Caitlín R. Kiernan, Low Red Moon (2003): “… Some are born to endless night”

Paperback, Roc 2003. Romanens første udgave

Med sin fjerde roman opsøgte Caitlín Kiernan H.P. Lovecraft-terræn. Det kan ikke komme som nogen overraskelse, for der havde hun allerede været flere gange i sine noveller, og Low Red Moon, som bogen hedder, lægger sig derfor fint i forlængelse af de tidligere udgivelser i forfatterskabet. Der er imidlertid ikke nogen tvivl om, at Kiernan med romanen havde fundet sin stemme. I debutbogen Silk (1998) tangerer sproget noget kunstlet og manieret, men i løbet af de fem år, der ligger imellem Silk og Low Red Moon, er der sket noget. Kiernans postmoderne gotik med punkere og kunstnere på randen af samfundet har (næsten) veget pladsen for et mere nuanceret miljø, der ikke ser alt i det mørkesyn, som præger de tidlige udgivelser. Verden har fået flere facetter, og miljøskildringerne har udvidet sig, men ikke længere end, at man fortsat kan se udgangspunktet.

I Low Red Moon møder vi parret Chance og Deacon. Chance er gravid og er netop gået på barsel fra sin stilling ved universitetet, hvor hun underviser i palæontologi. Deacon er en historie for sig. Han er ældre end Chance og har tilbragt det meste af sin ungdom på druk for dulme sine synske evner; han ser de døde. Som så ofte med den slags synske folk i genrelitteraturen har han haft et samarbejde med politiet og hjulpet til med opklaringen af mordsager. Efter en særligt grotesk sag med kidnappede børn blev det imidlertid for meget for Deacon, og han smuttede fra det hele.  En ny by, en ny bar, hvor han kunne drikke i stilhed. Sådan var det i hvert fald, indtil han ved et tilfælde mødte Chance, som blev vendepunktet i Deacons liv. Han hoppede på vandvognen og prøver nu at indleve sig helt i rollen som hjemmegående, ædru husfar; en opgave, der ikke er helt let for ham.

Paperback, Roc 2003

Det viser sig da også, at fortiden indhenter Deacon. Politiet har brug for ham og hans evner igen. Den besynderlige seriemordersag, som han bliver involveret i, viser sig snart at have tråde tilbage til Deacons sidste sag, og situationen bliver hurtigt personlig, da det går op for ham, at morderen er kommet efter hans ufødte barn.

Seriemorderen er en ung kvinde, opvokset i Massachusetts, ude ved kysten, hvor hendes bedstefar lærte hende om De Gamle, der sover ude under bølgerne og viste hende, hvordan man ofrer til Dem, der lever under jorden. Den dybt forstyrrede pige forstår, at hun er særligt udvalgt til at blive en af disse skabninger, en ”ghoul” i Lovecrafts forstand, hvilket kan ske gennem et særligt ritual, der kræver et offer; et nyfødt spædbarn. Hvordan sammenhængen mellem pigen og Deacon præcis er, skal jeg ikke komme ind på her. Det er en kompliceret sag, som involverer ghouls, forskellige fraktioner i den okkulte underverden og en god del sort uheld.

Caitlín Rebekah Kiernan (født d. 26. maj 1964)

 

Med Low Red Moon tager Kiernan, hvad der dybest set er en stor kliché i seriemorder-genren og kobler den med elementer fra den såkaldte Cthulhu mythos. Altså en seriemorderroman om en synsk opdager med okkulte fjender. I sig selv kunne hvem som helst have skrevet dette, men Kiernan føjer sit helt eget, unikke sprog til fortællingen og løfter den dermed langt over stort set alt, hvad man kunne tænke sig af okkulte krimier og seriemorderromaner. Ja selv som mythos-roman giver Kiernans personlige fortolkning af Lovecrafts idéer et nyt og fascinerende liv til ellers tyndslidte troper.

Paperback, Roc 1998

Der er en glødende intensitet bag Kienans ord, som fører hende ud i et sjældent lyrisk sprog. Et sprog, der insisterer på skildringen af stemnings- og sanseerfaringer igennem skæve formuleringer og formfuldendte metaforer. Der er en gravitas bag sproget, som giver en bog som Low Red Moon et poetisk alvor, der på sæt og vis står i skærende kontrast til den i bund og grund lettere uopfindsomme handling.

Hardcover, Subterranean Press 2004

Sagen er nok også den, at Kiernan ikke er nogen stor historiefortæller. Hun er i hvert fald ikke den, der udtænker originale historier eller karakterer. I stedet lever en roman som Low Red Moon på de dybt betagende stemningsskildringer og øjebliksbilleder fra de stadigt mere ubehagelige situationer, som Chance og Deacon havner i.

Man skal da bestemt heller ikke tage fejl her, Low Red Moon er en barsk og ubehagelig bog, der til fulde lever op til de vanlige skildringer af brutalitet, som kendetegner seriemorderhistorierne. Vi får også drama og varme følelser i romanen, ikke mindst takket være de udfordringer, som Deacon og Chance møder i deres parliv, og romanen bevæger sig derfor følelsesmæssigt vidt omkring igennem flittig brug af tilbageblik. Tilbageblik, der kommer til at fungere som små pusterum fra historiens nutid, der kapitel for kapitel bliver mere ond.

Paperback, Roc 2007

Her må det også indskydes, at Kiernan til fulde forløser sin skrækhistorie med en slutning, der både giver os den ubehagelig konklusion, som vi har ventet på, men hun forlænger også afslutningen ind i et hjemsøgt, bittert efterspil, der bliver hængende hos læseren efter endt læsning. Igennem hele romanen ligger der en følelse af noget skæbnesvangert og uundgåeligt. Bogens persongalleri styrer sikkert imod undergangen; ikke mindst vores morderiske pige og Deacon, der ikke helt synes af denne verden, men nærmere synes at være født ind i et mørkt univers, der kun harmonerer dårligt med normalitetens dagslysoplyste hverdag. Deacon forsøger ganske vist at flygte fra dette ophav i mørkelandet, men det lykkes ikke for ham. Han hører ikke hjemme i en ordinær verden.

Caitlín Kiernan er uden tvivl en af de stærkeste stemmer i den moderne skrækfiktion, som vi har i dag. Hun er en stor stilist og en sjælden lyriker, der formår at føje et uendeligt hårdt tiltrængt poetisk alvor til skrækfiktionen. Som historiefortæller har hun måske ikke meget nyt at tilbyde, men det er en bagatel set i forhold til de styrker, som forfatterskabet har udviklet siden debutromanen.

 

Hurra-Hurra!

Så har Fra Sortsand overlevet i seks år. Det er da noget!

Det er ikke altid helt let at finde tid til alle mine projekter, og bloggen lider periodevis under det. Med tiden er det blevet lidt lettere for mig at sige, at jeg ikke kan nå alt, men det irriterer mig alligevel voldsomt når, der går for lang tid uden, at der er aktivitet på Fra Sortsand. Alle, der selv blogger eller lignende, kender sikkert godt den følelse. Sagen er jo bare den, at det skal være sjovt at lave den slags, og vi skal gøre det, fordi vi har lyst. Når det bliver for surt, er det bedst at holde en pause.

Som jeg har skrevet flere gange på bloggen, har jeg arbejdet på en bog om den moderne gysers udvikling, hvilket i høj grad har trukket opmærksomhed væk fra Fra Sortsand. Skrækvisioner hedder bogen, og det projekt er heldigvis afsluttet nu, hvilket har frigivet tid og rum til nye projekter.

Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad det skal være, men det gode ved Fra Sortsand er, at bloggen er en form for legeplads for mig, hvor jeg afprøver forskellige idéer og tanker, som pludselig kan samle sig til et eller andet. Jeg har flere idéer til bogprojekter, som helt sikkert vil komme til at præge bloggen på et tidspunkt, men for nu er det de sædvanlige blandede bolsjer, der bliver skrevet om.

Tak til alle jer, der gider hænge på.

 

Thomas Tessier, The Nightwalker (1979): Ulven i os alle

Paperback, Pan Books 1980. forsiden er malet af Chris Moore

I 1979 udsendte amerikanske Thomas Tessier en lille roman, der dykker ned i et af hans generations store traumer, nemlig Vietnamkrigens indvirkning både på de unge, der blev sendt afsted, og de unge, der blev tilbage. Selve Vietnamkrigen er blevet beskrevet skønlitterært ganske mange gange, det samme gør sig gældende for livet som hjemvendt veteran, men der er alligevel ikke ret mange bøger, der ligner Tessiers The Nightwalker.

På overfladen synes romanen rørende enkel, ja man kan endda sige banal, men graver man i teksten, står det klart, at letheden er bedragerisk. Tessier har indlagt et antal komplekse spørgsmål i fortællingen, som gør den værd at læse flere gange. Men først til handlingen.

Thomas Tessier (født 10. maj 1947)

Vietnamveteranen Bobby Ives driver omkring i London med en smule penge på lommen. Han bruger dagene på druk og ingenting. Han plages af migræne og depressive tendenser; alt sammen symptomer på det vi må opfatte som posttraumatisk stress. Rodløs og modløs giver livet ikke rigtigt mening for ham længere, men heldigvis har han mødt den unge Annie, der tager sig af ham. De er kærester, men Bobby har problemer med at åbne sig for hende, og der hænger derfor alvorlige skygger over deres forhold, selvom de i virkeligheden er meget glade for hinanden.

Alt det tager en uventet drejning, da Bobby og Annie en regnvejrsdag går en tur i byen sammen. De går og snakker, men pludselig ligger Annie død foran en bus. Bobby er overbevist om, at det var ham, der skubbede Annie ud på vejen, men alle andre omkring ham synes at opleve det som en ulykke. Hvad er realitet og hvad er fantasi?

Hardcover, Macmillan 1979. Romanens første udgave

Her begynder Bobbys deroute for alvor, for med Annies død opdager han en lyst til at påføre sin omverden smerte. Han bliver besat af tanken om andres blod, og dermed åbner han buret ind til et indre dyr, der gradvist overtager ham helt. Men kun gradvist, for han finder hurtigt en ny kæreste; en ung punker, der lever på gaden. De indleder et sadistisk forhold, hvor Bobby er herren og hun hans lydige slave. Kønt er det ikke, men det holder Bobbys morderiske tendenser stangen for en tid.

Med The Nightwalker kobler Thomas Tessier idéen om den psykisk nedbrudte veteran sammen med varulvemyten. Bobby er fremmedgjort fra sig selv og sin omverden på alle tænkelige måder, og netop som det lykkes for Annie at få ham til at åbne sig op, så dør hun belejligt. Bobby har dermed intet andet tilbage i London end sine egne tanker og følelser. Det kaster ham i favnen på et totalt sammenbrud, som Tessier elegant beskriver med en dobbelthed, der er ekstremt dragende.

Hardcover, Atheneum 1980

På den ene side er vi inde i Bobbys tanker og hører om hans langsomme forvandling fra menneske til varulv, men på den anden side får vi også stemmer udefra, der antyder, at Bobby og Bobbys oplevelser måske ikke er det mest troværdige. De blodige drab, som Bobby begår i løbet af bogen, er imidlertid en realitet, og den virkelighed indhenter ham selvfølgelig til sidst.

Det er ikke let at gøre noget nyt med varulvefiguren uden at foretage en total omfortolkningen af myten. Det gør Tessier heller ikke; i stedet vælger han at gå til idéen metaforisk, og han gør det, som sagt, med en dobbelthed, som sikrer, at vi aldrig fuldstændig kan afvise, at han rent faktisk gennemgår denne transformation. Der er litterær indsigt bag Tessiers disposition, og hans roman ligner vores hjemlige, nærmest samtidige Ulvetid i sit komplekse greb om varulven som sindbillede på en psykisk sindstilstand.

Paperback, Signet 1981

Går man lidt dybere ind i varulvefiguren hos Tessier, er det klart, at hans hovedperson er et ødelagt individ, som har brug for hjælp. Krigen er tydeligvis det, der har skubbet Bobby ud over kanten, og London er blevet et surrogat for den fjerne jungle, han kæmpede i. Det er ikke for ingenting, at varulven indtager en særlig plads i den freudianske tænkning som ufrivillig manifestation af indestængte følelser, der ikke lader sig holde indespærret. I sig selv er billedet af veteranen, der ikke magter at lægge kampen fra sig, da heller ikke noget nyt, men ser vi på Tessiers bog Finishing Touches fra 1986, er det klart, at der også er andre tematikker her, som har en særlig betydning for ham i sit forfattervirke.

I Finishing Touches er det igen den rodløse amerikaner i London, som er i centrum. Også her må hovedpersonen ind i galskabens labyrint, og der er således klare paralleller de to romaner igennem. De deler et blik på hjemløsheden og isolationen, der givetvis helt eller delvist er erfaringer, som Tessier selv oplevede, da han studerede og levede i Dublin og London i en årrække.

Paperback, Berkley Books 1989

Fælles for de to romaner er det også, at de rejser fundamentale spørgsmål omkring det at forstå og erkende ens medmennesker. Den smerte, følelse af tomhed og isolation, som vi kan bære rundt på indvendig, manifesterer sig ikke umiddelbart i det ydre; men så gør den det alligevel, hvis tingene sættes på spidsen. Bobby som varulv er sådan en manifestation, og den dødspornografi, der beskrives i Finishing Touches, er det samme. I begge romaner ser vi også samme udtalte fokus på den kropslige transformation som den sjælelige lidelses spejl. I The Nightwalker forsøger Bobby at kontrollere sin krop gennem overdreven brug af helsemidler og druk, mens hovedpersonen i Finishing Touches drukner sig i sex.

Der er ikke nogen tvivl om, at Thomas Tessier er en begavet forfatter og en mand, hvis romaner stort set altid rammer rent hos mig. Der er en dybde i teksterne, som gør dem fascinerende at arbejde videre med, men samtidig er han oprigtigt interesseret i genrefiktionens troper og virkemidler. Desværre er Tessier en af de oversete skrækforfattere, hvis kyniske kulde og menneskefjendske perspektiver har holdt ham på sikker afstand af bestsellerlisternes øvre lag, hvor langt mere varme og venlige former for gys har floreret. Det er en skam, for Tessier har utrolig meget at byde på, og jeg håber, han en dag får den anerkendelse han fortjener.

Paperback, Leisure Books 2008

Hardcover, Centipede Press 2012

Ebog, Endeavour Press 2016

 

 

 

 

 

En ildsjæl i svensk science fiction: Et interview med Peter Öberg

For nogle dage siden skrev jeg lidt om antologien Waiting for the Machines to Fall Asleep; en interessant samling, som jeg synes fortjener nogle flere ord med på vejen. Ikke mindst fordi, bogen ikke har nogen indledning. Jeg tænkte derfor, at det kunne være spændende at høre lidt mere om tankerne bag bogen. Jeg spurgte derfor redaktøren Peter Öberg, om han ikke ville fortælle lidt om projektet, og det har han heldigvis sagt ja til. Resultatet er blevet dette interview. Peter Öberg berører flere interessante punkter i samtalen, som jeg er helt sikker på, at mange af jer derude også vil finde spændende.  

***

Martin: Kunne du kort beskrive din egen baggrund og interesse i SF, før vi går til selve emnet?

Peter Öberg: Som ung upptäckte jag science fiction-hyllan på biblioteket, och det är till den jag hållit mig till stor del även som vuxen. (Den och Ole Lund Kirkegaard.) Jag läste många av de klassiska SF-författarna men även mycket av den fantasy som var populär under 90-talet, och många klassiker. Som vuxen har jag särskilt intresserat mig för dystopier, och under senare tid riktigt gamla berättelser och ursprungsmyter – som för övrigt ofta har en del likheter med det vi kallar science fiction idag. Som jag ser det är det vanligare att science fiction, jämfört med mainstreamlitteratur, erbjuder oväntade upplevelser, visar andra sätt att tänka, försöker demaskera samhället eller den upplevda verkligheten, eller, om inte annat, är underhållande.

Peter Öberg

Antologiens undertitel er ”The best new science fiction from Sweden“. Der er ikke nogen indledning til bogen, derfor er det ikke helt klart, hvordan du har fundet frem til den bedste nye SF fra Sverige. Kan du fortælle lidt om bogens tilblivelse og baggrunden for projektet. Har du selv udvalgt novellerne og efterfølgende kontaktet forfatterne, har de indsendt novellerne til dig efter en efterlysning af ny SF eller er historierne skrevet specifikt til samlingen?

Innan Waiting for the Machines to Fall Asleep var jag redaktör för fyra antologier på svenska – Maskinblod 1-3 och Kärlek i maskinernas tid – och innan det recenserade jag svensk science fiction och genrelitteratur och -film, så jag hade ganska bra koll på vad som skrivs i Sverige och även kontakt med många författare inom genren. Då, för bara några år sedan, fanns det inte många förlag som var intresserade av att ge ut SF eller annan fantastik. (Detta är något som har förändrats på några få år med flera andra förlag som släppt antologier, nya e-tidskrifter med noveller och även större förlag som gjort satsningar på noveller även inom SF) Tanken var helt enkelt att lyfta fram och visa på bredden och kvaliteten inom ny svensk science fiction och fantastik. Efter dessa böcker föll det sig naturligt att nästa steg skulle vara att släppa en antologi på engelska. Intresset fanns bland de författare jag frågade och då det idag är förhållandevis lätt att göra en bok tillgänglig över hela jorden kändes det som att tiden var inne. Det fanns också en lucka att fylla – vad jag vet är detta den första SF-antologin på engelska med svenska författare. Jag anser också att flera av de nu aktiva svenska författarna håller världsklass och att det är positivt om fler ges möjligheten att läsa dem. Vad gäller urvalet frågade jag dels författare direkt men efterfrågade också noveller från allmänheten. Somligt är skrivet speciellt för antologin, somligt inte, men de allra flesta av novellerna var inte publicerade på annat håll innan.

Paperback, Affront 2015.

Jeg har diskuteret lidt på Fra Sortsand, hvad der kendetegner dansk horror. Mener du, at der er noget særligt, som kendetegner den svenske SF? Jeg tænker ikke her så meget på brugen af svenske navne og steder, men mere i sprogtonen eller indholdet af historierne?

I några recensioner av Waiting for the Machines to Fall Asleep från USA och Storbritannien uttrycktes att berättelserna inte kändes speciellt svenska eller annorlunda gentemot anglosaxisk SF-litteratur, och jag tror lite att det är just det som kännetecknar nutida svensk science fiction – att den är ganska klassisk anglosaxisk-influerad, men i en modern skrud. Dystopiska inslag är vanliga, men också mörk humor. Om man vill ha något som känns mer typiskt ”svenskt” tror jag man får leta inom fantasy och skräck där till exempel folktro oftare spelar en viktig roll.

Har bogen solgt godt? Er missionen med at sprede kendskabet til svensk SF lykkedes?

Det vi lyckades med var att få många recensioner, och väldigt positiva sådana, men jag kan inte påstå att boken sålt bra. De som har läst boken har uppskattat den, men det är svårt att slå igenom även på den engelskspråkiga marknaden – det är en lång väg kvar innan svensk eller nordisk science fiction blir ett fenomen à la Nordic noir. Det som däremot händer nu är att fler svenska SF-författare ser till att få sina verk översatta till engelska eller att de börjat skriva även på engelska. Detta är kanske ett naturligt steg för de som är ambitiösa och har möjligheten när den inhemska marknaden i jämförelse är begränsad.

Er der en særlig svensk SF-kultur? Du har tidligere udsendt antologien Science fiction så in i Norden. Har det givet dig indblik i forskellige SF-kulturer i Norden?

Vi har en science fiction-fandom som är ganska stark i Sverige idag, men när det gäller författande och film har det inte funnits någon egentlig stadigvarande kultur. Det har funnits perioder då SF varit mer populär och det skrivits mer, främst kanske tidigt 1900-tal, 1970-tal och däromkring med Sam J. Lundwall, Dénis Lindbohm et al., samt nu. Ett långt pågående fenomen är också att författare som normalt inte skriver SF då och då ger ut en dystopi. Vad gäller film – som Science fiction så in i Norden handlar om – är det, oavsett vilket nordiskt land vi talar om, endast sporadiskt det kommit påkostad biovisad eller tv-producerad sf- eller genrefilm, fram tills de senaste åren då vi fått se en hel del, åtminstone jämfört med tidigare, både science fiction och skräck.

Paperback, Affront 2012

En af de ting, der slog mig ved læsning af novellerne, er, at deres overordnede problemstilling er meget klassiske i den forstand, at de synes mere forankret i velkendte SF-troper end aktuelle problemstillinger. Jeg tænker her især på det meget dominerende tema om forholdet mellem mennesket og kunstigt liv/intelligent teknologi, som har noget tidløst og meget velkendt over sig, mens andre temaer som eksempelvis økologi, migration, religion osv. ikke berøres i samlingen. Hvordan ser du på det? Ser du særlige, aktuelle problemstillinger afspejlet i bogen?

Boken saknar tema annat än ”ny svensk science fiction och fantastik” – författarna fick skriva vad de ville och jag ville egentligen inte lägga mig i mer än att bestämma om en novell var bra nog för att vara med eller inte samt se till det skulle finnas en bredd bland berättelserna. På så sätt skulle det också bli en representativ bild av den nutida svenska SF-litteraturen. Det är en stor variation bland berättelserna med allt från mer rymdaction och skräck till romantik och humor. Med det sagt så är det, som du säger, vissa teman som återkommer, som dystopiska inslag och människa kontra maskin.

Når man læser de små introduktioner til de enkelte forfattere bagerst i bogen, er det slående, hvor ens deres uddannelsesmæssige og interessemæssige baggrund er. Mange er universitetsuddannede i kulturhistorie eller kommunikation, interesserer sig for spil og er bredt engageret i fantasy, horror og SF. Det er næsten som en særlig forfatterprofil, der optræder i bogen. Hvad er dine tanker omkring dette?

Att många är intresserade av fantasy, skräck och SF ser jag som något naturligt då det är vanligare att sådana människor skriver fantasy, skräck och SF än vad det är bland sådana som inte är intresserade av fantasy, skräck och SF. Jag ville ha en jämn könsfördelning, och är medveten om det breda åldersspannet (från cirka 20 år till över 70) bland författarna, men i övrigt bryr jag mig inte om eller har reflekterat över folks bakgrund.

Paperback, Affront 2013

Et andet tema, som har været diskuteret på Fra Sortsand, er det dystopiske. I samling er vældig mange af novellerne præget af en dyster fremtidsvision. Er det mon fordi, verdens tilstand er så elendig, at vi ikke kan andet end at skrive pessimistisk om fremtiden, eller skyldes det, at det dystopiske er blevet en voldsomt dominerende genrekonvention i SF-litteraturen?

Nu blir det lite spekulativt här, men en förklaring till den dystopiska trenden kan vara att det är svårare att få en positiv framtid att kännas verklig än vad det är en negativ. Det känns helt enkelt inte trovärdigt att allt skulle bli bra helt plötsligt, medan att det skulle fortsätta finnas problem eller att saker skulle bli än värre inte känns särskilt främmande. Det här är också en styrka inom genren, att man tar upp problem och inte låtsas att allt är okej. Sen är ju litteratur och konst en spegling av den tid den skapas i. Dagens företeelser och problem, och att det kommer ny teknologi, reflekteras i de berättelser som skapas, vilket kanske extra tydligt inom science fiction.

En af de ting, som jeg personlig stiller mig lidt kritisk over for, er, at mange af bogens noveller først og fremmest forsøger at levere meget filmisk fortalte historier. Det er et velkendt forhold i meget moderne genrefiktion, men det føles alligevel en smule mere markant i denne samling historier. Det litterære arbejde med sproget er i hvert fald ikke særligt dominerende. Tror du, at forfatternes baggrund i spilverdenen kan have noget at sige her?

Om det är filmiskt berättat antar jag att det är i så fall är författarnas stil. Vad gäller språket låg fokus för mig på att engelskan skulle bli bra – att en engelskspråkig läsare inte skulle reagera över att något lät konstigt eller dåligt. Engelska är ju för merparten av författarna inte deras förstaspråk.

Paperback, Affront 2014

Du har ret i, at jeg nok får blandet tingene sammen. Der er imidlertid flere, som eksplicit nævner spil som en del af deres selvpræsentation. Det, synes jeg personligt,  er meget sigende, fordi det for mig at se handler lidt om tilgangen til fiktionen. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting at have en bevidsthed om spil (jeg tænker her især på computer- og rollespil), men for mig at se skaber det bevidsthed om bestemte elementer i en fortælling, som handler mere om handling end det egentlige arbejde med sproget. Har du nogle tanker i forhold til det?

Många som var unga på 1980-talet eller senare växte upp med tv-spel (och somliga med rollspel). För dessa är spel blir en naturlig del av kulturkonsumtionen, precis som film och litteratur. Idag är många av dessa vuxna gamers eller arbetar kanske till och med med spel, och säkert påverkar detta deras skrivande och sätt att berätta historier – men exakt hur vet jag inte.

Handler det mere om fortællingen end æstetikken for dig som redaktør?  

För mig personligen är det känslan som är viktigast – att jag på en intuitiv nivå gillar något.

Kan du afslutningsvis sige lidt om, hvad forlaget har af kommende udgivelser, som kunne være spændende for et dansk SF-publikum?

Utgivningen på Affront förlag är mer sparsam idag än för några år sedan, dels för att det numera finns fler förlag som ger ut liknande litteratur, dels på grund av att jag inte har möjlighet att lägga lika mycket tid på förlaget. Men jag har ända sedan Science fiction så in i Norden släpptes 2012 arbetat på en ny upplaga av denna bok som listar science fiction-filmer och -tv-program från de nordiska länderna. I fjol var tanken att jag skulle bli klar med denna nya upplaga under 2017, nu hoppas jag bli klar under 2018, och nästa år kanske jag hoppas bli klar 2019. Men den kommer.

 

Waiting for the Machines to Fall Asleep, red. Peter Öberg (2015): Svenske dystopier

”Forget about cheap furniture, meatballs and crime fiction. Sweden has so much more to offer…”

I kølvandet på nogle af de diskuterende indlæg, der har været her på bloggen, er det interessant at se nærmere på en antologi som Waiting for the Machines to Fall Asleep, der udkom på det lille svenske forlag Affront tilbage i 2015. Bogen er en samling af 26 SF-noveller skrevet af svenske forfattere. Novellerne, der alle er på engelsk, er tænkt som et internationalt vindue ind i det, der rører sig på den svenske SF-scene i disse år. Idéen er fremragende, og selvom jeg måske ikke ligefrem er begejstret for alle historier i bogen, må jeg blankt erkende, at Peter Öberg og forlaget Affront har skabt en gennemarbejdet udgivelse, der både i redaktion og udstyr byder sig til med en professionalisme, der ligger et stykke over det, vi møder i eksempelvis Science Fictions-Cirklens udgivelser.

Paperback, Affront 2015. Forsiden er skabt af Andreas Raninger

Der er ikke noget overordnet tema for bogen, og novellerne stikker derfor i mange retninger. Dog bemærker man hurtigt, at der er en række fællesnævnere i historierne. De dystre fremtidsudsigter er gennemgående, det samme er de stærke kvindelige hovedpersoner og endelig er der fremstillingen af teknologien som et fremmegørende element, der tager magten fra individet. Det er velkendt stof, som fraregnet det feministiske perspektiv ikke kan siges at være synderligt revolutionerende indenfor genren. Vi er dog heller ikke blevet lovet nogen revolution i bogen, der desværre mangler en indledning, men det er alligevel slående at konstatere, at ny svensk SF ligner klassisk amerikansk SF til forveksling.

Man kan da også spørge sig, hvori det svenske islæt egentlig består. Eller rettere om det giver mening at promovere en bog som specifikt svensk, hvis indholdet ikke afspejler dette? Mange af bogens noveller tager dog udgangspunkt i Sverige og bruger svenske navne og steder, men det stikker ikke dybere end det. Det svenske perspektiv bliver mest af alt en tynd fernis over universelle eller generiske genrefortællinger. Et krydderi, om man vil, der giver læseoplevelsen en diskret drejning i en ny retning.

Den drejning kunne sådan set være nok, men jeg føler alligevel, at der er et tabt potentiale, som muligvis hænger sammen med forfatternes meget loyale, for ikke at sige klichéfyldte, tilgang til indholdet i deres historier. Man kan sige, at et mere tydeligt engagement i svenske forhold og kulturliv automatisk ville have skabt en bedre samklang mellem historiernes miljø og tematikkerne i handlingen. Præcis den slags har krimilitteraturen været god til, og måske kunne SF-litteraturen generelt lære noget her ved at få hovedet ud af de uforpligtende abstraktioners sky og se mere konkret på den verden, der omgiver os.

Med et så loyalt udgangspunkt i genretypiske problemstillinger er det imidlertid tvivlsomt, om forfatterne i Waiting for the Machines to Fall Asleep egentlig har ret meget på hjertet. Det er i hvert fald tydeligt at drivkraften bag hovedparten af fortællingerne er et ønske om at skrive filmiske, handlingsorienterede spændingshistorier, der først og fremmest benytter dystopien som en scenisk ramme, uden der ligger det store budskab bag dette. Tekster behøver heller ikke have store budskaber, men hvis teksten ikke står på egne ben og kun mimetisk forsøger at formidle et andet kunstnerisk medies formsprog, bliver det for tamt og kraftløst.

En novelle som Hans Olssons ”The Melody of the Yellow Bard” om videnskabsmænd, der rejser gennem et ormehul for at undersøge en fremmed planet, kan her trækkes frem som et arketypiske eksempel på intetsigende genre-tomgang. Det samme kan siges om Markus Skölds ”Outpost Eleven”, der er endnu en filmisk pastiche uden nogen sproglig nerve, men med ivrige (fejlslagne) forsøg på at skabe gys og spænding.

Paperback, Affront 2015

Naturligvis er der også underholdende ramasjang i bogen, som Love Kölles ”Jump to the Left, Jump to the Right”, og der er også historier, som formår at løfte fortællingen og skabe noget, der rent faktisk gør indtryk.

Den første novelle, som fortjener at blive trukket særligt frem, er Jonas Larssons ”Punch Card Horses”. Den sikkert fortalte historie formår med et nedtonet sprog at sætte liv i ellers ganske slidte, såkaldte ”steampunk”-klichéer. Det underspillede i novellen om en svensk landmand, der mere eller mindre tvinges til at udskifte sin gamle trækhest med en mekanisk hest er rørende og fascinerende, takket være det lag af folkeeventyr, som Larsson væver ind i sproget. Han får dermed et dybt uoriginalt udgangspunkt vendt til en genrefortælling, der bliver nærværende og langt mere engagerende end mange af de buldrende actionfortællinger, som bogen byder på.

En anden novelle, som hurtigt gør sig positivt bemærket, er veteranen KG Johanssons ” The Membranes in the Centering Horn”. Novellen er strengt taget i periferien af SF-genren og må nærmere betragtes som jungleeventyr i Rider-Haggard-traditionen. Det er imidlertid en biting. Johanssons rutinerede, sikre skrivestil leverer uden svinkeærinder en fortælling i et tidløst udtryk, som kunne være skrevet hvornår som helst i løbet af de sidste 100 år. Til forskel fra ganske mange af bogens øvrige bidrag fornemmer man her, at Johansson for længst han fundet sin forfatterstemme. Det giver ro og overskud i teksten. Nogen stor historie er der ikke talte om, men når man læser sig igennem antologien og endelig ankommer hos Johansson, mærker man straks som læser, at vi her har forladt amatørernes verden og nu er i sikre hænder. Johansson er den dygtige håndværker, og værdien af godt håndværk bliver i den grad åbenlyst, når man sidder med en samling som denne.

Det absolut stærkeste bidrag i bogen er imidlertid Sara Kopljars kompromisløse ”The Mirror Talks”. En kvinde ønsker sig for alt i verden et barn og bestiller en kunstig dreng – altså en robot. Det går godt den første tid, men snart begynder kviden at føle sig fremmedgjort over for barnet, der ligner og opfører sig som et lille menneske, men robotten lærer og agerer alligevel ikke rigtigt som et egentligt individ. Det udløser vrede og frustrationer i kvinden, som emotionelt ikke ved, hvordan hun skal håndtere det lille væsen i sin lejlighed, som hun både hader og elsker. Hun begynder gradvist at mishandle barnet i en eskalerende spiral, der fører fortællingen ud i en grumt og stærkt frastødende terræn.

Selve grundtematikken i novellen er velkendt, men Kopljar skriver med en rå emotionel styrke, som vitaliserer temaet og i en relativt kort novelle formår at ramme essensen i hele det forhold mellem menneske og maskine, som så mange af bogens historier kredser om. Modsat de fleste andre skriver sara Kopljar imidlertid ud fra et dybt personligt ståsted og dykker ned i et emotionelt morads, der griber os med sin ærlige og grænseoverskridende brutalitet. Alene ”The Mirror Talks” er hele Waiting for the Machines to Fall Asleep værd at læse, fordi novellen rammer rent og griber sin læser i nerverødderne. Den er det stød, den radikale vision, som har manglet i stort set alle bogens øvrige noveller.

Hvor hovedparten af historierne bevæger sig rundt i et univers, der lugter af popcorn, er ”The Mirror Talks” et af de få bud på en litterær tilgang til SF-litteraturen, der ikke lukrerer på et overgjort spændingselement som væsentlig drivkraft. Modsat de forpustede helte og antihelte i bogens øvrige noveller står kvinden i Kopljars novelle sårbar og angrebet af sig selv og sit følelsesliv.

Selvom jeg ikke er lige begejstret for alle historierne i Waiting for the Machines to Fall Asleep, er selve idéen bag projektet fremragende. Det er en glimrende status og tidsbillede på SF-litteraturen, som den ser ud lige nu, og man kunne overveje at udsende en lignende bog herhjemme. Det er derfor også relevant og lærerigt at opsøge Peter Öbergs antologi, blot må man forberede sig på, at det fremmede og særligt svenske i forbløffende grad ligner noget, vi kender i forvejen.

 

Electric Messiah / Thunder and Fire… en hyldest til Lemmy

Så er nedtællingen for alvor begyndt til High On Fires nye album Electric Messiah, der endelig skulle udkomme i begyndelsen af oktober. Udgivelsestidspunktet er blevet skubbet et par gange, men nu skulle den være god nok. Trioen har lige udsendt en video til den første single, der har samme titel som albummet. Nummeret er forsanger og bandlader Matt Pikes hyldest til Lemmy, og det rykker i den grad. Det er et klassisk High On Fire-nummer, og det tyder på, at det nye album vil lyde præcis som et album fra bandet skal lyde. Jeg glæder mig som et lille barn til pladen (jeps, jeg er en fanboy !). Giv det sved-og-oktan-fyldte nummer et lyt her.

Vi ses på søndag, hvor der står svensk science fiction på programmet.

Bogsamlerne: Janus Andersen

Så er det langt om længe blevet tid til endnu et indslag i den lille stafet, som jeg har startet på bloggen. Bogsamlerne kalder jeg stafetten, og her får folk fra genremiljøet lejlighed til at fortælle lidt om deres bogsamlinger, deres tilgang til bøger, til det at have bøger stående og måske endda til det at samle på dem. Senest har forfatter Amdi Silvestri sat ord på sin samling, og han har givet ordet videre til Janus Andersen. Selvom Janus, der fører pennen i dette indlæg, gør et nummer ud af at understrege, at han ikke er samler, så tror jeg, de fleste vil give mig ret i, at han har fået skrabet sig en ganske anseelig samling sammen.

Tankerne, han gør sig om denne samling, er fascinerende, og jeg forventer, at der er mange, som vil kunne nikke genkende til de faser, som Janus’ samlerliv har gennemgået over tid. Jeg genkender i hvert fald en del af mig selv i hans overvejelser.

Skulle du i øvrigt være i tvivl, er Janus en særdeles velkendt og vidende person på vores genrescene herhjemme. Han har bidraget indsigtsfuldt på en række fronter og skriver nu blandt andet på bloggen Superkultur, som jeg bestemt synes, du bør besøge, hvis du altså ikke allerede gør det regelmæssigt. Alt i alt er det dermed en fornøjelse at få bragt Janus’ ord og tanker her på Fra Sortsand.

 

***

Samlertrang

Af Janus Andersen

Hej, allesammen, jeg hedder Janus, og jeg er samler. Bogsamler, for at være mere præcis. Og, er det gået op for mig, mens jeg har forsøgt at skrive om det, en forfærdeligt dårlig bogsamler.

Men det vil jeg vende tilbage til. Lad mig starte ved begyndelsen:

Bøger har fulgt mig hele livet i en eller anden forstand. De er fysiske objekter, men også minder. Ikke bare om hændelser og historier, som måske/måske ikke har fundet sted, men også som fysiske reminders om egen historie. Det er gået op for mig, at det er derfor, jeg samler på bøger: jeg har en forfærdeligt dårlig hukommelse.

Janus Bjarke Andersen

Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at jeg altid har haft en tendens til at samle: fra helt lille, hvor samlingen var så vagt defineret, at alt kunne være en del af den – Det her krabbeskjold? En perle i min samling. Den her plasticbil? Det samme. – til jeg blev lidt ældre, og samlertrangen indsnævredes omkring kulturprodukter: VHS, tegneserier, DVD, bøger, fanzines og lignende. Der har dog været et gennemgående element, kan jeg se: fantastikken. Allerede som barn indså jeg, at en historie har potentialet til at være mere spændende, når fortælleren kan slå sig lidt i tøjret og ikke er begrænset af, hvad der strengt taget er muligt – i en krimi ved du, at målet er at få afsløret morderen, men smid en telepat ind i plottet, og så er mulighederne pludselig legio. Prøver jeg at finde tilbage ved hjælp af bøgerne som mnemoteknik, støder jeg på titler som Telekattene og Mark Brandis – den ene lovede eventyr lige om hjørnet, mens den anden i barnlig logik lovede hardcore realisme (når nu forfatter og hovedperson hed det samme, hvordan kunne det så være andet?).

Det var uden tvivl titler, jeg opdagede på biblioteket. Senere blomstrede verden med de ting, jeg opdagede i den lokale byttebiks: som flere generationer af danske science fiction-læsere faldt jeg over Stig Vendelkærs bøger, og det bandt mig både til genren og til det at snuse mig frem til bøger.

Jeg tænker, at SVSF var med til at skabe bevidstheden om, at man kunne samle. Først hele serien, naturligvis, men derefter genren. For det kan godt være, at det er svært at finde afgrænsningerne i en fantastisk fortælling, men som samler er det netop rammerne, der er tiltalende: muligheden for at male helt ud til kanterne og skaffe alt det, der ligger inden for ens afgrænsning.

En del af de samlinger, jeg har startet, er visnede med tiden – medier er uddøde, pladsmanglen har talt, jeg har følt, jeg var blevet for gammel og så videre og så videre (og nu og da kan jeg stadig føle fortrydelse over hver og en af de halvformede samlinger, der har forladt mine hænder, for i nostalgiens lyserøse instagram-filter er de alle uendeligt smukke). Men én ting har dog fulgt mig hele livet: bøgerne.

Men begrænsningen på den samling har undergået en del transformationer gennem tiden. Fra “De få ting, jeg kan få i gave” over “Alt, hvad jeg falder over, som ligner, det ville falde i min smag” til en udkrystallisering, der holdt i mange år: dansk fantastik. Jeg tror, det var min samlertrangs blomstringsår – der, hvor alt synes muligt, og hvor jeg troede, at det var et mål, jeg kunne komme i nærheden af: al den fantastik, der er udgivet på dansk. Science fiction, fantasy, horror og alt der i nærheden. Det var en smuk tid, som betød, at vægten af mit personlige indbo steg kraftigt, og jeg fik en masse gode læseoplevelser.

Men bøger er som sagt både oplevelser og objekter, så jeg har altid både samlet og købt – samlingen er forsøget på at bygge noget komplet, at udfylde nogle rammer, mens det almindelige køb bare er bøger, jeg gerne vil læse. Nogle havner naturligvis i begge kategorier, men det er noget af det smukke ved en bog; den kan dække mange behov. Min største mangel som samler blev dog tidligt tydelig: jeg foretrækker at finde bogen. Det er altid hyggeligt at gå i en boghandel og købe en god, ny bog, og internettet blomstrede i mine unge år og gav da også anledning til købet af nogle titler, jeg ellers ikke ville have været i nærheden af – men den “rigtige” måde at få fat i en bog på vil altid være at finde den brugt. Den er billigere (forhåbentlig), den har noget historie, og det er en større bedrift. Det er ligesom at jage og slagte koen selv i stedet for at gå på Jensens Bøfhus.

Man kan ikke gå ind i en boghandler og finde bøger, der rammer samme perfekte blanding af nostalgi og samlertrang som gamle udgaver af Tarzan, Rumfart-serien, Planetbøgerne, Iskolde gys, Notabenes science fiction eller et hav af andre gamle serier. Eller: hvis du kan, så misunder jeg dig.

Jeg kan dog ikke lade være med at føle, at en “rigtig” samler burde have en klart afgrænset samling, burde gå hårdt efter at fylde den ud og burde holde stramt fast i det projekt.

Jeg fejler groft, fordi jeg hellere vil bladre gennem bøgerne i en genbrugs uden held end finde perfekte titler på en hjemmeside, og fordi jeg både køber af samlerbehov og af lyst – så en god del af de bøger, der fylder mine hylder i alt for mange lag, er “fordi jeg har lyst” snarere end “fordi jeg mangler den”. Jeg bøjer mit hoved i skam og indrømmer, at jeg for nylig så mig nødsaget til at rydde ud på hylderne – der var ganske enkelt ikke plads til at stable flere inden bagved, og ofrene blev i høj grad forskellige ungdomsromaner, som i høj grad hørte til samlingen.

Men hvor jeg må begynde at finde mig til rette til min nye identitet som dårlig bogsamler, må jeg dog holde fast i, at bøger er det perfekte objekt at samle på. De er grundlæggende oplevelser i fysisk form, så man får andet og mere end blot genstanden, men samtidig findes de i så mange forskellige afskygninger, at man kan vælge en afgrænsning af sin samling alt efter, hvad der passer én som person: Vil du samle en forfatter eller en genre eller et forlag eller noget helt andet? Går du efter førsteudgaver, autograferede udgaver eller billigbogsudgaver (åh, der er en særlig glæde over at finde f.eks. et nummer af Midnatsgyseren, som man ikke allerede ligger inde med)? Lige meget hvilken type samler du er, kan du vælge en afgrænsning af bøger, som vil passe til lige præcis dig. Og så kan de stables, så man kan altid more sig med at finde den perfekte konfiguration, der vil give plads til flere på hylden.

Alene tanken om alle de muligheder, der findes derude, giver mig lyst til at starte en ny samling. En rigtig samler holder sig til sit projekt, som sagt, men bøger er minder – og den letteste måde at skabe og fastholde nye minder er ved at finde og læse en god bog.

P.S. til billederne:

Jeg er gift med en bibliotekar, så jeg er ikke den eneste, der bringer bøger til huset. Stueetagen er biblioteket, omend der også står reoler på de andre etager – jeg har stået for størstedelen af bøgerne, mens hun har stået for udsmykningen, men hun foretrækker at have sine bøger fremme, så man kan se dem; det gør mig ikke så meget, at de står i stabler inde bagved, bare jeg ved, de er der. Måske er det et symptom på at være samlet.

Der er en overordnet inddeling, som hedder fantastik i forskellige størrelser, fantastik i paperbackformat (det er et vidunderligt format, som der kan stå tre rækkker af på en hylde), ikke-fantastik, faglitteratur og faglitteratur med forbindelse til fantastik. På andre etager findes der billedbøger og bøger i lidt for stort format. Men en nogenlunde alfabetisk inddeling gør det, at jeg som regel kan finde det, jeg leder efter… med en indsats.