Philip K. Dick, Solar Lottery (1955): Alle har en chance

Paperback, Ace Books 1968. forsiden er malet af Jack Gaughan

Her skal vi se lidt nærmere på den feterede Philip K. Dicks første roman Solar Lottery, der så dagens lys i 1955. Dicks mange meritter som forfatter skal jeg ikke opliste her, men blot konstatere, at man retrospektivt kan genkende ting i debutromanen, som fik stor betydning i det senere forfatterskab. Bedømt ud fra denne bog alene ville man dog næppe spå Dick nogen lang og glorværdig karriere. I hvert fald ikke en karriere, der skulle føre ham ud i så utroligt og tankevækkende terræn, som det rent faktisk blev til. Det skal jeg vende tilbage til.

Handlingen udspiller sig i en fjern fremtid; samfundet er blevet indrettet som et diktatur, hvor diktatoren, kaldet ”The Quizmaster” bliver udvalgt tilfældigt blandt dem, der vælger at stille op til posten. Samtidig med udvælgelsen af diktatoren bliver en drabsmand eller morder tilfældigt udvalgt, hvis opgave det er at dræbe den nyvalgte diktator. Diktatorens ansvar er nu at styre sit folk efter forgodtbefindende, men samtidig også at beskytte sig imod morderens attentater. Nogle diktatorer overlever længe, andre dør nærmest øjeblikkeligt, men konsekvensen er principielt den, at magten holdes i skak og, at der sikres retfærdighed igennem tilfældighed. Som ekstra dimension i dette bliver alt omkring både morder og diktator transmitteret som underholdningsfjernsyn til masserne, der på den led kan følge ”den politiske udvikling” hen over aftenkaffen.

Paperback, Ace Books 1955. Bogens første udgave, hvor den udkom som såkaldt dobbeltroman

Midt i alt dette møder vi den unge bureaukrat Ted Bentley, der bliver fyret fra sit arbejde og nu håber at kunne gøre sig en karriere i det politiske system. Han lykkedes ikke med selv at blive Quizmaster, men han bliver ad omveje indrulleret i den siddende diktator Reeze Verricks administration, netop som denne står for fald. Det får alvorlige konsekvenser, og vores unge hovedperson befinder sig snart i den politiske orkans øje og i et komplot, der indbefatter en kybernetisk lejemorder, talfusk i systemet, kærlighed og et enormt magtbegær. Dertil kommer så også en underliggende mystisk eller religiøs dimension, som længe lever sit eget liv i handlingen, men som henimod slutningen gradvist føjer sig ind i historiens hovedspor.

Solar Lottery er på alle måder et tidstypisk stykke fiktion. Den er et eksempel på klassisk, handlingsorienteret pulp, med en historie, der er centreret om en mandlige hovedfigur konflikt med andre alfahanner. Det er de slagkraftige karakterers univers, som vi her befinder os i, og handlingens primære fremdrift er konfrontation og ildkamp. Denne opskrift kender vi til hudløshed, og Dick føjer intet nyt til udtrykket. Faktisk kan man sige, at hans debutroman hører til i den mere kluntede ende af pulpgenren, fordi han besværer sin fortælling med alt for meget sidehistorie. Den fejl ville den skarpslebne Robert Heinlein eksempelvis aldrig begå.

Philip Kindred Dick (16. december 1928 – 2. marts 1982)

Der, hvor romanen alligevel tillader os at se den feterede Dick in spe, ligger i bogens miljø, men først og fremmest ligger det diskret i baggrunden af selve sprogtonen. Det absurde og finurlige samfund baseret på tilfældighed er et godt eksempel på den stålsatte vilje i 50’ernes SF til at afsøge og lege med vilde idéer uden at føle sig forpligtet af alt for snærende idéer om realisme og worldbuilding. Det skabte frirum til en litterær legesyge, som desværre er blevet et særsyn i dag, hvor det er helt andre paradigmer, der dikterer SF-genrens udfoldelsesmuligheder.

I dette 50’er-udtryk står Dicks stemme interessant, fordi der under hans grundlæggende satiriske fremtidsvision, som sagt, skjuler sig en mystisk åre, der tager disse talforestillinger om tilfældighed mere alvorlig end som så. Tilfældigheden bliver noget, der ligger forsynet snublende nær, og man fornemmer, at mennesket i Solar Lottery i virkeligheden leger med kræfter, som de dybest set ikke helt forstår. Små ti år senere skrev Dick The Man in the High Castle, og forbindelseslinjerne imellem de to bøger er ganske åbenlyse.

Hardcover, Rich & Cowan 1956. romanen blev også udgivet under denne alternative titel

Solar Lottery favner pulpudtrykket fuldstændig, og Dick har ikke haft til hensigt at skrive andet end præcis den type fortælling, der var moderne på dette tidspunkt. Noget i Dicks natur har imidlertid lagt noget uventet, en form for mislyd, ind over handlingen og udtrykket, som trækker fortællingens udtryk bort fra det rendyrkede og giver det en snert af noget andet. Det er ikke ret meget, men tilstedeværelsen af disse antydede metafysiske idéer er alligevel nok til, at man bemærker dem – ikke mindst takket være Dicks senere tekster, som hjælper os til at identificere hans bagvedliggende tanker i en tidlig bog som Solar Lottery.

Dicks debutroman synes først og fremmest at kunne takke sin udgivelse det faktum, at genren var så utrolig populær i midten af 50’erne, og det forhold, at Dick samtidig gør meget lidt for at udfordre det ønskede udtryk. Det er imidlertid vores held, at Dicks romankarriere blev skudt i gang, for han voksede efterfølgende bog for bog, frem til den mentale formørkelse slugte ham helt til sidst.

Hardcover, The Science Fiction Book Club 1957

Solar Lottery er dermed også en form for ikke helt vellykket svendestykke. En fortælling, som leverer det forventede uden dog at gøre det helt overbevisende. Den blev imidlertid også adgangsbilletten til mere, og det er præcis dette, som vi skal tage med fra bogen. Historien var Dicks vej ind i romanformen, som blev det udtryk, han skulle komme til at excellerer i og udvikle sig mere og mere originalt indenfor; navnlig i løbet af 60’erne. Her gav forandringer i kulturen og litteraturen Dicks særlige udtryk vind i sejlene, men det er stof til et senere indlæg.

Paperback, Ace Books 1959

Paperback, Panther 1959

Paperback, Arrow Books 1972

Paperback, Ace Books 1975

Paperback, Arrow Books 1979

Paperback, Arrow Books 1987

Paperback, Macmillan 1990. Bemærk det lille citat af LeGuin. Solar Lottery sælges her på baggrund af det senere forfatterskab, hvilket må karakteriseres som en noget optimistisk form for markedsføring

Paperback, Macmillan 1992

Paperback, Vintage Books 2003

Paperback, Gollancz 2003

Paperback, Mariner Books 2012

1 kommentar

Filed under Roman

One response to “Philip K. Dick, Solar Lottery (1955): Alle har en chance

  1. Henning

    Hej Martin

    Kunne ikke være mere enig. Eller rettere – måske ikke helt. For der er nogle konspirationsdybder og nogle “virkeligheden bag virkeligheden”-teorier tilstede i Solar Lottery, som Dick (jo) absolut folder ud i fuldt flor, sidenhen, op til og med dér, hvor kiksen aldeles knækker for ham.
    Det er nok – og som du er inde på – overreaktion, at prygle alt for stor signifikans udaf Solar Lottery, medmindre det foretages retrospektivt, ifht mandens senere frembringelser. Ikke desto mindre syns jeg godt man kan se forfatteren, allerede hér – modsat andre, hvis ungdoms- eller debut-romaner nærmest er overraskende elendige.
    Jeg kom faktisk først til Solar Lottery, nogenlunde efter at jeg havde skovlet resten af forfatterskabet ind. Og jeg syns bestemt jeg kunne se kimene til senere romaner – både de “pulpede”, men også de mere nagelfaste, op og indtil de decideret “religiøse”. Men jeg vil godt lige komme med den kommentar, at lige efter Solar Lottery udgiver han Eye In The Sky – og så kører vi ellers (afhængigt af, hvordan diverse eksperter opstiller kronologier og bibliografiske data).
    Og det er muligvis altsammen pindehuggeri, for der var lige noget andet:
    – du skriver (og jeg citerer): – Det skabte frirum til en litterær legesyge, som desværre er blevet et særsyn i dag, hvor det er helt andre paradigmer, der dikterer SF-genrens udfoldelsesmuligheder.
    Jeg er på ingen måde uenig eller oppe på bagbenene, for jeg har netop selv brugt en hel del tid på at overveje, hvad “nutidig” science fiction egentlig er for en størrelse (også fordi genren lissom har fået en uklædelig overvægt af dystopi og “sharknados” – for slet ikke at tale om superheltefilm).
    Derfor – åbent spørgsmål – “hvilke andre paradigmer dikterer efter din mening SF-genrens udfoldelsesmuligheder”?

    hilsen Henning

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.