Charles L. Grant, The Hour of the Oxrun Dead (1977): Den diabolske overklasse

Paperback, Tor 1987. Forsiden er stemningsfuldt malet af David Mann

1970’erne var et fantastisk årti for skrækfiktionen. Store bestsellere skabte økonomisk interesse for genren, hvilket var med til at bane vejen for nye talenter med spændende projekter. En af de forfattere, der voksede ud af skrækkens undergrund, var Charles L. Grant, der udsendte The Hour of the Oxrun Dead i 1977. Romanen udspiller sig i den fiktive lille provinsby Oxrun Station, som efterfølgende kom til at danne rammen om en hel serie af Grants historier i stil med Kings fiktive Castle Rock eller Lovecrafts Arkham.

Handlingen foregår i dagene op til halloween. Et år tidligere er Natalies mand Ben, der var politibetjent i Oxrun, blevet dræbt på jobbet. Morderen er aldrig fundet, men nu – et år senere – begynder der at ske sære ting omkring Natalie. Noget forfølger hende tilsyneladende, og selvom Bens bror Sam, der også er betjent, gør, hvad han kan for at beskytte Natalie, hjælper det ikke meget.

Paperback, Tor 1987

Heldigvis har Natalie langt om længe åbnet sig overfor byens journalist Marc, og sammen forsøger de nu at opklare, hvad der er på færde. Kirker i byen er blevet skændet og bøger bliver stjålet på biblioteket. Det hele er meget mystisk, ikke mindst da Natalie opdager, at alle byens spidser går med den samme type mærkelige fingerring. Faktisk gik Ben, Natalies afdøde mand, også med sådan en ring. Snart viser det sig, at en okkult sammensværgelse holder Oxrun under opsyn, og Natalie spiller en eller anden rolle i dette.

Desværre er bogen, der på flere måder har mindelser om Ira Levins Rosemary’s Baby, dybest set ganske uinteressant. Den er hverken nervepirrende eller har noget særligt på hjertet, hvorfor Charles Grants første skrækroman står som en forbløffende tam omgang, hvis stærkeste træk er de afdæmpede personskildringer af Natalie, Marc og Sam.

Charles Lewis Grant (12. september 12 1942 – 15. september 2006)

Præcis det afdæmpede er da også det, der skabte Grants forfatterkarriere og danner det, man kan kalde hans stil. Grant var nemlig en af de fremmeste repræsentanter for den såkaldte ”stille horror”, der voksede frem i 70’erne som modstykke til bestsellernes ofte larmende historier og voldsomme konfrontationer mellem godt og ondt. Hos Grant trækkes tempoet ud af teksten, og historien får lov at udspille sig i hverdagslivets rolige rammer. I hvert fald næsten.

Det da også tydeligt, hvor han stilistisk vil hen med sin tekst. For Grant handler gyset om virkelige mennesker af kød og blod, der konfronteres med skræmmende optrin, som knuser deres hverdag. Det er dig og mig, der går omkring i Grants romaner og pludselig jages af mørke silhuetter i natten. Præcis den præmis er sympatisk og på mange måder den helt rigtige reaktion på monstergysets bulder og brag. Samtidig er roman kort. Grant kender med andre ord sin besøgstid og overlæsser ikke sin skrækfiktion med flere af hverdagens trivialiteter end det, der skal til for at skabe miljøet. Også her stiller Grant sig anderledes end bestsellerforfattere som eksempelvis Stephen King.

Paperback, Doubleday 1977. Bogens første udgave

Desværre mislykkes meget af dette i The Hour of the Oxrun Dead, fordi Grant ikke får doseret sin fortælling rigtigt. Det, der burde være en roman med stigende paranoid rædsel, der vokser kapitel for kapitel, som sammensværgelsens omfang går op for Natalie, forbliver en flad og udramatisk omgang, hvis klimaks afvikles på de sidste fem sider i en række hektiske beskrivelser, der ikke formår at indfri de forventninger, som bogen har opbygget.

Ærgrelsen bliver ikke mindre af, at Grant rent faktisk løbende leverer gode optakter og momenter, som principielt burde være perfekte små skrækscener; sådan bliver det bare ikke. Hans tydeligvis meget filmiske forståelse af litteratur og scenerne, der stedvist har karakter af pasticher over sort/hvide monstergys (en tågeindsvøbt kirkegård figurerer eksempelvis prominent), får hverken nerve eller liv.

Paperback, Popular Library 1979

Man skal dermed ikke læse Grants første skrækroman, fordi den er synderligt spændende eller god, men man skal læse den, fordi den blev et vigtigt startskud for en gren af horrorgenren, der havde høj kurs fra slutningen af 70’erne og frem til 80’ernes midte. Den har således genrehistorisk interesse.

Det kan indvendes, at der altid har eksisteret stille gru, som bevirker meget med små armbevægelser, hvilket er helt rigtigt. Det var imidlertid først i slutningen af 70’erne, at der opstod en hel lille bevægelse af romaner, der principielt brugte samme tematikker og monstre som bestsellergyserene, men som fortalte historierne i et helt andet tempo. Denne form for ”stille gys” blev naturligvis aldrig for alvor populær blandt horrorfans, men ikke desto mindre er den udtryk for en særlig æstetisk tilgang til gyset, der levede i bedste velgående i skrækfiktionens græsrodslag.

Paperback, Crossroad Press 2018

Som det fremgår, er The Hour of the Oxrun Dead er tydeligvis ikke nogen stor oplevelse, og bogen er en beklagelig introduktion til det, der blev en ganske populær serie af løseligt sammenhængende romaner. Tingene blev da også bedre for Grant senere, da han blev mere sikker i sin vision og bedre forstod, hvor der skulle holdes igen og hvor der skulle presses på.

3 kommentarer

Filed under Roman

3 responses to “Charles L. Grant, The Hour of the Oxrun Dead (1977): Den diabolske overklasse

  1. Haha, “flad og udramatisk”. For nylig fik jeg endelig hevet en Grant-novellesamling ud af reolen, og det var også den oplevelse, jeg sad tilbage med efter endt læsning. Ideerne var såmænd gode gode nok, novellerne var pæne, men der var intet, der rigtig fangede. Jeg tror måske, at en enkelt novelle havde været meget fedt, men en hel række, hvor vanvittige ting sker, men folk underreagerer på dem, blev lidt kedeligt.
    Dernæst snuppede jeg en antologi, han havde redigeret – og der virkede det, som om samtlige forfattere havde adopteret hans tilgang, for de flød ud i ét.
    Ikke den store invitation til at læse mere Grant – men hvis der er en titel, du anbefaler, hører jeg det gerne.

    • Martin

      Hej Janus, tak for ordene. Det bliver jo hurtigt et spørgsmål om smag og behag. Jeg synes afgjort man møder forfatteren Grant bedst i novellesamlingerne A Glow of Candles og Tales from the Nightside, der begge udkom i 1981. Det er måske en af dem, som du har haft fat i? Her finder man Grants stille gru i den reneste form. Historierne skal ikke læses ud i et stræk, men til drypvis læsning er det behagelige bekendtskaber, der med stemningen af en verden af i går har en sympatisk, stillestående atmosfære.

      • Hmmm, det var faktisk Tales from the Nightside. Men jeg tror, du har ret i, at jeg skulle have fordelt novellerne over længere tid. Det var nok med til at dræbe oplevelsen, at de flød sammen.
        Det skriver jeg mig bag øret til næste gang.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.