Gaslight Tales of Terror, red. R. Chetwynd-Hayes (1976): Små, stemningsfulde gys

Paperback, Fontana 1976. Den smækre forside er skabt af Justin Todd

Victoriatidens stille gys har haft en enorm indflydelse på dannelsen af den moderne skrækfortælling, og som jeg har skrevet i mindst et tidligere indlæg, er perioden da også nærmest blevet synonym med en stribe helt særlige troper, der er højt elsket blandt genrefiktionslæsere.  Det betyder imidlertid også, at der er blevet udgivet stakkevis af antologier med opsamlinger af især spøgelsesfiktion fra tiårene omkring år 1900. Antologier, der desværre i vid udstrækning fremstår som en endeløs gentagelse af de samme noveller og forfattere. Det gør, at selv den mest energiske samler på et eller andet tidspunkt når et mætningspunkt af præcis den type bøger. Det punkt nåede jeg selv for længe siden, men der er skam også udsendt samlinger, der har så megen friskhed og originalitet, at de træder frem fra mængden som noget særligt. En af den slags skal vi se nærmere på her.

Den rutinerede redaktør og forfatter R. Chetwynd-Hayes kunne således udsende sit bud på den victorianske skrækhistorie i 1976 med bogen Gaslight Tales of Terror, og her benyttede han gaslampens lys som det billede, der knytter fortællingerne sammen. Gaslamper bliver dermed nævnt i næsten alle antologiens noveller, hvilket måske kan fremstå som et arbitrært bindeled, men faktisk er det ganske godt tænkt af Chetwynd-Hayes. Ser man nærmere på det, man lidt bredt kan kalde den victorianske skrækhistorie, er det nemlig ganske klart, at lyset spiller en særlig rolle i teksternes stemningsopbygning. Vi hører, hvordan der skrues op og ned for lampernes lys, vi hører om lampernes hvæsen, og vi hører ikke mindst om de sitrende skygger, som gaslysets levende flammer producerer. Navnlig sidstnævnte fylder en del i antologiens interessante indledning, der bringer den overvejelse, at det måske netop var gaslampernes halvlys og skyggevirkning, der var med til at skabe den særlige atmosfære, som skabte grobund for periodens store produktion af gys.

Paperback, Fontana 1976

Den slags kan man jo spekulere meget over, men der er næppe nogen tvivl om, at gaslamperne med deres uldne lys på mange måder står olie- og petroleumslampen tættere end det elektriske lys. Dermed er der bestemt grundlag for at postulere en helt særlig rumoplevelse, hvor skygger i langt højere grad har været diffuse og konturløse, i hvert fald målt i forhold til den elektriske lampes hårdere lys. Fænomenologisk har gaslyset dermed et særligt potentiale for at skabe overvejsler om mystik og dunke aktiviteter i krogene, som kunne ligne noget overnaturligt – hvis man altså i forvejen er indstillet på den slags tanker. Præcis det var de kære victorianere, der brugte en hel del tid på at bekymre sig om sædernes forfald, bykulturens fremmarch og grænselandet eller rationalitet og metafysisk. Nå, nok om lamper, for Gaslight Tales of Terror rummer en række særdeles fine noveller, der vel at mærke ikke alle er skrevet i victoriatiden.

Et af de moderne, eller nyere bidrag, er således Sydney J. Bounds fortælling ”The Pauper’s Feast”, der er en klassisk grum fortælling i bedste, makabre Weird Tales-tradition. Det samme gælder ”The Last Victim” af Catherine Gleason og Rita Morris (skrevet under pseudonymet Roger Malisson), om kunstneren, der sælger sin sjæl til Djævlen. Begge fortællinger er periode-pasticher, men gør det godt, fordi de forbliver loyale overfor rammen, men løsner op for den sproglige stivhed, der kun dårlig lader sig gentage i dag, og samtidig giver de læseren alt det blod, som victorianerne kun kunne antyde.

Ronald Chetwynd-Hayes (30. maj 1919 – 20. marts 2001)

En mere periodenær novelle får vi i den helt og aldeles fantastiske fortælling ”Up, Like a Good Girl!”, skrevet af Dorothy K. Haynes. Dette er uden tvivl samlingens litterære højdepunkt. I det stille, underspillede skrækdrama befinder vi os på et børnehjem for piger. En af stedets guvernanter misbruger en pige (seksuelt?) natligt. Hvad, der egentlig sker, forbliver usagt, men Haynes udmaler med en sønderknusende sikkerhed, hvordan den stakkels pige ligger vågen hver nat og venter på overgebet, der med usvigelig sikkerhed vil finde sted.

Alene dette kunne være blevet en voldsomt kraftfuld novelle, men hun lægger mere i dette, fordi den misbrugte pige af frygt natligt tisser i sengen, og dette tisseri får alvorlige, sociale konsekvenser, som fører handlingen ud i både tragiske og yderligere grufulde optrin. Haynes leverer alt dette i et smukt, melankolsk sprog, der på en gang fanger pigernes barnlige perspektiv og den voksnes dybere forståelse af det fornedrende, perverse og skrækkelige ved alt, der her berettes.

Montague Rhodes James (1. august 1862 – 12. juni 1936). James er et godt eksempel på de evige gengangere, der stort set er med i ale antologier af indeværende type

Mere let i tonen, men ikke mindre fascinerende, er Fitz-James O’Briens absurde ”What was it?”, skrevet i 1859, hvor to logerende i en udlejningsejendom en nat opdager, at der opholder sig et usynligt væsen på den ene mands værelse. De indfanger væsenet efter mange genvordigheder, men når kun delvist at få det undersøgt, før væsnet skabningen dør af sult. Spørgsmålet ligger i titlen – hvad var det, disse mænd fangede i rummets skyggefulde hjørne? Trods en lidt naiv fremføring er der et grundlæggende sært perspektiv i novellens uforklarlighed, som gør, at den også appellerer til den moderne læser. Der ligger ganske enkelt et bizart, foruroligende potentiale her, som O’brien får iscenesat særdeles virkningsfuldt.

Fitz-James O’Brien (25. oktober 1826 – 6. april 1862)

Novellen ligner en type SF-historier, der senere blev populær i pulpmagasinerne, men Fitz-James O’Brien kommer ikke med nogen forklaring på fænomenet. Han efterlader sin læser med forundring, og netop på grund af denne forundring frembringer han et stille gys i læseren, som de senere SF-forfattere aldrig opnåede, eller ønskede at opnå, fordi vi typisk her får leveret et eller andet rationale for hændelser. ”What was it?” kan dermed også bruges som en form for demonstration af, hvad den klassiske SF bragte ind i genrelitteraturen med sit naturvidenskabelige perspektiv.

Den sidste novelle, som jeg vil trække frem, er Edmund Mitchells ”The Phantom of the Lake” fra 1886, fordi det ganske enkelt er et smukt eksempel på den klassiske victorianske spøgelsesfortælling. Vi hører her, hvordan en mystisk skøjteløber toner frem på herregårdens sø, hver gang et medlem af slægten skal dø. Vores hovedperson ser skøjteløberen, men spørgsmålet er jo, for hvem dette varsel gælder. Novellen er enfoldig og troperne reciperet til døde allerede i samtiden, men set isoleret er historien et vidnesbyrd om den forfinede form, den sproglige omhyggelighed og forsigtige omgang med gyset, der kendetegner den victorianske spøgelsesnovelle.

Sydney J. Bounds (1920-2006)

Alt i alt er Gaslight Tales of Terror en forbløffende alsidig antologi, som rummer en lille håndfuld virkelige perler, der ikke bare er litterære museumsstykker. Flere af novellerne er små juveler, der kanske er blevet en smule bedagede, men bruger man tid på dem, slår de med forbløffende kraft. Læren af dette må være, at selvom vi måske tror, at vi kender vores antologier og genrehistorie så godt, at vi kan vælge noget fra, fordi det ikke bringer noget nyt, så er mængden af stof så enorm, at der altid findes uopdagede skatte derude, som gør jagten på den gode genrefiktion til et fortsat eventyr, der aldrig stopper.

 

Novellerne:

Roger Malisson:  “The Last Victim”.
Ukendt forfatter: “A Tale of a Gas-Light Ghost”.
Sydney J. Bounds: “The Pauper’s Feast”
M. R. James: “Number 13″
Dorothy K. Haynes: “Up, Like a Good Girl!”
Joseph Sheridan Le Fanu: “An Authentic Narrative of a Haunted House”
R. Thurston Hopkins: “The Glass Staircase”
Rosemary Timperley: “The Maid, the Madman and the Knife”
Fitz-James O’Brien: “What Was It?”
James Jauncey: ”The Veritable Verasco”
Harold Lawlor: “The Silver Highway”
Lady Eleanor Smith: “Mrs. Raeburn’s Waxwork”
Edmund Mitchell: “The Phantom of the Lake”
R. Chetwynd-Hayes: “Keep the Gaslight Burning”

  

Reklamer

2 kommentarer

Filed under Novellesamling

2 responses to “Gaslight Tales of Terror, red. R. Chetwynd-Hayes (1976): Små, stemningsfulde gys

  1. Henning Andersen

    Er det muligt, at man kan sige noget konklusivt om disse “murder-ballads” før og efter “The Whitechapel Murders”?
    Anbefaling (for de tegneserietossede): der findes en “Gotham by gaslight”, lavet af Mignola – den er sgu ret go’.

    • Martin

      Hej Henning, sjovt du bringer det på bane. Jeg har faktisk overvejet selvsamme. Jeg tror egentlig ikke, at man kan pege på Ripper-mordene som et vendepunkt. Litterært er det i hvert fald tydeligt, at mordene snarere taler ind i en allerede ganske glubende appetit på drab og blod blandt victorianerne. Ripperen er således mere et udtryk for sin tid end han er et fænomen, der skaber sin tid. At han så efterfølgende har fået tilskrevet denne epokale status, skyldes nok vores hang til at læse historien gennem ikoniske figurer og situationer.
      Tak for tegneserie-tippet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s