Pulpede illusioner

 

Paperback, Pocket Books 1962

 

Her er et lille indlæg af den mere spøjse slags. På et udvalg af pulpens forsider finder man billeder, der ligner de såkaldte fikserbilleder ganske meget. Kraniet som henvisning til farlighed og måske også som forkrænkelighedssymbol går igen på flere af disse forsider. Her er i indlægget kan du se et par eksempler.

All Detective Magazine, oktober 1933

Famous Fantastic Mysteries, Juni 1952

 

Man kan dårligt kalde dem rigtige fikserbilleder, men de har afgjort inspiration fra den type billeder-i-billedet, der kan spores helt tilbage til Nederlandene i 1500-tallet. Konceptet har dermed lange rødder. I en pulpsammenhæng er det mest overbevisende formentlig denne forside til The Shadow Magazine fra 1935, som rent faktisk lykkes i at bedrage øjet, så man må se efter en ekstra gang for at afkode indholdet.

The Shadow, maj 1935

 

Denne leg med illusioner er i øvrigt langt mere populær i den erotiske pulp, hvor der i 1930’erne begyndte af komme strenge krav til forsidernes indhold, efter de mere bramfri 20’ere. Man kunne derved male kvinder i kjoler, der bedst kan beskrives som kropsmaling, eller man kunne lege med kropsholdning og armstillinger for at antyde et mere pågående indhold end det, der i realiteten vises. Bemærk armene på denne forside, hvor mandens hænder er skjult men alligevel lokkes øjet til at se dem.

Ecstasy Novel, nr. 3, marts 1951. forsiden er skabt af George Gross, som var en mester i den slags illusionistiske julelege

Paperback, Popular Library 1950

 

Det perspektiv er sjovt at have i baghovedet, når man kigger på forsider og billeder fra pulpens storhedstid (det er vi jo nogen, som åbenbart bruger tid på!), fordi man pludselig ser, hvor bevidst især de erotiske billeder er komponeret, så beskuerens fantasi inddrages og aktiveres.

Ikke mere for nu. På snarligt genhør.

 

Paperback, Rainbow books 1951. Her er hans arm igen visuelt forlænget

Gordon R. Dickson & Harry Harrison, The Lifeship (1976): En ganske dårlig sejltur i rummet

Paperback, Baen 1985. Forsiden er malet af Frank Kelly Freas

I 1976 slog de to SF-veteraner Gordon R. Dickson og Harry Harrison pjalterne sammen og udsendte rumeventyret The Lifeship (tidligere udgivet, som føljeton, under titlen Lifeboat); en kompakt lille fortælling, der fik en del opmærksomhed på udgivelsestidspunktet, men senere mere eller mindre er sunket ned som et af begge forfatteres mindre kendte værker. Det er da også vanskeligt at forsvare en bog som The Lifeship, der synes at slå fejl på nærmest alle tænkelige parametre – den er hverken spændende, overraskende eller æstetisk udfordrende. I stedet er den omtrent så kedsommelig som den lange, rumrejse den skildrer.

Handlingen fører os ud i en fjern rumalder, hvor et menneskestyret regime har kontrollen med flere planeter. I dette univers findes der både andre racer og subversive kræfter, som bestemt ikke er lykkelige for det menneskelige overherredømme. Konflikter ulmer lige underoverfladen, og da vi kommer ind i historien, er undercoveragenten Giles Steel blevet udsendt for at dræbe en leder fra en af disse oprørsbevægelser. Denne rebel skulle angiveligt opholde sig på en stor rumbase, men knap er Giles ankommet på basen, før en eksplosion ødelægger stedet, og vores hovedperson må flygte ud i et redningsfartøj sammen med en lille gruppe andre tilfældige passagerer fra stationen.

Paperback, Baen 1985

Nu er gode råd dyre, for ikke alene befinder Giles Steel sig ombord på et fremmed fartøj (rumskibet, de tilfældigt har søgt ly i, er bygget af og til en anden race), de må finde en sikker rumhavn, før deres mad, vand og ilt slipper op. Dertil kommer så også, at Giles aldrig fik sat denne oprørsleder ud af spillet.

Handlingen i The Lifeship udspiller sig mere eller mindre ombord på det lille redningsfartøj, og stemningen ligner til forveksling scener fra en ubåd. Det er trangt, varmt og besværligt. Hvad der imidlertid gør tingene endnu værre, er, at der ikke alene viser sig at være et forbløffende stort antal intriger blandt skibets passagerer, det hele hænger også i mistænkelig grad sammen med Giles’ mission. Vi er da heller ikke kommet langt ind i bogen, før det står klart, at der mindst er én forræder ombord, som ikke har tænkt sig at lade Giles og redningsskibet nå i sikkerhed.

Gordon Rupert Dickson (1. november 1 1923 – 31. januar 2001) fotograferet i 1974

Man fornemmer, hvordan Harrison og Dickson krampagtigt har forsøgt at finde på episoder eller optrin, som kunne udspille sig på det lille, lukkede rumskib og dermed give deres fortælling noget, som tilnærmelsesvis ligner romanlængde. Det fører en del med sig, men dybest set er det spild af tid, fordi alle de pludseligt opstående problemer hurtigt overvindes igen. Mest irriterende er det dog, at netop som deres mangel på mad og vand er kritisk, ankommer de i sikkerhed. Stor ståhej for ingenting, hvilket vi vidste det ville være fra begyndelsen.

Det er en kunst at skabe fortættede intriger og spænding omring et lukket rum, hvor der ikke kan introduceres nye karakterer. Agatha Christie mestrede eksempelvis den slags; hun udviklede i hvert fald skabeloner, der fungerede for hende og hendes læsere. Dickson og Harrison klarer det ikke, og de har formentlig undervurderet, hvor subtilt man må arbejde for at få den type fortælling til at fungere.

Harry Max Harrison (12. marts 1925 – 15. august 2012)

Snøvlende får de to herrer os slæbt gennem optrin, som da det viser sig, at en musiker ombord har et narkoproblem, og pludselig ikke længere kan styre sine abstinenser (naturligvis, for det har musikere selvfølgelig). Desværre viser det sig også, at præcis den form for afhængighed, han har, får hans krop til at længes efter papir (!). Det eneste papir ombord er skibets logbog med alle koordinaterne for deres navigation. Det er selvfølgelig den bog, som junkien kaster sig over og æder afgørende sider af, før han bliver stoppet. Rumskibet kan nu ikke længere ramme den præcise kurs, hvilket er kritisk på grund af de begrænsede livsnødvendige ressourcer ombord. Man spørger sig, om dette kriseelement ikke kunne være blevet introduceret mere elegant? Situationen med logbogen, som den beskrives, er helt absurd og utroværdig. Måske skal det forstås som sort humor? I så fald leveres det så underspillet, at det går hen over hovedet på mig.

Litterære samarbejder kan være sjove og givtige, men i tilfældet The Lifeboat, er resultatet alt andet end inspirerende. Man ser de to forfattere for sig, der hver især har holdt sig tilbage for at give plads til den andens idéer. Resultatet er, at teksten ikke kommer nogen steder, fordi begge lurepasser. Måske har deres grundidé slet og ret også været så vanskelig at udfolde, at de ikke kunne få den i hus og undervejs manglede selverkendelsen til at indse dette.

Hardcover, Harper & Row 1976. Romanens 1. udgave i bogform

Det eneste positive, der er at sige om The Lifeboat, er, at den blanding af noget fremmedartet og klaustrofobisk, som hænger over det lille rumskibs indre, kommer tydeligt frem, og det er for så vidt ganske fængslende i de første par kapitler. Desværre føjes der ikke mere til dette – i hvert fald ikke andet end absurde optrin.

Det er imidlertid også bemærkelsesværdigt, hvor amputeret romanen er, fordi vi normalt er vant til ganske spraglede og tempofyldte historier fra begge forfattere. Det får vi ikke her, og de står derved nærmest med hænderne bundet på ryggen. Den manglende fart i handlingen skaber naturligvis mere fokus på sproget, og det er ingen af de to herrers skrivestil skabt til. The Lifeship kommer på den led til at udstille det svageste i både Dicksons og Harrisons forfatterskab.

Paperback, Pocket Books 1977

Jeg bliver aldrig den helt store fan af hverken Harrison eller Dickson, men der er ikke nogen tvivl om, at de begge har skrevet flere ting, der er langt, langt bedre end dette. Ikke desto mindre genkender man hen imod slutningen de mere dynamiske elementer i begges produktion. Til sidst viser det hele sig nemlig at være et kæmpe (utroværdigt) komplot, og det kommer til ildkamp og ramasjang. Her kan man som læser drage et lettelsens suk, fordi der endelig er en eller anden form for forløsning. Ikke at det redder bogen, men det får i mindste de sidste sider til at glide lettere ned.

The Lifeboat fremstår mest af alt som en fiks idé, en sjov tanke opstået under nogle øl eller lignende. Det er nok også en af de bøger, der bare burde være blevet i skrivebordsskuffen, eller forblevet som en sjov tanke, vennerne Dickson og Harrison kunne sludre om i hyggelige stunder. De samtaler ville helt sikkert være mere underholdende end den kejtede dødsejler, der blev resultatet af deres samarbejde.

Paperback, Orbit 1977

Hardcover, Dennis Dobson 1978

Paperback, Timescape 1981

Paperback, Orbit 1985

Paperback, Orbit 1988

Hardcover, Severn House 1997

Ebog, Orion 2013

 

En ny klagesang fra Tribulation

De stilsikre gutter i svenske Tribulation har udsendt en ny single og video (tak for tippet Anders!), der er forløberen for deres næste album Down Below. Den plade skulle gerne udkomme d. 26. januar næste år, hvilket bliver ganske fedt. I hvert fald, hvis den lever op til forgængeren The Children of the Night fra ’15, som jeg efterhånden har hørt en hel del.

Videoen til deres nye single, ”The Lament”, er corny som bare pokker – den ligner noget gammel TV-horror, men har man smag for den slags, så er det jo lige sagen. Nummeret er i hvert fald ganske, ganske cool og poppet på den helt rigtige måde. Giv dem et lyt.

Vi ses på søndag, hvor vi skal på rumfart.

Døren som grænse: et åbent motiv?

Paperback, Fontana 1974

Det er sjovt at konstatere hvor meget genrefiktion, der benytter sig af døren som element i titlen eller i forsidens præsentation af bogen. Især i skrækfiktionen synes døren at være et ofte anvendt motiv, og det kan der sådan set være gode grunde til. Genrefiktion og pulplitteratur handler, groft sagt, ganske ofte om ekstreme situationer. Det handler, på den ene eller anden måde, om mennesker, der står over for svære valg eller udfordringer, som sætter dem i situationer ud over det sædvanlige. Netop dette synes døren at indfange som motiv. Døren bliver i hvert fald billedet på den anden verden – vejen til forløsning, fare, erotisk tilfredsstillelse eller metafysisk opklaring.

Unknown World, juni 1952

Dørmetaforikken er omfattende i vestlig kultur, ikke mindst gennem de bibelske lignelser af Kristus som døren til det evige liv. Det skaber naturligvis også grundlag for antityper, som dødens dør og porten til helvede. Vi kan altså tale om gode såvel som onde døre – dørmotivet er på den led sjældent anonymt, men i stedet som oftest ladet med en helt specifik agens og mening, der repræsenterer det modsatte af den tilstand, som vi befinder os i lige nu. Det andet ligger, så at sige, på dørens modsatte side.

Hardcover, Zonderkidz 2012

Døren kan imidlertid også være billedet på mysteriet, der skal åbenbares for os; templets forhæng for det helligste hellige. Eller på den forlokkende hemmelighed, der gemmer sig bag naboens lukkede dør. Vi kan også lure ind igennem nøglehullet og derved få glimt af den anden verden: Her bliver nøglehullet til et fristende hagioskop.

The Beyond, november 1951

Arnold van Gennep skrev indsigtsfuld om overgangsriter i 1909, men det var først, da Victor Turner stillede skarpt på selve grænsezonen – skillelinjen mellem en tilstand og en anden, at idéen om overgangsriter blev frugtbare som begreb i en bredere kulturel forstand. Den liminale zone (limes = grænse på latin), som Turner skrev om, er netop dørstedet, tærskelstenen, som vi krydser, for at nå fra et sted til et andet. Det er imidlertid også den porøse barriere, der adskiller os fra det ukendte og vilde, det kontrollerede og uregerlige. Døren ikke bare holder inde, den holder også ude.  Motivet peger dermed også mod dybe, figurer i psykoanalysen, som kan være nyttige at tænke med.

Paperback, Ambages Books 2016

Med alt dette i tankerne, er det, som sagt, indlysende, at døren må være et motiv med en vis forkærlighed i genrefiktionen. Du kan jo selv gå på videre opdagelse i din bogsamling derhjemme.

God jagt

Sobrenatural, september 1979

Paperback, Arrow 1962

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Avon 1959

Paperback, Warner Books 1989

Paperback, Avon 1964

Paperback, UnWrecked Press 2015

Paperback, Avon 1973

Paperback, Tor 2016

Paperback, Ballantine 1990

Paperback, Signet 1958

Paperback, Bantam 1951

Paperback, Pocket Books 1951

Paperback, Bantam 1952

Paperback, Pocket Books 1947

Paperback, Beacon 1955

Paperback, Pan 1963

Paperback, Berkley Books 1988

Paperback, Midwood 1969

Paperback, Bloomsbury Academic 2007

Paperback, Harpercollins 1991

Paperback, Dell 1962

Paperback, H. Harksen Productions 2017

Paperback, Dell 1966

Paperback, Dell 1977

V. C. Andrews, Flowers in the Attic (1979): Gotisk melodrama i loftshøjde

Paperback, Pocket Books 1979. Romanens 1. udgave. Kunstneren bag billedet er desværre ikke oplyst

Af alle de nyere bøger, der har været omtalt her på bloggen, er V. C. Andrews’ roman Flowers in the Attic måske den mest solgte og læste overhovedet. Romanen blev ufatteligt populær – den når måske ikke Dan Browns Da Vinci Code (2003) i salgstal, men vi skal op i betragtelige højder for at forstå omfanget af den succes, som Andrews oplevede med bogen. Andrews’ succes fortsatte tilmed, da hun udsendte efterfølgerne til Flowers in the Attic. Der opstod nærmest en hel lille industri omkring hende, og da hun døde, blev Andrew Niederman hyret ind som ghostwriter, så han kunne færdiggøre de uafsluttede manuskripter, som Andrews efterlod sig i ’86. Vi taler om således store penge her, og vi taler også om et voldsomt melodrama, men mere om det nedenfor.

Historien i Flowers in the Attic er forbløffende enkel og forbløffende virkningsfuld. Den smukke, velhavende, lykkelige Dollenganger-familie har alt, men en dag dør Christopher, familiens far, hvorved tæppet økonomisk rives væk under dem. Corrine, familiens mor, må tage sine fire børn ved hånden og rejse hjem til sine forældre, der egentlig har slået hånden af hende for år tilbage. Her er vi dermed allerede inde ved et af bogens kernemotiver, nemlig incest. Corrine forelskede sig som 15-årig i sin unge onkel Christopher og sammen stak de af, da Corrines forældre ikke kunne acceptere dette. Onkel og niece opbyggede derfor en tilværelse som mand og kone på egen hånd, men det er slut nu, og Corrine må vende hjem igen.

Paperback, Pocket Books 1979

Corrines familie er uhyggeligt rig, men de er også fanatisk religiøse, og de vil aldrig kunne acceptere, at Christopher og Corrine fik børn i blodskam. Navnlig Corrines døende far er problemet her, så da de kommer hjem til forældrenes enorme palæ, skjuler Corrine og Corinnes mor de fire børn oppe på loftet, hvor de må holde sig skjult, enten indtil Corrine er blevet forsonet med sin far eller også til han er død.

Det viser sig at blive en lang affære, for børnene kommer til at tilbringe tre år oppe på loftet, og som tiden går, bliver de vidner til en særdeles ubehagelig transformation af deres mor. Hun var en tynget enke, da de kom til huset, men gradvist finder hun tilbage til livet, og pludselig er hun forlovet igen. Alt imens sidder børnene på loftet og venter. Deres mor bliver mere og mere ligeglad med dem, og deres tyranniske bedstemor gør alt, hvad hun kan, for at gøre livet surt for dem.

Cleo Virginia Andrews (6. juni 1923 – 19, december 1986)

Flowers in the Attic er fortalt af den ældste datter Cathy, der beretter historien retrospektivt. Vi ved altså, at børnene kommer ned fra loftet, men hvordan det sker, er naturligvis det store spørgsmål. Trods de begrænsede rammer lykkes det da også for Andrews at klemme så meget drama ind i børnenes fangenskab, at hun faktisk formår at holde sin læser fanget til trods for de relativt få udfoldelsesmuligheder, der ligger i at skildre en historie, som stort set kun udspiller sig på loftet af et gammelt hus.

Der løber flere tråde sammen i Flowers in the Attic, som gør den til en oplagt bestseller. På overfladen fremstår den som et stykke realistisk fiktion, men det er kun på overfladen. Bogen er dybest set et moderne eventyr, der udspiller sig i en forstærket virkelighed, hvor følelserne er store, rammerne utrolige og ondskaben håndgribelig. De fire børn er engle, der kan alt; små kunstnerske genier, hvis uskyldighed konstant skal sættes op imod familiens ondskab. Lys/mørke-dikotomien gennemspilles på flere måder, og læseren er aldrig i tvivl om, hvem der står på den gode og den dårlige side.

Paperback, Pocket Books 1990

Melodramaet svulmer derved konstant og kammer løbende over i situationer, som slipper sit greb i realismen og bevæger sig ind i form for eventyrlig virkelighed, befolket af hekse og onde feer. Det eventyrlig understreges af bogen barnlige fortællestemme, der i ordvalg og formulering har et sært, naivt præg. Cathy, der beretter, er en fascinerende stemme, men samtidig er der noget dybt aparte – for ikke at sige ulogisk – i det forhold, at bogens fortælles retrospektivt af en voksen kvinde, som så vælger at fortælle sin historie med en 13-14-årigs stemme.

Man kan med fuld ret kalde Flowers in the Attic et sentimentalt drama, men allerede ved bogens lancering blev den fremført som skrækroman. Umiddelbart synes alt at stritte imod den betegnelse, men omvendt har V. C. Andrews indarbejdet så meget af både den klassiske gotik og den romantiske nygotik i bogen, at romanens indskrivning i gysergenren synes rimelig.

Paperback, Gallery Books 2005

Især den lurende, farlige seksualitet, der syder og koger i det dystre, gamle hus, er en rendyrket genreklichéer. Andrews viser sig imidlertid også at være en hel del mere hård i filten end de andre forfattere, der skriver samme form for gotiske romancer. Det skyldes ikke mindst bogens incestuøse forhold. Den slags antydes normalt kun, men i bogen her er seksualiseringen af familien et tema fra næsten første kapitel.

Cathys liderlige beskrivelser af sin mors smukke krop, hendes beskrivelse af sin fars smukke krop, broderens smukke krop og hendes egen smukke krop fylder side op og side ned. Andrews pirrer derved sine læseres fantasi, og lokker dem også til sidst med sex mellem bror og søster. De to ældste børn bliver nemlig teenagere under deres fangenskab, og det fylder dem med drifter, de ikke kan få afløb for. Stemningen omkring forholdet mellem bror og søster bygges derfor løbende op, og til sidst, næsten henimod bogens slutning, får vi serveret det endelige samleje og beskrivelsen af broderens stive lem, der glider ind i sin søsters underliv. Det er skrap kost, der skildres bemærkelsesvist fordomsfrit i teksten. Andrews gør sig i hvert fald ikke til dommer over de to søskendes handlinger, men overlader dette til læseren.

Paperback, HarperCollins 2005. forsider som denne viser jo tydeligt, at vi her har med noget at gøre, som bevæger sig i den yderste kant af gotikken og gysets verden

Flowers in the Attic er på mange måder en grotesk roman; den er ubehagelig og sentimental, den er romantisk og grænseoverskridende, den er svulmende patetisk og modig. Litterært kan Andrews afvises blankt, men noget ved historien om børnene på loftet hænger ved på en klæbrigt fascinerende måde. Den er en beskidt lille hemmelighed, som man ikke helt kan slippe, selvom den egentlig ikke er værd at beskæftige sig med. Præcis her er vi vel også inde ved det, der gør V. C. Andrews første bog om familien Dollenganger til så stor en succes; den er et stykke manieret patos, der bevæger sig ud over en hver form for god smag og taler til de mest primitive sider i os. Hvis den gotiske romance nogensinde havde brug for en slem pige i klassen, så fik genren den med V. C. Andrews, og læserne har elsket hende lige siden.

Paperback, Dymocks 2011

 

 

Okkult reklame: Thelema til jul

 

Thelemas forside, som den ser ud i skrivende stund.

Det er tid til en lille reklamepause.

Så er min anden roman, Thelema, på trapperne. Forsiden er næsten på plads, og den foreløbige udgave kan du se her. Bogen er en okkult nedtur i magiens verden, og en leg med metafysik, kunst og følelser. Rigtig skrækfiktion er det ikke, men dyster er romanen absolut, og forhåbentlig vil dens univers kunne fascinere andre lige så meget, som jeg selv er fascineret af den slags okkulte fantasier, der udfolder sig her.

Min forlægger Henrik Sandbeck Harksen har komponeret denne lille bagsidetekst, som fanger handlingens skelet ganske godt:

Kunstneren Konrad møder de mystiske og dragende kvinder, Mia og Suzanna, og han føres ind i en verden, hvor seksualitet og mørk magi forenes. Snart er han medlem af en makaber kult med en guru, som bestemmer over liv og død.

Konrad bor i København og har mistet sin kæreste Rebecca. Han er dybt ulykkelig. Et tilfældigt møde på en galleriudstilling af hans seneste kunstværker får ham i kontakt med nye sider af sin kreativitet og seksualitet. Under kvindernes kyndige behandling anes snart omridset af en anden verden. Vejen ind til den verden går gennem en hemmelighedsfuld kult med en karismatisk leder. Det er en kult med Ypperstepræstinder, Magikere og Døden. Lederen er farlig, men han ved noget om Konrads særlige evner.

Alt imens Rebecca kalder på Konrad fra det hinsides. Kalder hun fra Thelema?

Det var en ganske drænende bog at skrive, så det er fantastisk, at jeg endelig kan sidde med den i anden halvdel af december, hvor den gerne skulle udkomme. Hold øje med den, hvis det her har fanget dig!

På snarligt gensyn

Martin

 

HAWK – En fristende overspringshandling?

Paperback, Jove Books 1980

Pyh, jeg arbejder meget intenst på at få min fagbog om skrækfiktion afsluttet. Jeg har skrevet om det før, men nu er der vitterligt tale om de sidste krampetrækninger. Bogen bliver en ordentlig moppedreng på noget i nærheden af 180.000 ord, og jeg mangler kun meget lidt nu. Hurra. Mens jeg har arbejdet med horrorlitteraturens nyere historie i et godt stykke tid nu, så bliver det også mere og mere fristende at se på andre genrer. Kald det bare en overspringshandling. Græsset bliver i hvert fald grønnere og grønnere alle andre steder. Det er blandt andet derfor, at en serie som Hawk pludselig bliver vældig fristende at se nærmere på. Spænding, let gys og ramasjang lyder vældig forfriskende i mine ører lige nu.

Paperback, Jove Books 1980

Jeg er ret glad for seriens forsider, der er et godt eksempel på et nyt indslag, der kommer på nogle forsider i løbet af 60’ernes sidste. Krimier og action-fortællinger begyndte nemlig her i stigende grad på forsiderne at låne fra filmplakaternes udtryk. Forsiden bliver derved en lille sammenfatning af de stemningsmæssige højdepunkter i bogen, og læseren kan således glæde sig til (forhåbentlig) at dykke ned i de hæsblæsende optrin, der bliver vist ikonisk.

Paperback, Jove Books 1980

Den type visuelle præsentation forblev mest af alt noget, der knyttede sig til actionhistorier med masser af krudt og kugler. Man kan også møde det i SF-litteraturen, men i mindre grad i fantasy-genren og næsten ikke på horrorpaperbacks. Det siger lidt om de forventninger til genrerne, som forlagene forsøgte at imødegå.

Paperback, Jove Books 1980

Nuvel, kast et blik på Hawk. Han er en hårdtslående herre. Seriens første bind udkom i 1980 og hele serien var afsluttet året efter. Se det er hurtigt arbejde!

På genhør

Martin 

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981 

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

Paperback, Jove Books 1981

 

 

Robert Aickman, The Wine-Dark Sea (1988): Et skræmmende godt udvalg

Paperback, Mandarin Press 1988. Christopher Brown har malet forsiden

Robert Aickmans relativt lille skønlitterære produktion hører til blandt nogle af de vigtigste eksempler på moderne skrækfiktion. Målt i salgstal kan Aickman næppe regnes blandt bestsellerne, og han er af flere blevet karakteriseret som spøgelseslitteraturens bedst skjulte hemmelighed. Sådan er det nok ikke helt længere, men Aickmans status som en såkaldt forfatternes forfatter er aldrig forsvundet. Man behøver heller ikke læse ret mange af hans noveller for at kunne konstatere, at der er langt fra populærkulturens horror til Aickmans sofistikerede, litterære prosa.

Forfatterskabets uforlignelige kvaliteter kan man få et indtryk af i antologien The Wine-Dark Sea fra 1988, der samler et udpluk af noveller fra hele forfatterskabet, som strakte sig fra 1950’ernes begyndelse og små tyve år frem. I løbet af den tid udsendte Aickman en lille buket novellesamlinger, der alle karakteriseres ved ganske lange historier, som på en eller anden måde afviger fra dét, vi forventer af en klassisk spøgelsesfortælling – ja som oftest er der slet ikke noget spøgelse i historien til trods for, at spøgelsesfortælling rent faktisk er et rammende ord for Aickmans hjemsøgte prosa. Efter den første novellesamling begyndte Aickman selv at kalde sine noveller for ”strange tales”, og det er nok også i virkeligheden langt mere dækkende for det landskab, som hans noveller opererer i.

Paperback, Mandarin Press 1988

Hos Aickman flyder tonstunge freudianske motiver sammen med surrealisme, modernistisk realisme og romantisk, metafysisk længsel. Han ligner måske Rudyard Kipling, Henry James og Algernon Blackwood  mere end andre, men Aickman er i sidste ende sin egen, stærkt foruroligende stemme.

”The Trains” fra debutbogen We Are for the Dark (1951) rummer således allerede alt det, vi kan definere som aickmansk. To veninder på vandretur farer vild og havner i en dal, hvor de ser sig nødsaget til at søge ly i et gammelt hus, der er opført nært ved de togskinner, der løber gennem dalen. Veninderne opdager hurtigt, at alt ikke er, som det skal være i huset, og snart er de gidsler hos husets togbesatte ejer. På overfladen leger Aickman her med læserens æstetiske forventninger ved at lade sin gotiske fortælling udspille sig i en industrialiseret ramme fjernt fra genrens normale sætstykker. Går man et stik dybere, bliver novellen et portræt af den erotiske magtkamp, der udspiller sig mellem veninderne. Husets herrer fremstår umiddelbart som deres fangevogter, men i virkeligheden er det ham, der bliver offer for pigernes interne rivalisering. Til sidst står det da også klart, at pigerne havner i rollen som spøgelsesagtige eksistenser, fanget af deres drifter. Mesterligt gør Aickman derved til sidst de to unge kvinder til dødningelignende figurer, der synes mindst lige så uvirkelige som de spøgelsesagtige tog, der bliver ved med at buldre gennem dalen.

Robert Fordyce Aickman (27. juni 1914 – 26. februar 1981)

Den surrealistiske Aickman møder vi i novellen ”Growing Boys”; et bizart, fragmentarisk arbejde fra den sidste novellesamling, som Aickman udgav. Omdrejningspunktet er her en mor, der må flygte fra sit eget hjem, fordi hendes to tvillinger har vokset sig gigantiske i størrelse og nu driver omkring i nabolaget, hvor de hærger og seksuelt forulemper deres omgivelser. Kvindens mand må se impotent til, mens hans drenge terroriserer alt og alle. Historien udvikler sig til noget nær en regulær krig mod de to enorme tvillinger, der eksempelvis også uhindret belurer deres mor gennem soveværelsevinduet på første sal. Historien er vanvittig, ubehagelig og galgenhumoristisk. Man bemærker også her, at Clive Barker synes at have en klar forgænger i denne novelle, der på en gang udfordrer og udfolder stereotyp freudiansk symbolik.

Det samme gælder også den foruroligende ”Into the Wood”, der udspiller sig i Sverige. Her følger vi en midaldrende engelsk dame, der tager på kurophold på et lille hjem for mennesker, der lider af søvnløshed. I stedet for at sove klæder de sig hver nat på og vandrer i den labyrintlignende skov, som ligger bag kurstedet. ”De er som vampyrer”, udbryder historiens forbløffede hovedperson, kun for at få at vide af en anden gæst på stedet, ”ja, men de bider skam ikke så hårdt”. Historien er dragende, uvirkelig, sensuel og ubehagelig. Den trækker læseren ind i den labyrintiske underbevidsthed og danner et mareridt for læseren, der givetvis ikke umiddelbart vil være i stand til at glemme fortællingen. Ikke et eneste spøgelse dukker op i denne ”strange tale”, men man kan næppe forestille sig et stykke mere hjemsøgt prosa end dette. Overvældende, det er ganske enkelt det eneste ord, der kan beskrive Aickmans bedrift i en novelle som denne.

Hardcover, Cape 1951. aickmans debutsamling, skrevet sammen med kæresten Elizabeth Jane Howard

”Into the Wod” er uden tvivl mesterværket i The Wine-Dark Sea, og måske Aickmans mesterværk i det hele taget. Novellen ”The Inner Room” hører imidlertid også til blandt det bedste, han skrev og noget af det bedste skrækfiktion i hele taget. En ung pige får her et gammelt victoriansk dukkehus i fødselsdagsgave. Huset er mærkeligt og kan ikke åbnes. Der er underlige, lasede dukker inde i huset (flytter de sig, når pigen ikke kigger? Det virker næsten sådan) og pigens bror opdager, at der må være et skjult rum i husets midte, som man ikke umiddelbart kan komme til.

Før pigen får undersøgt huset ordentligt, sælger forældrene det på grund af den uduelige fars gæld. Her sker der et hop i tid, og vi møder pigen nu igen som voksen, denne gang på ensom vandring gennem en skov, hvor hun er faret vild. Pludselig ankommer hun til et hus, der i forbløffende grad ligner barndommens dukkehus, og endelig står hun ansigt til ansigt med husets beboere.

Paperback, Mandarin Press 1990

”The Inner Room” er et storslået stykke fiktion, der i første del ligner en klassisk skrækfortælling – endda en ganske potent en af slagsen, mens anden del transformeres ind i et surrealistisk mareridt; et vanvittigt selvstudie, hvor kvinden rejser langt ind i sig selv og her finder sin stærkeste, fortrængte frygt i titlens ”indre kammer”.

Alle Robert Aickmans novellesamlinger er mesterværker, men med The Wine-Dark Sea får man måske det bedste af det bedste serveret. De lange, snørklede noveller, der tager sig en evighed at komme i gang, ligger her som hemmelighedsfulde, upolerede ædelstene, parate til at blive afdækket og opdaget af den, som er villig til at dykke ned i forfatterskabet og opleve det voldsomt fængende univers, der eksisterer her. For den, der er villig til at slippe alt og følge stierne ind i Aickmans surrealistiske drømmeunivers, venter der den sjældne belønning, ikke at blive skræmt eller væmmet, men fundamentalt foruroliget, fordi Aickman piller ved vores indre metaforer og tænkning. Han planter sig i vores vågne drømme med sine historier, der taler direkte ind under intellektet, til noget usagt, underbevidst, som vi ikke selv er herre over. Det har kun få mestret før ham, og det gør Aickman til en af genrelitteraturens væsentligste stemmer, som kun tåler sammenligning med de fineste litterære præstationer – genrelitterære eller i al almindelighed. Er du i tvivl, så grav ham frem fra antikvariatets hylder. Hvis du bare tænker en smule som mig, vil det blive et uforglemmeligt bekendtskab.

Paperback, Faber Faber 2014

Novellerne:

The Wine-Dark Sea

The Trans

Your Tiny Hand Is Frozen

Growing Boys

The Fetch

The Inner Room

Never Visit Venice

Into The Wood

Glæde gennem død

Har du fået hørt den nye Grave Pleasures-plade Motherblood? Hvis ikke, så giv den en chance. Albummet er langt bedre end deres første plade. De kommer ikke op på højde med bandets tidligere inkarnation Beastmilk, men den er et fint supplement til det ældre materiale. Så må vi bare håbe, at de snart lægger vejen forbi København igen. Her kan I høre sangen ”Joy Through Death”.

God weekend

Vi ses på søndag.

Martin