Monthly Archives: august 2017

J. Robert King, Le Morte D’Avalon (2003): Psykotisk heks eller girl power?

Hardcover, Tor 2003. romanens 1. udgave. forsiden er, som seriens øvrige, skabt af Gary Ruddell

Med denne bog kunne J. Robert King afslutte sin trilogi af uafhængige romaner, der udspiller sig i Kong Arthurs mytiske Britannia. Serien lagde fremragende ud med første bind, tabte en del under anden bog, men får lykkeligvis genvundet meget i den sidste del. Som i de to tidligere romaner har tredje bind, Le Morte D’Avalon (en titel, der selvsagt spiller på Malorys Le Morte d’Arthur) også et klart fokus på et enkelt individ. Denne gang er det Morgan le Fay, som indtager scenen, og dermed antydes der allerede fra begyndelsen, at dette formentlig ikke vil være en traditionel genfortælling af Arthur-myten. Det burde man nu heller ikke forvente, hvis man har læst de to tidligere bøger, men til forskel fra de andre er det ikke en af Arthur-historiens helte, men skurken over dem alle der her kommer i centrum. Morgan er da også uomtvisteligt Arthurs fjende i romanen, men der skal som bekendt to til at slås, og med denne roman får vi således den anden side af historien.

Et af de interessante greb, som King introducerede i seriens andet bind, var at genfortælle den historie, han allerede havde fortalt i første bog. Hele Kong Arthur-myten blev dermed fortalt i bind et, set med Merlins øjne, i bind to fik vi så den samme fortælling fra Lancelots perspektiv, og nu gør King det samme igen fra Morgans vinkel. Denne gang begynder historien, da Uther Pendragon voldtager Igraine, Morgans mor. Ud af den voldtægt kommer Arthur – Morgans halvbror – og kimen til et livslangt fjendskab udspringer også fra denne voldtægt.

Hardcover, Tor 2003

Morgan vokser, ikke helt overraskende, op med et dybt had til både Uther, Arthur og senere også til Igraine, fordi hun hurtigt føjer sig Uther uden modstand. Morgan er allerede fra barnsben anderledes; hun taler med ånder, har en form for telepatiske evner og en dyb forståelse for trolddom. Det betyder, at hun hurtigt kommer ud på et sidespor som uregerlig særling, og her, ude på kanten af samfundet, får Morgan kontakt med kræfter, der lærer hende om magi og gamle legender, der er ved at gå i glemmebogen.

Som årene går, bliver Arthur til den magtfulde kong, som vi kender, men for Morgan repræsenterer han alt ondt i verden, og Morgans mål er derfor at tilintetgøre sin halvbror. Den kamp har vi sådan set allerede hørt genfortalt i de to første bøger, og den fylder derfor ikke helt så meget, som man måske kunne tro, i det tredje bind. I stedet handler bogen i høj grad om tilblivelsen af Morgan, og heri ligger i virkeligheden et af bogens absolut stærkeste ved bogen, fordi hun faktisk skrives frem som et menneske, vi kan forstå og føle sympati for, uanset hvor ubehagelige eller blodige hendes handlinger bliver.

John Robert King

Det helt afgørende for Le Morte D’Avalon er, at ingen rigtigt tror på Morgan og hendes påståede trolddomskræfter. Det er således først meget sent i bogen, at der tonens rent flag og beskrives, hvordan hun rent faktisk er i besiddelse af overnaturlige evner; men selv her er der noget ambivalent eller tvetydigt over magien. Indtil da veksler King da også mellem beskrivelser af andres oplevelser af den ”sindsforvirrede” Morgan og Morgans egen magiske verden befolket af ånder og alfer, som hun selv oplever den.

Historien handler også om andet og mere end Morgans kamp mod sin halvbror. Det blev allerede i første bind klart, at King bruger Arthur som billede på rationalitet og modernitet, på kristen kultur og alt det, der peger ind i dannelsen af et moderne samfund. Arthur knuser alt, der ikke harmonere med fremskridtet på sin vej frem, og det er tydeligt, at hans regering er en form for afslutning af legendernes tid. Magien og alt det overnaturlige bliver hugget til smadder af korset (Excalibur), der triumferende uddriver de gamle ånder, så et fornuftens samfund kan indsættes i stedet.

Paperback, Tor 2001

Morgan står i pagt med denne gamle, kaotiske verdensorden – hun er legendernes og magiens bannerfører. Hendes kamp mod Arthur er dermed også en kamp mod forandringen af verden; en kamp mod alt det Arthurs monoteistiske kultur repræsenterer.

Set med Morgans øjne er det samfund af riddere, som Arthur indsætter, en mandsdomineret verden af vold og rå, kynisk magtudfoldelse uden sans for naturens kræfter, mangfoldighed og skønhed. Alt det påtager Morgan sig at kæmpe imod, og naturligvis taber hun den kamp – det ved vi jo allerede fra første bind. Med Morgan går den gamle, eventyrlige verden dermed endegyldigt under, og Arthurs regime får lov at bestå.

Men så let går det alligevel ikke helt, for Morgans magi er mægtig, og da hun dør, slynger hun sin ånd ind i landet – så at sige ind i verdens væsen – og derved optages Morgans sjæl i selve tilværelsens substans. Morgans hekseånd og kontakt med naturen bliver del af verdensaltet, og konsekvensen af dette møder vi i bogens epilog. Her er vi pludselig i vores egen nutid, hvor King i en række korte vignetter beskriver situationer, hvor han indirekte siger, at det er igennem Morgans ånd, at kvinder finder styrken til at stå imod kønsdiskrimination. Vi følger eksempelvis en ung pige på vej ind på en abortklinik, mens hun konfronteres med tilråb fra abortmodstandere. Det er et dristigt forsøg fra Kings side, som rent faktisk fungerer, og som giver hans fantasy-trilogi en kønspolitisk dimension, der måske ikke ligefrem er subtilt formidlet, men alligevel meget fint udtænkt.

Paperback, Tor 2003

Det betyder også, at J. Robert Kings Arthur-trilogi er ganske original, og alle bøgerne er tilmed stedvist sprogligt særdeles stærke. Han har med sine genfortællinger af Kong Arthur-myten formået at udnytte fortællingen om ridderne ved det runde bord til at skabe en i virkeligheden ganske trist historie om magiens og fantasiens død i verden. Hans påstand er, at Arthurs tilvejebringelse af velstand og orden har skabt et materialismens regime, og at vi desværre har glemt alt det, der lå før dette regime.

Morgans ånd lever imidlertid videre, og det bliver i bøgernes regi en central lysstråle i en fortælling, som ellers slutter på bitre og uforsonlige toner. Sådan slutter Arthur-myten jo også generelt, men King har formået at transformere dette, så det faktisk er Arthur, der er problemet, og ham, der i virkeligheden er den fjende, som alle tre bøger gør op med. Den eneste, som klart erkender dette og tør tage kampen op, er Morgan, men hun kan ikke løfte slagte alene. På den måde har Arthurlegenden ikke været fortalt før, og Kings trilogi har derfor bestemt skabt noget nyt, der fortjener at blive læst og diskuteret på lige linje med de efterhånden mange andre vægtige genfortællinger af den gamle middelalderlige legendekreds.

 

Reklamer

2 kommentarer

Filed under Roman

Farvel til Trap Them

Trap Them annoncerede i denne uge, at de har besluttet at opløse bandet. Til det kan jeg kun sige ”ØV!”. Trap Them var en fantastisk gruppe, hvis beskidte lyd og larmende blanding af metal og punk gik rent ind hos mig. Jeg fik heldigvis set dem live, men regnede bestemt også med at se dem igen. Sådan skulle det ikke blive. Her får I deres hårdtsparkende nummer ”Hellionaires” fra det, der skulle gå hen og blive deres sidste plade. Hvem ved, måske finder de sammen igen. Det håber jeg sgu’. Øv.

Vi ses på søndag.

 

Skriv en kommentar

Filed under Video

Fra Sortsand fylder fem

I søndags kunne Fra Sortsand fejre fem år. I et større perspektiv er det måske ikke så lang tid, men det føles alligevel efterhånden som en god slat tid og energi, som jeg har brugt på bloggen. På fem år er det blevet til 615 indlæg, hvoraf 208 er bogomtaler, som jeg opfatter som bloggens hovedanliggende og raison d’être.

208 bogomtaler lyder jo sådan set heller ikke af så meget, men jeg kan da se, at især de velkendte titler bliver besøgt/læst en del – her kan jeg i øvrigt også notere mig, at de danske titler, der er blevet omtalt, får ret meget trafik. Især en bog som Anders Bodelsens Frysepunktet bliver besøgt ganske meget, hvilket faktisk kommer noget bag på mig. Folk vil åbenbart helst læse om velkendte ting, og særlig gerne om dansksprogede bøger.

Jeg har med tiden bemærket, at jeg åbenbart ofte er uenig om et værks kvalitet med flere af mine medkritikere på nettet. Den slags giver naturligvis stof til eftertanke hos mig, fordi jeg åbenbart lægger vægt på andre ting end mange andre anmeldere og bogkommentatorer, der skriver om genrefiktion herhjemme. Kan ske jeg er for hård og pedantisk, kan ske jeg går for meget op i sproget frem for handling og historie; det korte af det lange er imidlertid, at mangfoldigheden styrker samtalen. Det vigtigste må være, at vi argumentere for vores synspunkter og går til alle bøger med samme kritiske entusiasme. Entusiasme er i hvert fald, hvad der driver værket her på bloggen.

Jeg har sådan set heller ikke noget imod, at Fra Sortsand er stedet for excentriske synspunkter om litteratur, så længe der er nogen, som faktisk gider læse det, jeg skriver. Det er der tilsyneladende også. Selvom det er småt med diskussion og bemærkninger i kommentarfeltet, så stiger bloggens besøgstal fortsat. Det glæder mig og fortæller mig, at der trods en relativ tavshed (Jack J og Henning Andersen undtaget – Tak for det!) faktisk er folk, som gider bruge tid på det, jeg skriver. Det glæder mig, og jeg har da bestemt ikke tænkt mig at stoppe bloggen, selvom jeg i de sidste mange måneder har kæmpet lidt med tiden, fordi andre projekter skulle og skal afsluttes.

På genhør

Martin

4 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

F. Paul Wilson, The Keep (1981): Heil til den dæmoniske vampyr

Paperback, Berkley Books 1982. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

The Keep er et stykke klassisk skrækfiktion fra 1980’ernes begyndelse, der var med til at sætte tonen for et nyt årtis bud på horror. Wilson havde allerede skabt sig et navn i slutningen af 70’erne, men The Keep er ubetinget bogen, der cementerede hans status som en prominent aktør på genrescenen. Romanen blev et hit blandt læserne, og Wilson har efterfølgende haft svært ved at slippe fri af bogen, der udviklede sig til en serie på seks bind, hvoraf det seneste (Nightworld) udkom tilbage i 1992.

Man bemærker da også straks, at The Keep ikke er nogen helt almindelig skrækroman. Handlingen udspiller sig i Rumænien i 1941 blandt tyske soldater. Tyskerne har besat en middelalderlig borg i Karpaterne, hvorfra de kan bevogte et stort området. Da vi kommer ind i handlingen, er der begyndt at udspille sig mystiske ting på stedet. Nogen eller noget slår soldaterne ihjel, og SS-officeren Eric Kaempher udkommanderes til at få styr på sagen. Kaempher er en ambitiøs mand med drømme om at stryge til tops i Nazi-partiet, derfor må sagen i Rumænien løses effektivt. Let bliver det bare ikke, fordi Kaempher hurtigt indser, at noget nærmest overnaturligt synes at husere på stedet. Til sidst må han kalde på assistance fra den dødeligt syge jødiske (sic!) historiker Theodore Cuza, der er specialist i egnen og borgens historie.

Francis Paul Wilson (Født 17. maj 1946) i begyndelsen af 80’erne

Vi aner naturligvis, at det må være en slags vampyr, der spøger i borgens skumle kamre. Helt så simpelt er det bare ikke, for der er snarere tale om en form for ældgammel dæmoniske skabning, der faktisk er selve kilden til vampyrmyten, som vi kender den. F. Paul Wilson føjer endda et episk element til historien, ved at introducere en udødelig kelter ved navn Glaeken, der siden tidernes morgen har bekriget den dæmoniske skabning. Faktisk var det denne Glaeken, der i sin tid fangede skabningen og låste den inde i klippen, hvor borgen står. Nu har nazisterne uforvarende vækket dæmonen til live; Glaeken vågner derfor også op til dåd igen og må rejse til Rumænien, hvor lys og mørke kan tørne sammen nok engang.

Der er noget helt formidabelt ved rammen omkring fortællingen i The Keep: En dyster borg med alle de gammelkendte gotiske troper, antydninger af den Bram Stokerske vampyrmyte og nazister som hovedpersoner. For en god ordens skyld iblandes der endda lidt forvirrede referencer til den såkaldte ”Cthulhu mythos” med ind i historien. Til sammen danner det en forfriskende skæv iscenesættelse, der afgjort fanger opmærksomheden fra første side. Navnlig takket være det nuancerede portræt af nazisterne, der ikke er gengivet som de sædvanlige endimensionelle skurke, føjer Wilson en original dimension til sin bog.

Hardcover, William Morrow 1981. Romanens 1. udgave med ganske fint grafisk forside

I de første kapitler, hvor navnlig borgen og borgens persongalleri skal introduceres, foregår der et spændende spil med læseren, hvor Wilson antyder en masse, som vi tror, vi kan genkende, men samtidig opererer han med så mange uforklarligheder, at vi alligevel ikke kan gennemskue, hvad der rent faktisk foregår. Som et nyt bud på den moderne vampyrmyte er The Keep derfor også sjov, fordi det rent faktisk lykkes for Wilson at udnytte Stokers Dracula til noget selvstændigt, som måske nok er genkendeligt, men dybest set slet ikke har noget med vampyrfiguren at gøre.

Desværre, og jeg mener vitterligt desværre, udfolder Wilson ikke sin historie med samme originalitet som fortællingens ramme. Da først bogens miljø og aktører er introduceret,m synker The Keep ned i en helt ordinær, pulpet grød, der på den mest banale facon beskriver kampen mellem godt og ondt. Den udødelige Glaeken trasker op til borgen og klarer ærterne, alt imens han har tid til at kissemisse med den aldrende professor Cuzas smukke datter, der selvfølgelig også er rejst med op til borgen. Historien kører på skinner med ekspresfart mod den lykkelige slutning, der naturligvis skal være der.

Hardcover, New English Library 1982

Det uinteressante sprog og den lettere svulstige dialog gør ikke meget for at forbedre indtrykket af en visionsløs og æstetisk fattig roman, der eksempelvis ikke har modet til lade en af nazisterne optræde som den forløsende figur, der kan nedlægge dæmonen. I stedet har Wilson brug for den ”gæliske” eller anglo-amerikanske frelser, der kommer og ordner problemerne som et sindbillede på den amerikanske befrierfigur under Anden Verdenskrig, der ligeledes kom europæerne til hjælp. Præcis dette kaster et patetisk skær over romanen, fordi den ikke tør udfordre sine læsere.

Trods mine indvendinger imod bogen, er der ikke nogen tvivl om, at The Keep er lettilgængelig og ganske ukompliceret. Dette, sammen med bogens miljø, er sikkert grundene til romanens stjernestatus. Romanen er da også ganske sjov læsning, fordi den er en af de bestsellere, der var med til at formulere en form for gys, der lå langt fra King-skolens gru. Genrehistorisk er The Keep ikke ligefrem et uomgængeligt værk, men den illustrerer fint det skifte, der begyndte at ske i 80’erne, som søgte tilbage mod pulplitteraturen og langt mere løsslupne historier uden tungt fokus på den hverdagsrealisme, der havde præget meget af 70’ernes horror.

Paperback, Berkley Books 1983

The Keep står dermed også som en af de ærgerlige skrækromaner, fordi den kunne være så meget bedre end den er. Det er en bog, som jeg virkelig gerne ville kunne holde af, og jeg har faktisk læst den tre gange nu, fordi jeg håbede, den pludselig ville vise sig at vinde noget, som jeg ikke havde opdaget tidligere. Sådan er det bare ikke, og der er derfor heller ikke andet for end at glædes over de ting interessante ting, som romanen faktisk indeholder i stedet for at ærgre sig over alt det spildte potentiale, som dybest set kendetegner Wilsons episke gotik.

Paperback, New English Library 1983

Paperback, Tor 2000

Paperback, Tor 2006

Paperback, Tor 2010

 

4 kommentarer

Filed under Roman

“We are Masters of Horror”

Her er et sjovt lille klip til weekenden – grand old man Stevey King på slap line med hotshot Clive Barker under optagelserne til Sleepwalkers i 1991. På det tidspunkt havde King for længst givet faklen, som den førende skrækforfatter, videre til Barker. Barker selv havde endnu to vigtige skrækromaner i sig før horrorgenren begyndte at lugte alt for hengemt for ham, og han i stedet søgte mod det nye forjættede land – ”urban fantasy”.

Ja-ja, tingene ændrer sig hele tiden.

Vi ses på søndag, hvor der står nazister og episk kamp mellem godt og ondt på menuen.

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Video

Terror Tales – Topografiske gys

Paperback, P & C Finch 2011

Jeg har efterhånden præsenteret en del skrækserier fra små forlag, der på en eller anden måde forsøger at løfte arven fra de store og langlivede serier, som Pan og Fontana udsendte med så megen succes. Her skal vi da også se nærmere på endnu en af den slags, nemlig forfatter og redaktør Paul Finchs Terror Tales-serie.

Paul Finch

Han udgiver serien på sit eget forlag, hvilket sådan set ikke er så udsædvanligt i dag. Det usædvanlige er, at han, siden første bind udkom i 2011, har været i stand til at få bidrag fra ganske store og veletablerede navne på den litterære skrækscene. Mark Morris, Robert Shearman, Ramsey Cambell, Christopher Fowler og Nina Allen er blot nogle af de kendte navne, der har fundet vej ind i serien, hvilket fortæller lidt om den kvalitet, man kan forvente i bøgerne. Paul Finches Terror Tales ligger dermed kvalitativt en klasse over de fleste andre antologier af samme type, der domineres af mere eller mindre ukendte, glade entusiaster – ikke ulig de antologier, vi får udgivet på dansk herhjemme.

Paperback, P & C Finch 2012

En anden interessant ting ved serien er dens geografiske fokus. Jeg har i et andet indlæg skrevet, at det topografiske greb om antologierne er ganske spændende og noget, som vi burde få gentaget herhjemme. Finch gør det for Storbritannien, og han har allerede nu besøgt en del ikoniske steder og landskaber, men der er heldigvis fortsat mange steder, han kan lægge vejen forbi.

Paperback, P & C Finch 2012

Bøgernes forsider er det eneste minus for mig. Det er desværre de sædvanlige digitale tegninger, der savner liv og taktilitet. Det ligner stillbilleder fra computerspil, men jeg værdsætter seriens indsats for at skabe originale billeder, der i et eller andet omfang forholder sig til temaet og indholdet.

Udgivelsesraten er gået noget ned for Paul Finch, men lad os håbe, han fortsætter lidt endnu.

Paperback, P & C Finch 2013

Paperback, P & C Finch 2013

Paperback, P & C Finch 2014

Paperback, P & C Finch 2014

Paperback, P & C Finch 2015

Paperback, P & C Finch 2015

Paperback, P & C Finch 2017

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret, Novellesamling

Gene Wolfe, The Sword of the Lictor (1982): Idéernes eksplosion

Paperback, Orb 2000. Forsidens billede er skabt af Don Maitz

Her er vi kommet frem til tredje bind i Gene Wolfes prisbelønnede serie om bødlen Severian, der rejser omkring i en fjern, fjern fremtid på jagt efter sig selv og meningen med sin væren. Severian og hans elskede Dorkas er nu langt om længe ankommet til udkantsbyen Thrax, hvortil han i første bind blev udsendt som straf. Livet i Thrax viser sig at være langt fra så enkelt, som Severian havde tænkt sig, og navnlig Dorkas skaber problemer for ham, fordi hun ikke er tilpas blandt de fremmede.

Severian selv, der nu for første gang for alvor han indtaget sin stilling som officiel bøddel, må også konstatere, at der er sket for meget med ham, siden han forlod bødlernes laug, for snart længe siden, til, at han problemfrit kan falde ind i den rolle, som han egentlig er uddannet til. Opholdet i Thrax bliver derfor sjæleligt tumultarisk for Severian, der til sidst beslutter at søge op i bjergene for at finde de præstinder, til hvem han kan aflevere den hellige juvel, han nu hemmeligt har båret omkring på, siden han forlod hovedstaden.

Paperback, Orb 2000

Rejsen op i bjergene bliver en forhutlet affære, der viser sig at byde på en række af dramatiske konfrontationer. Ikke alene må Severian nok engang kæmpe imod den hævngerrige kvinde Agia, han står også ansigt til ansigt med en gudelignende skikkelse, som må nedkæmpes. Han må kæmpe imod giganten Baldanders, og til sidst konfronteres han med fremmede væsner, der står uden for den jordiske tid og rum.

The Sword of the Lictor blev særdeles godt modtaget, da den udkom i 1982, formentlig fordi den er det mest tempofyldte og konkrete bind i Gene Wolfes serie. Historiens har karakter af en rejseberetning, og de mange sammenstød mellem Severian og de ganske magtfulde skabninger, han skal kæmpe imod i bjergene, giver hele romanen et pulpet, sword and sorcery-præg, som ikke var til stede i de to første bind.

Gene Rodman Wolfe (født 7. maj 1931) med ulv på maven

På overfladen er historien i tredje bind derfor meget direkte, ja nærmest umiddelbart simpel, men man må også konstatere, at det hele, trods meget håndgribelige optrin, synes at ske i den letterede slørede, for ikke at sige syrede, atmosfære, som ligeledes hænger over de tidligere bøger. The Sword of the Lictor er således meget åbenlys, men omvendt er det knap så entydigt, hvad det, der sker, rent faktisk betyder.

Præcis som i seriens første to bind er gentagelsen et vigtigt motiv for Wolfe, og selv om Severian efterhånden er rejst langt væk fra sit hjem, følger historiens persongalleri med ham, og på klaustrofobisk vis er det de samme personer og problemer, der konstant vender tilbage.

Hardcover, Timescape Books 1982. Romanens 1. udgave

Hæver vi os en smule fra det konkrete og bevæger os længere ind i fortolkningen af bogen, er det også klart, at The Sword of the Lictor er et afgørende vendepunkt. Man kan faktisk sige, at bogen er skellet, hvor Severian for alvor forlader sit gamle jeg og begynder at antage en ny personlighed – sit sande jeg om man vil. De mange hårde kampe, han skal gennemgå, er derfor mest af alt metaforer for indre sjælelige konflikter, der demonstrerer, hvordan Severian udfordrer eller udfordres af forskellige aspekter i sit indre.

Romanen er beretningen om en transformation, og det er ikke tilfældigt, at Severian drager op i bjergene for at gennemleve denne forvandling. Wolfe spiller her på et urgammelt religiøst motiv, hvor den søgende isolerer sig i ødemarken eller bjergene for her at være nærmere Gud og at modtage en åbenbaring.

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1982

De væsentligste optrin er givet vis, at Severian møder en dreng, som han navngiver Lille Severian (Little Severian). Han tager Lille Severian med sig videre på rejsen, men drengen ender med at blive dræbt. Dette dødsfald sætter Severian fri, for da Lille Severian er borte, synes hans bånd til fortiden at være kappet, og Severian kan nu frit gå på jagt efter en anden identitet – en identitet, som vi ved, rummer noget stort, for det blev jo allerede fortalt i første bind.

Mindst lige så væsentligt er det lange og voldsomme opgør med kæmpen Baldanders. Kæmpen burde ikke kunne overvindes, men det lykkes alligevel for Severian. Kampen koster ham imidlertid det højt skattede bøddelsværd, som han har haft med sig på den lange rejse. Præcis dette er nok så afgørende, for dermed brydes det sidste formelle bånd til bøddeltilværelsen, og Severian sætter sig samtidig også symbolsk ud over døden. Terminus est (Dette er enden) hedder sværdet – men da klingen ødelægges, er der ikke længere nogen afslutning. Det hele kan fortsætte ud i evigheden, og en forsmag på denne evighed får Severian også kort efter kampen med Baldanders, hvor han møder skabningerne fra det hinsides, der afslører eller antyder nogle af deres kosmiske hemmeligheder for ham.

Paperback, Arrow Books 1982

Det univers, som Gene Wolfe fik påbegyndt skabelsen af i seriens første bind, bliver drastisk udvidet i bind tre, men hvor det i de to tidligere bøger var uklart, hvor det hele skulle bære hen, er det nu tydeligt, at Wolfe har en plan for værket. Indeværende bog er derfor i høj grad det sted, hvor symbolikken bag serien som helhed samles og bliver åbenbaret.

Tredje bind, der som sagt må siges at være det mest tempofyldt i serien, fremskynder og fokuserer således alt det, der skal forløses i den fjerde og sidste bog. Bindet er det klassiske, dramatiske vendepunkt, og det sted, hvor Wolfe for alvor afslører sin kærlighed til den jungianske fortolkning af eventyr, som han mere eller mindre har arbejdet med, og transformeret til sine egne behov, fra begyndelsen af sit forfatterskab. The Sword of the Lictor er imidlertid også en af den type bøger, det er vanskeligt at skrive noget entydigt om, fordi den er en venten og en forberedelse, mere end den er en selvstændig historie. Bind tre og fire hænger dermed i langt højere grad sammen end de to første bind, og det må derfor blive i det fjerde og sidste indlæg om serien, at jeg skal forsøge at sammenfatte mine tanker om bøgerne som helhed. Forhåbentlig bliver det om ikke alt forlænge.

Paperback, Pocket Books 1982

Paperback, Pocket Books 1986

Paperback, Arrow Books 1987

Hardcover, The Easton Press 1996

Paperback, Orion 2000

 

2 kommentarer

Filed under Roman