Det danske horrormiljø er i krise. Dyb krise.

Vi er to forfattere bag dette indlæg, og vi er bestemt ikke enige om alt, når det kommer til litteratur. Faktisk ser vi meget forskelligt på en række afgørende ting, men vi deler en stor, stor kærlighed til skrækfiktionen, en dyb utilfredshed med tingenes tilstand i det såkaldte ”horrormiljø”, og en tro på at tingene kan blive bedre, mere kreative og stimulerende for alle parter. Gennem en hurtigt voksende korrespondance er indeværende indlæg derfor blevet til, som en form for programerklæring, en kastet handske, der forhåbentlig kan udløse noget positivt. Det er i hvert fald vores håb.  

Af Jonas Wilmann & Martin Wangsgaard Jürgensen

 

Om vores horrormiljø

Igennem mange år har vi set den ene talentløse horrorroman, -antologi eller -novellesamling efter den anden (der er undtagelser, men dem skal det ikke handle om nu). Hvis det ikke er redigeringen, det kniber med, er der tale om gentagelser af velkendte strukturer, sørgelige horrorklichéer, som står i kø, og generelt bare mangel på ambitioner. Det værende ikke kun med henblik på originalitet – vi druknes da i arketypiske monstre, tamme King-efterligninger og ”Lovecraftianske” elementer, så dovent og afstumpet udført, at Lovecraft må vende sig i graven – men også sproglige og intellektuelle ambitioner.

Mange af de såkaldte voksenudgivelser i horrorgenren fremstår mest af alt som defekte børnebøger, da de på ingen måde rummer modne refleksioner og åndsverden. Det etableredes syn på horror, som noget lidt underlødigt, tilhørende en børne/ungesfære, er blevet en selvopfyldende profeti. Samtidig har vi også set alt for mange eksempler på titler, der har været monstrøst fejlbehæftede, og alligevel er strøget lige forbi alle portvogtere. Vi vil gå så langt som at sige, at der er eksempler på bøger, som i dele er volapyk, og novelleantologier, hvor majoriteten af bidragene aldrig skulle have forladt en mørk, mørk skrivebordsskuffe.

Og ingen løfter et øjenbryn. Ikke offentligt, i hvert fald.

Alting fortsætter, som det plejer. Alt er godt. Vi liker og deler, liker og deler. Der bliver klappet skuldre, bloggerne tager skyklapperne på og fortsætter deres rosende tomgang, og i klubhuset er der en dejlig, ren stemning af, at alle kan møde hinanden, hygge og kigge hinanden i øjnene – ingen, man skal gå og dukke sig for på Bogforum eller Krimimessen. Disse steder, og i mere lukkede fora, networkes der på livet løs. Det gælder om at få årets horrorpris (som ikke fører meget andet med sig end et stykke papir i en ramme). Kritiske røster lyder sjældent, også selvom mange går og ruger med en masse, for tænk nu, hvis kritikken blev gengældt, og det skulle gå ud over ens egen lille forfatter-entreprise!

Ingen tør sige det indlysende: Niveauet er simpelthen for lavt. Vi trakteres med endnu et misvisende glansbillede i en begejstret bloganmeldelse. Den anmeldte, som sidder på stikker, skriver efterfølgende ’tak for anmeldelsen!’ (gerne efterfulgt at anmelderens fornavn, så kan det ikke blive mere familiært!), og så liker anmelderen kommentaren, og alle udenforstående krummer tæer. Enhver chance for, at horrormiljøet kan tages seriøst, udslettes lige der.

Vi liker og deler, hygger og lyver, og inderst inde ved vi jo godt, at noget er galt.

 

Vejen frem

Det hele skal flås ned og bygges op igen. For når et miljø ender, hvor vi er nu, er det allerede gået i stykker. Det eneste vi har at se frem til, er en lang, jævn vej; den evige stagnation. Altså det, som vi har set i det danske science fiction-miljø, der har lukket sig inde i en uigennemtrængelig skal (hvorpå al kritik preller af). Det, som vi ved Dansk Horror Selskabs stiftelse svor, at det aldrig skulle blive.

Den eneste måde at kæmpe imod denne skæbne, er at tale mere åbent om problemerne. Hvis barren skal løftes, skal vi gå kritisk til hinanden og til hele miljøet. Der findes ikke nogen stærkere kritik, end den der kommer indefra, og vi er egentlig slet ikke nok ’inde’ i miljøet til at udgøre egentlige interne røster.

Vi skal ikke kritisere som smålig og banal hævn, fordi ’ham eller hende kritiserede min bog, så skal hans/hendes også ned med nakken’. Nej, vi skal sgu bruge hovedet. Når vi kan føle det dybt i vores hjerter, og med vores skarpe litteraturblik, at der er noget helt, helt galt, skal det til debat.

Det er på tide, vi spørger os selv: Hvad kan man forvente af en skrækfiktion?

Først og fremmest, at det er en kunstnerisk engageret litteratur, der konfronterende tør udfordre sine læsere på indholdet, sproget, ja, helst på begge dele. Det, som står indskrevet i Dansk Horror Selskabs vedtægter – ”værket skal kunne fastholde den voksne læser” … ”sproget skal være fængende og fascinerende” – er tæt på idealet, men sjofles hvert år ved shortlisting af klichétunge værker med fladt, tungt sprog, der udelukkende er til som katalysator for plot. Alt for ofte kan man læse anmeldere, der klapper i hænderne og konstaterer, at ”sproget flyder” eller lignende udvandede formuleringer. Sprog kan flyde, men det er ikke i sig selv en kvalitet. Sproget er ikke en stikpille, der skal smutte ubemærket ind. Sprog skal mærkes, det skal hænge ved, og det skal efterlade sig spor, når det er læst. Og omvendt, ses også ukritisk lovprisning af værker, hvori gøres alverdens krumspring for at udstråle kulturelitisme, skønt de ofte fremstår som manierede studenterværker.

Skrækfiktionens anliggende er det ubehagelige, det grimme og det skræmmende. Hvilken form, hvilket formsprog, hvilken tone dette sker i, kan ikke sættes på formel, men en skrækfiktion, der skal flytte sig ud af teenageværelset herhjemme, må lægge den nørdede begejstring for klichéer fra pulplitteraturen på hylden og trække på egne indre verdener, drømme, det personlige; den voksne tanke- og følelsesverden

Samtidig er det en kæmpe misforståelse, at skrækgenren opnår en særlig kunstnerisk eller ligefrem intellektuel kvalitet ved at læne sig op ad vage forestillinger om gotik og gamle dage. Ej heller bliver det bedre af prætentiøse referencer til klassisk verdenslitteratur eller antik mytologi. Snarere end at skabe en nærværende, begavet litteratur bliver det en provinsiel, småborgerlig prosa, der hverken rører os i hjernen eller hjertet.

Det er således nødvendigt at acceptere, at ”horror” ikke er en bestemt genre, men en stemning og optik. Den litteratur, vi efterlyser og ønsker, søger denne stemning; vi søger ikke alle de klabautermænd, som af kommercielle grunde er blevet hængende. En ny skrækfiktion herhjemme må derfor kaste klichéerne fra sig og invitere læserne ind i de dunkle rum, som han eller hun gerne vil vise frem for verden.

Skrækfiktionen er ikke kun til for at gøre os bange eller at forberede os på det værste (her en indskudt bøn om at lægge den darwinistiske horrortolkning i graven!) – det er en æstetisk leg med verden, som vi oplever den, og en iscenesættelse af alt det, vi lægger låg på eller helst vil undgå.

Vi søger værker, hvor plot og historie kombineres med spændende sprog, intellektuel dybde og udfordrer en voksengeneration, der læser, hvad der i essensen er young adult-litteratur. Det er vigtigt at pointere, at det litterære værk kan findes i populærlitteraturen, kan favne begge verdener, men sjældent gør det. Vores ærinde er ikke at agitere til kamp mellem ’snobberne’ og ’de folkelige’, men et forsøg på at gøre horror relevant for andre end en lille skare, der dyrker og udfolder sig i den som hyggegenre, hvor en række trættende konventioner skal følges.

Vi ønsker at litteraturen kan komme i dialog med andre uden for det begrænsede ”fanmiljø”. Vi må derfor lade den platte spændingslitteratur falde og fokusere på den skrækfiktion, der faktisk har et kunstnerisk projekt, som er værd at behandle og tage alvorligt. I dag måles alt på samme vægt. Derved fjerner vores skrækfiktion sig længere og længere fra muligheden for rent faktisk at blive taget alvorligt af andre end den ulidelige fankultur. Dansk Horror Selskab har her også en vigtig rolle, og vi må forvente en klog og kompetent bedømmelse og udvælgelse, der sorterer det irrelevante fra og viser os, hvor skrækfiktionen som litteratur og kunst er stærkest.

Der skal ikke kun ses på handling, “den spændende” fortælling og værkets genremæssige plads; ’det er en vampyr-bog’, ’det er en varulvefortælling’ etc. Vi skal evne at læse i dybden og udfordre, når værkerne kun befinder sig i en overflade, der spejler de film og serier, som er oppe i tiden. Det handler altså om, at få os alle til at gå mere bevidst til værks – især når vi tilmed gerne vil have, at nogen stiller sig op som dommere og eksempelvis uddele en pris for årets bedste bog.

 

Afsluttende ord

Vi kan alle skrive noget dårligt. Faktisk har vi alle skrevet kritisabelt møg, og alt taler for, at vi vil komme til at skrive noget mere møg i fremtiden. Sådan er det at lægge noget frem. Enkelte værker kan dermed let udpeges og hagles igennem, fordi de ikke lever op til vores (egne) forventninger, men det vi gerne vil adressere her, er selve ambitionsniveauet, som halter hele vejen rundt; forfatternes mål med genren er for slappe, forlag udsender alt for dårligt redigerede bøger, og anmelderne glimrer med fraværet af egentlig kritik og analytisk overskud. Den eneste vej frem er at løfte ambitionsniveauet. Mens bøger og fortællinger kan ende med at være svagere, end vi havde håbet, så skal målsætningen i udgangspunktet altid være høj. Den største synd er i virkeligheden at sænke ambitionerne ud fra et misforstået håb om, at det vil kunne lokke flere læsere til.

Den eneste måde, vi kan få noget nyt til at ske, er gennem en klar kritik. Derfor vil vi her på Fra Sortsand, i den nære fremtid, se nærmere på et udvalg af bøger. Det er ikke tænkt som en gabestok eller bitter ydmygelse af andres arbejder, men som en nødvendig ærlighed, som vi kan tage ved lære af, og forhåbentlig på den måde få revitaliseret skrækgenren herhjemme og drevet bøger frem, der vil blive læst uden for den forkølede kreds af faste entusiaster, der loyalt holder ved.

 

Reklamer

8 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

8 responses to “Det danske horrormiljø er i krise. Dyb krise.

  1. Henning

    Hej Jonas og Martin

    Splitte mine bramsejl for en bredside skarpt lud til skurvede hoveder. Og formodentligt, formentligt, for pokker nødvendigt. Hvis der er grund til kritik, er der sikkert grundlag for kritikken.
    Jeg skal naturligvis holde min kæft og passe mig selv, for jeg bevæger mig ikke ret meget rundt i “horror-land” – af den årsag at jeg finder outputtet decideret kedeligt (hvilket – sort of – ligger indenfor rammerne af jeres kritik, så måske af samme grund).
    Nu mener jeg så – trods alt – ikke at Horror bør stilles i opposition til, eller sammenstilles med, hverken “mainstream” (hvad fanden det så ellers er) eller Science Fiction. Men omvendt finder jeg kritikken af SF berettiget, al den stund at der er en usædvanlig kedelig (og kedsommelig) tendens til at SF er lig Dystopi. Der er næsten ikke andet. Og bortset fra at jeg har en holdning om at Dystopier (og Superheltefilm) er genrer – i sig selv – så har jeg det også sådan, at dystopier måske nærmere hører til ovre i skræk-segmentet (med dens paranoia og konspirationsfiksering – dystopiens; ikke “skrækken”), hvorfor der muligvis kan være tale om overlap (!?!?)

    Nu er genrediskussion en akademisk disciplin, der ikke har så meget at gøre med jeres dagsorden (“agenda” er et forfærdeligt udtryk – på dansk), så jeg har læst jeres indlæg som en opfordring om kvalitative udladninger i genrefiktionen – i det hele taget. Altså i modsætning til klicheer og forkølede forsøg på pastiche – for slet ikke at tale om den form for nepotisme, der meget nemt kan opstå i smaddersmå miljøer, som I er inde på. Det er ikke “networking” – det er “wetnursing”. Som skrevet står.

    Når jeg imidlertid må stille mig lidt på bagbenene (og glamme mod varulvemånen), så er det ikke så meget for den rettidige kritik, men mere fordi man – “man” – ikke inviterer folk til fest for at give dem en skideballe. For man kan sige, at jeres opmuntrende los i kronjuvelerne sigter mod de allerede praktiserende, men kan forekomme smagsdommeragtig i forhold til novicer, adepter, uindviede og varulveunger, selvom den også har adresse til udgivere, redaktører usw.
    Jeg er ikke udstyret med et tilstrækkeligt analyseapparat – herunder konkret viden – til at afgøre, hvor omfattende “krisen” er. Men jeg må jo tro på udsagnet, og gør det så absolut og med vilje. På den anden side vedgår I, at der skam findes ganske udmærket skræk&horror-fiktion begået af danske skribenter (I should think so), ligesom der faktisk skrives udmærket SF, selvom der også er meget bras. Og derfor kunne man stille sig selv det begavede spørgsmål, idet man sam- og indtænker al anden fiktion, på samme tid og sted, om ikke Theodore Sturgeon havde ret ret (sic!), da han skrev: ” – 90% af al sciencefiction er noget lort! På den anden side er 90% af alting noget lort!”
    Jeg mener: – ser man på “mainstream-outputtet”, så er det sandelig heller hverken lutter lagkage eller dans på roser. Men det er naturligvis rigtigt, at det bliver tydligere i mindre “communities”. Så meget mere grund til at give den en skalle, nietchewo?
    Til gengæld (for hvad? – jeg stiller mig ikke i opposition til jeres udtrykte holdning!) vil jeg gerne rose jer, dels for at have rejst kritikken på en sagkyndig og sober facon, men langt mere for at have genopvakt et begreb der har haft kummerlige kår i lang tid, nemlig solidariteten ifht et specifikt problemfelt, uagtet andre uenigheder og modsætninger. Det fattes riget, så tak for det. Og tak indlægget. Og tak for nu.

    hilsen Henning

    • Martin

      Hej Henning,
      Tak for et godt og nuanceret indspark. Det er ikke forsvundet helt i røgen fra de brændende broer! Du har på flere punkter helt ret. Gejsten må ikke tages fra yngre kræfter, der gerne vil frem. Det er i hvert fald hurtigt noget, der kan ske, når man mødes af en mur af brok og sortsyn. Jeg håber imidlertid, at den slags ikke kommer til at bremse ildsjælene. Det tror jeg heller ikke, at det vil gøre. Det hængedynd, som det vi beskriver i indlægger, er i hvert fald en mindst lige så stor ”humørdræber”, som kritikken vi rejser. For både Jonas (tror jeg) og mig selv, er det hjerteblod, som vi arbejder med her, og netop derfor skyder vi også med skarpt. Det er hverken letkøbt surhed over manglende opmærksomhed eller arrogant pegen fingre af andre. Det er en opfordring til hele kollektivet (dermed også os selv) om at stræbe lidt højere, tænke lidt mere og introducere bare en smule mere ærlighed i vores omgang med hinandens tekster på nettet. Blot en smule mere selvransagelse hos os alle vil betyde ganske meget.

      • Henning

        Hej Marin
        Jeg opfatter absolut ikke jeres indlæg som sure rønnebær eller gamle gnavne mænd.
        Personligt kan jeg – ifht science fiction (det er der jeg lissom er mest) – gå hen og blive lidt flegmatisk og tænke at: – nåmmen, det er åbenbart det de unge vil have, “det bruges meget nu om dage” – “det sælger vi meget af”!
        Men jeg har så også konstateret, at forfatterskoler – og måske især underviserne på samme – har ret spøjse ideer om, hvad litteratur er. Hvis du kan stave til “ko”, så har du en fremtid som forfatter.
        Samtidig er der en ret stor animositet mod genrelitteratur i de bredere kredsløb (vi kan starte med Klareboderne), hvorimods de “smallere” kredsløb skal ha noget at leve af – hvorefter man tar revl og krat, især hvis forfatteren bare er tilfreds med at blive udgivet. Hvilket er en mindst lisså stor udfordring som konsekvenserne af jeres kritik.
        Hvilket så ikke betyder, at forfatterne ikke kunne tage og stramme sig lidt an, istedetfor at køre båndet en gang til. Og der kan vi hurtigt blive enige. Hvilket vi vel nok var, er, i forvejen.
        Hvad kommer der efter zombier? Gargoyler? Afskyelige snemænd? Eller platugler?

  2. Jonas Wilmann ved godt, at jeg syntes godt om jeres indlæg, men jeg er bekendt med, at Martin ikke er på facebook, så lad mig gentage det: Fint indlæg!

    Som jeg har nævnt andetsteds, jeg er ikke del af dette horror-litteratur-fanmiljø, ene og alene fordi jeg ikke hverken læser horrorlitteratur eller skriver samme. Men jeg har siden de tidlige år med heavy metal-fanzines, punk-fanzines og senere fanzines om obskure film, været fascineret af fan-scener og dét, at man kan være del af en undergrund væk fra det eksisterende “almindelige”. Jeg er ikke del af jeres miljø, men lad mig alligevel komme med et par betragtninger.

    I efterlyser et højere kvalitetsniveau. Og en større ærlighed inden for egne rækker. I skriver: “Hvis barren skal løftes, skal vi gå kritisk til hinanden og til hele miljøet.”

    Tror I også på små alfer og feer? Et fanmiljø, hvor alle går rundt og er ærlige over for de andres produkter, og hvor alle er large nok til ikke at blive sure … findes simpelthen ikke!!! Det er en *kontradiktion i termer*. You can’t eat the cake and keep it. Enten har man et miljø med flinke kollegaer, hvor man holder sin kæft. Eller man siger sin mening og accepterer, at miljøet smuldrer; At gamle kolleger ikke er helt så hurtige til at stikke næven frem, når man møder dem til festivalerne, og at nogle helt undgår en. Jeg ved det, jeg har oplevet det. Man kan ikke bevare et fint og flinkt fanmiljø, hvis man skal kunne kritisere kollegerne. Hvis sagen var den, at alle skrev lige gode bøger, så … joh, så kunne det sikkert gå. Men det er en utopisk tanke. Naturligvis skriver I ikke alle lige godt. Med ærlig kritik vil der være de to håndfulde, der hele tiden skal have at vide, at deres bøger er noget juks, medens et par stykker eller fem kan sovende slingre sig gennem tilværelsen uden bekymring, simpelthen fordi de er så fandens gode, at de aldrig behøver få kritik. Og på sådan en scene, vil I aldrig opnå den samme grad af kollegialt venskab, som før det blev besluttet at udøve ærlig kritik.

    Hvis I endelig gør, som I skriver om; River det gamle miljø ned, så skal I jo også være obs på, at det netop bliver revet ned. Nogle medlemmer forbliver ude i kulden, det vil aldrig blive det samme. Måske kommer I endda til at stå helt alene. Er det dét værd? Måske det er. Men det er noget, man skal overveje først.

    Men i øvrigt… *er* der overhovedet et miljø? Jeg ved godt, at I *siger*, der er et miljø, men altså … hvor er det lige henne? Jo, der er en hjemmeside for Dansk Horror Selskab (sic) og … ja, og hvad mere? Michael Kamp har facebook-gruppen Danske Horrorfans, som jeg ser som sådan en pendant til selskabet, og hvis det blev brugt, kunne det være klublokale for miljøet … men det *er* det jo ikke. Der sker jo ikke noget, og når der gør, er det unge filmfans, der skriver mellem et og fem ord om den seneste pophorrorfilm, og ikke meget andet. Det er ikke engang stedet for de garvede filmfans; de holder sig til de mere nørdede og vidende genrefilmgrupper. For eksempel kommenterer stort set ingen, når den vidende Barbano poster indlæg om horrorikoner. Horrorikoner fra en tid før 97% af de medlemmer, der blot poster om nye film, blev født.
    Hvorfor er der ikke en livlig DAGLIG debat mellem horrorlitteraturforfatterne? Hvorfor diskutter man ikke dette og hint angående skriveproces, stillingtagen ifm. horrortemaer, eller skrivestrategier? Hvorfor kører der ikke syv til tretten tråde hele tiden med interessante indlæg. Hvorfor var fans og forfattere gung-ho obs på at være aktive på scenerne i 70’erne, men ikke i dag? Er det måske, fordi det omtalte miljø mest eksisterer i medlemmernes sind? En scene er et sted, hvor noget foregår hele tiden. Ikke blot til den årlige messe (som – måske meget sigende – slet ikke er en horrormesse, men en krimimesse!). Har Jonas Wilmann tænkt sig at køre på med at rive miljøet ned? Dag efter dag? Hver dag. Indtil det bliver godt. Eller var dette indlæg hele oprøret?

    Sådan som jeg ser det, kan I vælge een ud af to ting:

    1) Glem kritikken. Skriv jeres bøger. Kig på kollegerne og støn i jeres stille sind over, hvor dårlige de er. Men sig det aldrig. Og vid, at netop dette holder liv i, og redder, jeres hyggelige miljø.

    2) Eller udspy kritik til højre og venstre, der hvor den hører hjemme. Og vær forberedt på solokørsel. Jo, jo, der vil stadig være et miljø, om ikke andet så af navn, men det hyggelige fan-hygge-hobby-miljø kan I vinke farvel til.

    Al for megen tekst. Jeg sku’ ha’ været tidligt i seng. Satans! Nå, men held og lykke. Jeg er udenfor. Det skal blive interessant at iagttage, om revolutionen fiser ud, eller Wilmann ender med at stryge en tændstik og sætte det hele i brand.
    I kan finde mig ovre i horror-film-fanmiljøet. ^_^

    • Martin

      Tak for dit indlæg Jack. Jeg synes, at man/vi bliver nødt til at tro på, at der kunne ske en positiv udvikling i det danske horrormiljø. Om det vil ske, kan jeg ikke sige, og du har formentlig ret i, at større ærlighed og selvkritik har det svært i små miljøer. Men vi må da i det mindste prøve! Det må i hvert fald altid være mit udgangspunkt.

      Jeg har tænkt lidt over det, du skriver med, hvorvidt der i det hele taget findes et ”miljø” omkring dansk horror. Jeg opfatter det klart som om, der findes en kreds af mere eller mindre aktive mennesker i dette miljø, med en større gruppe ”tavse” folk omkring, men måske du har ret – måske det slet ikke er et egentlig miljø. Måske er det bare en lille samling løst forbudne mennesker, der alle i et eller andet omfang interesserer sig for horror og ofte selv forsøger sig ud i at skrive det. Jeg har ikke tænkt det her helt igennem, men for mig at se må der også være en del personer derude, som ikke nødvendigvis skriver selv eller er specielt aktive, som eksempelvis besøger steder som Fra Sortsand. Herinde på bloggen er der også kun få, der efterlader sig kommentarer til indlæg, men besøgstallene fejler sådan set ikke noget. De må vel også regnes med ind i dette miljø eller hvordan? Er de bare læsere? Er miljøet kun dem, der blogger, diskuterer på Facebook og skriver til Himmelskibet? Hmm. Som sagt, jeg har ikke tænkt dette helt igennem, men måske vi skal tale om dette miljø på en anden måde. Tak for en god kommentar. Det har sat tankerne i gang hos mig.

    • jonaswilmann

      Howdy Jack! Du spørger, om der overhovedet er et miljø for horrorlitteratur. Det er der. Ikke et egentligt fanmiljø (dét er i hvert fald meget småt), men et miljø der består af forfattere med medlemskab i Dansk Horror Selskab. Det er rigtig nok temmelig usynligt. De har en lukket facebookgruppe, hvor de skriver sammen, afholder nogle ’hemmelige’ forsamlinger i ny og næ, hvor der bliver drukket en pils, der er noget højtlæsning (disse arrangementer annonceres i facebookgruppen Danske Horrorfans), og så mødes de selvfølgelig på Krimimessen, hvor de har deres horrorkrog, og prisen overrækkes.

      Jeg skriver ’deres’, for jeg er ikke selv en del af miljøet. Det har jeg valgt ikke at være. Jeg tror nemlig, at du har helt ret. Hyggen kan ikke eksistere sammen med kritikken. Ikke den slags hygge vi ser nu, så skal det være en anden slags hygge, en version 2.0. Ikke et system, hvor ingen må være mere end andre, hvor selve tanken om at nogen er bedre er uhyrlig! Selvom folk bagtaler hinanden – eller i hvert fald hinandens værker – ingen læser hinanden (det er noget jeg hører igen og igen – danske horrorforfattere der stolt udbryder: Jeg læser ikke dansk horror!), ingen køber hinandens bøger. De synes faktisk, de er ret dårlige, på nær på Facebook hvor overfladen skal poleres. Der er rigtig nok ikke nogen snak om horrorlitteratur. Ikke noget med ’det her er faldgruberne’, ’det her fungerer’, ’det her er diskussionen’. Den egentlige litteraturkritik, som anmeldere burde varetage, er der ikke. Og når selv forfatterne mere eller mindre vil skide horrorlitteraturen et stykke, hvordan kan man så også forvente, at anmeldere skal tage den seriøst?

      Det er derfor mig og Martin vil byde ind med noget, der mangler. Nemlig kritikken, den seriøse kritik, der ikke går på at nedsable for nedsablingens skyld, men i virkeligheden respekterer litteraturen. Vurderer den som litteratur, ikke små stiløvelser fra hyggehjørnet. Det er utopisk, jovist, men hvor ville det være fedt at få folk til at hade hyggen, så længe den lever på bekostning af den litterære kvalitet. Hyggen, den må faktisk gerne pakke sammen, så længe den ligefrem nærer sig af kunsten. Vi drømmer (nu taler jeg for os begge, håber det er ok) om en ny og mere seriøs hygge, som ikke er uforenelig med et kunstnerisk frugtbart miljø. For hvad vil det egentlig sige at være en ven eller en god bekendt? Er man en ven, når man holder en kritik tilbage, roser blindt, i stedet for gennem dialog og analyse hjælper et værk – eller en forfatter – til at blive det bedst mulige? Kunne vi ikke netop hygge os ved at diskutere hinandens litteratur på godt og ondt og derved tage den så meget mere seriøst? Det er nok utopisk – jeg husker stadig en dude, der slettede mig på fb, fordi jeg nævnte at hans novelle i en antologi var udmærket, men ikke helt forløst – men mig og Martin er åbenbart dumme nok til at prøve 😉

  3. Henning

    Jacob Krogsøe har helliget månedens leder på Planet Pulp nogle tanker om kritikken. Kan læses hér: http://www.planetpulp.dk/leder-og-indhold-13-februar-2018/

    hilsen Henning

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s