Faretruende toner til weekenden fra Beechwood

Trioen Beechwood fra New York har tilbage i januar udsendt et hipt nyt album, der har titlen Songs from the Land of Nod. Det er ret godt, i hvert fald, hvis man er til stilsikre bands med retro 60’er-lyd. Beechwoods musik har utrolig mange referencer, og de lyder stort set bekendte hele tiden, fordi de samler idéer ind fra højre og venstre. Deres blanding af surf, psykedelisk garagerock og pop er imidlertid  lige i skabet. Her kan du se videoen til nummeret ”This time Around”; et skummelt nummer med apokalyptiske undertoner, som hører til blandt pladens mere syrede sange.

 

Heksen fra Kings Cross

Rosaleen Miriam Norton (2. oktober 1917 – 5. december 1979)

Jeg har netop læst tre noveller af Rosaleen Norton; tre noveller inspireret af gode gamle Lovecraft. Det er der jo utrolig mange noveller, som der er, men Norton skiller sig alligevel ud fra mængden. Det gør hendes person i hvert fald, for selve novellerne er måske ikke det mest bemærkelsesværdige i den sag.

Rosaleen Norton var nemlig en kendt skikkelse i 50’erne og 60’ernes engelske presse. Norton var maler og performancekunster, men hun var også drevet af en søgen efter okkult indsigt, og netop det fyldte både i hendes kunst og i den personlighed, som hun optrådte med i offentligheden. Der er således ikke så få paralleller til den skandaleombruste Aleister Crowley i den måde, som Norton lod sig iscenesætte på fra sin lejlighed og sit atelier i London.

Omdrejningspunktet for Nortons bohemeliv i storbyen var hendes billedkunst, der lægger sig et sted mellem ekspressionisme og surrealisme, men som dybest set er præget af en uskolet, prøvende stil, som ikke altid lykkes lige godt. Nortons motiver er hekse og djævle, hedenske guder og magiske situationer. Hendes billedverden tager dermed afsæt i okkulte og sataniske forestillinger, og hun havde intet imod at lade sin egen person og okkulte praksisser ledsage kunsten som kommercielt markedsføringskneb. Norton udførte dermed gladeligt ceremonier for pressen og var ganske åbenmundet omkring sin brug af sexmagi. Den slags lappede sladderpressen naturligvis i sig med frydefuld forargelse.   

Man genkender William Blake her – en af Nortons inspirationskilder

 

I indlægget her kan du få dig et indtryk af den kunst, som ”heksen fra Kings Cross” malede. I et senere indlæg vender jeg tilbage til Nortons noveller, som ikke er helt uden underholdningsværdi.

På genhør

Martin

Bemærk her, hvordan Norton har malet sig selv ind i øverste venstre hjørne, som deltager i heksesabbatten

Hardcover, H.C. Brewster 1945. en bog om kings Cross, som Norton lavede forsiden til

Hardcover, Mandrake of Oxford , 2. ud.1993. Nevill Drurys bog om Rosaleen Nortons liv og kunst

Hardcover, Teitan Press 2010. Genudgivelsen af Rosaleen Nortons skrækhistorier

 

Kristoffer J. Andersen, Dansk Tusmørke (2013): Gys og gru i Fjollerup

Paperback, Kandor 2013

For snart nogen tid siden kom Jonas Wilmann og jeg med et lille opråb om dansk horror, og det var tanken, at indlægget skulle bakkes op af en række mindre indlæg, som kunne kaste lys over vores opråb. Jonas har efterfølgende allerede været flittig ved tasterne, og jeg vil med indlægget her også indlede en serie indlæg om danske udgivelser, som vil komme drypvis her på bloggen i den kommende tid.

I indeværende indlæg har jeg valgt at tage fat i Kristoffer J. Andersens novellesamling Dansk Tusmørke fra 2013. En lille samling på ni fortællinger, der tematisk er opdelte under overskrifterne ”Humor”, ”Horror” og ”Fantasy”.  Det er med andre ord en blandet buket, som vi her har med at gøre. Det sjove er imidlertid, at bogen slet ikke virker så sammensat, som man skulle tro. Faktisk er der nærmest ingen forskel de ni fortællinger imellem. Ganske vist skifter miljøerne, og fantasy-fortællingerne skiller sig her især ud, men grundtonen i alle novellerne er mere eller mindre identiske. Det er da også derfor, at bogen skal trækkes frem.

Tonen i Andersens horror er båret af præcis samme kækhed som hans humor og fantasy. Man kan på samme tid også notere sig en nærmest lemfældig omgang med overnaturlige elementer, der slynges ind i skrækfortællingerne uden noget forsøg på at indlejre disse elementer troværdigt, hvilket kun forstærker parallellerne til fantasy-historierne.

Paperback, Kandor 2013

Der er noget naivt over Andersens noveller, der enstrenget bygger op imod en klassisk aha-slutning. I ”Røde dæmoner” forsøger en vampyr at drive en stakkels mand til selvmord, mens ”De døde børns hus” er en pinagtig historie om pagt med mørke kræfter. Den tredje, egentlige horrorfortælling ”2000 år i Helvede” er en triviel historie om den bibelske Brabbas, fangen der blev frigivet i stedet for Jesus.

Som læser spørger jeg mig, hvem målgruppen til bogen egentlig er? At dømme ud fra bogens indhold synes den i lige så høj grad rettet mod voksne som børn. Stedvist går Andersen ind i modne problemstillinger som i ”Røde dæmoner” og ”Ninja”, men andre steder er teksterne skrevet i børnehøjde. Men selv for børne- eller ungdomslitteratur er der tale om ganske simple tekster.

Bogen har, som sagt, titlen Dansk Tusmørke, hvilket må betyde et eller andet. Henrik Harksen udgav antologien Dystre Danmark i 2009, og Lars Kramhøft kaldte i Således forgår al verdens herlighed (2016), på lidt tvivlsomt grundlag, sine noveller for ”ny nordisk horror”. Der er med andre ord en vis opmærksomhed omkring det at finde ind til en særlig dansk tone eller indhold. Det er et vanskeligt projekt, som Jonas Wilmann også berørte i sin anmeldelse af romanen Rakelsminde; for findes denne ”danske stemning” i miljøet, i sprogtonen eller i begge dele tilsammen?

Kristoffer J. Andersen

Jeg må straks konstatere, at Kristoffer J. Andersen rent faktisk rammer noget meget hjemligt og bekendt i sine noveller. Det skyldes brugen af velkendte miljøer som eksempelvis den klassiske brune bodega i ”Ninja”, hvis første halvdel uden tvivl er bogens bedste tekst. Andersen kommer her tæt på en nostalgisk Finn Søeborg-humor, der desværre tabes på gulvet til sidst i unødvendige overdrivelser, der er symptomatiske for bogen som helhed. Det er et sidespring, for den væsentligste årsag til, at Dansk Tusmørke virker så bekendt eller dansk, er, at den på det nærmeste fremstår som destillat af Dennis Jürgensens forfatterskab.

Andersen gør således principielt intet i Dansk Tusmørke, som Dennis Jürgensen ikke allerede har gjort. Jeg tror ikke, at der er tale om noget bevidst forsøg på imitation fra Andersens side; jeg tror snarere, at han er en del af det faderkompleks, som dansk horror har i forhold til Jürgensen. Jeg vil nemlig mene, at Dennis Jürgensens forfatterskab på godt og ondt har præget forståelsen af, hvad horror på dansk er eller skal være. Der er da heller ikke mange andre end Jürgensen, der har oplevet samme succes med sin kombination af skrækmotiver og humor. Sagen er bare den, at det sjældent fungerer synderligt godt for andre end Jürgensen. Ikke desto mindre genfinder man ekkoer af Dennis Jürgensen i ganske meget af den danske horror, der åbenbart har svært ved at slippe de toner, der ligger i Jürgensens fortællinger.

Min pointe med dette er, at arven fra Jürgensen i nogen grad har lagt sig som en hæmsko for udviklingen af ny horror, navnlig til voksne. Den humoristiske (under)tone, der snakker med i teksterne, skaber et slør i forhold til det forpligtende ved gruen. Som model for succes er Jürgensen uden tvivl et godt sted at se hen, og der kan ikke være nogen tvivl om, at tekster inspireret hos Jürgensen kommer til at fremstå meget ”danske”. Men de værker, der kommer ud af sådanne lån, står samtidig også langt fra den form for skrækfiktion, som jeg selv finder stimulerende og interessant. Det hele bliver for let og uforpligtende. Der fordres ganske enkelt for lidt for af læseren. Det virker derfor også en smule forskruet, når Andersen i bogens formentlig ironiske efterskrift skriver:

Fandt du ikke en snært af uhygge i hver eneste novelle, er det, fordi du er et følelseskoldt og kynisk menneske, der er blevet så forhærdet af virkelighedens ondskab, at du ikke længere finder selv de mest gruopvækkende oplevelser det mindste skræmmende (s. 164). 

Jeg er absolut en af disse følelseskolde, kyniske mennesker, der ikke fandt en snært af uhygge i en eneste af novellerne.

Paperback, Kandor 2016. Fortsættelsen til Dansk Tusmørke

For mig at se er der et opgør her, som må tages. Der er i hvert fald en arv, som vi må være bevidste om og måske aktivt italesætte. En ny dansk horror bør tage en dyb indånding og slippe den folkelighed, der kendetegner Jürgensens tekster, og i stedet rette ambitionerne et helt andet sted hen. Især handler det om at turde skrive til voksne og turde skrive med eftertænksomhed til voksne. Drengerøvsdagene i dansk horror fra 00’erne er ved at være overstået; det har i hvert fald vist sig at være en både kommerciel og æstetisk fiasko. Ingen gider læse eller købe det – især ikke, når den, som i Dansk Tusmørke, kombineres med bedaget rollespilshumor.

I alt dette er Andersens Dansk Tusmørke jo mest af alt en anledning, et gidsel kan man sige. Men ikke desto mindre, mener jeg, at bogen repræsenterer meget af det, som vi burde lægge bag os. Som det nok fremgår, er jeg alt andet end imponeret over novellesamlingen, og jeg er sikker på, at Andersens virke som børnebogsforfatter er mere vellykket, end det han her har skrevet til voksne(?). Jeg undrer mig over, at bogen i det hele taget er udkommet, men forlaget Kandor så åbenbart et potentiale her, som jeg ikke har opfanget. Jeg tror imidlertid, at bogen først og fremmest kan takke Jürgensen-syndromet sin eksistens. Den minder os om vores barndomslæsning, og så må det jo være godt… desværre fungerer det bare ikke.

Man kan sige, at Dansk Tusmørke til fulde lever op til sit navn. Den er meget ”dansk”, men hvis det er tilfældet, bør vi nok stoppe med at sværme for præcis denne form for ”danskhed” og i stedet rette vores visioner for skrækfiktionen mod et andet og mere udfordrende sted. En bog som denne har i hvert fald intet bidraget til at højne niveauet blandt vores genreudgivelser herhjemme.

Nå, diskussionen fortsætter i næste indlæg, hvor der også bliver plads til positive eksempler.

Giv gerne dit besyv med.

 

 

Op(b)læste ord: Thelema møder verden

Hardcover, H. Harksen Productions 2018

Her kommer lige en lille reklame. På lørdag skal jeg optræde med højtlæsning fra min roman Thelema på Christianshavns Bogfestval. Jeg indtager scenen sammen Helene Hindberg, der skal læse højt fra den spritnye novellesamling Afkroge; en samling, som jeg glæder mig til at høre noget fra. Det sker alt sammen omkring kl. 1400. Det skal nok blive sjovt.

Jeg er efterhånden lidt spændt på modtagelsen af Thelema, der desværre aldrig blev klar til Krimimessen i år, hvor den ellers skulle være udkommet sammen med Randvad – romanen jeg har skrevet sammen med Jacob Holm Krogsøe. Sådan blev det bare ikke, men nu er bogen endelig klar. Randvad er blevet rigtig godt modtaget, hvilket er herligt, og nu håber jeg Thelema kan stå mål med de flotte ord, som den anden bog er blevet mødt med.

Måske ses vi til bogfestivallen. Kom forbi og få et indtryk af den magiske verden, som Thelema udspiller sig i.

 

Charles L. Grant, The Hour of the Oxrun Dead (1977): Den diabolske overklasse

Paperback, Tor 1987. Forsiden er stemningsfuldt malet af David Mann

1970’erne var et fantastisk årti for skrækfiktionen. Store bestsellere skabte økonomisk interesse for genren, hvilket var med til at bane vejen for nye talenter med spændende projekter. En af de forfattere, der voksede ud af skrækkens undergrund, var Charles L. Grant, der udsendte The Hour of the Oxrun Dead i 1977. Romanen udspiller sig i den fiktive lille provinsby Oxrun Station, som efterfølgende kom til at danne rammen om en hel serie af Grants historier i stil med Kings fiktive Castle Rock eller Lovecrafts Arkham.

Handlingen foregår i dagene op til halloween. Et år tidligere er Natalies mand Ben, der var politibetjent i Oxrun, blevet dræbt på jobbet. Morderen er aldrig fundet, men nu – et år senere – begynder der at ske sære ting omkring Natalie. Noget forfølger hende tilsyneladende, og selvom Bens bror Sam, der også er betjent, gør, hvad han kan for at beskytte Natalie, hjælper det ikke meget.

Paperback, Tor 1987

Heldigvis har Natalie langt om længe åbnet sig overfor byens journalist Marc, og sammen forsøger de nu at opklare, hvad der er på færde. Kirker i byen er blevet skændet og bøger bliver stjålet på biblioteket. Det hele er meget mystisk, ikke mindst da Natalie opdager, at alle byens spidser går med den samme type mærkelige fingerring. Faktisk gik Ben, Natalies afdøde mand, også med sådan en ring. Snart viser det sig, at en okkult sammensværgelse holder Oxrun under opsyn, og Natalie spiller en eller anden rolle i dette.

Desværre er bogen, der på flere måder har mindelser om Ira Levins Rosemary’s Baby, dybest set ganske uinteressant. Den er hverken nervepirrende eller har noget særligt på hjertet, hvorfor Charles Grants første skrækroman står som en forbløffende tam omgang, hvis stærkeste træk er de afdæmpede personskildringer af Natalie, Marc og Sam.

Charles Lewis Grant (12. september 12 1942 – 15. september 2006)

Præcis det afdæmpede er da også det, der skabte Grants forfatterkarriere og danner det, man kan kalde hans stil. Grant var nemlig en af de fremmeste repræsentanter for den såkaldte ”stille horror”, der voksede frem i 70’erne som modstykke til bestsellernes ofte larmende historier og voldsomme konfrontationer mellem godt og ondt. Hos Grant trækkes tempoet ud af teksten, og historien får lov at udspille sig i hverdagslivets rolige rammer. I hvert fald næsten.

Det da også tydeligt, hvor han stilistisk vil hen med sin tekst. For Grant handler gyset om virkelige mennesker af kød og blod, der konfronteres med skræmmende optrin, som knuser deres hverdag. Det er dig og mig, der går omkring i Grants romaner og pludselig jages af mørke silhuetter i natten. Præcis den præmis er sympatisk og på mange måder den helt rigtige reaktion på monstergysets bulder og brag. Samtidig er roman kort. Grant kender med andre ord sin besøgstid og overlæsser ikke sin skrækfiktion med flere af hverdagens trivialiteter end det, der skal til for at skabe miljøet. Også her stiller Grant sig anderledes end bestsellerforfattere som eksempelvis Stephen King.

Paperback, Doubleday 1977. Bogens første udgave

Desværre mislykkes meget af dette i The Hour of the Oxrun Dead, fordi Grant ikke får doseret sin fortælling rigtigt. Det, der burde være en roman med stigende paranoid rædsel, der vokser kapitel for kapitel, som sammensværgelsens omfang går op for Natalie, forbliver en flad og udramatisk omgang, hvis klimaks afvikles på de sidste fem sider i en række hektiske beskrivelser, der ikke formår at indfri de forventninger, som bogen har opbygget.

Ærgrelsen bliver ikke mindre af, at Grant rent faktisk løbende leverer gode optakter og momenter, som principielt burde være perfekte små skrækscener; sådan bliver det bare ikke. Hans tydeligvis meget filmiske forståelse af litteratur og scenerne, der stedvist har karakter af pasticher over sort/hvide monstergys (en tågeindsvøbt kirkegård figurerer eksempelvis prominent), får hverken nerve eller liv.

Paperback, Popular Library 1979

Man skal dermed ikke læse Grants første skrækroman, fordi den er synderligt spændende eller god, men man skal læse den, fordi den blev et vigtigt startskud for en gren af horrorgenren, der havde høj kurs fra slutningen af 70’erne og frem til 80’ernes midte. Den har således genrehistorisk interesse.

Det kan indvendes, at der altid har eksisteret stille gru, som bevirker meget med små armbevægelser, hvilket er helt rigtigt. Det var imidlertid først i slutningen af 70’erne, at der opstod en hel lille bevægelse af romaner, der principielt brugte samme tematikker og monstre som bestsellergyserene, men som fortalte historierne i et helt andet tempo. Denne form for ”stille gys” blev naturligvis aldrig for alvor populær blandt horrorfans, men ikke desto mindre er den udtryk for en særlig æstetisk tilgang til gyset, der levede i bedste velgående i skrækfiktionens græsrodslag.

Paperback, Crossroad Press 2018

Som det fremgår, er The Hour of the Oxrun Dead er tydeligvis ikke nogen stor oplevelse, og bogen er en beklagelig introduktion til det, der blev en ganske populær serie af løseligt sammenhængende romaner. Tingene blev da også bedre for Grant senere, da han blev mere sikker i sin vision og bedre forstod, hvor der skulle holdes igen og hvor der skulle presses på.

Musik til fredagen – ny video fra The Bronx

The Bronx er en af mine gamle favoritter. Deres album V, fra sidste år, er måske ikke det bedste i deres bagkatalog, men de har et eller andet, som bliver ved at få mig tilbage til dem. De har netop nu udsendt en video til nummeret ”Side Effects” – pladens sjæler. Giv nummeret et lyt – måske det kan få dig indlemmet i Bronx-kulten.

Vi ses på søndag.

Cormac McCarthy, The Road (2006): Hist, hvor vejen slår en bugt

Hardcover, Turtleback Books 2007

I forbindelse med færdiggørelsen af et bogprojekt har jeg lige genlæst Cormac McCarthys helt og aldeles fremragende roman The Road fra 2006; en bog, der typisk beskrives med den lidt uheldige genrebetegnelse ”post-apokalyptisk”. Romanen blev, som bekendt, en bestseller, der har gået sin sejrsgang godt hjulpet på vej af en filmatisering. Jeg klapper da også i hænderne over den succes, for McCarthy fortjener at blive læst og diskuteret af så mange som muligt. I indlægget her skal jeg ikke kede jer med alt for meget om det grundlæggende i romanen. Jeg er helt sikkert på, at I alle har læst bogen og elsker den.

Jeg sætter personligt stor pris på den ekstreme sproglige disciplin i McCarthys forfatterskab, ikke mindst som han udfolder den i The Road. Grundlæggende indfælder han sig i den realistiske, amerikanske tradition, der mere eller mindre har holdt sig uforandret siden Hemingway. Det vil sige en enkel eller nedbarberet prosa, som ikke finder sin virkning i metaforiske konstruktioner og detaljerede stemningsbeskrivelser, men i stedet går i den stik modsatte retning. Hos McCarthy, eksempelvis, bliver teksten strammet ind til et absolut minimum, og hovedpersonernes verden beskrives med en ordknap nøjagtighed, der giver sætningerne karakter af pulsslag, som roligt, men taktfast, registres af læseren.

Cormac McCarthy (født 20. juli 1933)

Ordene hos McCarthy vinder dermed betydning og lyrisk kraft, fordi der er så få af dem, og vi ved, at de ord, der står tilbage, er ladet med en mening, som en mere ordrig forfatter ikke nødvendigvis behøver investere i sin sætningsopbygning. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at en roman som The Road er fyldt med betydninger og skrevet ud fra noget, som man kunne kalde det usagtes æstetik. Ordene er selvfølgelig nødvendige for bogen eksistens, men de er også nødvendige for også at kunne undlade ord. Man kan sige, at McCarthy siger præcis så meget eller lidt, at han skaber en langt større usagt fortælling, end det konkrete bogværk vi sidder med.

Der er skam også vinkler og betydninger nok at grave frem i The Road, nogle mere oplagte end andre. Det psykologiske portræt af den syge far, forholdet mellem far og søn, drengens verdensbillede og så fremdeles, er emner, der allerede nu er blevet diskuteret ganske meget. Jeg har da heller ikke så meget konkret at sige om præcis de spørgsmål. Der er imidlertid en større diskussion om McCarthys forfatterskab, som er ekstremt interessant og vigtig for forståelsen af The Road og hans værker generelt.

Hardcover, Picador 2006. Romanens 1. udgave

Det handler om religionens rolle i en bog som The Road. Emnet er blevet diskuteret heftigt, senest meget interessant af Manuel Broncano i den anbefalelsesværdige Religion in Cormac McCarthy’s Fiction: Apocryphal Borderlands fra 2016.

Den katolsk opdragede McCarthy har på den ene side selv flere gange afvist religion og taget et klassisk ateistisk standpunkt, der siger, at tro eller religion er et surrogat eller en kollektiv løgn, der tillader os at glemme verdens ubehageligheder. På den anden side er The Road, for nu at holde os til den, gennemsyret af fundamentalt kristne motiver, der styrer teksten fra ende til anden. Pilgrimsmotivet gennemtrænger alt, og faren indtager pladsen som dogmatisk lærer, der viderebringer bibeltekst til sønnen.

Hardcover, Alfed A. Knoph 2006

Den paulinske idé om at være i verden, men ikke af verden, og Johannes åbenbaringens sondring mellem folket af denne verden og de troende, som har hjemme i det hinsides, hamres igennem på alle bogens sider, hvor far og søn, som pilgrimme i udlændighed, vandrer igennem en verden, der ikke er deres. ”Are we the good guys?”, lyder spørgsmålet igen og igen fra sønnen, og faren tvivler, men svarer ja, for de er ikke del af den kannibalistiske virkelighed omkring dem. Drengen og farens verden er vejen, der fører mod Paradis, og de har ikke fred, før de har nået deres mål.

Pilgrimsmotivet trækkes endda helt ind i bogens afslutning. Faren dør på landevejen, mens sønnen indlemmes i et nyt fællesskab, der er undervejs mod samme mål. De er ikke konkret på vejen længere, men metaforisk er de også hjemløse, der i deres ansigtssved arbejder i vildmarken, mens de venter på, at portene til Det Ny Jerusalem åbner sig for dem for enden af vejen.

Paperback, Vintage Books 2007

Sådan kan man blive ved. Det interessante ved alt dette er imidlertid den paradoksale relation mellem forfatter og tekst, som inviterer til overvejelse og nærmere grubleri. Tager vi McCarthys ateistiske standpunkt for pålydende, bliver farens og drengens fortælling en ekstremt nedslående, nihilistisk fortælling om en løgn, der holder dem gående i en ødelagt verden uden lyspunkter. Men helt så enkelt er det ikke, for jagten på det forjættede land er jo netop det, der holder dem i live; det giver dem håb og kraft. Uanset om fortællingen, de tror på, er sand eller falsk, har troen altså en betydning for dem. En betydning, der synes at gå stik imod McCarthys eget udsagn om religionen som hæmmende blændværk.

Når han gang på gang opsøger disse soteriologiske perspektiver i sin fiktion, må man spørge sig, om McCarthy er helt ærlig i sine udtalelser om religion. Måske spiller den en større rolle hos ham? Det er naturligvis et personligt anliggende for ham; det spændende er imidlertid den vifte af mulige fortolkninger, der opstår i spændet mellem total håbløshed og stålsat tro på, at der kommer en bedre verden. Uanset hvad McCarthy selv måtte føle og tænke, betyder alt dette i virkeligheden, at han sætter sin læser fri på landevejen til selv at spørge sig, hvad forholdet er mellem nuet og det der kommer i fremtiden.

Paperback, Picador 2007

Det, McCarthy dermed gør, er at udstyre sin læser (barnet/drengen) med en krykke i form af den kristne mytologi og så spørger, om han/hun ville se sig i stand til at kaste denne krykke fra sig i ekstrem nød som sult og hjemløs fattigdom. Han adresserer dermed også grundlæggende problematikker omkring religionen og når derved, ad omveje, tilbage til noget, der ikke så meget er en ateistisk kritik, men mere en nøgtern beskrivelse af det udsatte menneskes behov håb, uanset hvad kilden til dette håb måtte være. Er det så godt eller skidt? Blændværk eller overlevelsesdrift? Ja, diskussionen fortsætter, men her må jeg hellere stoppe.

På genhør

Martin

Paperback, Picador 2009

Paperback, vintage books 2009

 

I sneglefart til Hypermountain

Tingene har stået lidt stille på bloggen i den senere tid. Det er ærgerligt, men en kombination af påskeferie og travlhed med forskellige projekter har ædt min tid. Det letter nu, hvorfor jeg håber at komme ind i en god stime med bloggen igen.

Det må markeres med en passande sang fra mit dagens yndlingsband, Spaceslug og deres fantastiske album Lemanis fra 2016. Giv de stenede gutter et lyt. Vi ses på søndag, hvor landevejen kalder.