Om realistisk SF og den tåbelige apokalypse

Henning Andersen slog ned på et udsagn i mit seneste indlæg om Philip K. Dicks Solar Lottery, som han godt kunne tænke sig uddybet. Det kan jeg sådan set godt forstå, for jeg har ikke fået formuleret mig særlig præcist. Jeg antyder i hvert fald mere, end jeg konkret siger, så jeg må hellere her forsøge at sætte lidt flere ord på mine tanker lidt.

Jeg oplever i høj grad ny og nyere SF-litteratur som en ganske livløs størrelse, som jeg fantastisk har svært ved for alvor at holde af. Der er naturligvis et spraglet, bagudskuende værk som Dan Simmons’ Hyperion, men den roman hører til undtagelsen. Det er jo ærgerligt for mig, at jeg har det svært med ny SF, men heldigvis findes der uendelig meget ældre og gammelt inden for genren, så det behøver jo ikke bekymre mig stort. Mit SF-fix skal jeg nok kunne finde. Men det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvad jeg synes, der er i vejen med moderne science fiction, som den tager sig ud nu.

I mit oprindelige indlæg skrev jeg:

Det absurde og finurlige samfund baseret på tilfældighed er et godt eksempel på den stålsatte vilje i 50’ernes SF til at afsøge og lege med vilde idéer uden at føle sig forpligtet af alt for snærende idéer om realisme og worldbuilding. Det skabte frirum til en litterær legesyge, som desværre er blevet et særsyn i dag, hvor det er helt andre paradigmer, der dikterer SF-genrens udfoldelsesmuligheder.   

Det er naturligvis en voldsom generalisering, som jeg foretager her, men jeg mener, at den alvorlige gren af SF-genren siden 80’ernes slutning har været præget af et selvpålagt realismeparadigme, hvor kultur og teknologisk udvikling skildres i et tæt forbundet portræt a la Kim Stanley Robinsons tørvetrillende Mars-bøger, alt sammen med forbillede i thrillergenrens troper (tak for det William Gibson et al). Det utrolige, det flamboyante, det virkelighedsudvidende element, som SF-litteraturen havde i de tidlige pulp-dage, og som den genopdagede i 1960’ernes storhedstid, er gået fløjten til fordel for en plausibel litteratur, der synes demonstrativt at ville fjerne sig fra alt, der lugter af ”det urealistiske”.  Det har uden tvivl været til glæde for det købestærke Michael Crichton/Tom Clancy-segment af læsere, men som genrelitteratur er det ikke længere min kop thé.

Jeg trives med det uvirkelige og urealistiske. Det skyldes, at det skaber et metaforisk potentiale, som kun sjældent findes i de fortællinger, der ser det som sin primære opgave at udvikle et univers, som kan holde til læserens skeptiske lakmusprøver af realismen i teksten (en yndet sport blandt SF-læseren, som det blandt andet kan ses i Himmelskibets anmeldelser). Jeg har skrevet før, at jeg grundlæggende ser alle forsøg på ”worldbuilding”, i den form det udfoldes i nyere litteratur, som en dum, anti-litterær øvelse, der bedst kan kvalificeres som en form for beskæftigelsesterapi for forfatter og læser. Fri mig for trilogier og mastodontiske bestsellerromaner!

Henning Andersen har flere gange, med rette, beklaget sig over, at moderne SF som oftest er af et dystopisk tilsnit. Han nævner også dette i kommentaren. Jeg tror ikke, at det hører helt sammen med de ting, som jeg har nævnt ovenfor. Og så dog. Jeg vil mene, at dystopien er blevet den lette og konfliktløse vej for SF-litteraturen, fordi det kræver en form for ideologisk overbevisning at skrive det modsatte. Alle kan kritisere og komme med den ene intetsigende apokalyptiske vision efter den anden. Stor litteratur er blevet til på den konto (f. eks. 1984), men her taler vi om specifikke værker, der er skrevet under indtryk af specifikke forhold. Det svære er at sætte noget andet i stedet. Det kræver mod af en forfatter at investere sig i en tro på en bedre fremtid. Det kræver mod at pege på en verden, der kunne være bedre, fordi man så forpligter sig på at sige hvordan og hvorfor.

Det mod har kun de færreste. Jo mindre engageret og ideologisk bevidste vi er, jo mere bliver tåbelige undergangsfortællinger om zombier og pandemier hverdagskost. Det samme gælder rædselsfortællinger om teknologien og alle de andre troper, som præger tidens SF-litteratur. Den dystopiske litteratur skal i bedste fald opfattes som bekymrede samtidsportrætter, men det bliver oftest ikke til meget andet end konservative og dybest set irrelevante stiløvelser, der spiller på laveste fællesnævner. Positiv SF hører med andre ord hjemme i perioder, hvor der for alvor er ideologisk brændstof og engagement i genrelitteraturens vækstlag. Det er der åbenbart ikke i disse år.

Harlan E, hvor blev du af? Hvor tabte vi din revolution?

 

 

5 kommentarer

Filed under Ikke kategoriseret

5 responses to “Om realistisk SF og den tåbelige apokalypse

  1. Koe

    Hei igjen og takk for interessant artikkel!

    Jeg bet meg også merke i en setning: “Det utrolige, det flamboyante, det virkelighedsudvidende element, som SF-litteraturen havde i de tidlige pulp-dage, og som den genopdagede i 1960’ernes storhedstid, er gået fløjten til fordel for en plausibel litteratur, der synes demonstrativt at ville fjerne sig fra alt, der lugter af ”det urealistiske”.”

    Det du sier her vekker gjenklang. Jeg fikk nettopp spørsmålet “Når blir et plott så usannsynlig at leseren mister tålmodigheten?” Det finnes ingen klar fasit etter min mening, tvert i mot så kan en god forfatter kan få absolutt alt til å fungere. Intet plott er for vilt så lenge det holder vann innen historiens egne rammer.

    Det er dessverre lett å feile på rammeverk og underbygning, særlig når du egentlig ikke mener noe mere med det og hulheten skinner gjennom. Og å tråkke i forslitte sjangerspor er heller ingen vidundermedisin for å lage appellerende og fungerende kulisser.

    Historier som derimot makter å balansere leserens forventninger godt opp mot nyskapende vendinger gir ofte de mest oppslukende og minneverdige leseropplevelsene. (Det er jo egentlig et gammelt litterært triks: ta en velkjent ingrediens, tilsett størst mulig kontrast og gi det hele en plausibel sammenstilling, vips: så har du laget en engasjerende konstruksjon.)

    • Martin

      Hej Koe,
      Det har taget lidt tid at få responderet. Det beklager jeg. Tak for dine tanker, som det er svært ikke at være enig med dig i. Det er klart, at alle dele af en fortælling må hænge sammen, for at læseoplevelsen bliver god. Jeg er nok bare en af de læsere, der sætter mere pris på flamboyante idéer og eventyr end såkaldt hård SF. Jeg synes, at det alt for ofte er litterært dybt uinteressante tekster, som kommer ud af sidstnævnte genre, men desværre har det jo vist sig at være netop den type SF, der ryger ind på bestsellerlisterne. Men det er jo nok bare mig, der dybest set ikke er specielt interesseret i en væsentlig del af selve SF-genrens væsen.

    • Henning

      Hej Koe

      En anbefaling. Når du nu taler om det det urealistiske, der gøres plausibelt, har du så prøvet at læse M K Josephs “The hole ion the zero”? Den er så langt ude, at den bliver plausibel på sit helt eget niveau, men netop er funderet i “gode gamle” pulp-troper. Den findes på dansk som “Hullet i nullet” – jeg ved ikke om den er oversat til norsk.

      hilsen Henning

  2. Henning

    Hej Martin – og i virkeligheden også: Hej Koe.

    Nu har jeg siddet på hænderne en uges tid, under parolen: – lad lige nogle andre komme til. Det er så et fåtal (hej Koe!), og så må jeg godt, siger jeg til mig selv.
    Dette nøleri hænger (jo) også sammen med, at jeg da absolut er glad for, at du – Martin – fandt min “gefrage” tilstrækkelig provokerende til, at det kunne udløse et indlæg desvedanrørende. Så skal man ikke klage. Og det gør jeg heller ikke, men jeg har alligevel en kommentar (eller fem).
    Det lader til, at eftersom der er en, primært vesteuropæisk, tendens til at skrive dystopisk SF, så er det det “man” – som novice – kaster sig over; sikkert også fordi det er nemmere at få forlagene i tale, fordi dystopi “jo siger ENORMT meget om samfundet”. Problemet er bare, at det ofte er det juvenile, det teenage-oprørs-agtige, der er den egentlige drivkraft, frem for en konkret analyse af samfund og omverden. (hvoffer må jeg ikk få beatleshår? Hvoffer skal jeg altid klippes, mor?)
    Dette sagt med så mange forbehold, at det tangerer vås. For der er udmærkede, nutidige, vesteuropæiske forfattere, der kan så meget andet. Og vi kan blot nævne Charles Stross og Iain M (desværre afdøde) Banks, der – nudge, nudge – godt kan leve op til Dan Simmons’ Canterbury Tales i det ydre rum.
    Mit problem (hm!) er ikke så meget dystopien – am sich – som det ørkesløse, det nærmest fornærmende, at blot fordi man observerer visse modbydelige tendenser i sin samtid, så er historien, settingen, personskildringen, karakterne, omverdensbeskrivelsen, lyssætningen, bedrøvende ligegyldig, så længe man får banket budskabet hjem. If this goes on … – men den skrev Heinlein for et halvt århundrede siden; Orwell for trekvart, og Huxley for næsten ét. Og gerne bliver budskabet knaldet hjem på en fuldstændig totalt intetsigende og kedsommelig facon. Og så er det ikke sjovt længere – hvilket det endeligt heller ikke må være, for det er jo gravalvorlige forhold vi behandler i dystopien. Yes, babycakes – hvis det er gravalvorligt, og ikke bare er et faderopgør in disguise. Hvilket ofte er tilfældet.
    Jeg finder ofte at “Kongens Fald” af Johs. V. Jensen er en bedre dystopi, end hvad der ellers udråbes til “årets”.
    Og – okay – så er det selvfølgelig Margaret Atwood. Men hun skriver (jo) slet ikke SF, efter eget udsagn. Hvordan man så lige rubricerer “Tjenerindens Fortælling”, må man spørge WeekEndAvisen om – den har jo fingeren på pulsen (as if).
    Men okay: – tilbage på beatet. MIN science fiction har fuld skrald på; tidsrejser, rumfart, alternative virkeligheder, andre universer; der er helte, der er skurke, der er andre verdener og befolkninger. Og selvom det godt må sige “enormt meget om samfundet” (thi undertegnede er trods alt et politisk dyr), så SKAL det ihvertfald sige noget om – og lad os sige det i kor – Den Menneskelige Tilstand; Platon, Kant og vorter. Til hver en tid.
    Tak for ordet – og tak

    Hilsen Henning

    • Martin

      Hej Henning,
      Beklager et meget langsomt svar. Jeg har været lidt ophængt af forskellige ting i den senere tid. Jeg tror egentlig, at vi er meget enige på det her punkt – altså om det med dystopierne. Og det er klart, at enhver diskussion af den slags må ske på et lidt kunstigt plan, hvor man ser bort fra al den gode litteratur, som rent faktisk findes. For du har naturligvis ret; der kan nævnes ganske mange, fremragende moderne SF-forfattere, men jeg må også i samme åndedrag sige, at der er ganske mange af disse, som rent faktisk ikke siger mig ret meget (selvom jeg anerkender kvaliteterne i deres skriverier). Men lad os slå et slag for mangfoldigheden her på bloggen; et slag for urealisme og vilde idéer, uden det behøver forfalde til pjanket ny-pulp eller ungdomslitteratur.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.