Patrick J. Murphy, Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James (2017): En anbefaling til de nysgerrige

Hardcover, The Pennsylvania State University Press 2017. Den ganske, ganske stemningsfulde forside er malet af Jorge González

Der er skrevet ganske, ganske meget om M. R. James’ forfatterskab – både det skønlitterære og hans akademiske produktion, sidstnævnte er dog næppe er kendt udenfor fagkredse. Der er imidlertid aldrig tidligere blevet skrevet et samlet værk, der bygger bro mellem de to sider af James’ virke. Både Tolkien og C. S. Lewis har fået monografier, der frugtbart belyser præcis dette krydsfelt, og nu har M. R. James så også langt om længe fået sit studie. Det er glædeligt, for lad os bare få det frem med det samme; Patrick J. Murphys bog Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James er særdeles tankevækkende læsning, der føjer væsentlige nye facetter til studiet af navnlig James’ skønlitteratur.

Det lykkes for Murphy at skabe overbevisende sammenhænge mellem akademikeren M. R. James og forfatteren M. R. James, der stikker dybere end den umiddelbare rolle, som navnlig middelalderen spiller i hans spøgelsesfortællinger. Murphy graver faktisk langt dybere og når ned i lag, hvor han påviser, hvordan store omvæltninger i den engelske Oxbridge-universitetsverden havde afgørende konsekvenser for James’ stilling og selvopfattelse.

Hardcover, The Pennsylvania State University Press 2017

Murphys læsning af spøgelsesfortællingerne er derfor også knyttet ganske nært til en læsning af manden M. R. James, hvilket på den ene side betyder, at vi som læsere bliver en hel del klogere på de biografiske detaljer i forfatterens liv, men samtidig går Murphy også ind på et intrikat fortolkningsspor, hvor han må træde varsomt for ikke at overfortolke eller lægge alt for mange ord i munden på sit studieobjekt. Det gør Murphy sådan set heller ikke. For at få hans læsning af James til at fungere må man imidlertid acceptere den præmis, at M. R. James var en figur, der stod mellem den professionelle historiske forskning og den amatørdrevne forskning, som i tiden omkring år 1900 oplevede et drastisk statustab i kraft af universiteternes professionalisering og fagenes specialisering.

James var en skæv figur i dette felt, fordi han leverede væsentlige forskningsresultater omkring de bevarede middelalderlige manuskripter i England, men han var hverken ansat som underviser eller forsker ved universitetet. James var en del af administrationen, og dermed tilhørte han egentlig officielt en helt anden gruppe end de forskere, som han omgik. Præcis det forhold identificerer Murphy meget overbevisende, synes jeg, som drivkraften bag mange af James spøgelsesfortællinger, der netop tydeligt forholder sig til både den etablerede stand af akademikere og amatørforskere.

Patrick J. Murphy ved mesterens grav

Et andet tema, der fylder meget i bogen, er James’ forhold til historie og navnlig middelalderen. Der bliver brugt en del plads på at diskutere hans spøgelsesnoveller i forhold til ”medievalism”-begrebet. Det er ikke uinteressant, især fordi Murphy meget klart demonstrerer, at James ikke som sådan sværmede for middelalderen eller romantiserede den, men samtidig viser Murphy også, hvor fundamentalt James var modstander af nygotikken og den moderne appropriation eller genoplivelse af middelalderen, der som bekendt har efterladt sig håndfaste aftryk på de middelalderlige bygningsværker i England.

Murphys bog giver os dermed ganske vigtige redskaber til bedre at forstå, hvad der er på færde i James’ spøgelseshistorier. Vi får bedre forudsætninger for at læse novellerne, og det vil utvivlsomt højne kvaliteten af fremtidens studier ud i James’ forfatterskab. En forskning, der vel at mærke traditionelt har haft en tendens til at fokusere på anekdotiske detaljer. Murphy tænker imidlertid bredere, og det kan vi også gøre nu med Murphys bog i baghovedet.

Montague Rhodes James (1. august 1862 – 12. juni 1936)

Faktisk er der kun to punkter, som generer mig ved Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James. Bogens indledning og første lange kapitel handler i vid udstrækning om personen James – altså en form for psykologisk portræt, set som forfatteren fremstår i kilderne. Her er Murphy, som flere andre har været det før ham, optaget af spørgsmålet om James’ seksualitet. Modsat tidligere James-forskere siger Murphy ikke, at James var bøsse, men han så godt som konkluderer det og vedbliver med at antyde dette igennem resten af bogen.

Spørgsmålet lader sig imidlertid næppe afklare – så ville det jo nok være sket – men hvis Murphy havde meldt sin fortolkning klart ud, ville vi blive sparet for at skulle læse os igennem hentydninger og usagte merbetydning i Murphys fortolkninger. Det havde med andre ord lettet teksten, hvis der blev tonet rent flag. Som kilderne præsenteres i bogen, efterlader Murphy os i hvert fald ikke med nogen tvivl om, at James var stærkt optaget af de unge mænd, som han levede side om side med på universitetet. Spørgsmålet er da heller ikke helt uvæsentligt, fordi Murphy viser, igen som mange andre, at seksualitet og seksualitetens farlighed er en understrøm i James’ fiktion, der hænger nøje sammen med den form, hjemsøgelserne antager i novellerne.

Hardcover, Edward Arnold 1904. Bogens 1. udgave

En anden ting, som generer mig en smule ved bogen, er, at Murphy tydeligvis er vildt og blodigt begejstret for sit studieobjekt. James bliver dermed ophævet til den litterære krone på spøgelseslitteraturens værk. Det mener jeg er et helt forfejlet syn på forfatterskabet. Faktisk er jeg helt på linje med S. T. Joshi her, når han skriver, at James’ fiktion stort set er forstenet i samme form, efter den første novellesamling, Ghost Stories of an Antiquary, udkom i 1904.

Murphy forholder sig faktisk kun kritisk til James de steder, hvor hans synspunkter harmonerer dårligt med vores synspunkter i dag. Han kritiserer således James for et nedsættende kvindesyn og hans ganske ubehagelige udfald mod jøder, men teksternes æstetiske kvalitet forholder Murphy sig ganske ukritisk til. Det skaber mislyd i læsningen, fordi Murphy i virkeligheden kunne understøtte nogle af sine pointer, hvis han faktisk accepterede, at James i høj grad arbejdede ud fra faste skabeloner og selvopstillede skriveregler.

M. R. James i felten o. 1903

Det er dermed tydeligt, at novellernes tilblivelsesomstændighed spiller afgørende ind. James skrev sine historier til højtlæsning for venner og unge studerende, som han samlede i sit hjem til selskabelige sammenkomster. Navnlig juleoplæsningerne var kendte, og James vidste præcis, hvad man forventede af ham, og som Murphy også kan citere fra James’ dagbøger, var James meget optaget af at få den rigtige respons fra sit publikum. Man kommer dermed ikke uden om, at novellerne falder ind i en form for social eller ritual tænkning, hvor de er nøje afpasset i forhold til selskabets forventninger. Det har Murphy ikke blik for. Desværre. Men netop den kontrakt mellem forfatter og publikum har uden tvivl været årsagen til, at James i så ringe grad udfordrede sin skabelon for sine spøgelsesfortællinger.

Den manglende stillingtagen til novellernes kvalitet som helhed betyder i det store hele nok heller ikke så meget for Murphys bog. Medieval Studies and the Ghost Stories of M. R. James har i hvert fald gjort mig meget klogere på James og tilmed gjort mig nysgerrig på hans spøgelsesfortællinger igen. Ikke så meget en æstetisk nysgerrighed, som en lyst til at genlæse novellerne med Murphys briller. Alene det, at Murphy inspirerer til at finde de bedagede gys frem igen, er flot, men der er absolut meget mere at hente her. Dette er dermed en anbefaling til de nysgerrige.

En fin lille koncertfilm med Against Me!

Her kan du se en ganske fin film med Against Me! Der er både en koncertdel og en interviewdel, der fungerer godt sammen. Filmen fanger gruppens udvikling og lyd rigtig godt, men filmen viser også med al tydelighed, hvor meget gruppen har flyttet sig siden de første, fantastiske plader. Jeg er ikke nogen kæmpefan af Against Me! længere, men jeg kan alligevel ikke rigtigt lade være med at følge dem. Det må jo nok betyde, at jeg i et eller andet omfang stadig er ret begejstret for gruppen… også selvbom musikken har flyttet sig.

Kast et blik på filmen. Vi ses på søndag, hvor der er akademiske gys på menuen.

 

Bersærk på bloggen: Vikinger og pulp

The Skipper, januar 1937

I 1997 udgav den engelske arkæolog David M. Wilson en rigtig fin bog med titlen Vikings and Gods in European Art. Et lille skrift, der ser på brugen af vikingen i kunsten. Det er der kommet noget ganske underholdende ud af. Jeg skal da ikke her gentage, hvad Wilson skriver om navnlig romantikkens brug af vikinger i genremaleriet.

Adventure, januar 1918

Det, jeg imidlertid gerne vil sige et par ord om, er, hvor utroligt det er, at 1800-tallets forestilling om den store, stærke viking med horn i hjelmen, og alt hvad der ellers hører til, har vist sig at være en ikonisk størrelse, som næsten ikke er til at udrydde. I sammenhæng med Fra Sortsand betyder det, at pulplitteraturen uden videre adopterede 1800-tallets viking med hud og hår og slap ham løs i både fiktion og forsider.

Physical Culture, juni 1917

Vikingen træder dermed mere eller mindre uforandret ind i pulplitteraturen og bliver ved med at optræde på samme vis gennem resten af 190-talets genrefiktion og endda videre ind i 00’erne. Det sker ikke så ofte, at troper forbliver så stabile over tid, men sådan er det med vikingen.

Adventure, november 1919

Det skyldes givetvis, at selve grundtanken om figuren er forankret i en historisk virkelighed, og selvom vikingen som sådan i genrelitteraturen hovedsagelig er en eventyrlig, fantasy-størrelse, bliver idéen om vikingen ved med at referere tilbage til det historiske udgangspunkt.

Paperback, Zebra Books 1980

Både tegnere og forfattere har dermed, formentlig, været optaget af et spørgsmål om autenticitet eller loyalitet over for denne historiske kerne, hvorfor de ikke har eksperimenteret ret meget. Samtidig har der næppe været meget attraktivt i at ændre tropen, fordi den er så genkendelig og stærk, som den er. Man behøver således bare at vise et skægget ansigt med horn, og straks ved alle, hvad historien vil indeholde af røverisk adfærd og vold.

Nuvel, spring ombord på langskibet. Her tager vi på togt.

Analog, oktober 1969

Paperback, Warner Books 1976

Argosy, februar 1930

Paperback, Sphere Books 1976

Argosy, juli 1940

Paperback, New English Library 1979

Blue Book, april 1941

Paperback, Gryphonwood Press 2016

Blue Book, august 1935

Paperback, Fawcett Publications 1967

Fantastic Adventures, august 1942

Paperback, Dell 1951

Fantastic Adventures, juni 1951

Paperback, Bantam Books 1966

Fate, april 1953

Paperback, Bantam Books 1956

Five-Novels, maj 1934

Paperback, Award Books 1967

G-8, august 1933

Paperback, Avon 2011

Hardcover, Altus Press 2016

Paperback, Avon 1991

Hardcover, Owlswick 1985

Paperback, Ace 1979

Paperback, Ace 1963

Jonas Wilmann, Jeb Skulls Makabre Eventyr (2017): Kontrastens kunst

Paperback, Kaos 2017. Den særdeles fine forside er skabt af Aske Schmidt Rose

Jonas Wilmann er en af de interessante forfattere på vores hjemlige genrescene, og Jeb Skulls Makabre Eventyr viser med al tydelighed hvorfor. Bogen er stærkt beslægtet med Wilmanns provokerende hovedværk Udkantsfortællinger, fordi han her genbesøger ideen om vandringsmanden som bærende motiv. Strukturelt er der også paralleller mellem de to bøger, men hver bog har trods dette sin egen identitet og sit eget formsprog.

Jeb Skulls Makabre Eventyr tager os med ind i Jeb Skulls eventyrlige univers. En dunkel-munter verden, hvor Skull rejser rundt på valsen og sælger sine små foldeknive til interesserede. Undervejs kommer Skull ud for lidt af hvert, men alle bogens episoder opstår mere eller mindre, fordi han i bogens indledende del bliver bidt af en ligæder. Han må nu kæmpe mod den gift, der truer med at overtage og omdanne ham til et af disse ubehagelige væsner.

Paperback, Kaos 2017

Bogens titel og Wilmanns bagkatalog kunne foranledige den tanke, at vi her har med skrækfiktion at gøre. Sådan er det ikke. Titlen refererer meget præcist til det makabre som omdrejningspunk. Stort set alle Jeb Skulls oplevelser kredser således om det frastødende, ulækre, usmagelige og makabre. Uhyggeligt bliver det aldrig, men ulækkert er det stort set hele tiden.

Wilmann skriver, at bogen er inspireret af folkeeventyrets form, og det kan tydeligt mærkes. Der er altså ikke tale om fantasy, til trods for mange letgenkendelige troper, og lykkeligvis ligger fortællingen meget, meget langt fra det trivielle, såkaldte ”worldbuilding”-dogme, der alt for længe har kastet skygger over genrelitteraturen. I stedet skriver Wilmann et sprudlende univers frem, der centrerer sig om ”Den Sorte Skov”. Et magisk ikke-sted, der formes efter behov og situation. Det er dermed også her, vi mærker, at det er eventyrets enkle tilgang til fortællingen, der har drevet værket. Tid og rum fortaber sig i et umiddelbart nu, der skabes i det øjeblik Jeb Skull træder ind på scenen og fortoner sig igen, så snart han atter er vandret videre.

Jonas Wilmann (født 1979)

På overfladen er Jeb Skulls Makabre Eventyr et letbenet eventyr, der umiddelbart gør store krumspring for at klemme så meget makabert stof ind i teksten som overhovedet muligt. Det er imidlertid kun på overfladen, for dykker man ned i teksten, er det klart, at der er langt mere at komme efter. Wilmanns prosa pendulerer flimrende mellem det fine og det grimme, mellem det smukke og kluntede, mellem nye, skævt klingende ord og gamle, bedagede vendinger. Sproget og stemningen finder aldrig noget endegyldigt leje, men forbliver i konstant, rastløs bevægelse.

Teksten står således sitrende, fortalt gennem jegpersonens idiosynkratiske sprogbrug. Makabre beskrivelser af døde dyr og platte, vittige kommentarer falder side om side med sanselige naturbeskrivelser, dvælende, reflekterende momenter og skarpe iagttagelser. Der er med andre ord et kontrastfyldt, pulserende, viltert liv under det på overfladen simple narrativ. Teksten har derfor også en sårbarhed, der får bogen til at fremstå som en overlæsset konstruktion, der hvert øjeblik kan styrte sammen i en infantil, uforpligtende hob. Men det sker ikke. Wilmann formår balancegangen, og har modet til at trække sine læsere ud i et rum, hvor stemninger brydes på uortodoks vis. Det gør Jeb Skulls Makabre Eventyr til et værk, og absolut til en kunstnerisk præstation.

Paperback, Kaos 2013

Wilmann viser afgjort format med Jeb Skulls Makabre Eventyr, fordi en forfatter med langt mindre overskud, ville have skabt en livløs, gennemæstetiseret eventyr-fortælling. Sådan er det ikke hos Wilmann. Han skaber her sit eget univers, der netop på grund af den sammensatte, uelegante sammenstykning af idéer og modstridende stemninger danner en ny, selvstændig æstetisk oplevelse, der klinger naturligt uden eksperimentets anstrengende pågåenhed.

Man skal lade være med i tide og utide at sammenligne bøger med hinanden, og i stedet fokusere på det værk, der nu engang er tale om. I dette tilfælde er det imidlertid meget relevant at pege på det forhold, at Jeb Skulls Makabre Eventyr synes at være i dialog med Hermann Hesse strålende roman Knulp (1915). Om Wilmann har gjort dette bevidst, eller om der er tale om en tilfældighed, er ikke vigtigt, væsentligt er det imidlertid, at vi her har to perioders og to stemmers bud på samme figur og tematik. Begge romaner diskuterer nemlig spørgsmål om ansvar, tilhørsforhold og ikke mindst den personlige friheds konsekvenser.

Hardcover, S. Fischer 1915

Især anden og tredje del af Knulp klinger med i bogen om Jeb Skull, hvor skoven i begge bøger bliver den store metafor for verden og livet. Både Hesses og Wilmanns roman udfolder sig i bedragerisk lette, humoristiske toner, men præcis som Hesse kan Wilmann også til sidst demonstrere, at hans bog ikke bare er pikaresk lune. Vandringsmanden Knulp har henimod bogens slutning sit store følelsesmæssige sammenbrud i skoven, hvor han på kanten af den endegyldige afmagt hører Guds stemme, og Knulp forstår, at han har en plads i verden. Præcis på samme måde har Jeb Skull også sin åbenbaring til sidst, da han står ansigt til ansigt med en form for guddommelig skabning. Skull indser, at han hører til i verden blandt mennesker, præcis samme konklusion når Knulp også frem til.

De to bøger har derfor også samme subtile budskab, der stikker stærkt og bittersødt i læseren. Knulps ambition er at bringe en lille smule frihedslængsel ind i vores fortravlede, arbejdstyngede verden. Hos Hesse formuleres det med poetisk perfektion som ”ein wenig Heimweh nach Freiheit”.  Romanen er et mildt pust af udlængsel, der med humor sniger vemod ind i læseren. Wilmanns vandringsmand gør præcis det samme – han bærer en lille smule frihedslængsel ind i hjertet på os, men han viser også, at vi hører til i fællesskabet, for uden fællesskabet bliver friheden meningsløs. Drømmen om frihed glemmer vi imidlertid aldrig, og vi bliver mindet om dem igen, når vi er i selskab med Jeb Skull.

Jeb Skulls Makabre Eventyr er umiddelbart så overfladisk og lettilgængelig, at man nemt overser de sproglige og tematiske kræfter, der her er på spil. Det er prosa, som næsten gør en dyd ud af ikke at ville analyseres. Tvinger man imidlertid analysen og sit æstetiske blik ind under overfladen, er det tydeligt, at der her pulserer et stort, underbevidst liv, der fyldes af naturromantik, psykologisk indsigt og kraft. Jeb Skulls Makabre Eventyr står dermed som potent sidestykke til den langt mere anarkistiske bog Udkantshistorier, men til sammen er de to romaner vidnesbyrd om en genrefiktion, der ligger banelængder fra meget af det, der drypper ud fra vores små hjemlige (undergrunds)forlag.

Bravo, hr. Wilmann.

The Well – musik fra det psykotroniske land, hvor tiden stod stille på det helt rigtige tidspunkt

The Well har for øjeblikket indtaget mit musikunivers. Af en eller anden grund får jeg meget gravet længere og længere ind i hele doom metal-genren, og sandheden er nok den, at jeg sluger hele den okkulte 70’er-retro-stil råt. Der er et eller andet her, som jeg ikke rigtig kan blive færdig med, og som uden tvivl også driver meget af det jeg læser og skriver. Det er The Well afgjort et godt eksempel på. The Well er pt. på selskabet Riding Easy Records, hvilket sådan set siger alt om bandets musik.

Nuvel, læn dig tilbage og lyt til en omgang psykotronisk doom som Black Sabbath serverede det i fordums tid. Her får I nummeret ”Mortal Bones” udsendt for lidt over et år siden.

På gensyn på søndag.

 

 

Ansigtet på forsiden

Paperback, Signet 1981

Så er det blevet tid til nyt på bloggen efter en kort pause. I dette lille indlæg skal vi se nærmere på forsidens ansigter – eller rettere forsider, hvor ansigtet er omdrejningspunktet. Præcis dette er faktisk et forbløffende populært motiv på skrækfiktionens omslag, hvilket der utvivlsomt er mange gode grunde til. Jeg tror imidlertid, at en af de vigtigste grunde er spørgsmålet om identifikation.

Paperback, Warner Books 1982

Ansigtet er, rent erfaringsmæssigt, synonymt med os selv – altså individet – som helhed. Et fotografi, hvor man ikke ser ansigtet eller kun dele af ansigtet, opleves ikke som egentlig fremstilling af personen i billedet. Omvendt kan et portrætfoto af ansigtet fint erstatte et fuldt kropsfoto, fordi vi så at sige forstår ansigtet som summen af helheden. At vi generelt tænker sådan, afspejles i vores sprog, i måden vi registrerer mennesker på og den måde, hvorpå vi iscenesætter kroppen.

Paperback, Tor 1988

Præcis derfor har skrækfiktionen også en fest med ansigtet på forsiden, fordi man her kan transformere, destruere, korrumpere det genkendelige ansigt til ukendelighed og skabe stærkt foruroligende billeder. Billeder, der så at sige viser os i diabolske former og gestalter. Altså billeder, der synes at postulere noget om det, der ligger inden i; det der skjuler sig under overfladen.

Paperback, Star Books 1979

Billederne bliver en blanding af negativ spejling og fremtidsprofeti, der synes at sige: Her kan du ende. Et tema, som Wilde udødeliggjorde, men som også har referencer til det paradoksale medusahoved, der på en gang dræber med sin hæslighed, men som også er et krasbørstigt apotropæisk middel.

Paperback, Sphere 1988

Det må være her, i forholdet mellem selvspejling, ondtuddrivende middel og hævet, moraliserende pegefinger, at vi finder det væsentlige momentum bag gysets glæde ved ansigtet. Det er i hvert fald en sjov tanke at lege med. Man kan naturligvis også bare glæde sig ved motivets mangfoldighed og sige, at det hele bare er sjov og ballade, men vi ved jo alle godt, at verden aldrig er så enkel. Se selv efter her, der er også inkluderet lidt forsider fra andet end gys.

Paperback, Sidwick & Jackson 1974

Paperback, Signet 1988

Hardcover, Macdonald & Co 1987

Hardcover, Playboy Press 1968

Hardcover, World Horror Convention 2007

Paperback, Abaddon Books 2015

Paperback, American Mystery 1958

Paperback, Arrow Books 1960

Paperback, Arrow Books 1976

Paperback, Bantam Books 1987

Paperback, Barnes & Noble Books 1980

Paperback, Bestseller Library 1961

Paperback, Carlyle 1978

Paperback, Dell 1977

Paperback, Fawcett 1986

Paperback, Futura 1981

Paperback, Futura 1982

Paperback, Macdonald & Co 1992

Paperback, Magnum Books 1978

Paperback, Mayflower Books 1966

Paperback, New English Library 1977

Paperback, Pabel Verlag 1976

Paperback, Panther Books 1968

Paperback, Pocket Books 1963

 

 

 

 

 

Mænd med en mission

Amerikanske Pinnacle Books specialiserede sig i hårdkogte pulpromaner til mænd. De kørte lange serier, der kanske var forskellige i miljø og periode, men grundlæggende var de alle skåret over samme læst. Det er brutale romanfortællinger, der handler om kamp, vold, sex og action. Den væsentligste fællesnævner er imidlertid, at de stort set alle er bygget op omkring en stærk mand – en enegænger sat i verden for at rydde op.

Der er kontant afregning ved kasse et i disse serier, og lige nu har jeg en fest med en af dem. Det kommer der mere om snart. Her kan I se nærmere på et lille udpluk af Pinnacle-reklamer fra 1973. Bøgerne leverer præcis det, som reklamer lover…  så tag et dyk ned i Pinnacles absolut politisk ukorrekte univers.

Gaslight Tales of Terror, red. R. Chetwynd-Hayes (1976): Små, stemningsfulde gys

Paperback, Fontana 1976. Den smækre forside er skabt af Justin Todd

Victoriatidens stille gys har haft en enorm indflydelse på dannelsen af den moderne skrækfortælling, og som jeg har skrevet i mindst et tidligere indlæg, er perioden da også nærmest blevet synonym med en stribe helt særlige troper, der er højt elsket blandt genrefiktionslæsere.  Det betyder imidlertid også, at der er blevet udgivet stakkevis af antologier med opsamlinger af især spøgelsesfiktion fra tiårene omkring år 1900. Antologier, der desværre i vid udstrækning fremstår som en endeløs gentagelse af de samme noveller og forfattere. Det gør, at selv den mest energiske samler på et eller andet tidspunkt når et mætningspunkt af præcis den type bøger. Det punkt nåede jeg selv for længe siden, men der er skam også udsendt samlinger, der har så megen friskhed og originalitet, at de træder frem fra mængden som noget særligt. En af den slags skal vi se nærmere på her.

Den rutinerede redaktør og forfatter R. Chetwynd-Hayes kunne således udsende sit bud på den victorianske skrækhistorie i 1976 med bogen Gaslight Tales of Terror, og her benyttede han gaslampens lys som det billede, der knytter fortællingerne sammen. Gaslamper bliver dermed nævnt i næsten alle antologiens noveller, hvilket måske kan fremstå som et arbitrært bindeled, men faktisk er det ganske godt tænkt af Chetwynd-Hayes. Ser man nærmere på det, man lidt bredt kan kalde den victorianske skrækhistorie, er det nemlig ganske klart, at lyset spiller en særlig rolle i teksternes stemningsopbygning. Vi hører, hvordan der skrues op og ned for lampernes lys, vi hører om lampernes hvæsen, og vi hører ikke mindst om de sitrende skygger, som gaslysets levende flammer producerer. Navnlig sidstnævnte fylder en del i antologiens interessante indledning, der bringer den overvejelse, at det måske netop var gaslampernes halvlys og skyggevirkning, der var med til at skabe den særlige atmosfære, som skabte grobund for periodens store produktion af gys.

Paperback, Fontana 1976

Den slags kan man jo spekulere meget over, men der er næppe nogen tvivl om, at gaslamperne med deres uldne lys på mange måder står olie- og petroleumslampen tættere end det elektriske lys. Dermed er der bestemt grundlag for at postulere en helt særlig rumoplevelse, hvor skygger i langt højere grad har været diffuse og konturløse, i hvert fald målt i forhold til den elektriske lampes hårdere lys. Fænomenologisk har gaslyset dermed et særligt potentiale for at skabe overvejsler om mystik og dunke aktiviteter i krogene, som kunne ligne noget overnaturligt – hvis man altså i forvejen er indstillet på den slags tanker. Præcis det var de kære victorianere, der brugte en hel del tid på at bekymre sig om sædernes forfald, bykulturens fremmarch og grænselandet eller rationalitet og metafysisk. Nå, nok om lamper, for Gaslight Tales of Terror rummer en række særdeles fine noveller, der vel at mærke ikke alle er skrevet i victoriatiden.

Et af de moderne, eller nyere bidrag, er således Sydney J. Bounds fortælling ”The Pauper’s Feast”, der er en klassisk grum fortælling i bedste, makabre Weird Tales-tradition. Det samme gælder ”The Last Victim” af Catherine Gleason og Rita Morris (skrevet under pseudonymet Roger Malisson), om kunstneren, der sælger sin sjæl til Djævlen. Begge fortællinger er periode-pasticher, men gør det godt, fordi de forbliver loyale overfor rammen, men løsner op for den sproglige stivhed, der kun dårlig lader sig gentage i dag, og samtidig giver de læseren alt det blod, som victorianerne kun kunne antyde.

Ronald Chetwynd-Hayes (30. maj 1919 – 20. marts 2001)

En mere periodenær novelle får vi i den helt og aldeles fantastiske fortælling ”Up, Like a Good Girl!”, skrevet af Dorothy K. Haynes. Dette er uden tvivl samlingens litterære højdepunkt. I det stille, underspillede skrækdrama befinder vi os på et børnehjem for piger. En af stedets guvernanter misbruger en pige (seksuelt?) natligt. Hvad, der egentlig sker, forbliver usagt, men Haynes udmaler med en sønderknusende sikkerhed, hvordan den stakkels pige ligger vågen hver nat og venter på overgebet, der med usvigelig sikkerhed vil finde sted.

Alene dette kunne være blevet en voldsomt kraftfuld novelle, men hun lægger mere i dette, fordi den misbrugte pige af frygt natligt tisser i sengen, og dette tisseri får alvorlige, sociale konsekvenser, som fører handlingen ud i både tragiske og yderligere grufulde optrin. Haynes leverer alt dette i et smukt, melankolsk sprog, der på en gang fanger pigernes barnlige perspektiv og den voksnes dybere forståelse af det fornedrende, perverse og skrækkelige ved alt, der her berettes.

Montague Rhodes James (1. august 1862 – 12. juni 1936). James er et godt eksempel på de evige gengangere, der stort set er med i ale antologier af indeværende type

Mere let i tonen, men ikke mindre fascinerende, er Fitz-James O’Briens absurde ”What was it?”, skrevet i 1859, hvor to logerende i en udlejningsejendom en nat opdager, at der opholder sig et usynligt væsen på den ene mands værelse. De indfanger væsenet efter mange genvordigheder, men når kun delvist at få det undersøgt, før væsnet skabningen dør af sult. Spørgsmålet ligger i titlen – hvad var det, disse mænd fangede i rummets skyggefulde hjørne? Trods en lidt naiv fremføring er der et grundlæggende sært perspektiv i novellens uforklarlighed, som gør, at den også appellerer til den moderne læser. Der ligger ganske enkelt et bizart, foruroligende potentiale her, som O’brien får iscenesat særdeles virkningsfuldt.

Fitz-James O’Brien (25. oktober 1826 – 6. april 1862)

Novellen ligner en type SF-historier, der senere blev populær i pulpmagasinerne, men Fitz-James O’Brien kommer ikke med nogen forklaring på fænomenet. Han efterlader sin læser med forundring, og netop på grund af denne forundring frembringer han et stille gys i læseren, som de senere SF-forfattere aldrig opnåede, eller ønskede at opnå, fordi vi typisk her får leveret et eller andet rationale for hændelser. ”What was it?” kan dermed også bruges som en form for demonstration af, hvad den klassiske SF bragte ind i genrelitteraturen med sit naturvidenskabelige perspektiv.

Den sidste novelle, som jeg vil trække frem, er Edmund Mitchells ”The Phantom of the Lake” fra 1886, fordi det ganske enkelt er et smukt eksempel på den klassiske victorianske spøgelsesfortælling. Vi hører her, hvordan en mystisk skøjteløber toner frem på herregårdens sø, hver gang et medlem af slægten skal dø. Vores hovedperson ser skøjteløberen, men spørgsmålet er jo, for hvem dette varsel gælder. Novellen er enfoldig og troperne reciperet til døde allerede i samtiden, men set isoleret er historien et vidnesbyrd om den forfinede form, den sproglige omhyggelighed og forsigtige omgang med gyset, der kendetegner den victorianske spøgelsesnovelle.

Sydney J. Bounds (1920-2006)

Alt i alt er Gaslight Tales of Terror en forbløffende alsidig antologi, som rummer en lille håndfuld virkelige perler, der ikke bare er litterære museumsstykker. Flere af novellerne er små juveler, der kanske er blevet en smule bedagede, men bruger man tid på dem, slår de med forbløffende kraft. Læren af dette må være, at selvom vi måske tror, at vi kender vores antologier og genrehistorie så godt, at vi kan vælge noget fra, fordi det ikke bringer noget nyt, så er mængden af stof så enorm, at der altid findes uopdagede skatte derude, som gør jagten på den gode genrefiktion til et fortsat eventyr, der aldrig stopper.

 

Novellerne:

Roger Malisson:  “The Last Victim”.
Ukendt forfatter: “A Tale of a Gas-Light Ghost”.
Sydney J. Bounds: “The Pauper’s Feast”
M. R. James: “Number 13″
Dorothy K. Haynes: “Up, Like a Good Girl!”
Joseph Sheridan Le Fanu: “An Authentic Narrative of a Haunted House”
R. Thurston Hopkins: “The Glass Staircase”
Rosemary Timperley: “The Maid, the Madman and the Knife”
Fitz-James O’Brien: “What Was It?”
James Jauncey: ”The Veritable Verasco”
Harold Lawlor: “The Silver Highway”
Lady Eleanor Smith: “Mrs. Raeburn’s Waxwork”
Edmund Mitchell: “The Phantom of the Lake”
R. Chetwynd-Hayes: “Keep the Gaslight Burning”

  

Ghost of a chance?

Nu udsender Rancid meget snart deres nye album. Det sker d. 9. juni, hvilket jo er lidt spændende. De seneste par plader har haft gode numre, men som helhed, har de ikke gjort det store indtryk – i hvert fald ikke på mig. Nu må vi så se, hvad det nye album, med titlen Trouble Maker, kan byde på.

Rancid har netop udgivet en single med video til, der hedder ”Ghost of a Chance”, og det lover godt. Sangen er klassisk Rancid, så jeg er rigtig godt tilfreds. Se videoen til nummeret her, og så kan vi jo imens krydse fingrene for, at den nye plade holder. Hvor ville det være fedt med endnu et fantastisk Rancid-album til de gamle klassikere.

Frygt i lange baner

Hardcover, Severn House 1994

Jeg har i anden sammenhæng arbejdet lidt med Graham Masterton for nylig. Det gav mig lyst til at vise hans lille serie af ”Fear”-bøger, der sådan set er et ganske interessant projekt. Sideløbende med Mastertons anselige produktion af skræk- og kriminalromaner begyndte han nemlig i 1994 på en stribe novellesamlinger, der alle har fået ordet ”fear” i titlen.

Graham Masterton (født 16. januar 1946)

Novellerne er af stærkt svingende kvalitet, men de viser Masterton fra en frimodig og stedvist ganske sprælsk side. Novellerne vækker med andre ord mindelser om hans tidlige forfatterskab fra 70’erne, hvilket måske ikke ligefrem er et kvalitetstegn, men absolut et fingerpeg om stor underholdningsværdi. Det er i hvert fald en periode i forfatterskabet, som jeg har en stor svaghed for.

Hardcover, Severn House 1995

Masterton blev tydeligvis inspireret af sit novelleprojekt, men pusten gik langsomt af ballonen, hvilket udgivelseskadencen vidner om. Ikke desto mindre er det en sjov lille samling, som du jo ved lejlighed kan se nærmere på.

Det var alt for nu.

Venligst
Martin

Hardcover, Severn House 1996

Hardcover, Severn House 2000

Hardcover, Severn House 2012

Paperback, Bloomsbury Reader 2012

Hardcover, Severn House 2014