Horrormiljøets dybe krise er en gammel slager

Hermed fortsætter den verserende debat på bloggen. Denne gang i form at et gæsteindlæg, som jeg har fået til sendt. Jeg er ikke helt enig i alle de synspunkter, som her udfoldes, men jeg mener, at der er ting i det følgende, som er værd at tage med til videre overvejelse. Det er en opfordring.

 – Martin

***

Kære læsere af Fra Sortsand. Mit navn er Rasmus Wichmann. Hvis du ved, hvem jeg er, så ved du nok også, at jeg går op i at debattere det kreative miljø. Jeg har brugt mine kræfter på at starte en rollespilsefterskole op, producere et spil og skrive en roman. Men hvis du vil, så kan du vælge at se helt bort fra min erfaring, og nøjes med at opfatte mig som endnu en brokkerøv. Det plejer at være den mest effektive måde at kvæle kritik på.

Rasmus Wichmann anno 2018

Jeg havde egentlig tænkt mig at sidde den nyeste debat om horrormiljøets krise over, fordi jeg synes, at jeg allerede har krydset klinger med alle og enhver, uden at noget har ændret sig. Forfattermiljøet er og bliver et lille land af småkonger, der ikke kan finde ud af at holde sammen mod den knusende overmagt af billige paperbacks fra udlandet. Og når vi ikke slås indbyrdes, så bygger vi små oaser, hvor vi kan klappe hinanden på ryggen. Om de så hedder SFC, Fastaval, Spildesign.dk eller Dansk Horror Selskab er egentlig ret lige meget: Formålet er at bruge idealisme og frivillighed som et skjold mod al kritik. De ”gode venner” har det så også med at være meget langt væk, når man skal bruge dem til, ja, faktisk bare at læse ens værker.

 

Alle de andre amatører

Så, hvad fik mig til endelig at gribe til tasterne denne gang? Fordi jeg synes, at debatten allerede er kørt lidt af sporet. Jeg kan ikke se, at dansk horror kan blive genoplivet ved hjælp af selvtægt. Jeg kan ikke se, at det hjælper at tampe på nogen bøger, uanset hvor dårlige de er (undtagen for underholdningens skyld).

Jeg har talt med rigtigt mange forfattere, enten fordi de var venner, bekendte, eller fordi jeg skulle interviewe dem. Det er en uhyggeligt udbredt holdning, at ”man” ville klare sig meget bedre, hvis ikke alle de ”amatører” trak niveauet ned med deres Lovecraft-fanfic. Det morsomme er selvfølgelig, at det altid er ”alle andres” middelmådighed, der er problemet. Ikke ens egen.

For at komme med et andet eksempel: Hvis man selv sidder og føler, at man har præsteret den eneste gode historie i en hel antologi, så skal man ikke undre sig over, at resten har det på præcis samme måde.

Men hr. Wichmann, er problemet ikke, at vi er alt for eftergivende overfor os selv og vores venner? Og har svært ved at forlange det samme af os selv, som vi forlanger af alle andre?

Jo da. Det er en del af problemet. Men genrelitteraturens store problem handler langt, langt mere om, hvordan vi læser end hvordan vi skriver.

 

Kynisk læsning

”Der udkommer for mange bøger. Der er for mange amatører. Enhver kan kalde sig forfatter. Danmark er ikke et stort nok marked. Dansk er ikke et godt sprog at skrive på. En bog skal udkomme på et rigtigt forlag. Jeg læste en horrorbog engang, og den var dårlig.”

Enhver, der har gæstet en bogmesse, vil høre en masse varianter af disse undskyldninger, der umiddelbart er et tegn på et overmættet marked. Men er det virkelig sandt?

Lad os lige danne os et overblik: Der findes hele generationer op, der, på grund af Dennis Jürgensen, Dragonlance og rollespil, føler sig hjemme inden for ”genrelitteraturen.” De er nu vokset op, blevet veluddannede, og de skriver selv. Man kunne tro, at det ville give en mere kvalificeret kritik, simpelthen fordi der er så stor bevidsthed om genrernes konventioner. Sagen er dog, at virkelig mange af os blot er blevet mere kræsne og simpelthen bedriver ”kynisk læsning.”

Vi kan alle samme komme til sidde og føle os klogere end forfatteren og stille nogle dybest set urimelige krav om, at en bog skal være på en bestemt måde. At der burde være fokus på ”worldbuilding.” Være romance med. Mere realisme.

Paperback, H. Harksen Productions 2016

For mange moderne læsere er intet blevet mere diskvalificerende, end at man kan genkende forlægget eller inspirationskilden. Eller såmænd bare har set noget lignende før. Da jeg udsendte Mørke Guders Templer på Harksens forlag, bed en anmelder mærke i, at romersk fantasy ”for resten allerede er dækket af rollespillet Cthulhu Invictus.” Jeg kender faktisk ikke til dette rollespil, trods mange års kærlighed til mediet. Enten er ligheden et rent tilfælde, eller også har bogen såvel som spillet en fælles inspirationskilde et sted.Jeg kan heller ikke glemme, at jeg fik skudt i skoene, at min kortroman En Ny Begyndelse ”bare” var en blanding af filmene  Beowulf og Stargate. Jeg hadede den kommentar, ikke så meget fordi jeg ikke kunne se parallellen, men mere fordi jeg ikke kunne se problemet i det.

Filmen Beowulf

Er Mads Brynnums Skyggen over Mundstrup så automatisk dårlig, fordi den så tydeligt er en pastiche over Lovecraft? Er det den slags, der trækker standarden i horrormiljøet ned? Ifølge denne slags logik, så ja. Jeg har ikke læst den endnu, så jeg ved ikke, om den har andre kvaliteter, der kan opveje en eventuel mangel på originalitet. Jeg ved blot, at i samme øjeblik vi bedriver kynisk læsning, så er det egentlig ingen bøger, der går fri. Dennis Jürgensens De Hængte Mænds Hus er ”bare” en blanding af Raymond Chandler og Lovecraft. Erwin Neutzsky-Wulffs Gud er ”bare” en science fiction-version af Pilgrims Progress. Lovecrafts Vanviddets Bjerge er “bare” hans opkog af Edgar Allan Poe og nogle myter. Bram Stokers Dracula er ”bare” et plagiat af Polidoris The Vampyre.

Paperback, Calibat 2017

Dette er selvfølgelig reductio ad absurdum, men det er kun for at vise, hvor nemt det er at stille umulige krav til sin egen læsning.

Det morsomme (eller triste) er, at kynikere selvfølgelig alle sammen har bløde punkter. Den samme kyniker, der afskriver hele horrorgenren for at være klichépræget, har sine egne læsevaner, som han eller hun ikke viger bort fra, og hvorfor? der ligesom slækkes lidt på kravene. Eksempelvis at læse på engelsk. Jeg kender det godt selv – jeg vil gerne se noget nyt og frisk på dansk, mens jeg ikke rigtig forventer noget af D&D-romaner.

 

Er det så virkelig amatørernes skyld?

Både ja og nej. Det er fristende at lave et regnestykke, der lyder cirka sådan her:

Småkonger. Kort af R. Wichmann

Vi har 3 forfattere. Martin sælger 100 bøger, Jonas sælger 100 bøger og Rasmus sælger 100 bøger. Rasmus føler, at Martins og Jonas’ bøger giver hans egne bøger et dårligt navn, fordi de er i samme genre. Så hvis nu Martin og Jonas holdt op med at skrive, så ville Rasmus kunne sælge 300 bøger … right?

Denne logik er forfejlet, fordi ingen aner, om Martin, Jonas og Rasmus har de samme læsere. Selv hvis nogen var villige til at overlade scenen til andre (dvs. holde op med at skrive), så ville det ikke have nogen virkning. Andre årsager til, at det er svært for vores tre forfattere at klare sig hver især kunne være:

  • At nogle få forfattere sælgere lige så meget som resten tilsammen.
  • At der er blevet nedlagt biblioteker, og at deres indkøb har ændret sig.
  • At der bliver masse-importeret engelsksproget litteratur til Danmark.
  • At mange drenge spiller computerspil i stedet for at læse.
  • At nogle traditionelle læsere nu ser TV-serier i stedet.

Alle disse trends griber langt mere ind i Rasmus’ liv end Martin og Jonas gør. Dermed ikke sagt at dårlig horror ikke kan give hele genren et dårligt navn, men logikken bag er helt urimelig.

Ja, man hører nogen sige, at de har læst én dårlig bog på dansk. Og nu har de ikke blot opgivet små forlag og selvudgivere, men det danske sprog! Derfor kan man godt tro, at der faktisk er en indirekte effekt, fordi der bliver udgivet så meget bras. Men, men, men…

For det første, så har de store, ”professionelle” forlag gjort sig skyldige i at sende masse-produceret bras ud, uden at det har ødelagt tilliden til dem. ”Twillight er populær? Hurtigt, find mig lignende i en fart!”

For det andet, så tager vi ikke en rationel beslutning om vores læsevaner. De er der bare, og så falder vi tilbage på dem. Der er folk, der ikke vil læse dansk. Det er ikke fordi, Kristoffer Jacob Andersen, eller nogen andre, har jaget dem væk. Det er simpelthen fordi, de ikke aner, hvad der foregår udenfor deres Kindle (for eksempel!), og i øvrigt heller ikke ønsker at blive udfordret på deres præferencer.

Jeg fik selv denne underlige kommentar fra en anmelder, der viser, hvad der nogle gange fylder i hovedet, når man vælger en bog: ”Det er en personlig præference, men romerriget siger mig ingenting – slet ikke, når jeg forventer fantasy.”

Langt de fleste af os forstår næppe vore egne bevæggrunde. Men vi kan prøve at blive mere bevidste om dem. Så hvis ikke det nytter at forbande det danske publikum, hvis det hverken nytter at kritisere eller skamrose andre danske forfattere, hvad nytter så?

Tre simple spørgsmål nytter: Får jeg selv min inspiration fra læsning? Læser jeg noget på dansk? Læser jeg noget uden for bestsellerlisterne?

Eller kogt ned til ét simpelt spørgsmål: Ville jeg læse min egen bog?

 

3 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

3 responses to “Horrormiljøets dybe krise er en gammel slager

  1. Claus Paludan

    Det lyder unægtelig meget som den diskussion der til stadighed løber I Copenhell miljøet. Hvilke bands er “rigtig” metal nok til at optræde på festivallen og hvis man er til det mere lette/pop agtige metal så er man jo ikke rigtig metalfan og bandet er i hvertfald ikke rigtig metal men noget der repræsentere genren dårligt? Siden jeg startede med at høre metal for mange år siden er der så kommet myriader af sub genrer til og jeg må ærligt talt tilstå at jeg ikke aner hvad de dækker over.

    For mig er det vigtigste om jeg synes det lyder godt – bum. Så er den ikke længere.

    Det er helt det samme med bøger – jeg har generelt kun et formål med at læse en bog; jeg vil underholdes!

    Betyder sproget noget? Ja naturligvis gør det det, men jeg kan faktisk godt læse en bog der nok burde have været igennem et par gennemlæsinger for stavefejl, formuleringer og andet og stadig føle mig godt underholdt. Jeg er en af dem med en kindle og jeg er storforbruger af udenlandsk scifi. Det er nemt på en kindle, jeg kan have et par tusinde bøger med uden at skulle tænke på om jeg lige havde den med jeg havde lyst til at læse. Jeg læser også flere bøger af gangen, her er en kindle også en god ting i forhold til ikke at ødelægge ryggen ved at slæbe bøger med rundt.

    Jeg læser næsten ikke dansk mere, mest fordi jeg ikke kommer på biblioteket og ser hvad der findes. Til gengæld slæber jeg så en halv meter bøger med hjem når jeg endelig er der. Men for mig er der et problem med de analoge bøger. Når jeg bliver færdig med en bog klokken 12 om aftenen og gerne vil læse fortsættelsen så har jeg den måske ikke hjemme fordi den allerede var udlånt. På min kindle køber jeg den bare og er i gang med at læse den på under et minut.

    Det var bekvemmeligheden, men hvad så med det danske markede generelt? Jeg følger måske ikke godt nok med, men jeg ser ikke meget dansk scifi af den type jeg godt kan lide at læse. Når jeg finder noget er det generelt godt, men der er ikke nok til at dække mit behov. Jeg har for et par måneder siden læst Søren Jessens “Dødshacket” og efterfølgerne og følte mig rigtig godt underholdt selvom sproget og plottets niveau er rettet mod en noget yngre generation.

    Bøgerne var måske lettere forudsigelige uden at indeholde noget specielt originalt scifi. Men det var stadig godt, det var dansk krydret med dansk scifi opfattelse i stedet for Holloywoods standardkrydderi. Men skal jeg måle dem i forhold til nogle af Peter F. Hamiltons bøger der er storslået scifi? Eller skal jeg måle dem på om jeg blev underholdt. Jeg vil helst tage bøger for det de er (og film for den sags skyld). Vi kan altid diskutere om det god litteratur set med rent sproglige øjne, men når dagen slutter så vil jeg hellere være underholdt for det er den måde jeg bruger litteraturen på. Så er der alle dem der for en stor del læser bøger for sprogets skyld og det er helt fint. Men er den ene eller anden måde den rigtige? For mig er begge (og de andre måder at læse på jeg slet ikke har nævnt) rigtige.

    Men når jeg læser så meget skal bøgerne også være til stede når jeg vil læse dem. Jeg køber stadig analoge bøger, men størstedelen af mine bogkøb er digitale (kindle eller andet elektronisk format). Det er dyrt at købe mange analoge bøger så jeg køber ofte kun bøger jeg har læst i forvejen og gerne vil have stående på min rigtige hylde. Så hvorfor kan jeg ikke finde jer på Amazon kindle? Er det ikke forholdsvis nemt at udgive der?

    Jeg ved ikke om det er Rasmus, Martin eller Jonas der skriver den bedste danske horror – det er måske alle tre på forskellige tidspunkter alt efter hvad jeg har lyst til at læse. Men kom ind på min kindle, gør det nemt for mig at få fat i jeres bøger. I behøver ikke være originale, men det skal være spændende. Nu blev Stargate nævnt. Er alle 10 sæsoners afsnit lige gode? Nej, de er også langt fra originale, men de forstærker min oplevelse af at være til stede i et univers jeg kan lide. Horror skal gøre det samme selvom der her er lidt større krav til “overraskelserne” – det er hvor gyset kommer der er med til at afgøre om det er godt eller skidt. Og i den forbindelse har jeg nok større tiltro til Rasmus, Martin eller Jonas end jeg har til Stephen King. Han holdt op med at overraske mig for mange år siden i forhold til sine gyser/horror bøger – de er ALT for forudsigelige.

    Jeg har ingen ide om hvordan man kan leve af at være forfatter i Danmark, specielt ikke hvis man skriver til en måske lidt snæver genre som horror (eller scifi) for den sags skyld. Jeg ved heller ikke om jeg betaler nok for min bøger på min kindle. Jeg ved bare at når første bind i en serie koster $1-4 og den næste i serien nogenlunde det samme så er det med til at jeg gør forsøget med forfatteren (eller dennes nye serie). Det er lidt i stil med at første fix er (næsten) gratis, det er først de næste der kommer til at koste. Hvis jeg først har læst to bind af en serie og synes det underholdt mig fint gør det ikke noget at betale $5-6-7 eller 8 dollars for de næste bind. Også selvom de måske skulle have været gennemarbejdet noget mere.

    For mit vedkommende har jeg lavere sproglige krav til disse billige bøger (som ofte er udgivet af en enkelt person uden om forlag og det hele). Køber jeg en bog i boghandlen forventer jeg en hel del mere i forhold til stavefejl, formuleringsfejl og så videre. Men jeg impulskøber heller ikke lige en serie på 5-6 bøger til 200 eller 300 kroner stykket uden at vide om de er gode.

    Så alt det her var set lidt fra en læsers synspunkt, jeg er desværre kun ved at arbejde ind mig ind som forfatter (og ja – på engelsk). Det er oven i købet en læser der ikke har læst meget horror i mange år nu. En slags billede af hvordan jeg fungerer som læser.

    Men hvis vi så skal blive her i horror temaet (og det skal vi vel når man tænker på bloggen) – hvad skal jeg så læse? Er det Martin, Rasmus eller Jonas? Send mig i den rigtige retning, så kan jeg måske gøre lidt for at afhjælpe krisen. Det må gerne være amatørere – det har alle jo været på et tidspunkt så jeg kan ikke se at de kan ødelægge noget for nogen.

  2. Henning

    Hej Rasmus Wichmann
    Ihvorvel jeg ikke nødvendigvis er uenig med dig, i de forhold du fremfører, så forekommer tilbagevisningen af kritikken en lille smule letkøbt. Første punch er, at det er en evindelig og til alle tider stående diskussion, der hverken har mere eller mindre relevans nu, som tilforn. Andet hook er, at det blot drejer sig om surhed og tøsefornærmethed over pasticher og plagiater. Og knock-outet er så en “kan du måske selv gøre det bedre?”
    I debatten – således som Jonas og Martin opstiller den – er der helt klart tale om en efterspørgsel af kvalitet. Det kan ikke affærdiges med hverken en generel “mea culpa” på alles vegne, eller en henvisning til at “det er det de unge vil ha’!” – og: ” – det bli’r mahogni med tiden.”
    Således kan kvalitetsdiskussioner ikke lempes af vejen med et “smag&behag” eller et “start med dig selv”. Jeg må fandenfiseme godt kritisere et “værk”, uden at skulle bøje mig for et pseudo-demokratisk diktum om, at smag kan ikke diskuteres. Gu kan den så! Og det kan kvalitet også, selvom jeg vil strække mig til at man kan tale om god og dårlig kvalitet.
    Men du har fuldstændig ret i, at man skal kvalificere sig til kritikken, og til at kritisere, og derfor er det ikke særligt frugtbart med attituden “everyone’s a critic”, når den kommer fra et kvalificeret ringhjørne.

    hilsen Henning

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.