Stilheden sænker sig. På gensyn d. 6. august

Ray Russell, Unholy Trinity (1967): Gotik som avantgarde

Paperback, Bantam 1967. Bogens 1. udgave. Den burleske fotoforside siger meget lidt om bogens indhold

Ray Russell var en kendt skikkelse i 1960’erne og 70’erne. Han publicerede og redigerede fiktion, der konstant befandt sig på kant med mainstream-kulturen, og han udfordrede konsekvent læsernes vanetænkning. Det gjorde han ikke mindst som litterær redaktør på Playboy, hvor han en tid gjorde bladet til et sted for progressiv genrefornyelse. Under Ray Russell var magasinet en tydelig, kritisk konkurrent til de gamle generemagasiner, der slet ikke i samme grad turde følge med tiden. Ray Russell viste sig imidlertid også selv som spændende skønlitterærforfatter. Det kan mærkes i Unholy Trinity; en slank udgivelse, der samler tre af hans gotiske noveller. Det kritiske nye ved novellerne skal jeg vende tilbage til, men først må vi få historierne på plads.

Første novelle, “Sanguinarius”, er fortalt i jegform af ingen ringere end den i blod badende grevinde Elizabeth Báthory. I novellen fortæller den unge grevinde, hvordan hun forføres af sin mand og mandens elsker til at deltage i de vanhellige okkulte ceremonier, der praktiseres ved hoffet. Báthory fremlægger dermed sig selv som et offer, der mere eller mindre lokkes til at torturere og myrde unge jomfruer. Russel sniger imidlertid løbende små selvmodsigelser ind i teksten, hvorved læseren langsomt forstår, at Báthory måske ikke er helt så uskyldig, som hun ønsker at fremstå. Det bliver med andre ord tydeligt, at hun rent faktisk elsker alt det, der natligt udspiller sig på borgen; om det så er lesbisk elskov i badekarret eller tortur i kælderen med efterfølgende bad i blod. Den endelig afsløring kommer da også til sidst, hvor Báthory i et anfald af selvmodsigende storhedsvanvid hylder sin sande mester Lucifer.

Paperback, Bantam 1967

”Sardonicus” er bogens anden og absolut bedst kendte fortælling. Historien er blevet genoptrykt mange gange, og den er ubetinget hjørnestenen i Unholy Trinity. Vi befinder os her i 1800-tallets slutning, hvor en ung videnskabsmand på opfordring af en tidligere flamme rejser fra London til en isoleret borg i Østeuropa, hvor hans bekendtskab nu lever med sin velhavende mand. Vi aner straks uråd, og borgen, der beskrives som et gigantisk kranie af sten, siger da også alt om det, den unge mand kommer til at opleve på stedet. Sagen er den, at Grev Sardonicus, som husets herre kalder sig, lider af en kronisk lammelse i ansigtet; hans ansigt er permanent låst i et grotesk smil. Vores engelske gentleman bliver nu tvunget til at afhjælpe dette gennem sine videnskabelige færdigheder. Fejler han, vil han ikke bare blive dræbt, men husets kvinde vil blive voldtaget og dræbt for øjnene af ham først. Mere arketypisk gotisk kan det næsten ikke blive, og Russell kan sine troper til fingerspidserne, så ”Sardonicus” står som et fejlfrit stykke genrefiktion, der med fuld ret er forblevet i trykken siden udgivelsestidspunktet i 1960.

Sidste fortælling i bogen er ”Sagittarius”, der vikler forskellige klassiske troper sammen til en bloddryppende fortælling, som udspiller sig først i 1900-tallet. Den idé, at Stevensons Mr. Hyde fik en søn, røres sammen med Jack the Ripper og fransk Grand-Guignol til et fabulerende genrestykke, som drilsk forsøger at trække tråde mellem ganske ulige størrelser og gør dette gennem ublu kærlighed til det morbide og groteske. Tonen i denne sidste novelle er lettere end i de to første, og indholdets bevidste sammenblanding af fakta og fiktion tilfører et metalag, som gør dens brug af gotiske troper mindre loyal. Det bliver resultatet imidlertid ikke dårligere af, men trods overfladiske ligheder stikker den tredje novelle ud fra de to andre.

Paperback, Sphere Books 1971

Alle tre noveller i Unholy Trinity er eklatant umoderne og helt bevidste pasticher, der uden ironi eller smarte manøvre forholder sig loyalt til den gotiske tradition. Bogen fremstår derved som en sær, manieret gøgeunge, der stilistisk ikke rigtigt hører nogetsteds hjemme. Præcis dét gør imidlertid Ray Russells gotik interessant. Han postulerer selv, at det rent faktisk er et stykke avantgardekunst, som læseren her sidder med, og på sæt og vis har Russell helt ret. Han bevæger sig nemlig bort fra det konsensusøgende og ud i et usikkert overdrev, hvor gotikkens fokus på blod, tortur og død pludselig genvinder potens. Det skyldes, at Russell formår at holde igen – han antyder meget, og meget forbliver usagt, men læseren er ikke et øjeblik i tvivl om, hvad det er for ubehagelige situationer, han skildrer. Russell skaber dermed et rum for læserens fantasi i stedet for råt for usødet at beskrive de blodige realiteter.

Teksten udnytter dermed til fulde antydningens kunst. Gennem et klart, svulstigt formsprog planter Russell modbydelige billeder i læserens bevidsthed. Han tegner selv kun vage skitser, men læseren danner hurtigt selv de færdige billeder i sit indre, og på den led bliver hans fortællinger pludselig langt stærkere end mangt et stykke moderne skrækfiktion. Russell siger selv i indledningen, at novellerne er skrevet i et opgør med ”smart, savvy stuff full of bright slang and hip allusion” og det er da også præcis, hvad man ikke finder i bogen her.

Ray Russell (4. september 1924 – 15. marts 1999)

Til gengæld er det tydelig, at Russell er dybt forankret i sin samtid, og til trods for novellernes loyale gotik løber 1960’erne ind i historierne, hvor sex, stoffer og flamboyante tanker lægger sig som en understrøm. I konklusionen på ”Sardonicus” sættes det hele endda på spidsen, da vores unge videnskabsmand fabulerer over hjernen som det eneste stykke uopdagede terræn, der fortsat ligger åbent for ekspeditioner ind i det ukendte. Her er det 60’ernes glæde ved indre rejser og universet som metafor for sindet, der slår igennem.

The Unholy Trinity foretager en manøvre, som dårligt kan gentages. Russell valgte den absolut umoderne gotik og gentog den loyalt, men med små underliggende impulser, der diskret fortæller, at dette ikke er skrevet i 1700- 1800-tallet, men i stedet et stykke moderne fiktion. Teksterne bliver derved pludselig radikale bud på en moderne fiktion, og derved bliver de præcis den avantgardistiske (pop)kunst, som Russell selv siger, det er. Det kræver sin mand at kunne realisere sådan et projekt, men det lykkedes for Ray Russell. Resultatet er et mageløst eksperiment, der viser, hvordan modet til at træffe ulogiske valg kan fører os ind på helt nye spor i kunsten og opnå fine, fine resultater.

Paperback, sphere books 1972

Paperback, Ballantine Books 1961

Mere okkult retro-rock

Sommerferien nærmer sig her på bloggen. Den er der ikke helt endnu, men om en uges tid bliver der stille på Fra Sortsand. Vi skal imidlertid lige have søndagens indlæg med. Du skal også lytte lidt til Blood Ceremony, hvis folky doomrock er sært vanedannende. Måske det er tværfløjten, som gør udslaget? Prøv at giv dem et lyt. Her er det sangen ”Goodbye Gemini” fra albummet The Eldritch Dark (2013).

Vi ses på søndag, hvor der er gotik på menuen.

James Leo Herlihy, A Story That Ends With a Scream (1967): “Life lived in the American century…”

Paperback, Panther Books 1970. Forsidens billede er skabt af Philip Castle

James Leo Herlihy er uden tvivl bedst kendt for den fabelagtige, skandaleombruste roman Midnight Cowboy fra 1965. Romanen er gjort af et helt særligt stof, som kun blev produceret i 1960’erne, og den lille novellesamling, vi her skal se nærmere på, er gjort ud af præcis det samme. A Story That Ends With a Scream (en helt igennem fantastisk titel!) er en antologi, der samler otte noveller samt en teatermonolog i én akt. Herlihy fik udgivet en del noveller, nogle romaner og flere teaterstykker, før han begik selvmord tilbage i 1993. Historierne i indeværende antologi stammer alle fra begyndelsen af hans karriere, og de afspejler en forfatter på toppen, der i den grad har et kreativt momentum, båret af 60’ernes zeitgeist.

Ikke alle novellerne hører hjemme på Fra Sortsand, men man behøver ikke læse ret meget af Herlihys hurtigtflydende, stedsvist næsten rablende prosa, før det står klart, at hans fiktion befinder sig i en form for post-gotisk genfortolkning af gamle genretroper. Det overnaturlige eller sære – ”the weird” – ligger hele tiden og taler med i hans fortællinger, der stort set alle tager udgangspunkt i almindelige menneskers hverdagsoplevelser.

Paperback, Panther Books 1970

Det bærende motiv bag dette er en enorm længsel efter forandring i et samfund, hvis konventioner nedbryder ånd og kreativitet. Herlihys hovedpersoner er dermed enten de ødelagte, eller også er det frontkæmperne, som stritter imod, og tager kampen op imod systemet – præcis som vores hovedperson Joe Buck i Midnight Cowboy, der rejser til New York for at udleve drømmen om at blive en mandelige prostitueret. Buck ender med at blive knust af ”systemet”, og det gør stort set alle Herlihys karakterer. Ja man kan endda sige, at Herlihy i sidste ende selv blev følelsesmæssigt knust på grund af sin homoseksualitet.

I åbningsnovellen, der har lagt navn til antologien, søger historiens utilfredse heltinde lykken på de natlige kyststrækninger ved Key West. Uopfyldt og utilfreds i hverdagen bliver natten og landevejen hendes frirum, og her, midt i den øde, amerikanske nat, toner en ensom motorcykelbetjent frem, der bliver et erotisk fantom, hun jager. Betjenten er et halvvejs overnaturligt væsen, men da han endelig indfanges, punkterer damens drømme, fordi alt pludselig bliver ordinært, efter de til sidst har haft sex. Kvinden bor i en trailerpark, og betror løbende sin veninde om de natlige eventyr.

James Leo Herlihy (27. februar 1927 – 21. oktober 1993)

Den alkoholiserede veninde kan spå med et ouijabræt, hvilket ikke alene gør hende i stand til at skabe et alternativt selvbillede; via brættet er hun også i stand til at inspirere venindens fantasi. Deres okkulte seancer er små eskapistiske rejser ud i en verden, der rummer mere end trailerparkens slum. Men naturligvis skal illusionen briste, og magien blæses bort som en fordrukken løgn. James Herlihy er på den måde ubarmhjertig, ja vel nærmest ondskabsfuld, fordi han uden nåde lader sine ofte triste hovedpersoner havarere i ensomhed.

Stemningsmæssigt befinder novellernes fortællinger sig alle omtrent i samme univers. De blander bitter melankoli med spydige iagttagelser og grotesk humor. Et strejf af surrealisme sniger sig også ind i teksterne, der alle skaber nye rum, hvori hovedpersonerne kan agere udenfor normen. I ”The Astral Body of a U.S. Mail Truck” har enken en affære med postbuddet, hvilket udløser stor forargelse i kvarteret. Kvinden lader sig imidlertid ikke kue, så da postbuddet kører galt og omkommer, fortsætter han eftermiddag efter eftermiddag med at komme som spøgelse til en lille hyrdetime hos kvinden – om ikke andet i hendes fantasi.

Hardcover, Simon and Schuster 1967. Antologiens 1. udgave

Netop fantasien som flugtvej er da også et væsentligt punkt i novellerne, fordi det imaginære og det reale konstant spilles op imod hinanden. Herlihy fortæller os med andre ord, at fantasien er din bedste ven i skabelsen af frirum, hvor ”systemet” ikke kan fange dig.

Faren er naturligvis, at man tager det for vidt – og det gør næsten alle hans personer. Ikke mindst fortælleren i ”Love and the Buffalo”, der er blevet indlagt på et hospital, fordi han mener at have gennemskuet statens agenda. Novellen, der er et stykke rendyrket, paranoidt horror, ender trods det tragisk-komiske i mandens vildfarelser præcis samme triste sted som de øvrige noveller. Samme galskab og surrealisme kommer også helt tydeligt frem ”A Ceremony for the Midget”, hvor en dame er overbevist om, at en satanisk dværg hjemsøger hendes mands bar.

Hardcover, Jonathan Cape 1968

Stilistisk lægger Herlihy sig i tråd med samtiden store navne, og man genkender både Ken Kesey, Charles Webb og beatforfatterne i den pågående prosa. Sprogligt fornyer Herlihy ikke ret meget, men han har sit eget greb og sin egen agenda. Hans baggrund i scenekunsten er tydelig. Novellerne er melodramatiske, sorte mikro-operetter, der med kammerspillets intensitet fortæller storladne historier om kæmpe følelsesudbrud. Teaterindflydelsen kommer også til udtryk i dialogformen, der styrer novellerne – både den ydre og indre dialog er dermed Herlihys vigtigste modus.

Præcis dette er da også en væsentlig grund til, at hans sære fortællinger stikker så meget ud fra det, vi normalt oplever i tekster, der udnytter stiltræk fra skrækfiktionen. Det skræmmende, det groteske og det bizarre hos Herlihy er hverken monstre eller ugerninger, nej det er følelsen af det uforløste, det ugengældte og i sidste ende frygten for tomheden. Herlihys post-gotik er det industrialiserede menneskes melankoli, og gespenster og overnaturlige fænomener er resultatet af vores behov for at indsætte nyt liv i en dræbende, emotionel stilstand.

Paperback, Dell 1970

En samling som A Story That Ends With a Scream beviser med al tydelighed, hvorfor James Herlihy er en stemme i den amerikanske counter culture. Novellerne er båret af den lyst til fornyelse og det frontalangreb på konventionerne, som karakteriserede 60’ernes radikale kunstnere. Novellerne fastholder imidlertid også Herlihy, mens han stadig med nogen ret kunne tale med i de unges samtale – kun få år senere var hans ståsted forandret og Herlihy transformeret til en aldrende, bitter kunstner, der havde set sig vred på hele verden. Denne bitterhed ulmer også i A Story That Ends With a Scream, men den er her overskygget af et håb og en nysgerrighed på det anderledes, som forvandt senere. Novellerne viser derfor også Herlihy på toppen, og de står som et monument over et fascinerende forfatterskab, som samlede det bedste i tiden og smeltede det sammen med genrelitteraturens konceptuelle univers. Det gør ham i den grad til et inspirerende bekendtsakb, og derfor skal vi også blive ved med at læse Herlihy.