The Skipper, januar 1937
I 1997 udgav den engelske arkæolog David M. Wilson en rigtig fin bog med titlen Vikings and Gods in European Art. Et lille skrift, der ser på brugen af vikingen i kunsten. Det er der kommet noget ganske underholdende ud af. Jeg skal da ikke her gentage, hvad Wilson skriver om navnlig romantikkens brug af vikinger i genremaleriet.
Adventure, januar 1918
Det, jeg imidlertid gerne vil sige et par ord om, er, hvor utroligt det er, at 1800-tallets forestilling om den store, stærke viking med horn i hjelmen, og alt hvad der ellers hører til, har vist sig at være en ikonisk størrelse, som næsten ikke er til at udrydde. I sammenhæng med Fra Sortsand betyder det, at pulplitteraturen uden videre adopterede 1800-tallets viking med hud og hår og slap ham løs i både fiktion og forsider.
Physical Culture, juni 1917
Vikingen træder dermed mere eller mindre uforandret ind i pulplitteraturen og bliver ved med at optræde på samme vis gennem resten af 190-talets genrefiktion og endda videre ind i 00’erne. Det sker ikke så ofte, at troper forbliver så stabile over tid, men sådan er det med vikingen.
Adventure, november 1919
Det skyldes givetvis, at selve grundtanken om figuren er forankret i en historisk virkelighed, og selvom vikingen som sådan i genrelitteraturen hovedsagelig er en eventyrlig, fantasy-størrelse, bliver idéen om vikingen ved med at referere tilbage til det historiske udgangspunkt.
Paperback, Zebra Books 1980
Både tegnere og forfattere har dermed, formentlig, været optaget af et spørgsmål om autenticitet eller loyalitet over for denne historiske kerne, hvorfor de ikke har eksperimenteret ret meget. Samtidig har der næppe været meget attraktivt i at ændre tropen, fordi den er så genkendelig og stærk, som den er. Man behøver således bare at vise et skægget ansigt med horn, og straks ved alle, hvad historien vil indeholde af røverisk adfærd og vold.
Nuvel, spring ombord på langskibet. Her tager vi på togt.
Analog, oktober 1969
Paperback, Warner Books 1976
Argosy, februar 1930
Paperback, Sphere Books 1976
Argosy, juli 1940
Paperback, New English Library 1979
Blue Book, april 1941
Paperback, Gryphonwood Press 2016
Blue Book, august 1935
Paperback, Fawcett Publications 1967
Fantastic Adventures, august 1942
Paperback, Dell 1951
Fantastic Adventures, juni 1951
Paperback, Bantam Books 1966
Fate, april 1953
Paperback, Bantam Books 1956
Five-Novels, maj 1934
Paperback, Award Books 1967
G-8, august 1933
Paperback, Avon 2011
Hardcover, Altus Press 2016
Paperback, Avon 1991
Hardcover, Owlswick 1985
Paperback, Ace 1979
Paperback, Ace 1963
Imponerende nok, at denne ikonografi har fundet fodfæste og udbredelse – ja, faktisk helt ind i sindet på den almindelige dansker eller svensker eller nordm/k, der finder en hvis tilfredsstillelse i, at “nedstamme” fra disse behornede, beskæggede og bar-særkende banditter. Plunder and pillage. For sådan så vikingerne (jo) overhovedet ikke ud. Ikonet er et amalgam af vidt forskellige epoker og mode-retninger, og ikke mindst 1800-tallets sværmeri, herunder scenografi/kostumer fra Wagner-operaer. Men selv i min lille opslagsbog “Uniformer gennem tiden” er det den ikonografi der er gældende, selvom næste opslag “Normannerne”, i virkeligheden er tættere på virkeligheden (!?). “Rigtige” vikinger er muligvis bedst afbilled på Bayeux-tapetet samt visse broderier fra Oseberg-fundet.
“Symbolet” synes derfor at være en ret moderne konstruktion (150 år er ret moderne ifht de tusind år der er gået siden Harald Blåtand), men det er faktisk hysterisk interessant at visse kendetegn ved “vikinger” langt bedre svarer til kimbrere/keltere – hvilket så ligger tusind år tidligere. Eller de sidste herulere, som vistnok Ludvig d. 1, Karl den Stores søn, fik ram på – om man så må sige. Herulernes eftermæle findes dog stadig i form af adelsbetegnelsen Jarl/Earl (og se lige historien om hvordan Rig/Heimdal/Odin laver børn med først oldemor, siden bedstemor og så mor, og får sønner der bestemmer samfundsklasserne træl, fri bonde, herremand), men også i figuren Harlequin fra commedia- del’Arte-traditionen. Herlekin – lille herul.
Den ene halvdel af vikingerne var nogle bøllefrø, der burde ha fået sig nogle rockerbank og nogle dumme-bøder, og den anden halvdel var købmænd, der sejlede på Staraja Ladoga og helt ned til Miklaborg (Konstantinopel/Byzans/Istanbul). Men ligesom med senere tiders katerbreve var de måske heller ikke for store til at skaffe sig en ekstraindtægt ved lidt sørøveri, hvis udbyttet var for mavvert.
Endelig bør det påpeges, at vikingerne ikke var alene – på daværende tidspunkt – med en modus operandi der lød på vold, voldtægt, død og ødelæggelse. Det var der også andre der benyttede sig af. Så det er ikke sådan at “civilisationen” nede i midt-Europa var stærkt trængt af “nordiske barbarer”. Det er en senere historie-konstruktion, selvom allerede Einhard og Saxo ikke ligefrem er enige. Så kan man tage “mellemvaren” Ansgar og se hvad han siger, ifølge Rimbert.
Men derfor er “vikinge-ikonet” sgudda meget sjovt alligevel – men det hører til i en parallel-verden, som realitet betragtet.
Det blev atter en længere smøre – sådan er det.
Jeg bliver tit og ofte inspireret af dine indlæg, Martin – tak for det, og så må du lide med længden af mine svar.
Hilsen Henning
Tak for ordene Henning. Beklager den uforskammet langsomme respons. Jeg har været bortrejst en stort del af denne uge. Det er både kloge og helt relevante forhold, som du her udpeger for os. Tak for det supplement til indlægget! Det styrker sammenhængen.