Basil Copper, And Afterward, the Dark (1977): Om flabbede mænd og andet ubehageligt

Hardcover, Arkham House 1977. Den særdeles fine forside er skabt af altid storartede Stephen Fabian, som her illustrerer novellen “The Janissaries of Emilion”

I 1977 kunne Arkham House udsende engelske Basil Coppers anden novellesamling på amerikansk grund; en samling på syv fortællinger, der som næsten alle Coppers noveller er ganske lange. Hans stil er ordrig og stedvist meget omstændelig, fordi han tilstræber en høj grad af fuldstændighed i sine miljøskildringer, præcis som M. R. James, der er et af Coppers store forbilleder. Samtidig bevæger Copper sig også ind i det indre, psykologiske landskab under påvirkning fra Robert Aickman. I de bedste fortællinger får Copper da også disse inspirationskilder til at spille sammen på både smuk og intens vis, men når det går galt, bliver det banalt og overgjort, fordi Copper grundlæggende er en traditionalist ud af den gamle, plotorienterede skole for sære fortællinger. Faren for at ville forklare og forløse historierne alt for entydigt bliver således overhængende i alt, hvad Copper han skrev.

I And Afterwards, the Dark, hvis fantastiske titel er lånt fra en linje i et digt af Alfred Tennyson, får vi både Copper fra hans bedste side og fra hans mest ligegyldige. Svagest er Copper eksempelvis i en fortælling som “Camera Obscura”, der handler om et forhekset kamera, som kan sende brugeren ind i en ubehagelig paralleldimension. Ideen er ikke synderligt original, og Copper bruger her en utrolig mængde plads på at bygge op imod et klimaks, der er forventet og derfor helt udvandet allerede efter få sider.

Hardcover, Arkham House 1977

I en historie som “Camera Obscura” formår stemningen med andre ord aldrig at blive en egentlig, fremtrædende faktor, og det er måske også netop Coppers væsentligste problem; at han i flere tilfælde glemmer at arbejde seriøst med fiktionens affektive kvaliteter for i stedet at koncentrere sig om tekstens forgrund i form af plotorienteret dialog og neutralt beskrevne miljøer.

Som sagt er der imidlertid også meget vellykkede tekster i antologien. Den charmerende, helt og aldeles, traditionelle ”The Spider” er et godt eksempel på den enkle, sære fortælling, som tilmed, så vidt vides, var den første novelle, Copper skrev. En omrejsende handelsmand kører gennem en øde egn og stopper for natten på en lille kro. Der hænger en mystisk stemning over stedet, og manden glæder sig til at komme væk næste morgen. Det kommer han imidlertid aldrig, fordi det viser sig, at kroen er hjemsøgt af edderkopper, som har udset ham som deres næste bytte. ”The Spider” rummer intet originalt, men Copper får her rent faktisk modelleret en ganske ubehagelig stemning af utryghed og uro frem.

Hardcover, PS Publishing 2008. Coppers selvbiografi

Basil Coppers omhyggelighed bliver også hans styrke i den lange novelle ”The Cave”, der er en form for varulvefortælling, hvor en ung mand fra England er på vandretur i de østrigske alper. Historien har afgjort en klang af Frederick Marryats berømte og elskede varulvefortælling fra romanen The Phantom Ship (1839), men Copper har skabt en selvstændig fortælling, som eminent får fremavlet en tonstung stemning af anspændt uhygge og mystik, der ikke mindst opstår, fordi fortællingens hovedperson dybest set ikke forstår, hvad det er, der hjemsøger hans kro om natten og forsøger at trænge ind gennem døre og vinduer. Copper holder helt og holdent sit ”bæst” i udkanten af teksten, og derved forbliver hans monster rent faktisk interessant novellen igennem, fordi det ikke bliver konkretiseret eller forklaret entydigt før helt til sidst.

Det er klart, at Coppers historie har noget altmodisch over sig, som gennem sin brug af alpelandet som miljø får en stemning af folkeeventyr og tidløshed. Det er uden tvivl helt bevidst og demonstrerer klart, at Copper først og fremmest var en forfatter, der digtede videre på motiver, mere end han forsøgte at udvide eller udfordre rammerne for sine skrækfortællinger. Her overrasker Copper os alligevel med den sidste novelle i And Afterwards, the Dark.

Paperback, PS Publishing 2013. Bemærk hvordan den gamle forside fra 1977 bliver citeret her

Den sidste historie, ”The Flabby Men”, er suverænt bogens bedste og viser en helt ny side af Coppers forfatterskab, der i den grad rusker op i de konservative klude, som udgør hovedparten af hans fiktion. Novellen er en fragmentarisk, postapokalyptisk fortælling, der udspiller sig en dystopisk fremtid, hvor krig har fået civilisationen i knæ. Verden har rejst sig igen, men den er kun en skygge af sig selv. I novellen hører vi om en soldat, der bliver udstationeret på en ø for her at holde øje med fjender og øens halvvejs vilde befolkning.

Stemningen i novellen er trøstesløs, og hovedpersonens møde med landbyerne på øen er nedslående. Kvinderne er reduceret til navnløse skabninger, der kun refereres til som ”breeders”, mens mændene er tavse, forstenede overlevere uden nogen vision for fremtiden. Der hænger en truende atmosfære over øen, som, soldaten først tror stammer fra øens indbyggere, men snart står det klart for ham, at en eller anden fjende hjemsøger egnen og spreder dyb rædsel blandt landsbyerne.

Paperback, PS Publishing 2013

Da han langt om længe indfinder sig i det observationstårn, han er blevet udstationeret til, kommer tågen langsomt rullende ind over landet, og med tågen kommer ”the flabby men”. Det er den eneste måde, som hovedpersonen kan beskrive den rædsel, han oplever, da han står ansigt til ansigt med de ødelagte væsner, der hjemsøger stedet. Alt taler sammen i novellen, og Copper får her undervejs transformeret sin grå, apokalyptiske vision til egentlig skrækfiktion og efterlader os med et voldsomt, dystert fremtidsbillede, som synes helt uventet i en samling som denne.

And Afterwards, the Dark indfanger spædnet i Coppers forfatterskab og selvom det i altovervejende grad er traditionalisten, der dominerer indtrykket, beviser en novelle som ”The Flabby Men”, hvor meget Copper havde at tilbyde sine læsere, når han ramte rent. Det kan ikke overraske nogen, at Copper aldrig blev en berømt genreforfatter, men hans forfatterskab er besat med små perler, som er værd at opstøve. Hans historier viderefører nemlig ofte de bedste og mest charmerende kvaliteter i den ældre del af skrækgenren, som de fleste gyserelskere sikkert på et eller andet tidspunkt i deres ungdom har forelsket sig i. Sådan er det i hvert fald for mig, og Basil Copper er derfor en af de forfattere, som rent faktisk gør det muligt at genopleve denne umiddelbare begejstring over det sære og morbide.

Paperback, PS Publishing 2013

Novellerne:

“The Spider”

“The Cave”

“Dust to Dust”

“Camera Obscura”

“The Janissaries of Emilion”

“Archives of the Dead”

“The Flabby Men”

 

Bogbekendtskaber: Peter Ole Pedersen

Så er det langt om længe blevet tid til et nyt Bogbekendtskab. Denne gang har jeg lokket Peter Ole Pedersen til at skrive om Stephen Kings The Long Walk, og det er der kommet en særdeles god artikel ud af. Peter er tydeligvis en hel del mere begejstret for King end mig, men han formår i teksten, meget præcist, at fremhæve, hvorfor The Long Walk er en både interessant og relevant roman, som måske endda er blevet mere relevant nu, end da den udkom i ’79. Jeg må også i samme ombæring bruge lejligheden til at gøre opmærksom på, at Peter i skrivende stund er (næsten) bogaktuel med værket Paranoia På Film, der er udkommet i den underholdende Kosmos-serie på forlaget antipyrine. En særdeles spændende sag, som jeg er sikker på, at Fra Sortsands læsere vil kunne få glæde af at snuse lidt til.

Ikke mere snak fra mig – jeg vil i stedet overlade talerøret til Peters kloge læsning af King.

 ***

Gå for livet!

Stephen King: The Long Walk (1979)

Af Peter Ole Pedersen

 

I would encourage every American to walk as often as possible. It’s more than healthy; it’s fun.

– Præsident John F. Kennedy, 1962

 

Hundrede teenagedrenge udvælges gennem en landsdækkende session til at deltage i tidens mest populære konkurrence i Amerika. Udfordringen består i at gå så lang en distance, som man har udholdenhed til. Hvis man på noget tidspunkt bevæger sig med under seks kilometer i timen, så får man en advarsel. Ved fjerde advarsel bliver man skudt. Konkurrence slutter, når der er én levende deltager tilbage, der kåres, som vinderen af den lange vandring.

Det er scenariet i den hyperpopulære forfatter Stephen Kings The Long Walk, en fortælling om et fremtidigt Amerika, hvor masserne lader sig underholde af andres undergang, og hvor unge frivilligt deltager i et spil, der med stor sandsynlighed vil koste dem livet.

Peter Ole Pedersen (født 1978)

I disse tider, hvor Hollywood-filmatiseringen af IT og The Dark Tower har genoplivet interessen for Kings dybe mytologi og den kommende TV-serie Castle Rock vender blikket mod de mange mindeværdige lilleby-karakterer, han har skabt gennem årene, virker det passende at kigge tilbage i forfatterskabet på en af hans mest interessante og mindeværdige bøger – og faktisk også hans første.

Den Lange Vandring, som bogen meget passende kom til at hedde i den danske oversættelse, er ikke Kings debutroman, men han skrev den som sin første fortælling i romanlængde i sluttresserne flere år før sit egentlige gennembrud. Først ti år senere, i 1979, blev den udgivet under pseudonymet Richard Bachman, et alias, der ikke længere er en velbevaret hemmelig, men som de fleste nu forbinder med den verdensberømte forfatter.

 

Praise the King

I went down the road, the road was muddy.

I stubbed my toe, my toe was bloody.

You all here?

– Børnerim til gemmeleg

 

Mit eget forhold til bogen er både karakteriseret ved en nostalgisk længsel tilbage til teenageårene, hvor det føltes som om, der var uendelig tid til at pløje sig igennem alverdens gysende og højdramatiske fortællinger, men også af en vedvarende fascination af Kings evne til at finde på enkle, uforglemmelige scenarier. Rammefortællinger der får læsningen af hans bøger til at opleves som at se en intens spændingsfilm, hvor plottet kontinuerligt byder på overraskelser og historien samtidig sænker dig ned i et radikalt samfundsportræt, som det er svært at løsrive tankerne fra, for hvad nu hvis…?

King er ikke finkultur (whatever that is) med aspirationer om at passe ind i forhold til specifikke litterære kvalitetskriterier. King er genrelitteratur, der spiller på særlige formater, situationer og figurer, som man frydefuldt glæder sig til at stifte bekendtskab med eller genbesøge. Når han er bedst, transcenderer han disse genreformler på en legende og veloplagt måde, når han er mindre veloplagt skriver han stadig bedre end mange af de bestseller-forfattere, der har gjort det til et profitabelt levebrød at skrive historier med fantastiske eller skræmmende elementer (tænk Dan Brown og deslige).

Paperback, Signet Books 1979. Romanens 1. udgave

I Den Lange Vandring er King virkelig veloplagt, uden tvivl fordi det er hans første længere beretning og fortælleglæden er frisk og uspoleret, men også fordi bogen i udpræget grad bruger sine personskildringer og situationer til at skildre en særlig impuls hos mennesket og de omstændigheder, der følger med den.

I Kings roman er denne impuls overlevelse og hvad der skaber historiens egentlige elementer af uhygge, er alt, hvad der følger i kølvandet på denne basale drivkraft. For det går hurtigt op for de konkurrerende drenge, at viljen til at vinde langt fra er tilstrækkelig motivation for at overleve det radikale maraton. Efterhånden som tiden går, bliver deres individuelle motiver for at deltage i den livsfarlige ekstremsport mere og mere uklare.

De fysiske anstrengelser som de vedvarende udsætter deres kroppe for, sætter psykiske mekanismer i gang, der truer med at bortviske de oprindelige bevæggrunde for at konkurrere, eller helt udslette deres bevidsthed. Sidstnævnte ender som tomme hylstre, der blot trasker robotlignende afsted drevet af en primal overlevelsesmekanisme. Det er disse ulykkelige skæbner, de øvrige deltagere kalder for ’de vandrende døde’.

 

Krig og konkurrence

I don’t care if you win or lose, just as long as you win.

– Vince Lombardi, tidligere cheftræner for Green Bay Packers

 

Allegorien i Den Lange Vandring er ligefrem, men virkningsfuld. Det handler om krig. King skrev romanen i skyggen af Vietnam-krigen og det brutale scenarie er tydeligvis en meditation over, hvad det vil sige at blive indrulleret i en desperat væbnet konflikt. Tanken om de vandrende drenge, der bare ikke må stoppe og den konstante mediedækning af begivenheden ringer klart i forhold til den første ”televised war”. Det er unge mennesker, som er fanget i en dødsensfarlig situation, hvorfra de ikke kan undslippe, og overlever man, så er det med vedvarende ar på både krop og sjæl og yderste fare for ens forstand. Lyder det bekendt? Ja, det er nærmest fortællingen om enhver krig, hvor unge soldater hverves til at kæmpe for et land eller en sag, de egentlig er fremmedgjorte overfor.

Stephen Edwin King (født 21. september 1947) fotograferet o. 1976

King anvender flere af bogens scenarier til at levendegøre den rugende angst, der uden tvivl må følge med en sådan skæbne. Oplevelsen af ukontrollabel frygt står stærkest i beskrivelsen af drengenes natlige vandringer. Når mørket falder på og kulden tager til, udfordres den rå overlevelsesdrift endnu mere. Det bliver svært at orientere sig og alting foregår i en zombielignende døs, indtil geværernes brag minder dem om, at hvis man gentagende gange falder i søvn, så ender man med at tage det evige hvil. Hver dag i den lange vandring bydes morgenen velkommen som en vital lettelse og påmindelsen om, at man måske alligevel besidder de fornødne kræfter til at fortsætte.

På den måde bliver teenagedrengenes fatale gåtur også til en mere generel lignelse om livet. Der er dog tale om en hård lektie, hvor tilværelses ubarmhjertighed og dens ubestemmelige mål kommer til at stå helt tydelig for læseren. At deltage er at dø, men de fleste af bogens karakterer har ikke nogen klar forestilling om, hvad de har på spil, eller hvordan tingene vil udvikle sig, og dem der tror de har, står til at få sig en slem overraskelse. Denne nådesløse erkendelse er som sådan banal, men i Kings håndtering bliver det til udlægningen af forskellige livssyn og i sidste ende på godt og ondt de drivkræfter og overbevisninger, som får os videre i tilværelsen. Ligesom drengene ved vi alle, hvad der bliver slutpunktet, men det der kommer til at ske på vejen dertil, er en kamp, vi selv må kæmpe.

 

Individet og massen

The Ultimate game show would be one where the losing contestant was killed.

– Chuck Barris, gameshow-skaber og vært for The Gong Show

 

Ray Garraty kæmper kampen. Han er en af de hundrede drenge på den nådesløse maraton. Det er Ray, vi som læsere følger tættest og gennem hans oplevelse af den strabadserende konkurrence får vi indsigt i både de andre drenge, hans egen baggrund og hele det afsporede samfund, der står bag en mediebegivenhed som den lange vandring. Vi lærer, at Garratys motivation for at deltage er ligeså uafklaret som mange af de andre drenges. Det holder ham i gang, at han kommer til at se sin kæreste og sin mor, når vandringen passerer igennem en af de mindre byer på ruten, men da de endelig ankommer dertil, er denne forventning blevet til en frygt for, at han faktisk skal miste sin overlevelsesdrift, i det øjeblik han får øje på dem i mængden. Ray får sin korte stund med familien, men den bliver besættende og koster ham tre advarsler og næsten livet.

Paperback, Signet Books 1990

Det er også i denne intense situation, nær vandringens afslutning at vi får den mest skræmmende og tankevækkende beskrivelse af masserne, den mængde af publikummer der i tiltagende grad er stimlet sammen nær ruten for at følge med i drengenes udpinende anstrengelser, når de passerer forbi. I Den lange vandring bliver folkemængden en karakter i sig selv, en bølgende, ustyrlig vrimmel, der truer med at opsluge deltagerne. I masserne ophører enhver kontrol og selvstændighed og man må blot overgive sig til at blive revet med i den frådende begejstring over andres lidelser og kamp.

Hos King er dette menneskemonster også dybt forbundet til medierne. Kameraer, mikrofoner og højttalerannonceringer fremstilles som groteske legemsdele eller lyde, der udstødes fra dette kollektive væsen. I det hele taget skildres forholdet mellem individet og massen, som en kompleks og anstrengt relation, hvor den enkelte soler sig i begejstringen, indtil den forræderisk ændrer sig og opleves som en snyltende afhængighed.

Kings optagethed af massernes lige dele euforiske og destruktive kraft resonerer i en tid, hvor offentlighed og privatsfære blandes mere og mere sammen, og den berømmelseshungrende impuls hos almindelige mennesker er blevet et hovedfokus for medierne. Den lange vandring beskriver reality showets logik taget til det yderste: Vores fascination af at betragte andre hensat i en ekstrem situation, med alt hvad det indebærer af ydmygelser, gys, væmmelse og begejstring.

Paperback, New English Library 1980

Oven i denne skildring af massernes skuelyst kommer så beskrivelsen af magtens monitorering som en påmindelse om, at overvågningen er hele bevæggrunden for, at deltagerne adlyder og den udøvende magt kan opretholde samfundets strenge restriktioner. Her går King i detaljer med, hvordan overvågningsteknologi er blevet noget, man kan læse om i magasiner som Popular Mechanics og hvordan denne eksponering adfærdskontrollerer ikke bare deltagerne i den lange vandring, men også den almene borger.

I det hele taget, er det yderst sigende, at bogens centrale omdrejningspunkt er det vanhellige ægteskab mellem massemedierne og iscenesættelsen af lydighed og regler. Her er gameshowet det ultimative billede på at opsætte en række love for deltagerne og så lade beskuerne leve sig ind i deres anstrengelser med at efterleve dem. Når først kameraerne ruller, er der ikke langt fra sport til krig.

Paperback, Signet 2012

Krigsmetaforikken i Den Lange Vandring er da som tidligere nævnt også tydelig, og Kings greb med at forskyde en kritik af krigsmageri og konflikten i Vietnam til et fremtidigt fascistoidt Amerika giver gjaldende genlyd i landets nuværende udvikling. Fanatisk heltedyrkelse og statslegitimeret vold og mord er ikke langt borte, når politik føres som en underholdende fremvisning af magt.

 

Livet som ekstremsport

The blood has begun to flow! Liston is staggering!

Clay is rocking him with combinations! …

boring in! Clay is killing him! Clay is killing him!

Ladies and Gentlemen, Liston is down!

Sonny Liston is down! Clay is dancing …

waving … yelling into the crowd!

Oh, ladies and gentlemen, I don’t know how

to describe this scene!

– Radiokommentator, anden kamp mellem Muhammad Ali og Sonny Liston

 

Forskyder man læsningen af romanen fra dens historiske samtid og frem til vores nutid, er det selve konceptet for fortællingen, der står stærkest. Den ekstreme konkurrence beskrives som en perverteret og nærmest uforståelig drivkraft for samfundet, men samtidig også en besættelse for deltagerne. Vandringen er en prøvelse, der gennem psykisk og fysisk udmattelse fremmaner yderpolerne i deres personligheder og får dem til at knytte spontane venskaber. Venskaber de godt er klar over, på forhånd er dømt til at få en smertefuld afslutning. I dette ellers skræmmende narrativ, glider hverdagens trivialiteter i baggrunden og det bliver den sanselige oplevelse af at være i live, der tager fuldstændig over for de unge drenge. Marchen bliver deres stof og den bringer både tøjlesløs liderlighed, ukontrollabel latter og blændende raseri med sig, alt sammen følelsesudbrud, vi i et civiliseret samfund stræber efter at undertrykke, eller i det mindste gemme væk fra offentlighedens øjne.

Paperback, Scribner 2016

I den lange vandring står de til frit skue og bogens måske mest skræmmende element består i, at vi som læsere kan spejle os i disse drifter og frydefuldt forestille os hvilken lyst og destruktion, der potentielt følger i kølvandet på dem. Derfor er det også en lille genistreg fra Kings side, at han har valgt at lade sin fortælling udspille sig mellem teenagere, denne vidunderligt selvoptagne alder, hvor verden enten synes at ligge for ens fødder, eller hele tilværelsen er i færd med at styrte sammen som en skrøbelig drøm.

Ray Garraty og de andre drenges strabadser på turen gennem staten Maine er en blændende fortælling om magt, lyst, desperation og overlevelse. Fortællingens præmis er simpel, men gribende: Vi lægger ud med hundrede karakterer og når historien ender, vil der kun være én tilbage. King balancerer mesterligt sin bog mellem undergangsfabel og transcenderende dannelsesroman, og selvom Den Lange Vandring gør ondt, er den fra start til slut en rystende fornøjelse.

 

Samtlige citater i teksten er hentet fra kapitelindledningerne i The Long Walk, Signet Books, 1986

Mød også Peter her.

Whitley Strieber, The Wolfen (1978): Ulve løs i Laksegade

Paperback, Coronet 1979

Så er jeg tilbage fra en lille efterårsferie med et indlæg om en bog, som Patrick Leis allerede har fortalt om på bloggen.

Whitley Strieber debuterede som romanforfatter med en radikal nyfortolkning af varulvemyten, og den slyngede ham straks ind på bestsellerlisterne. Med sin skrækroman plantede Striber sig imidlertid solidt i krimigenrens univers. Det gør, at bogen umiddelbart fremstår betydeligt mindre nichepræget end den meste andet skræklitteratur, og det er uden tvivl baggrunden for romanens succes. Mere om det senere.

Historien udspiller sig i et vinterkoldt New York, hvor to betjente bliver brutalt myrdet på et afleveringssted for skrottede biler. Læseren er med under mordet og ved, at de to betjenet blev offer for nogle ulvelignende væsner, og den sandhed går efterfølgende også op for opdagerne, som nu forsøger at finde ud af, hvad der skete med betjentene. Det umage makkerpar Becky Neff og George Wilson får således til opgave at opklare dobbeltmordet, og det fører dem ud på en opgave, der viser sig at være mindst lige så dødbringende, som den er utrolig.

Paperback, Coronet 1979

De to betjente fra drabsafdelingen kan nemlig, til deres forbløffelse, konstatere, at der efter al sandsynlighed lever et kobbel af intelligente ulvelignende væsner i New Yorks gader, der skjult for verdens søgelys har kunnet overleve som jægere med de hjemløse og svaglige som bytte. Angrebet på betjentene var en fejl, og nu er ulvene – ”The Wolfen”, som en zoolog døber dem i bogen – blevet afsløret. I stedet for at flygte beslutterne ulvene sig for at tage kampen op imod Neff og Wilson, før de to betjente får spredt deres historie. Jægerne bliver pludselig byttet, og romanen igennem udfolder Whitley Strieber et kompleks vendespil, hvor det konstant bølger frem og tilbage, hvem der har overhånden – betjentene eller ulvene.

Man mærker som sagt straks på de første sider, at The Wolfen ikke er nogen almindelig skrækroman. Tonen er ganske vist rå, og Strieber presser stemningen i retningen af klassisk gru, men handlingen er først og fremmest indsvøbt i alle den hårdkogte krimis troper. Man kan med lethed udskifte ulvevæsnerne med en bande farlige forbrydere, og romanen ville stadig fungere, fordi teksten først og fremmest handler om opklaringsarbejde og personrelationerne mellem Neff og Wilson såvel som Neff og hendes kæreste.

Louis Whitley Strieber (født 13. juni 1945)

Strieber svælger i politijargon og filmiske attituder, der både sætter troværdigheden og tålmodigheden på prøve, fordi han serverer sin pulpfortælling uden kritisk filter eller ironisk distance til klichéerne. Formen må også siges at blive udfordret af selve præmissen for bogen, nemlig at to betjente jagter ulvevæsner i New York, uden dette påvirker dem synderlig meget i deres tilgang til arbejdet. For at holde spændingen i kog må Strieber også gribe til det stadigt mere utroværdige greb at isolere sine to hovedpersoner. ”The damn brass” i politisystemet gør således alt for at forhindre deres opklaringsarbejde til trods for de ganske sensationelle ting, som betjentene opdager. Vores to hovedpersoner er imidlertid insisterende og går derfor, selvfølgelig, op imod systemet.

Sprogligt falder The Wolfen let og uelegant, men Strieber har sans for stemning, og det lykkes ham flere steder at piske så meget intensitet sammen, at han faktisk griber sin læser. Som eksempelvis da Neff og Wilson trænger ind i et forladt hus for at se, om ulvene skulle gemme sig der. De ved ikke, at de er gået i en fælde, og at væsnerne lurer på betjentene i mørket. Her har Strieber solidt fat i os og formår meget overbevisende at skabe nervepirrende intensitet af den fineste slags.

Hardcover, William Morrow 1978. Romanens 1. udgave

Det mest bemærkelsesværdige ved Striebers tilgang til romanen er tydeligvis ikke hans litterære kvaliteter, men snarere det faktum, at han med sin bog forsøger at skabe en helt naturlig forklaring på det, der dybest set fremstår som en fortælling om overnaturlige væsner. Vi får dermed leveret en naturvidenskabelig forklaring, så der rent faktisk opstår en form for logisk realisme i teksten, der spiller sammen med krimigenrens jordbundne form. Selvom man umiddelbart forventer det, er der er med andre ord ikke tale om nogen overnaturlig historie, men nærmere en eksperimenterende genrehybrid.

Striebers roman sniger på den led næsten ubemærket gyset ind i noget, der først fremstår som hårdkogt thriller, men trækker omvendt også gyset ind i en helt ordinær politi-roman, så både krimi-og skrækentusiaster slynges rundt mellem genretroper og hovedparten af tiden læser noget andet end det, de tror.

Paperback, Bantam Books 1979

Mere interessant er det imidlertid, at Whitley Strieber har taget inspiration fra Jack Londons roman White Fang og indføjet små kapitler i sin roman, hvor vi følger livet og tankerne blandt ulvevæsnerne. Han portrætterer med andre ord væsnernes psykologi efter samme mønster, som London benyttede i sit ulveportræt fra 1906. Hos London fungerede dette fint, men i Striebers tilfælde fungerer det endda bedre, fordi væsnerne, der beskrives, rent faktisk er intelligente og ikke kunstigt må tilføres menneskelignende bevidsthed, som London gør det. Dette gør de små scener blandt væsnerne til stærke og stedvist ganske forstyrrende og fremmedartede oplevelser, der må betragtes som ganske vellykkede i portrættet af en fundamental ikke-menneskelig bevidsthed.

Strieber beviste senere i andre sammenhænge, at han kunne skrive fiktion med mere interessant prosa, men i debutromanen er der tale om et sprog og en historiefortælling, der først og fremmest er drevet af metafortunge beskrivelser og livstræt, klichéfyldt dialog, som de fleste læsere vil føle sig bekendte med. The Wolfen er da også ganske ukompliceret og langt hen ad vejen uinteressant. Men takket være de små afsnit om væsnernes psykologi serverer Strieber en roman, der ikke bare kan reduceres til jævn bestsellergrød, men også må tilskrives et vist elmenet af nytænkning, der peger frem mod 80’ernes glæde ved seriemodergys, hvor netop selvsamme krimi-æstetik også udfoldes. At lade Strieber få æren for den bevægelse er for meget sagt, men hans The Wolfen er afgjort et trin på vejen.

Paperback, Bantam Books 1981

Paperback, Avon Books 1988

 

 

 

 

Richard Matheson, The Shores of Space (1957): Maskeret horror

Paperback, Corgi Books 1965. forsiden er skabt af Josh Kirby

Science fiction-litteraturen var inde i en utrolig transformation i 50’erne, hvor navne som Ray Bradbury, Charles Beaumont og ikke mindst Richard Matheson var med til at gentænke genrens muligheder. En af konsekvenserne ved dette var, at de for alvor begyndte at opløse eller nedtone det entydige, tematiske bånd til naturvidenskab og teknologi. Genren blev derved i stigende grad omgærdet af indholdsmæssige gråzoner, som tangerede både surrealisme og skrækfiktion. Det var naturligvis ikke alle læsere, der var lige begejstrede for den udvikling, og præcis dengang som nu finder man genrepuritanere, der opererer med ganske snævre definitioner på, hvad der er SF og hvad det ikke er.

Den diskussion skal jeg ikke gå videre ind i her, men det er sjovt at se, hvordan Richard Mathesons tredje novellesamling, The Shores of Space fra 1957, entydigt blev lanceret som traditionel SF til trods for, at bogen indeholder flest historier, som kun i bredeste forstand hører til i genren. Det fortæller os, at SF fortsat i ’57 solgte bedst, når der var rumraketter på forsiden. Navnlig fortæller det os, at Matheson skulle markedsføres som traditionel SF-forfatter til trods for, at han skrev lige så mange horrornoveller som SF-historier.

Paperback, Corgi Books 1965

Det skyldes ikke mindst, at horror var imidlertid en dybt umoderne genre på dette tidspunkt i 50’erne, og derfor måtte historierne indpakkes anderdeles for at kunne sælge. Det har uden tvivl givet de intetanende læsere lidt af en overraskelse, når de kom i gang med en samling som The Shores of Space, fordi bogen leverer alt andet end det, forsiden og bagsideteksten lover. Men forhåbentlig blev de ikke alt for skuffede, for The Shores of Space er en perle af en antologi, der samler nogle af højdepunkterne fra Mathesons forfatterskab.

Et fremragende eksempel på Mathesons kontante, grumme stil møder vi allerede i den første historie ”Being”, der beskriver, hvordan et ungt par får problemer med deres bil på en øde vejstrækning og må søge hjælp. De lokkes her i en fælde af en bondeknold, som fanger parret og planlægger at fodre dem til det rumvæsen, som har overtaget kontrollen med hans farm. De første mange sider er her ganske formidable og stærkt ubehagelige, fordi Matheson, med sit enkle sprog og sans for det brutale i skildringen af realistisk enkelthed, får skrevet parrets frygt og dødsangst frem, så den står lysende klart for os. Da monsteret introduceres til sidst mister historien sin nerve, men det er til at se igennem fingrene med, fordi han allerede på det tidspunkt har leveret alt, han behøver.

Richard Burton Matheson (20. februar 1926 – 23. juni 2013)

”Being” er med andre ord benhård horror, men man finder også mere legende sider af Matheson som i ”The Funeral”, hvor en bedemand får monstrøse kunder i butikken en sen aften, eller i den sentimentale boksefortælling ”Steel”, der udspiller sig i en fremtid, hvor der udkæmpes sportskampe mellem robotter. Historien handler her om en gammel, udtjent models sidste omgang i ringen, og trækker dermed på en af sportgenrens helt store, patetiske klichéer, men Matheson reder fortællingen gennem et klassisk plot-twist til sidst.

En af de ting, der bliver tydelig, når man læser samlingens noveller, er den måde Matheson mestrer at åbne for tætte, psykologiske portrætter af sine hovedpersoner. Alle, der har læst The Shrinking Man og I Am Legend, er naturligvis ganske godt klar over dette, men i novellerne her når Matheson det samme på ganske lidt plads. Det mest intenst og på alle måder flotteste bidrag til bogen er ”The Last Day”, hvor han beskriver menneskehedens sidste dag.

Paperback, Bantam Books 1957. Novellesamlingens 1. udgave

Usentimentalt får han her skildret verdens sidste suk. En mand vågner efter en nat, hvor alle har festet og skabt sig som vilddyr, fordi de vidste, at det var deres sidste nat, og med tømmermænd begiver han sig hjem og møder sin mor. Sammen ser de undergangen i møde i stilhed. Det lyder patetisk, og historien har et højt indslag af patos, men Matheson formår at gøre undergangen så stille og vemodig, at situationen får sin egen lyriske bittersøde skønhed. Mange har efterfølgende anslået samme form for paradoksale følelser af tristesse og skønhed i mødet med undergangen, men hos Matheson var denne vision stadig båret af en stærk originalitet, som efterfølgende bud på det samme har mistet.

Et andet eksempel på Matheson eminente greb om følelserne finder man i novellen ”The Test”, der beskriver et fremtidssamfund, hvor de gamle ryddes af vejen, når de har opfyldt visse aldringskriterier. Det kræver, at de potentielt gamle bliver indkaldt til at tage en test. I historien hører vi, hvordan en mand en dag beslutter sig for ikke at tage denne test. Han tager hen til lægen for at få den gennemført, men vender om. Denne subversive handling sætter naturligvis hans familie på den anden ende, fordi det kan få ganske alvorlige konsekvenser, men den gamle er, om ikke ligeglad, så i hvert fald insisterende på sin ret til at vælge sin aldring og død selv.

Paperback, Corgi Books 1958

Ganske typisk for tiden ligger der naturligvis en finurlig plotidé til grund for historien, som i sig selv er underholdende eller interessant at lege med på, men det fine ved ”The Test” er Mathesons psykologiske portræt af forholdet mellem den aldrende far og sønnen, som må forsøge at håndtere situationen. Her er det igen Mathesons evne som formilder af menneskelig natur, der skinner igennem og hæver novellen over mangt en finurlig historie fra samme periode.

Paperback, Bantam Books 1969

Vi har i dag en tendens til primært at huske Richard Matheson som forfatteren bag I Am Legnd, der altid roses som centralt storværk for enhver, der interesserer sig for skrækfiktion. Men der er meget mere at komme efter hos Matheson, hvis noveller er rundet af en sjælden stemningsmæssig alsidighed og hjertevarm, indsigt i mellemmenneskelige relationer. Matheson gør os ikke klogere på fremtidens teknologi eller politiske idéer, han bruger i stedet sin genrefiktion som arena for mødet mellem mennesker og følelser. Han adresserer med andre ord meget konkret erfaringer og oplevelser, som vi kan relatere til og genfinde os selv i. Det gør ham i min verden til en ekstremt sympatisk forfatterskikkelse, hvis litterære produktion inviterer til at blive læst og studeret ganske nøje. Det er derfor en skam, at nøjes med I Am Legend, fordi spændvidden i Mathesons univers er stor og meget mere end dette ene (mester)værk.

Novellerne:

“Being” (1954)

“Pattern for Survival” (1955)

“Steel” (1956)

“The Test” (1954)

“Clothes Make the Man” (1951)

“Blood Son” (1951)

“Trespass” (1953)

“When Day Is Dun” (1954)

“The Curious Child” (1954)

“The Funeral” (1955)

“The Last Day” (1953)

“Little Girl Lost” (1953)

“The Doll That Does Everything” (1954)

Paperback, Berkley Books 1979

 

 

Længe leve undergrunden!

Dragged Into Sunlights album Hatred For Mankind fra 2010

Så har jeg fået købt billet til Dragged Into Sunlight, der spiller i København d. 28. marts. Den billet kostede 60 kr. Længe leve undergrunden!

Bandet valgte at lægge vejen forbi hovedstaden, før de rejser hjem til England, efter deres turné med Mayhem. Det skal de have tak for. De skulle være ganske fede live, og jeg er faktisk blevet ganske glad for samspillet mellem voldsomme og stille, stemningsfulde, instrumentale passager på deres albums. Jeg glæder mig med andre ord. Her får I lige deres nummer ”Buried with Leeches”, ledsaget af en video, der er et fint stykke horrorfilm.

Vi ses på søndag, hvor Richard Matheson er på programmet.

Brug Kulturnatten på noget uhyggeligt

Jeg synes lige, at jeg vil gøre lidt reklame for dette arrangement på fredag. Jeg kan desværre ikke selv komme, men forhåbentlig vil rigtig mange møde op og høre foredraget om H. P. Lovecraft. En herre, der bestemt også interesserer mig, så jeg er ærgerlig over at gå glip af dette. Foredragsholderen Henrik Harksen skal naturligvis også ønskes til lykke med bogudgivelsen Ind i Mørket, som lanceres den aften. Andre fortæller også om deres forfatterskaber, hvilket utvivlsomt vil gøre det til en spændende aften. Det hele sker på Københavns Hovedbibliotek, så læg vejen forbi, hvis du er i nærheden.

Programmet ser sådan ud:

PROGRAM

19:05 – 19:25 Forlagsredaktør Peter Buch Mortensen fra Ulven og Uglen taler om En konges vej del 1 fra fantasyserien Stormlysfortællingerne af Brandon Sanderson.

19:35 – 19:55 Rikke Schubart om magthungrende kvinder i Game of Thrones

20:05 – 20:25 Forfatter Signe Fahl interviewes om og læser op fra Ellekongen bind 1 i Tågespind-trilogien.

20:35 – 20:55 Forlagsredaktør Line Lybecker fra Ulven og Uglen og bogblogger Kathrine Bach Pachniuk fra Bibliotekattens bøger taler om tendenser i dansk fantasy set gennem forlaget og læserens synsvinkel.

21:05 – 21:25 Henrik S. Harksen fortæller om kultforfatteren H.P. Lovecraft

21:35 – 21:55 Forfatter og tegner John Kenn Mortensen fortæller om sit forfatterskab

22:05 – 22:25 Henrik S. Harksen debuterer denne aften på dansk med novellesamlingen Ind i mørket.

22:35 – 22:55 Forfatter og tegner Patrick Leis fortæller om sit forfatterskab

23:05 – 23:25 Forfatter Lars Ahn fortæller og læser op fra sit forfatterskab

Frank De Felitta, Audrey Rose (1975): Gys i retssalen

Paperback, Pan 1977, med klassisk ondt barn på forsiden. Kunstneren bag billedet er ikke oplyst

Frank De Felitta udgav sin roman Audrey Rose i 1975, og fortællingen katapulterede ham straks ind på bestsellerlisterne, hvor han herefter tilbragte en god rum tid. Bogen har da også alt, hvad der kendetegner tidens populære romaner – den har sex, den har gru, den har social kritik, og den har først og fremmest et chokerende indhold, som kan fængsle læseren. Man fornemmer tydeligt, at Peter Blattys The Exorcist (1971) var en væsentlig inspirationskilde for De Felitta. Blattys bog bliver endda omtalt direkte et sted i romanen, hvor en af hovedpersonerne udbryder, at det hele minder ham om noget, der revet direkte ud af Blattys værk. Audrey Rose er imidlertid langt fra at være et plagiat. De Felitta tager os nemlig ind i andre, dunkle sider af tilværelsen, selvom religion også hos ham er omdrejningspunktet.

Da Audrey Rose åbner, hører vi, hvordan den lille Templeton-familie i New York bliver skygget. Bill er en højtprofileret reklamemand og Janice hjemmegående husmor. Sammen har de den yndige datter Ivy på ti, og trekløverets hjertevarme lykke er næsten kvalmende idyllysk. De Felitta smører tykt på, så tykt, at det naturligvis må gå galt for familien. Den mystiske person, der udspionerer både Bill og Janice, viser sig at være en enkemand, hvis kone og datter døde i et trafikuheld ti år tidligere. Elliot Hoover, som manden hedder, hævder nu, at hans døde datter Adrey Rose er reinkarneret i Ivy Templeton. Bill og Janice tror naturligvis ikke et sekund på denne Hoover, men sære ting sker pludselig, som får Janice til at tvivle. Ivy lider af mareridt, og disse mareridt ligner i forbløffende grad den ulykke, som Audrey Rose oplevede, da hun kørte galt med sin mor.

Paperback, Pan 1977

Bogens første kulmination kommer, da Bill og Janice ser sig nødsaget til at binde den sovende Ivy til sengen, fordi pigen er til fare for sig selv. Parallellen til den besatte Megan, der raser ud i sin seng er åbenlys og fører til førnævnte kommentar fra Bill. Ad omveje opdager Hoover, at Ivy er bundet, og han kidnapper derfor pigen for at hjælpe sin datter Audrey Rose, der er fanget i Ivys krop.

Netop denne kortvarige kidnapning udløser bogens egentlig handling, der udspiller sig som retssalsdrama, hvor familien Templeton rejser sag mod Elliott Hoover for kidnapning og chikane. Hoover gør naturligvis sit for at forvare sig mod anklagerne, og det er gennem Hoovers forsvar, at De Fellita får opbygget en stigende gru og forundring hos læseren, som gør bogens bestsellerstatus fuldt fortjent.

Frank Paul De Felitta (3. august 1921 – 29. marts 2016)

Livet efter døden er det helt store tema i Audrey Rose, og De Felitta kommer ikke selv med nogen dogmatisk udlægning. I stedet lader han ganske demokratisk en række bipersoner give deres syn på sjælens status og dødens betydning. Vi hører en hindu fortælle, vi hører en rabbiner give sin udlægning, vi hører videnskaben og psykologien komme med forklaringer, en katolsk præst får også ordet, og vi stifter tilmed bekendtskab med en scientologs tanker. På skolemesterlignende vis bliver læseren på den led trukket gennem ikke synderligt velkomponerede redegørelser for muligheden for liv efter døden, og De Felittas pointe synes at være, at ingen kender sandheden, men at der tilsyneladende er mere imellem himmel og jord, som hverken videnskab eller teologer kan redegøre for. Bogen hvirvler dermed en masse støv op omkring reinkarnationsspørgsmålet, men kommer ikke med nogen svar.

Historien taler ind i tidens smag for mystisk og overvejelser omkring netop emner som reinkarnation og tidligere liv. Der løber imidlertid et underliggende motiv bag den åbenlyse metafysiske diskussion, der udvikler en form for social gru, som på en gang er ganske unik og meget typisk for 70’ernes genrefiktion.

Hardcover, G. P. Putnam’s Sons 1975. romanens 1. udgave

Storbyen New York portrætteres i Audrey Rose, som en farlig heksekedel. Der er ganske enkelt for mange skøre kugler i den her by, siger Bill Templeton henkastet i bogens begyndelse. Byen er med andre ord et både beskidt og livstruende sted, hvor man må være på vagt. De Felitta spiller her på en generel uro i amerikansk populærkultur, der byggede på idéen om storbyen, som syndes hule, fyldt med vold og forfald, og derfor grundlæggende et unaturligt sted for mennesker.

Den lykkelige Templeton-familie tilhører absolut byens overklasse og burde egentlig kunne klare sig igennem alt dette, fordi de har midlerne til at beskytte sig. Her foretager De Felitta imidlertid en diabolsk drejning og vender selve systemet imod familien. Læseren foranlediges dermed indledningsvist til at tro, at det er storbyens gru, som vi skal frygte, men med et snuptag transformerer De Felittas situationen og viser læseren, at systemet – Staten – er mindst lige så ubønhørlig som gadens kriminelle.

Paperback, Warner Books 1976

Sagen er den, at det meget hurtigt står kart, at Elliott Hoover og hans smarte advokat er i stand til at presse familien Templeton og fremføre vægtige argumenter, ikke bare for reinkarnation, men for at Hoover rent faktisk har ret til at få adgang til Ivy Templeton. Gennem beskrivelsen af retssagens forløb skaber De Felitta således et stigende ubehag og forundring i læseren, fordi vi bliver vidner til, hvordan familien må se i øjnene, at ”retssystemet” tager deres datter fra dem på noget så utroligt som et spørgsmål om reinkarnation. Det er ganske grumt, men samtidig må vi konstant spørge os, om der kunne være noget rigtig bag Elliot Hoovers argumenter.

Audrey Rose ender i en tragedie, men slår filosofiske toner an i den lille epilog og efterlader læseren med åbne spørgsmål, som man kan tage med sig til videre refleksion, for hvad var det rent faktisk, der skete? Vi forstår dybest set ikke sagen, fordi bogens advokater lægger beviser frem for både det ene og det andet, men konsekvenserne er åbenlyse, for Templeton-familien går til grunde i løbet af hele affæren. Med ligeligt afsæt i tidens sociale bekymringer og metafysiske fascination skabte De Felitta en slagkraftig roman, der med enkle præmisser, tydelig pointer og klart sprog gav sine læsere stof til eftertanke.

Paperback, Warner Books 1979

Paperback, Warner Books 1984

 

Ses vi i helvede?

Electric Wizard udsender meget snart et nyt album, hvilket jo er lidt af en begivenhed – i hvert fald i min verden. De udsendte den første single i slutningen af september; nummeret hedder ”See You In Hell” og albummet Wizard Bloody Wizard. Desværre er sangen ikke blandt deres bedste, og nu har de også udsendt en video til singlen, som sørme heller ikke hører til de mest interessante. Jeg håber ikke, at det her er et generelt udtryk for den nye plade.

Mens vi venter på et nyt mesterværk fra doom-titanerne, kan du kaste et blik på videoen til den nye sang her:

 

En monsterjægers bekendelser

Hardcover, Arthur Barker 1977

I et indlæg for snart nogen tid siden, skrev jeg lidt om Christopher Lee som et brand for skrækfiktion. Til præcis det har jeg ikke så meget at tilføje til, men det er helt sjovt at se, hvordan den noget mindre populære Peter Cushing naturligvis også kunne udnyttes i samme dur. Mens Lee blev iscenesat som mørkets vampyriske fyrste, der havde særlige indsigter udi skrækfiktionen, bliver hans filmiske nemesis Peter Cushing fremført som hans modstykke – monsterjægeren. Netop dette møder man i antologien Tales of a Monster Hunter fra 1977.

Der er ikke meget, der tyder på, at Peter Cushing havde nogen særlig interesse i skrækfiktion – faktisk har han næppe gjort andet end at lægge navn til den antologi, som forlaget Arthur Barker udsendte i ’77, før Futura udgav bogen i paperbackformat året efter. Udvalget i antologien er da også dybt ordinært og kredser om gamle travere af Bram Stoker, Mary Shelley, Arthur Conan Doyle samt med Robert Bloch som repræsentant for de yngre forfattere, hvilket må siges at være lidt af en tilsnigelse.

Paperback, Futura 1978

Antologien er ikke specielt interessant, men selve fænomenet med at identificere en skuespiller så tydeligt med en rolle, at man forventer, at noget af rollens kvalitet smitter af på skuespilleren eller er til stede i skuespilleren, er sjovt, og jeg er sikker på, at der er talrige eksempler på dette. Alfred Hitchcock er eksempelvis et oplagt, lignende tilfælde. En anden klar parallel findes i SF-litteraturen, hvor besætningen på Enterprise blandt andet har lagt navn til en del antologier.

Peter Cushings interesser gik i øvrigt i en langt fredeligere og mere nørdet retning, som det fremgår af denne charmerende lille video: