Lidt ad omveje kom jeg til at tænke på engle og pulplitteratur forleden. Ser man generelt på navnlig skræk- og mystik-enden af genrefiktionen, er det ikke udsædvanligt at finde noveller, der på en eller anden måde rummer engle. Der er de gode engle, der træder frelsende til i sidste øjeblik, og så er der de hævnende engle, der gør gammel gæld op. Sidstnævnte er naturligvis en noget mere grum udgave af de førstnævnte engle.
Begge historier er ikke desto mindre lige velafprøvede og uinteressante, selvom de på ingen måde er ens i udtrykket. Noget taler imidlertid for, at engle-fortællingerne generelt allerede i 1920’erne og 30’erne var blevet en kliché, som ikke tålte alt for meget opmærksomhed. Det er således slående, at man bedømt ud fra magasinernes forsideillustrationer nærmest ikke finder nogen engle i bladene. Det snyder imidlertid, for novellerne er der, de bliver bare ikke promoveret og derfor mere eller mindre forbigået i tavshed.
Samtidig kan man konstatere, at englen som metafor er udsædvanlig populær i pulpfiktionens titelunivers; specielt i krimi-genren. Faldne engle og engle-allusioner, der spiller på forholdet mellem tilsyneladende uskyldighed og indre drifter, er enorm. Noget der især bliver brugt om kvinder, hvilket burde fremgå med al tydelighed ud fra det udvalg, som du ser i indlægget her.
De egentlige engle skal man således kigge langt efter, mens legen med idéen om englen nærmest er tilstede i så overvældende en grad, at det uden tvivl også må udpeges som en pulptrope, der går på tvær af genrer og stil. Her er der imidlertid tale om engle af navn, ikke af indhold, hvilket man kun kan være taknemmelig for. Historierne og de egentlige engle er nemlig som oftest dødsyge. Næh, så er der generelt mere fest og farver hos Satan og hans dæmoner.