Kristoffer J. Andersen, Dansk Tusmørke (2013): Gys og gru i Fjollerup

Paperback, Kandor 2013

For snart nogen tid siden kom Jonas Wilmann og jeg med et lille opråb om dansk horror, og det var tanken, at indlægget skulle bakkes op af en række mindre indlæg, som kunne kaste lys over vores opråb. Jonas har efterfølgende allerede været flittig ved tasterne, og jeg vil med indlægget her også indlede en serie indlæg om danske udgivelser, som vil komme drypvis her på bloggen i den kommende tid.

I indeværende indlæg har jeg valgt at tage fat i Kristoffer J. Andersens novellesamling Dansk Tusmørke fra 2013. En lille samling på ni fortællinger, der tematisk er opdelte under overskrifterne ”Humor”, ”Horror” og ”Fantasy”.  Det er med andre ord en blandet buket, som vi her har med at gøre. Det sjove er imidlertid, at bogen slet ikke virker så sammensat, som man skulle tro. Faktisk er der nærmest ingen forskel de ni fortællinger imellem. Ganske vist skifter miljøerne, og fantasy-fortællingerne skiller sig her især ud, men grundtonen i alle novellerne er mere eller mindre identiske. Det er da også derfor, at bogen skal trækkes frem.

Tonen i Andersens horror er båret af præcis samme kækhed som hans humor og fantasy. Man kan på samme tid også notere sig en nærmest lemfældig omgang med overnaturlige elementer, der slynges ind i skrækfortællingerne uden noget forsøg på at indlejre disse elementer troværdigt, hvilket kun forstærker parallellerne til fantasy-historierne.

Paperback, Kandor 2013

Der er noget naivt over Andersens noveller, der enstrenget bygger op imod en klassisk aha-slutning. I ”Røde dæmoner” forsøger en vampyr at drive en stakkels mand til selvmord, mens ”De døde børns hus” er en pinagtig historie om pagt med mørke kræfter. Den tredje, egentlige horrorfortælling ”2000 år i Helvede” er en triviel historie om den bibelske Brabbas, fangen der blev frigivet i stedet for Jesus.

Som læser spørger jeg mig, hvem målgruppen til bogen egentlig er? At dømme ud fra bogens indhold synes den i lige så høj grad rettet mod voksne som børn. Stedvist går Andersen ind i modne problemstillinger som i ”Røde dæmoner” og ”Ninja”, men andre steder er teksterne skrevet i børnehøjde. Men selv for børne- eller ungdomslitteratur er der tale om ganske simple tekster.

Bogen har, som sagt, titlen Dansk Tusmørke, hvilket må betyde et eller andet. Henrik Harksen udgav antologien Dystre Danmark i 2009, og Lars Kramhøft kaldte i Således forgår al verdens herlighed (2016), på lidt tvivlsomt grundlag, sine noveller for ”ny nordisk horror”. Der er med andre ord en vis opmærksomhed omkring det at finde ind til en særlig dansk tone eller indhold. Det er et vanskeligt projekt, som Jonas Wilmann også berørte i sin anmeldelse af romanen Rakelsminde; for findes denne ”danske stemning” i miljøet, i sprogtonen eller i begge dele tilsammen?

Kristoffer J. Andersen

Jeg må straks konstatere, at Kristoffer J. Andersen rent faktisk rammer noget meget hjemligt og bekendt i sine noveller. Det skyldes brugen af velkendte miljøer som eksempelvis den klassiske brune bodega i ”Ninja”, hvis første halvdel uden tvivl er bogens bedste tekst. Andersen kommer her tæt på en nostalgisk Finn Søeborg-humor, der desværre tabes på gulvet til sidst i unødvendige overdrivelser, der er symptomatiske for bogen som helhed. Det er et sidespring, for den væsentligste årsag til, at Dansk Tusmørke virker så bekendt eller dansk, er, at den på det nærmeste fremstår som destillat af Dennis Jürgensens forfatterskab.

Andersen gør således principielt intet i Dansk Tusmørke, som Dennis Jürgensen ikke allerede har gjort. Jeg tror ikke, at der er tale om noget bevidst forsøg på imitation fra Andersens side; jeg tror snarere, at han er en del af det faderkompleks, som dansk horror har i forhold til Jürgensen. Jeg vil nemlig mene, at Dennis Jürgensens forfatterskab på godt og ondt har præget forståelsen af, hvad horror på dansk er eller skal være. Der er da heller ikke mange andre end Jürgensen, der har oplevet samme succes med sin kombination af skrækmotiver og humor. Sagen er bare den, at det sjældent fungerer synderligt godt for andre end Jürgensen. Ikke desto mindre genfinder man ekkoer af Dennis Jürgensen i ganske meget af den danske horror, der åbenbart har svært ved at slippe de toner, der ligger i Jürgensens fortællinger.

Min pointe med dette er, at arven fra Jürgensen i nogen grad har lagt sig som en hæmsko for udviklingen af ny horror, navnlig til voksne. Den humoristiske (under)tone, der snakker med i teksterne, skaber et slør i forhold til det forpligtende ved gruen. Som model for succes er Jürgensen uden tvivl et godt sted at se hen, og der kan ikke være nogen tvivl om, at tekster inspireret hos Jürgensen kommer til at fremstå meget ”danske”. Men de værker, der kommer ud af sådanne lån, står samtidig også langt fra den form for skrækfiktion, som jeg selv finder stimulerende og interessant. Det hele bliver for let og uforpligtende. Der fordres ganske enkelt for lidt for af læseren. Det virker derfor også en smule forskruet, når Andersen i bogens formentlig ironiske efterskrift skriver:

Fandt du ikke en snært af uhygge i hver eneste novelle, er det, fordi du er et følelseskoldt og kynisk menneske, der er blevet så forhærdet af virkelighedens ondskab, at du ikke længere finder selv de mest gruopvækkende oplevelser det mindste skræmmende (s. 164). 

Jeg er absolut en af disse følelseskolde, kyniske mennesker, der ikke fandt en snært af uhygge i en eneste af novellerne.

Paperback, Kandor 2016. Fortsættelsen til Dansk Tusmørke

For mig at se er der et opgør her, som må tages. Der er i hvert fald en arv, som vi må være bevidste om og måske aktivt italesætte. En ny dansk horror bør tage en dyb indånding og slippe den folkelighed, der kendetegner Jürgensens tekster, og i stedet rette ambitionerne et helt andet sted hen. Især handler det om at turde skrive til voksne og turde skrive med eftertænksomhed til voksne. Drengerøvsdagene i dansk horror fra 00’erne er ved at være overstået; det har i hvert fald vist sig at være en både kommerciel og æstetisk fiasko. Ingen gider læse eller købe det – især ikke, når den, som i Dansk Tusmørke, kombineres med bedaget rollespilshumor.

I alt dette er Andersens Dansk Tusmørke jo mest af alt en anledning, et gidsel kan man sige. Men ikke desto mindre, mener jeg, at bogen repræsenterer meget af det, som vi burde lægge bag os. Som det nok fremgår, er jeg alt andet end imponeret over novellesamlingen, og jeg er sikker på, at Andersens virke som børnebogsforfatter er mere vellykket, end det han her har skrevet til voksne(?). Jeg undrer mig over, at bogen i det hele taget er udkommet, men forlaget Kandor så åbenbart et potentiale her, som jeg ikke har opfanget. Jeg tror imidlertid, at bogen først og fremmest kan takke Jürgensen-syndromet sin eksistens. Den minder os om vores barndomslæsning, og så må det jo være godt… desværre fungerer det bare ikke.

Man kan sige, at Dansk Tusmørke til fulde lever op til sit navn. Den er meget ”dansk”, men hvis det er tilfældet, bør vi nok stoppe med at sværme for præcis denne form for ”danskhed” og i stedet rette vores visioner for skrækfiktionen mod et andet og mere udfordrende sted. En bog som denne har i hvert fald intet bidraget til at højne niveauet blandt vores genreudgivelser herhjemme.

Nå, diskussionen fortsætter i næste indlæg, hvor der også bliver plads til positive eksempler.

Giv gerne dit besyv med.

 

 

5 kommentarer

Filed under Novellesamling

5 responses to “Kristoffer J. Andersen, Dansk Tusmørke (2013): Gys og gru i Fjollerup

  1. jonaswilmann

    Det med at finde ind til en dansk horroridentitet begynder at ligne en rød tråd i disse artikler. Der bliver jo rigtig nok strøet om sig med ordet ’nordisk’ og ’dansk’, både på bog- og filmsiden herhjemme, men jeg vil gerne uddybe, at den danske horroridentitet, jeg efterlyser, ikke behøver referere til noget specifikt nordisk eller dansk. Jeg tænker mere i baner af nogle unikke horrorforfatterskaber, vi kan kalde vores, uden at det skal være ’den nordiske fidus’, vi ser så meget af. Nøglen – ikke nødvendigvis til mere salg her og nu, men til det ambitiøse, dygtige værk – må være at trække på egne indre verdener, at skabe det personlige, oprigtige værk. Alle er selvfølgelig inspireret af noget, men der er alligevel lang vej til den bevidste hyldest og fanfiktion, der har domineret dansk horror, både hvad angår prætentiøs fortidsromantik og knaldromaner, som går nyere, amerikansk horror i bedene. Et kreativt menneske er jo en slags blender; de indtryk – som jo uundgåeligt er danske hos en dansk forfatter bosiddende i Danmark – hvad bliver de til? Det er dét, vi vil se, ikke stiløvelser med tentakler og Maine-lignende byer i Danmark eller omvendt, hvor forfatteren slår det lange blonde hår ud, ifører sig vikingehjelmen og brøler som en kronhjort i brunst. Det kan lyde banalt og helt MGP-agtigt, men det handler vel egentlig om at tro på sig selv, selvom man bor i lillebitte Danmark, tro på at ens mærkelige, perverse, ynkelige og højst personlige lilleverden tåler dagens lys og faktisk vil stå stærkere end det opstyltede nordiske eller kopierne.

  2. Henning

    Det har slået mig – og undskyld hvis jeg gentager migselv – at dansk science fiction ofte(st) er identisk med dystopier. Hvilket jeg fremhæver – i denne forbindelse – af to årsager. Den første er, at jeg – med beklagelse – ikke er særligt velbevandret i dansk horror (eller i det hele taget). Den anden grund er, at jeg mener at kunne ane nogle årsager, både til dystopierne i SF og kvaliteten af dansk horror-output, således som det udlægges i dette forum. Og for mig at se er der tale om sammenfald.
    Jeg er overbevist om, at (også) danske forfattere (og især yngre) tænker ret meget på succesrate og Det Store Gennembrud, “den debutterende forfatter”. DDF kigger sig derfor omkring efter rollemodeller – det er mere det det drejer sig om end fanfiktion. Hvad sælger? Og det gør King – altså tager vi noget af det. Og Lovecraft er en vogue. Så tar vi et drys Lovecraft. Og se mig! Jeg har læst Clive Barker og kan også være væmmelig!
    Fuldstændig på linie med dystopien, hvor stilen er hentet fra comboen HungerGames eller MazeRunner, drysset med lidt lokalgeografi (ofte fra København) og eventuelt lidt “Tjenerindens Fortælling” (selvom Margaret Atwood jo, efter eget udsagn, ikke skriver science fiction). I det hele taget: “So ein ding…. ” er hvad der præger det litterære output.
    OG: – der skal så lyde en opfordring til forfatterskoler om at understrege, at eksempler brugt i undervisningen IKKE er templates eller skemaer der bare skal udfyldes, og vupti: DDF!
    På den anden side: – baduljen bliver udgivet! Og det må jo så betyde (?), at danske forlag finder, at det er passende at hælde ud over syndige hoveder, samtidig med at man skal betænke at også forlag er en forretning (der åbenbart er hildet udi samme antagelser som forfatterne: – hvis noget er godt, så må mere af det samme være bedre (hvis moral er godt, så må dobbeltmoral….)).
    Og så til indrømmelserne: – jeg har ingen løsningsforslag! Jeg har intet godt råd! Dvs: generelt ikke! Men ifht den enkelte forfatter, den specificerede skribent, personen bag tastaturet, kunne jeg sikkert godt finde på at være voksen og mentoragtig. For det første: – skriv noget mere; skriv til blodet strømmer ud af ørerne; lær håndværket. Secundo: – læs noget mere! Udvid din horisont! Læs hvad andre har skrevet om, hvad andre har skrevet!
    Hvilket er skide nemt at sidde og skrive – men der er kun et godt råd (ahr, så to da) ifht at ville skrive skønlitteratur, i det hele taget: skriv! og læs hvad du har skrevet. Og skriv det så igen. Og skulle du finde tid til lidt retstavning og lidt grammatik og tegnsætning, fint!
    Til gengæld aner jeg ikke noget om, hvordan man får forfattere til at bruge fantasien – og det er jo trist, for det er den vi andre (læserne) skal få næring fra. Ellers blir det hele til burgere og cola, hvilket i beklagelig grad ligner status pt.
    Jeg synes I skal blive ved med jeres kritik og – hrm – “korstog”, Martin og Jonas, og jeg vil den ondehyleme håbe der kommer en respons og et resultat ud af det. Men det er ikke så let at vende en supertanker 🙂

    hilsen Henning

    • jonaswilmann

      Hej Henning. Tak for kommentaren. Jeg har kunnet se i noget af responsen på disse artikler – det foregår alt sammen på facebook af en eller anden årsag – at de ”anklagede” forsvarer sig lige netop med salgsargumenter, på trods af at vi diskuterer kunstnerisk kvalitet. Det ønsker man ikke at snakke om, men vil til gengæld gerne sige: bogen har solgt godt, så må den være god. Og med ’godt’ taler vi stadig under 500 eksemplarer. Salgstal, de anklagede mener, bør forstumme enhver kritik. Så for nogle handler det i høj grad om at stræbe efter succes og bestsellermateriale. Og så kan King jo rigtig nok virke som løsningen på alle problemer. Men det kan han vel næppe være, eller også kan de større forlag bare ikke se det, for vi har jo netop ikke x antal danske pendanter til King på de større forlag, det forbliver i undergrunden, kopimateriale eller ej.

      • Martin

        Hej Jonas og Henning, her kommer også et lille indspark fra mig. Der er afgjort mange sider i alt dette, og det er svært at sige noget som helst, uden at det kommer til at lyde dogmatisk. Det kan ikke være et krav, at dansk skrevet gys skal udspille sig i Danmark, lige så lidt som der kan stilles krav til specifikt indhold eller sprog. Sådan fungerer det ikke, men som I begge er inde på, tror jeg, at det er meget vigtigt, at vi diskuterer, hvorfor ting er, som de er. Hvorfor er så meget ny science fiction dystopisk, hvorfor skriver man en bog om zombier osv. Som Jonas skriver, må den gode genrefiktion først og fremmest udspringe af individuelle idéer og erfaringer, ikke i forsøget på at eftergøre populære ældre eller samtidige udtryk. Lige nu fremstår ganske meget af den danske genrescene som låst i en fankultur, der i høj grad forsøger at skrive lige som noget andet. Alt for meget udgives, der er skrevet for bevidst at hylde eller fortsætte i andres spor – det være sig Lovecraft (mea culpa), King eller det monster, som er oppe i tiden. Jeg tror, at både Jonas og jeg efterlyser mere originalitet og individualitet – det vil sige bøger, der kan udfordre os. Det er ikke let, især ikke hvis forfatterne bevidst skriver med en fremtrædende drøm eller håb om et ”slå igennem”. Det afliver næsten på forhånd alle de nødvendige æstetiske ambitioner. Altså: mere selvstændighed, mere opdagelse i vores nærmiljøer uden brug af alt for åbenlyse skabeloner og først og fremmest seriøsitet.

      • Henning

        Hej Jonas! Jeg har den sjældne egenskab, at jeg ikke er “på” Facebook, men det skulle slet ikke undre mig, at der i det forum skulle være falankser der hylder det mere markedsøkonomiske, fremfor at gå i dialog med forholdene omkring kvaliteten. Hvilket jeg vist også var inde på.
        Nu skal jeg lige passe morderligt meget på med at mene noget om horrorforfattere (udover hvad jeg allerede har bøvset op om), men jeg er jo ikke mere døv end jeg godt kan se, at hvis kvaliteten skal underlægges kvantiteten (500 eksemplarer – hvis det så ellers skal forestille et kvantum), så er der slet ikke noget kvalitetskriterium. Og det peger nemlig lige præcis på, at der netop ikke er nogen større grad af kvalitet involveret, medmindre man vil påstå at danske forlag med forsæt kun udgiver ragelse. Og det er selvfølgelig en overvejelse værd – men næppe korrekt. Så derfor er der kun ragelse – eller ihvertfald langt mellem snapsene – så det er det forlagene har at udgive. Og må så bagefter holde masken og desavuere kritikken, idet alternativet er ressourcekrævende og til dels en falliterklæring. Hvilket var en lang måde, at svare “enig!” på.
        Tilbage står så spørgsmålet om, hvorfor det kvalitative output udebliver.
        Jeg tror nu nok forfatterne tager sig selv alvorligt – men til gengæld kunne jeg tvivle på, om de tager genrelitteratur alvorligt. Måske bliver det blot betragtet som “hvor svært kan det være” og frikvarter (stiløvelser og litterær bungyjumping). Og det har (jo) noget at gøre med sindelag og zeitgeist, kulturkanon og Francis Fukuyama. For til trods for vores twentyfirst century-oplysthed og fordomsfrihed, så er det stadig sådan lidt “nånå & høhø” at nogen begiver sig ud på genrelitteraturens højsletter. Selvfølgelig er det sjovt – men rigtig litteratur er det jo ikke, velda?
        Det virkeligt nedslående – for nu at blive ved med at tæske rundt i det – er at det kan komme til at virke yderst demotiverende for forfattere (og -muttere), der virkelig vil og kan, men muligvis tænker at “hvis det der er standarden, så skal jeg ikke med på holdet”.
        Endelig – og for at holde modet lidt oppe – må man erkende at 90% af alt hvad der i det hele taget udgives er noget bras. Og det skal ikke forstås defaitistisk, men snarere som et slags forslag om at få hevet de 10% frem i rampelyset og forklare forlæggere, forfattere og fremfor alt medier, hvorfor netop de 10% er kvalitative bud.
        Tak for ordet (og jeg ved det godt: fortsat god 1. maj, Henning)

        Hilsen Henning

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.