Ramones siger “I’m Against It”

Jeg har i noget tid gerne villet vise den her video på bloggen. Du har nok allerede set den, men her kommer den alligevel. For nogle uger siden blev der nemlig opdaget en hidtil ukendt musikvideo med The Ramones, hvilket jo er en ret cool ting. Nummeret er ”I’m Against It”; hvilket er en super-fed sang fra Road To Ruin (1978). Videoen blev tydeligvis indspillet sammen med ”She’s The One”-videoen, der jo er kendt og elsket af alle i det ganske land. ”I’m Against It” blev imidlertid glemt, og lå glemt 40 år i en kasse, som først for nylig blev åbnet, da Road To Ruin skulle genudgives i en jubilæumsudgave.

Hey-Ho – Let’s Go! ”I’m against It”

Her har vi så “She’s The One”

Vi ses på søndag, hvor der er mumier på programmet.

 

Lidt Poe-reklame

Paperback, Det Danske Edgar Allan Poe-Selskabet 2018

Jeg læser i Poe-selskabets nyeste udgivelse for tiden. En underholdende artikelsamling, der belyser forskellige sider af Edgar Allan Poe og receptionen af Poe. Det hele holder ikke samme niveau, men bogen er sjov læsning, som klart kan anbefales til alle, der interesserer sig for gys og gru. Jeg skriver en mere indgående kommentar til samlingen senere; her skal der bare lyde en opfordring til at støtte projektet.

Køb bogen her. Vi har brug for flere af den slags udgivelser i Danmark.

Poul Anderson, The Broken Sword (1954): Grumt trolderi og vikingesværmeri

Paperback, Ballantine Books 1971. Forsiden er stemningsfuldt malet af George Barr

Som jeg har antydet nogle gange, er fantasy ikke rigtigt min kop the længere. I hvert fald ikke fantasy, som den udviklede sig i løbet af 80’erns slutning og bliver til den rædsel, vi kender i dag. Den erkendelse har imidlertid fået mig til at gå lidt længere tilbage og læse nogle af de formative værker, der har banet vejen for genrens moderne udtryk. Poul Anderson er her en vigtig skikkelse, som jeg med skam må indrømme, aldrig rigtigt at have læst før i år. Det var en fejl fra min side, for med mit første bekendtskab med ham i form af The Broken Sword fra 1954 er jeg helt solgt.

Som jeg forstår det, sværmede Anderson for Skandinavien og nordisk mytologi igennem hele sit liv, og den passion kommer om noget frem i The Broken Sword. Andersons proto-fantasyroman udspiller sig i sagaernes Danmark. Vi hører her om vikingehøvdingen Orm the Strong, der påkalder sig elverfolkets opmærksomhed. Elverfolkets konge Imric beslutter således at tage Orms førstefødte søn, Skafloc, og udskifte ham med en såkaldt skifting; en troldunge ved navn Valgard.

Poul William Anderson (25. november 1926–31. juli 2001)

Skafloc og Valgard vokser op og bliver som nat og dag. Begge tager både det bedste og værste med sig fra deres respektive hjem; Skafloc den lyse bliver hos elverne dygtig og modig, men også egenrådig og arrogant. Den mørke Valgard hos vikingerne bliver ligeledes modig og sej, men han får også en blodtørstig appetit på vold og rigdom.

Skafloc og Valgard udgør to poler i fortællingen, der, efter at deres barndom og ungdom er udlevet, kommer på kollisionskurs. Magiske kræfter, aser og jætter; alle har en finger med i spillet her. Den nordiske mytologi danner klangbund for alt i romanen, og Anderson bruger sine to hovedpersoner som alibi for at indlede en kamp mellem elverfolk og jætter; en skjult strid, der sker uden menneskene er involveret, men som alligevel påvirker de dødeliges verden. Midt i denne strid kommer vores to unge mænd til at danne centrum, og det er igennem Skafloc og Valgard, at vi følger de kosmiske kræfter tørne sammen i deres evige kamp om overherredømmet.

Hardcover, Abelard-Schuman 1954. Romanens første udgave

The Broken Sword er episk fiktion, og Anderson trækker på alle de storladne elementer, der kan opstøves i sagauniverset. Det gør sig også gældende i sproget, der udtrykkes gennem et romantiseret og historiserende, lyrisk formsprog. Der er altså tale om en stedvist kringlet og bagvendt fortælleform, der æstetisk mimer sagaernes sprogunivers, præcis som det eksempelvis kendes fra 1800-tallets romantiske gendigtning af middelalderens ballader og Arthur-fortællinger. Den slags kan der komme noget frygteligt ud af. Sådan er det bare ikke her. Anderson rammer rent med sin romantekst, og formår i bogen at skabe en særlig lyrisk dynamik, som måske umiddelbart virker fremmedgørende og forstyrrende, men snart bliver til selve nerven i læseoplevelsen.

Rytme og metaforer er dermed kernebegreber i The Broken Sword og bærende elementer, der tegner bogens samlede udtryk. Det poetiske i The Broken Sword er naturligvis ikke noget unikt, men romanen adskiller sig alligevel fra ganske meget andet fantasy-litteratur. Det skyldes først og fremmest, at Anderson har taget sagaernes rå og kompromisløse tone til sig. Hans vikingeunivers er brutalt, dystert og fyldt med både naturlige og overnaturlige farer. Bogen er barsk på samme måde, som den i bogen skildrede natur er barsk og fjendsk. Trods udtrykket, der formidles gennem kunstig skjaldedigtning, er der intet sødladent over bogen, hvor alt er malet i blodbestænkte gråtoner.

Paperback, Sphere Books 1973

Poul Anderson går imidlertid videre end det rå, for han har nemlig klogt iagttaget et tragisk element i ganske mange sagatekster. Netop derfor har han gjort tragedien til den overordnede ramme for hele romanen. The Broken Sword er således beskrivelsen af heltens totale undergang. Barndommens lykkeland bygges op, hvorefter nornerne trækker i trådene og binder knuder, før de endegyldigt kapper Skaflocs og Valgards livsbaner.

Det tragiske i romanen er dermed skildringen af de to unge mænd, der begge er fremmegjorte fra deres verden og intetanende bliver brikker i det kosmiske spil. Det har de aldrig selv ønsket, og bogen udstiller derfor tydeligt magtens kynisme. Skafloc hører ikke til blandt elverfolket, men han passer heller ikke ind hos menneskene længere. Valgard hører heller ikke til noget sted; hos menneskene er han et bæst, hos troldfolket en suspekt halvling. Hele bogens konflikt opstår, fordi de to prøver at finde en plads og gøre den til deres egen. Det koster blod, og i sidste ende bliver det deres undergang. Valgard er formentlig den mest tragiske figur i bogen, fordi hans lod – skæbnen – har været usandsynlig hård ved ham. Alle hader ham, og derfor hader han verden igen. Han sætter verden i flammer, fordi han aldrig har mødt andet end modstand, og brænder selv op i det selvantændte bål til sidst i bittert nederlag.

Hardcover, Compton Russell 1974

Skafloc er her anderledes, fordi han vandrer gennem livet, forblændet af elvermagi og illusioner. Han ser derfor ikke, at han forelsker sig i sin egen søster og begår blodskam. Han ser ikke, at han er en ulykkesfugl, der bringer død og ødelæggelse, hvor end han kommer frem. Til sidst indser han langt om længe dog dette og går selv til grunde, præcis som Valgard går til grunde.

Hovedpersonerne er begge lige fascinerende i bogen og begge dør i The Broken Sword, fordi bogen er en tragedie, der til fulde lever op til genrens handlingsmønster. Brutalitet, død, frygt og overnaturlig magi buldrer løs i romanen i bedste pulpstil, men under dette står et fundament hentet direkte ud af det antikke drama. Anderson orkestrerer sin tragedie mesterligt og med en dybt fascinerende fantasi-vision, som gør hans mytologi levende og energisk. Bogen sitrer af energi og fortællekraft, og det er ikke så sært, at den efterfølgende har indskrevet sig som en værk af stor genrehistorisk betydning. Jeg er klart en fan!

Paperback, Del Rey 1977

Paperback, Sphere 1982. Anderson kendes nok bedst som SF-forfatter, hvilket Sphere tydeligvis var klar over, da de genudgav romanen!

Paperback, Baen 1988

Paperback, Gollancz 2002

Paperback, Gollancz 2008               

Paperback Gollancz 2014

Engel af navn, ikke af indhold

Paperback, Phantom Books 1958

Lidt ad omveje kom jeg til at tænke på engle og pulplitteratur forleden. Ser man generelt på navnlig skræk- og mystik-enden af genrefiktionen, er det ikke udsædvanligt at finde noveller, der på en eller anden måde rummer engle. Der er de gode engle, der træder frelsende til i sidste øjeblik, og så er der de hævnende engle, der gør gammel gæld op. Sidstnævnte er naturligvis en noget mere grum udgave af de førstnævnte engle.

Angels on Earth, juli-august 2012

Begge historier er ikke desto mindre lige velafprøvede og uinteressante, selvom de på ingen måde er ens i udtrykket. Noget taler imidlertid for, at engle-fortællingerne generelt allerede i 1920’erne og 30’erne var blevet en kliché, som ikke tålte alt for meget opmærksomhed. Det er således slående, at man bedømt ud fra magasinernes forsideillustrationer nærmest ikke finder nogen engle i bladene. Det snyder imidlertid, for novellerne er der, de bliver bare ikke promoveret og derfor mere eller mindre forbigået i tavshed.

West end Detective, no. 31, 1956

Samtidig kan man konstatere, at englen som metafor er udsædvanlig populær i pulpfiktionens titelunivers; specielt i krimi-genren. Faldne engle og engle-allusioner, der spiller på forholdet mellem tilsyneladende uskyldighed og indre drifter, er enorm. Noget der især bliver brugt om kvinder, hvilket burde fremgå med al tydelighed ud fra det udvalg, som du ser i indlægget her.

Strange Detective Mysterie, november 1943

De egentlige engle skal man således kigge langt efter, mens legen med idéen om englen nærmest er tilstede i så overvældende en grad, at det uden tvivl også må udpeges som en pulptrope, der går på tvær af genrer og stil. Her er der imidlertid tale om engle af navn, ikke af indhold, hvilket man kun kan være taknemmelig for. Historierne og de egentlige engle er nemlig som oftest dødsyge. Næh, så er der generelt mere fest og farver hos Satan og hans dæmoner.

Paperback, Signet Books 1962

Paperback, Popular Library 1963

Paperback, Popular Library 1959

Paperback, Popular Library 1958

Paperback, Pan Books 1961

Paperback, Original Novels 1952

Paperback, New English Library 1973

Paperback, Gold Star Books 1965

Paperback, Gold Medal Books 1957

Paperback, Ecstasy Books 1951

Paperback, Dell 1961

Paperback, Dell 1959

Paperback, Dell 1947

Paperback, Century Mysteries 1952

Paperback, Bantam Books 1950

Paperback, Ballantine Books 1977

Paperback, Arrow Books 1987

Paperback, Ace Books 1969

Marvel Tales, december 1939

Angels and Heavenly Visitations (The Best of FATE Magazine), 2014

Ulve uden forklædning

Strange Tales, januar 1932

Ulven hører afgjort til blandt skrækfiktionens mest populære billedmotiver. Den optræder hyppigt som frygtindgydende modstander og uhyggeligt væsen i genrefiktionen fra pulpens guldalder i 1920’erne og 30’erne, men med tiden er dens status som blodtørstigt bæst gået tabt.

Adam, april 1977

Vores syn på naturen har ændret sig, og ulven er gået fra at være symbol på det onde og ukendte, der lurer derude i skoven, til at være et billede på frihed, naturkraft og ensom ophøjethed. Meget af den gru, som man i pulpdagene stadig føjede til ulvens mytologi, er naturligvis ældgammelt gods, der kan føres tilbage til antikken.

Weird Tales, december 1930

Der blev således ikke opfundet noget nyt i pulpens genrefiktion, når alt fra cowboys og eventyrere til ensomme rejsende og stakkels kvinder står ansigt til ansigt med ulvene. Episoder, som den i Jack Londons White Fang (1906), hvor en guldgraver overfaldes af en ulveflok, gjorde stort indtryk den gang og blev efterfølgende plagieret igen og igen i pulpmagasinerne – ikke mindst fordi scenen er forbistret skræmmende og fortsat formår at skræmme sin læser.

Famous Fantastic Mysteries, august 1952

Men med tiden mistede ulven, som sagt, sin ondskab og blev et dyr, der måske nok er omgærdet af en særlig stemning, men som dog kun er noget ordinær. Selve ondskaben forsvandt imidlertid ikke – den blev skubbet over i varulven, hvor man med god samvittighed kunne dyrke det ”unaturlige” i ulven.

Weird Tales Magazine, september 1927

Man kan samtidig også konstatere, at ulvens monstrøse status kun overfladisk er blevet udlånt til varulven, for følger man debatten om ulve, som den verserer i disse dage, er det tydeligt, at frygten for dyret lever i bedste velgående, uden at den adskiller sig stort fra det, der blev sagt om ulven i både antikken og middelalderen.

Blue Book Magazine, august 1930

Weird Tales Magazine, august 1938

Blue Book Magazine, februar 1942

Short Stories, februaar 1940

Detective Fiction Weekly, august 1939

 

Real Northwest Adventures, november 1936

E-bog, Pulp Electronique 2012

Paperbaack, Dark Valentine Press 2012

Hardcover, Taplinger 1974

Paperback, Transport Publishing 1948

Man’s Wildcat Adventures, januarr 1962

Paperback, Pocket Books 1990

North West Stories, vinter 1949

Paperback, Fawcett Gold Medal Books 1993

North West Stories, vinter 1950

Paperback, DAW 1977 – Elric, ulven over dem alle

Mark Twain, A Connecticut Yankee in King Arthur’s Court (1889): Folket og kun folket er drivkraften i verdenshistorien?

Paperback, Tor 1991. Forsidens skaber er desværre ikke oplyst

Jeg har her på bloggen efterhånden skrevet om en række romaner, der har haft en enorm betydning for udviklingen af pulpfiktionen i 1900-tallets første del. Her skal vi se nærmere på endnu en af disse bøger. Mark Twains tidsrejse-roman A Connecticut Yankee in King Arthur’s Court fra 1889 kom nemlig til at danne skole for en hel gren af genrelitteraturen, der i en eller anden form gentager Twains fortælling; og det selvom Twains roman også selv trækker på genkendelige forbilleder. Med Twains roman får man således en nøgle til en række forskellige værker, der strækker sig fra en tidlig beundrer af Twain som Edgar Rice Burroughs og til en pastiche-mester som L. Sprague de Camp. Twains roman har også fortsat et ekko, selv i nyere fiktion; noget jeg skal vende tilbage til i en indlæg om nogle uger.

Romanen er vel så kendt, at jeg ikke behøver at bruge ret meget tid på handlingen. Den snusfornuftige Hank Morgan – titlens ”Connecticut Yankee” – får et slag i hovedet og kommer på mystisk vis til sig selv i Kong Arthurs England. Vel at mærke ikke et eventyrets Arthur-England, men et historisk England, hvor Arthur og hans riddere af det runde bord samt troldmanden Merlin og alle de andre karakterer fra universet optræder i noget, man kunne kalde en realistisk facon.

Samuel Langhorne Clemens alias Mark Twain (30. november 1835 – 21. april 1910)

Hank Morgan bliver hurtigt viklet ind i intrigerne ved Arthurs hof, men takket være sin moderne viden, handlekraft og en god dosis snedighed får Morgan sig arbejdet op i systemet og gjort sig uundværlig som Arthurs højre hånd. Det er naturligvis ikke alle, der er lige begejstrede for Morgans tilstedeværelse og position, hvorfor han også får skabt sig en del fjender undervejs – ikke mindst kirkens folk, der bestemt ikke er begejstrede for de ting, som den fremmede amerikaner sætter i gang i Arthurs England.

Hele omdrejningspunktet for Twains roman er, at Hank Morgan ganske hurtigt begynder at genskabe sit moderne, oplyste USA i Arthurs rige. Han genopfinder sine moderne bekvemmeligheder og introducerer alt fra telegrafen og dynamit, til cykler og moderne badefaciliteter. Det fører alt sammen til en række absurde og festlige optrin, som Twain får beskrevet igennem sin snurrige stil. Bogens fortællerstemme kommenterer således løbende på handlingen og iscenesætter sig selv i romanteksten, idet vi hører fortællingen, som Hank Morgan har nedfældet den efter at være kommet tilbage igen til sit moderne USA.

Hardcover, Charles L. Webster and Co. 1889. Romanens første udgave

SF-entusiaster har gjort et nummer ud af at læse Twains roman ind i tidsrejsegenren, hvilket naturligvis ikke er urimeligt. Dog vil jeg mene, at selve det faktum, at Hank rejser i tid, er en biting, et greb, som Twain skal bruge for at udfolde det, der er romanens egentlige anliggende. Med sin satiriske tekst er Twain nemlig slet ikke specielt optaget af Arthurs middelalder; det, der optager ham, er et angreb mod den politiske konservatismes romantisering af fortiden. Romanen er dermed en rungende fortale for idéen om fremskridt og teknologisk udvikling som vej til at hæve levestandarden for samfundet som helhed, men navnlig for de svageste.

I udgangspunktet er Twains bog en parodi på de historiske romaner, som blev så populære i 1800-tallets midte; Walter Scotts fiktion er et eksempel, mens B.S. Ingemann er et hjemligt eksempel på det samme. For Twain bliver disse sværmeriske forestillinger om historien et grotesk forsvar for en verden af undertrykkelse, fattigdom og åndsformørkelse. Principielt er det et synspunkt, som Twain kan fremføre med en vis ret, men hans manierede og stærkt karikerede middelalder er i sidste ende præcis lige så kulørt og manieret som hans egen ganske ukritiske fremskridtsglæde, der med nutidige øjne fremstår mindst lige så karikeret som hans satire over historien.

Paperback, Pocket Books 1948

Twains historieforståelse, som den kommer til udtryk i romanen, tager udgangspunkt i den antagelse, at mennesker er ens tænkende skabninger, der ikke er påvirket af deres kultur, men kun af deres økonomiske og teknologiske vilkår. Det vil sige, at når romanens Hank Morgan introducerer telegrafen og alle de andre moderne vidundere, så forandrer det samfundet, mens mennesket forandres som sådan ikke. Man får derfor det indtryk, at middelalderens menneske i Twains roman bare venter på at blive teknologisk befriet. På samme vis stiller Twain sig helt uforstående over for religionens rolle i middelalderens tænkning og ser den ene og alene som udtryk for en korrupt katolsk kirke, der forsøger at lokke penge fra folk modsat den evangeliske kristendom, som Morgan fremfører som rationel og fri.

Ser man nærmere på de bredsider, som Twain får affyret i løbet af romanem, bliver det da også i stigende grad klart, at Arthurs England er en allegorisk fremstilling af amerikanske forhold. Det er ikke tilfældigt, at netop slaveriet i Arthurs England spiller en væsentlig rolle i romanen og udgør noget, som Morgan indædt forsøger at bekæmpe. Faktisk er hele miljøet omkring Arthurs hof, bestående af velhavende gamle og uduelige slægter med forældede religiøse forestillinger, der undertrykker folket, et billede på Sydstaterne eller i hvert fald dele af Syden. Twain revser dermed sin samtid og samtidens sværmeri for tiden før borgerkrigen, i romanen.

Haardcover, Modern Library 1949

Med den allegoriske brug af historien bliver det derfor også irrelevant at påpege de mange kulturelle og historiske fejlgreb, som Twain gør sig, fordi han slet ikke bekymrer sig om England. Nogen egentlig tidsrejse kan man derfor heller ikke tale om, for Morgan føres tydeligvis igennem en symbolsk spejling, der lige så godt kunne være en drøm; ikke en egentlig historisk virkelighed.

Lægger man alt det til side, står der imidlertid også en utrolig underholdene røverhistorie tilbage, der viser Twain fra den letbenede side. Der er tempo over handlingen, som rummer en god del kamp, spænding og eventyr. Netop derfor blev bogen også opsuget af pulplitteraturen, der fjernede det allegoriske element og fokuserede på den konkrete handling i stedet. Derved blev A Connecticut Yankee skabelon for en hel familie af fortællinger, som alle har moderne hovedpersoner, der flyttes ind i et fremmedartet miljø og her må overleve på deres viden og snarrådighed.

Paperback, Washington Square Press 1960

Var romanen blevet skrevet af en anden forfatter end Twain, kunne den snildt nu være blevet et stykke glemt litteratur. Twains pen har imidlertid garanteret romanen en helt særlig status i genrefiktionens univers og det på dobbelt vis. Den er et interessant stykke allegorisk politisk litteratur på linje med eksempelvis Orwells Animal Farm, men samtidig er den også en forbistret underholdende slyngelfortælling, som kan stå mål med de fleste pulpfortællinger fra 20’erne og 30’erne, når det kommer til benhårdt eventyr og ramasjang. Skulle du være i tvivl, har roman en høj stjerne hos mig, og jeg er sikker på, at de fleste af jer har det på samme måde. Det er i hvert fald en bog, som det lønner sg at gå i dybden med.

Paperback, Airmont Books 1964           

Paperback, Washington Square Press 1965           

Hardcover, The Easton Press 1986

Hardcover, William Morrow 1988

Paperback, Oxford University Press 1997

Paperback, Modern Library 2001

Paperback, Dover Publications 2001

Paperback, University of California Press 2002

Ebog, Simon & Schuster 2007

Paperback, Oxford University Press 2008

Paperback, Simon & Brown 2011

Paperback, Twain Press 2011

Paperback, Small Street 2013

Paperback, Levison Press 2013