J. R. R. Tolkien, The Two Towers (1954): Om myten, der dannes i øjeblikket

Paperback, Unwin Books 1975. Skaberen af forsidens fine akvarel er Tolkien selv

Det er noget tid siden, at jeg skrev om første bind af Lord of the Rings, og nu må det være på tide at fortsætte. Jeg skal heller ikke denne gang kede jer med et handlingsreferat af en tekst, som I naturligvis kender forfra og bagfra. Derfor må det også være tilstrækkeligt at sige, at trilogiens andet bind mere eller mindre fortsætter præcis dér, hvor første bind stopper.

Man fornemmer imidlertid straks, at The Two Towers er et andet sted end The Fellowhip of the Ring. Første bind handler netop om følgeskabet og venskabet, der udvikler sig i gruppen om Frodo og ringen. Der opstår en form for soldaterfællesskab, hvor det, som opgavens alvor står klart for deltagerne, viser sig, at alle har ting at bidrage til gruppen. Både de magtfulde krigere og de ydmyge hobbitter har således funktioner, og det nivellerer gruppens forskelle i erfaring, status og magt. Man fornemmer lige dele fascination af sagateksternes beretninger om våbenbroderskaber her og Tolkiens egne erfaringer fra både et kostskoleliv og de efterfølgende krigsoplevelser, der hver på sin vis synes at bidrage til ringfælleskabets emotionelle bånd.

Paperback, Unwin Books 1975

Sådan er det imidlertid ikke længere i The Two Towers, for første bog slutter netop ved, at Boromir lader sig friste af ringen og derved brydes fælleskab uden nogensinde at blive genetableret i samme form. Det er et dramatisk punkt i fortællingen – måske et af de meste dramatiske og smertefulde overhovedet – der er en voldsom parafrase over Syndefaldet. Der går således noget uerstatteligt tabt, da Boromir fristes. Ringens fællesskab er nemlig noget smukt, og det er tydeligt, hvor meget Tolkien selv sværmede for dette fællesskab, og man føler med ham, fordi rejsens første del kommer til at stå som en gylden, uskyldig tid.

Alt der kommer efter opløsningen af ringens fælleskab, er blod sved og tårer. I deres ansigts sved må bogens helte stride sig frem mod den uundgåelige konfrontation med mørket. Det er da også med god grund, at heltene herefter konsekvent må tvivle på, hvorvidt det gode rent faktisk findes, for alt synes nu mere dystert og ubehageligt end før. Det eneste forløsende lyspunkt synes rent faktisk at være de små hobbitter Merry og Pippin, der bliver den ventil, som Tolkien kan bruge til, en smule satirisk, at gengive menigmands noget fortegnede billede af de katastrofale begivenheder, der er ved at udspille sig i verden.

John Ronald Reuel Tolkien (3. januar 1892 – 2. september 1973)

Nu skrev jeg allerede i første indlæg om trilogien, at jeg mener, at Tolkiens ambition om at skabe en ny mytologi skal tages ganske bogstaveligt. Det skal jeg ikke gentage her, men i stedet fortsætte med samme synspunkt, fordi The Two Towers bidrager væsentligt til præcis det perspektiv. I Fellowship of the Ring drager selskabet gennem et ødeland, hvor de så at sige rejser fra det ene mytiske tableau til det andet. Deres vandring bliver dermed en form for passage gennem hele universets kosmologi, og hvert sted, de besøger, er en ny station i myten, der belyser facetter af den samlede historie. I dette er Frodo og hans ledsagere mest af alt iagttagere, der hverken gør stort fra eller til i forhold til det, de oplever. Deres rolle kommer først senere.

Præcis det ændrer sig i andet bind. Den vise Aragorn fortæller til Éomer, at de nu står midt i fortællingen, og alt, hvad de fra dette øjeblik foretager sig, vil have betydning for den måde, som man vil fortælle om dem senere. ”Do we walk in legends or on the green earth in the daylight?”, spørger Éomer, hvortil Aragorn svarer ”A man may do both” (s. 30). Aragorn adresserer dermed tydeligt det forhold, at selskabet har indhentet myterne og nu er trådt ind i en ny fase, hvor de selv er blevet aktører i en fortælling, som vil blive genfortalt senere. Den samme bevidsthed om at være del af et narrativ bliver også senere italesat af Sam (s. 285), der konstaterer, at han er i tvivl om, hvad folk vil fortælle om Frodo og ham – dog ved han, at man vil berette om deres rejse, og han håber, at det vil blive en lykkelig fortælling.

Hardcover, George Allen & Unwin 1954. Romanens 1. udgave

Tolkien viser dermed sine læsere, at det er en gammel fortælling, som præsentres i første bind, og en ny fortælling, som symbolsk begynder, da ringens fællesskab brydes. Hans karakterer er sig fuldt ud bevidste dette og forstår deres status som aktører i et mytologisk univers, hvor alt bærer hen imod den endelige kulmination.

The Two Towers er dermed det tidspunkt, hvor heltene træder ind i det, man kunne kalde mytens ’nu’. Altså det sted, hvor narrativet dannes eller den nye myte får sin form. Det udløser selvfølgelig den bekymring, at modsat alle tidligere myter, så kender hovedpersonerne i denne nye historie ikke det præcise udfald af deres fortælling, og derved lykkes det for Tolkien både at skabe spænding for sine læsere og føje en gribende følelse af anspændt, smertefuld intensitet ind i beretningen, der naturligvis er stærkest omkring den hårdtprøvede Frodo og hans elskede ven Sam.

Hardcover, Houghton Mifflin 1955

Præcis venskabet mellem hobbitterne er da også et helt essentielt greb i Tolkiens epos, fordi de vedbliver med at være det følelsesmæssige alibi i værket, der giver ham mulighed for rent faktisk at udtrykke affekter og reaktioner, vi kan genkende og identificere os med. Alt andet i bøgerne er stiliserede helte og skurkes tale, mytens dialog om man vil, der her dikteres til senere genfortælling. Hobbitterne er gruset i maskineriet, der bliver outsiderens blik på det store, kosmiske spil. Hvor vigtigt dette er for bøgerne som helhed, står imidlertid først for alvor klart med fortællingens anden del.

Paperback, Ballantine Books 1965

The Two Towers er fremragende læsning, og måske den bedste del i værket som helhed, fordi Tolkien rent faktisk her udfolder ganske komplicerede temaer, der ikke findes i hverken første eller tredje bind. Der er noget eminent ved at følge denne gigantiske fortælling i præcis denne del af historien, hvor det hele så at sige er i bevægelse. Det er her, at myten samler momentum og bygger op. Forløsningen kommer senere, og den er måske nok storladen og følelsesfuld, men den er hverken overraskende eller så stemningsmæssigt sammensat, som det blik ind i myternes ’nu’ vi får her.

Nu må vi se, om ikke også kongen, på sin vej tilbage, kan få lejlighed til svinge forbi Fra Sortsand snart.

Paperback, Ace Books 1965

Paperback, Methuen 1971

Paperback, Ballantine Books 1973

Hardcover, George Allen & Unwin 1974

Paperback, Magnum 1977

Paperback, Ballantine Books 1982

Paperback, Unicorn 1986

Paperback, Ballantine Books 1988

Hardcover, Houghton Mifflin1988

Paperback, Houghton Mifflin 1999

Paperback, HarperCollins 2002

Hardcover, Thorndike Press 2003

Paperback, Houghton Mifflin 2005

Hardcover, HarperCollins 2009

Paperback, HarperCollins 2011

Paperback, HarperCollins 2012

Hardcover, HarperCollins 2013

Advertisements

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

One response to “J. R. R. Tolkien, The Two Towers (1954): Om myten, der dannes i øjeblikket

  1. Henning Andersen

    Udgivelseshistorisk blev Ringenes Herre til en trilogi – hvilket egentlig ikke var intentionen fra Tolkiens side. Og i og med denne forlagsbeslutning fra Unwins side, blev det herefterdags uhyre comme il faut med trilogier. Enhver fantasy-udgivelse med respekt for sig selv skulle være en trilogi, og planlagt som en sådan – trilogien blev pludseligt moderne.
    Stillet overfor dette forlagsmæssige krav/forslag, var Tolkien egentlig kun i tvivl om, hvad toeren så skulle hedde, og foreslog bare – nærmest ud af det blå – at den kunne hedde “The Two Towers”; så kunne læseren selv bestemme hvilke to tårne, der var tale om. Tolkien selv tænkte – har jeg læst et sted – at det var Ortanc og Barad-Dur. Men med tanke på, hvor mange tårne der er i RH, så skulle der være frit slag. Dog er der næppe tale om Minas Tirith – omend det ligger ligefor – idet denne by først kommer i spil i 3. bog, Kongen Vender Tilbage. (idet Tolkien jo var filolog, kunne det være interessant at foreholde ham, at “minas” på portugisisk betyder mine – som i kul-mine)
    På den anden side blev der draget omsorg for, at afslutte bind 1 og 2 på steder, hvor det faktisk gav mening. Eventyret om Ringen/The Fellowship Of The Ring afsluttes netop dér, hvor broderskabet/rejseselskabet/fellow-skabet går i opløsning – af indre og ydre pres og konflikt – hvorefter vi, som læsere, træder ind i en udfoldelse af den verden som Middle-Earth er, nu, fremfor den historiske rundvisning, som første bind bød på (meget firkantet sat op).
    Og hvorfor er det interessant?
    Indenfor såvel økonomi, evolutionsteori og politisk filosofi, findes der begreber, der dækker det forhold at “der kommer et tidspunkt” hvor alt ændres radikalt, eller går under. I alle tilfælde skyldes det en kombination af indre og ydre pres (termerne er hhv: – Schumpeterian Chock, Punctuated Equilibrium og Kvantitetens omslag i kvalitet … – meget lærd, altsammen). Således også i tilfældet Lord Of The Rings, selvom meget kunne tyde på at forfatteren kæmper imod.
    Nogle har påstået – og jeg har selv gjort det (men man har lov at blive klogere) – at LOTR er et reaktionært værk, begået af en forbenet katolik. Hvilket ikke længere forekommer mig, at være nogen fyldestgørende forklaring. Nu om dage er jeg mere overbevist om, at det er et platonisk værk – nej, jeg mener ikke “overfladisk”,; jeg mener “i Platons ånd”. Det er ikke nok med jungianske arketyper, for det vi er vidner til – hvor grandiost det så ellers er – er helt tydeligt “genindspilninger” af en dyb fortid, hvor diverse figurer indtræder i roller, der kun kan være en afglans af fortidens modeller; skygger på væggen. Og det er denne “genopførsel” vi oplever gennem hobbitternes øjne og ører, og det er fordi vi identificerer os med dem, at det bliver relevant at være til stede. Ellers var det bare guder og konger og adelsfolk, og hvad rager det os almindelige mennesker? Men netop gennem disse vidner, kommer det til at betyde noget. For det gør det, trods alt, alligevel – i sidste ende.
    Tolkien gav udtryk for, at han ike brød sig om allegorier – fint nok med mig, men LOTR kommer ikke udenom at være en allegori – ikke om godt og ondt – men om determinisme eller fri vilje. Det er her styrken ligger.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s