På gensyn d. 6. august

King Dude og Krig

King Dude alias Seattles egen lucifarianer Thomas Jefferson Cowgill udsender meget snart et nyt album, der har fået titlen Music to Make War To; det sker d. 28. august . Jubii! Han er en af mine musikalske helte, så det er jo naturligvis spændende. Han har allerede løftet sløret for lyden med den første single, der har titlen ”Time To Go To War”. At dømme ud fra den er King Dude, efter et album i den støjende ende,  vendt tilbage til sin lidt ældre, mere ulmende og dystre lyd. Det er fedt, og jeg har allerede forudbestilt pladen hos Ván Records.

Her kan du se den stemningsfulde video, der ledsager den første single.

 

Ruby Jean Jensen – de onde børns mor

Paperback, Warner Books 1974. Ruby Jeans debut i romanform

Der er noget fascinerende ved Zebra Books’ forsider fra 1980’erne. De er grafisk pågående på en helt særlig måde og formår på mange måder at forny den gamle pulp-ikonografi ved at snævre billedet motivisk ind til det absolut centrale.

Paperback, Manor Books 1978

Manden bag de fleste af Zebras skrækforsider var Richard Newton, der på godt og ondt kom til at give ansigt til noget af det værste bras, som den nyere skrækfiktionen har produceret. Faktisk kan man med rette sige, at det bedste ved de fleste af Zebras bøger er Newtons overgjorte billeder.

Ruby Jean Jensen (1. marts 1927 – 16. november 2010)

Nå, det er ikke Zebra som sådan, der er i fokus her, for jeg har faktisk skrevet om Zebra allerede i et ældre indlæg.  

Paperback, Leisure Books 1982

Det egentlige omdrejningspunkt i dette indlæg er nemlig Ruby Jean Jensen, der har skrevet helt og aldeles jammerlig skrækfiktion, men som alligevel formåede at sælge så godt, at hun udsendte en til to bøger om året hos Zebra i løbet af 80’erne.

Paperback, Manor Books 1978

Jensen er en skæv størrelse, fordi hun i en relativt sen alder debuterede som romanforfatter. Hun var 47 år gammel, da hendes første roman udkom. Bogen var en klassisk gotisk romance; et genreudtryk der på det tidspunkt havde mistet sit store publikum og hurtigt var ved at ryge i mølposen. Ruby Jean læste imidlertid sin samtid korrekt. Den store skrækbølge i litteraturen var for alvor ved at vinde momentum, og hun gentænkte derfor sin ”gotiske romance”-stil til en dyster hybrid form, der satsede mere på spænding og mindre på romance.

Paperback, Tor 1982

Ruby Jean bibeholdt samtidig romancens patos og fik derved skabt sin egen stærkt sentimentale form for skrækfiktion, der ganske vist beskriver onde og ubehagelige handlinger og situationer (som det meste gys), men som egentlig handler om store følelser af kærlighed, sorg og lykke. Ledestjernen i den transformationsproces var uden tvivl V. C. Andrews, der havde vist vejen for en ny, mere rå form for gotisk romance og opnået en ufattelig stor kommerciel succes på den måde.

Paperback, Tor 1983

Hos Andrews var barnet en væsentlig figur, og de romaner, Ruby Jean Jensen udsendte i løbet af 80’erne, blev da også en kavalkade af bøger om børn i livsfare – typisk trues de af noget overnaturligt, men i sidste ende ligger der altid ond, menneskelig agens bag miseren. Egentlig onde børn optræder også i Ruby Jeans fiktion, men de er et fåtal og altid et produkt af ydre omstændigheder.

Paperback, Zebra Books 1983. Ruby Jeans Zebra-debut, som satte tonen for hendes øvrige romaner

Skal man indpasse hendes romaner mere generelt, kan man sige, at hendes bøger er den litterære ækvivalent til hele ”grædende børn”-genren fra billedkunsten. Den billedgenre var vældig populær, det samme var Ruby Jean Jensens bøger, men de vil næppe finde mange læsere i dag. Richard Newton og hans forsider har derimod stadig et entusiastisk publikum.

     

Paperback, Zebra Books 1985

Paperback, Zebra Books 1985

Paperback, Zebra Books 1986

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1987

Paperback, Zebra Books 1988

Paperback, Zebra Books 1988

Paperback, Zebra Books 1988. vi genkender forsiden fra Andrews’ Flowers in the Attic her

Paperback, Zebra Books 1989

Paperback, Zebra Books 1989

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1990

Paperback, Zebra Books 1991

Paperback, Zebra Books 1991

Paperback, Zebra Books 1992

Paperback, Zebra Books 1993

Paperback, Zebra Books 1994

Paperback, Zebra Books 1995. Ruby Jeans sidste roman for Zebra og hendes sidste skrækroman

Steve Harris, Adventureland (1990): En langtrukken debut

Paperback, Tor 1993. Forsidens skaber er ikke oplyst

Engelske Steve Harris debuterede i 1990 med romanen Adventureland, og han fulgte denne succes op med flere bøger de efterfølgende år. Romanernes popularitet fik også Harris ind på det amerikanske marked, hvor Adventureland i 1993 kunne genudgives under den lettere intetsigende titel The Eyes of the Beast, der modsat den engelske titel ikke har meget med romanen at gøre. Den nye titel signalerer imidlertid mere horror end den engelske, og her har vi formentlig forklaringen på ændringen. Men det er et bibliografisk sidespring.

Adventureland er på alle måder en tidstypisk roman for de tidlige 90’eres gru. Fortællingen udspiller sig i Basingstoke, hvor et tivoli kommer til byen. Vi ved allerede på forhånd, at der er noget ildevarslende ved det, fordi et barn er forsvundet under tivoliets seneste stop i en anden by. Vores hovedperson, den unge hjemmecomputernørd Dave (vi hører en del om hans Amstrad-maskine), der netop har blevet færdig med gymnasiet, og kærsten Sally, opfanger da også, at noget er galt, men der skal gå en del tid, før de forstår sagens rette sammenhæng.

Paperback, Tor 1993

Noget ubestemmeligt ondt er imidlertid begyndt at forfølge Dave, først i form af en besynderlig, dæmonisk hånd, der griber ud efter ham fra skyggerne, dernæst i andre ubehagelige former. Sally har imidlertid ved et sært impulskøb anskaffet to blanke sølvkors, som på en eller anden måde har noget med disse angreb at gøre. Alt dette forhindrer dog ikke de unge kærester i at tage deres vennepar med på en tur til Adventureland, som det tilrejsende tivoli hedder. Det viser sig at være en dårlig idé, for i spøgelseshuset forsvinder deres vennepar. Dave er sikker på, at han så noget derinde i spøgelseshusets mørke, der ikke var naturligt, men hvad tør han kun gisne om. En ting er sikkert, Sally og Dave må gøre noget for at hjælpe deres venner.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at Harris bevæger sig ind i et velafsøgt terræn med sin roman, der dybest set handler om konfrontationen mellem godt og ondt. Tivoliets folk står i det ondes tjeneste, mens vores unge kærestepar bliver indrulleret blandt de godes tropper. En form for skytsengel, der har form som en venlig gammel mand, møder op i bogens første halvdel og forklarer, at vores verden balanceres mellem en god og en mørk dimension. Den mørke, eller onde side, forsøger nu at få overtaget og kan måske vinde, hvis mørkets tjenere ikke bliver stoppet i tide. Den kamp må tages inde i den onde dimension, der viser sig at være en trøstesløs spejling af vores verden, hvor Dave og Sally kommer ud for lidt af hvert.

Steve Harris (født 29. september 1954)

It (1986) og gennem It også Bradburys Something Wicked This Way Comes (1962) er de oplagte forbilleder for Adventureland, men man kan med nogen ret hævde, at Harris i lige så høj grad bare udnytter typiske troper fra skrækfiktionens univers, som fortsat lever i bedste velgående. Stranger Things-serien ligner til forveksling noget fra Adventureland, mens vi senest herhjemme har set det onde tivoli/cirkus hos Jonas Wilmann i bogen om Jeb Skulls eventyr.

Original kan man ikke kalde Steve Harris’ roman, og man skal næppe tænke alt for meget over hans brug af kristne symboler, der blandes sammen med forblommede idéer om lys og mørke. Tilsammen danner det alt sammen nemlig en både rodet og banal kosmologi, som han sætter alt for mange ord på – i hvert fald forklarer han langt mere, end hvad godt er, fordi han hurtigt for skaber en masse forståelsesmæssige problemer for sig selv.

Hardcover, Headline 1990. Romanens første udgave

Romanen låner, som sagt, ganske meget af sin formelle struktur hos Stephen King, hvilket betyder, at historien er overlæsset med irrelevante små episoder, bipersoner og svinkeærinder i handlingen, der måske nok bidrager til, at vi kommer ind i hovedpersonernes hverdag, men som i sidste ende bliver ganske triviel. Der kan samtidig heller ikke være nogen tvivl om, at bogens litterære forbillede, hvad udtrykket eller sprogtonen angår, kommer fra James Herbert. Harris skriver med den samme form for engelske gadedrengsattitude som Herbert, og man genkender Herberts smag for vold og hårdkogte detaljer hos Harris.

Det er da nok også her, i mødet mellem King og Herbert, at vi finder forklaringen på den store succes, Harris oplevede i England, men som udeblev i USA. Da Herbert bragede igennem på genrescenen med The Rats (1974), var det netop det engelske miljø og den engelske tone, der gjorde ham populær. Her var pludselig en forfatter, der gjorde de amerikanske forbilleder kunsten efter, men som skrev ud fra et engelsk ståsted og flyttede det moderne gys hjem til de britiske læsere. Det var her, deres hverdag blev beskrevet, ikke en abstrakt amerikansk virkelighed. Herbert var én til én med sine læsere. I løbet af 80’erne fjernede Herbert sig imidlertid mere og mere fra den type skrækfiktion, han var slået igennem med, hvilket efterlod et tomrum på den engelske scene, som Harris for en stund kom til at udfylde i 90’ernes første år. I USA var situationen end anden og konkurrencen langt større, hvorfor Harris’ middelmådige fiktion naturligvis ikke havde en chance.

Paperback, Knaur 1852 1992. Adventureland blev også oversat til tysk

Omkring 1990 gik konjunkturerne ikke i gysets retning, og Harris’ karriere blev aldrig det, han havde håbet på og var blevet spået efter gennembruddet med Adventureland. Set med positive øjne var hans debut en roman, der vidnede om en stor kærlighed til skrækgenren og en meget stor fortælleglæde hos forfatteren. Desværre er det ikke nok, og romanen fremstår i dag som et anonymt, tidstypisk stykke fiktion, der ukritisk er blevet overlæsset og løbende spænder ben for sig selv og sin stemningsopbygning på grund af Harris’ store glæde ved at genfortælle stort og småt.

Det er let at være bagklog, men når man sidder med en bog som Adventureland, er det ganske tydeligt, hvorfor skrækfiktionen var på vej ind i en kæmpemæssig identitetskrise i begyndelsen af 90’erne. Der vil formentlig være englændere, der ser med positive, nostalgiske briller på en roman som denne, men for alle andre er det bøger som Adventureland, der demonstrerer for os, at festen var ved at være forbi i skrækbøgernes verden.

 

Filmisk reklame for Randvad

Henrik Harksen lavede for lidt tid siden en lille bogtrailer til romanen Randvad, som jeg har skrevet sammen med Jacob Holm Krogsøe. Trailer kom i forbindelse med udsendelsen af bogen i andet oplag, for folk har heldigvis taget rigtig godt imod vores sønderjyske historie. Jeg tænkte, at jeg hellere lige måtte vise traileren her på bloggen. Selve fænomenet ”bogtrailer” er lidt nyt for mig, og jeg må blankt erkende, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med det. Det er naturligvis et format, der er meget velegnet til de sociale medier, omvendt er det lidt besynderligt at sælge en bog via levende billeder, der egentlig slet ikke har noget med bogen at gøre.

Man kan selvfølgelig sige, at en trailer, som eksempelvis denne, indfanger stemningen i romanen. Ikke desto mindre kan jeg ikke blive fri for en følelse af, at man sælger litteratur som film i sådanne trailere, og et eller andet sted postulerer, at de to medier kan det samme. Måske jeg bare ikke skal tænke alt for meget over dette og bare være glad for den reklame, som traileren er.

Hvad mener du om bogtrailere? Lad mig høre, hvis du har noget at byde ind med.

 

Copenhell ’18 i bakspejlet

Copenhell er efterhånden blevet et af årets højtider for alle, der lytter til metal og hård rock. Det der begyndte som en lille nichefestival for en mindre, ekstremt dedikeret skare, har nu efter ni år udviklet sig til et velvoksent arrangement, som forsøger at favne nyt og gammelt indenfor de ganske bredt definerede rammer for metalmusik. I år var da heller ikke nogen undtagelse, og selvom jeg på ingen måde var synderligt begejstret for årets udbud af bands, kan jeg nu se tilbage på nogle fantastiske dage på festivalen. Vejret var for en gangs skyld strålende, men meget af det skyldes mest af alt, at det er hyggeligt at tilbringe lidt løssluppen tid i venners lag, og det er nok i virkeligheden en af de ting, som Copenhell gør bedst. Festivalen byder sig til som et uprætentiøst frirum, der er behageligt renset for næsten al smarthedskultur.

Det sted, som mere end noget andet repræsenterer den ånd for mig, er de berømte og berygtede metalkaraoke-sessioner, som løber af stablen i ølteltet hver dag. Her kan alle melde sig til og få mulighed for at synge en eller anden mere eller mindre kendt sang fra metalmusikkens verden. På karaoke-scenen, kan man møde alt fra det selvsikkert leverede, knusende fremføringer til numre, der drukner i fuldemandsbrøl og bizarre attituder. Publikum tager næsten lige godt imod det hele og bærer musikken igennem som en enorm omgang fællessang, der ofte overtager lydbilledet fra det, der sker på scenen. Den energi og stemning af fælleskab, som opstår under de seancer, er noget sjældent sympatisk og en oplevelse, der binder festivalen langt mere sammen, end musikken på de store scener gør det.

På de store scener fordeler fans sig efter smag og behag, men i ølteltet er det den fælles begejstring, som løfter sig; en følelse som jeg tror vi alle har brug for at mærke i ny og næ, navnlig i forhold til vores mere eller mindre nicheprægede interesser. Man kan ikke kalde det nostalgi, når der skråles med på alt fra Iron Maiden, Slayer og Dio til In Flames og Pantera, men snarere en fantastisk form for fejring af et tidløst nu i musikken. En (gen)oplevelse og (gen)opdagelse af ubekymret glæde ved at være i de sange, som man på et eller andet tidspunkt har voldlyttet på sit anlæg, i sin walkman eller hvor man nu har hørt musik.

Mine to musikalske højdepunkter i år var uden tvivl Alice In Chains og Kellermensch. Jeg var engang en stor Alice In Chains-fan, men mistede interessen for bandet i slutningen af 90’erne og har ikke rigtigt fulgt dem efter at William Duvall erstattede Layne Staley. Da de spillede på Copenhell tilbage i ’13, så jeg én sang med dem og smuttede hen til noget andet, men i år blev jeg hængende, og det fortryder jeg ikke et øjeblik. Højdepunkterne var helt sikkert at høre de mere stille numre fra Jar of Flies-EP’en, men de gamle numre fra Facelift rykkede i den grad stadig. Jeg kommer nok aldrig tilbage til AIC, der i sidste ende forbliver en form for coverband for mig efter Staley døde, men fedt endelig at høre numrene blive spillet live. Den chance burde jeg have udnyttet allerede tilbage i ’13. Den slags oplevelser er naturligvis en af de gode ting ved den flittige genbrug af gengangere på årets bandopstilling.

Kellermensch var, som sagt, det andet store punkt på årets Copenhell. Drengene fra Esbjerg, som jeg har set før på en lille scene, kastede sig her hovedkulds ud i et fantastisk, dramatisk set, hvor der blev crowdsurfet, kastet med guitar og slynget med mikrofonstativ, mens den karismatiske forsanger Sebastian Wolff krængede sin sjæl ud i deres mørke rocknumre. Metalmusik kan man på ingen måde kalde Kellermensch, men deres attitude og sceneoptræden på en sen lørdag eftermiddag sidste dag på Copenhell har mere vildskab, aggressivitet og nerve end mangt et andet band på festivalen. Al metal-puritansk kritik af bandets optræden på årets program burde derfor være lukket nu.

Det absolutte lavpunkt gjorde ondt. Rigtig ondt. Jeg har Black Sabbath i min DNA og kan næsten tilgive Ozzy og de andre fra gruppen hvad som helst, fordi de med deres første albums skabte noget uopslideligt. Uopslidelig er Ozzy imidlertid ikke, og selvom jeg har stor svaghed for meget af hans tidlige solomateriale, blev det ganske enkelt for meget at se min gamle helt vralte omkring på scenen som en anden undsluppen patient fra det nærmeste plejehjem. Ozzy er færdig, det stod med al tydelighed klart under denne koncert fredag nat på festivalen.

Det stod vel allerede klart, da han spillede med Sabbath til Copenhell sidste år, men tingene var på en måde bare blevet værre nu. Ikke mindst takket være den hysteriske Zakk Wylde, der med sin guitar formåede at fræse alt til døde i ulidelige soloer, mens han forsøgte at udfylde det tomrum på scenen, som stakkels, stærkt aldersvækkede Ozzy efterlader. Det var deprimerende at opleve og nok til at forsure selv det bedste forhold til de gamle albums.

Ozzy anno 2018 – et selvbillede ude af trit med virkeligheden

Set i bakspejlet, her et par uger efter, står stemningen på Copenhell som det stærkeste for mig i år. Helhedsoplevelsen af at tilbringe et par dage på Refshaleøen i selskab med en ufattelig broget forsamling, der i højt humør og med en stor kærlighed til en bestemt musikgenre slår gækken løs, er noget særligt, som får smilet frem.

Der er en fælleskabsfølelse på festivalen, som jeg ikke tror, man finder noget andet sted, og det er da også grunden til, at jeg helt sikkert kommer tilbage til festivalen næste år. Blot håber jeg, at programmet denne gang bliver en smule mere ophidsende – så hvad med at få High On Fire til Copenhell? hvad med Electric Wizard? Hvad med Cult Leader? Der er mange bud, og jeg glæder mig allerede nu til at holde øje med annonceringerne, der som altid er et flittigt diskussionsemne i min vennekreds.

Vi ses afgjort på pladsen i ’19!

H. Rider Haggard, Ayesha, the Return of She (1905): Den vanskelige fortsættelse

Paperback, Lancer Books 1967. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Rider Haggard fik en enorm succes med sit jungleeventyr She fra 1887. Ikke alene blev historien om vennerne Holly og Leos møde med den mystiske Ayesha en målestok for spændingsfiktion i samtiden, efterfølgende kom Rider Haggards stil og tematikker til at danne et væsentligt idéreservoir i den amerikanske pulplitteraturs storhedstid i 1920’erne og ’30’erne. Man kan da heller ikke komme uden om, at der under den stedvist noget udflydende fortælling om Ayesha gemmer sig noget storslået. Fantasien udfolder sig frit i romanen og væver ganske fascinerende scener og situationer frem for læseren, der fortsat gør indtryk i dag, både på grund af deres dynamiske nerve og miljøbeskrivelser.

Der er med andre ord meget godt at sige om She, og det kan med nutidige øjne overraske, at der skulle gå små 20 år, før Rider Haggard valgte at følge op på sin bestseller. Valget var da heller ikke helt let for ham, fordi han tydeligvis opfattede det som et kreativt og æstetisk tilbageskridt at skulle vende tilbage til den gamle fortælling for at få nyt liv i sit stagnerende forfatterskab. Det var imidlertid præcis, hvad han gjorde, og det forhold plagede ham så meget, at han følte det nødvendigt at adressere det i et lille forord.

Henry Rider Haggard (22. juni 1856 – 14. maj 1925)

I forordet til romanen, som fik titlen Ayesha, the Return of She, går han apologetisk til værks og fortæller, at alle de læsere, som har det svært med ”to’ere”, kan trøste sig med det forhold, at han allerede tilbage i 1880’erne så sit værk som en fortælling i to dele. Hvorvidt det er en efterrationalisering eller ej, kan jeg ikke afgøre, men forsvaret for fortsættelsen fører forfatteren til at sætte nogle ord på sit værk, som er ganske interessante. Rider Haggard siger nemlig, at de nu to bind udgør en samlet tragedie. Et tragisk eventyr, om man vil.

Det kan i nogen grad overraske, og fortællingen som tragedie var næppe planlagt på forhånd. Jeg kan imidlertid konstatere, at præcis dette greb rent faktisk gør fortsættelsen She tålelig, fordi Rider Haggard får anledning til at føre os ud i andre stemninger, end dem han allerede beskrev i sin første bog. Selvom han genbruger meget stof og forsøger at genrejse de samme stemninger af fordums storhed og mystik, er det navnlig tragediens genreformler, som føjer et helt nyt liv til fortællingen.

Hardcover, Doubleday 1905. Romanens første udgave i bogform med fint frontispiece i tidstypisk jugendstil

I historien møder vi Holly og Leo igen. Der er gået år siden første bog, men Ayesha er ikke glemt, og Leo er nu begyndt at drømme om hende. Han er i hvert fald begyndt at drømme om en kvinde, som, han tror, må være Ayesha, og han er overbevist om, at hun kalder på ham fra et eller andet fjernt sted. Som man vil huske, så døde Ayesha i slutningen af første bog, men måske er det slet ikke tilfældet?

Leo vil ud i verden for at finde Ayesha, og en noget tøvende Holly beslutter sig for at tage med. De forlader England og drager ud på en lang pilgrimsfærd, som fører dem vidt omkring og strækker sig over flere år. Først da de udmattede, på kanten til håbløshed, befinder sig i et kloster i Tibet, får de et afgørende spor. De hører om den sagnomspundne gudinde Hes og hendes tempel, som skulle befinde sig på en bjergtop.

Hardcover, Ward & Lock 1905

Vennernes rejse fortsætter nu, og de kommer ud for både farlige og utrolige eventyr, før de endeligt står ansigt til ansigt med gudinden Hes’ ypperstepræstinde Hesea, der altid går tilhyllet med et slør for ansigtet. Naturligvis ved Leo straks, at Hesea er hans elskede Ayesha, men her spiller skæbnen ham det første af flere puds. Det er nemlig kun Ayeshas sjæl, de har genfundet. Hendes krop blev ødelagt, dengang i flammerne, og hun er nu blevet reinkarneret i en hæslig gammel kones krop.

Der er naturligvis en masse forviklinger i historien, og Leo såvel som Holly må løbende manøvrere omkring i en farligt net af intriger. I sidste ende kan alt dog snævres ind til det tragiske kærlighedsforhold mellem Leo og Ayesha. I sin tidligere inkarnation var Aeysha underskøn, men nu er hun hæslig. Leo formår imidlertid at se ind under kroppens hylster og her genfinde den smukke sjæl, han forelskede sig i. Derved får han sin tabte brud igen, men netop som de endelig kan genforenes som elskende, bliver Ayeshas overnaturlige sjæl så overvældende for ham, at hendes kærlighed ganske enkelt dræber stakkels Leo. Deres genforening bliver hans død, og tragedien fuldendes.

Hardcover, Ward & Lock 1926

Alt i Ayesha, the Return of She bærer frem mod denne afslutning, og billedet af den igen smukke Ayesha, der står med sin døde elskede i favnen, er klimakset, som Ride Haggard må have haft i tankerne fra begyndelsen af. Øjeblikket er båret af melodramatisk patos og romantisk storladenhed, men det klinger rent og flot. Desværre er vejen frem mod dette øjeblik lang, forceret og derfor næsten (men kun næsten) ikke læsningen værd. Bogens tilblivelse som føljeton skinner igennem, og narrativet bliver alt for flagrende og ufokuseret.

Stedvist genfinder Rider Haggard formen og får skrevet intense spændingsscener frem, som i kampen mod de frygtede ”Death-Hounds”; grumme, blodtørstige bæster, som slippes løs på vores to venner. Der er også egentlig magi og mystik i romanen, der griber læserens fantasi og indlevelse. Desværre er der alt for meget andet, som trækker i modsatte retning, og kun de færreste vil nok mene, at Ayesha, the Return of She er en stor fortælling. Ikke desto mindre blev romanen en ny chance for Rider Haggard, der fik blod på tanden og fortsatte med mere i sit Ayesha-univers. Ikke at situationen blev meget bedre af den grund, men det kan vi gemme til et andet indlæg.

Paperback, Icon Books 1964

Paperback, Newcastle Publishing 1977

Paperback, Del Rey 1978

Paperback, Target 1986

Paperback, Pulp Fictions 1998

Paperback, Hesperus Press 2013