Mary Elizabeth Counselman, Half in Shadow (1978): Fra de glemte sydstater

Hardcover, Arkahm House 1978. Den stemningsfulde forside er tegnet af Tim Kirk i vanlig stil. Den finder sit motiv i novellen “The Unwanted”

I 1964 udvalgte Mary Elizabeth Counselman de bedste af sine skræknoveller til en antologi, der var rettet mod det engelske marked. Bogen blev ikke nogen stor succes. Counselsmans rødder i Weird Tales Magazine gjorde hende imidlertid relevant for forlaget Arkham House, der genudgav den britiske novellesamling i 1978, nu blot med seks historier, der var udskiftet i forhold til den oprindelige udgivelse. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at Counselman stilistisk hører hjemme i folden hos Arkham House. Hendes bagudskuende pen er af en verden af i går, og hendes tematikker er det samme.

Mary Elizabeth Counselmans absolut bedst kendte novelle er den allegoriske “The Three Marked Pennies” fra 1934, der skulle gå hen og blive en af de hyppigst genoptrykte fortællinger i Weird Tales. Det er lidt af en bedrift, som den dengang ganske unge Counselman næppe kunne forudse. Novellen har imidlertid forsat stor gennemslagskraft med sin uskyldige skildring af tre mønter, der bliver sat omløb i et lille bysamfund ledsaget af et mystisk flyveblad, som fortæller, at den ene mønt vil bringe velstand, den anden sende ejeren på en jordomrejse, mens den sidste penny bringer død. Hvem der får hvad, vil blive afsløret i løbet af en uge. Dette sætter naturligvis den lille by på den anden ende.

Mary Elizabeth Counselman (19. november 1911 – 13. november 1995)

Novellens mystik er nervepirrende og idéen enkel, men desuagtet griber Counselman ind i samme raffinerede psykologiske terræn, som også så forskellige forfattere som Shirley Jackson og Bertolt Brecht udforskede. På trods af historiens begrænsede omfang lykkedes det for Counselman at fylde sin lille by med livagtige skikkelser af kød og blod, der ligger langt fra pulplitteraturens vanlige stereotyper. Der er glimt af egentlig psykologisk dybde her, og allegorien over pengeøkonomiens grådighed, skrevet under indtryk af Depressionens trykkede atmosfære, er stadig præcis lige så relevant nu som dengang.

Ser man på hendes efterfølgende fortællinger, er det da også klart, at Counselmans fiktion er gjort ud af et andet stof end det hovedparten af pulplitteraturen udgør. Hendes sværmeriske stil er varm og rørende, men også båret af en subtil, indfølt fornemmelse for beskrivelsen af det indre sjæleliv i hendes typisk kvindelige hovedpersoner. Det gjorde hende til en mønsterbryder, der som en af de få talte med en klar feministisk stemme i den ellers totalt mandsdominerede pulplitteratur.

Et af de egentlige mesterværker i novellesamlingen er ”The Unwanted”, der på mange måder sammenfatter selve gysets væsen i Counselmans forfatterskab. Historiens skildring af en ung kvindes møde med en fattig familie, der lever isoleret i bjergene, står forsat skarpt og rørende. Det samme gør novellens udtalt feministisk perspektiv, hvor en barnløs kvinde virker som magnet på uønskede børn – de aborterede, de udstødte eller slet og ret de myrdede børn, der nu som sjæle finder et hjem på kvindens farm.

I indledningen til Half in Shadow beskriver Counselman spændende sin tilgang til gyset. Her forklarer hun, at hun aldrig været begejstret for de kolde, umenneskeligelige gys, som eksempelvis blev skrevet af H.P. Lovecraft. I stedet, skriver Counselman, er hjemsøgelserne ofte noget positivt i hendes fiktion. Spøgelserne er hjælpende ånder, der søger at genoprette orden og at udstille uretfærdighed. Det giver naturligvis hendes skrækfiktion et specielt moralsk udtryk, som entydigt hører hjemme i den victorianske tradition.

Paperback, Consul Books 1964. Antologiens 1. udgave

Man kan samtidig også konstatere, at selvom der er modbydelige og grumme elementer i Counselmans fiktion, så er hendes noveller grundlæggende båret af en nostalgisk varme og romantisering, som man eksempelvis kan genfinde i M.R. James’ historier. Hvor James dykker ned i sin akademiske og antikvariske verden for at finde en klangbund for sine gys, søger Counselman ofte ind i en sværmerisk sydstatsverden. ”I wish I was in the land of cotton, old times there are not forgotten”, lyder det i “Dixie”, og det fanger fuldstændig Counselmans univers.

Det rige, det varme, det eventyrlige syden, som Counselman beskriver, er ubetinget hendes stærkeste kort, for ikke alene er hendes miljøskildringer båret af en klar, lyrisk vision og et hjertevarmt engagement i det landskab og den kultur, som hun opvoksede og levede i hele sit liv, men hendes valg af hovedpersoner udforer også på uvanlig vis genretroper igennem dette miljø.

Det væsentligste bidrag i den sammenhæng er uden tvivl den drømmende “Seventh Sister”, der beskriver, hvordan en sort albinopige bliver født på en plantage og får rollen som ”heks”.  Novellen er tragisk og blander det overnaturlige med det psykologiske i dybt betagende portræt, hvis alvor får stort set alt andet i bogen til at blegne.

Hardcover, William Kimber 1980. en genudgivelse af Arkham House-udgaven af antologien

Men, og der er et men ved alt dette, Counselmans sydstater er bestemt også et problem for den moderne læser. Hendes sødladne fremstilling af en tabt, fordums verden fører hende til at operere med godmodige slaver og sorte tjenestefolk, som givetvis er typer, der har eksisteret, men i teksten bæres de frem af en fidel accept fra Counselmans side, som formentlig vil få de fleste til at hæve et øjenbryn eller to i dag.

Counselmans fiktion er ikke tænkt racistisk, men den er indirekte påvirket af en fundamental racisme, som er paradoksal, fordi hun aktivt taler de sortes sag i sine noveller. Der er med andre ord nogle kulturelt blinde vinkler her, som vokser ud af det nostalgiske blik på syden som fremføres.

Weird Tales, august 1934, bladet med Counselmans skrækdebut “The Three Marked Pennies”

Ord som ”darkie” og ”nigger” optræder som almindelige vendinger, mens den loyale, sorte tjener i ”The Shot-Tower Ghost” er en ren gentagelse af Poes Jupiter i ”The Gold Bug” fra 1843 – altså en hundrede år ældre novelle. Forskellen er imidlertid, at man på Counselmans tid (novellen er skrevet og udgivet i 1949) havde diskuteret det problematiske i den type sorte stereotyper i flere år. Counselman gør sig altså skyldig i at viderebringe noget, som hun burde vide, var en upassende kliché, men hun overser dette, fordi det er en komponent i det eventyrlige sydstatsbillede, hun sværmer for og gerne vil viderebringe til sine læsere.

Den slags diskussioner er ikke enkle (jf. eksempelvis polemikken omkring Lovecrafts racisme), og jeg mener på ingen måde, at man skal forkaste Counselmans fine fiktion på grund af disse knaster. Men man må som læser være opmærksom på hendes blinde vinkler. Det kan måske i nogen grad mindske begejstringen for historierne, men her må man så også holde sig hendes grundlæggende humanisme for øje, og glædes ved den fine, lyriske tone, der gennemsyrer stort set alt, hvad hun skrev. Man kan derfor måske også sige, at Mary Elizabeth Counselman var en moderne, progressiv kvinde, der først og fremmest var optaget af kvinders rettigheder. Det gør hende til en forløber for førnævnte Shirley Jackson og en interessant skikkelse i skrækfiktionens historie; målt med nutidige øjne må man blot også konstatere, at hendes progressive menneskesyn havde slagsider. Historien er en ubarmhjertig dommer.

 

Novellerne:

“The Three Marked Pennies”

“The Unwanted”

“The Shot-Tower Ghost”

“Night Court”

“The Monkey Spoons”

“The Smiling Face”

“A Death Crown for Mr. Hapworthy”

“The Black Stone Statue”

“Seventh Sister”

“Parasite Mansion”

“The Green Window”

“The Tree’s Wife”

“Twister”

“A Handful of Silver”

Skriv en kommentar

Filed under Novellesamling

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.