Gotisk Ikonografi III: Spøgelseshuset

Dell Ghost Stories, april 1965

Spøgelseshuset, det gamle forfaldne hus, det truende hus, det onde hus. Huse og bygninger spiller en helt særlig rolle i både skrækfiktionen og i den gotiske ikonografi. Man kan vel nærmest sige, at huset er et af de emblematiske ”monstre” i skrækfiktionen, der antager et selvstændigt, truende liv på lige fod med eksempelvis vampyren og varulven.

Paperback, Zebra Books 1994

Om det er The Overlook Hotel, Hill House eller villaen på 112 Ocean Avenue, så drejer det sig om bygninger, der er blevet til tænkende, lurende væsner. Huse, hvis genius loci toner og besjæler alt i dets indre med onde hensigter.

Hardcover, Grosset & Dunlap 1947

Idéen om et at levendegøre huse og bygninger og beskrive dem som sansende skabninger er da bestemt heller ikke noget unormalt. I den del af fænomenologien, der arbejder med arkitektur, er netop arkitekturens tilstedeværelse som skabning med en egen drivkraft og emotionel agens et tilbagevendende tema. Gernot Böhmes spændende filosofiske arbejde med stemninger ville eksempelvis ikke kunne fungere uden en grundlæggende antagelse om, at steder og huse opsamler og projicerer vores erfaringer.

Hardcover, Mythos Books 2002

Man kan således sige, at det er helt naturligt, at vi viser det der udspiller sig i et hus ind i selve oplevelsen af huset, hvorfor skrækfiktionens hjemsøgte hus er helt i tråd med disse grene af erkendelsesfilosofien. En gammel ugerning, et ubehageligt selvmord eller et voldsomt dødsfald vil indgå i vores oplevelse af stedet og blive en del af dette steds væsen. Huset, eksempelvis, optager dermed det ubehagelige og minder os konstant om dette ubehagelige. Om den erfaring kommer til udtryk som hjemsøgelse i form af selve den afdøde eller i mere abstrakt form som selve huset, der nu hjemsøger de levende, er ikke så afgørende. Det er samme grundlæggende mønster, som der er tale om.

Paperback, Vista Books 1997

Med tanke til Freud kan man sige, at ganske lidt burde være nok til at gøre et hus ubehageligt eller uhyggeligt. En forskydning, som eksempelvis et dødsfald, kan være nok til at tone et rum på en ny måde, så det aldrig opleves på samme måde af de involverede igen. Men nu ved vi jo godt, at det subtile ikke altid er skrækfiktionens stærke side, og derfor har spøgelseshusets ikonografi eller fysiske fremtoning da også udviklet sig til et festligt orgie af mere eller mindre faldefærdige, diabolske rønner, der som oftest er mere tegneserieagtige end uhyggelige i deres manierede formsprog. Det ændrer imidlertid ikke ved det fantastisk underholdende i at gå på opdagelse i disse huse. Så må jeg hellere også bekende, at det hjemsøgte hus er et af mine personlige yndlingsmotiver i skrækfiktionen. Sådan har vi jo alle vores svagheder.

Hardcover, Prima Lifestyles 1995

Paperback, Vista 1996

Hardcover, Tiger Books 1994

Paperback, Tor 1988

Hardcover, Viking Press 1989

Paperback, St Martin’s Press 1988

Paperback, Jove Books 1991 

Paperback, Putnam 1987

Paperback, Running Press 2008

Paperback, Putnam 1978

Paperback, Avon 1981

Paperback, Piccolo Books 1971

Paperback, Ballantine Books 1979

Paperback, Penguin Books 2009

Paperback, Bantam 1972

Paperback, Open Road Media Mystery & Thriller 2014

Paperback, Bantam 1979

Paperback, Paperback Library 1970

Paperback, Berkley Books 1957

Paperback, Paperback Library 1966

Paperback, Berkley Books 1982

Paperback, Pan Macmillan 2012

Paperback, Damnation Books 2012

Paperback, New English Library 1991

Paperback, Dark Continents 2011

Paperback, Leisure Books 1981

Paperback, Dell 1960

Paperback, Gold Medal Books 1965

Paperback, DelRey 1979

Paperback, Futura 1984

Paperback, Fawcett 1977

Paperback, Futura 1981

Paperback, Feature 1991

Thomas Strømsholt, Dr. Wunderkammers oversættelser (2016): For de særligt udvalgte

Af Jonas Wilmann

Causa latet, vis est notissima …

Efter en kort definition af ordet ’oversættelse’ er ovenstående Ovid-citat det første, vi støder på i Thomas Strømsholt prisvindende novellesamling ”Dr. Wunderkammers oversættelser” (årets danske horrorudgivelse 2016).

Hardcover, H. Harksen Productions 2016

Jeg kan ikke undgå at betragte citatet som et slags løsen til bogen. Et budskab om: ’Kan du afkode dette, er du hermed inviteret indenfor’.

I det fines haller. Hvor Mozart eller Bach spiller diskret, svævende under det høje, hvælvede loft. Hvor høres sagte rislen fra springvand smukt udformet som den fløjtespillende Pan, og væggene er beklædt med historiens mest fuldendte billedkunst og gengivelser af verdens arkitektoniske vidundere. Og fremvist i gyldne montrer ligger smukt indbundne førsteudgaver af højt respekterede kanonværker. I disse haller hensætter alt – selv dine trins gavmilde rumklang – dig i en fortidsrus uden lige. Du indsnuser det antikke, al gårsdagens pragt, med den helt særlige sensitivitet, der er så få forundt.

Men kig nu op. Vi er nået til rundturens første udstillingsgenstand. Åbningsnovellen ”Dr. Wunderkammer – oversætter af Guds tavshed”.

I pastor Rappels kirke har orglet fået en mislyd, og organisten, Dorothea Ramona Wunderkammer, forsøger at udbedre skaden. Gennem samtaler mellem Rappel og Wunderkammer lærer vi, at al kunstnerisk skabelse er lig forvandlingsproces, og at transskription er en mindst ligeså fuldendt metamorfose som det mere originale værk, hvis det da overhovedet findes. Dette bliver paradoksalt spiddet, da Wunderkammer – inde i selve orglet – begynder at arbejde på en ny komposition, hun kalder ’Transskription af Guds tavshed’.

Hardcover, H. Harksen Productions 2017

Paradoksalt, for hvordan oversætter man Guds tavshed? Svaret er, at det gør man selvfølgelig ikke, for det kan man ikke. Og da tonerne slippes løs, får vi da også lettere diffuse beskrivelser som ”En polyfoni af dissonanser” og ”Blomstrende kontrapunkter”.

Åbningsnovellen tjener som en ramme om hele samlingen, måske endda et lille forsvar af den, men konklusionen føles – om det så er bevidst eller ubevidst fra forfatterens hånd – som et rungende intet, og det er desværre lettere symptomatisk for den tilgang til horror, der fremvises i denne samling.

”Auwisnat” og ”Arkitektens øjne” er lidt af samme skuffe og ender også med at hænge og flagre. I ”Auwisnat” tager en kvinde til Herneskoven, hvor hendes far forsvandt, da hun var barn, og her dykker hun ned i folklore om træer og skoven. Byen Herne er stemningsfuldt beskrevet med sine små træskærerværksteder, og der er sprogligt overskud, men historien fremstår ligesom åbningsnovellen uforløst. Det samme gør sig gældende i ”Arkitektens øjne”, der bygger effektivt op, men så ender vi ved et sort tårn med uladsiggørlige, desorienterende vinkler, og kulminationen bliver et par spalter med tågede, nihilistiske åbenbaringer.

Begge noveller bygger på den, synes jeg, misforståelse, at der er noget særligt fint eller litterært ved det uforløste, frem for den mere konkrete rædsel – f.eks. monstret – og der kridtes op til uhygge hinsides menneskelig fatteevne. På et mere jordnært plan betyder det vel, at forfatteren heller ikke selv kan begribe historiens fantastiske element. Mange af novellerne må derfor afsluttes med floromvundne vendinger som ”Jeg vil ikke påstå til fulde at have forstået hvad der skete” eller diffuse glimt af det, der er så uhyggeligt, smukt eller fantastisk, at vi mennesker simpelthen ikke kan begribe det.

Thomas Strømsholt

Og min kritik skal ikke forstås, som at jeg advokerer for konkret, idé-dreven horror frem for alt – det uforløste kan fremstå væsentlig mere ’forløst’, end det gør i ”Dr. Wunderkammers oversættelser”. Ikke at de inspirationskilder, der er på spil her, Machen, Lovecraft, Ligotti og Aickman, ramte/rammer plet hver eneste gang, men det ’glimt’ af rædsel, vi får i deres prosa, står simpelthen klarere. Og vi må heller ikke glemme, at der bag Lovecrafts eksistentielle sug ligger en uhyggeligt konkret mytologi, som er fundamentet til de enkelte noveller.

Uden denne klangbund bliver åbenbaringerne simpelthen for diffuse. Hos genrepionererne var styrken – og en del af rædslens kunst – netop evnen til at kombinere det eksistentielle og filosofiske med det tingslige og arbejde mod en stærkere fornemmelse af forløsning, selv når vi bevæger os helt ude i overdrevet.

Strømsholts noveller ”Og hans blod skal forvandles til blomster og ”Orphe” er – som åbningsnovellen lagde op til – mere direkte oversættelser af myter. Det skal her indskydes, at det langtfra er alle novellerne i samlingen, der lever op til denne mærkat, i hvert fald ikke stærkere, end at de rummer et aspekt af forvandling (men det kan man vel med rimelighed sige, at alting gør). Det virker inkonsekvent og gør både ramme og tema en smule forceret – som har man taget en række gamle noveller, spædet til med en håndfuld nye og prøvet at maskere det som et samlet hele. Jeg genkender da også flere af titlerne fra tidligere antologiudgivelser.

Paperback, H. Harksen Productions 2017

De to nævnte oversættelser efterlod mig igen med en lidt flad fornemmelse, de fremstår mest som en disciplin i at kunne spotte historiens ophav, en disciplin, jeg aldrig har forstået. Jeg kender ikke alle myterne, der spøger i denne samling, det samme med de mange referencer, som Strømsholts litteratur er så sprængfyldt med. Visse er jeg dog bekendt med, men det giver mig ingen særlig oplevelse at se dem nævnt.

Den slags føles ofte som en slags forfængelighed fra forfatterens side, der ikke gør teksten nogen egentlige tjenester. Det bliver lidt uvedkommende læsning, fordi man hele tiden har denne dimension – blær, i mangel af et bedre ord – som står i vejen. I stedet for at blive draget ind i forfatterens personlige univers, kan man føle, at man er kommet i vejen mellem forfatteren og hans spejlbillede.

Og når der samtidig hersker en så distinkt stemning fra litterære forbilleder, bliver forfatterens stemme svær at høre. Her bør vi mindes åbningsnovellens forsvar (let ironiske, men dog et forsvar): Transskription er lige så fuldendt som værket, der sigter efter det originale. Men er det sandt?

Her på Fra Sortsand har vi diskuteret vigtigheden af en dansk identitet i nyere horror, eller en unik identitet, bør det nok hedde – så det ikke får klang af det trættende ’ny nordiske’ – og på dette punkt står Strømsholts samling ikke stærkt nok.

”Auwisnat” føles som Aickman, ”Arkitektens øjne” som Lovecraft (den er tidligere udgivet som Lovecraft-fanfiktion, men samlingen her må nødvendigvis bedømmes som et hele), og ”Perigrination gjennem Kjøbenhavn” som Machen. Med andre ord læner Strømsholt sig for meget op ad den litterære horrorarv, og på trods af hans sproglige dygtighed får hans univers noget forstillet over sig, der leder tankerne mod fanfiktion. Vi befinder os i den helt anden ende af den litterære skala end for eksempel Garmarkbrødrenes knaldroman ”Rakelsminde”, men pointerne kommer ligeledes til at fremstå lånte – dette virker ikke som de rådne frugter af et liv.

Hvis jeg skal pege på en favorit i denne samling, må det være samlingens mest forløste ”A Thing of Beauty”. Ikke at diskussionen skal forfladiges til et opgør mellem forskellige typer horror, men det idé-baserede klæder ganske enkelt Strømsholt i denne novelle. Jeg snappede da lidt efter luft ved linjer som ”Den bibliofile læser er en sanselig læser” – selvom jeg nu er nok så bibliofil – og trak på smilebåndet ad det kliniske ”som mellem illegitime seksualpartnere efter et hedt coitus”, men novellen med sin klare idé ramte mig alligevel mere end de andre.

Thomas Strømsholts Horrorpris. Foto af Henrik S. Harksen

Og selvom Strømsholt ikke altid sprogligt falder i min smag, må man da sige, at han har sproget i sin magt. Den bedagede sprogtone, og de mange tilhørende fremmedord, er ikke nem at beherske, men her er ingen slinger i valsen.

Men som man nok kan fornemme, hægtede ”Dr. Wunderkammers oversættelser” mig alt i alt af. Hvis litteratur er verden kørt igennem et filter, som er forfatteren, bør inspirationskilderne kun udgøre en meget lille komponent i dette filter. Selvsagt er ens læsning med til at danne én og forme én som menneske, men i denne samling bliver inspirationerne for tydelige, referencerne for mange, og det uforløste får mig ikke til at hensynke i tanker – en effekt som Aickman og Machens værker næsten altid har på mig – men efterlader mig med en lidt fad fornemmelse. Ærgerligt, for Strømsholt kan noget med sprog og stemning. Kunne han blot løsrive sig mere fra forbillederne.

 

 

Gary Ruddell: Billeder fra en forlagsverden i forandring

Paperback, Warner Books 1989

Blandt de mest prominente illustratorer eller kunstnere, der arbejdede med genrebogsforsider i slutningen af 80’erne og 90’ernes begyndelse, finder man amerikanske Gary Ruddell. Ruddell har været en flittigt brugt skikkelse blandt store ”genreforlag” som Baen og Bantam. Han har eksempelvis skabt forsiden til en lang række bøger i den ekstremt populære Thieves World-serie, og han har skabt forsider til storsælgende romaner som Dan Simmons fine Hyperion (1989).

Hardcover, Doubleday 1989

Teknisk kan man ikke sætte en finger på Ruddells udtryk, men jeg må indrømme, at han efterlader mig med en følelse af ligegyldighed. Han boltrer sig stort set inden for alle fantastiske genrer, men uanset om det er gys, SF eller fantasy, gør han ikke rigtigt indtryk på mig. Trods billedernes genre-loyale indhold sætter de ikke rigtigt fantasien i gang. Deres teknisk overlegne stil mangler liv og fascination, og deres fokus på portrætter skaber måske nok en relation til bogens persongalleri, men gør samtidig billederne tandløse.

Gary Ruddell (født 16. november 1951)

Ruddells storhedstid som forsideskaber var i årene omkring 1990. Det var omtrent det tidspunkt, hvor den gamle, malede forside efterhånden havde udspillet sin rolle. Forsideillustrationerne blev generelt mindre og omslaget mere grafisk orienteret. Det sparede forlagene penge, men gav også bøgerne et nyt, mere enkelt udseende. Samtidig blev fotoforsiderne også mere og mere almindelige, og man kan måske sige, at Ruddells flotte, men ikke synderligt kreative, forsider fanger noget af tidsånden. De er den malede udgave af de nye forsider, som kom til at præge omslagene i 90’erne og fortsat gør det.

Paaperback, Bantam 1989

Gary Ruddells forsider kunne således måske tænkes, at stå den gamle, malede forsidetradition nærmest, men sådan er det ikke. Hans billeder er det nye bogomslag nærmere. Selvom Ruddell fortsat arbejder som illustrator, så vidner hans genrebilleder først og fremmest om en billedkultur, der efterhånden var ved at dø ud. Det er forsider, der står i et vadested mellem to udtryk.

Papwerback, Baen books 1989

Lidt polemisk, kan man da også spørge sig, hvad pointen med en illustreret forside skal være, hvis den er tam og livløs? Selvom jeg har stor respekt for Ruddels tekniske færdigheder, så er der ikke meget mere kreativt overskud hos ham end i de mange hæslige, digitalt tegnede billeder, der i vid udstrækning bruges af små forlag, fordi de kan købes billigt og smager nostalgisk af gamle dage.

Gary Ruddell… Nej tak, egentlig ikke.

Paperback, ROC 1991

Paperback, Popular Library 1990

Paperback, Jove Books 1987

Paperback, Dell 1981

Paperback, Berkeley Books 1981

Paperback, Bantam Spectra 1988

Paperback, Bantam 1993

Paperback, Baen Books 1992

Paperback, Baen Books 1991

Paperback, Baen Books 1990

Paperback, Baen books 1989

Paperback, Baen Books 1989

Paperback, Baen Books 1988

Paperback, Baen Books 1988

Paperback, Baen Books 1988

Paperback, Baen Books 1987

Paperback, Baen Books 1987

Paperback, Baen Books 1987

 

Paperback, Baen Books 1987

Paperback, Avon 1991

Paperback, Avon 1990

Paperback, Avon 1989

Paperback, Ace Books 1986

 

Paperback, Ace Books 1985

Paperback, Popular Library 1987

Hardcover, William Morrow 1993

Hardcover, William Morrow 1990

 

 

Anders Jørgen Mogensen, Mistelten87 (2017): Flimrende, sjælelig gru

Paperback, Escho 2017

Anders Jørgen Mogensens roman Mistelten87 fra 2017 kan ikke kaldes genrefiktion, hvilket jo egentlig er den fiktion, jeg skriver om på bloggen her. Ikke desto mindre er den særdeles relevant at trække ind, fordi romanen gør præcis det, som al god skrækfiktion tilstræber. Den bevæger sig ind i et dybt personligt univers og med sit særlige fokus, æstetiserer bogen grumme og ubehagelige. Mogensens roman er dermed et strejflys ind over et sønderslået psykologisk landskab, der skildres ud fra hovedpersonens ulykkelige ståsted i livet.

Handlingen er vanskelig at beskrive, fordi den hverken er entydig eller lineær. En mand flygter hjem til sine forældre med sit relativt lille barn. Han er på flugt fra barnets mor, men formentlig mest af alt på flugt fra fortiden, sig selv og parrets fælles historie. Mere konkret kan man næsten ikke blive omkring bogens historie, der udfolder sig som en kakofonisk strøm af scener og figurer, der toner ind og ud i teksten. Der er parrets aborterede barn, som de mistede, før de fik det barn, hovedpersonen nu er flygtet med. Der er barnets mor, der er den ypperstepræsten Ahuiztotl og heksen Tanit.

Som en rablende febervildelse vælter hovedpersonen igennem det ene møde efter det andet, snart er han i fortiden; i livet med kæresten eller i barndommen, snart er han i helt andre tider og rum, hvor han iagttager sit liv udefra, som en skuespiller, der skal tilegne sig en rolle.

Paperback, Escho 2017

Fælles for alt dette er den hjerteskærende desperation, der som en klam omfavnelse griber læseren og gennemsyrer hver evig eneste sætning. Tekstens skildring af et menneske, der har ondt i sjælen, søger derfor konstant til destruktive og ikke mindst selvdestruktive tankebaner, som skaber en stemning af psykologisk gru. Der er scener fyldt med afmagt og vold, scener med kold rædsel og selvlede, og samtidig er der groteske passager, som kun kan beskrives som humoristiske.

Bogens titel, Mistelten87, er et gammelt kodeord til hovedpersonens computer. Bogen bliver på den led et kodeord, der giver os adgang til et sind, et sjæleliv, som står kollapset faretruende nær. Det er tumultarisk læsning, præcis som drømme og tanker er tumultariske. Romanen beskriver et forløb, men det er ikke som sådan ikke nogen fremdrift, er den udført som en række koncentriske cirklers bevægelser. Vi kommer ingen steder i teksten, vi flytter os ikke, men alligevel forandrer prosaen sig omkring os og efter endt læsning er hovedpersonen blevet et nært bekendtskab, hvis indre monolog tager tid at fordøje.

Trods sin komplekse fremstillingsform kan man ikke sige, at Mogensens roman er decideret eksperimenterende. Den leger med formsproget og inkluderer endda en tegnet passage, men grundlæggende ligner bogens udtryk en del andet nyere dansk litteratur, hvis pågående tale- og tankestrøm skaber en helt særlig manisk intensitet. Sprogligt er Mistelten87 imidlertid ganske spændende, fordi forfatterens ordstrøm er fyldt med fantastiske små sprogperler, som ”Hans læber ligner kongerækken” eller ”Hendes hale pisker mod min næsetip, så jeg må springe for ikke at blive ramt, og da hun balancerer på sine forben i et usselt forsøg på at gøre grin med, at jeg, et lille usselt menneske, går på mine bagben, blotter hun sin store væskende løvindekusse, der mest alt ligner et kalejdoskop af kød ” (s. 122). Der er med andre ord stor lyrisk potens bag de ofte forførerisk simple sætninger.

Anders Jørgen Mogensen (født 1980)

Skulle jeg have en anke mod Mistelten87 må det være, at Anders Jørgen Mogensen driver sin tekst for vidt. Han anstrenger teksten ved at fylde for meget på. Der fører til gentagelser – ord som korpus og kalejdoskopisk går alt for hyppigt igen, fordi Mogensen overskrider den sproglige grænse for sit projekt. Romanen burde være kortere, for så havde visionen stået rent og krystalklart. Sådan er det desværre ikke, men det forandrer ikke noget ved forfatterens evne til at lege raffineret og betagende med sproget.

Der er rigtig meget godt at sige om Anders Jørgen Mogensens Mistelten87, og jeg vil ønske, at vores hjemlige genrefiktion kunne tage ved lære af en bog som denne. Dens kerne af gru og ubehag står stærkt, stærkere end mangt en såkaldt ”horrorroman”, men selve gyset er ikke romanens anliggende – i hvert fald ikke i gængs forstand. I stedet leverer Mogensen et sprogligt kompromisløst værk, der indfanger os med sin rytme og lyrik. Det er ikke handlingen eller plottet, som driver værket her, men egentlig poetisk skrivekunst.

Mogensen skriver i begyndelsen af bogen, næsten lidt krukket, at han under arbejdet med romanen opdagede, at han slet ikke er forfatter. Det kan meget vel være, at han ikke føler sig som forfatter, men i min optik er han meget mere forfatter end langt hovedparten af de fortælleglade mennesker, der befolker genrelitteraturens verden med spændingsfiktion om spøgelser, vampyrer og forsvundne folkemindesamlere.

Et opslag fra den tegnede del af romanen

Kun alt for få bevæger sig ud i en egentlig krævende prosa, der forlanger noget af sin læser. Det er en moderne, pågående tekst, der hører samtiden til. En tekst, der ikke sværmer for bedagede udtryk, som hører hjemme i en verden af i går, men i stedet stålsat indtager nuet i nuets toner.

Du kommer på arbejde i selskab med Mistelten87, og det er fantastisk at møde en roman, som dykker ned i følelserne skyggeland uden sikkerhedsnet eller redningskranse til læseren. I stedet overlades vi til et komprimeret, enigmatisk stykke fiktion, som yder præcis den type modstand, der gør bogen til egentlig kunst. Jeg siger ikke, at Mogensens roman er en model til efterligning, men hans vision er en lektion udi det, som skrækfiktionen kan, når den får lov at udfolde sig sprogligt uden hele det vanlige, trivielle apparatet af stemningsopbygning og plotafvikling. Noget, der langt hen ad vejen sikrer, at hovedparten af alt gys aldrig vil kunne blive regnet som andet og mere end underholdning.

Mistelten87 er ikke underholdende. Den er stedvist morsom, men mest af alt er den en blodig hudafskrabning på bevidstheden, der svier og skaber ubehag. Men den vækker også medfølelse og sympati, fordi vi genkender os selv i hovedpersonens vildnis. Præcis det gør bogen lige så relevant, som den er ubehagelig. Det afkræver respekt. Godt gået hr. Mogensen.

Horrormiljøets dybe krise er en gammel slager

Hermed fortsætter den verserende debat på bloggen. Denne gang i form at et gæsteindlæg, som jeg har fået til sendt. Jeg er ikke helt enig i alle de synspunkter, som her udfoldes, men jeg mener, at der er ting i det følgende, som er værd at tage med til videre overvejelse. Det er en opfordring.

 – Martin

***

Kære læsere af Fra Sortsand. Mit navn er Rasmus Wichmann. Hvis du ved, hvem jeg er, så ved du nok også, at jeg går op i at debattere det kreative miljø. Jeg har brugt mine kræfter på at starte en rollespilsefterskole op, producere et spil og skrive en roman. Men hvis du vil, så kan du vælge at se helt bort fra min erfaring, og nøjes med at opfatte mig som endnu en brokkerøv. Det plejer at være den mest effektive måde at kvæle kritik på.

Rasmus Wichmann anno 2018

Jeg havde egentlig tænkt mig at sidde den nyeste debat om horrormiljøets krise over, fordi jeg synes, at jeg allerede har krydset klinger med alle og enhver, uden at noget har ændret sig. Forfattermiljøet er og bliver et lille land af småkonger, der ikke kan finde ud af at holde sammen mod den knusende overmagt af billige paperbacks fra udlandet. Og når vi ikke slås indbyrdes, så bygger vi små oaser, hvor vi kan klappe hinanden på ryggen. Om de så hedder SFC, Fastaval, Spildesign.dk eller Dansk Horror Selskab er egentlig ret lige meget: Formålet er at bruge idealisme og frivillighed som et skjold mod al kritik. De ”gode venner” har det så også med at være meget langt væk, når man skal bruge dem til, ja, faktisk bare at læse ens værker.

 

Alle de andre amatører

Så, hvad fik mig til endelig at gribe til tasterne denne gang? Fordi jeg synes, at debatten allerede er kørt lidt af sporet. Jeg kan ikke se, at dansk horror kan blive genoplivet ved hjælp af selvtægt. Jeg kan ikke se, at det hjælper at tampe på nogen bøger, uanset hvor dårlige de er (undtagen for underholdningens skyld).

Jeg har talt med rigtigt mange forfattere, enten fordi de var venner, bekendte, eller fordi jeg skulle interviewe dem. Det er en uhyggeligt udbredt holdning, at ”man” ville klare sig meget bedre, hvis ikke alle de ”amatører” trak niveauet ned med deres Lovecraft-fanfic. Det morsomme er selvfølgelig, at det altid er ”alle andres” middelmådighed, der er problemet. Ikke ens egen.

For at komme med et andet eksempel: Hvis man selv sidder og føler, at man har præsteret den eneste gode historie i en hel antologi, så skal man ikke undre sig over, at resten har det på præcis samme måde.

Men hr. Wichmann, er problemet ikke, at vi er alt for eftergivende overfor os selv og vores venner? Og har svært ved at forlange det samme af os selv, som vi forlanger af alle andre?

Jo da. Det er en del af problemet. Men genrelitteraturens store problem handler langt, langt mere om, hvordan vi læser end hvordan vi skriver.

 

Kynisk læsning

”Der udkommer for mange bøger. Der er for mange amatører. Enhver kan kalde sig forfatter. Danmark er ikke et stort nok marked. Dansk er ikke et godt sprog at skrive på. En bog skal udkomme på et rigtigt forlag. Jeg læste en horrorbog engang, og den var dårlig.”

Enhver, der har gæstet en bogmesse, vil høre en masse varianter af disse undskyldninger, der umiddelbart er et tegn på et overmættet marked. Men er det virkelig sandt?

Lad os lige danne os et overblik: Der findes hele generationer op, der, på grund af Dennis Jürgensen, Dragonlance og rollespil, føler sig hjemme inden for ”genrelitteraturen.” De er nu vokset op, blevet veluddannede, og de skriver selv. Man kunne tro, at det ville give en mere kvalificeret kritik, simpelthen fordi der er så stor bevidsthed om genrernes konventioner. Sagen er dog, at virkelig mange af os blot er blevet mere kræsne og simpelthen bedriver ”kynisk læsning.”

Vi kan alle samme komme til sidde og føle os klogere end forfatteren og stille nogle dybest set urimelige krav om, at en bog skal være på en bestemt måde. At der burde være fokus på ”worldbuilding.” Være romance med. Mere realisme.

Paperback, H. Harksen Productions 2016

For mange moderne læsere er intet blevet mere diskvalificerende, end at man kan genkende forlægget eller inspirationskilden. Eller såmænd bare har set noget lignende før. Da jeg udsendte Mørke Guders Templer på Harksens forlag, bed en anmelder mærke i, at romersk fantasy ”for resten allerede er dækket af rollespillet Cthulhu Invictus.” Jeg kender faktisk ikke til dette rollespil, trods mange års kærlighed til mediet. Enten er ligheden et rent tilfælde, eller også har bogen såvel som spillet en fælles inspirationskilde et sted.Jeg kan heller ikke glemme, at jeg fik skudt i skoene, at min kortroman En Ny Begyndelse ”bare” var en blanding af filmene  Beowulf og Stargate. Jeg hadede den kommentar, ikke så meget fordi jeg ikke kunne se parallellen, men mere fordi jeg ikke kunne se problemet i det.

Filmen Beowulf

Er Mads Brynnums Skyggen over Mundstrup så automatisk dårlig, fordi den så tydeligt er en pastiche over Lovecraft? Er det den slags, der trækker standarden i horrormiljøet ned? Ifølge denne slags logik, så ja. Jeg har ikke læst den endnu, så jeg ved ikke, om den har andre kvaliteter, der kan opveje en eventuel mangel på originalitet. Jeg ved blot, at i samme øjeblik vi bedriver kynisk læsning, så er det egentlig ingen bøger, der går fri. Dennis Jürgensens De Hængte Mænds Hus er ”bare” en blanding af Raymond Chandler og Lovecraft. Erwin Neutzsky-Wulffs Gud er ”bare” en science fiction-version af Pilgrims Progress. Lovecrafts Vanviddets Bjerge er “bare” hans opkog af Edgar Allan Poe og nogle myter. Bram Stokers Dracula er ”bare” et plagiat af Polidoris The Vampyre.

Paperback, Calibat 2017

Dette er selvfølgelig reductio ad absurdum, men det er kun for at vise, hvor nemt det er at stille umulige krav til sin egen læsning.

Det morsomme (eller triste) er, at kynikere selvfølgelig alle sammen har bløde punkter. Den samme kyniker, der afskriver hele horrorgenren for at være klichépræget, har sine egne læsevaner, som han eller hun ikke viger bort fra, og hvorfor? der ligesom slækkes lidt på kravene. Eksempelvis at læse på engelsk. Jeg kender det godt selv – jeg vil gerne se noget nyt og frisk på dansk, mens jeg ikke rigtig forventer noget af D&D-romaner.

 

Er det så virkelig amatørernes skyld?

Både ja og nej. Det er fristende at lave et regnestykke, der lyder cirka sådan her:

Småkonger. Kort af R. Wichmann

Vi har 3 forfattere. Martin sælger 100 bøger, Jonas sælger 100 bøger og Rasmus sælger 100 bøger. Rasmus føler, at Martins og Jonas’ bøger giver hans egne bøger et dårligt navn, fordi de er i samme genre. Så hvis nu Martin og Jonas holdt op med at skrive, så ville Rasmus kunne sælge 300 bøger … right?

Denne logik er forfejlet, fordi ingen aner, om Martin, Jonas og Rasmus har de samme læsere. Selv hvis nogen var villige til at overlade scenen til andre (dvs. holde op med at skrive), så ville det ikke have nogen virkning. Andre årsager til, at det er svært for vores tre forfattere at klare sig hver især kunne være:

• At nogle få forfattere sælgere lige så meget som resten tilsammen.
• At der er blevet nedlagt biblioteker, og at deres indkøb har ændret sig.
• At der bliver masse-importeret engelsksproget litteratur til Danmark.
• At mange drenge spiller computerspil i stedet for at læse.
• At nogle traditionelle læsere nu ser TV-serier i stedet.

Alle disse trends griber langt mere ind i Rasmus’ liv end Martin og Jonas gør. Dermed ikke sagt at dårlig horror ikke kan give hele genren et dårligt navn, men logikken bag er helt urimelig.

Ja, man hører nogen sige, at de har læst én dårlig bog på dansk. Og nu har de ikke blot opgivet små forlag og selvudgivere, men det danske sprog! Derfor kan man godt tro, at der faktisk er en indirekte effekt, fordi der bliver udgivet så meget bras. Men, men, men…

For det første, så har de store, ”professionelle” forlag gjort sig skyldige i at sende masse-produceret bras ud, uden at det har ødelagt tilliden til dem. ”Twillight er populær? Hurtigt, find mig lignende i en fart!”

For det andet, så tager vi ikke en rationel beslutning om vores læsevaner. De er der bare, og så falder vi tilbage på dem. Der er folk, der ikke vil læse dansk. Det er ikke fordi, Kristoffer Jacob Andersen, eller nogen andre, har jaget dem væk. Det er simpelthen fordi, de ikke aner, hvad der foregår udenfor deres Kindle (for eksempel!), og i øvrigt heller ikke ønsker at blive udfordret på deres præferencer.

Jeg fik selv denne underlige kommentar fra en anmelder, der viser, hvad der nogle gange fylder i hovedet, når man vælger en bog: ”Det er en personlig præference, men romerriget siger mig ingenting – slet ikke, når jeg forventer fantasy.”

Langt de fleste af os forstår næppe vore egne bevæggrunde. Men vi kan prøve at blive mere bevidste om dem. Så hvis ikke det nytter at forbande det danske publikum, hvis det hverken nytter at kritisere eller skamrose andre danske forfattere, hvad nytter så?

Tre simple spørgsmål nytter: Får jeg selv min inspiration fra læsning? Læser jeg noget på dansk? Læser jeg noget uden for bestsellerlisterne?

Eller kogt ned til ét simpelt spørgsmål: Ville jeg læse min egen bog?

 

Sære skabninger – Har vi brug for nye kimærer?

Vampir Horror 1974

En af genrefiktionens problemer er, at den på sæt og vis altid tager udgangspunkt i genkendelige konventioner. Disse kan hurtigt transformeres til klichéer, hvis ikke forfatteren går opmærksomt til sit stof. Det er der heldigvis rigtig mange, som gør, men ikke desto mindre kan forholdet mellem velkendte motiver og fornyelsen eller originaliteten hurtigt blive lidt anstrengt. Man kan eksempelvis tænke på skrækgenrens forkærlighed for vampyrer, varulve og spøgelser. Selvom disse figurer igen og igen bliver omfortolket eller beskrevet på nye måder, forbliver de i sidste ende, hvad de er – nemlig arketyper. Der er således grænser for, hvor meget de kan dekonstrueres. Hvorvidt det er et problem, er et temperamentsspørgsmål, som ligger hos den enkelte læser.

Terror Blu, nr. 40 1982

Ikke desto mindre er der noget både slående og forfriskende ved at møde helt nytænkende monstrøse skabninger, som dem Clive Barker eksempelvis slap løs i sin Books of Blood-serie eller gamle Lovecrafts uformelige, titaniske væsner; i hvert fald, som de fremstår hos HPL. Her, i disse forfatterskaber, opstod der helt nye væsner, som ikke med et hurtigt greb kunne klassificeres i skrækfiktionens bestiarium. Den slags er imidlertid sjældent, alt for sjældent, og man må spørge sig, om skræklæserne i virkeligheden helst vil have genkendelige monstre i deres gys? Noget kunne i hvert fald tyde på, at SF-genren har været væsentlig mere kreativ på denne front.

Paperback, Zebra Books 1981

Det er ligeledes morsomt at notere sig, at tegnerne fra pulpmagasinerne og bogforsiderne i langt højere grad end forfatterne har turdet udfordre klichéerne og skabe nye, mærkværdige væsner, som ikke ligner noget umiddelbart genkendeligt. Har billedkunsten det lettere her? Hvorfor denne forskel mellem tekst og billeder? Der er næppe noget entydigt svar, men jeg tror, at vi kunne tage ved lære af billedkunsten og udfordre vores vanetænkning. Giv mig flere seksarmede dræbergorillaer, flere absurde frøvæsner, flere bizarre robotter og formløse kroppe.’

Vi ses igen på onsdag.

Paperback, Tor 1991

Paperback, Timescape 1981

Paperback, Sphere 1982

Paperback, Signet 1974

Paperback, ROC 1973

Paperback, Mayflower 1975

Paperback, Mayflower 1970

Paperback, Mayflower 1968

Paperback, Lulu 2007

Paperback, Grafton 1989

Paperback, Futura 1990

Paperback, Ballantine books 1981

Paperback, Avon 1981

Paperback, Avon 1978

Paperback, Diamond Books 1991

Other Worlds, maj 1951

Paperback, Avon 1977

Hardcover, MacMillan 1973

Hardcover, Crescent 1983

Fantastic Adventures, juli 1946

Fantastic Adventures, februar 1948

EF Hors-Série Rouge, juni 1982

Argosy All-Story, maj 1923

Analog Science Fiction, juli 1970

Ursula K. Le Guin, The Tombs of Atuan (1971): Gennem mørket, ned i lyset

Paperback, Bantam Books 1975. Den fine forside er malet af Pauline Ellison

Øv, lidt sygdom og uventede deadlines fik mig ud af spillet i denne uge. Næste uge bliver desværre heller ikke meget bedre, men så skal jeg nok vende stærkt tilbage med nye indlæg på bloggen. Nå, til sagen.

Ursula K. Le Guin skabte noget helt særligt med sin roman A Wizard of Earthsea i 1969; en roman, der i dag må regnes som noget af det væsentligste fantasy skrevet, efter Tolkien og Howard havde leveret deres formative værker. Jeg skrev om romanen for noget tid siden, og skal ikke gentage noget her, men vil blot konstatere, at den har en helt særlig status hos mig. Trods alle de rosende ord, som jeg gerne vil sende i retning af A Wizard of Earthsea, så er jeg faktisk endnu mere begejstret for Le Guins fortsættelse, der fik titlen The Tombs of Atuan.

Det var i virkeligheden ikke synderligt oplagt, at der skulle komme en fortsættelse til fortællingen om troldmanden Ged. Historien i A Wizard of Earthsea tager os hele vejen igennem Geds historie fra barn til mægtig voksen magiker, hvor alle indre og ydre konflikter til sidst er forsonet. I den anden roman i serien traf Le Guin imidlertid det modige valg at flytte handlingen til et helt andet sted i sin verden, Jordhavet. Hun valgte også en anden hovedperson, og selvom Ged spiller en væsentlig rolle i fortsættelsen, kan det hurtigt konstateres, at de to bøger ikke har meget med hinanden at gøre.

Ursula Kroeber Le Guin (21. oktober 1929 – 22. januar 2018)

Med The Tombs of Atuan var Le Guin dermed fritstillet til at udforske nye idéer, og denne gang valgte hun en kvindelig hovedperson. Det er således pigen Tenar, vi følger i romanen. Tenar lever isoleret på øen Atuan, hvor hun har titlen som ypperstepræstinde for ”The Nameless Ones”; guder, der slumrer i det enorme, labyrintiske kompleks af gravkamre og tunneler, som gennemhuller Atuans undergrund. Tenar er kultens overhoved, men hun er ung, og den virkelige magt på øen har de ældre kvindelige formyndere Thar og Kossil, der fungerer som hendes rådgivere og spirituelle lærere.

Alt på øen går sin stille gang, men en uro nager i Tenar. Deres religion fortæller, at hun er den reinkarnerede præstinde Arha, hvorfor Tenar som 14-årig ophørte med at være sig selv og i stedet antager Arhas identitet. Desværre fungerer det ikke helt så let i praksis, fordi hun efterfølgende stadig føler sig som Tenar. Transformationen er dermed ikke fuldstændig, og denne følelse af usikkerhed slår sprækker i Tenars religiøse verdensbillede.

Hardcover, Atheneum 1971. Romanens første udgave

Men der sker mere. Præstinderne opdager og fanger en gravrøver nede i krypterne under øen. En tyv, en fremmed troldmand, der søger efter en sagnomspunden ring, er blevet fanget dernede. Det er det samme som en dødsdom at betræde de hellige huler under øen, og troldmanden dømmes derfor til at sulte ihjel i krypternes mørke. Sagen er nu bare den, at Tenar bliver nysgerrig. Hun vil se denne fremmed ved selvsyn, og det bliver begyndelsen på en rivende udvikling, der vælter murene i Tenars univers, og sætter hende fri som menneske. Tyven i krypten er i øvrigt ingen anden end vores gamle ven Ged, der her indtager rollen som bifigur.

Handlingen i The Tombs of Atuan er dybest set ganske begrænset og veksler mellem Tenars samtaler med Ged nede i hulerne og så beskrivelserne af livet i den monastiske tilværelse, som hun lever på øen. Som fantasyfortælling betragtet er der ikke meget spræl over Le Guins historie, men netop det er absolut befriende. I stedet for at sende sin hovedperson ud på en lang og farefuld rejse, hvor der skal nedkæmpes monstre og læres nye færdigheder (jf. handlingen i første bind), lader hun her denne rejse ske i Tenars indre.

Hardcover, Gollancz 1972

Det, der ved bogens begyndelse udgør hele Tenars verden og væsen, bliver gradvist gennem selverkendelse og samtaler med Ged transformeret til et fængsel. Atuans ældgamle kultur med dens ritualer og metafysiske forestillinger smuldrer omkring Tenar, der opdager, at hun helt alene i verden, fordi alt omkring hende har vist sig at være løgn.

Le Guin har begået et mesterligt kulturelt og psykologisk studie med The Tombs of Atuan. Ikke alene får hun skabt et sammenhængende univers omkring øen og de navnløses kult, hun får også brugt dette til en tidløs skildring af problemer i forhold til identitet, frihed, tvang og intellektuelle revolutioner. Parallellen mellem udvælgelsen af den nye Dalai Lama, og så den måde, som Tenar bliver udvalgt som den næste Arha, er dermed slående, og Le Guin bruger dette lån til en isende skildring af gråzonen mellem tro og religiøs tvang.

Hardcover, Gollancz 1977

Det fascinerende ved bogen er nemlig Le Guins pointe, at tvangen først bliver til tvang i det øjeblik, hvor den erkendes som tvang. Det vil sige, at Tenar måske nok aner usikkerhed og en følelse af tristhed over at have tabt sin familie, da hun blev hentet til øen. Problemerne opstår imidlertid først for alvor i mødet med Ged, der gør hende usikkerhed og udvider Tenars horisont radikalt. Le Guins budskab er da også, at viden sætter os fri og sætter os i stand til at træffe valg, fordi vi intellektuelt kan hæve os over problemstillinger og se dem fra flere sider. Præcis det gør Tenar, da hun pludselig ser sit samfund og kultur i et helt nyt lys og opdager, at det ikke er noget for hende.

Le Guin adresserer her ganske mange forhold på en gang og gør det på en kompleks og ekstremt fascinerende måde. Den døende kultur på Atuan skildres dragende, men samtidig får hun vævet det gamles betagende storhed sammen med en knusende religiøs undertrykkelse. Le Guin fordømmer imidlertid ikke direkte præsteskabet på Atuan, snarere fordømmer hun, at Tenar ikke frivilligt har sagt ja til den plads, som hun nu har.

Paperback, Puffin 1978

The Tombs of Atuan er et helt og aldeles fremragende stykke psykologisk prosa, der dykker ned i stadigt relevante spørgsmål om individualitet og kulturel afhængighed. Hvor meget er vi vores kultur, hvordan skabes individualitet og hvad skal der ti, for at flytte vores ideologiske opfattelse? Man kan ikke kalde Le Guins andet bind i serien for et decideret religionskritisk værk – det er nærmere en sønderlemmende kritik af religiøse institutioner og deres magtapparater. Le Guin går dermed en fin balancegang mellem på den ene side at beskrive de smukke i mytologiske forestillinger, også der, hvor de i virkeligheden er uhyggelige, men samtidig at udstille de magtsystemer, som varetager mytologien på bekostning af individet.

Alt dette gør romanen til et begavet stykke fantasy, som formår utrolig meget uden at forfalde til genrens vanlige klichéer og pjank. The Tombs of Atuan er fyldt med mod og svære valg, som så meget fantasy er det, men Le Guin har skrumpet det episke helt ned på et personligt plan, hvor det store vises igennem det små. Hvor ville jeg ønske, at flere fulgte Le Guins stille tilgang i stedet for at for falde til den sværdsvingene rabalder, som genren desværre er blevet reduceret til i løbet af 80’erne.

Paperback, Penguin Books 1979

Paperback, Bantam Books 1984

Paperback, Aladdin 2001

Paperback, Pocket Books 2004

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

Hardcover, Turtleback Books 2012