Østens dødbringende mystik

Weird Tales, april-maj 1931

Så skal vi på langfart med pulpen. Vi skal til Fjernøsten, der i den kulørte litteraturs regi repræsenterer lige dele eksotiske eventyr og dødbringende farer. Den udtalte herrefolksmentalitet i 1800-tallets sidste del, blandet med de paranoide feberfantasier om ”Den gule Fare”, var lige stærke komponenter i pulplitteraturens brug af Østen, men der gemmer sig også en oprigtig fascination af de fjerne destinationer bag de racistiske parader.

Detective Fiction Weekly, maj 1931

Fjernøsten i pulpen er i høj grad et miljø, der bygger på idéen om ”den anden civilisation”. Det vil sige en civilisation med ældgamle skikke og kulturer, der var så fremmedartet, at den hvide pulplæser konstant måtte spørge sig, om de eventyr, heltene oplevede, nu også kunne have deres rigtighed eller om det hele bare var digt.

The Spider, december 1934

Nok så vigtigt var det imidlertid også, at de asiatiske kulturer kunne bruges som modbilleder på den vestlige kultur. Det vil sige negative spejlinger af os selv, som frembar alt det nederdrægtige og beregnende, som vi kun sjældent bryder os om. Det er da også bemærkelsesværdigt, hvordan der går en lige linje fra de ubehagelige jødekarikaturer, der har udviklet sig siden middelalderen, til de karaktertræk, der tillægges de onde asiater, som skruppelløst trækker i trådene og udnytter den troskyldige vesterlænding.

Hardcover, Doubleday 1934

Set med nutidige øjne er pulpens håndtering af Asien afgjort et betændt farvand, men det er samtidig slående, hvor utrolig populær Fjernøsten og referencer til Østen var. Der var naturligvis indtil flere magasiner, der specialiserede sig specifikt i dette miljø, og man kan følge ”Østens mystik”-temaet fra pulpens guldalder i 1920’erne og 30’erne og helt op til 70’ernes hårdkogte manderomaner, hvor Koreakrigen fulgt af Vietnamkrigen havde gjort sit til at genoplive det ambivalente sværmeri for Asien.

Strange Stories, december 1940

Den popularitet er ikke bare udtryk for læsere, der var optaget af at få deres stereotype opfattelser af fremmede kulturer bekræftet. Nej, populariteten vidner også om en udtalt nysgerrighed blandt læserne, som slugte beretninger om det fremmede og eksotiske råt. Onde asiater, som Sax Rohmers Fu-Manchu var naturligvis frygtindgydende skikkelser, der truede de vesterlændingene og ødelagde samfundet, men omvendt kom der også mange historier, som var fyldt med betagende skønhed og kærlighed til det anderledes. Tænk bare på novellerne fra forfattere som Clark Ashton Smith og E. Hoffmann Price.

Man to Man Magazine, december 1965

Vi kan meget let fordømme pulpen for dens åbenlyse reduktionisme af fremmede kulturer. Jeg må dog samtidig sige, at genrefiktionens læsere i en stor del af 1900-tallet var nysgerrige på det fremmede i en grad, som gør os til skamme i dag, hvor vi åbenbart har det bedst med at læse krimier, der udspiller sig i vores egen baghave.

Strange Stories, august 1939

Måske er det Internettets skyld? Måske har Nettet gjort verden så stor, at vi ikke har brug for det fjerne i vores fiktion længere. Måske er det langdistanceturismens skyld? Måske er verden blevet så lille og banal, at den ikke længere byder sig til som troværdig legeplads for det eventyrlige. Måske er det alt sammen den naturlige konsekvens af Max Webers såkaldte ” Entzauberung der Welt”. Det tror jeg faktisk.

Man’s Action, august 1968

Uanset hvad det skyldes, er der jo ikke meget at gøre ved det, men den moderne provinsialisme er nu ærgerlig, for langfart i genrefiktionens fartøj er sjældent kedeligt.

Short Stories, april 1931

Men Today, maj 1968

Real Police Story Magazine 1937

Men Today, november 1967

Paperback, Pyramid 1961

Oriental Stories, sommer 1932

Paperback, Popular Giant 1952

Paperback, Avon Books 1950

Paperback, Pinnacle Books 1974

Paperback, Badger Books 1966

Paperback, Pan Books 1960

Paperback, Belmont Tower 1983

Paperback, New American Library 1956

Paperback, Berkley Publishing 1958

Paperback, MB 1974

Paperback, Consul Books 1963

Paperback, MB 1971

Paperback, Dell 1956

Paperback, MB 1956

Paperback, Fawcett Publications 1968

Paperback, MB 1955

Paperback, Gold Medal Books 1955

Paperback, Horwitz Publications 1966

Paperback, Gold Medal Books 1960

Reklamer

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

2 responses to “Østens dødbringende mystik

  1. Henning

    Hej Martin

    Fu Manchu er senere inkarneret som Kejser Ming af Mongo(liet) i Flash Gordon, som Den Gule Skygge i Bob Morane-serien og sandelig som sig selv i karate-tegneserien om Shang Chi (Kungfu-magasinet, på dansk – med Ironfist)
    Den Gule Fare/The Golden Horde skyldes – tror jeg – både en lille snas i Johannes’ Åbenbaring, om millioner der vælter fra øst udover kristenheden til dommedag, dels noget historisk der drejer sig om hunnernes og mongolernes visit herovre i “civilisationen” for en tusind års tid siden.
    Og når vi nu er i associationerne: – The Last Ringbearer, som er en fortælling om Tolkiens Midgård set fra Mordors side, fremgår det at orker ikke er trolde, men derimod hvad der svarer til asiater, mongoler.
    Jeg tænker at der må være en grund til, at Det 3. Riges tropper blev kaldt “The Hun”. Der er vist det samme på spil.
    Og så skal jeg da også huske, at vel er der ingen “hvide pletter” på landkortet (here be dragons), men det betyder ikke samtidig at kloden er udforsket ned til mindste detalje. Det indre af Himalaya, Andesbjergene, Sibirien, Matto Grosso, Antarktis elller blot hjørner og afkroge af Danmark, er ikke udforskede og kortlagt – jo, som i at de er der er, men ikke som i: – hvad er der i dem? For slet ikke at tale om oceanerne ….
    Så det er ikke sådan, at man ikke ville kunne skrive en historie om noget eksotisk-fantastisk (Michael Chrichton, Ib Michael), men måske er det mere at det hovedet-under-armen pulpede bare ikke længere har nogen plads i en verden, der er blevet kompliceret – eller rettere: fremstår tydeligere og tydeligere som betragteligt mere kompliceret end James Bonds eller Bob Moranes udgaver. Og så tror jeg også, at myten om den onde kinøjser, der bruger al sin tid på at æde rådne svalerede og opfinde nye torturinstrumenter, mens han svinger sin hårpisk og tvinger sine døtre til at få lotusfødder, er en lille smule bedaget og dybest set en løgn. Virkeligheden er værre.
    Men – og som altid – fremragende artikel, der – som altid – gav mig anledning til at tænke lidt over tingene og holde mit kommentar-gen i træning (hæhæ)

    hilsen Henning

    • Martin

      Tak for det udførlige indspark Henning. Det står som et rigtig godt supplement til indlægget. Både Mordor og Kejser Ming burde være blevet nævnt i indlægget.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s