Juleferie – på gensyn d. 6. januar

Fremtidsreklame

Så er vi næsten kommet frem til det sidste indlæg, som jeg når her på bloggen i år. Det er formentlig alt i alt blevet til en del færre indlæg i 2018 end tidligere år, men jeg må også blankt erkende, at jeg har haft et utrolig travlt ’18 med ganske meget skrivearbejde, hvilket har kunnet mærkes på bloggen. Anderledes kan det nok ikke være.

Romanerne Randvad og Thelema, som jeg har reklameret flittigt for på bloggen, udkom som omtalt flere gange, først på året, og det var mægtigt at få dem ud i verden. Begge bøger er heldigvis blevet godt modtaget, så jeg er godt tilfreds. Det betyder imidlertid ikke, at der har været stille i skriveværkstedet, og jeg vil derfor tillade mig at gøre lidt reklame for nogle fremtidige projekter, som jeg har syslet med og fortsat arbejder på. Måske det kunne have interesse for dig, der hænger på her på Fra Sortsand.

Min fagbog Skrækvisioner om den moderne skrækfiktions udvikling fra Lovecraft til i dag har fundet et hjem hos Syddansk Universitetsforlag. Hurra. Bogen har været gennem fagfællebedømmelse og går nu ind i den sidste redaktionelle fase. Forhåbentlig betyder det, at den kan være på gaden i anden halvdel af ’19. Det er i hvert fald, hvad både jeg og forlaget satser på. Bogen bliver en omfattende sag, men det er jo også hundrede års litteraturhistorie, der skal kortlægges og analyseres. Forlaget satser på 60 illustrationer, så man kan roligt regne med underholdende forsider i bogen, som jo ikke er noget fremmed for Fra Sortsand.

Jeg lægger i skrivende stund sidste hånd på det, der forhåbentlig bliver min næste roman. Jeg kalder den Rama Rama Europa. Det er noget ganske andet end det, som jeg har skrevet tidligere; det er ikke skrækfiktion men nærmere en form for fremtidsfabel, der kredser om fortiden og det, som man måske lidt flot kunne kalde idéen om Europa. Jeg har også været optaget af idéen om bevidst u-realisme, hvilket absolut gør sig gældende i romanen.

Endelig kan jeg også fortæller, at Jacob Holm Krogsøe og jeg er begyndt skrivearbejdet på det, der nok ender med at være vores anden fælles roman. Det er sjovt og godt at skrive sammen med Jacob igen efter Randvad, der trods alt var afsluttet for et godt stykke tid siden, og jeg tror, vi begge er ret spændte på den nye historie. Vi kalder fortællingen Blodbaner, og det er absolut en skrækroman! Manus er ikke så langt endnu, men mon ikke vi får det afsluttet i løbet af foråret næste år? Det arbejder vi i hvert fald på.

Der er også et par andre projekter i støbeskeen, men de har ikke helt fået form nok til at blive præsenteret her.

Som I kan se, sker der altså ting og sager uden om bloggen i ’19, og jeg håber, I gider følge med; både her i det digitale og ude i de papirbøgers verden.

 

Tak for ordet.

Martin

Jack Vance, The Dying Earth (1950): Den døende verden, der aldrig dør

Paperback, Pocket Books 1979. Skaberen bag den stemningsfulde forside er desværre ikke oplyst

Jeg har her på bloggen tidligere skrevet, at jeg er ret glad for Jack Vance, og det er absolut rigtigt. En ting er imidlertid sikkert, og det er, at hans første bog, The Dying Earth fra 1950, er et mesterværk, som han aldrig overgik siden, og det til trods for, at Vance udsendte ganske mange romaner og noveller i løbet af sit lange forfattervirke.

The Dying Earth, der samler seks løseligt forbundne historier, er en kunstnerisk kraftpræstation, der med en helt unik sprogtone og konceptuel klarhed leverer sin fabulerende fantasi over livet i en fjern, fjern fremtid, hvor solen langsomt er ved at miste sin kraft. Novellerne, der handler om troldmænd, tyveknægte, skurke og lykkeriddere, er først og fremmest det, man vil kalde fantasy, men der er samtidig et udtalt SF-element i fortællingerne, idet magien er en videnskabelig lærddomssag i Vances univers og en form for metafor for vores omgang med viden og teknologi i det hele taget. Bogen er dermed også et klassisk eksempel på den uglesete Science Fantasy-genre, som jeg personlig er ret glad for.

En ung John Holbrook Vance (28. august 1916 – 26. maj 2013)

Jorden er, som sagt, langsomt døende, og der er en stemning af de sidste dage i historierne. Persongalleriet repræsenterer de sidste kulturer i verden, som nu står tilbage med et væld af gods og viden fra menneskehedens enorme fortid. Desværre er denne viden, som al arkæologisk materiale, fragmenter, og bogens hovedpersoner kæmper for at stykke disse fragmenter sammen i håb om indsigt og magt. Det er i høj grad ambitionen selvudvikling og personlig vinding, der driver Vances hovedpersoner, der alle som en er nogle slyngler, som først og fremmest tænker på sig selv. Eksempelvis troldmanden Turjin, hvis beretning åbner bogen. Som en anden Victor Frankenstein er han optaget af at skabe kunstigt liv, koste hvad det vil, og den ambition driver ham ud på et ganske farligt eventyr. Eller den herlige tyv og troubadour Liane the Wayfarer, en omvandrende hybris, der ikke tænker på andet end kvinder, penge og sig selv.

Persongalleriet er amoralsk og alt andet, som sætter dem i opposition til den sædvanlige helteskabelon, som fantasy-genren traditionelt bliver identificeret med. Nu kan man mene, at en karakter som eksempelvis Conan også har elementer af antihelten over sig, men Vances vision går i en anden retning. Han punktere det episke og højstemte, der ligger indbygget i det meste fantasi, også Howards Conan, og trækker det ind i en helt anderledes uhøjtidelig ramme, hvor behov og konflikter er af en mere menneskelig karakter, der ligger Leibers Lankhmar nær.

Paperback, Hillman Periodicals 1950. Bogens første udgave

Men det er også mere end det. Vance har ikke bare skrevet historier om en flok antihelte, han har skrevet fortællinger om et kompleks af karakterer, der alle oser langt væk af liv og charme. De er ikke arketyper, men mennesker – moderne mennesker for at være præcis – som vi kan forholde os til og grine af. Deres dristige dumheder, begået i hovmod, ligner med andre ord os selv til forveksling.

Det gør The Dying Earth til noget af det mest nærværende fantasy, der er skrevet, fordi vi her i det picareske univers ser den moderne kultur, og det moderne menneske, udstillet i sit inderste væsen. Bogens historier er vel at mærke ikke en allegori, men den leger konceptuelt med vores virkelighed og bringer sin samtid som spejl, der projiceres ind i et kulturelt miljø, hvor kollektivet er smuldret og i bedste fald nu kun findes bevaret i små aparte lommer. Individets ret og den personlige frihed er dermed de eneste love, der gælder, og resultatet er mildest talt kaotisk.

Paperback, Lancer Books 1962

Vance stiller sig da også, som fortællerstemme, usikkert midt i bogens tematiske konflikter. På den ene side er hans skildring af gavtyvene så hjertevarm, at man ikke et sekund kan tvivle på, at han oprigtigt holder af sine helte, der om noget er eksempler på postmodernismens indmarch i vores tænkning efter Anden Verdenskrig. Vance, der var en ivrig sejler, dyrker altså den personlige frihed og længes tydeligvis efter at kunne farte omkring i verden og opleve eventyr for eventyrets skyld. At han var soldat, mens han skrev bogen og dermed underlagt ganske mange frihedsbegrænsninger, har givetvis spillet ind på historiernes personer. Trangen til at kunne gøre, som vil, er dermed stor, som den er hos os alle. Men samtidig viser Vance os også konsekvenserne ved altid at sætte sig selv først. Hans personer kommer galt afsted, fordi de konsekvent forsøger at narre kollektivet. Det gør han vel at mærke uden at moralisere. Han formulerer det nærmere som et vilkår for det moderne menneske; på den ene side vil vi ikke underlægge os noget, på den anden side går det galt for os, når vi vælger kollektivet fra.

Mens der således er vægtige konceptuelle tanker bag The Dying Earth, er det først og fremmest det lystfyldte, energiske sprog og det utrolige, lyriske vid, som Vance udfolder, der driver historien til de højder, han opnåede med bogen. The Dying Earth er utrolig smuk og utrolig morsom, to ting som kun sjældent kan forbindes fornuftigt. Det er de imidlertid blevet her, og med sit rige sprog rejser Vance en eventyrlig og fremmedartet verden for os, som står sitrende levende i læserens bevidsthed. Den, der kan læse The Dying Earth uden at ønske sig ind i universet, som eventyrer og opdagelsesrejse, vil jeg mene, er en koldhjertet tørvetriller.

Paperback, Lancer Books 1972

Netop på grund af kombinationen af eftertænksomhed, lyrisk skønhed og betagende karakterer såvel som miljøer har da også gjort Vances debutbog til en grundpille i den moderne fantasilitteratur, der har inspireret utrolig mange forfattere siden. Roger Zelaznys forfatterskab ville ikke være muligt uden Vance, Gene Wolfs historier om bødlen Severian ville ikke være tænkelige uden Vance. Ja Gary Gygax trak som bekendt flittigt på The Dying Earth, da han skabte Dungeons & Dragons. Vi er dermed inde ved en hovedåre i fantasygenren her, som har opnået ufattelig meget trods bogens relativt ringe omfang. Her kunne en del fantasyforfattere af i dag lære noget!

Jack Vance fulgte senere The Dying Earth op med andre bøger i samme univers, og de fleste er underholdende, men ingen af dem kommer i nærheden af den første bog, der står som en intellektuel og kunstnerisk ledestjerne på genrens firmament. Men det er i virkeligheden banalt at sige, for det er blevet sagt igen og igen siden 60’erne, hvor man for alvor fik øjnene op for Vances værk. Glemte jeg at sige, at jeg elsker den her bog?

Paperback, Mayflower 1972

Hardcover, Underwood-Miller 1976

Paperback, Pocket Books 1977

Paperback, Panther 1985

Paperback, Baen 1986

 

War Pigs Bloody Elves

Det her er måske almen viden, men det kom som lidt af en overraskelse for mig, da jeg forleden opdagede, at The Elves spillede en coverversion af Black Sabbaths udødelige klassiker ”War Pigs” live i 1972. Det er overraskende af flere grunde. For det første var Sabbath kun lige begyndt på deres vej mod stjernerne, og nummeret ”War Pigs” såvel som bandet var derfor stadig relativt ukendt. For det andet var Ronnie James Dio forsanger i The Elves, og Dio kom jo som bekendt til at afløse Ozzy som sanger i Sabbath. Er det bare mig eller er det lidt vildt? Altså, at RJD synger et næsten ukendt bluesband fra Englands sang ”War Pigs” for så seks år senere at stå som sanger i selvsamme band.

Der er i øvrigt flere paralleller mellem The Elves og Black Sabbath, som gør, at de to bands på en måde kan ses som udtryk for samme musikalske udvikling på hver sin side af Atlanten. Den afgørende forskel er naturligvis bare, at mens Ozzy, Geezer, Iommi og Ward blev superstjerner, der udgav en stribe geniale plader, blev Elves’ karriere aldrig rigtig til noget. Richie Blackmoor sørgede da også for at aflive alferne, da han annekterede hele gruppen (minus guitaristen) til sit soloprojekt Rainbow.

Nå, her kommer RJD, der synger ”War Pigs” mens sangen stadig var en mindre hit single. For vildt, ikke!

Vi ses på søndag, hvor Jack Vance er på bloggen igen.

 

Julegys 1988-1995

Hardcover, Michael O’Mara Books 1988

Her kan I se lidt højtidsrelevante antologier. Serien, der selvfølgelig alle kredser tematisk om julen, blev udgivet af det engelske forlag Michael O’Mara i tiden mellem 1988 og 1995. Det er lidt bemærkelsesværdigt, for – som jeg har skrevet om et par gange tidligere på bloggen – var 80’ernes første halvdel et vendepunkt i den engelske skrækverden.

Richard Lawrence Dalby (15. april 1949 – 4. maj 2017) – en helt central skikkelse i det litterære, engelske skrækmiljø. Ære være hans minde

De gamle, hæderkronede antologiserier var nemlig begyndt at sælge dårligere og dårligere. Der var ganske enkelt ikke længere samme opbakning til de serier, der havde præget det engelske skrækbogsmarked siden begyndelsen af 60’erne. Det krævede således en ganske stor dosis optimisme at lancere en ny serie i 1988, men Michael O’Mara viste her, at man med et meget specialiseret fokus kunne få succes.

Hardcover, Michael O’Mara Books 1989

Du skal også være opmærksom på seriens redaktør Richard Dalby, der desværre døde sidste år. Dalby var nemlig en af de fremmeste kendere af engelsk skrækfiktion og på mange måder en af den type pionerer, der har været med til at vise vejen for de mange specialiserede mikroforlag, der i dag udgiver skrækfiktion.

Hardcover, Michael O’Mara Books 1990

Dalbys litteraturhistoriske interesse for skrækgenren fik ham til i årenes at opstøve og genudgive ganske mange glemte perler, hvorfor hans bortgang sidste år var et stort slag for den mere litterære del af den engelske skrækscene. Dalby var naturligvis, fristes jeg til at sige, især optaget af M.R. James-traditionen, men han havde også næse for ny fiktion, og præcis den kombination kommer til udtryk i hans juleantologier for Michael O’Mara. Her finder man nyt og gammelt, bekendt og ukendt side om side.

Savner du lidt gys til juledagene, er du med andre ord i godt selskab her.

Hardcover, Michael O’Mara Books 1991

Paperback, Michael O’Mara 1992

David Garmark & Stephan Garmark, Love City (2018): Sproglig bolledej

Paperback, Kandor 2018

Brødrene David og Stephan Garmark kunne udsende deres anden fælles roman i år. Love City hedder den, og takket være en effektiv reklamekampagne fra både forlag og forfattere er der næppe ret mange, som interesserer sig bare en lille smule for dansk genrefiktion, der ikke har fået med, at bogen er udkommet. Den velsmurte markedsføring er blevet fulgt op af generelt gode anmeldelser, hvorfor jeg også efterhånden selv blev en smule nysgerrig. Desværre må jeg sige, at jeg ikke helt deler den begejstring, bogen er blevet mødt med.

Historien tager os til Jomfruøerne, hvor fattigdom og problemer i kølvandet på naturkatastrofer har udløst et oprør i det i forvejen skrøbelige samfund. King Malcolm kalder oprørets leder sig, og han har nu kontrollen med øerne. Desværre er der også udbrudt en besynderlig epidemi på St. John, og da vi kommer ind i bogen, følger vi en gruppe danske nødhjælpsarbejdere samt deres private, engelske vagtværn, der er taget til Øerne for at forsøge at afhjælpe den humanitære krise. Der er imidlertid ugler i mosen; soldaternes leder Danny og hans tro væbner Wolfkiller (!) har også en anden mission, som snart kommer på tværs af nødhjælpsarbejdet. Men hvad godt skal nødhjælpen i det hele taget gøre, når epidemiens karakter ikke kan bestemmes? Der er noget mystisk ved det hele, som da også til sidst viser sig at have rod i det overnaturlige.

Paperback, Kandor 2018

Roman tager udgangspunkt i konkrete, sociale problemstillinger, hvilket er et sympatisk træk, der sammen med et overraskende og spændende miljø absolut tjener til Garmark-brødrenes ære. Det er godt set, at der ligger et stort potentiale for historiefortælling omkring den gamle danske koloni og den danske bid af stedets historie. Formidlingen af denne historie, der i romanen primært sker gennem det omvandrende leksikon Gert, kunne måske være blevet forløst mere elegant, men tankerne bag bogen fejler absolut ikke noget.

Love City er en smule misvisende blevet iscenesat som skrækroman, men bogen er først og fremmest en røverhistorie om macho-mænd, våben og seje replikker, der næsten reducerer det ovenfor beskrevne miljø til ren staffage. Uhyggen er fraværende i hovedparten af teksten, i stedet får vi detaljerede beskrivelser af soldaternes gøren og laden i stil med noget vi kender fra amerikanske actionfilm. Det er da også klart, at forfatterne i en eller anden grad har sat sig for med stor drengerøvsbegejstring for våbennavne og kampsportsdetaljer at omsætte den stemning til litterær form.

Præcis den type spændingshistorier giver mig personlig ikke ret meget, og jeg må derfor også erkende, at jeg bortset fra bogens sidste 40 sider synes, handlingen i Love City er totalt uinteressant. Jeg må imidlertid her også straks sige, at det klart er et udtryk for smag og behag. Når jeg har kraftige indvendinger imod bogen, skyldes det altså ikke som sådan handlingen og det bogen prøver at være, men i stedet den sproglige dragt, som Garmark-brødrene har givet deres roman.

Stephan Garmark (født 1980) (t.v.), David Garmark (født 1972)(t.h.)

Det kan hurtigt konstateres, at bogen er en af de tætteste sammenstillinger af filmiske klichéer, jeg længe har mødt. Bogens ”monster” og brug af afrikansk folklore er veludnyttet, men det er omtrent også det eneste strejf af originalitet, når vi ser bort fra selve miljøet. Det føles næsten som om forfatterne har siddet med en checkliste over filmiske elementer, de gerne ville have med. Prikken over i’et er uden tvivl bogens obligatoriske sexscene, der udspiller sig under den ligeledes obligatoriske storm, der naturligvis må være med til sidst som en dramatisk effekt. Scenen gentager pinligt, som et kreativt lavpunkt, et øjeblik i et uendeligt antal TV-film, som du har set og glemt igen.

Jeg overvejede faktisk, om det hele var en form for kærlig satire, men det er det jo nu nok næppe. Kærlighedserklæring er den formentlig ja, men satire næppe. Der er alt for meget sproglig selvhøjtidelighed i Love City til, at den kan opfattes som andet end et forsøg på at skabe en bidende alvorlig spændingsroman. Det har Garmark-brødrene bare ikke formået at håndtere på overbevisende facon. Romanen mangler skarphed og dynamik i sproget, der hænger fast i pompøse og melodramatiske vendinger.

Vil man skrive den type spændingsroman, som brødrene er ude i, bør man i det mindste forsøge at efterligne dem, der har gjort det godt, i stedet for at blive hængende i et bolledejsblødt, metafortungt sprog. En sætning som ”Ud af øjenkrogen så Danny nu monsteret – en sort levendegørelse af ren terror.” (s. 247) siger næsten alt om den grad af ubehjælpelighed vi møder. ‘

Hardcover, Kandor 2017. Brødrene Garmarks første romansamarbejde

Sproget i bogen står med andre ord famlende, og der, hvor forfatterne med præcision burde formidle nervepirrende intensitet, bliver det enten gumpetungt eller forfalder til staccato-lignende passager, som den man finder på s. 100: ”Han listede hen til huset, stillede sig foran døren og trykkede den ind. Husets indre var mørkt. Han anede konturerne af ødelagte møbler i gangen. En stol lå på gulvet. Op ad den ene væg var en kommode med tre ben væltet. Han trådte indenfor. En filmplakat hang på væggen. The Hunger med David Bowie. Huset sukkede. Noget knagede længere inde. Der var intet spor af manden.”

Den slags sætninger er naturligvis et validt æstetisk udtryk, men de falder igennem her, fordi tekstopbygningen mere fremstår som sproglig afmagt end selvvalgt minimalisme. Især fordi disse mikro-sætninger totalt overskygges af den ellers dominerende, svulmende sprogtone. Sætningssammensætningen vidner således om et udtalt fravær af musikalitet i teksten.

Bogens manierede dialog slog mig også ganske hurtigt som en smule besynderlig, uden jeg helt kunne sætte en finger på hvorfor, men pludselig gik det op for mig, at den mere eller mindre konsekvent mimer filmisk dialog. Vel at mærke engelsk dialog, oversat til dansk. Det udløser en række ganske mærkværdige vendinger og ordvalg. Som når Danny på s. 79 ”realiserer” noget. Her kunne man måske tænke, at det drejer sig om at opføre eller virkeliggøre et eller andet, som ordet normalt betyder, men nej, Danny erkender noget.

Den officielle Love City-øl!

Sætningen skal altså give mening gennem det engelske, og den slags er der flere eksempler på. Samtidig er der så megen usikkerhed i sprogtonen, at jeg flere steder er usikker på, om forfatterne rent faktisk har brugt de ord, de gerne ville, i deres beskrivelse. Danny (igen) beskrives på et tidspunkt som værende i et nederdrægtigt humør (s. 144), da han er i dårligt humør. I sig selv er det ikke forkert, men det får en mislyd i konteksten, hvor jeg ganske enkelt er i tvivl, om forfatterne og jeg opfatter ordenes betydning ens.

For mig at se vidner Love City om et forfatterpar, der har noget på hjertet, og som er vokset siden deres fælles første bog. De vil gerne fortælle en historie, der både er intens, og samtidig har et budskab, i form af en magtkritik, der lader hånt om menneskeliv. Det er en glorværdig ambition; tak for det. Det er bare ikke nok. Bogen fremstår ikke gennemarbejdet på det dybe niveau under plottet og miljøet. Der er ganske enkelt arbejdet for lemfældigt med teksten og sprogtonen. Hvis tonen ikke sidder i skabet, så vælter læsset, og det vælter i den grad her.

En stor del af skylden må ligge hos bogens forlag Kandor og navnlig den redaktør, der tydeligvis har været udfordret over evne og derfor svigter sine forfattere. Jeg håber, de får mere kompetent støtte næste gang. Arbejdet med Love City var langt fra afsluttet, da bogen i gik i trykken. Det, der kunne være blevet et skarpslebent spændingseventyr med et stort publikum, er blevet en klodset og ubehjælpelig bog af den type, som kun en lille, taknemmelig kreds af genrefans vil kunne holde af.

Smut forbi superfede Shockwave City

For et par uger siden gav Uncle Acid & The Deadbeats en fremragende koncert i Den Grå Hal. Der var ikke udsolgt, men mange var mødt op alligevel, og bandet var tydeligvis i godt humør den aften. Det er jo en passende anledning til (på alle måder forsinket) at markere udgivelsen af deres fine, stadig ret nye album Wasteland, der udkom for et par måneder siden.

Her får I den catchy, snerrende ”Shockwave City”; den anden single fra albummet. Lyden fanger perfekt det retro-univers, som bandet dyrker, og som de fortsætter med at perfektionere. Jeps, jeg er en kæmpe fan!

Vi ses på søndag, hvor rejsen går til ikke Shockwave City, men til Love City i stedet.

Atlantis – Drømmenes havn

Paperback, Lancer Books 1970

En af de væsentlige forskelle mellem ældre og yngre fantasy er fortællingens univers. Ældre fantasy forstået ganske bredt som noget, der genremæssigt også kan krydse ind i det, vi opfatter som SF og gys, udspiller sig i langt de fleste tilfælde i verdener, der på en eller anden måde står i relation til vores egen. Edgar Rice Burroughs fører sine helte ud i solsystemet eller ind i jordens indre, mens andre benytter sig af skjulte dale og parallelle dimensioner. En anden strategi er at bruge tidens gang som alibi, hvorved eksempelvis Robert E. Howards eventyr om Kull og Conan kunne udspille sig på Jorden, blot for meget, meget, meget længe siden.

Hardcover, Centaur Press 1971

Tolkien lader også til (i hvert fald en gang imellem) at have opfattet sit univers på samme måde; som en form for mytisk fortid, der hænger sammen med vores egen verden. Sådan er det imidlertid ikke i det meste moderne fantasy, hvor fortællingernes universer som oftest er noget fuldstændig løsrevet fra vores virkelighed.

Amazing Stories, februar 1936

Hvorfor denne forskydning sker er ikke helt enkelt at besvare, fordi der givetvis er tale om mange forskellige grunde, der løber sammen. Jeg tror imidlertid, at det konceptuelt har været langt sværere at bane vejen for fortællingen, som slet ikke har nogen relation til Jorden og vores virkelighed, end man umiddelbart forestiller sig.

Wonder Stories, juli 1934

Når det sker, så tror jeg, at det har noget med plausibilitet at gøre. I stedet for at acceptere en mere eller mindre forkølet forklaring på, at en historie kan udspille sig i noget, vi grundlæggende må opfatte som urealistisk (en verden inde i vores egen eksempelvis), er det lettere at løsrive sig fuldstændig og skabe fantasi fantasiens skyld. Modet til at tage det skridt tog imidlertid lang tid og kom først for alvor i slutningen 60’erne, som modsvar til den i dele af SF-litteraturen eksisterende idé naturvidenskabelig og social nøjagtighed. Fantasien lod sig ikke tøjle på den måde, og resultatet blev en litteratur, der turde digte såvel som at fabulere frit.

Amazing Stories, november 1941

Nu er dette jo et onsdagsindlæg, og derfor et indlæg fokuseret på billeder. Derfor kan du her se nærmere på Atlantis, der om noget er blevet udnyttet flittigt som frirum for fantasy og fantasi i ældre genrelitteratur. Myten om det forsvundne kontinent har således været den perfekte ramme for forbløffende meget tidlig fantasy, og myten lever skam stadig, som det også fremgår her. Så tag her en tur med til den sunkne verden.

Weird Tales, juli 1935

Argosy, maj 1940

Thrilling Wonder Stories, oktober 1938

FATE, juli 1953

Paperback, Warner Paperback Library 1974

Hardcover, John C. Winston 1953

Paperback, Tor Books 1993

Hardcover, Meuienhoff 1961

Paperback, Signet 1988

Hardcover, Sidgwick & Jackson 1960

Paperback, Penguin 2007

Paperback, Ace 1979

Paperback, Panther 1975

Paperback, Ace Books 1964

Paperback, Paizo 2007

Paperback, Airmont Books 1960

Paperback, Gryphonwood Press 2013

Paperback, Arrow Books 1946

Paperback, Del Rey 2007

Paperback, Ballantine Books 1972

Paperback, Del Rey 1977

Paperback, DAW Books 1970

Anne Rice, The Mummy, or Ramses the Damned (1989): En saftig mumie i den lumre ørkennat

Paperback, Penguin Books 1990

Med tobinds-romanen The Vampire Lestat (1985)/Queen of the Damned (1988) indtog Anne Rice pludselig pladsen blandt genrefiktionens absolut bedst sælgende forfattere. På grund af bøgernes vampyrtematik blev de regnet ind i skrækgenren, hvilket i virkeligheden er ganske misvisende. Der sker i hvert fald et tydeligt skred i Rices forfatterskab mellem den første vampyrroman Interview with the Vampire (1976) og så Queen of the Damned. Et skred, der forlader den eksistentielle angst og gru, som Interview kredser om, og i stedet går i retning af et plotdrevent, eskapistisk pulpeventyr, som forsøger at fortrylle sin læser med eksotisk erotik såvel som kulturel og materiel rigdom. Rice begyndte med andre ord at skrive en form for gotisk fantasy, og den tendens fortsatte hun ind i The Mummy fra ’89.

Det er tydeligt, at Rice, der var på toppen af sin popularitet i ’88, havde brug for en ny vej, hvor hun kunne sadle om men alligevel fortsætte sine overdådige eventyr. Vampyrerne havde udspillet deres rolle som interessante figurer efter Queen of the Damned, men Rice ønskede samtidig at forfølge det stilistiske spor, som hun havde fundet med sine seneste to romaner. Præcis som hun havde genopfundet vampyrfiguren, greb hun derfor tilbage i skrækkens idékatalog og hev mumien frem som sin nye, primære aktør.

Paperback, Penguin books 1990

Rice lod naturligvis mumien undergå en forvandling; fjernede bandagerne og bragte saft og kraft til den udødelige skabning. Den kom derved til at stå ikke bare som den diametrale modsætning til monstergysets støvede, langsomme levende døde, men også som en absolut modsætning til hendes vampyrer. Mumien hos Rice blev en skabning med enorm appetit på livet, der næres af sollys og – hvilket er ganske vigtigt – er et særdeles potent og lystfyldt, erotisk væsen, der gerne vil inddrages i menneskenes liv og kultur. Rice gør dermed mumien til noget ganske andet, end det vi normalt forbinder med mumier i genrefiktionen, og man kan måske endda hævde, at hun fører sin mumie så langt bort fra udgangspunktet, at det reelt slet ikke er det samme ”genrevæsen” længere. Men det er en anden snak.

I sin roman valgte Rice at gøre to af Egyptens bedst kendte historiske skikkelser til sine væsentligste karakterer. Hovedpersonen, mumien om man vil, er Ramses d. II, som fødtes omkring år 1300 f.kr., den anden er bærende karakter er den sagnomspundne Kleopatra (født 69 f.kr.). Disse to skikkelser, adskilt af århundreder, bringer Rice sammen takket være den idé, at Ramses blev gjort udødelig gennem en hemmelig eliksir. Han fungerede således som rådgiver for faraoner i de følgende århundreder og forelskede sig til sidst i Kleopatra, men denne legendariske skønhed blev også hans fald. Deres affære gik skævt, Kleopatra forelskede sig i Markus Antonius, og Ramses lagde sig til hvile i sin krypt. Her har Ramses ligget i slummer frem til det punkt, hvor sollyset rammer ham igen, da engelske arkæologer åbner hans gravkammer.

Anne Rice (4. Oktober 4, 1941) fotografer i 1992

Jeg skal ikke kede jer med mere handlingsreferat, men forholdet mellem Ramses og Kleopatra er vigtigt at forstå, når man vil forstå, hvad Rice udfolder i sin roman. The Mummy er nemlig ikke nogen skrækfortælling. Det er en eventyrhistorie og en erotisk kærlighedshistorie om forelskelse, lyst og udødelige følelser. Rice skriver selv i bogens begyndelse, at hun takker H. Rider Haggard for inspiration hentet i romanen She, hvilket må siges at være en helt afgørende inspirationskilde. Faktisk kan man slet ikke tænke The Mummy uden at se den som et ekko af She.

I The Mummy introducerer Rice således et lille ensemble af engelske aristokrater, der alle på en eller anden måde er viklet ind i hinandens liv, og alle har relationer til gentleman-arkæologen Lawrence Stratford, der ved bogens åbning finder den sovende Ramses. Med kryptens åbning bliver der også åbnet for et eventyr, der svælger i lige dele engelsk kolonial luksus og orientalistisk begejstring for det eksotiske Egypten.

Hardcover, Chatto & Windus 1989. Romanens første udgave

Med det store persongalleri har Rice rig mulighed for at udspille intriger, kærlighedsforhold og forskellige menneskelige karaktertræk. Kernen i alt dette er den enigmatiske Ramses, der har den kvalitet, at alle som tilbringer tid sammen med ham, på en eller anden måde forelsker sig i ham. Hans tiltrækning er enorm og det uanset køn. Men den hemmelige eliksir, der har givet Ramses denne tiltrækningskraft, er mindst lige så interessant. Spørgsmålet, som Rice rejser i bogen, er da også, hvordan man selv ville forholde sig, hvis udødelighed og skønhed lå inden for rækkevidde? Hvor langt ville vi gå for at opnå den? Ville vi dræbe for det? Ville vi sige ja til udødelighed, hvis vi vidste, hvilken pris vi skulle betale for den i form af tab af venner og familie? Persongalleriet i The Mummy handler alle forskelligt, og vi får dermed en hel buket af holdninger serveret, ledsaget af en tydeligt moralsk løftet pegefinger fra Rice.

Kærlighedsforholdet mellem Ramses og Kleopatra er naturligvis et vigtigt spor i fortællingen, men de tjener også som fundamentalt forskellige reaktioner på udødeligheden. Hvor Ramses er lys, imødekommende og nysgerrig, er Kleopatra dyster, egoistisk og ond. Ramses vil opleve og mærke verden, Kleopatra vil beherske og kontrollere den. Det er da også imellem disse to yderpunkter, at romanens persongalleri fordeler sig i to lejre, som langsomt hen imod slutningen kan tørne sammen i Kairo i en afgørende konfrontation.

Paperback, Ballantine Books 1989

Denne grundlæggende dikotomi genkender vi i øvrigt som et strukturelt lån fra Interview, hvor forholdet mellem Louis og Lestat udtrykker samme form for udspaltning. I The Mummy er alt det subtile fra før nævnte bog imidlertid fejet af bordet til fordel for en langt mere håndfast fremstilling af Ramses som den gode, men fejlbarlige, og Kleopatra som den gennemført onde. Den eneste hage i dette er, at det er Ramses selv, der har gjort Kleopatra udødelig og til det monster, hun er, men det tjener naturligvis først og fremmest til at styrke bogens advarende tone.

The Mummy er rendyrket romantisk fantasy og ramasjang. Enhver ansats til dybsindighed er, som kraftigt antydet, for længst forduftet fra Rices forfatterskab, der på dette tidspunkt efterhånden udelukkende opererer med overfladiske arketyper og klichéer. Bogen har afgjort tempo og underholdningskraft, fordi Rice sprogligt formår at løfte sin overnaturlige ørkenromance til noget, der er en smule mere end ren banalitet. Men også kun en smule, for med The Mummy er det klart, at Rice er blevet en forfatter, som først og fremmest skriver det, som læserne forventer fra hendes hånd. Det er da også evident, at bogen om Ramses kom til at danne idémæssigt udgangspunkt for Rice, da hun genoptog sine langt mere populære vampyrbøger med The Tale of the Body Thief (1992), der har samme stemning af hurtigt pulpeventyr som The Mummy.

Paperback, Ballantine Books 1991

Historien om den udødelige Ramses er imidlertid også en vej tilbage til de romaner, der var Rices egentlige udgangspunkt, nemlig erotiske romancer. The Mummy er dermed fyldt med hele den gotiske romances floromvundne og lyrisk absurde sprogbrug, der æstetiserer samlejet til en blomsterduftende eksplosion af candyfloss og poesi. Som da Ramses i bogen penetrerer Julie Stratford med hendes invitation: ’Batter down the door,’ she whispered. ’The virgin door. Open it, I am yours for ever.’ He went through the seal (s. 255).

Den slags patetisk melodrama er ulidelig læsning og noget, der bør punktere enhver illusion om Rice som stor lyriker.

Paperback, Ballantine Books 1991

Skal man være pæn ved The Mummy, kan man sige, at den sammen med Rices øvrige romaner har gjort sit til at flytte en udtalt queer-dimension ind i bestsellerlitteraturen. Biseksualiteten, der optræder i vampyrromanerne, bliver således langt mere fremtrædende i bogen om Ramses, men altid kun som noget omtalt; den egentlige sex henlægger Rice til mødet mellem mand og kvinde. Nogen provokatør er hun dermed bestemt ikke, og The Mummy står da også tilbage som letlæst genreroman, der med en vis bitterhed minder os om det, Rice var i ’76.

Den entreprenante Anne Rice sluttede i øvrigt bogen med en såkaldt cliffhanger (”The Adventures of Ramses the Damned shall continue’’), men fortsættelsen til The Mummy skulle først udkomme i 2017. Det er en ganske lang ventetid, men Rice opdagede efter førnævnte Tale of the Body Thief, at der trods alt stadig var liv/salg i vampyrerne, og samtidig oplevede hun en overvældende succes med sin serie om Mayfair-heksene, hvilket åbenbart gjorde Ramses til en mindre attraktiv figur at arbejde videre med. Det kan man jo kun give Rice ret i.

Paperback, Ballantine Books 1994

Paperback, Arrow Books 2004