Monthly Archives: januar 2018

Bogsamlerne: Amdi Silvestri

For snart noget tid siden forsøgte jeg at få en ny serie løbet i gang her på bloggen. Bogsamlerne, en serie, hvor folk præsenterer deres bogsamlinger og skriver lidt om deres tilgang til det at samle og læse bøger. Fokus skal naturligvis ligge på genrefiktionen, for det er jo det, som Fra Sortsand handler om.

Nu er der endelig sket noget nyt. Den produktive og dygtige forfatter Amdi Silvestri har nemlig skrevet et engagerende og underholdende bidrag om sin bogsamling. Har du bare interesseret dig marginalt for vores hjemlige genrefiktion, vil du være bekendt med Silvestris navn og hans vidtforgrenede produktion. En produktion, der efterhånden er blevet så omfattende, at han udgiver opsamlinger. Han er tilmed formand for Dansk Horror Selskab (eller er det Horrorselskab?).

Det er næppe kun mig, der vil synes, Silvestris essay er spændende, og måske kan du genkende lidt af dig selv i hans tilgang til bøger? Uanset hvad, er du i godt selskab her, og det er derfor også med en vis tilfredshed, at jeg giver ordet videre til forfatteren.

***

Jeg elsker at bo i en brandfælde:

Science fiction, samlinger og sæd

af A.Silvestri

I min lejlighed på Nørrebro har jeg 55 reolhylder. 38 i stuen, 14 i biblioteket og tre i soveværelset. Det anede jeg ikke før jeg satte mig ned for at skrive dette indlæg. Reolerne er fyldt med bøger i alle afskygninger og alle genrer. Det er en regulær brandfælde. En gang for længe siden var der en art system i nogle af reoler. To reoler var til den fantastiske litteratur. En reol var til forfatterskaber. En helt anden til novellesamlinger, en tredje til gammel ungdomslitteratur og så videre og så videre. Nutildags er mit gamle system i kaos, men jeg er nu sikker på at ordene i bøgerne stadig har det helt fint.

Amdi Silvestri (født 1977)

Jeg er bibliofil på den måde, at jeg har svært ved at se bøger blive smidt ud. Når jeg går ned med skrald, tjekker jeg altid storskraldsrummet for at se, om der er blevet sat nogle små stakler ud, der har brug for et nyt hjem. En gang under en løbetur, hvor det stod ned i tove, fandt jeg en bog opslået midt på stien. Selv om den var tabt for al tid, lukkede jeg den, og lagde den på en bænk, der stod i læ under nogle bøgetræer. Det var Charlie Hotel Oscar Kilo af Majse Njor og Camilla Stockmann. Der var nok en grund til, at den lå der og flød. Det ændrede ikke på, at jeg reddede den. På samme måde (og med samme held) som når en bombesprængt soldat kæmper sig frem mod den ventede helikopter med sin afrevne arm på slæb.

Der er ingen tvivl om at jeg er samler, men den måde jeg er samler på, har muteret sig.

Min barndoms Lolland var et sted, hvor der to hundrede meter fra huset var en containerplads. På den stod en stor, blå container af jern, fyldt med skarpe søm, halve sække cement og det skrevne ord i form af bøger og tegneserier. Jeg stod på hovedet i den, og fandt lasede Kong Kylie-blade og et væld af bogklub-bøger uden omslag. I min erindring er det altid sommer, og støvet ligger rødbrunt i mit hår og på mine hænder. Jeg spytter brunt når jeg kommer hjem fra containeren med et læs, men det jeg husker klarest er tanken om en helhed. Hvis jeg fandt nummer 11 af noget, endevendte jeg containeren i håbet om at resten af serien var der. Det var en skatteøjeblik, et mysterium, elementer af én følelse. At ville en helhed. At have muligheden for at læse alt hvad der var. Intet var for småt til at samle. Intet var for laset til at beholde. Jeg var et sært barn, der med årene blev bedre til at smide ud. Dog holdt jeg fast i visse samlinger. Nærmere bestemt tre.

Den ene af dem var serien Galakse Bøgerne. De solgte sig under sloganet Spænding, gys, grin, science fiction og bestod af en noget i bakspejlet tilfældigt udvalgt række romaner og samlinger af noveller. Galakse Bøgerne tændte en sol i mig, og det var gennem dem jeg stiftede bekendtskab med forfattere som Ray Bradbury og Kenneth Ireland for første gang. Når jeg læser dem den dag i dag, må jeg nok sande at de ikke er ældet med ynde, eller også er det mig, der ikke er. Det ændrer ikke på, at jeg aldrig vil skille mig af med min næsten komplette samling. For mig er de et billede på en oprindelig kærlighed. På hvordan en livslang interesse for både det fantastiske og rædselsvækkende, og de korte former som novellen, opstod.

En anden serie jeg samlede med næsten religiøs omhu, var Stig Vendelkærs science fiction-bøger, der udkom i sluttresserne og halvfjerdserne. De var billigbøger, ryglimen var svag og forsidernes tryk havde det med at krakelere. Men indholdet! Det var horisontudvidende. Det var Clarke og det var Asimov, det var Simak og det var Pohl. Det var science fictions fædre og farfædre, der leverede den ene juvel efter den anden, og den dag i dag læser jeg stadig novellerne med lige så stor begejstring, for så mange af dem er plastiske. De forandrer sig i takt med at læseren gør, og historier jeg har læst 10-12 gange kaster nu nye betydninger af sig. Fortællinger, der ikke ramte mit 15-årige selv, rammer det nu 40-årige. Fortællingerne er ikke tidsløse, tværtimod er de meget et produkt af den tid, de er skrevet i. 50erne lever i bedste velgående i de fortællinger. Men essensen af dem er ikke bundet af tid. De fortæller om drømme og drivkraft, og bløder filosofiske tanker fra siderne til ens hud. Der er ikke noget helt som det.

I kølvandet på SV-serien, begyndte jeg at samle de andre opsamlinger. Hasselbalch science fiction, Kaleidoskop-serien, undervisningssamlingerne til skolerne, og den dag i dag tæller min samling af gammel paperback science fiction langt over 150. Det er ikke en hermetisk bevaret samling. Det er en jeg bruger, som jeg stadig læser, og jeg vil også tro at visse dele af den science fiction, jeg selv skriver, er påvirket af de gamle stemninger.

Den tredje samling er ikke en samling af serier, eller lignende. Den er en emne-samling, og det er den, der står på de tre hylder i soveværelset. Vi taler erotik, eller måske er det rigtige ord sex. Der er ikke noget porno, for det passer ikke ind i samlingen. Der er derimod masser af tegneserier. Fanny-serien, Eroticon-serien og en del arbejder af Varenne og Manara. Der er en stor bunke kunstbøger, om kroppen som medium, der er selvhjælpsbøger, psykologiske værker, erotiske klassikere og novellesamlinger. Alt muligt, der direkte relaterer til det erotiske og seksuelle. Jeg begyndte på samlingen som teenager, hvor min hjerne mere eller mindre bestod af sæd, og den er den eneste af mine samlinger, jeg den dag i dag aktivt arbejder på at gøre større. Jeg husker endda de to grunde til at jeg startede samlingen. Jeg ville udforske hvad sex var, og jeg ville være god til det. Mens jeg skriver den foregående sætning griner jeg lidt. Visse tanker og løfter bliver bare siddende. Jeg skal dog ikke gøre mig klog på, om nogle af tingene lykkedes.

Med de 55 reolhylder siger det sig selv, at jeg ud over samlingerne også har en masse andre bøger. Kan man kalde det samling ud fra volumen? Det ved jeg ikke. Hvis man kan, tæller min samling de første 2000 værker. Går man reolerne igennem, vil man opdage et meget stort spænd i både emner og forfattere. Det er ikke noget, jeg tænker over. Det er bare et udslag af at jeg som menneske synes de fleste ting som udgangspunkt er spændende. Jeg har dog i sidste par måneder fået lidt af en genvækkelse som læser, og det har jeg skrevet et par indlæg om på min egen blog. Før det begyndte jeg dog på en anden ting, nemlig at forære bøger væk. Hvis jeg læste en bog, eller faldt over en bog, og vidste, at alene det at eje det værk, ville gøre en anden person mere glad for bogen end jeg var, så sendte jeg det til dem. Jeg tror efterhånden jeg har gjort det med 25-30 værker, og det er fedt at se hvor lykkelige bøger gør folk.

Jeg er stadig samler, men fra at samle alt, samler jeg nu kun på noget. Jeg får ikke længere hjertebanken over at sende en bog videre i systemet. Jeg tror at det er blevet vigtigere for mig, at de få ting jeg samler, også virkelig er mig og gør mig glad.

Nu har jeg vist pludret længe nok. Jeg vil dog tillade mig at runde sagerne lidt af, med en flagrende tanke, der får lov til at slå sig ned her. Jeg elsker bøger for de historier de fortæller. Jeg elsker dem også for de mennesker, der har skrevet dem. Bøger kan på en helt unik måde lade dig som læser føre en samtale med et andet menneske. Din del af samtalen er de tanker du får. Forfatterens del er de ord, der står på siden. Når du har læst en bog til ende, har du hørt en anden persons tankesæt. Er det en god bog, vil det tankesæt påvirke dit eget. Det er jeg overbevist om.

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Thomas Tryon, The Other (1971): Kan du gætte, hvem jeg er? Kan du gætte, hvem jeg er?

Paperback, Coronet 1977

Før Stephen King forandrede vilkårene for skrækfiktionen, havde gyserne allerede fået medvind takket være Ira Levins og William Peter Blattys succesromaner. Navnlig The Exorcist fik en enorm betydning for genrens opblomstring i 70’erne, og en af de romaner, der allerede meget tidligt fik den positive stemning at mærke, var Thomas Tryons debutroman The Other, der udkom omtrent samtidig med The Exorcist i 1971.

De to romaner har ikke meget tilfælles; ja Tryons roman ligger endda i periferien af skrækfiktionen, ikke desto mindre har den så mange gotiske træk, at den allerede på udgivelsestidspunktet blev opfattet som del af den skrækbølge, der gik gennem populærfiktion. Tryons roman opnåede aldrig samme status som storbestseller som Blattys bog, men den blev en succes, og The Other regnes i dag som en mindre klassiker indenfor genren. Desværre er den også ved at gå i glemmebogen, hvilket er ærgerligt, for Tryons prosa fortjener at blive læst.

Paperback, Coronet 1977

The Other udspiller sig i et drømmende, varmt Connecticut i 1935. Vi bliver her introduceret til den velhavende familien Perry, der har været plaget af ulykker i husstanden gennem snart lang tid. I fortællingens centrum står de to identiske tvillinger Niles og Holland, der endnu ikke helt har sluttet sig til de voksnes rækker, men omvendt også næsten har forladt deres barnetilværelse. Det er gennem tvillingerne, at familiens beskrives, og det er fra deres perspektiv, at vi hører om det sære univers, drengene er opvokset i. Centrum for dette univers er brødrenes bedstemor Ada, der udvandrede fra Rusland i sine unge år for at skabe sig en fremtid i Amerika med sin mand.

De to tvillinger ligner hinanden til forveksling, men af sind er de som nat og dag. Niles er blid, åben og kærlig, Holland er vild, gemen og aggressiv. På trods af forskellighederne hænger de to sammen som ærtehalm, og det bliver gradvist klart for læseren, at de to brødre måske foretager sig mere end bare almindelige drengestreger. Det viser sig snart, at tvillingerne har liv på samvittigheden – eksempelvis deres fede fætter, som Holland lokker til at springe ned i en høstak, hvor der ligger en høtyv gemt.

Thomas Tryon (14. januar 1926 – 4. september 1991)

Den eneste grund til, at fætteren skal dø, er, at Holland har lyst til at se ham lide. Drabet på fætteren er imidlertid hverken første eller sidste gang, de slår ihjel, og spørgsmålet melder sig snarligt, hvad forholdet mellem de to brødre egentlig er samt hvilken rolle de nærmeste telepatiske bånd, der eksisterer mellem drengene og deres bedstemor, spiller.

The Other er et stykke rendyrket gotik, og Thomas Tryon ønsker ikke så meget at skræmme sine læsere, som han ønsker at forurolige os og gøre os ubehageligt til mode. Drengene, Niles og Holland, bliver da også i stigende grad et ubehageligt selskab, fordi noget ikke stemmer, og de forklaringer, vi hører – navnlig fra den uskyldige Niles, ikke helt hænger sammen. Der antydes da også langt mere i romanen, end der beskrives, omend Tryon skaber en række dybt foruroligende øjeblikke i sin bog, der i al deres usagte, tilhyllethed sniger sig ind under huden på læseren.

Hardcover, Alfred A. Knopf 1971. Romanens 1. udgave

I sig selv er historien i The Other ikke videre original, men bogen er mere end den gotiske slægtsfortælling, som den på overfladen ligner. Romanen lever på sin atmosfære og Tryons fornemme sprog. Bogen tilhører tydeligvis en skrækfiktion, der er skrevet før, Stephen King havde meldt sig på banen. Teksten er kultiveret, poetisk og omhyggelig, Den er konservativ og elegant, uden egentlige forsøg på samtidighed og aktualitet. Tryon har endda henlagt handlingen til ’35 for at skabe distance mellem sin historie og læserne.

Ikke desto mindre formår Tryon at skrive sin gotiske fortælling med en sværmerisk intensitet, der gang på gang overrasker med fine sætninger og elegante iagttagelser. Det psykologiske spil, der foregår i bogen, beskrives med sjælden elegance, også selvom en nutidig læser hurtigt gennemskuer bogens plot, er det en biting, fordi det væsentlige er fortællerstemmernes sproglige klang. Teksten ånder mystisk sommervarme, hengemte hemmeligheder og gotisk mørke; den pulserer af et mærkværdigt, overnaturligt liv, som synes koncentreret i den svært definerbare bedstemor, der står som sort centrum i fortællingen.

Paperbaack, Fawcett Crest 1972

Bogens atmosfære er derfor også det, der næsten øjeblikkeligt griber læseren. Tematisk indskriver Tryon sig i samme tvetydige barnelandskab, som Ray Bradbury eksempelvis gør det i Something Wicked This Way Comes. Tyron er imidlertid hverken nostalgisk eller romantisk, som Bradbury – Tyrons vision er sort og brutal. Omfanget af fortællingens underspillede brutalitet står først klart til sidst, da vi har fået fortalt de to mest afsindige øjebliksbilleder i hele bogen – et druknet spædbarns ansigt, der kommer til overfladen i en vintønde, og bedstemoderen, der hælder benzin ned i frugtkælderen, hvor den ene af tvillingerne skjuler sig.

Drengenes ugerninger er ubetinget den væsentligste kilde til ubehag i romanen, men Tryons brug af gotiske genretroper giver ham også mulighed for at beskrive dybt dysfunktionelle familieforhold, og drengens voldsomme gerninger fremstår som en form for desperat nødråb, fordi de på den ene side er komplet overset i et stort set helt kvindeligt univers af mødre, tanter og kusiner, dels bliver de elsket til døde som små pyntedukker. Det paradoksale i både at ville elskes ubetinget – så meget, at de ikke tåler konkurrence, og samtidig at tage vredt afstand fra denne kærlighed fylder dermed ganske meget, og den psykologiske spænding får Tryon beskrevet til perfektion.

Paperback, Dell 1987

The Other er nu en næsten glemt perle, der på udgivelsestidspunktet var et naturligt sidestykke til bøger som The Exorcist og Rosemary’s Baby. Sådan er det ikke længere, men det er ironisk, for den litterært eventyrlystne vil finde langt mere potentiale hos Tryon end hos de to førnævnte. Tryons prosa står imidlertid kun dårligt mål med den tempofyldte, sprogligt lette skrækfiktion, der blev populær i midten af 70’erne. Tryon er en af en anden skole – den gamle skole –, og det kræver arbejde at komme under huden på bogen, men er man villig til at bruge tiden på dette, finder man sætninger, som indbyder til at blive læst igen og igen, fordi hans sprog klinger af stor, stor kunstfærdighed og intelligent indsigt. Derfor vil jeg bestemt anbefale, at vi alle finder denne glemte klassiker frem fra mølposen så ofte som muligt.

Hardcover, Centipede Press 2008

Paperback, New York Review of Books 2012

 

 

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skal vi sige farvel til Slayer?

Slayer siger, at de tager på en farvelturné i år. Vildt, men det lyder ganske rimeligt – bandet er i hvert fald kun en skygge af sig selv. Og dog, mon ikke, at Kerry King mangler lidt lommepenge på et tidspunkt, og får Tom tilbage på scenen igen?

Jeg har stærkt på fornemmelsen, at vi langt fra har set det sidste til Slayer. Måske. Måske er det bare mig, der synes en verden, hvor Slayer ikke spiller længere, er blevet lidt tammere. Lidt kedeligere. Lidt mindre vild.

Gammel kærlighed ruster, som bekendt, aldrig helt.

 

 

    

4 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret, Video

Farvel til Ursula K. Le Guin

Ursula Kroeber Le Guin (21. oktober 1929 — 22. januar 2018)

Ursula K. Le Guin er død 88 år gammel. Det er trist nyt. Hendes fiktion, både til børn, unge og voksne, står nu tilbage som et levende bevis på, at genrefiktion og litterære ambitioner kan gå hånd i hånd. Hovedparten af Le Guins bøger er skrevet i en helt anden tid end vores, hvor især krav til hurtigt tempo og mættet handling er blevet alfa og omega.

Hendes Earth Sea-bøger, som jeg holder meget af, henvender sig både til unge og voksne. Ja de henvender sig også til børn. Det gør de med samme dybde og tillid til, at børn og unge kan forstå og forholde sig til store, komplicerede spørgsmål; især hvis det formidles lyrisk, gennem billeder, som læseren kan tage med sig videre og tænke over. Astrid Lindgren gjorde eksempelvis det samme i sine bedste værker, og det er da også på det niveau, at Le Guins arbejde skal må læses. I hvert fald hvis det står til mig. Det kunne meget af tidens friskfyrsfantasy og kæk humorgys til børn og unge lære noget af.

I næste uge må jeg hellere få skrevet lidt om en Le Guin-bog igen.
M.

 

Skriv en kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

Bram Stoker, Dracula (1897): Lyset i vest, mørket i øst og lettelsens suk

Paperback, Wildside Press 2002

Så er det nok engang blevet tid til en klassiker og nok en omgang fri fabulering over en stor tekst. Bram Stokers Dracula fra 1897 behøver ingen nærmere introduktion. Romanens status som et af de afgørende udgangspunkter for skabelsen af den moderne skrækfiktion behøver heller ikke nogen videre kommetarer. Bogen havde stor gennemslagskraft, da den udkom, og efterfølgende er den blevet ved med at fascinere. Gang på gang er forfattere vendt tilbage til Stokers vampyrfortælling for at tage historien op på ny og omsætte den til et andet formsprog og indhold.

Fascinationspunkterne i Dracula er da også mange. Uanset om man lægger vægten på den usagte, erotiske kamp, der udkæmpes mellem vampyrgreven og den gæve samling helte, der stiller sig op imod ham, eller om man ser romanens fornyelse af den gotiske patos, eller brugen af moderne videnskabelighed som den væsentligste akse, så forbliver bogen en utrolig frugtbar inspirationskilde, der vidner om værkets potentente originalitet. Stoker lånte fra andre og plagierede direkte stedvist, men ingen kan betvivle, at det først var med udlægningen af vampyrfiguren i Dracula, at vampyren fandt sin fuldstændige form, som vi kender den i dag.

Hardcover, Archibald Constable & Co. 1897. Romanens 1. udgave

Det er da også summen af alt dette, der gør, at Dracula er et vendepunkt i skræklitteraturen. Bogen peger på alle måder fremad, og dermed udgør den også et farvel til den gotik, som den alt for ofte ukritisk bliver indskrevet i. Ganske vist er romanen vokset ud af den renæssance, som skræklitteraturen fik i victoriatiden med alt, hvad det betyder af bevidste referencer til den klassiske gotik. Dracula er imidlertid rundet af et langt stærkere, realistisk emotionelt portræt af sine karakterer end gotikkens storladne, men ofte tomme udladninger; præcis som Brontë-søstrene mere parafraserede gotikken end at skrive gotik.

Med få virkemidler får Stoker tegnet et imponerende portræt af sine hovedpersoner, der taler til os på tværs af bogens hundredårige historie. Gruppen af umage, heltemodige vampyrjægere er hverdagens helte, som vi fortsat kan spejle os i, selvom vi måske ikke længere kan genfinde de samme heroiske følelser, der driver hovedpersonerne.

Abraham “Bram” Stoker (8. november 1847 – 20. april 1912)

Hvem, der taler tydeligst til os (foruden Dracula selv), har naturligvis varieret over tid, men det er næppe overaskende, at den postmoderne litteratur især har taget bogens tvetydige karakterer til sig. Grev Draculas lydige tjener Renfield og Lucy, Draculas første offer på engelsk grund, står for den moderne læser som stærkt attraktive, ambivalente karakterer. Queer-teorien har en fest med disse to personer, fordi de med deres marginaliserede position i forhold til resten af persongalleriet opfylder den farlige, spændende, usikre og udfordrende outsiderrolle, som vi elsker og dyrker. De står i tekstens periferi og tiltrækker sig langt mere opmærksomhed end flere af de væsentligste karakterer i bogen.

Den i dag svageste figur synes at være Van Helsing, der pompøs og anstrengende har haft vanskeligt ved at modstå tidens tand; måske fordi han allerede hos Stoker formidles en smule ubehjælpeligt. Ikke mindst har utallige imitationer og gentagelser af Van Helsing-karakteren gjort denne vampyrjægernes leder til en uheldigt komisk skikkelse, der i virkeligheden skygger over de kompleksiteter, som kendetegner figuren hos Stoker.

Hardcover, Doubleday & McClure 1899

Dualitet er et nøgleord for enhver analyse af Dracula, og alt i romanen må konstant spejles i vampyren. Van Helsing og vampyrgreven er den positive og negative version af samme paradoksale forhold mellem fortid, nutid og fremtid. Moderne (fremskridtbevidst), men alligevel helt og aldeles indlæst i fortiden bekæmper Van Helsing vampyren i nutiden. Nyt og gammelt brydes i vampyrjægeren, der præcis som hans modstander, må tage til den moderne metropol for at udkæmpe sit livs kamp.

Dualiterne strækker sig også ud i bogens andre karakterer. Den behårede og dystre Dracula beskrives konstant i mørke-metaforer. Han er natten, der naturstridigt kommer fra øst. Hans modpol, det fyrtårn, der kalder ham til England, er Lucy (luci = lys på latin), som fra kysten udsender sit klare lys i vest og vækker Draculas indtørrede blod med løfter om det moderne livs tempo og energi. Om Lucy bruges der således også kun lysmetaforer, som understreger hendes (på overfladen) uskyld. En uskyldighed, der selvfølgelig besudles og ødelægges, da Dracula får fingrene i hende og blotlægger den gemte, indre Lucy med alle de upassende drifter.

Hæfte, Archibald Constable & Co. 1901

En af de store bevægelser i romanen er, at den fortidige vampyr må rejse fra sit pulterkammer af en borg i Transsylvanien til den pulserende, moderne storby i London. Omvendt må de moderne vampyrjægere rejse langt bort fra metropolen til den primitive udkant for her at opsøge vampyren og gøre en ende på ham.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Stoker spiller på en oplevelse af London som verdens centrum og vampyrgreven som en skikkelse, der truende kommer langt, langt ude fra civilisationens periferi. Et af de skræmmende elementer i bogen er da også selve snylteraspektet ved Dracula. Han beskrives igennem hele bogen som noget vildt og dyrisk, men den blodsugende barbar tilpasser sig med lynets hast livet i London.

Hardcover, Grosset & Dunlap 1927

Denne på overfladen kulturelle assimilation skræmmer tydeligvis Stoker, der gør en dyd ud af dette element. Den mindre flatterende tolkning af dette er, at Stoker her udfolder idéer om kultur og dannelse, der går dybere end den overfladiske viden, som den Dracula kan tilegne sig. Stoker synes at sige, at en barbar er og bliver en barbar. Uanset hvor meget han prøver, bliver han aldrig kultiveret som en englænder. Et træk, som Kim Newman fanger flot i sin første vampyrroman. Hos Stoker får vi dette demonstreret på anden vis gennem den heroiske amerikaner Quincey Morris, der portrætters som usleben vildmand, men modsat Dracula er Morris af den rigtige støbning og en rå helt frisk ud af den udannede, nye verden.

Ondskaben i Dracula er noget perverst og ukultiveret, der udspringer fra menneskets utøjlede drifter. Vildmanden Dracula trænger ind i det civiliserede London og maskerer sig her som anstændigt menneske gennem et slør af efterabet dannelse. Underneden er han imidlertid et bæst på lige linje med hans nærmeste slægtning Mr. Hyde. En parallel, jeg skal vende tilbage til om et øjeblik.

Paperback, Pocket Books 1947

Når vampyrlitteraturen senere har insisteret på vampyren som erotisk gentleman, en mørkets fyrste a la Anne Rice, har man ladet sig forblænde af Draculas eget rørslør. Stokers Dracula er i hvert alt andet end den kultiverede, natlige forfører. Han er en poseur, der higer efter alt det, som London har, og alt det, som han ikke selv har. Han er et dyr i et anstændigt menneskes klæder, og han taler til det dyriske i mennesker, hvilket de suspekte og svage falder for.

Noget af det, som jeg synes er mest interessant ved Dracula udspiller sig i slutningen af historien på en af de sidste sider i Kapitel 27. Her skriver Mina, efter Morris’ bowiekniv er blevet plantet i greven, at ”I shall be glad as long as I live that even in that moment of final dissolution, there was in the face a look of peace, such as I never could have imagined might have rested there.” Denne lettelse, som går over Dracula i dødsøjeblikket, er ekstremt spændende i forhold til det, som vi kunne kalde vampyrens væsen i bogen. Stedet er vel nærmest nøglen til forståelsen af Draculafiguren i det hele taget.

Paperback, Permabooks 1957

Ved at undergå denne transformation i dødsøjeblikket sættes Dracula fri, og vi forstår, at han har været holdt i en form for sjæleligt fangenskab. Den vampyr, som har jaget og plaget, er dermed ikke et udtryk for den ægte Dracula, men en forbandelse som er blevet ham pålagt. Hans rigtige jeg har eksisteret inde i denne vampyrkrop og stiltiende været vidne til den ondskab, som vampyren har påført verden. Alt dette stopper, da kniven dræber det ydre monster og slipper mennesket i monstret ud. Skal man fortolke lidt på det, kan man sige, at det er vampyrjægernes kultur og dannelse, som sætter barbaren fri og giver ham fred. Det gør Stokers Grev Dracula til en langt mere interessant skikkelse, end han ofte er blevet udlagt som, fordi vampyren ikke bare er et ondt monster. Han er en fange i egen krop, præcis som Dr. Jekyll også er det.

At det netop er denne dualitet, som Stoker tager fat i, kan jo i virkeligheden ikke overraske, fordi emnet lå i tiden, men at temaet også slår igennem i vampyrfortællingen, er alligevel fascinerende og lidt overset, fordi man har haft en tendens til se vampyren som symbol på helt andre ting end den velkendte Jekyll/Hyde-problematik. Selvom Anne Rices vampyrer er langt fra Grev Dracula, ligger splittelsen mellem Louis og Lestat forbløffende tæt på vampyrgenrens udgangspunkt hos Stoker.

Paperback, Permabooks 1958

Som sagt er Stokers Dracula et dybt fascinerende værk, som man kan blive ved med at læse og analysere, fordi der er så mange sider af bogen, der byder sig til som oplagte emner til diskussion og videre overvejelse. Jeg kan derfor heller ikke gøre andet end at opfordre dig til at genlæse den gamle vampyrhistorie og gå på opdagelse i bogens mange små facetter og hemmeligheder.

Paperback, Airmont Books 1965

Paperback, signet 1965

Paperback, Pyramid Books 1965

Hardcover, Limited Editions Club 1965

Paperback, Arrow Books 1967

Paperback, Falcon 1970

Paperback, Arrow Books 1973

Paperback, Tempo Books 1974

Hardcover, Clarkson N. Potter 1975

Paperback, Ballantine Books 1976

Hardcover, Mayfield Books 1980         

Paperback, Bantam Books 1984

Hardcover, Unicorn Publishing House 1985

Paperback, Puffin 1986

Hardcover, Peter Bedrick Books 1988

Paperback, Aerie 1988

Paperback, Nelson Thornes 1990

Paperback, Signet 1992

Hardcover, Barnes & Noble Books 1992

Paperback, Brandon Books 1992

Paperback, Plume 1993

Paperback, Penguin Books 1993

Paperback, Penguin books 1993

Paperback, Penguin books 1994

Paperback, Puffin 1995

Hardcover, Barnes & Noble Books 1996

Hardcover, Tor 1997

Paperback, Signet 1997

Hardcover, Books of Wonder 2000

Paperback, Dover Publications 2000

Paperback, Modern Library 2001

Paperback, BookSurge Classics 2002

Hardcover, Bedford Books of St. Martin’s Press 2002

Hardcover, Collector’s Library 2003

Paperback, Barnes & Noble Books 2003

Paperback, Penguin Books 2003

Paperback, IDW Publishing 2017

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Har du Chiildrens penge?

Her får I lige en dejligt pågående sang til weekenden. Industrial-duoen Chiildren har lige lavet et cover af Rihannas ”Bitch Better Have My Money”. Det er de sluppet ganske hæderligt fra, og videoen er samtidigt festligt grotesk. Giv duoen et lyt:

Vi se så søndag, hvor der står nok en skrækklassiker på programmet.

Skriv en kommentar

Filed under Video

Gys på liste: 2017

Jette Holst har for kort tid siden lagt en interessant liste frem med årets horrorudgivelser på dansk; tak for det. Hun skriver selv om listen, at ”der er kun medtaget titler, som retter sig mod voksne (og unge) og kun udgivelser af danske forfattere.” Den slags opgørelser er altid spændende, synes jeg. Man bliver lidt klogere på det, der rører sig på feltet.

Jeg har naturligvis ikke læst alt på listen, men for mig at se var 2017 et forbløffende uinteressant år, der domineres af den sædvanlige blanding af kække gys til unge og plat horror. Som læser savner jeg romanerne og de lidt tungere ting, som udfordrer genren. Bøger om zombier og klovne er efterhånden så dybt ligegyldige (og pinlige), at det ikke er så sært, at skrækfiktionen kun kan trives som letlæst, skabelonagtig ungdomslitteratur, fordi det er krop umuligt at tage det alvorligt som andet end nicheskriverier til et ganske snævert og ukritisk publikum.

Jeg kan også notere mig, at forlaget Enter Darkness er tilbage med endnu en antologi, Fortællinger fra mørket 2, hvilket kunne lugte lidt af en ambition om en længere serie. Det håber jeg nu ikke. Eller rettere, jeg håber ambitionsniveauet rækker til mere end sådanne årbogslignende udgivelser, som vi eksempelvis kender det fra de lettere anstrengende Lige Under Overfladen-bøger, som Science Fiction Cirklen forsøger at vælte ud over landets biblioteker hvert år.

Som man måske fornemmer, at jeg godt og grundigt træt af tilfældigt sammensatte novellesamlinger. Jeg håber, at der kan komme lidt mere original tænkning og kunstnerisk vovemod i 2018, så vi kan få bare et par bøger, der henvender sig til andre end skrækklubbens alt for ukritiske medlemmer. Horror, som den tegner sig ud fra 2017s udgivelser, kan i hvert fald ikke kvalificeres som nogen synderligt sofistikeret størrelse. Bliver 2018 så bedre? Jeg tvivler faktisk på det. I stedet får vi mere såkaldt gotik og flere børne/ungdomsbøger. Men man kan jo altid håbe…

Som sagt, den liste, Jette har lagt frem, er spændende og tankevækkende, men det er også lidt forstemmende læsning. Vores Dansk Horror Selskab får i hvert fald sin sag for med at overbevise verden om herlighedernes kvaliteter.

Kast selv et blik på sagerne. Måske er det bare mig, der er forstenet i gårsdagens gys uden sans for samtiden. Sådan forholder det sig sikkert.

M.

4 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret