Ursula K. Le Guin, The Tombs of Atuan (1971): Gennem mørket, ned i lyset

Paperback, Bantam Books 1975. Den fine forside er malet af Pauline Ellison

Øv, lidt sygdom og uventede deadlines fik mig ud af spillet i denne uge. Næste uge bliver desværre heller ikke meget bedre, men så skal jeg nok vende stærkt tilbage med nye indlæg på bloggen. Nå, til sagen.

Ursula K. Le Guin skabte noget helt særligt med sin roman A Wizard of Earthsea i 1969; en roman, der i dag må regnes som noget af det væsentligste fantasy skrevet, efter Tolkien og Howard havde leveret deres formative værker. Jeg skrev om romanen for noget tid siden, og skal ikke gentage noget her, men vil blot konstatere, at den har en helt særlig status hos mig. Trods alle de rosende ord, som jeg gerne vil sende i retning af A Wizard of Earthsea, så er jeg faktisk endnu mere begejstret for Le Guins fortsættelse, der fik titlen The Tombs of Atuan.

Det var i virkeligheden ikke synderligt oplagt, at der skulle komme en fortsættelse til fortællingen om troldmanden Ged. Historien i A Wizard of Earthsea tager os hele vejen igennem Geds historie fra barn til mægtig voksen magiker, hvor alle indre og ydre konflikter til sidst er forsonet. I den anden roman i serien traf Le Guin imidlertid det modige valg at flytte handlingen til et helt andet sted i sin verden, Jordhavet. Hun valgte også en anden hovedperson, og selvom Ged spiller en væsentlig rolle i fortsættelsen, kan det hurtigt konstateres, at de to bøger ikke har meget med hinanden at gøre.

Ursula Kroeber Le Guin (21. oktober 1929 – 22. januar 2018)

Med The Tombs of Atuan var Le Guin dermed fritstillet til at udforske nye idéer, og denne gang valgte hun en kvindelig hovedperson. Det er således pigen Tenar, vi følger i romanen. Tenar lever isoleret på øen Atuan, hvor hun har titlen som ypperstepræstinde for ”The Nameless Ones”; guder, der slumrer i det enorme, labyrintiske kompleks af gravkamre og tunneler, som gennemhuller Atuans undergrund. Tenar er kultens overhoved, men hun er ung, og den virkelige magt på øen har de ældre kvindelige formyndere Thar og Kossil, der fungerer som hendes rådgivere og spirituelle lærere.

Alt på øen går sin stille gang, men en uro nager i Tenar. Deres religion fortæller, at hun er den reinkarnerede præstinde Arha, hvorfor Tenar som 14-årig ophørte med at være sig selv og i stedet antager Arhas identitet. Desværre fungerer det ikke helt så let i praksis, fordi hun efterfølgende stadig føler sig som Tenar. Transformationen er dermed ikke fuldstændig, og denne følelse af usikkerhed slår sprækker i Tenars religiøse verdensbillede.

Hardcover, Atheneum 1971. Romanens første udgave

Men der sker mere. Præstinderne opdager og fanger en gravrøver nede i krypterne under øen. En tyv, en fremmed troldmand, der søger efter en sagnomspunden ring, er blevet fanget dernede. Det er det samme som en dødsdom at betræde de hellige huler under øen, og troldmanden dømmes derfor til at sulte ihjel i krypternes mørke. Sagen er nu bare den, at Tenar bliver nysgerrig. Hun vil se denne fremmed ved selvsyn, og det bliver begyndelsen på en rivende udvikling, der vælter murene i Tenars univers, og sætter hende fri som menneske. Tyven i krypten er i øvrigt ingen anden end vores gamle ven Ged, der her indtager rollen som bifigur.

Handlingen i The Tombs of Atuan er dybest set ganske begrænset og veksler mellem Tenars samtaler med Ged nede i hulerne og så beskrivelserne af livet i den monastiske tilværelse, som hun lever på øen. Som fantasyfortælling betragtet er der ikke meget spræl over Le Guins historie, men netop det er absolut befriende. I stedet for at sende sin hovedperson ud på en lang og farefuld rejse, hvor der skal nedkæmpes monstre og læres nye færdigheder (jf. handlingen i første bind), lader hun her denne rejse ske i Tenars indre.

Hardcover, Gollancz 1972

Det, der ved bogens begyndelse udgør hele Tenars verden og væsen, bliver gradvist gennem selverkendelse og samtaler med Ged transformeret til et fængsel. Atuans ældgamle kultur med dens ritualer og metafysiske forestillinger smuldrer omkring Tenar, der opdager, at hun helt alene i verden, fordi alt omkring hende har vist sig at være løgn.

Le Guin har begået et mesterligt kulturelt og psykologisk studie med The Tombs of Atuan. Ikke alene får hun skabt et sammenhængende univers omkring øen og de navnløses kult, hun får også brugt dette til en tidløs skildring af problemer i forhold til identitet, frihed, tvang og intellektuelle revolutioner. Parallellen mellem udvælgelsen af den nye Dalai Lama, og så den måde, som Tenar bliver udvalgt som den næste Arha, er dermed slående, og Le Guin bruger dette lån til en isende skildring af gråzonen mellem tro og religiøs tvang.

Hardcover, Gollancz 1977

Det fascinerende ved bogen er nemlig Le Guins pointe, at tvangen først bliver til tvang i det øjeblik, hvor den erkendes som tvang. Det vil sige, at Tenar måske nok aner usikkerhed og en følelse af tristhed over at have tabt sin familie, da hun blev hentet til øen. Problemerne opstår imidlertid først for alvor i mødet med Ged, der gør hende usikkerhed og udvider Tenars horisont radikalt. Le Guins budskab er da også, at viden sætter os fri og sætter os i stand til at træffe valg, fordi vi intellektuelt kan hæve os over problemstillinger og se dem fra flere sider. Præcis det gør Tenar, da hun pludselig ser sit samfund og kultur i et helt nyt lys og opdager, at det ikke er noget for hende.

Le Guin adresserer her ganske mange forhold på en gang og gør det på en kompleks og ekstremt fascinerende måde. Den døende kultur på Atuan skildres dragende, men samtidig får hun vævet det gamles betagende storhed sammen med en knusende religiøs undertrykkelse. Le Guin fordømmer imidlertid ikke direkte præsteskabet på Atuan, snarere fordømmer hun, at Tenar ikke frivilligt har sagt ja til den plads, som hun nu har.

Paperback, Puffin 1978

The Tombs of Atuan er et helt og aldeles fremragende stykke psykologisk prosa, der dykker ned i stadigt relevante spørgsmål om individualitet og kulturel afhængighed. Hvor meget er vi vores kultur, hvordan skabes individualitet og hvad skal der ti, for at flytte vores ideologiske opfattelse? Man kan ikke kalde Le Guins andet bind i serien for et decideret religionskritisk værk – det er nærmere en sønderlemmende kritik af religiøse institutioner og deres magtapparater. Le Guin går dermed en fin balancegang mellem på den ene side at beskrive de smukke i mytologiske forestillinger, også der, hvor de i virkeligheden er uhyggelige, men samtidig at udstille de magtsystemer, som varetager mytologien på bekostning af individet.

Alt dette gør romanen til et begavet stykke fantasy, som formår utrolig meget uden at forfalde til genrens vanlige klichéer og pjank. The Tombs of Atuan er fyldt med mod og svære valg, som så meget fantasy er det, men Le Guin har skrumpet det episke helt ned på et personligt plan, hvor det store vises igennem det små. Hvor ville jeg ønske, at flere fulgte Le Guins stille tilgang i stedet for at for falde til den sværdsvingene rabalder, som genren desværre er blevet reduceret til i løbet af 80’erne.

Paperback, Penguin Books 1979

Paperback, Bantam Books 1984

Paperback, Aladdin 2001

Paperback, Pocket Books 2004

Hardcover, Science Fiction Book Club 2005

Hardcover, Turtleback Books 2012

Skriv en kommentar

Filed under Roman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s