Monthly Archives: december 2017

Du ønskes en glædelig højtid

Så bliver det ikke til mere i år. Vi ses igen d. 3. januar.

Reklamer

2 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

Ray Bradbury, Something Wicked This Way Comes (1962): Bittertsød barndomsgru

Paperback, Gollancz 2008

I Ray Bradburys ganske omfattende forfatterskab er der næppe nogen roman, som har opnået samme status som hans højtelskede Something Wicked This Way Comes fra 1962. Bogen er et stykke arketypisk amerikansk fiktion, der i længselsfulde toner fortæller om livet i provinsen i 50’erne. Romanen er sødladen, den er nostalgisk, den er rørende og grufuld. Bogens popularitet skylds da også uden tvivl, at Bradbury fik skabt noget mere og større end bare et sentimentalt barndomsminde. Han skabte en roman, der med pinefuld præcision skildrer det sted i livet, hvor barnet forlader forældrenes vej og baner sin egen sti ud i livet. Det moment gør ondt, og det er angstprovokerende for både børn og forældre, men det er også et flot øjeblik, og alt dette fanger Bradbury på smukkeste vis.

Historien udspiller sig i en landlig lilleby i det amerikanske kerneland. Vi hører her om de to drenge Jim Nightshade og William ”Will” Holloway, der begge i nærmeste fremtid fylder 14. Da vi kommer ind i fortællingen, er det klart, at drengene bruger ganske meget tid på at drive omkring i byen og byens omgivelser på egen hånd. En eftermiddag møder de en mand, der sælger lynafledere, og dramatisk fortæller han drengene, at der er en storm på vej. Det viser sig at være rigtigt, blot handler det ikke om en storm i gængs forstand. Der er nemlig i stedet tale om fygtelige omvæltninger, der skal komme til at vende op og ned på drengenes tilværelse.

Paperback, Gollancz 2008

Det viser sig, at der kommer et tivoli til byen, med alt hvad det indebærer af forlystelser og sære personager. Noget er imidlertid anderledes ved dette tivoli; for det første kommer det til byen i oktober måned, ikke om sommeren som normalt. For det andet er alt ved både forlystelserne og de ansatte en smule ubehageligt. Ikke mindst tivoliets ejer Mr. Dark er en ubehagelig figur, der ikke varsler noget godt.

Mr. Darks tivoli er da heller ikke på nogen måde et normalt foretagende. Dark og hans folk lever ganske bogstaveligt af frygt og negativ energi. På evig rejse gennem efteråret, der aldrig slutter for dem, jager de steder, hvor undertrykte idéer og indeklemte følelser har hobet sig op og nu er parate til at blive høstet. Wills og Jims hjemby er præcis sådan et sted, og da sandheden om dette tivoli går op for drengene, forsøger de at gå til angreb på Dark og hans folk. Deres eneste støtte er Wills far, der tror på drengene.

Ray Bradbury (22. august 1920 – 5. juni 2012)

Spåkonen eller heksen i Mr. Darks menageri synger et sted: ”Tell you your husbands. Tell you your wives. Tell you your fortunes. Tell you your lives. See me, I know. See me at the show. Tell you the color of his yes. Tell you the color of her lies. Tell you the color of his goal. Tell you the color of her soul. Come now, don’t go. See me, see me at the show.” (s. 159)

Næsten hele bogens konflikt indfanges her, for i Darks Tivoli lokkes folk til med et løfte om forandring, men i stedet for at blive bedre mennesker udløser Dark folks inderste frygt og løgne. På magisk vis ser tivoliets ansatte ind i hjertet på lillebyens borgere og afslører deres drifter og længsler. De lokkes til med løfter om gratis hjælp, men ender i sidste ende som ødelagte, maltrakterede monstrøsiteter, der må optræde i Mr. Darks show.

Hardcover, Simon & Schuster 1962. Romanens 1. udgave

Den store forestilling, ”the show”, er en bærende metafor i bogen, fordi Bradbury beskriver livet som den store forestilling, der passerer os alle forbi. Will og Jim har indtil nu blot set på forestillingen udefra, men de er begyndt at ane, at der måske er mere i dette spil, dette ”show”, end man umiddelbart kan se. Drengene gennemskuer imidlertid også tivoliets hemmelighed og tager kampen op imod skyggesiderne i ”the show”. Grunden til, at drengene kan gennemskue Mr. Dark er, at Will og Jim står midt i mellem barndom og voksenliv; de ser antydninger af livets alvor, men har deres fantasi og uskyld intakt, hvilket stort set ingen voksne har. Wills far er en undtagelse, for han har bevaret en flig af sin barndom i hjertet og aldrig helt affundet sig med voksenlivet.

Umiddelbart er kampen mod Mr. Dark ulige, for hvem kan hamle op imod den, der kontrollerer alle længsler og forsmåede følelser? Byen danser efter Darks fløjte og lokkes til i hobetal, takket være hans sirenesang og det stærkeste løfte af dem alle, karrusellen, som lader den, der rider den, blive ældre eller yngre, alt efter behov og ønske. Dark er den sataniske frister, der kender hvert eneste svage punkt i alle sjæle.

Paperback, Bantam Books 1963

Det, Mr. Dark gør, er at vise sine gæster en mørk spejling af livet, der fremhæver alt det nedslående, alt det triste og depraverede. Voksne er især lette ofre for dette, fordi de for længst har erkendt, hvordan alt i tilværelsen er farvet i gråtoner. Sådan er det ikke for Will og Jim, der endnu ikke har trådt ind på den voksne sti, og derfor ser de stadig alt med uskyldige øjne. Seksualitet, død og uafhængighed viser sig som vage silhuetter på horisonten, og læseren ved, at dette måske er drengene sidste måneder som børn, men det store skifte er endnu ikke sket. Will far, der fortsat står med en fod fanget i barndommen, ser også mere end alle andre, og sammen udtænker de våbnet mod Mr. Dark.

Han skal ikke bekæmpes med vold eller magt, nej svaret ligger i latteren. Det er i den barnlige, ubekymrede evne til at grine, at våbnet mod mørket ligger, og det er præcis på den måde, at det lykkes for de tre helte at redde byen. De ved godt, at det kun er en stakket frist. Faktisk ved de inderst inde, at mørket allerede har taget bo i dem, fordi de har set for meget af tivoliet. I sidste ende vinder Dark derfor altid, men man kan holde ham hen, og den viden giver en ægte lykkefølelse, der i bogens sidste linjer skildres med sentimental perfektion, da Will, Jim og Wills far sammen, leende, løber gennem oktobernatten – løber fordi de har lyst, og fordi det at løbe er følelsen af ubekymret frihed.

Hardcover, Hart-Davis 1963

Ray Bradburys roman sætter ord på en afgørende forskel mellem barneliv og voksenliv; den beskriver det uskyldstab, der følger med voksenlivets erkendelse af, at livet i sidste ende er en lang række af kompromisser. Mr. Dark og hans cirkus er vrangbilledet på voksentilværelsen, og den sataniske karrusel er stedet, som man taber sig i, hvis man først giver sig hen til drømme om alt det, der ikke er eller aldrig blev til noget.

Tivoliet, the show, er det modsatte af barnets evne til at leve i nuet, og på sin egen sværmeriske måde lykkedes det rent faktisk at skabe en roman, der minder os alle om, at vi må værne om fantasien og glæden, fordi de mørke kræfter i os alle kun alt for let tiltrækkes af den i sidste ende overvældende modgang, som mere eller mindre konstant ligger og lurer i alles liv. Vi må glemme den, siger Bradbury, og tage ved lære af Will og Jim, ellers havner vi hos Mr. Dark som artister i hans show, og der har man ikke lyst til at være.

Paperback, Corgi Books 1965

Paperback, Corgi Books 1969

Paperback, Bantam Books 1970

Paperback, Corgi Books 1975

Paperback, Bantam Books 1978

Paperback, Granada 1983

Paperback, Avon Books 1998

Hardcover, Avon Books 1999

Paperback, Gollancz 2006

Hardcover, PS Publishing 2015

Paperback, Gollancz 2015

Paperback, Simon & Schuster 2017

1 kommentar

Filed under Roman

Fredagens venstreorienterede skud støj

Ministry har nu indspillet den nye sang, som de åbnede sommerens koncerter med. Nummeret hedder ”Antifa”, og selvom jeg har en svaghed for en god del af bandets albums, må jeg blankt erkende, at denne single ikke rigtigt siger mig noget – i hvert fald rent musikalsk. Ministry (læs: Al Jourgensen) burde nok bare gå på pension efterhånden. Om ikke andet, kan man da i det mindste glæde sig over nummerets, og den medfølgende videos, anarko-radikale krigserklæring til vores alles Trumpster og neoliberal tankegang.

Se Jourgensens propaganda-hammer her:

 

Vi ses på søndag, hvor Ray Bradbury står på programmet.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Hedninge på bloggen

Paperback, Rapture Books 1963

Pyh, hvorfor skal december altid være så travl? Nåh, jeg har alligevel fået tid til dette lille indlæg.

I 1958 udgav Jack Kerouac romanen The Subterraneans, hvor han beskrev jazzmiljøets små natklubber og spillesteder som en underverden befolket af en helt særlig race mennesker, der ikke passer ind i det almindelige, borgerlige samfund. ”De underjordiske” kaldte han disse folk og beskrev derved en særlig kultur af frisind.

Paperback, Tower Books 1964

Det var Kerouac ikke den eneste, som gjorde, for faktisk samlede pulplitteraturen den idé eller dette koncept op noget tid, før The Subterraneans udkom. Her var det ikke ”de underjordiske”, men hedningene, der blev brugt som billedet på frisind og promiskuitet. Hvordan det præcis blev accentueret i litteraturen, afhænger naturligvis af de enkelte romaner, men typisk er der tale om en fordømmende fremvisning af frimodig, utøjlet seksualitet, som sidestilles med vildskab og umoralsk adfærd. Ikke mindst kunne dette fremstilles som en form af religiøs besættelse hos manden, der kaster alt over styr for en kvinde. En anden gren af motivet er mere positiv og udnytter hedningen som billede på et menneske, der er i kontakt med en form for naturlig uskyldighed, som det moderne menneske har tabt.

Paaperback, Original Novels 1952

Denne brug af hedningen som metafor og konkret, religiøs forestilling havde sin storhedstid i 1950’ernes og 60’ernes pulplitteratur, hvor den lokkede sine læsere med indsigter i en løssluppen verden, som kunne byde på en hel del flere overraskelser end det, som den daglige trummerum kunne tilbyde. Hedningene, som du kan se i dette indlæg, er således anstødssten til den lille dagligdagseskapisme, som vi alle kan have brug for i ny og næ.

Paperback, Rapture Books 1966

De underjordiske, som Kerouac skrev om, eksisterede formentlig aldrig – han heroiserede i hvert fald et miljø og sin omgangskreds på en facon, som formentlig tegnede det hele i et noget mere eksotisk lys, end hvad virkeligheden var. Det samme kan man naturligvis også sige om pulplitteraturen, men fælles for både Kerouacs beat og pulpen er, at de tilbød fantasien om et andet sted, og den fantasi kan man jo komme langt med.

Paperback, Pocket Books 1955

Paperback, Pan 1980

Paperback, Newsstand Library 1949

Paperback, Newsstand Library 1949

Paperback, Midwood 1968

Paperback, Midwood 1965

Paperback, Midwood 1963

Paperback, Macfadden Books 1969

Paperback, Digit Books 1961

Paperback, Berkeley Books 1980

Paperback, Bantam Books 1955

Pagan, no.3 1965

Pagan, no. 4 1965

Pagan, no. 2 1965

Adventure, august 1966

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Graham Masterton, The Manitou (1975): Indianer-rabalder på 10. sal

Paperback, Star 1983. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Man kan sige meget om Graham Mastertons forfatterskab, og det meste er sådan set dårligt, men han har aldrig præsenteret sine bøger som andet, end det de er; ligefrem rendyrket ramasjang, der ene og alene sigter mod underholdning. Det gør Mastertons bøger en smule naive og nærmest lidt pinlige, men det forunderlige er, at det trods alle forbehold på en eller anden måde lykkes for ham at få skabt romaner, som holder sin læser fanget.

Masterton har efterhånden udgivet ganske mange romaner, og hans stil har ændret sig undervejs; den er blevet mere jordnær og afdæmpet. Sådan er det ikke i debutromanen The Manitou fra 1975, der blev en mindre bestseller. Romanen skød Mastertons karriere i gang med flyvende fart og om noget, må man sige, at debutromanen kom til at tegne den skabelon, som Masterton skulle komme til at arbejde efter i de næste mange år.

Paperback, Star 1983

The Manitou introducerer i bogen den vrangvillige, lettere anløbne Harry Erskine, der ernærer sig som spåmand, drømmetyder og spiritistisk medie i New York. Han er en charmerende charlatan, der ikke går af vejen for at udnytte en mulighed, når den byder sig. Som handlingen skrider frem i The Manitou, står det dog også klart, at Erskine ligeledes har et godt hjerte, for hans involvering i den sag, som romanen omhandler, har sådan set slet ikke noget med ham at gøre.

En kvinde er nemlig blevet indlagt på et privathospital i New York med en mærkelig knude i nakken. Kort før hun indlægges, besøger hun Erskine, der herefter bliver interesseret i sagen. Det er ikke nogen kræftknude, der vokser på kvinden – det ligner mest af alt et foster, som dagligt gror sig større og større. Til sidst har den groteske knude vokset sig på størrelse med en sæk, og der befinder sig tydeligvis noget levende inde i denne ”kødpose”.

Graham Masterton (født 16. januar 1946) fotograferet i 1985

Lægerne står målløse og handlingslammede over for dette, men Erskine har et bud på, hvad det er, der plager kvinden. Erskine tror, lidt imod sin natur, at det må være en gammel indiansk medicinmand, der har besluttet at lade sig genføde gennem kvindens krop. Denne medicinmand, der går under navnet Misquamacus, vil ikke den hvide mand noget godt, og snart bryder helvedes løs på privathospitalet. Erskine allierer sig nu med kvindens læge og en indiansk shaman. Sammen må de tre forsøge at redde kvinden og stoppe den genfødte medicinmand, der kort efter sin genfødsel begynder at forberede påkaldelsen af den gigantiske dæmon ”The Great Old One” – et enormt blækspruttelignende væsen, som Masterton tydeligvis har lånt fra den såkaldte ”Cthulhu mythos”, hvor han også har hentet navnet på den onde indianske shaman.

Som det utvivlsomt fremgår, er der ikke lagt fingre imellem i The Manitou. Romanen er kort og handlingen tætpakket; der bliver ikke brugt megen tid på realistiske refleksioner over problemets enorme, metafysiske konsekvenser, ej heller har folk svært ved at tro Erskine, når han fortæller dem, hvad de er oppe imod. Faktisk er de eneste, som af en eller anden grund ikke tror på ham, politiet, der således bekvemt kan bruges som kanonføde i en af bogens mest brutale scener. Blod og splat er der en del af, der er også en god dosis humor og fup-videnskabelige forklaringer, hvilket alt sammen er ingredienser i en ganske festlig og dum fortælling.

Hardcover, Neville Spearman 1975. Romanens 1. udgave

The Manitou fortjener imidlertid nærmere omtale af to punkter. For det første er bogen interessant, fordi Masterton med sin debutbog gjorde det præcis samme for horrorgenren, som Len Deighton gjorde for spion-thrilleren. Der er nøje paralleller mellem Deightons Harry Palmer, der blev introduceret i The Ipcress File i 1962 og Mastertons Harry Erskine. Ja de deler tilmed fornavn. Deightons Harry Palmer var den vrangvillige spion, der punkterede hele Ian Flemmings Bond-univers, og i stedet skabte en cool, anti-autoritær opdager, der hader sit job og hader sin chef. Palmer var ikke den glamourøse helt, men en forpjusket rebel. Mastertons Harry Erskine gør præcis det samme. Han tager luften ud af gyserlitteraturens selvhøjtidelige okkulte opdagere og spiritister.

Erskine tror ikke på ånder og tager ikke det overnaturlige alvorligt. Han går efter pengene, og udnytter de rige, gamle tanter, der er dumme nok til at falde for hans billige teatertricks. Men som sagt har han et hjerte af guld, præcis som også Harry Palmer har værdierne på rette plads. Masterton menneskeliggør dermed sin hovedperson og skaber på den led en helt ny figur i skrækfiktionen, som ikke hidtil havde været der. Det er godt set af Masterton, og præcis som Deightons spionfiktion er underholdende, fordi den hele tiden forsøger at være vrangbilledet på Bond-romanerne, er Mastertons historier om Harry Erskine underholdende, fordi han i bund og grund ironiserer over skrækgenrens selvhøjtidelighed.

Paperback, Pinnacle Books 1976

Det bringer mig til den anden pointe omkring The Manitou og Mastertons videre forfatterskab, nemlig at han modsat stort set al anden bestsellerfiktion, hverken postulerer psykologisk indsigt eller kunstnerisk alvor. Hans roman er vokset direkte ud af pulptraditionen, og det nærmeste forlæg for en bog som The Manitou må være Dennis Wheatleys The Devil Rides Out, som den ligner på flere måder. Masterton holder sig dermed ikke tilbage, men giver los og vælter det ene utrolige optrin ind over sin læser efter det andet, så bogen til sidst synes at krydse ind over fantasy-genren. Heri ligger Mastertons styrke. Han appellerer til laveste fællesnævner og gør det uden at kamuflere sin lavpandede tilgang, og netop dette afkræver en form for respekt.

The Manitou blev startskuddet på en karriere, der mere eller mindre har gentaget, hvad han slap løs på privathospitalet i New York. Læserne elskede det i 70’erne og 80’erne. Senere har Mastertons fiktion haft det svært, men præcis hans type underlødig ramasjang finder altid læsere, og jeg må blankt indrømme, at jeg har et ømt punkt for hans fascinerende møg.

Paperback, Star 1977  

Paperback, Pinnacle Books 1978

Paperback, Tor 1987

Hardcover, Severn House 1988

Paperback, Olmstead Press 2001

Hardcover, Telos Publishing 2002

Paperback, Telos Publishing 2002

Ebog, Open Road Integrated Media 2014

1 kommentar

Filed under Roman