Forlagshistorier: Redaktørens rolle

Af Jonas Wilmann

Med afsæt i den monumentalt fejlbehæftede roman Eternal Darkray vil jeg se nærmere på bogredaktørens rolle og ansvar.

 

Enter Darkness

Sidste efterår modtog jeg to frieksemplarer af horrorantologien Rustkammeret fra det lille, nystartede forlag Enter Darkness. Jeg har bidraget med en novelle til samlingen og var spændt på at se det færdige resultat, men da jeg fik bogen i hænderne, var jeg mildest talt overrasket. Og ikke på den gode måde.

Redigeringen er simpelthen håbløs. Ikke at antologien er fyldt med stavefejl, på det punkt går den i det store hele fri, men en god del af novellerne er hærget af sproglige misforståelser og simpelthen bare dårligt sprog. Mange af bidragene skulle aldrig være udgivet i den form, vi ser – som i mange tilfælde har karakter af råmanuskript – selvom det selvfølgelig ligger i kortene, at en horrorantologi fra et mindre forlag vil byde på en vifte af forholdsvis uprøvede kræfter. Og det er fint. Men det er tydeligt, at bidragsyderne har været helt overladt til sig selv og alene hæftet for slutresultatet – de mere erfarne forfatteres bidrag fremstår da uforholdsmæssigt stærkere, og det er ærgerligt.

Paperback, Enter Darkness 2017

Jeg var selvsagt meget skuffet over denne udgivelse, og da jeg så, at forlagets næste projekt var en 612 sider lang roman, blev jeg bekymret. 612 sider. Det er virkelig mange ord at holde styr på. En opgave, der kunne give selv en erfaren redaktør sved på panden, især når forfatteren er romandebuterende.

Og bagsideteksten til Eternal Darkray gjorde mig ikke mindre bekymret.

Ravar assimilate …

Bogstaverne bløder på væggen, malet med en afrevet arm. På et tog der suser gennem natten uden at stoppe. Metallet er revet op på størstedelen af togstammen. Der flyder med lig af soldater. En grotesk skygge kaster sig af vognen og iler mod havet. Toget har destination mod Land’s End, Cornwall, England.

Passagererne er civile der er smittet med DarkRay Psychosis. Spørgsmålet er så om det er sandt. Fire af passagererne er udvalgt til at løse gåden om mørkemændenes herre og finde hans skjulte formål. Hvorfor vente 4000 år på at komme til verden som computervirus?

 

Én ting er det staccato-agtige, opremsende sprog, der bærer mere præg af indkøbsseddel end litteratur, en anden er, at det ud fra denne forvirrende tekst er helt enormt svært at gætte, hvad bogen handler om – og dernæst er der op til flere ting, en redaktør burde have påtalt.

Bogstaverne bløder på væggen. På et tog der suser gennem natten. Dette virker uklart. Hvis bogstaverne er malet et tog, er de ikke malet på en væg, men på togets side. Passagererne er civilile der er smittet med DarkRay Psychosis. Spørgsmålet er så om det er sandt. Den første sætning konstaterer, at de civile er smittet med sygdommen, næste sætning spørger, om det er sandt. Desuden kunne ’civile der er smittet med’ nemt slankes til ’civile smittet med’. Der flyder med lig af soldater. Meget upræcist. Hvor ligger de? Inde i toget? Rundt om toget?

Alt sammen punkter en redaktør burde have taget fat i. Bagsideteksten er trods alt meget vigtig, og forlag bruger tit ugevis på at skabe en, der er så fængende, velskrevet og præcis som overhovedet mulig. Og denne halter på alle tre punkter.

Men hvad så med bogens indhold?

Den første smagsprøve, jeg fik, var et uddrag, som forlaget linkede til på deres facebookside (det er siden blevet fjernet af forfatteren), og det gjorde mig mildt sagt bekymret. Det relativt korte uddrag, mindre end to bogsider, var simpelthen et rod af uforståelige sætninger, forkert anvendte forholdsord, rod i ejestedord, kontinuitetsfejl (ting der ændrer sig lige for øjnene af en), brug af faste vendinger og klodsede sproglige gentagelser, der burde være umulige at overse – f.eks. ’han havnede i havnen’.

Kort sagt: kaos!

Så selvfølgelig blev jeg nødt til at undersøge, om resten af bogen var lige så fejlbehæftet, eller om det lille uddrag – som ganske fornuftigt blev pillet hurtigt ned – var noget råmanuskript, der ved en fejl havde fundet vej til facebook. Svaret er desværre den første mulighed. Bogen er komplet ulæselig.

Og her vil jeg gerne lige stoppe og gøre opmærksom på, at dette på ingen måde er en anmeldelse af Eternal Darkray – jeg har ikke læst den hele, da den netop er ulæselig – men en artikel om redaktørens rolle og ansvar, med afsæt i denne udgivelse. Det handler ikke om at udstille forfatteren, jeg kender ham ikke og har intet imod ham (ej heller lade forlaget Enter Darkness bære hele skylden for branchens mangelfuldt redigerede bøger), men om at belyse et meget alvorligt problem, der i yderste konsekvens – og hvis det ikke adresseres uden omsvøb – kan skade dansk fantastik som et hele og endda vordende fantastikfans’ læselyst.

 

Eksemplet

Eternal Darkray er udgivet i en form, der ligner en debuterende forfatters allerførste udkast, som intet andet menneske har kommenteret på eller rettet i. Det er muligt, at der er rettet nogle stavefejl – jeg har ingen indsigt i forlagets redigeringsproces – men alle andre sprogblomster er på plads.

Det er den type manuskript, der skulle være sendt retur til forfatteren med en venlig besked om, at der skulle arbejdes grundigt videre med det, før forlaget ville se det igen. Hvad der rent faktisk er sket, og hvad redigeringsprocessen har indebåret, kan jeg ikke udtale mig om, men at dømme ud fra slutresultatet virker redaktøren totalt fraværende.

Bogen er hærget af grammatiske fejl, sproglige misforståelser, upræcise formuleringer, kontinuitetsfejl, de mest graverende eksempler på ’tell’, jeg nogensinde har set (handlingen ikke kun overforklares, den leveres i direkte tale af karakterer, der befinder sig alene og højlydt forklarer, hvordan det hele hænger sammen!) og diverse andre uvaner, f.eks. at lade direkte tale stå selvstændigt, så man ikke har en chance for at vide, hvem der taler, eller – endnu mere forvirrende – variere mellem et utal af forskellige betegnelser for den samme karakter. En af bogens hovedpersoner, Caitlin, omtales f.eks. skiftevis som gothpunkeren, ireren, den irske pige, den unge pige, den gotiske digter (hvilket i øvrigt betyder noget andet) og goteren (hvilket i øvrigt betyder noget helt andet). Og jeg er ikke engang helt sikker på, at det var Caitlin alt sammen. Ellers også var det. Pointen er, at denne særlige uvane gør det næsten umuligt at finde rundt i, hvem der er hvem i denne bog.

Paperback, Enter Darkness 2017

For at eksemplificere yderligere, bør vi kigge på kapitel 4. Og jeg må igen gøre opmærksom på, at dette ikke er ment som ukonstruktiv udstilling af hverken forfatter eller forlag. Men uden håndgribelige eksempler vil debatten hurtigt kunne afspores til et spørgsmål om smag eller påstand mod påstand. Og jeg forholder mig ikke til bogens indhold, om det er en spændende bog og så videre, udelukkende til sproget og det dertilhørende redaktionelle svigt.

Fra side 38:

”Wayne you are too much, Wayne Too Much,” lo den hvidkitlede herre i afsindigt vanvid siddende i stolen.”

Sætningen er helt forkert opbygget, det lyder, som om det er vanviddet, der sidder i stolen.

”Han rullede med øjnene og rablede formløse ord.”

Hvad er ’formløse ord’?

”Sådan som djævlen tér sig, skal du også hilse ham der behersker skyggerne.”

Det er uforståeligt. Man kan ikke hilse én, sådan som djævlen tér sig.

”Inde bag hans ansigt gemte den sig og ventede stilfærdigt på at en eksorcist kom for at udfri staklen.”

Her er det ikke forklaret hvad ’den’ er, eller hvorfor ’den’ venter på at blive uddrevet.

”Grinet blev endnu mere stramt og dæmonagtigt mens den messende tone virkede hypnotisk på omgivelserne.”

Meget upræcist. Et stramt grin har ikke en messende tone, og det er forkert at anvende ordet ’mens’, når det er én og samme tone, der tales om. Samtidig er ’omgivelserne’ et besynderligt ord at bruge, når de kun er to mennesker i lokalet, og det absolut ikke har nogen hypnotisk effekt på Wayne, som hakker løs i offeret imens.

”Wayne jagede kniven i struben på galningen, der med rullende opspilede øjne og vanvid i mundvigene bekendtgjorde at fornuften var andetsteds i rummet.”

Vanvid i mundvigene skal uden tvivl læses som et vanvittigt smil, men det er en fjollet formulering. Samtidig er fornuften ikke andetsteds i rummet, da Wayne er den eneste anden til stede, og han er ved at hakke lægen i småstykker, mens han omtales som ’den uligevægtige dreng’ og ’den utilregnelige psykopat’.

”Et øjeblik stod knivstikkeren og så på det slatne lig mens det pumpede ud af kroppen.”

Der mangler vist ordet ’blodet’ her, for i sætningens nuværende form er det liget selv, der pumper ud af kroppen.

Fra side 39:

”Han overfaldt den døde læge og jog kniven igennem brystkassen på ham så alle ribbenene knustes. Bevægelsen var så kraftig at bladet borede sig gennem rygsøjlen. ”Fandens, jeg kan ikke få min hånd ud.” Han tabte våbnet så det faldt ned og borede sig fast i gulvet.”

Der er et eller andet helt galt med kontinuiteten her. Wayne har hakket kniven gennem lægen, så bladet er boret gennem rygsøjlen, og hans hånd sidder fast dybt i lægens indre. I næste sætning beskrives det, hvordan han taber kniven – må være fra en vis højde – så den falder ned og borer sig fast i gulvet.

”Sort blod sprang ud af munden som et brusebad og stank af metallisk bræk.”

Kluntet sætning. Især det sidste sætningsled ’og stank af metallisk bræk’ virker underligt påhæftet.

”Wayne blev så forskrækket over sine kræfter at han et øjeblik blev bange for sig selv, mens et fnys slap hans næse, og han gik over til sin kniv og trak den op af gulvet med noget besvær.”

Omstændelig, knudret og alt, alt for lang sætning. Den skriger på en redaktør, som kunne henvise til en af mange og indlysende omskrivninger. Det virker også helt forkert, at Wayne bliver så forskrækket, at han bliver bange. Og så det der ’mens’, det virker også malplaceret. Hvorfor fnyser han, mens han bliver forskrækket over, at han bliver bange?

Derudover skifter Wayne, alene på disse to sider, navn mellem de følgende: den uligevægtige dreng, unge Brighter, drengen, knivstikkeren, den utilregnelige psykopat og Wayne Too Much.

Og selvom der ikke er andre til stede, kommer Wayne med udbrud som: ”Hvad er det for kroppe? Det ligner ikke mennesker, de er alt for deforme.” ”Fandens, jeg kan ikke få min hånd ud.” ”Sikke en underlig farve det blod har som siver ud fra lægens hoved.” Det er ren Andeby, og selv en relativt uerfaren betalæser ville her kunne fortælle forfatteren om det almenkendte ’show don’t tell’, som her har nået en hidtil ukendt ekstrem.

Og det hele bliver egentlig kun værre på de næste sider, men jeg synes ikke der er nogen grund til at fortsætte. Efter ovennævnte eksempler vil de fleste forhåbentlig være enige i, at det ikke er et spørgsmål, om bogen er massivt fejlbehæftet, men snarere hvad der fremadrettet kan gøres for at undgå sådanne udgivelser.

 

Hvornår kan man kalde sig redaktør?

Jeg har virkelig svært ved at forstå, at nogen har læst Eternal Darkray og tænkt: det her vil vi udgive, og i den her stand. Ja, jeg har faktisk svært ved at tro, at nogen har læst bogen til ende, for så ville de have opdaget, at den er uforståelig.

Det her er som sagt ikke en anmeldelse, og jeg vil ikke vurdere bogens handling og potentiale som spændingsroman, men selv hvis man kunne se et eller andet i manuskriptet, hvorfor så ikke gennemarbejde det ordentligt? Eternal Darkray bærer mange af de tegn, som helt unge debutanters værker lider under. Der er tale om en historie, som simpelthen ikke er kommet ordentligt ud af forfatterens hoved. Som uerfaren forfatter tror man, at læseren automatisk ved, alt hvad man selv ved – alt det, der ligger bag fortællingen – og det, der ender på linjerne, formidles ikke på nogen forståelig måde. Det er på mange måder det, som er på spil her, men fingeren peger først og fremmest mod redaktøren og forlæggeren, ikke forfatteren.

Det har fået mig til at tænke en del over, hvad det egentlig vil sige at være redaktør. Hvornår kan man tage den titel? Kan man bare være en eller anden – ja, undskyld udtrykket – dude, der udgiver nogle bøger, han selv synes er spændende uden at have forstand på hverken sprog eller litteratur? Svaret er selvfølgelig, at man kan lige, hvad man vil – og det ser man jo tydeligt på bogbranchen anno 2018 – men hvorfor skulle man?

Jeg mener ikke, at man nødvendigvis skal have en særlig uddannelse, før man kan kalde sig bogredaktør, men en god portion selvkritik og realitetssans skal der til. At kunne få øje på stavefejl i en tekst udgør måske 1 % af, hvad der skal til for at være redaktør. Jeg vil umuligt kunne remse alle de resterende 99 % op, men det er en bred vifte, alt fra at kunne muge ud i sproglige gentagelser, prædike show don’t tell og afveje om ordene på linjerne overhovedet formidler historien forståeligt. Dertil kommer hele grammatikkens jungle. Redaktøren skal også have en bevidsthed om, hvilke formuleringer man bruger i litteratur. Er teksten hærget af faste vendinger? Floskler? Talesprog? Er der tale om uskønt og omstændeligt sprog? Fejl i sætningskonstruktionen?

Det handler kort sagt om at kende sine egne begrænsninger og vælge en intelligent forlagsmodel, med en klar erkendelse af hvor langt ens kompetencer rækker.

Mange små forlag er heldigvis rigtig gode til at indhente eksterne kræfter. De bruger de penge, det koster at få erfarne redaktører og korrekturlæsere på deres manuskripter, og det kan ses på slutresultatet. Og der er ikke nødvendigvis nogen angst for at antage manuskripter, der skal arbejdes meget med – hvis den gode historie er der – men så bliver der til gengæld også arbejdet grundigt med dem.

Men de brodne kar blandt mikroforlagene ses desværre stadig, selv her i 2018.

 

Modtagelsen

Modtagelsen af Eternal Darkray har indtil videre været næsten lige så mystisk som bogen selv.

Den mindst mystiske omtale er at finde på Sus’ bogblog.

Bloggeren, som forståeligt nok kun orkede at læse 50 sider af bogen, beskriver, hvordan hun blev forvirret og tit ikke forstod hvad der foregik. Hun nævner et af mine egne kritikpunkter: ”i løbet af en side blev Caitlin refereret til som både hun, Caitlin, Den Gotiske Punker, Digteren og den unge pige. Jeg blev ret forvirret nogle gange …”

Helt forståelig reaktion. Hun skriver videre: ”Det er som om der mangler dele.” og ”Den dræbte fuldstændig min læselyst.”

Gyseren.dk er tonen mere diplomatisk. Det massivt fejlbehæftede sprog beskrives her ret overraskende som ’lyrisk’.

”Desuden er sproget meget lyrisk. Selvom det ikke er et kritikpunkt, så er det en skrivestil, jeg personligt har det svært med. Igen fordi jeg tit bliver nødt til at genlæse sætninger og afsnit for at sikre mig, at jeg forstår, hvad jeg læser.”

Jeg forstår udmærket, hvad der skrives her. Hvad jeg ikke forstår, er hvorfor anmelderen ikke når den konklusion, at sproget er uforståeligt. Ja, det gælder jo også handlingen. Forsøg på diplomati? Jeg skal ikke kunne sige det.

Bogens lektørudtalelse er dog det, der har gjort mig mest perpleks. Jeg har kun set uddrag af den, men den skulle ifølge forlaget være meget positiv og beskriver bl.a. bogen som ’velskrevet’.

Her må især lyde en kritik, for hvis ikke en lektør kan finde ud af at sortere i den strøm af udgivelser, der udkommer fra mikro- og betalingsforlag, hvor er vi så henne?

 

Farerne

Nogen vil måske spørge: Hvorfor flipper du egentlig sådan ud over denne udgivelse? Styr dig lige, mand. Hvad er faren ved, at en, indrømmet, temmelig fejlbehæftet roman kommer ud at stå på de danske bibliotekers hylder?

Til det er svaret klart: I yderste konsekvens kan det fjerne fantastikfans’ lyst til at læse dansk. Og det vil uden tvivl skabe et negativt omdømme for vores fantastiske litteratur herhjemme.

Forestil dig, at du var en ung læser, der gerne lige ville se, hvad det der urban fantasy var for noget, og endte med Eternal Darkray i posen. Hvis det var dit første indtryk. Det ville jo være katastrofalt.

Da jeg var ung, var bogbranchen anderledes, end den er i dag. Der fandtes ikke den skov af betalings-, mikroforlag og selvudgivere, vi har nu. Det var ikke kun en god ting, for de små forlag byder også på spændende alternativer til de stores mere strømlinede program, til gengæld fandtes der slet ikke bøger så mangelfuldt redigeret som eksempelvis Eternal Darkray. Jeg er sikker på, at mødet med en sådan bog – okay, måske ikke den ene, men et par stykker – kunne have vendt mit fokus mod amerikansk litteratur eller, værre endnu, helt andre medier.

Vi bliver nødt til at forstå, at det er alvor at udgive bøger. Et forlag hjælper ikke uprøvede kræfter ved at fralægge sig redaktøransvaret og udgive manuskripterne så godt som uredigerede. Udgiver man en bog med henblik på salg, f.eks. til de danske biblioteker, skal kvaliteten bare være i orden. Er det derimod en foreningsudgivelse eller lignende, lavet af fans til fans, må den være mærket sådan og bør aldrig forlade den kreds.

Jeg håber, at historien om Eternal Darkray kan få forlæggere og redaktører til at se mere kritisk på deres redigeringsproces, inden de sender en bog til tryk.

 

 

1 kommentar

Filed under Ikke kategoriseret

One response to “Forlagshistorier: Redaktørens rolle

  1. Henning

    Der findes en anden “læresætning”, der kunne være relevant, nemlig “less is more”. En eksponent for det kunne være Saint-Exupery. Helt stramme, helt nede på jorden, helt enkle sætninger, med kun ganske almindelige ord. Men i sammenhængen: – jøsses! Eller Borges.
    Modpolen er den magiske realismes stream of consciousnes ( Marquez, Joyce) – men der skal man også være ret fokuseret, så det ikke bliver stream of unconsciuosness. Lær af mestrene!

    Jeg har en fiks ide om, at genreforfattere tror at hvis man dynger ord på en sætning, så siger den SÅ meget mere, mens det i virkeligheden blot viser at forfatteren ønsker at vise hen kan ordene. QED. Og det bliver værre, hvis an henter engelske udtryk og oversætter dem, uden hensyntagen til tekstmassen iøvrigt, eller præcisionen i google translate (som ikke er meget værd).

    Jeg forestiller mig derfor at problemet bl.a. omfatter at hverken forfattere eller redaktører har særligt godt greb om det danske sprog, og mere forestiller sig at “anything goes”, bare der er smæk på. Og der vil jeg bare sige, at dansk trods alt indeholder en hel bunke ganske udmærkede gloser, der ikke nødvendigvis behøver være så almodische som i Niels E Nielsens eller Erwin Wulffs tilfælde.

    hilsen Henning

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.