Cormac McCarthy, The Road (2006): Hist, hvor vejen slår en bugt

Hardcover, Turtleback Books 2007

I forbindelse med færdiggørelsen af et bogprojekt har jeg lige genlæst Cormac McCarthys helt og aldeles fremragende roman The Road fra 2006; en bog, der typisk beskrives med den lidt uheldige genrebetegnelse ”post-apokalyptisk”. Romanen blev, som bekendt, en bestseller, der har gået sin sejrsgang godt hjulpet på vej af en filmatisering. Jeg klapper da også i hænderne over den succes, for McCarthy fortjener at blive læst og diskuteret af så mange som muligt. I indlægget her skal jeg ikke kede jer med alt for meget om det grundlæggende i romanen. Jeg er helt sikkert på, at I alle har læst bogen og elsker den.

Jeg sætter personligt stor pris på den ekstreme sproglige disciplin i McCarthys forfatterskab, ikke mindst som han udfolder den i The Road. Grundlæggende indfælder han sig i den realistiske, amerikanske tradition, der mere eller mindre har holdt sig uforandret siden Hemingway. Det vil sige en enkel eller nedbarberet prosa, som ikke finder sin virkning i metaforiske konstruktioner og detaljerede stemningsbeskrivelser, men i stedet går i den stik modsatte retning. Hos McCarthy, eksempelvis, bliver teksten strammet ind til et absolut minimum, og hovedpersonernes verden beskrives med en ordknap nøjagtighed, der giver sætningerne karakter af pulsslag, som roligt, men taktfast, registres af læseren.

Cormac McCarthy (født 20. juli 1933)

Ordene hos McCarthy vinder dermed betydning og lyrisk kraft, fordi der er så få af dem, og vi ved, at de ord, der står tilbage, er ladet med en mening, som en mere ordrig forfatter ikke nødvendigvis behøver investere i sin sætningsopbygning. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at en roman som The Road er fyldt med betydninger og skrevet ud fra noget, som man kunne kalde det usagtes æstetik. Ordene er selvfølgelig nødvendige for bogen eksistens, men de er også nødvendige for også at kunne undlade ord. Man kan sige, at McCarthy siger præcis så meget eller lidt, at han skaber en langt større usagt fortælling, end det konkrete bogværk vi sidder med.

Der er skam også vinkler og betydninger nok at grave frem i The Road, nogle mere oplagte end andre. Det psykologiske portræt af den syge far, forholdet mellem far og søn, drengens verdensbillede og så fremdeles, er emner, der allerede nu er blevet diskuteret ganske meget. Jeg har da heller ikke så meget konkret at sige om præcis de spørgsmål. Der er imidlertid en større diskussion om McCarthys forfatterskab, som er ekstremt interessant og vigtig for forståelsen af The Road og hans værker generelt.

Hardcover, Picador 2006. Romanens 1. udgave

Det handler om religionens rolle i en bog som The Road. Emnet er blevet diskuteret heftigt, senest meget interessant af Manuel Broncano i den anbefalelsesværdige Religion in Cormac McCarthy’s Fiction: Apocryphal Borderlands fra 2016.

Den katolsk opdragede McCarthy har på den ene side selv flere gange afvist religion og taget et klassisk ateistisk standpunkt, der siger, at tro eller religion er et surrogat eller en kollektiv løgn, der tillader os at glemme verdens ubehageligheder. På den anden side er The Road, for nu at holde os til den, gennemsyret af fundamentalt kristne motiver, der styrer teksten fra ende til anden. Pilgrimsmotivet gennemtrænger alt, og faren indtager pladsen som dogmatisk lærer, der viderebringer bibeltekst til sønnen.

Hardcover, Alfed A. Knoph 2006

Den paulinske idé om at være i verden, men ikke af verden, og Johannes åbenbaringens sondring mellem folket af denne verden og de troende, som har hjemme i det hinsides, hamres igennem på alle bogens sider, hvor far og søn, som pilgrimme i udlændighed, vandrer igennem en verden, der ikke er deres. ”Are we the good guys?”, lyder spørgsmålet igen og igen fra sønnen, og faren tvivler, men svarer ja, for de er ikke del af den kannibalistiske virkelighed omkring dem. Drengen og farens verden er vejen, der fører mod Paradis, og de har ikke fred, før de har nået deres mål.

Pilgrimsmotivet trækkes endda helt ind i bogens afslutning. Faren dør på landevejen, mens sønnen indlemmes i et nyt fællesskab, der er undervejs mod samme mål. De er ikke konkret på vejen længere, men metaforisk er de også hjemløse, der i deres ansigtssved arbejder i vildmarken, mens de venter på, at portene til Det Ny Jerusalem åbner sig for dem for enden af vejen.

Paperback, Vintage Books 2007

Sådan kan man blive ved. Det interessante ved alt dette er imidlertid den paradoksale relation mellem forfatter og tekst, som inviterer til overvejelse og nærmere grubleri. Tager vi McCarthys ateistiske standpunkt for pålydende, bliver farens og drengens fortælling en ekstremt nedslående, nihilistisk fortælling om en løgn, der holder dem gående i en ødelagt verden uden lyspunkter. Men helt så enkelt er det ikke, for jagten på det forjættede land er jo netop det, der holder dem i live; det giver dem håb og kraft. Uanset om fortællingen, de tror på, er sand eller falsk, har troen altså en betydning for dem. En betydning, der synes at gå stik imod McCarthys eget udsagn om religionen som hæmmende blændværk.

Når han gang på gang opsøger disse soteriologiske perspektiver i sin fiktion, må man spørge sig, om McCarthy er helt ærlig i sine udtalelser om religion. Måske spiller den en større rolle hos ham? Det er naturligvis et personligt anliggende for ham; det spændende er imidlertid den vifte af mulige fortolkninger, der opstår i spændet mellem total håbløshed og stålsat tro på, at der kommer en bedre verden. Uanset hvad McCarthy selv måtte føle og tænke, betyder alt dette i virkeligheden, at han sætter sin læser fri på landevejen til selv at spørge sig, hvad forholdet er mellem nuet og det der kommer i fremtiden.

Paperback, Picador 2007

Det, McCarthy dermed gør, er at udstyre sin læser (barnet/drengen) med en krykke i form af den kristne mytologi og så spørger, om han/hun ville se sig i stand til at kaste denne krykke fra sig i ekstrem nød som sult og hjemløs fattigdom. Han adresserer dermed også grundlæggende problematikker omkring religionen og når derved, ad omveje, tilbage til noget, der ikke så meget er en ateistisk kritik, men mere en nøgtern beskrivelse af det udsatte menneskes behov håb, uanset hvad kilden til dette håb måtte være. Er det så godt eller skidt? Blændværk eller overlevelsesdrift? Ja, diskussionen fortsætter, men her må jeg hellere stoppe.

På genhør

Martin

Paperback, Picador 2009

Paperback, vintage books 2009

 

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.