David Garmark & Stephan Garmark, Rakelsminde (2017): Tvivlsom fanfiktion fra den jyske hede

Hardcover, Kandor 2017

 

Horrorromanen Rakelsminde sigter mod et bredere publikum uden for det lille fanmiljø, men den mangler originalitet og er ikke ordentligt gennemarbejdet.

Journalisten Tea Ehlers tager til fødebyen Rakelsminde for at undersøge en mystisk sag om en jæger, der har begået selvmord ved, i fuld offentlighed, at sprætte sin mave op med en jagtkniv. I byen bliver Tea mødt af mistænksomme blikke og en mur af tavshed, ikke mindst fra byens religiøse fanatikere, Jesu Salige. Tea hører dog snak om en lydbølge, der ramte Rakelsminde kort før selvmordet, og byens nye tilflytter, den syriske flygtning Sayid, er heldigvis mere imødekommende over for hende. Lydbølgen rammer den lille flække med tre dages mellemrum, og hver gang følger blodige mord eller selvmord. Og som om det ikke var nok, er et hus sporløst forsvundet, og byen overrendes af dyreplager fra varmere og koldere himmelstrøg.

I Rakelsminde af forfatterbrødrene David og Stephan Garmark er alle de velkendte horrorelementer på plads. Det kan man så synes er godt eller skidt. Vi har en by med hemmeligheder (”Lad de døde være,” messer landbetjenten), en sekt, der mødes til sære messer – lidt a la Esoteric Order of Dagon – en ung sektbroder, som får billeder i hovedet af en konstruktion med umulige ’Lovecraft-vinkler’, og op til flere karakterer har the shining. Og lad mig ikke forglemme, at de uundgåelige tentakler også indfinder sig i løbet af historien.

Klichéerne står simpelthen i kø, og bogen fremstår mest som en række tilfældige paranormale hændelser smidt i gryden. Man savner selvstændighed, i et univers sammenstykket af amerikanske filmklichéer, King, Lovecraft og en smule Barker. ”Det lyder som en dårlig film,” udbryder en af karaktererne halvvejs gennem bogen – et metareflekterende udbrud, jeg har set i meget nyere, dansk horror – og der ligger noget selverkendelse i den sætning.

Stephan Garmark (født 1980) (t.v.), David Garmark (født 1972)(t.h.)

For Rakelsminde illustrerer tydeligt, hvor svært det er at skabe horror med en egentlig dansk identitet. Så længe der skues så meget mod forbillederne, i stedet for at trække på egne indre verdener og drømme, lykkes det ikke, og gyset strander ved at være en slags stiløvelse, hvori en række konventioner skal følges.

Historiens personer slægter krimiens karaktertegning på, men fremstår lovligt klichétunge, fra den onde sektleder, til landbetjenten, der bærer en ’pump-action Remington 870 shotgun’ – hvorfor ikke bare et haglgevær? – og harker efter han er kommet med udbrud, der leder tankerne til en hillbilly-sherif fra en amerikansk setting i 50’erne.

Og klicheerne begrænser sig desværre ikke til bipersonerne. Den ene hovedperson, den syriske flygtning, Sayid, fremstår i dele som en parodi. ”Når man flygter for livet, har man ikke andet end en taske under armen,” fortæller han lidet nuanceret til en gæst og byder på noget arabisk kage. Altså, fordi han jo er araber. Jeg sad lidt og spekulerede over, hvor han mon havde kagerne fra. I Rakelsminde, syd for Holstebro.

Den overfladiske behandling af Sayid skinner også igennem i hans alt for perfekte sprogegenskaber. Efter et år på et dansk asylcenter bruger han ord som ’aggregat’, ’proptrækkerkrøller’ eller: ”Det lyder, som om de bare profilerer på ulykkerne for at forstærke deres egen indskrænkede tro.” Jeg kender kun ganske få etniske danskere, der kan formulere sig sådan. Samtidig strør han om sig med gammeldansk og faste vendinger.

Og når vores syriske flygtning i sine tanker repeterer Roosevelts velkendte og skambrugte citat om at frygte frygten selv, tænker han egentlig mere som en tvivlsom forfatter, end som Sayid selv.

Fra bogens bagside. Med sådan en anbefaling, og anbefaler, kan det jo ikke blive finere…

Brugen af Roosevelt-citatet bør der dvæles ved, for det er symptomatisk for romanen, som synes at bygge på, hvad jeg vil kalde ’Wikipedia-viden’, tilsat en smule hentet fra tabloidernes flygtningedebat og et skvæt populærvidenskab. Det er ikke særlig berigende læsning, og det bliver en hakket og rodet læseoplevelse. Til tider føles Rakelsminde som at læse Illustreret Videnskab, andre steder, i de karikerede splatscener – som da byens slagter ’halalslagter’ sin familie – er vi ovre i børne/ungdomsgys, og endelig får den sine steder karakter af kogebog; madingredienser remses af uvisse årsager op i ét væk. Over tre-fire sider tales om krydderier og pies, senere får vi opskriften på æggekage, arabisk slik og mangt andet. Man har næsten fornemmelsen af, at siderne bare skal fyldes ud med et eller andet, og som læser håber man inderligt, at al den snak om krydderier og lignende vil få en betydning senere, men nej.

Det med overflødighederne er generelt for bogen. Der er simpelthen for lidt prioritering til stede. Stift opremsende, skal vi høre om alverdens ligegyldigheder. Her har du f.eks. en manual til at tale i telefon, hvis du skulle være i tvivl om, hvordan det gøres: ”Hun trykkede på nummeret, lagde telefonen til øret og ventede på, at den ringede op.” Og fra samme side: ”Hun kørte hen til butikstorvet, parkerede bilen og gik ind i Brugsen.” Og stadig samme side (!): ”Hun købte et par rundstykker med ost, en yoghurt naturel og en banan.

”Og da vi er kommet igennem alle bananerne og rundstykkerne med ost, og horrorplottet rigtigt tager fat, er vi i sikkert Lovecraft-King-territorie, og nej, dette bør ikke citeres ud af kontekst, for jeg mener det ikke som en ros. Dele udspiller sig som Kings ”The Mist”, når religiøse fanatikere i lillebyen tolker de overnaturlige hændelser som guddommelige tegn og varsler, og de obligatoriske tentakler bryder da også frem, i hvilken forbindelse der begås ikke én, men to litterære kardinalsynder. Den ene er ’kyklopisk’, den anden er ’amorf’. Næst efter ’eldritch’ er ’cyclopean’ og ’amorphous’ (som i øvrigt lyder så meget smukkere på engelsk) de mest brugte fremmedord i Lovecrafts fiktion, og at bruge begge på én og samme side giver umiskendeligt et værk karakter af fanfiktion.

Plottet skrider videre frem i velkendt Lovecraft-territorie, med introduktionen af old ones, en hel del sci-fi-forviklinger, en dosis saftige familiehemmeligheder og – uden at afsløre noget – en af de mest corny afrundinger, jeg længe er stødt på.

Som tidligere citeret: ”Det lyder som en dårlig film”. Det gør det. Men det burde det ikke. Barren for dansk horror må hæves, og det må først og fremmest gøres ved at trække fra egne verdener og ikke lave tvivlsomme kopier af sine forbilleders værker.

– Af Jonas Wilmann

3 kommentarer

Filed under Roman

3 responses to “David Garmark & Stephan Garmark, Rakelsminde (2017): Tvivlsom fanfiktion fra den jyske hede

  1. Henning

    Sammenholdt med jeres kritik af det danske horror-miljø, er det tankevækkende at denne hér fidus har fået udmærket (positiv) kritik andre steder. Er det så fordi, at det er “det de unge vil have”/”det bliver mahogni med tiden”?
    Idet jeg antager (og hvorfor skulle jeg ikke det?) at citater og referencer til romanen er “on the spot” (for så vidt som jeg ikke har læst molevitten), vil jeg bidrage med det synspunkt, at på dansk grund og med dansk sprog, skal man edderduleme træde varsomt med Lovecraft-referencer. Muligvis kan Charles Stross slippe afsted med det – men han er heller ikke dansker. Og iøvrigt er “umulige Lovecraft-vinkler” noget vrøvl – det hedder “ikke-euklidsk geometri”, hvilket Lovecraft selv er inde på i Mountains of Madness og The Call of Cthulhu. Kill your darlings – lad vær at gå i seng med dem 🙂

    hilsen Henning

    • jonaswilmann

      Hej Henning. Jeg havde af en eller anden grund ikke set denne kommentar før nu. Ja, man kan jo kun gætte på, hvorfor bogen har fået positive anmeldelser på andre blogs. Forfatterne og forlaget ville nok pege på, at det er en fremragende bog, og jeg tager fejl (de er ikke kommet med modargumenter til de kritikpunkter, jeg har i anmeldelsen, men har slået på at den har solgt godt – ikke nærmere udspecificeret). Mit bud må være, at de fleste bøger får positive anmeldelser på nettets mange blogs. Anmelderne kan muligvis ikke genkende pastiche, fordi de ikke har læst nok, eller ikke læst ophavsmaterialet? Og er måske ikke tilpas sprogligt udrustet til at opdage dårligt håndværk? Og så må vi jo heller ikke glemme, at mange elsker klicheer, fordi det er trygt, og de ikke skal til at forholde sig til noget helt nyt og besværligt. I en stresset hverdag, hvor læsning er eskapisme og afslapning – jeg forestiller mig, at de fleste læser på den måde – er det nemmest at sluge en tentakel (!), endnu en zombie eller en slidt King-skabelon.

  2. Pingback: Kristoffer J. Andersen, Dansk Tusmørke (2013): Gys og gru i Fjollerup |

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.