Richard Matheson, The Shores of Space (1957): Maskeret horror

Paperback, Corgi Books 1965. forsiden er skabt af Josh Kirby

Science fiction-litteraturen var inde i en utrolig transformation i 50’erne, hvor navne som Ray Bradbury, Charles Beaumont og ikke mindst Richard Matheson var med til at gentænke genrens muligheder. En af konsekvenserne ved dette var, at de for alvor begyndte at opløse eller nedtone det entydige, tematiske bånd til naturvidenskab og teknologi. Genren blev derved i stigende grad omgærdet af indholdsmæssige gråzoner, som tangerede både surrealisme og skrækfiktion. Det var naturligvis ikke alle læsere, der var lige begejstrede for den udvikling, og præcis dengang som nu finder man genrepuritanere, der opererer med ganske snævre definitioner på, hvad der er SF og hvad det ikke er.

Den diskussion skal jeg ikke gå videre ind i her, men det er sjovt at se, hvordan Richard Mathesons tredje novellesamling, The Shores of Space fra 1957, entydigt blev lanceret som traditionel SF til trods for, at bogen indeholder flest historier, som kun i bredeste forstand hører til i genren. Det fortæller os, at SF fortsat i ’57 solgte bedst, når der var rumraketter på forsiden. Navnlig fortæller det os, at Matheson skulle markedsføres som traditionel SF-forfatter til trods for, at han skrev lige så mange horrornoveller som SF-historier.

Paperback, Corgi Books 1965

Det skyldes ikke mindst, at horror var imidlertid en dybt umoderne genre på dette tidspunkt i 50’erne, og derfor måtte historierne indpakkes anderdeles for at kunne sælge. Det har uden tvivl givet de intetanende læsere lidt af en overraskelse, når de kom i gang med en samling som The Shores of Space, fordi bogen leverer alt andet end det, forsiden og bagsideteksten lover. Men forhåbentlig blev de ikke alt for skuffede, for The Shores of Space er en perle af en antologi, der samler nogle af højdepunkterne fra Mathesons forfatterskab.

Et fremragende eksempel på Mathesons kontante, grumme stil møder vi allerede i den første historie ”Being”, der beskriver, hvordan et ungt par får problemer med deres bil på en øde vejstrækning og må søge hjælp. De lokkes her i en fælde af en bondeknold, som fanger parret og planlægger at fodre dem til det rumvæsen, som har overtaget kontrollen med hans farm. De første mange sider er her ganske formidable og stærkt ubehagelige, fordi Matheson, med sit enkle sprog og sans for det brutale i skildringen af realistisk enkelthed, får skrevet parrets frygt og dødsangst frem, så den står lysende klart for os. Da monsteret introduceres til sidst mister historien sin nerve, men det er til at se igennem fingrene med, fordi han allerede på det tidspunkt har leveret alt, han behøver.

Richard Burton Matheson (20. februar 1926 – 23. juni 2013)

”Being” er med andre ord benhård horror, men man finder også mere legende sider af Matheson som i ”The Funeral”, hvor en bedemand får monstrøse kunder i butikken en sen aften, eller i den sentimentale boksefortælling ”Steel”, der udspiller sig i en fremtid, hvor der udkæmpes sportskampe mellem robotter. Historien handler her om en gammel, udtjent models sidste omgang i ringen, og trækker dermed på en af sportgenrens helt store, patetiske klichéer, men Matheson reder fortællingen gennem et klassisk plot-twist til sidst.

En af de ting, der bliver tydelig, når man læser samlingens noveller, er den måde Matheson mestrer at åbne for tætte, psykologiske portrætter af sine hovedpersoner. Alle, der har læst The Shrinking Man og I Am Legend, er naturligvis ganske godt klar over dette, men i novellerne her når Matheson det samme på ganske lidt plads. Det mest intenst og på alle måder flotteste bidrag til bogen er ”The Last Day”, hvor han beskriver menneskehedens sidste dag.

Paperback, Bantam Books 1957. Novellesamlingens 1. udgave

Usentimentalt får han her skildret verdens sidste suk. En mand vågner efter en nat, hvor alle har festet og skabt sig som vilddyr, fordi de vidste, at det var deres sidste nat, og med tømmermænd begiver han sig hjem og møder sin mor. Sammen ser de undergangen i møde i stilhed. Det lyder patetisk, og historien har et højt indslag af patos, men Matheson formår at gøre undergangen så stille og vemodig, at situationen får sin egen lyriske bittersøde skønhed. Mange har efterfølgende anslået samme form for paradoksale følelser af tristesse og skønhed i mødet med undergangen, men hos Matheson var denne vision stadig båret af en stærk originalitet, som efterfølgende bud på det samme har mistet.

Et andet eksempel på Matheson eminente greb om følelserne finder man i novellen ”The Test”, der beskriver et fremtidssamfund, hvor de gamle ryddes af vejen, når de har opfyldt visse aldringskriterier. Det kræver, at de potentielt gamle bliver indkaldt til at tage en test. I historien hører vi, hvordan en mand en dag beslutter sig for ikke at tage denne test. Han tager hen til lægen for at få den gennemført, men vender om. Denne subversive handling sætter naturligvis hans familie på den anden ende, fordi det kan få ganske alvorlige konsekvenser, men den gamle er, om ikke ligeglad, så i hvert fald insisterende på sin ret til at vælge sin aldring og død selv.

Paperback, Corgi Books 1958

Ganske typisk for tiden ligger der naturligvis en finurlig plotidé til grund for historien, som i sig selv er underholdende eller interessant at lege med på, men det fine ved ”The Test” er Mathesons psykologiske portræt af forholdet mellem den aldrende far og sønnen, som må forsøge at håndtere situationen. Her er det igen Mathesons evne som formilder af menneskelig natur, der skinner igennem og hæver novellen over mangt en finurlig historie fra samme periode.

Paperback, Bantam Books 1969

Vi har i dag en tendens til primært at huske Richard Matheson som forfatteren bag I Am Legnd, der altid roses som centralt storværk for enhver, der interesserer sig for skrækfiktion. Men der er meget mere at komme efter hos Matheson, hvis noveller er rundet af en sjælden stemningsmæssig alsidighed og hjertevarm, indsigt i mellemmenneskelige relationer. Matheson gør os ikke klogere på fremtidens teknologi eller politiske idéer, han bruger i stedet sin genrefiktion som arena for mødet mellem mennesker og følelser. Han adresserer med andre ord meget konkret erfaringer og oplevelser, som vi kan relatere til og genfinde os selv i. Det gør ham i min verden til en ekstremt sympatisk forfatterskikkelse, hvis litterære produktion inviterer til at blive læst og studeret ganske nøje. Det er derfor en skam, at nøjes med I Am Legend, fordi spændvidden i Mathesons univers er stor og meget mere end dette ene (mester)værk.

Novellerne:

“Being” (1954)

“Pattern for Survival” (1955)

“Steel” (1956)

“The Test” (1954)

“Clothes Make the Man” (1951)

“Blood Son” (1951)

“Trespass” (1953)

“When Day Is Dun” (1954)

“The Curious Child” (1954)

“The Funeral” (1955)

“The Last Day” (1953)

“Little Girl Lost” (1953)

“The Doll That Does Everything” (1954)

Paperback, Berkley Books 1979

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.