 1981

Man behøver imidlertid heller ikke læse ret mange sider i bogen, før man forstår, hvorfor den er blevet så stor en bestseller, som den er. Straub lægger sig i slipstrømmen på tidens store succesromaner, og parallellen til eksempelvis Stephen Kings bøger er oplagt. Peter Straub tager sig tid, fylder beretningen med små anekdotiske krøller og ligegyldige detaljer, der åbner hans univers for os. Hans karakterer er mennesker på godt og ondt, varmblodede skabninger med fejl og kærlige sider; sympatiske og usympatiske træk. De bliver vores venner i løbet af bogen, og vi gider rent faktisk lytte, når de fortæller deres sære beretninger.

Ghost Story kommer dermed også til at handle om mennesker og mellem-menneskelige relationer, fortalt i en ordglad form, der stedvist næsten gør beskrivelserne af dagligdagsproblemer til et hovedanliggende i teksten. Det er da også her, at Straubs flirt med den folkelige, kommercielle romanform bliver tydeligst og mest problematisk, fordi han konstant nærmer sig det banale.

Hardcover, Hill House 1984

Det, der imidlertid hæver Straubs Ghost Story over den jævne bestsellergrød, er en skarp, poetisk pen, der modsat hans tidligere spøgelsesroman fra ’77 nu er trukket ind i fortællingens baggrund, så den ligger i små sætninger og beskrivende iagttagelser. Formen er bestsellerens, men Straubs sprog er grundlæggende mere ambitiøst end som så, og det gør bogen til en af de stærkestes moderne spøgelsesfortællinger, der er skrevet siden Shirley Jacksons The Haunting of Hill House.

Ghost Story er faktisk sprogligt så stærk, at vi også må tilgive Straub, at han i bogens afslutning vælger at forlade hjemsøgelsens vage land, hvor skruen strammes smukt om læseren med mystiske omvindinger. I stedet trækker han sin historie ind i realiteternes plan. Han konkretiserer sit gys og forklarer det for os. Han giver spøgelset form og skaber konkrete monstre, som Straubs helte rent faktisk kan tage kampen op imod. Her bliver det plat, som kun gysergenren kan blive plat, og Straubs storværk synker dermed i kraft og vision kort før målstregen.

Paperback, Pocket Books 1994

Ghost Story mister ganske enkelt en stor del af sin charme i denne sidste del, hvor plottråde skal udredes og beretningen strømlines. Læseren må ikke længere være i tvivl om, hvad der skete og hvorfor. Det er ærgerligt, for Straub gør her et ekstraordinært værk ordinært, og han viser, at kommerciel mainstream-fiktion trods alt ikke lader sig forene med poetisk mystik. Ærgerligt. Ikke desto mindre er Ghost Story en milepæl, der afkræver respekt.

Bogen er tilmed måske det sidste store farvel til en genretradition – det er i hvert fald ganske, ganske svært at følge efter Straub, fordi han noget så eftertrykkeligt får vendt hele genrens troper. Ser man på spøgelseslitteraturen efter Straub, er den da også forbløffende svag. Det er nærmest som om, at Straub tømte den sidste kraft ud af spøgelset, da han skrev sin mammutroman, der nu har kastet skygger over skrækfiktionens landskab og gør grobunden for nyt vanskelig, fordi den har dækket alle indfaldsveje til emnet. Men mon ikke, der kommer et nybrud igen? Det gør der jo altid.

Paperback, Gollancz 2008

Hardcover, The Stephen King Horror Library 2008

Paperback Berkley Books 2015